Tag Archives: Undervejs

Byens lys

IMG_2498Det er altid benhårdt at komme i gang med hverdagen efter en dejlig ferie. I dag var sværere end ellers, for det er et forandret Nørrebro, der ligger uden for vores dør.

Natten til søndag sov jeg næsten ikke. Jeg brugte natten på at tjekke opdateringer fra dels politiet og dels diverse nyhedsmedier, mens kvalme og magtesløshed overtog min krop. Jeg blev egentlig ikke overrasket over, at terroren ramte København, men jeg havde naivt bevaret et lille håb for, at vores andedam på forunderlig vis ville slippe udenom. Når så makabre og forkastelige hændelser rammer lige ned i smørhullet og skaber rædsel og frygt, ændrer meget sig. Det kom tæt på, og jeg tog mig selv i at overveje at flytte mine to store sovende drenge ind i soveværelset for deres værelse vender lige ud mod Nørrebrogade. Man ved jo aldrig, tænkte jeg. Det er jo absurd, at tankerne begynder at gå disse veje!

Kvalmen sad stadig i mig, da jeg skulle fordele ungerne ud over Nørrebro her til morgen. Vi har efterhånden set og hørt en del efter at have boet her i en årrække på første parket til diverse demonstrationer og mere eller mindre fredelige optøjer. Vi er vant til mere politi i gaderne, end man ser så mange andre steder, og Bertils første ord var da også ba-bu. Vi oplevede rømningen af ungdomshuset, og jeg husker den evige lyd af helikopter, der hang over gården, at vi skulle vise id-kort for at kunne gå ind og ud af vores hoveddør, og at der var gadekampe udenfor vores vinduer. Der har været sager om afpresning og banderelaterede skudepisoder, men alt i alt er Nørrebro et fredeligt sted, hvor vi er glade for at bo. Vi bor og lever, hvor der sker en masse gode og spændende ting, men hvor der også ofte er stor politi- og mediebevågenhed. Alligevel kan jeg med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig har følt mig bange. Jeg har altid kunnet distancere mig. Det kan jeg ikke denne gang.

De tragedier, der er sket i København lørdag og natten til søndag, har boret sig ind i mig. Det er ikke sådan, at jeg er bange for at gå på gaden, og jeg vil virkelig forsøge ikke at ændre min gøren og laden det fjerneste. Alligevel er jeg bange. Jeg er bange for, hvad det gør ved vores demokrati og ved vores måde at leve sammen på. Hvad det gør ved vores frihed. Jeg klamrer mig til den version af historien, jeg fortæller børnene, at det var en syg, syg person, der dræbte de to ofre, og at det ikke sker igen, så derfor er der intet at frygte! Men jeg kender desværre mange flere nuancer end en 7 årig.

Vi skal stå sammen og ikke lade os kue, lyder beskeden fra såvel statsministeriet som de sociale medier. Men hvordan gør man det? Realiteten er jo, at de fleste kigger sig en ekstra gang over skulderen og overvejer om de tør deltage i arrangementer, der omhandler ytringsfrihed eller noget der ligner. Risikoen har manifesteret sig som værende reel.

Lige her og nu, hvor sorgen skaber fællesskab, og arrangerede mindehøjtideligheder danner rammer for deltagelse, er det muligt at leve op til fordringen om sammenhold. Men hvad sker der, når hverdagen indtræffer? Kan det undgåes at tragedierne skaber splittelse? Jeg håber det inderligt!

Det er ikke Nørrebro, København eller Danmark der er forandret, det er menneskene, der lever her, der er forandrede. Det er mig.

Jeg håber, at den solidaritet der åbenbarer sig i disse dage vil række ind i fremtiden og ikke blot blive glemt, når mediestormene har lagt sig igen. Vi bærer alle et ansvar for sammenholdet og for fortsat at kunne leve et liv sammen i frihed.

