Tag Archives: Undervejs

Fødselsdag!

ASAE3660I dag er det lige præcis et år siden, jeg startede bloggen her, og det er faktisk ikke til at forstå!

Når jeg klikker tilbage og læser, hvad jeg skrev for et år siden, føles det som om, det var i forgårs. Men når jeg tænker over alle de ting, der er sket, alle de overvejelser om stort og småt jeg har været igennem og ikke mindst, når jeg ser på mine unger, kan jeg godt se, at der er sket en del!

I starten skrev jeg oftere end nu – nu synes jeg ofte, at tiden er knap.

For et år siden gik alle børn i institution og jeg skulle finde job efter 2 barsler næsten oven i hinanden. Det var ikke helt nemt at finde hverken drømmejobbet eller bare et job i det hele taget – og slet ikke et, der kunne forenes med et familieliv med fire relativt små børn. Selvom jeg også dengang var presset på tid, havde jeg alligevel nogle timer i løbet af dagen, hvor jeg var alene, og hvor jeg kunne skrive blog ind imellem ansøgningerne.

Jeg trængte til at bruge koncentreret tid på noget, der ikke omhandlede vasketøj eller jobsøgning. Og jeg trængte til at tænke lidt ud gennem hænderne efter et halvandet år, der stort set ikke efterlod tid til at tænke sammenhængende tanker overhovedet. Sådan føltes det i hvert fald nogle gange.

Jeg er uden nogen tvivl både lykkelig og stolt over min flok, men det første halvandet års tid var altså virkelig hårdt arbejde kvitteret med minus søvn. Sådan er det, når man har 3 børn under to år.

Derfor startede jeg bloggen! Fordi efteråret ruskede udenfor, fordi jeg ikke havde børn hængende i skørterne konstant, fordi jeg alligevel brugte timer foran en computer, og fordi jeg skulle øve mig i at tænke sammenhængende igen 🙂

Min hverdag ser anderledes ud nu, og selvom det stadig er hårdt arbejde med fire børn indimellem, er hverdagen mindre presset på nogle områder. Men timerne hvor jeg sidder foran computeren er færre og ungerne er også kommet tilbage i skørterne igen. Derfor er der ikke helt så meget blogtid i overskud.

Jeg kan godt savne alenetiden lidt, men samtidig nyder jeg i fulde drag at være mere sammen med de små. Jeg nyder også, at jeg om eftermiddagen kan vende opmærksomheden mere mod de to store, uden de små føler sig overset. Selvfølgelig skal der stadig prioriteres, men det er blevet nemmere at nå rundt om hele flokken.

Dagen i dag har været både smuk og hård – men også hyggelig. I eftermiddags lavede jeg mumielanterner med nogle af børnene efter inspiration hos My:minMy. Jeg er fan af små nemme projekter som både små og store kan være med til.

Lige nu fejrer jeg blog-fødselsdag i sofaen, mens Kristian er i køkkenet, der sejler efter dagens strabasser og ungerne snorker om kap i “sovesalen” ved siden af. Det er ret hyggeligt med fællesværelset, selvom jeg godt kan savne de små snorketræer lidt ved min side om natten. Jeg har jo trods alt haft mindst et barn i soveværelset næsten på non stop i snart 8 år. Heldigvis kommer der af og til en lille troldeunge listende i løbet af natten. Men fællesværelset er en ubetinget succes og ungerne elsker det! Indtil videre…

Egentlig har jeg ikke det store på hjertet i dag, for trætheden lammer både min krop og min hjerne, men jeg ville da lige kippe med flaget på bloggens 1 årsdag.

 

 

Tanker om dyder: Mådehold

De sidste par uger har bloggen holdt ferie, da jeg har været optaget af andre ting. Tiden løber altid hurtigt, synes jeg.

Derfor har min indre nørd også trange kår! Som mor til fire, fylder koordinering, slid og slæb, kram og kærlighed det meste af min tid og eftertanke, fordybelse og filosofi er desværre ikke så stor en del af hverdagen.

De tykke, tunge, støvede bøger står urørte hen på bogreolen, og jeg forsøger i stedet på den lette måde at snige lidt filosofi ind i ørene via eksistens på P1, Anders Fogh Jensens podcast eller lignende, når det kan lade sig gøre – og især når jeg kan få andre ting fra hånden imens.

