Tag Archives: Undervejs

Leg, leg og mere leg

Det er pinse, og vi har lavet den genistreg ikke at planlægge noget som helst! I går havde jeg egentlig tænkt at tage hele flokken med til en stor børnemusikfestival, men det var tydeligt, som formiddagen skred frem, at der slet ikke var nogen i familien, der havde behov for sådan en tur. Mindst af alle ungerne!

Dagen igennem blev der leget, leget og leget… Noget af det bedste, jeg ved, er, når børn bare forsvinder ind i en leg, og det gjorde Hjalmar og Hubert i går. De startede allerede en leg op fra morgenstunden, som fortsatte og udviklede sig over hele dagen kun afbrudt af en tur på legepladsen, fordi jeg synes, de trængte til lidt luft. De fortsatte hele eftermiddagen og aftenen og vi kunne næsten ikke få os selv til at afbryde, da de skulle i seng. Så vi lod dem lege til kl. 21 og blev mødt af et bebrejdende, “jamen vi er jo slet ikke færdige med at lege!!”, da vi til sidst sagde stop. Ingen musikfestival til os, men til gengæld en super god dag herhjemme 🙂

Jeg kan mærke, at børnene virkelig sætter pris på de dage, hvor de bare får lov at være lidt i fred og får lov til at lege i deres eget tempo – og jeg kan virkelig godt forstå det! Når jeg tænker tilbage på mine skoledage i 80’ernes børnehaveklasse, bestod de af virkelig meget leg og varede vel max 3 timer. Hjalmars skoledage i 0. klasse varer fra 8.10-13.30 og onsdag til kl. 14.30. De får selvfølgelig også tid til at lege, men slet ikke i samme omfang som i min barndom. Stort set hele skoledagen består af voksenstyrrede aktiviteter, og de laver mange ‘opgaver’, som Hjalmar kalder det. Altså dansk- eller matematikfaglige opgaver, som kræver, at man sidder stille på sin stol.

Jeg læser for tiden en bog af Erik Sigsgaard, Om børn og unges nej, hvor han skriver, at børnene i dag ‘elever’ mere og lever mindre… Jeg blev helt trist, da jeg læste den sætning – især fordi den er rigtig! Det er ganske enkelt dét, de forlængede skoledage bevirker. Der er ganske få timer af børns hverdag, der ikke er skemalagt af de institutioner, de befinder sig i eller af os forældre, som jo skal have familiecirkuset til at køre rundt. Resultatet bliver, at børnene går glip af en masse liv og leg. De får uden tvivl rigtig meget ud af skoledagene både fagligt og socialt, men de går også glip af mange ting, når deres verden i så høj grad styres af voksne. De lærer, som Sigsgaard påpeger at indgå i en lydighedskultur, hvor det i høj grad er op til læreren/de voksne at påvirke definitionen af, hvem det enkelte barn er. Det er en virkelig stor magt at ligge inde med!

Det er tankevækkende, at i forbindelse med etablereingen af det vi i dag kender som folkeskolen, skrev oplysningsmanden Reventlow i 1784 ud fra hensynet til børnene “de smaae Børn forbliver det første halve Aar ikke over en Time i Skolen, såå at de altiid beholder deres Munterhed og Skolen ikke falder dem til Last.”

Elevernes munterhed er ikke en faktor, der bliver medregnet, når man driver skolepolitik i dag og det er i grunden både synd og kan vise sig at være katastrofalt. Vi risikerer, at børnene mister noget motivation undervejs og ‘det faglige løft’ kan vise sig at tage pladsen for andre og vigtigere kompetencer, som børn i dag ikke får så rig mulighed for at udvikle. Jeg får en klump i halsen, når jeg tænker på alt det, børnene ikke lærer, mens de sidder og bruger det meste af dagen i skolen… Jeg synes ikke, man skal underkende værdien af den læring der sker, når børn får plads og mulighed for at lege og være uforstyrrede af os voksne.

Jeg elsker at høre mine børn lege! Alle de ting der er på spil, når de alene eller sammen kaster sig ind i en verden, hvor de selv styrer showet. Hvor de er dukkefører i fantasiens ubegrænsede univers. Hvor de må nå til enighed, revurdere og ændre undervejs, hvor de lærer en masse om, hvad livet er og hvordan man begår sig i det. Hvor jeg kan høre empati udvikle sig, magtkampe blive ført og demokratiets principper udfolde sig mellem biler, legoklodser, sværd og udklædningstøj.

 

 

 

 

En for alle, alle for een!

IMG_3234En af de ting jeg forsøger at tude mine ungers øre fulde af, er værdien af at være i et fællesskab. Mange fællesskaber vælger vi selv, og andre bliver vi en del af automatisk.

