Tag Archives: Vuggestue

To verdener

IMG_3519Jeg går og kæmper lidt med at finde ro i den beslutning, vi har truffet om, at jeg skal være hjemmegående/dagplejer for Bertil og Helga Marie. Jeg havde naivt regnet med, at mit oprørte indre ville falde til ro, når beslutnigen var truffet, men det er altså ikke helt sket endnu… Jeg tror, det har at gøre med, at jeg pt befinder mig i et form for ingenmandsland, idet vores nye hverdag jo ikke er begyndt endnu. Jeg glæder mig uden tvivl til at have en hverdag med ungerne, og jeg glæder mig til at lægge alle tankerne om, hvad der skal ske, hvordan vi skal få det til at hænge sammen osv. på hylden lidt og bare være!

Farvellet til vuggestuen er dog stadig en gyser! Jeg har efterhånden snakket med både lederen og pædagogerne om vores beslutning og selvom de er søde og opbakkende, er det bare rigtig svært…

Vuggestuen er det sted, jeg tillidsfuldt har givet mit lille barn i armene på en anden, hver gang barslen var slut og de små skulle på deres første lille rejse ud i verden på egen hånd. Det har alle gange føltes rigtigt og trygt.

Det er dér, vores børn har haft deres hverdag, hvor pædagoger og medhjælpere omsorgsfuldt og nærværende har værnet om børnenes tryghed og trivsel.

Det er dér, børnene har vokset og blomstret i fællesskabet med de andre børn og dér de har knyttet deres første rigtige venskaber. Både Hjalmar og Hubert har stadig deres første venner fra vuggestuen tæt på i hjerterne.

Det er dér, børnene er blevet stoppet med selvværd og selvtillid og har fået en masse spændende oplevelser og det er dér, kompetente pædagoger har tilrettelagt hverdagen med et magisk blik for at støtte udviklingen af deres forskellige personligheder og ladet hver enkelt af vores børn vokse i den retning, som netop er deres.

Efter sommerferien vil Helga Marie og Bertil få en hverdag med masser af nærvær og tid sammen med mig, og det bliver fantastisk! Men der er også noget dyrebart, de mister, som jeg ikke kan give dem nemlig fællesskabet med de andre børn. Deres opmærksomhed og omsorg for hinanden i vuggestuegruppen er rørende, og den kan ikke erstattes ved at besøge byens forskellige legestuer.

Vuggestuen er en forlængelse af vores familie, og det er børnenes verden, som jeg fratager dem. Jeg ved godt, de får en ‘ny verden’ sammen med mig, som de også vil trives og være glade i, men det ændrer altså ikke på, at det er svært at sige farvel til den den gamle trygge verden, som de virkelig elsker!

Der er ingen tvivl om, at pædagogerne og lederene rundt om i landets institutioner står med et kæmpestort ansvar og jeg vil altid være evig taknemmelig over, at vores børn har haft et vuggestueliv, der i dén grad har beriget deres hverdag. Jeg ved, der er mange, der ikke deler min positive erfaring med vuggestuelivet, men vores unger har altså haft det fantastisk.

Jeg er spændt på den nye hverdag, der venter os efter sommerferien og jeg glæder mig til den! Den lille sorg, der ligger i det svære farvel, kræver bare lige lidt plads.

 

Puslespil…

 

Tiden flyver, og det samme gjorde weekenden, der nu er forbi.

Huberts første uge i den nye børnehave er gået rigtig godt, og han har været så sej til at klare skiftet! Selvfølgelig kræver det mange kræfter, når alt er nyt, men han er fuld af gåpåmod og virker allerede tryg. Jeg er ret begejstret for stedet, som emmer af god ånd og dygtige folk. Alt tyder på, at vi har truffet den rigtige beslutning, og det er altså en god følelse!