 

En tidslomme

IMG_2445Vi har holdt en skøn lille ferie hos mine forældre, der bor tæt ved vesterhavet. Jeg er vild med havet og naturen omkring, og det giver lige et lille skud ny energi at komme ud, hvor horisonten fortsætter så langt øjet rækker, himmelen er stor og lyset er overstrømende. Når man står på stranden og kigger ud i, hvad der føles som uendeligheden, bliver man lille. Det fascinerer mig altid!

På vejen hjem besøgte vi min Bedstemor som vi pga. afstanden ser for sjældent. Det er lidt underligt med sådan et langdistance familieforhold, når vi tidligere så hinanden meget oftere. Selvom jeg har boet i København i 13 år, har jeg stadig ikke vænnet mig helt til lige præcis dét, men sådan er det nu engang. De sidste par gange jeg har set min Bedstemor, har vi mødtes hos mine forældre. Hun kører gladeligt de 80 km, selvom hun fylder 90 år i næste uge. Hun synes, det er praktisk for os ikke at skulle drøne mere rundt med ungerne end højest nødvendigt. Det bliver da også ofte noget med en halv times lur i bilen og pylrede unger resten af dagen, så vi er som regel taknemmelige, når hun kører for at være sammen med os. Men i går besøgte vi altså hende, og det var virkelig skønt!

Når jeg træder ind i min Bedstemors hus, er det lidt som at træde ind i en tidslomme. Hvis væggene kunne tale, ville de fortælle rigtig gode historier fra store familiekomsammener, hyggelige sommerferier og gode snakke ved køkkenbordet. Mange ting er uforandrede siden jeg selv var barn og selvom årerne går, står tiden på forunderlig vis stille i min Bedstemors stuer. Mine børn er kommet til og har dermed tydeliggjort generationsskiftet og min Bedstefar mangler. Han mangler meget! Men ellers er alt stort set ved det gamle. I hvert fald inden i mig. Det er nok i virkeligheden mest mig selv, der hopper ind i tidslommen, når jeg træder ind i hendes hus og tankerne flyver tilbage til alle de gode stunder, vi har haft sammen. Jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg stadig har min Bedstemor, og at mine børn dermed har en Oldemor. Selvom hun snart er 90, er hun ikke gammel for mig, for hun er stadig den samme, som hun altid har været, og jeg har har kendt hende altid. Det er uvurderligt at have en Oldemor, som tager imod hele familien med åbne arme og en flæskesteg i ovnen.

Min Bedstemor har også 4 børn (også 3 drenge og 1 pige), og jeg tænker ikke så sjældent på hende og på hvordan det må have været, at være mor dengang hendes børn var små i 40-50’erne. Uden opvaske- og vaskemaskine og uden tørretumbler. Hun er en virkelig sej dame, og jeg har den dybeste respekt for hende og priser mig lykkelig for stadig at have hende i mit liv.

 

 

Endnu et lys i kagen

 

Fødselsdagsugen drøner afsted, og i går var hele 0. klasse på besøg. Det var virkelig hyggeligt, og dagen var rigtig god! Søde børn og søde sager… Hjalmar ville gerne have en fodboldkage, og det var et bageprojekt, der passede perfekt til mine kunstneriske køkkenudfoldelser. Nemt og enkelt!

Med udsigt til 20 børn i lejligheden havde jeg forberedt mig på lidt af et kaos, men det gik simpelthen så fint. Jeg kan blive helt varm om hjertet, når en flok unger bare hygger sig og leger sammen. Man kan dog godt se, at der har været børnefødselsdag i lejligheden og jeg kommer nok ikke uden om, at dagens aktiviteter kommer til at indbefatte en støvsuger og en gulvklud (igen…).

Vi har nu afholdt 2 x familiefødselsdag og 1 x børnefødselsdag i denne uge, og i eftermiddag venter det sidste lille pip af en fejring. Det har været en god og travl(!) uge. Jeg elsker fødselsdage, og jeg synes, det er en god ting at fejre! Jeg elsker at finde vores fine stofflag frem, som min mor har broderet dato på og givet til hvert af vores børn, da de blev født. Jeg elsker, at vi vækker fødselaren med morgensang og gaver. At vi samler familie og venner til kage og hygge og at der hvert år bliver et lys mere i kagen.