For nyligt læste jeg et interview på Politiken.dk med tidligere formand for Danske Skoleelever, Vera Rosenbeck, som handlede om hendes flugt fra det politiske venstre mod det liberale højre. Nu er dette slet ikke et angreb på den veltalende unge pige, og jeg går altså 100 % ind for den demokratiske ret til at måtte mene hvad end, man vil. Vera må sætte sit kryds, hvor hun lyster på den måske snarlige stemmeseddel, vi står overfor, men jeg hæftede mig ved en ting i interviewet, som jeg ikke har kunnet slippe og som bliver ved med at fylde inde i hovedet på mig.

Vera Rosenbeck kan ikke se meningen i at indgå i et forpligtende fællesskab, hun ikke selv har valgt.

Hun kan ikke se nogen værdi i et fællesskab, der ikke er baseret på lyst.

Som hun udtrykte det, havde det forpligtende fællesskab, hun havde mødt i eksempelvis sin folkeskole været en decideret hæmsko for hende, og hun problematiserede, at skolen ikke havde givet hende mulighed for at udnytte sit fulde potentiale, da ressourcerne primært gik til de svageste. Jeg underkender ikke, at der kan være noget om snakken i forhold til, at de stærke elever kan føle sig overset i skolen (og jeg ville ønske, der var mange flere ressourser i skolen generelt), men jeg kan mærke, at det trigger mig, når et klogt, ungt menneske slet ikke kan se værdien af et forpligtende fællesskab.

Jeg kan nok ikke undgå at komme til at lyde mere oldschool, end jeg egentlig er, og måske er jeg i virkeligheden bare ved at blive gammel og forstokket, når jeg ikke forstår den liberale individualitetsfikserede ungdom, Vera Rosenbeck er talerør for, men jeg mener faktisk, der er temmelig meget at hente i netop de forpligtende fællesskaber.

De fællesskaber, vi selv vælger gennem livet, er fantastiske, – men de er ofte også dybest set som at kigge sig i spejlet. De er dejlige, sjove og vi identificerer os med hinanden og få alt muligt godt ud af fællesskabet. Ingen tvivl om det!

Men det forpligtende fællesskab giver også noget andet, som handler om menneskelighed. Gennem interaktion med forskellige mennesker udvikler vi os som mennesker og udvider vores refleksionshorisonter. Gennem empati og accept af andres perspektiver på verden udvikler vi os og bliver mere reflekterede mennesker med udvidede handlemuligheder.

Det forpligtende fællesskab indeholder også værdien af gensidig hjælp og afhængighed. At stærke hjælper svage og tanken om, at der eksisterer en mulighed for selv at modtage hjælp fra fællesskabet. Værdien i at give, eller være der for andre bliver udfordret, hvis man fravælger de forpligtende fællesskaber og det er farligt i mine øjne.

At invistere sig selv og give kan være svært at indlejre i en meget liberal og individualistisk livsførelse, men vender man blikket ud, er man måske så heldig at få en spand god karma smidt i hovedet. Indenfor buddhismen er generøsitet eller gavmildhed essentielt. Gavmildhed er at give afkald på vores vaner, som handler om at holde fast og identificere os med os selv og i stedet begynde at handle bevidst omsorgsfuldt. Samsara er en grundtanke i buddhismen, som knytter sig til begrebet reinkarnation og som derfor kan være svært at forstå i vores lineære, vestlige tankegang. Samsara kan beskrives som ‘tilværelsens kredsløb’ eller som en ond cirkel, hvor man bliver født, dør, atter bliver genfødt inden for de samsariske verdener, som er karakteriseret af fx smerte, uvidenhed mm. Det er en endeløs cyklus af frustration og lidelse, som det uoplyste menneskes eksistens bliver fastholdt i. Først når taget slippes i os selv og vi kan sætte noget andet højere end vores egne tanker og følelser, kan vi vende os mod verden med vores gavmildhed – og først her kan der ske en frisættelse, som bevirker, at vi kommer videre – nærmere Nirvarna. Det er langhåret men giver alligevel rigtig god mening! Og de forpligtende fællesskaber er et oplagt sted at være gavmild med sig selv. Det er netop det modsatte af en markedsbaseret tankegang, hvor alt måles i, hvad jeg konkret får ud af en given situation eller et givent fællesskab.

Vender vi blikket tilbage til egne himmelstrøg og kigger på det etiske i forpligtende fællesskaber, er det jo nærmest en etisk grundtanke, der negligeres og dermed ethvert etisk ansvar der frasiges, når det forpligtende fællesskab fravælges. Det er problematisk, for det er jo netop etikken, der i høj grad gør os menneskelige!

I følge vores gode gamle Løgstrup leves menneskelivet på grundlag af en række suveræne livsytringer, som fx kærlighed, tillid mv. Disse livsytringer er elementære i det mellemmenneskelige samvær, hvor vi er gensidigt afhængige af hinanden som mennesker. Når livsytringerne er fraværende, overtager etikken som fordring. Dvs. via etikken “udfylder” vi hullerne eller med Løgstrups berømte ord, så holder vi det andet menneske i vores hånd. Vi er menneskelige i kraft af vores etiske ansvar.