Det er som om, børnehavebeslutningen har givet os mod til at træffe en anden stor beslutning, som jeg også virkelig håber, er den rigtige! Den har været svær, og har været undervejs i lang tid, og den er fyldt med ambivalens og modsatrettede tanker…

Jeg har brugt de sidste mange måneder på at jonglere med familielivet i forsøget på at få logistik, tid og kærlighed til at gå op i en højere enhed, og jeg indrømmer gerne, at jeg synes, det har været en udfordring, efter Bertil og Helga Marie startede i vuggestue sidste sommer. Vi gik fra en hverdag med stor fleksibilitet og rimelig meget ro på (-altså så meget ro der kan komme på hverdagen med 4 børn…) til en hverdag med tidspres og logistiske udfordringer. Før havde vi to børn i institution, to børn hjemme hos mig på barsel, og Kristian kunne for det meste hente og bringe og arbejde om aftenen, når der var ro i lejeren. Nu har vi aflevering og afhentning hver dag i tre forskellige institutioner med diverse tilhørende arrangementer og den nye folkeskolereform, der giver andre arbejdstider for Kristian. Vi har været vant til at være sammen med vores børn, og måske har vi været for godt forvendt. I hvertfald betyder hverdagen pt, at ungerne enten bliver hentet sent de fleste dage eller at jeg henter dem alle, hvilket tager laaang tid (og ikke altid giver den hyggeligste start på ulvetimen). Efter at have lagt familielivspuslespillet mange gange på forskellige måder er vi nået frem til, at vi ikke har lyst til at hente fem minutter i lukketid hver dag, og dermed reducere tiden sammen med ungerne i hverdagene til noget, der minder om 5 min., når alt det praktiske også skal passes, og den resterende tid skal divideres med 4.

Alle overvejelserne er nu endt ud i en plan, jeg er ret så spændt på! Jeg har simpelthen søgt om at blive dagplejer for Bertil og Helga Marie fra 1. juli. Nogle gange tænker jeg, at det er en vanvittig beslutning, og andre gange føles det som det eneste rigtige.

Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle gå hjemme med ungerne – nærmest tværtimod… Derfor er beslutningen også ambivalent, for der er virkelig meget jeg gerne vil i det her liv, der ikke handler om at lave modellervoks og smøre makrelmadder, og husmoderrollen falder mig egentlig ikke særlig naturlig. Men jeg synes, det er svært at nå rundt til alle ungerne, og de er stadig virkelig små! Og så vrimler jobmarkedet ikke med spændende, tilgængelige deltidstillinger.

Nu er beslutningen truffet, og det bliver virkelig skønt at have tid og at være tæt på de to små i deres hverdag, og jeg er stensikker på, det også giver mig mere tid med de to store. Som det er nu, er eftermiddagene nærmest en kamp om opmærksomhed, som de små ofte vinder. Jeg indrømmer, at jeg ikke går ubetinget lystbetonet ind i projektet, men jeg er sikker på, at jeg aldrig vil fortryde den tid, jeg kommer til at bruge på at være sammen med de to små trolde.

Vores nye hverdag skal nok blive en udfordring for mig på godt og ondt. Det kommer jeg sikkert til at skrive mere om her på bloggen… Jeg har ikke glemt tiden efter Bertil og Helga Marie var kørt ind i vuggestuelivet og jeg jeg smagte smagen af alenetid og varm kaffe igen. En tvillingebarsel er altså ikke for tøsedrenge… Og jeg tænker, det samme gør sig gældende for hjemmelivet med to på to 🙂

Beslutningen betyder desværre et farvel til vores fantastiske vuggestue, hvilket helt sikkert kommer til at koste tårer… Jeg elsker virkelig det sted! Alle vores børn har gået der, og vi har set hvordan de alle har vokset og blomstret i vuggestuen. Vi har altid haft god sparring og dialog omkring vores børn og om børne- og institutionslivet generelt. Vigtigst af alt har vuggestuen dannet ramme om en tryg og glad hverdag for børnene, og vi er kommet i huset i over 6 år og har derfor et tæt bånd til stedet såvel som til personalet. Det bliver en gyser at sige farvel!!

Men efter alle brikkerne til puslespillet har været kastet op i luften og samlet på alle mulige tænkelige måder, er det denne løsning, der viser os det billede, vi helst vil se tilbage på – og det har altså været den afgørende faktor.

Nogle gange må man justere på sine forestillinger og ryste posen en gang 🙂

 

 

 

Krydderi på tilværelsen

Nogle dage er det altså lidt udfordrende at have 4 børn. Sådan en dag var det i går!