Ind i mellem alt fødselsdagshalløjet har jeg tænkt tilbage på de sidste 7 år. Der er sket så vanvittig meget på de år! Når jeg ser på Hjalmar i dag, er det som om, jeg ser lige ind i øjnene på den lille baby, der ændrede mit liv med sin ankomst for 7 år siden. Det er fascinerende! Men i de samme øjne ser jeg også en stor dreng i konstant forandring. Jeg glæder mig så meget over at kende ham, og jeg glæder mig virkelig meget til også at kende ham i fremtiden.

Som sendt fra himlen – eller nærmere betegnet instagram… – tak Tora 🙂 kom dette citat fra Astrid Lindgrens biografi til mig og ramte lige ind i fødseldagstankerne. Det er meget smukt.

“Dine børn er ikke dine børn.

De er sønner og døtre af livet selv.

De kommer gennem dig, men ikke fra dig,

og skønt de er hos dig

så tilhører de dig ikke.

Du skal give dem din kærlighed

men ikke dine tanker,

for dine børn har deres egne tanker.

 

Du skal huse deres kroppe

men ikke deres sjæle

thi deres sjæle dvæler i morgendagens hus

som du ikke kan besøge

end ikke i dine drømme.

Du kan forsøge at ligne dem

men forsøg ikke at få dem til at ligne dig,

thi livet går aldrig baglæns

og hviler aldrig I det forgangne.”

 

IMG_2298IMG_2293

 

 

 

Hurra!

I morgen bliver Hjalmar 7 år. 7 er virkelig mange år, synes jeg! Det betyder, at jeg har været mor i 7 år og det er altså en ret vild tanke. På den ene side føler jeg, det var i forgårs, jeg stod dér med den lækreste lille baby i armene og følte mig meget lykkelig og samtidig meget ny i faget! På den anden side er det som om, han har været en del af mit liv i evigheder. Tid er en underlig størrelse…

Det er altså 7 år siden mit liv blev vendt på hovedet første gang og jeg skulle finde rodfæste i en helt ny verden. Jeg synes, det var stort! Mit liv var dengang et vaskeægte studieliv krydret med fest, farver og fordybelse. Jeg elskede at være gravid og nød det i fulde drag, men havde ikke haft fantasi til at forestille mig livet med et barn sådan rigtigt.

Det var eksistensoprivende, fantastisk og skræmmende på samme tid, pludselig at være mor og have så stort et ansvar midt i vintermørket. Dét er det for så vidt stadigvæk en gang i mellem, men jeg har trods alt klaret skærene i 7 år nu, og det er jo alt i alt gået meget godt! Det er en god tanke.

I morgen skal Hjalmar fejres og jeg vil svælge i minder fra de sidste 7 og mest vidunderlige år! Hurra for Hjalmar!

Stille søndag

IMG_1629Sådan en weekend går godt nok hurtigt! Vi havde en dejlig søndag, hvor vasketøj fik lov at ligge urørt hen og rod fik lov at være rod. Hjalmar og Hubert var på legevisiter lidt på skift, og det gav os en mere rolig søndag end sædvanligt. Bertil og Helga Marie sov en lang middagslur – hvilket de ellers ikke plejer, så vi havde et par timer alene med Hjalmar, før han skulle besøge en ven. Jeg må indrømme, at det er virkelig længe siden, vi har været sammen bare Kristian, Hjalmar og jeg. I hvert fald i længere tid og hvor vi bare lod alt det praktiske sejle. Vi lavede egentlig ikke noget særligt, men vi snakkede og grinede helt vildt, og jeg blev varm i hjertet over, hvor dejlig han er. Siden han startede i skole i sommer, er det som om, han er blevet meget mere end et halvt år ældre. Der sker virkelig meget med ham lige nu, synes jeg. Det er selvfølgelig klart, at der sker en udvikling, når man bliver kastet ud i noget nyt som en skolestart, men det har ikke været så tydeligt for mig, som det var i går. Jeg kan godt mærke, at han er ved at nå en alder, hvor han på mange måder river sig lidt mere løs og bliver mere selvstændig omkring nogle ting. Hans humor udvikler sig og hans tanker om venskaber, søskende og alt mulig andet bliver mere reflekterede.