Som jeg ser det, befinder vi os konstant i forskellige forpligtende og uforpligtende fællesskaber, og det er vigtigt, at vi lærer at navigere i dem. Det nytter jo ikke, at jeg ingen forståelse har, når jeg skal samarbejde i min andelsforening, i fællesskabet med forældrene fra Hjalmars klasse, kollegaer eller alle i mulige andre fællesskaber.

Et sidste lille pip om emnet er den mulighed for at være en del af noget, der er større end sig selv, som fællesskabet rummer. Fællesskabet kan give følelsen af, at man overskrider sin egen person.

Et selvvalgt fællesskab kan selvfølgelig sagtens give følelsen af at være den del at noget større, men det forpligtende fællesskab er på mange måder stærkere. Som del af et forpligtende fællesskab bliver man jo netop mindet om, at der er nogle, der holder hånden under een og at man ikke er alene. Selv på trods af lystbaserede valg og fravalg! Og måske lærer man endda noget nyt om sig selv 🙂

Jeg ved godt, at det ikke er supermoderne at være normativ, men jeg kan virkelig ikke lade være, og jeg håber ikke, det er mine unger, der om 10-14 år  ikke kan se værdien af et forpligtende fællesskab.

Så er det sagt!

 

 

 

2 år

I morgen er en stor dag! I morgen tidlig er det nemlig lige præcis to år siden, vi afleverede Hjalmar i børnehaven og Hubert i vuggestuen og satte kursen mod Hvidovre Hospital, hvor en kold opperationsgang ventede på os, og et hold af søde mennesker skulle bringe vores børn til verden for mig. Det var en virkelig underlig følelse, både at kende deres fødselsdato flere uger i forvejen og i særdeleshed også at spille så inaktiv en rolle på deres vej ud i livet. Aftenen forinden holdt vi en festmiddag og forberedte Hubert og Hjalmar, så godt vi kunne på, at de ville få to nye søskende næste dag, men også på, at de skulle passes af bedsteforældrene i nogle dage, mens vi var på hospitalet med de to nyankomne. Hubert var 22 mdr. og forstod mildest talt intet… Det var en virkelig hyggelig festmiddag, som jeg aldrig glemmer, og det var på en måde en markering af, at rigtig meget ville forandres i vores familie.

Det var ret specielt at køre mod Hvidovre den morgen, og der var mange følelser på spil. Først og fremmest var det jo vildt, at vi et par timer senere ville have fordoblet vores børneflok og i det hele taget det at skulle have tvillinger, var jeg ret spændt på! Og så var det altså lidt sørgmodigt at efterlade Hubert derhjemme, når han nu var så lille. Alt gik heldigvis lige præcist, som det skulle og den nydelige unge mand, der skulle forløse vores børn var heldigvis både sød og dygtig. Alligevel lidt underligt, at en fremmed mand føder ens børn… Men sådan måtte det altså være. De kom ud i lyset med et minuts mellemrum og røg lige direkte ind på hver deres plads i mit hjerte ved siden af de andre.

Nu er det så to år siden i morgen, og jeg kan på ingen måde forstå, hvordan de to år er gået så hurtigt!

Jeg bliver altid lidt sentimental og tænksom, når nogen i familien har fødselsdag, og jeg synes, det er en glimrende lejlighed til at stoppe lidt op. Jeg elsker fødselsdage og det er så fint, at fejre det unikke menneskes plads i verden. Jeg har det faktisk lidt underligt med, at Bertil og Helga Marie må dele dagen (selvom det er drønpraktisk!), og jeg tænker, vi må finde ud af en måde, at fejre dem begge to, hver især og sammen.

For nogle dage siden spurgte min veninde, om Bertil og Helga Marie glædede sig til deres fødselsdag, og der måtte jeg blankt erkende, at det anede jeg ikke…! Jeg havde end ikke overvejet at snakke med dem om den forestående festdag. Sådan er det at være nummer 3 og 4 i rækken.. Det er barske løjer! Jeg har (med min pædagogiske veninde i tankerne) snakket om fødselsdag med Bertil og Helga Marie de sidste par dage og da jeg spurgte ved aftensmaden om de vidste, hvad der skulle ske i morgen, rakte Bertil med det samme armen frem og viste mig to fingre. Jeg tror de glæder sig!

Jeg glæder mig i hvert fald til at fejre dem begge to 🙂

Er jeg mon en delfin..?

IMG_1747Jeg er sådan en mor, der fra tid til anden søger råd fra eksperterne!