Det kan virkelig mærkes, når der bliver bare en lille smule slinger i valsen. Om formiddagen blev vi ringet op af vuggestuen, fordi Bertil blussede meget op i ansigtet og fik både udslæt og nogle hævelser efter at have været med til at bage pebernødder og måske havde smæsket sig lidt rigeligt i den krydrede dej. Han elsker at fedte rundt med maden og havde måske nok lige haft lidt for meget nærkontakt med kanelen! Vi måtte hoppe i en taxa og drøne til Hvidovre Hospital for at tjekke for allergisk reaktion. Da vi nåede derud, så han allerede meget bedre ud, men rent rutinemæssigt skulle han undersøges af en læge. Det gik egentlig forbavsende hurtigt og allerede efter en times tid, var vi på vej retur igen. Hvis det ikke var for udslættet, kunne man næsten mistænke ham for at bluffe sig til hele seancen. Han nød i hvertfald opmærksomheden i fulde drag og havde travlt med at charme både hospitalspersonale, taxachauffører og ikke mindst Kristian og jeg. Hele to forældre der kigger på én på samme tid! Det er altså ikke et grundvilkår, når man både bliver født som en del af et sæt og ind i en flok. Det var faktisk ret så hyggeligt!!

Ikke så snart var vi trådt ind af døren herhjemme, før de ringede fra skolen, at Hjalmar havde ondt i maven. Afsted igen! Efter en halv time herhjemme viste mavepien sig at være ren og skær fødselsdagsspænding, så han blev fulgt til den børnefødselsdag, han var inviteret til. Derefter skulle Hubert og Helga Marie hentes… En hurtig halv kop kaffe og ud af døren igen for at hente Hjalmar. Og så gik den dag. Mange børn – meget logistik!

Det var ret underligt at være tilbage på Hvidovre Hospital. Det er dér, Helga Marie og Bertil kom til verden og dér jeg gik til kontrol ca. konstant under graviditeten. Hele atmosfæren, hospitalslugtene og de karakteristiske gange førte mig tilbage, og jeg kunne mærke nogle af de tanker og følelser, der fyldte i mig dengang – og mærke lettelsen over at Helga Marie og Bertil heldigvis begge er ude og trives i bedste velgående. Det fik mig også til at tænke på, hvor skønt det er at have tvillinger (selvom det da selvfølgelig også kan trække tænder ud en gang i mellem!).

Når jeg ser Bertil og Helga Marie sammen, kan jeg næsten synes, at det er lidt synd for Hjalmar og Hubert, at de ikke også har en tvilling. Selvfølgelig har de to små krabater konflikter om det samme legetøj, og de er begyndt at drille hinanden ret så bevidst. Når vi sidder og spiser, kan de finde på at stjæle hinandens mad, kop eller ske og så kigger de med skælmske øjne og ser meget uskyldige ud. De kan endnu ikke selv se, at de er gennemskuet på forhånd, fordi de jo sidder med tyvegodset i hænderne. Det er faktisk ret sjovt. De kan også tromle hinanden og møve sig ind foran hinanden, blive jaloux og stjæle opmærksomheden fra hinanden osv. Men alt i alt så har de virkelig meget glæde af hinandens selskab.

Nogle af mine yndlingsøjeblikke med Helga Marie og Bertil er, når de har været adskilt fx efter en lur og bare løber hen og krammer hinanden og putter sig ind til hinanden. Man kan mærke, at de har savnet hinanden. Eller når de stavrer afsted efter hinanden i noget, der ligner en fangeleg i slowmotion, mens de skriger af grin. Eller når den ene græder og den anden kommer hen med en bamse eller sut og begynder at stryge over håret og siger “ae, ae”. Eller når de bare griner af et eller andet, vi andre ikke fatter hvad er og går ind i deres egen lille boble.
Det er virkelig sjovt, hvordan deres relation udvikler sig mere og mere, jo ældre de bliver og hvordan de udviser empati og kærlighed for hinanden.

Vi har ikke dyrket tvillingerelationen så meget, men betragter dem egentlig mest som almindlige søskende. At de er født ind i en familie med to storesøskende betyder, at vi nærmere ser dem som en del af flokken end som tvillinger. De fungerer fint uden hinanden en gang i mellem, men det er alligevel tydeligt, at de to har noget særligt sammen og på en måde er forbundet.