Jeg kan godt føle, at Hjalmar glider lidt fra mig en gang i mellem. Det er tydeligt, at han er den ældste i vores flok og derfor må vige pladsen for de små, der har nogle mere presserende behov og ikke har lært at udsætte dem endnu. Så hvis alt ikke skal ende i skrig, skrål og kaos, må han give plads. Det er noget, vi er super opmærksomme på men også noget, der er svært at ændre. Der går meget tid med at skifte bleer, putte, spise osv. med to på halvandet i huset. Ligesom der er rigtig mange ting, Hubert stadig skal have hjælp til, selvom han (heldigvis!) er ret god til at gøre mange ting selv hans alder taget i betragtning. Det handler også om, at Hjalmar er eminent til at tilpasse sig. Det er de fleste børn nok, men han besidder en ret vild tålmodighed og accepterer langt hen af vejen at vente og stiller sig selv bagest i køen. Han glider derfor nemt lidt i baggrunden, og det er virkelig synd, for gud hvor er han skøn at være sammen med! Det var meget tydeligt at mærke i går, at så snart han havde både Kristian og mig for sig selv, så fyldte han pludselig hele pladsen ud. Vi må virkelig sørge for at holde fast i ham!

Min store dreng der er så fin og vidunderlig! Vi må give ham lidt mere plads på scenen herhjemme. Jeg blev lige mindet om, hvor meget jeg egentlig savner ham nogle gange.

1:2

Forleden dag så jeg et program i fjernsynet om familieformer i Danmark. Jeg blev grebet af det, fordi det handlede om en mor, der valgte at få børn alene – og hun skulle have tvillinger. Alt jeg zapper forbi, der handler om tvillinger – især om babytvillinger – kan jeg ikke lade passere. Moderen var helt vild cool og så ud til at klare livet som alene-tvillingemor rigtig fint. Men hold da op! Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det altså en stor mundfuld at have tvillinger, og uanset hvor skønt og fantastisk det er, så er det også bare virkelig hårdt indimellem. Programmet viste klip fra de første uger af livet i den lille nye familie, og jeg sad og svælgede mig i minder fra vores første tid med Helga Marie og Bertil. Selvom vi var erfarne forældre, var det altså bare noget helt andet med to små på een gang. To der havde de samme behov og krævede på samme tid. Både rent praktisk selvfølgelig men også følelsesmæssigt. Man kan fysisk ikke kigge dem begge i øjnene på samme tid og må lige fra dag 1 veksle mellem dem. Hele tiden vælge hvor opmærksomheden skal rettes hen og hele tiden acceptere, at man går glip af et eller andet i sit fravalg. Jeg tænker, at når man er aleneforælder til tvillinger, må der på mange måder være dobbelt op på følelsen af utilstrækkelighed. Og så må det bare være vanvittig hårdt arbejde! Jeg bøjer mig virkelig i støvet!