Jeg har ringet til min erfarne sygeplejeskesøster og mor til 3 et utal af gange de sidste 7 år. Især de første år..! Fx da Hjalmar blev stukket af en hveps i fingeren, da han som baby væltede bagover og slog hovedet ned i en rangle, fordi han (åbenbart!) ikke selv kunne sidde endnu, når feberen blev høj, når der var uforklarlige udslæt, når…  og så selvfølgelig når jeg bare ville sludre 🙂

Jeg har også søgt diverse råd ved at læse bøger og artikler om søvn, mad, amning, søskenderelationer, selvværd, udvikling og alt muligt andet. Jeg er storforbruger af “ekspertviden”, og jeg er af den opfattelse, at det altid er gavnligt at nuancere og udvide sine forestillinger om tingene. Også selvom jeg ikke har kunnet bruge ca. 90 % af det, jeg har læst, fordi jeg enten ikke var enig eller reelt ikke havde brug for det råd, jeg fik. En af de mest givende bøger om familieliv jeg har læst, hedder Babyvisdom og handler om, hvordan man gør forskellige babyting andre steder i verdenen. Den er skrevet af en antropolog og er ret kedelig at læse, men den giver et fint indblik i, at normer ikke er de samme overalt.

Jeg indrømmer blankt at være miljøskadet af både mine uddannelser og mit liv som mor til 4, når det kommer til informationssøgning om emnet børneliv/familieliv. Helt grundlæggende ligger min største interesse i de bagvedliggende værdier, der handler om den menneskelige dannelse. Jeg synes, de filosofiske tanker omkring opdragelse er enormt spændende, og et hurtigt kig på bibliotekets hylder eller i mediernes overskrifter afslører, at jeg ikke er den eneste. Det er godt, at der er fokus på børne- og familielivet i dag, og det er skønt, at så mange gør sig overvejelser over, hvad, hvorfor og hvordan. Ingen tvivl om det!

Men kæden hopper af for mig, når der går overdreven idealisme i de gode intentioner. Og ikke mindst når dogmer nærmest bliver trukket ned over hovedet på mig, hvis jeg en sjælden gang i mellem har tid til at åbne en avis.

Hvis man er moderne forældre i dag kan man praktisere – og hold nu fast!: Idle parenting, slow parenting,  simplicity parenting, free range parenting, attachment parenting og sikkert en hel masse andre former for parenting…

Man kan være en curlingmor, en tigermor, en delfinmor…

Kan man også få lov til bare at være mor?

Alle har en mening om, hvad småbørnsforældre skal og ikke skal. Hvor opdragelse for nogle er et totalitært fyord, er det for andre noget moderne børn mangler! ‘Tid til børnene’ er i nogles øjne en luksus som moderne forældre klynker over de ikke har, og i andres er det at sidestille med omsorgssvigt, hvis forældre ikke har tid nok. Enten er man som forældre for eftergivende, for negligerende, for autoritære, for nursende, for pacende… Det er ikke super nemt, at gøre tingene godt nok!

Jeg har selv høje idealer og ambitioner omkring mit familieliv, men jeg har også en pragmatisk tilgang, hvor iPaden fungerer glimrende som barnepige nogle gange, og hvor et par pakker rosiner frigiver tid til at lave en kødsovs.

Alt stritter i mig, når der går idealisme i familielivet. Det er jo netop et familieliv, man lever og ikke et familieprojekt, der skal faciliteres. Livet handler for mig om at være på vej eller i bevægelse. Bekender man sig til en idealisme bliver familielivet let totalitært og besnærende, og man mister i værste fald sin egen dømmekraft, fordi foreskrifterne eller principperne vinder over mavefornemmelsen.

Jeg søger ekspertviden, når jeg synes jeg har brug for det, og jeg interesserer mig for de filosofiske begreber, der ligger bagved forskellige opdragelsesprincipper. Hvilken dannelsestanke eller hvilket menneskesyn ligger til grund for forskellige måder at tænke familieliv på osv? Jeg synes, det er skønt, at så mange gør sig overvejelser over familielivet og barndommen, men jeg vil virkelig gerne slå et slag for at droppe projekttankegangen i familielivet og istedet hylde dømmekraften og mavefornemmelsen!

Dømmekraften og mavefornemmelsen kan jo fint bruges på et reflekteret og videbegærligt grundlag. Min egen dømmekraft bliver ofte sat ud af spil, som fx når jeg ringer til søster, hvis et barn bliver stukket af en hveps. Når usikkerheden kommer ind ryger dømmekraften ud, og når der ligger så mange “-parrentinger” for vores fødder, er det let at hoppe med på den ene eller anden vogn, for usikkerhed er jo enhver forældres lod (er jeg ret sikker på). Usikkerhed bliver næret af tvivl, og tvivl opstår, når vi konstant konfronteres med, at vi ikke gør tingene godt nok. Sådan fungerer det for børn, og sådan fungerer det for voksne. Lad os give lidt mere næring til dømmekraften i stedet for at sætte etiketter på os selv og hinanden.

op- og nedture

IMG_3035

En dejlig feire er slut, og hverdagen har igen gjort sit indtog. Det kræver altid lidt tilvænning!