Med inspiration fra ovenstående og med min gamle undervisers stemme i baghovedet er jeg begyndt at fundere lidt over kardinaldyderne og deres betydning i mit liv som menneske og som mor til min dejlige flok. Det er ikke, fordi jeg har hængt min eksistentialistiske hat på hylden, men fordi jeg synes dydsetikken kan være ret inspirerende. Og de gamle grækere havde immervæk ret i en ting eller to.

Kardinaldyderne er de fire dyder: visdom, retfærdighed, mod (tapperhed) og mådehold eller selvbeherskelse om man vil. I antikken blev disse regnet for de grundlæggende moralske egenskaber i mennesket og dermed var de brikkerne til puslespillet om det gode liv.

Jeg vil tage refleksionen over mådehold/selvbeherskelse helt ned på hverdagsniveau og skrible nogle af mine tanker ned.

Det første der falder mig ind, når jeg tænker ’selvbeherskelse’ er alle de små episoder, der opstår mange gange hver dag i vores familie (og sikkert i alle andre familier også). De gange hvor jeg tøjler min trang til at gribe ind, til at blande mig, til at hjælpe.

Det er de små ting som min trang til at hjælpe de små med at få skoen på, selvom de både kan og vil selv. Det er trangen til at sige næste ord højt, når jeg læser med min ældste og han stopper op ved en forhindring. Eller når min mellemste hælder af mælkekartonen, der er fuld og jeg må stoppe min hånd i luften, fordi jeg ved, at han sagtens kan, men også at det nogle gange glipper. Når ungerne skændes over et eller andet, og jeg ved, de lærer en masse af at løse tingene selv, men jeg samtidig også har lyst til at blande mig.

Når jeg har lyst til at råbe “Så hold dog kæft!!”, fordi alle råber i munden på hinanden og det larmer, så det synger for mine trætte ører, men jeg også ved, at det ikke hverken hjælper på lydniveauet eller fører noget som helst godt med sig.

Selvbeherskelsen viser sig også, når jeg har lyst til at holde i hånd med min store dreng på vej til skole, men kan mærke han helst er foruden i lige præcis den situation. Eller når jeg hungrer efter at kramme og kysse ungerne og de ikke lige gider, eller når jeg konstant har lyst til at sige “pas på”, fordi jeg jo ganske enkelt bare vil passe på dem!

Der er så mange små episoder i løbet af dagen, hvor jeg behersker mig, fordi jeg har lært det, og fordi jeg har erfaret, det kan betale sig.

Rigtig mange gange lykkes jeg ikke med min selvbeherskelse, selvom situationen ville have gavn af det. Det er en evig læreproces.

Det er lidt af en balancekunst med selvbeherskelsen, for der findes jo ingen manual, der fortæller hvor lidt og hvor meget – og hvornår. I visse situationer kan den også tage overånd. Man må føle og tænke sig frem.

Mådehold eller selvbeherskelse er egentlig en ret stor medspiller i livet som familiemor, synes jeg.

Nogle af de værdier jeg forsøger at give videre til ungerne er også forbundet med mådehold. Fx at lære at give plads til hinanden eller at dele. At håndtere sine egne følelser hænger også sammen med mådehold, og det er jo en ret vigtig og stor del af barndommen, at opøve netop denne kompetence. I virkeligheden er mådehold en ret nyttig dyd, når man skal begå sig socialt – og prøve at forstå sig selv som menneske.

Når jeg tænker på min aktuelle situation som hjemmegående og holder det op imod mit ret lange uddannelsesforløb, som har fyldt stort set hele min ungdom med det ene formål at føre til en karriere eller i det mindste til et job, og virkeligheden så har vist sig helt anderledes, end jeg regnede med i udgangspunktet, så er mådehold en af de dyder, jeg har haft gavn af at give lidt plads for at finde rundt. Jeg vil gerne alting på en gang, men det er så forbandet svært at efterleve det. Jonglørkunsten kræver næsten det umulige.

Mådehold er for mig også at sætte foden i og give plads til eftertanke, for mådehold rækker ud i fremtiden. I mit tilfælde håber jeg i hvertfald mit mådehold viser sig at være en god langtidsinvesterieng (selvom visse politikere nok ikke er helt enige i, at livet som hjemmegående er en god ide).

Men mådehold rækker også tilbage i fortiden, fordi den bygger på både tankevirksomhed og erfaring. I følge de gamle, græske drenge hang visdom uforløseligt sammen med erfaring, hvilket gav ‘de gamle’ en høj status som de vidende. Det var måske ikke så tosset en tanke endda. I et vidensamfund som vores bygger viden i høj grad på fornyelse eller opdatering og derfor bliver visdommen trængt lidt op i en krog.