Selvom jeg godt kunne have været hele kanelcirkuset og hospitalsturen foruden, så var det faktisk meget godt at få nogle af følelserne fra dengang tilbage og mærke lidt på dem igen. Jeg kan huske, at nogle af de tanker der fyldte mig de første dage, efter Bertil og Helga Marie var blevet født og vi stadig var på hospitalet var, at det både føltes skrøbeligt at have ansvaret for så mange børn og enormt stærkt at være en stor familie. Skrøbeligheden viser sig, når ét barn kræver lidt ekstra som eksempelvis i dag. Jeg ville gerne være der for Bertil hele tiden, men ‘fabrikken’ skal jo holdes i gang, uanset hvad der sker og de andre børn kræver stadig hver deres. Jeg kan godt blive skræmt ved tanken om, hvis der en dag sker noget mere alvorligt – i dag skete der jo reelt ingenting. Ikke andet end at Bertil skulle undersøges.

På den anden side er det netop når valsen slingrer lidt, at jeg uden at tænke over det tager mig tid til at give det der berømte ekstra nærvær til ét barn af gangen, som jeg ofte savner lidt. Og som børnene selvfølgelig også nyder i fulde drag.

Vi holder lidt igen med julesmåkagerne for en stund og satser på,det var mængden af kagedej, der gjorde udslaget for den lille slikmund.

Plads til leg

Hvis der er noget, der ikke begejstrer mig synderligt, er det legepladser! Jeg synes mildest talt, der er noget misvisende i navnet, fordi leg i mit hoved har en stærkere tilknytning til begrebet kreativitet og spontanitet, end der er mulighed for på en legeplads. Det er fint nok med en gyngetur, rutschebane og klatrestativer. Det kan være en måde at lufte ungerne på og få sig en café latte eller udsætte ulvetimen en halv time, men leg vil jeg ikke kalde de fleste af de aktiviteter, der foregår på legepladserne.

I sig selv er hele præmissen hverken særlig kreativ eller spontan. Bare det faktum, at det på forhånd er bestemt, at ‘om lidt skal vi lege’ er kunstig. Stemningen sådan et sted tiltaler mig heller ikke voldsomt. Jeg får altid lidt dårlig samvittighed over, at jeg selv keder mig bravt, når jeg nu har planlagt tid til at “lege” med ungerne. Jeg står dér sammen med de andre forældre, der gabende kigger på uret eller sniger sig til at tjekke facebook. I bedste (eller måske i virkeligheden værste!) fald står vi forældre og kigger på børnenes leg og kommer med tilråb som: “Pas nu på!”, “ej, nu er det vist X’s tur til at prøve…”. Det har ikke meget med leg at gøre…!

I går var jeg til forældremøde i vuggestuen, hvor vi snakkede om kreativitet og innovation. Jeg gik som altid derfra beriget med en masse gode følelser og refleksioner. Jeg kan virkelig godt forstå, Bertil og Helga Marie står med flyverdragterne i hænderne og skraber på hoveddøren 6.30 hver morgen. Jeg elsker også dét sted. Det er sjovt at have “været med” i 6 år i den samme institution og fulgt udviklingen fra fantastisk til endnu mere fantastisk! Jeg blev så glad for at høre deres tanker til mødet, og jeg er meget enig i langt de fleste af dem. Dén vuggestue har ikke brug for designlegepladser og unika legeredskaber til 100.000, men synes, det er meget sjovere at bygge op og rive ned i takt med børnenes og de ansattes gode ideer. Finder et barn på en skovtur en god vipperod, tager de den med hjem og bruger den på legepladsen indtil en ny idé overtager. Under et projektarbejde med ‘de tre bukkebruse’ byggede de en bro af nogle genbrugsplanker og da de gerne ville have musik og lys i det hjemmebyggede legehus, trak de da bare noget el. Nu strømmer der ofte klassisk musik ud af det lille oplyste hus. Ret hyggeligt!

Legepladsen bliver ligesom resten af huset ikke betragtet som en statisk størrelse men netop som en dynamisk legeplads, hvor der er plads til spontane, kreative ideer og leg. Faktisk kalder de legepladsen for haven, og det passer også bedre til den hyggelige grønne oase, det er med bærplanter, vindruer, blomster og små huler i buskene.

Der knytter sig en lille sød historie til projektet om bukke-bruserne, som fortæller en del om kreativitet og leg i min verden. For nylig var vi sammen med en af Huberts gamle vuggestuevenner, og de gik straks i gang med at lege. Det er tydeligt, at de kender hinanden rigtig godt, selvom de har gået i hver deres børnehave siden april og ikke ses så tit. Efter et stykke tid gik det op for mig, at de legede de tre bukkebruse. En leg der udspringer af vuggestueprojektet forrige sommer, men som har gjort dybt indtryk, fordi pædagogerne satte gang i en inspiration og underbyggede børnenes ideer og leg – og som altså har manifesteret sig i de to drenge.