Vores ferie var helt overordnet skøn, men bød på både op- og nedture. Jeg sluttede ferien med sygdom og tilbragte et par dage alene bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Det var ikke den bedste afslutning på ferien, men nu er jeg ovenpå igen. Jeg synes, det var hårdt, men jeg tror nu nok, det var endnu hårdere for den arme Far til 4… Han får topkarakter som alenefar og jonglerede løs med vasketøj, unger og madlavning, som var der ikke en dag i morgen. Det er rart at vide, at butikken ikke lukker, bare fordi mor bliver skudt i sænk, men vi er nu ret enige om, at hele familiecirkuset er både nemmere og sjovere, når vi er to om det:)

Ferien bød også på noget af en optur! Vi tilbragte nogle dage i Ringkøbing hos mine forældre, hvilket i sig selv var skønt! Vi drog naturligvis også på den obligatoriske udflugt til Vesterhavet og for første gang i 4 år, tog vi afsted uden klapvogn. Det lyder nok temmelig banalt, men hvor var det skønt bare at putte ungerne i bilen og køre til havs, slippe ungerne fri og slippe for at mase vognparken ind og ud af bilen og trække den over klitterne og få den retur fyldt med sand. Det føltes næsten som en lille milepæl i vores familieliv, og jeg blev mindet om at nogle at de praktiske udfordringer (som jeg indimellem synes, der er mange af med små børn!) stille og roligt bliver færre. Det er nu nok ikke noget, jeg vil praktisere herhjemme på Nørrebrogade – at slippe 4 børn løs i fri dressur, og jeg sætter altså umådelig stor pris på vores tvillingevogn, som både kan holde styr på unger og diverse ting og sager, ikke et ondt ord om den! Men nogle gange stiger det praktiske mig altså lidt til hovedet, og så er det godt at blive mindet om, at tingene ændrer sig.

Når jeg tænker på sidste sommer, hvor Hubert stadig sov middagslur og de to små sov to gange i løbet af dagen, husker jeg det som om, vi ikke lavede andet end at putte børn, rokke med barnevognen, finde mad frem og tilbage fordi alle spiste og sov på forskellige tidspunkter. Nå ja, med 3 blebørn blev der selvfølgelig også skiftet en del bleer. Når vi skulle på udflugt, var det som regel med både tvillingevogn og den almindelige klapvogn. Vi kunne aldrig være i same bus allesammen og heller ikke rigtig følges ad på gaden. Der er sket meget siden da og med vores lille vognfrie udflugt, har vi taget endnu et skridt på vejen. Nogle udfordringer forsvinder og nye kommer til.

IMG_3002

Fridag

IMG_1798I går tog jeg mig en (synes jeg selv – velfortjent!) fridag fra familien og brugte det meste af dagen på en god gammeldags strøgtur. Jeg kan tydeligt huske, hvor eksotisk jeg synes, det var med en strøgtur, da jeg endnu ikke selv boede i Hovedstaden for efterhånden mange år siden. Jeg var 15 år, da min søster flyttede til København og lykken var at hoppe på toget og tilbringe en weekend hos hende (eller en læseferie…!). Fornemmelsen af at gå på strøget og indsnuse stemningen af turister, menneskemylder, belgiske vafler og måske en gademusikant eller to, var dengang meget stort! Det var altså ikke ligefrem noget, vi havde i min barndoms landsby i provinsen. Som den jyde jeg jo er, tager jeg derfor fra tid til anden ind og genoplever strøgstemningen sammen med turisterne og de andre eksjyder.

Det var skønt med lidt alenetid efter en dejlig weekend, der bød på mange tømmermænd og mange børn! En kombination der som udgangspunktet ikke kan anbefales…! Vi havde byttet børn med førnævnte søster, så de havde fornøjelsen af vores børn fredag til lørdag og vi havde deres skønne knægte på overnatning lørdag til søndag. Rigtig god ide for både børn og voksne! (især hvis man altså lige ser bort fra tømmermændene…) Det er uvurderligt med så gode fætre og kusiner, der bare leger og hygger sig!

Ikke destomindre var det nu dejligt at holde lidt fri fra ungerne, der tilbragte dagen i går med deres overskudsramte påskeferieFar på indendørslegepladsen Remisen. Det føltes lidt syndigt at skulke fra feriehyggen allerede på den første rigtige feriedag, men nogle gange må man gøre, hvad der skal til for at lade op igen, når batterierne er ved at være flade. Og flade batterier kan jeg altså ret hurtigt få med 4 unger i en lejlighed i vedvarende lortevejr! Så må idealerne og de gode ambitioner en gang i mellem vie pladsen for et lille åndehul, så jeg ikke drukner i havregrød med skrig og skrål på!