Siden jeg så programmet, har jeg tænkt på, at ‘normeringen’ jo er den samme i vores familie. Altså 1:2, men den store forskel er, at vi har hinanden at trække på. Jeg kan tydeligt huske, hvordan det var, da Bertil og Helga Marie var små og de fx begge skreg på samme tid. Efter en nat med 8 amninger var det relativt begrænset hvor meget søvn, der var på kontoen og overskudet til at tackle den frustration, det skabte med to grædende babyer, var nogle gange meget sparsomt! Jeg ventede ofte med længsel på, at Kristian skulle komme hjem fra arbejde, så jeg kunne gå ud og hente de to store og få lidt luft og en smule ro i ørene. Jeg kan huske følelsen af virkelig at ønske, at jeg kunne dele mig i to. Sådan er det på mange måder stadigvæk, men jo ældre de bliver, jo flere afledningstriks kan man hive ud af ærmet. Og ønsket om at kunne dele sig bunder efterhånden mere i ønsket om, at kunne være der for det enkelte barn, mere end det handler om ‘brandslukning’.Når man en gang i mellem bliver drevet til vanvid (og det gør man altså med tvillinger! – og nok med børn i det hele taget), er det uvurderligt at kunne aflaste hinanden. Jeg håber, at de alene-tvillingeforældre, der sidder derude, har mange søde mennesker omkring sig, der kommer forbi og giver en hånd! Jeg synes, det er sejt, og at de fortjener en medalje!

For mig har en af de største udfordringer ved 1:2 ‘normeringen’ været indskrænkelsen af min personlige frihed. Det var noget, der også fyldte en del hos mig, da vi for snart 7 år siden fik Hjalmar og jeg pludselig fra den ene dag til den anden følte mig bundet på hænder og fødder. Det lyder ikke så pænt at sige det, men det var altså sådan, jeg havde det. Det er en stor ting hele tiden at skulle sætte et andet menneske før sig selv efter 26 år som autonomt individ, og det kræver tilpasning og tilvænning. Hjalmar blev født ind i et studie- og arbejdsliv med fest og farver og tid til fordybelse, og jeg skulle lige omstrukturere nogle ting i mit hoved, før tingene faldt rigtig på plads. Men jeg havde dog stadig frihed til at komme ud på egen hånd, til at fordybe mig i speciale og til at vi kunne gå ud sammen alle tre. Hubert blev bare født ind i familien og medførte egentlig ikke den store forandring. Udover lidt mere hjemmetid måske.

Da Bertil og Helga Marie fordoblede flokken, blev friheds-issuet pludselig aktuelt igen. Med ét var vi bundet på en helt anden måde til hjemmet end tidligere og blev i højere grad afhængige af hinanden. Det første halvandet år sov Hubert stadig middagslur og bare det, at få tre børn, der sov på forskellige tidspunkter i løbet af dagen og dermed også spiste på forskellige tidspunkter ud af døren, var lidt af et show. Det er selvfølgelig noget andet nu, og mange praktiske ting bliver lettere og lettere. Det sker da også, at jeg går ud alene, men det er ikke hverdagskost, for det er ret krævende at være den, der sidder tilbage herhjemme med 4 børn, aftensmad og putteritualer. Det er heller ikke så ofte, vi får ungerne passet, for det kræver enten nogle yderst kompetente og velvillige babysittere (bedsteforældre, mostre og onkler, der enten bor langt væk eller selv har mange børn) eller mindst to barnepiger. Sådan er det bare.

Det kommer til at lyde lidt som en klagesang, og det er faktisk slet ikke meningen. Jeg vil egentlig bare frem til, at jeg har haft stor glæde af noget så simpelt som at arbejde med min “mentale indstilling”. Det er utroligt, hvordan man kan påvirke sig selv gennem sine tanker. Fx har jeg arbejdet med frihedsfølelsen ved at tænke mig lidt dybere ind i begrebet. Jeg var godt klar over på forhånd, at vi ville være bundet op på en anden måde med dobbelt så mange børn, så jeg har brugt mange tanker på at udvide mit frihedsbegreb i stedet for at lade mig begrænse af den forståelse, jeg havde af frihed tidligere. Det lyder nok lidt skørt, men det er egentlig ret ligetil. Sat på spidsen ville jeg aldrig føle mig fri, hvis jeg skulle undvære nogle af mine børn. Jeg kan ikke forestille mig et større fængsel, end hvis jeg blev adskilt fra dem sådan for alvor. Derfor er min forståelse af frihedsbegrebet forbundet med samhørighed på en anden måde end tidligere, hvor det i højere grad var forbundet med adskillelse. Jeg kan stadig få trang til at komme ud og få luft, men jeg har ikke den desperate længsel efter at være alene og kunne gøre som det passer mig, som jeg kunne mærke tidligere. Det handler også i høj grad om accept og en ‘på med vanten’ tænkning at få hverdagen til at køre med 1:2 ‘normeringen’. Jeg synes, det er hårdt arbejde indimellem, det vil jeg ikke lægge skjul på. Men det er heldigvis endnu mere fantastisk, dejligt og berigende for mit liv. Jeg er så uendelig glad for, at vi er to forældre om både det sure og det søde og jeg kan kun tænke på alene-tvillingeforældrene med den aller største respekt.