Essensen i vuggestuens måde at arbejde på er (udover et kæmpe nærvær og stor respekt for det enkelte barn), at de har visioner og planlægger spændende ting for børnene, men de er samtidig super opmærksomme på børnene og lader deres verden være udgangspunktet for aktiviteterne. Har pædagogerne fx planlagt, at der skal plantes solsikker, tilpasser de planen, hvis børnene nu er mere optagede af at hælde med vandkanden. Så bliver planteprojektet til et vandprojekt, hvor de fx hælder, plasker, mærker på varmt og koldt vand, laver mudder, lader det “regne”, mens børnene sidder under en paraply osv.

Det er ret inspirerende at prøve at tænke ud fra det mere spontane og kreative, der optager børnene lige nu og være lidt mere åben for at ændre i planlægningen. Det kan jeg godt lære noget af. Måske slipper man så også for nogle af legepladsturene… Motiverende!

Desværre deler Hjalmar og Hubert ikke på samme måde min skepsis overfor legepladser, hvilket betyder, at jeg nok ikke har drukket min sidste latte fra “kaffeknallerten”. Godt jeg i det mindste elsker kaffe! Så har jeg da noget at skylle idealerne ned med…

 

 

 

 

Vuggestue-nostalgi

Vi har været til samtale i vuggestuen. Sådan en samtale om hvordan ungerne trives og udvikler sig. Selvom det er tredje gang, vi er igennem møllen, blev jeg helt rørt.

Pædagogen havde sat en time af og delt samtalen op, så Bertil og Helga Marie fik lige lang tid under luppen. Det i sig selv blev jeg glad for! Det er dejligt, når omverdenen også betragter dem som to individer, selvom de er tvillinger. Selvfølgelig er der også meget i deres trivsel og udvikling, der skal ses i lyset af deres relation til hinanden og deres samspil, men det var der også tid til at snakke om. At høre pædagogen fortælle om sin oplevelse af Bertil og Helga Marie, beskrive alt fra deres motoriske og sproglige udvikling til at fortælle om, hvordan de deltager i aktiviteter, hvordan de leger og socialiserer med de andre børn, hvordan de udvikler sig hver for sig og sammen ramte mig!

Jeg tror, det skyldes flere ting. I det hele taget dét at høre en anden fortælle om sin oplevelse af og med vores børn var tankevækkende. At få en andens øjne på dem og blive bekræftet i, at de bare elsker at være i deres vuggestue og har det godt. At pædagogen fokuserer på og ser nogle detaljer, som vi ikke selv er helt opmærksomme på og i det hele taget dét, at de har deres egen lille verden uden os.

Men det er også  en stolthed over, at de udvikler sig så fint og trives så godt. Vi havde mange tanker under graviditeten og blev fulgt ret tæt af hospitalet. (Det gør man ofte, når man venter tvillinger). Helga Marie var en lille trold, mens hun var i maven og lå vægtmæssigt under alle kurver og skemaer, så det er klart, at vi havde mange tanker, om alt nu var okay, om jeg ville føde for tidligt osv. Vi har altid forsøgt at have et pragmatisk forhold til hele overvågningen af graviditeten og kun fokusere på det, vi kunne se og som jeg kunne mærke. Nemlig, at de begge to voksede og at jeg havde det godt. Jeg tror alligevel, alle de tanker vi havde dengang ligger dybt derinde i gemmerne og har betydning for, at glæden over, at alt går så fint, er lidt ekstra stærk.

Der er også bare noget i, at når man har 4 børn, føler man ofte, at man ikke gør alting til UG, men efter samtalen blev Kristian og jeg enige om, at noget må vi gøre rigtigt. Og det var en dejlig følelse.

Der er mange ting, som bliver lidt rutine-agtigt med nr. 3 og 4. Overvejelser man havde tidligere, som nu styres mere af pragmatisme end af idealisme. Der er noget nostalgi, som bliver trængt lidt i baggrunden til fordel for logistik. Sådan er det bare! Derfor føles det ekstra fint at blive mindet om, at hvert af vores børn er helt sin egen og agerer individuelt i verden. At det ikke bliver mindre vigtigt at følge dem tæt og opmærksomt, selvom de er nummer 3 og 4. Sådan en god omgang vuggestue-nostalgi er ikke af vejen!