Strøget har nok i virkeligheden ikke forandret sig så meget de sidste 18 år, som jeg har, og på en eller anden skør måde minder det mig altid lidt om mine svundne ungdomsdage, at komme en tur derind. Dengang var mine største bekymringer, om jeg nu kunne komme ind på natklubben til aftenens fest eller hvilken piercing, jeg skulle købe til mit øjenbryn. Det er ikke fordi, jeg på nogen som helst måde ønsker mig tilbage til den tid sådan for alvor, men hold da op hvor er tankemylderet anderledes invaderende nu!

Næsten sommer i Danmark

IMG_2811Mit sidste indlæg om frihed har givet en del god respons til trods for, at jeg virkelig ikke havde regnet med, nogen gad læse de mange ord.. Det er skønt, når I vil ofre jeres tid på at læse mine skriblerier – tak for det 🙂

I dag har jeg opnået en fuld effekt af noget, der føles som den hellige treenighed for travle småbørnsmødre – kombinationen af kaffe, sol og læ! Dét er noget, der giver kulør i de grå kinder og næring til sjælen! Det kan klart anbefales! Det er hundekoldt, og vinden bider stadig, men når man er så heldig at finde både sol og læ – og så endda har tid til at stoppe op og drikke en kop kaffe, så er det fantastisk!

Eftermiddagen har været præget af leg, liv og lyd! De to små legede i gården, da vi kom hjem fra vuggestuen og jeg synes helt klart, det er nemmere at motivere mig selv til leg i gården, når solen titter frem. Det er også hyggeligt, at de andre mennesker, der bor omkring os, efterhånden dukker frem fra vinterhiet, og det er lige i disse dage at ’sæsonen’ for alvor starter, og gården bliver mere livlig end i de øde vintermåneder, hvor det er mørkt, når man kommer hjem. Det udvider på en måde lejligheden med et ekstra rum, som er ret kærkomment!

Da vi havde spist aftensmad, var vores 4 trætte mandagsbørn ved at flå hovederne af hinanden på kryds og tværs, og når konflikterne ikke fik overtaget stod den på wrestling/fodbold. Lydniveauet gik lige i mit nervesystem (som måske nok stadig er en lille smule belejret af weekendens festligheder…) og det batteri, der blev ladet op tidligere af kaffe i solen var opbrugt. Løsningen på problemet blev dansegulv i stuen og MGP i højtaleren. Det er noget, der samler flokken! Med ét var konflikter erstattet af grin, og ungerne skrålede ‘Nu er det sommer i Danmark…’ for fuld udblæsning. Det var faktisk ret sjovt! Især fordi de små bare er eminente på et dansegulv med deres små bløde kroppe og kluntede bevægelser, der ihærdigt forsøger at spejle deres to store idoler. Det er også godt for trætte voksnekroppe, der længes mod at ramme sofaen, men stadig har et bjerg af putning og oprydning at bestige. Det er virkelig sjovt at se, hvordan ungerne mødes i musikken, om det er MGP i højtalerne, når vi synger Bjørnen sover med de små, eller når guitaren bliver luftet, så stimler de som regel sammen og vil være med. Bedst af alt er det, når de leger band! – selvom de ikke altid er helt enige om genren…!

I skrivende stund bliver de store drenge puttet med godnatguitar, og jeg kan høre dem skråle med på Joanna. Det lyder da næsten som den rene idyl!

Det er altid godt at have nogle kort i ærmet til de stunder, hvor tingene brænder på og herhjemme er  ‘alt med musik’ som regel et af dem!

IMG_2821IMG_2825

 

Friheden flyver…

IMG_2390Frihed er et begreb, der fylder meget i såvel min hjerne som i mit hjerte. Jeg er blevet udfordret på frihedsfølelsen indtil flere gange – især i takt med mine børn er kommet til verden. Da jeg blev mor første gang for 7 år siden, følte jeg næsten en frihedsberøvelse, da jeg pludselig stod med det lille skarn i armene med ansvar op over begge ører. Min frihed til at bestemme over min egen tid var røget sig en tur, og det var ikke altid helt nemt at acceptere. Efterhånden fandt jeg dog en balance i tingene, så der både blev plads til familie, mig selv, studie, job og endelig efter nogle år også lillebror-Hubert 😉

Frihedsbegrebet fyldte også en hel del i mig, da jeg i sin tid sad med specialeskrivning, som både stjal en stor del af min tid – og dermed min frihed og så handlede de 100 sider, jeg fik griflet ned også om selvsamme begreb. Hjalmar var lille og lad mig bare sige, at den filosofi, der udgjorde grundlaget for de mange sider, var temmelig nørdet og til tider umulig at forstå – i hvertfald tidskrævende! Min hjerne var taget som gidsel og processen føltes ind i mellem som et fængsel. Men alligevel var det en frihed for mig at sidde ‘på kontoret’.