Mådehold er for mig også at tænke, før jeg taler (eller skriver). Vende en situation eller et argument inde i hovedet, før jeg ytrer min mening. Mange diskussioner ville være mere konstruktive, hvis mådehold var moderne. Det er jo ikke ligemeget, hvilket fingeraftryk man sætter rundt omkring.

Jeg kunne blive ved!

Når hverdagen drøner derud af, bliver automatpiloten nemt slået til og den ene handling afløser den anden, for der er så meget, vi skal nå. Vi handler os igennem hverdagen, ligesom vi i høj grad handler os gennem livet i det hele taget. Vi lever i det hele taget i en handlingsorienteret kultur, der har travlt! Optimering og effektivisering er i højsædet. Uddannelserne opfordrer de studerende til at fravælge den tidskrævende litteratur og komme hurtigt gennem studierne og der er generelt rift om at få serveret komplicerede tankesæt i light udgaver. Gerne noget med overskrifter, der kan skimmes… Eller Ph.D afhandlinger, der kan formidles på 3 min som i et program på Dr2. (Læs evt Dion Rüsselbæk Hansens artikel “I et tyrani er det lettere at handle end at tænke” – den er god!).

Jeg kender det fra mig selv. Hverdagens rutiner kører som perler på en snor og enhver lille pause, der opstår undervejs fyldes hurtigt ud med effektive handlinger, som fx at skimme nyhedsoverskrifter, så jeg føler mig opdateret på omverden uden egentlig at vide noget som helst, hvis spaden stikkes dybere end overfladen. Hvad kan det egentligt bruges til?

Mange handlinger sker ureflekterede – især hvis de er effektive! Kan ungernes adfærd fx reguleres med slik? Ja! Er det altid en god ide at gøre det? Nej! På samme måde er det med rigtig mange andre små og store handlinger, hvis de virker. Det kan være nyttigt at reflektere over ureflekterede handlinger en gang i mellem. Omvendt er de ureflekterede handlinger også vigtige, fordi de giver os pauser fra os selv. Rutiner skaber tryghed og stiller ikke nødvendigvis så store krav rent mentalt, de kan være en slags mentale frikvarterer.

Dydstænkningen hviler på en ide om, at man kan opøve bestemte dyder og dermed kommet tættere på ‘det gode liv’. Det er jo på en måde en ret dogmatisk tanke, som sagtens kan kritiseres – og det er bestemt heller ikke, fordi jeg mener, vi skal til at være dydige og fejlfri mennesker og forældre, men jeg tror, mange mennesker ville have gavn af at fundere lidt over de gamle dyder en gang i mellem. Der er jo en grund til, de har præget filosofien gennem årtusinder.

Man kan selvfølgelig diskutere hvad, der handler om selvbeherskelse, og hvad der handler om selvkontrol. I min optik hænger selvbeherskelse eller mådehold sammen med en refleksion, der stikker dybere end fx at holde fingrerne fra slikskålen. Selvkontrol er at kontrollere sig selv mens selvbeherskelse er at gøre det reflekteret. Anders Fogh Jensen taler i en af sine podcast om ‘besindighed’, som en sammentænkning af dyderne ‘mådehold’ og ‘visdom’, hvilket giver rigtig god mening. Besindighed er et godt ord, der fortjener lidt mere tanke. Refleksionerne er først lige startet…

Hvis nogen læser med endnu, siger jeg tak for tålmodigheden 😉

Mennesker og umenneskelighed

I morges var en helt almindelig morgen hos os. Vi stod løbende op fra kl. 6 og en halv times tid frem, vi spiste morgenmad og kom i tøjet som altid. Lidt over 7 vinkede Bertil, Helga Marie og jeg farvel til de andre og fandt derefter duplokassen frem. Der kom gang i en leg, og jeg sneg mig til en ekstra kop kaffe og lidt avislæsning. Noget der normalt er en umulighed. Men i dag var himmelen blå udenfor, kaffen varm og børnene legede. Hyggelig morgenstund!

Jeg skimmede overskrifter og faldt over denne artikel om den aktuelle flygtningestrøm. Jeg fordybede mig og lukkede verden og duplolegen ude for en stund. Jeg forsvandt ind i mig selv og kunne mærke, hvordan jeg begyndte at ryste efterhånden, som artiklen skred frem.