 

 

 

 

 

 

 

Nytårsfortsættelse

Vi er vilde med Mimbo Jimbo, som Strid har været så flink at tegne!

Vi er vilde med Mimbo Jimbo, som Strid har været så flink at tegne!

Starten på året har været en lille smule anstrengende, fordi vi har haft syge børn siden årets første dag. Det er ikke noget, jeg lader mig slå ud af, og det bliver på en eller anden måde lidt en rutine. Men stadig! Når jeg synes familiebægeret flyder over af sygdom og pylrede unger, under jeg mig selv at bruge en time på en af mine livliner til verden udenfor. Jeg lytter til eksistens på P1! Det er overkommeligt, kan kombineres i det uendelige med praktiske gøremål som opvask, vasketøj osv. Og så bliver jeg ofte klog af det. Der sker altid noget i mit hoved, når jeg hører eksistens – og det er en dejlig ting! Niveauet er tilpasset så selv husmødre (som mig) kan være med og samtidig kan filosofiinteresserede (som mig) også få noget ud af det.

Dagens udgave handlede om nytårsforsætter eller nytårsfortsættelser, som jeg altid har haft et lidt anstrengt og irriteret forhold til. Jeg har egentlig altid tænkt, at min modstand mod forsætterne bundede i, at jeg har rygrad som en regnorm, men jeg tror faktisk (også!), der er nogle andre ting på spil. Det er meget moderne hele tiden at være på vej mod at blive en bedre udgave af sig selv og fokus på udvikling er altoverskyggende. Det gør sig sådan set gældende inden for stort set alt på alle stadier i livet. Fra vi er små og helst skal lære at gå, spise osv. hurtigt, til vi som voksne konstant skal blive bedre, hurtigere, klogere osv. I kender sangen, for det er den, hele vores kultur efterhånden er bygget op omkring. Samtidig skal vi leve i nuet. Tja, der er noget, der ikke stemmer i mit hoved, men den kan vi tage en anden gang. Under alle omstændigheder er det ikke så moderne at kigge sig for meget tilbage, og det er faktisk rigtig synd!

Jeg indrømmer, at jeg er et nostalgisk menneske, jeg hænger mig i traditioner og dvæler ved gode minder. Og faktisk er jeg lige blevet bekræftet af de kloge mennesker på eksistens i, at det ikke er så skidt endda! Filosoffen Anders Fogh Jensen (som jeg altså elsker en lille smule…) har nogle rigtig fine pointer omkring, hvad han kalder nytårsfortsættelser. Han mener, at vi i højere grad bør kigge os tilbage og dvæle ved det, vi allerede gør, som fungerer! Det som gør os godt i vores liv og vi gerne vil fortsætte med. Han mener, forandringspotentialet er meget mere realistisk, når vi tager udgangspunkt i os selv, der hvor vi allerede er – og det kan jeg kun være enig med ham i. Når vi holder fast i et eller andet vi gerne vil fortsætte med, som vi synes fungerer, skaber vi også kontinuitet i vores liv i en tid, der er meget optaget af forandring. Vi skal i højere grad erstatte fokus på at udvikle os med en accept af, hvem vi er som menneske og lade de gode erfaringer være fortællende for vores liv.