Da Bertil og Helga Marie berigede vores liv og familie med deres selskab, dukkede frihedsberøvelsen op igen. Nogle af de samme følelser ramte mig, som havde ramt mig 7 år tidligere, og jeg havde igen ikke så stor (= ingen…) indflydelse på min egen tid – og så absolut ikke noget tid for mig selv!

Men alt er jo relativt, og sådan er det også med tid og frihed. Jeg kan huske, at da jeg skulle mødes med min første mødregruppe, følte jeg mig meget tidspresset og synes, det var virkelig svært at komme ud af døren til tiden med en lille baby på trods af, at jeg havde fundet mit nøje udvalgte tøj frem dagen før (jeg var temmelig spændt på hele konceptet og havde fremtryllet noget nogenlunde præsentabelt og samtidig ammevenligt tøj). Da jeg lidt mere erfaren skulle mødes med min anden mødregruppe nogle år senere, snuppede jeg bare det (rene) tøj, der lå øverst i skabet men fik da lagt en hurtig mascara og nikket til mig selv i spejlet. Da jeg så skulle mødes med min tredje mødregruppe (tvillingegruppen), kastede jeg ganske enkelt det tøj på kroppen, jeg samlede op fra gulvet mellem to dobbeltamninger og fik ikke så meget som set mig selv i spejlet – eller spist morgenmad…  Jeg fik dog børstet tænder, husker jeg… Sådan ændrer tingene og prioriteterne sig, og man erfarer, at mange ting og behov kan gradbøjes.

Sådan er det også med frihed. For hvad er egentlig frihed? Jeg har tidligere skrevet om det (her og her) og det er åbentbart et tilbagevendende tema i mit liv. Både fordi jeg føler mig udfordret på det frihedsbegreb, der knytter sig til den tid, jeg har til rådighed og fordi det er et vanvittigt spændende filosofisk begreb.

På mange måder handler frihed jo om at være uafhængig af noget. Når man holder ferie, holder man fri fra jobbet og de daglige forpligtelser, når man går på arbejde, tjener man penge, der giver økonomisk frihed. Det er et paradoks.

Og så er der friheden som en rettighed, vi føler, vi har krav på, hvilket tydeligt har manifesteret sig i hele debatten om ytringsfriheden. En debat der skriger spørgsmålet om relationen mellem ansvar og frihed ud over landet. Friheden er ikke ubetinget, men må indeholde en form for etik. Vi hylder friheden, men hvad betyder frihed egentlig for os?

Den franske filosof Emanuel Lévinas kritiserer det autonomt forankrede frihedsbereb, som er den dominerende forståelse af begrebet i den vestlige verden og som er den frihedsforståelse, der ligger til grund for vores gængse måde af forstå individualitet på. Min frihed til at gøre hvad jeg vil! – Og altså den følelse jeg gang på gang føler mig udfordret på i forsøget på at lægge familielivspuslespillet!

Lévinas’ kritik går ud på, at den autonomt forankrede frihedforståelse blot er en del af vores erkendelse, det er et ønske om beherskelse. Han anser ikke denne forståelse af frihed for værende ‘ægte’. Lévinas’ frihedsforståelse er kompleks, idet den udfordrer vores traditionelle måde at tænke frihed på, fordi han knytter et ubetinget ansvar til friheden. Traditionelt forstås frihed ud fra principperne om lighed og individualitet, men Lévinas hævder, at den ægte frihed kun kan finde sted som et heteronomt, altså asymmetrisk forhold. Det er først, når vi adskiller os fra andre ved at sætte ansvaret for det andet menneske over os selv, at vi oplever frihed. Men et fint ord taler han om singularitet, som er en anden måde at forstå individualitet eller subjektivitet på. Hans påstand er, at det er mig – og kun mig (altså det enkelte menneske), der må tage ansvar for det andet menneske, man står overfor eller lever sammen med. Ved at tage ansvar skiller jeg mig ud (adskiller jeg mig), og derved opnår jeg frihed i kraft af min singularitet, altså min subjektivitet. Jeg kan ikke bare lade ansvaret flyde eller overlade det til en anden og samtidig føle den ægte frihed.

Det er komplekst og langhåret og rigtig svært at identificere sig med, når vores frihedsforståelse er så fastforankret i traditionen om det autonome individ. Men det er forfriskende, at nogle tænker begreberne anderledes og derved udfordrer vores gængse forståelse af tingene.