Så brød jeg sammen. Tårerne løb ned af kinderne på mig, og jeg hulkede. Mine to intetanende duplolegene børn kiggede forskræmt op på mig og kunne tydeligvis ikke finde ud af, hvor de skulle gøre af sig selv. Jeg trak vejret dybt, tørrede øjnene og manede mig op, mens jeg fraværende forsøgte at forklare noget med nogle mennesker, der ikke har et sted at bo, og som vi ikke kan finde ud af at behandle ordentligt. Mine toårige, som selvfølgelig ikke forstod en pind af, hvad jeg snakkede om, kom hen og sagde ae, ae mens de strøg mig lidt på armen, hvorefter de vendte mig ryggen og legede videre.

Jeg kunne ikke kontrollere min reaktion på artiklen, og jeg blev faktisk en lille smule skræmt over mig selv. Boblen bristede simpelthen. Jeg var fyldt op af rædselsbilleder, af vandrende menneskehorder, af lidelse og fortvivlelse, af ondskab og had. Og af skam. Allermest væmmedes jeg over, at et menneske hævet over etik og moral kunne finde på at spytte på de flygtninge, der kom vandrende med deres børn på armene. I Danmark!

Jeg er så rystet og frustreret over menneskers umenneskelighed og over stupide polittikere, der blider sig ind, at hvis vi bare sætter et hegn op omkring os selv, så skal alt nok blive godt. Altså for os… Jeg er rystet over en arrogant ung dame, der tillader sig at indrykke usmagelige og upassende annoncer ude i verden, der giver Danmark spalteplads i store internationale aviser, som udstiller vores fremmedfjendskhed for hele verden.

Jeg bliver så uendelig ked af det indeni.

Da jeg havde hanket op i mig selv og fået lidt koldt vand i hovedet, tog vi på legepladsen. Hverdagen går jo videre og vejret er fantastisk. Tænk, at være så priviligeret at jeg kan give mine børn en tryg opvækst fuld af muligheder. Vi må virkelig huske på, hvilke værdier der har ført os til det sted og til de privilegier, vi har i dag. Umenneskelighed er ikke én af dem.

Jeg har tænkt meget over min reaktion i forhold til børnene. Nu er Bertil og Helga Marie så små, så jeg tror ikke, de tager morgenens oplevelse med videre. De reflekterer i hvert fald ikke over den, selvom de nok blev lidt forskrækkede over deres grædende Mor midt i morgenkaffen. Egentlig har jeg mest af alt lyst til at skåne børnene for verdens grusomheder, men jeg ved også, at det både er umuligt og at det er vigtigt at snakke om, hvad der foregår rundt omkring os. Nok mest med de store – og i særdeleshed Hjalmar, som er gammel nok til at tænke i lidt større perspektiver efterhånden.

Først var jeg glad for, at de store ikke var hjemme under morgenens dramatiske avislæsning, men ved nærmere eftertanke er jeg kommet frem til, at de godt må se og vide, hvordan jeg har det. De må gerne lære om menneskelighed og om umenneskelighed. Selvfølgelig skal de ikke skræmmes eller blive bange, men menneskelige reaktioner på umenneskelige handlinger må de gerne se.

Det blev til store tanker og følelser på denne ellers helt almindelige dag.

 

 

Selfie på skrift

IMG_4121Endnu en gang florerer debatten om børnefamilielivet i medierne, og igen deler meningerne sig i to lejre.

Et enten eller… Enten er vi børnefamilier brokkende hyklere, der ikke kan klare mosten (og i øvrigt bare kunne lade være med at få børn) eller også beskyldes vi for at male et rosenrødt perfektionistisk billede, der spreder usolidarisk mindreværd som lus på en lejertur.

Det synes nærmest umuligt at stikke næbbet frem og ytre sig om familielivet uden at starte en mindre krig i de tilhørende kommentarfelter. Jeg synes det er skønt, at familielivet debateres i det offentlige rum, men jeg synes debatterne kører lidt i ring, og at fokus ligger alt for meget på at polarisere sig.

Det interesante er jo i virkeligheden, hvorfor pladen igen og igen kører i den samme ensformige rille?

Hvorfor er den der balance så svær at finde rundt om i de små hjem?

Hele debatten om “familielivet” er super kompleks og indbefatter elementer af kvindefrigørelse, materialisme, ligestilling, individualitet og alle mulige andre spændende emner, og derfor er det giftigt at komme med et bud på ovenstående spørgsmål.