Den gode mand mener også, at tilbageblikket er vigtigt, idet det lærer os om fejltagelser, som ved refleksion måske kan undgå en gentagelse, både historisk og i den enkeltes liv. He’s got a point! Vi lærer os selv bedre at kende ved at kigge på, hvem vi har været det forgangne år, og derved har vi mulighed for at erstatte den afstand, der er mellem den ‘du er’ og den ‘du gerne vil blive’, med et mindre sværmerisk og drømmende billede og derved opnå en større sammenhæng i livet.

Endelig taler han om taknemmelighed. Taknemmelighed over noget bestemt du gjorde eller noget der skete i året, der er gået. Taknemmelighed bliver nemt et lidt gammeldags og nærmest religiøst begreb at forholde sig til, men faktisk er taknemmelighed i mine øjne essentielt i den historie vi hele tiden skaber med vores liv. Det er et ydmygt begreb, hvoraf det småreligiøse islæt kommer, men jeg tror på, at denne ydmyghed er vigtig for vores forhold til både os selv og verden.

Det er godt nok kloge tanker på en mandag midt i bunkerne af vasketøj. Selvfølgelig skal vi forandre os som mennesker – det er klart! Men vi skal da også holde fast i os selv og glædes over, hvem vi er, og hvad vi kan! Vi kan godt klappe os selv på skuldrene samtidig med, at vi stiler højere, og vi kan godt lære af vores erfaringer samtidig med, at vi føler taknemmelighed over de gode ting, der allerede er i vores liv.

Det var lige lidt mandagstanker fra mig (og lidt fra Anders…).

Et nyt år

IMG_1969Kransekagerne til årets sidste aften er i ovnen og champagnen er på køl. I aften bliver brugt på restitution i sofaen for det er hårdt arbejde at holde juleferie med 4 børn! Det er heldigvis også dejligt…

I de gode gamle dage – altså før vi fik børn (og også de første par år, hvor vi kun havde Hjalmar og jeg stadig havde en naiv tro på, at livet kunne fortsætte som før) var d. 30 dec. altid en dag, der blev brugt i selskab med gode venner og ofte (eller rettere altid!) endte i en fest. Åh, de svundne ungdomstider! I dag er dagen gået med at pakke juleferien ud og få ‘maskinrummet’ alias vores hjem til at køre igen efter at have været sat på pause en uges tid.

Omkring årsskiftet skal man jo gøre status over året, der er gået og lægge planer for de nytårsfortsætter, der gerne skulle føre til forbedringer i det nye år. Noget skal afsluttes, og noget nyt skal begynde. Jeg har i høj grad brugt 2014 på at øve mig endnu mere i at være mor til 4 og selvom, der er plads til forbedringer, så synes jeg i al beskedenhed, det går ret udemærket. Jeg gør det, så godt jeg kan og prøver at følge med og være der og nyde det, og jeg har besluttet, at det må være godt nok. Jeg er undervejs.

Nytårsfortsætter er som regel ikke rigtig noget jeg bruger krudt på, og i år er ingen undtagelse. Jeg vil selvfølgelig gerne stræbe efter at være en god mor, kæreste, ven og passe godt på mig selv og miljøet, men jeg orker ganske enkelt ikke at afgive nogle løfter til mig selv, som jeg så kan piske mig selv med, når alt om et par dage alligevel er ved det gamle. I stedet vil jeg skåle for mig selv i morgen aften og klappe mig selv på skulderen. Jeg er sikker på at 2015 bliver et fremragende år – også uden mine nytårsfortsætter! Jeg vil hoppe ind i det nye år fuld af champagne og taknemmelighed over at mit liv er lige præcis som det er og samtidig vil jeg hilse 2015 velkommen med et åbent hjerte.

Skål og godt nytår!