Set i forhold til familiepuslespillet der noglegange har svært ved at gå op og hvor man noglegange kun tænker på at komme væk – alene(!), kan man sige, at denne frihedstrang reelt ikke handler om frihed men blot om at få et åndehul eller et ønske om at beherske sin egen tid. Den ægte frihed ligger (med Lévinas øjne) i ansvaret, for det er kun mig som menneske, der kan påtage mig netop dét ansvar. En anden person kunne godt forsørge og passe på min familie, men så var det jo netop ikke mig.

Jeg ved godt, at jeg plaprer ud af en tangent og der er nok næppe nogen, der læser med endnu. Men midt i mit liv som mor til 4 skønne unger føler jeg frihed, når jeg får lov til at plapre løs – altså den frihed som måske i virkeligheden kun handler om at beherske min egen tid og mine egne interesser…

 

 

 

 

Brødre

IMG_2531Midt i hverdagen – lige dér hvor bægeret er ved at flyde over af vasketøj, konflikter, manglende mælk og manglende overskud, bliver jeg nogle gange revet ud af hamsterhjulet og må stoppe op for at tørre en tåre væk fra øjenkrogen. En gang i mellem en træthedståre af udmattelse fordi det bare er hårdt arbejde at have 4 børn nogle gange. Eller en frustrationståre fordi jeg ikke slår til, som jeg gerne vil, men heldigvis også ofte en glædeståre fordi jeg er så heldig! Sådan én ramte mig i dag.

Hubert kom stolt som en pave hjem fra børnehave i dag, med den fineste havfrue han selv havde lavet af paprør, palietter og ildrødt garn. Den var virkelig flot, og det var tydeligt, at det havde været et meget stort arbejde for ham at lave den. Han holdt den beskyttende i sine arme, som var den lavet af det pureste guld, og han strålede som en lille sol!

Jeg tog imod ham i køkkenet og så med det samme, at der var en gave på vej… Han kiggede på mig med sine store smilende øjne og og sagde med højtidelig stemme: “Se Mor! Den er til Hjalmar…” Det var simpelthen det sødeste øjeblik, og Hjalmar blev bare glad! Den kærlighed, der fyldte køkkenet midt i eftermiddagens rod og kaos, gik lige ind i mit hjerte og fik det til at boble over.

 

 

 

Indhentet af nemesis

I sidste weekend var jeg på legepladsen sammen med min altid dejlige tvillingemødregruppe. Heldigvis regnede det så voldsomt, at vi havde legepladsen for os selv, hvilket egentligt passede mig fint! (Jeg er jo som bekendt ikke ligefrem den store fan af legepladser…) Desværre var ungerne gennemblødte, inden der var gået fem minutter, så det blev en ret kort fornøjelse… Det er ikke fordi, vi bare står i et hjørne og sludrer med en cafe latte i hånden, når vi mødes i mødregruppen, for der er pænt gang i den med dobbelt op på alle børn! Og selvom jeg egentlig ikke synes, jeg nåede at snakke med nogle af de andre mødre, så lykkedes det mig alligevel at få lukket en masse crap ud om, hvor dejligt Bertil og Helga Marie har det sammen. De har uden overdrivelse i en lang periode været så rørende søde og omsorgsfulde overfor hinanden og leget rigtig godt sammen. Og så har de været helt eminente til at deles om tingene! Alt det fik jeg sat ord på på den regnvåde søndag formiddag, og jeg ved faktisk ikke, om de travle mødre hørte så meget af det, men Nemesis stod desværre og lyttede bag busken! Og det mytiske væsen har virkelig gjort sit for at skabe balance i tingene igen… Hovmod holder bare ikke!

Fra – og jeg lyver ikke – senere samme dag har de to baryler forvandlet sig til sande kamphaner. Helga Marie er et ægte mandfolk, der spiser to rundtenomer til frokost og sagtens kan hamle op med sine 3 storebrødre og Bertil har fysikken med sig og har et veludviklet hyl, der kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på enhver. Det stammer fra dengang, han hverken kunne krybe eller gå og måtte skræmme de mere motorisk udviklede vuggestuefæller væk, hvis de kom for godt i gang. Nå, men nu driller de to hinanden, så det forslår, de vil hele tiden have det samme legetøj, og de går absolut ikke af vejen for at lange håndmadder ud til hinanden. De bruger bissetricks, og idyllen er med ét erstattet af skrig og skrål!

Jeg sætter virkelig min lid til, at uvejret driver over, og at solen igen vil skinne på vores lille familie… Jeg har jo heldigvis min erfaring at trække på, og forhåbentlig er det bare en periode, de skal igennem for så at finde harmoniske ud på den anden side. Forhåbentlig genfinder de deres gode gamle tvillingeidyl – men det må gerne være snart! Det er mig en gåde, hvordan jeg kunne glemme at bruge min erfaring i forhold til gode gamle Nemesis! Sig aldrig noget højt du ikke tør risikere, at Nemesis kommer og blander sig i… Husk det!