Men, jeg giver det nu alligevel et ydmygt skud 😉

Der er jo ingen tvivl om, at det er hårdt at have børn, men heller ingen tvivl om at det er fantastisk! Sådan har det nok altid været. Jeg er sikker på, min Bedstemor heller ikke altid gik rundt med et smil på læben og nynnede for 60 år siden, mens hun vaskede tøj i hånden for sine 4 børn og hårdtarbejdende mand. Hun drømte nok også om ti min. fred og ro til at gøre, hvad hun ville engang imellem. Forskellen på hende og mig, tror jeg, handler om, at hun i højere grad accepterede tingenes tilstand. Sådan var det bare.

I dag forholder vi os hele tiden til os selv og til det liv, vi lever og det medfører naturligvis tvivl.

Vi tænker i højere grad familielivet som et projekt, der skal planlægges, gennemføres og evalueres. Vi forestiller os ting på forhånd og bygger en verden op inde i hovedet, som vi så forsøger at efterleve. Hele tiden evaluerer vi projektet. Før, under og efter. Opnår jeg det, jeg gerne vil? Kunne jeg gøre noget anderledes?

Det er uhyre interesant, hvorfor vi tilsyneladende har svært ved at “finde ro” i vores eget liv og konstant søger mod det bedre. Hele coachingbølgen og den evige stræben efter “at blive en bedre udgave af sig selv” kan godt kandidere til at bære lidt af årsagen, tror jeg. Vores kultur opflasker os til at fokusere på det positive og vende problemer til spændnede udfordringer. Positiviteten gennemsyrer os og lader ikke plads til at have en ‘mol-dag’ (som vi så poetisk kalder det hjemme hos os). De triste, tanker og følelser skal helst skubbes langt væk og erstattes af gåpåmod og optimisme. Men jeg tror, vi har brug for mol-dagene eller mol-tankerne. De er ikke så farlige og kan tværtimod lære os noget om, hvad det vil sige at være menneske. Når mol-siderne i livet altid fortrænges, bliver vi forvirrede, når de opstår (og det gør de!) og dommen bliver straks, at der må være noget galt med vores liv. Utilstrækkeligheden kommer over os, og vi begynder at gøre regnskabet op. Det er ikke fordi, jeg mener, vi skal dyrke det negative og fokusere på det, der ikke fungerer, men i min verden må der gerne være balance i tingene. Det er vidunderligt at have børn og leve i en familie, men nogle dage føles det jo som et sandt og slidsomt sisyfosarbejde, som ungerne kvitterer med brok og sure miner. Så er det da okay, at man ikke føler sig som et levende glansbillede! Når man accepterer sine mol-dage og finder fred med sine tanker, skaber det plads til at værdsætte de lyse dur-dage endnu mere. Sådan har jeg det i hvert fald.

Jeg tror, vi gør klogt i at tage livtag med familielivet og huske, at det er en rutschebanetur – som livet i øvrigt. Det går op og ned, og der kan være både sving og bump på vejen, men det er jo netop et liv! Så snart den der projekttankegang overtager, bliver familielivet kunstigt og den evige stræben efter kosmos medfører ironisk nok et værre kaos. Uindfriede forventninger vi kan donke os selv (og hinanden) i hovedet med og en evig følelse af, at græsset er grønnere bag naboens hæk. Vi evaluerer konstant familieprojektet i vore egne hoveder, på sociale medier (og på blogs som denne!) og vi forholder os derfor meget eksplicit til vores familieliv. Det er ikke nødvendigvis en god ting, for det levner ikke så meget plads til “bare at være”.

Ambitionerne står i kø for at blive indfriet – og helst på samme tid… Jeg plæderer ikke for, at “alting var bedre i gamle dage” – slet ikke! Men jeg tror, vi lettere snubler, når vi liner alting op og forsøger at gøre for meget på samme tid. Især hvis klangbunden altid er rosenrød og i godt humør. Måske skulle vi ganske enkelt bare blive bedre til at tænke ‘ro på’ 🙂

 

 

På udkanten

IMG_4014Sommeren er fuld af en masse dejlig leg og feriens frie form, hvor tidsslaveriet er ophævet for en stund, giver en ekstra dimension i børnenes leg. I hvert fald nogle dage! Når tiden tillader, at de kan forsvinde uforstyrret ind i et univers og lade sig opsluge, sker der noget næsten magisk. ’Leg bærer formålet i sig selv’, som den tyske filosof, Hans-Georg Gadamer, har skrevet det! Og det er virkelig noget, børn kan forstå 🙂

I ferien var jeg for en sjælden gangs skyld i biografen, hvor jeg så den virkelig smukke og absolut anbefalelsesværdige dokumentar ”Standing on Water”. Filmen skildrer den unge surfer, Casper Steinfaths, surferliv blandt de bedste i verden. Casper kommer fra Danmarks efter sigende bedste surfspot, Klitmøller, hvor jeg har tilbragt alle mit livs 34 somre, og jeg har en stor kærlighed til byen. Filmen fascinerede mig virkelig, og det var så spændende, at få indblik i surferlivet og dermed møde en helt anden tilgang til livet i det hele taget end den gængse, hvis man da kan tale om sådan en.

Frihed, mod og leg var kerneværdier, der gennemsyrede surferlivet, og der blev talt om begrebet ’deep play’, hvilket har beriget min begrebsverden, og mine tanker bliver ved med at kredse om det. I min verden må ”dyb leg” referere til legens eksistentielle betydning.

Filmen skildrede en barndom fuld af leg og eventyr, en ungdom, der fortsatte eventyret og krydrede det med et juvenilt vovemod og et spirende voksenliv, der fastholdt grebet om legens essentielle betydning for at turde gå efter drømmen. Voksne mennesker, som tager legen så seriøst, at det indimellem er med livet som indsats. Uden den ’dybe leg’, ikke et fuldt levet liv.

Det er fascinerende, hvori denne dybde eller eksistentielle dimension i legen ligger. Hvornår opstår den?

Måske har det at gøre med den risiko, det indbefatter at kaste sig ud i mange meter høje bølger på steder med komplicerede strømretninger og vindforhold og på den måde se døden lidt i øjnene, mens man gør noget som ’bare’ er for sjov.

Måske har det at gøre med den hengivelse til surfing, der kan minde om en hovedkulds forelskelse, hvor dømmekraften næsten kan blive sat ud af spil. Som et kærlighedsdrama, der ophæver grænserne mellem liv og død.

Måske handler det om noget så fysisk som det adrenalinkick, det må give at suse over vandet og glide ned af bølgerne som i en naturens egen ruchebane, vildere og farligere end nogen menneskeskabt forlystelsespark kan præstere.

Det er svært at forstå og identificere sig med denne livsstil, og alligevel er den dragende. Der er noget fascinerende i at følge en ung mand, der fx under mediebegivenheden ’orkanen Bodil’ kaster sig ud med et surfbræt under armen, mens det meste af Nordsøen storbrølende tårner sig op. Umiddelbart virker det hovedkulds og decideret dumdristigt.

Men Caspers jagt på den perfekte bølge er et eventyr, der ophæver grænserne for tid og rum. Legen bærer formålet i sig selv.

For Casper giver det mening, fordi han orienterer sig mod dybden.

Dybde er ikke moderne, som fx udvikling er det. Udvikling er på mange måder den menneskelige drivkraft i vores tid, og det er en ret lineær størrelse, der som regel ville gå i en opadgående kurve, hvis man tegnede den. En bevægelse frem og op.

Men det mere eksistentielle, dybden i det enkelte menneskes liv, er ikke noget, der fylder alverden. Selvfølgelig er hele selvudviklingsbølgen en eller anden form for søgning efter dybde i livet, men den er stadigvæk meget udviklingsorienteret. Processen mod at være noget andet – eller noget bedre. På en eller måde flytte os i stedet for at blive stående og kigge nedad.

Surferlivet for Casper er i høj grad også en stræben efter forbedring, en konkurrence og en udviklingsproces. Men det lyste tydeligt ud af hans øjne, at uanset hvordan tingene formede sig for ham, var han dedikeret 100 % til sin sport, og han dykkede ned i sig selv for at hente, hvad der skulle til for at komme frem i eventyret efter den perfekte bølge. Med de op- og nedture det medførte. Det legesyge surferliv og jagten på bølgen havde en drivkraft af eksistentielle dimensioner, der flyttede ham til en anden verden eller til en anden væren. Der skete næsten et ontologisk skifte. Som om han oplevede en klarhed eller uovervindelighed, der udmøntede sig i en accept af sig selv og af livet.

Pyha, sikke en omgang…

Nu har jeg vanen tro holdt ferie en uges tid i Klitmøller sammen med min familie og stedet, havet og lyset gør altså noget særligt ved mig. Der opstår så mange tanker, når man står og ser ud over det uendelige hav og mærker de enorme kræfter, der er på spil i den rå natur. Mon ikke den samme udsigt har haft betydning for den unge dygtige surfers liv?

Tænk, at vores lille land, i udkanten af udkantsdanmark, som Casper selv siger i filmen, kan repræsentere et livssyn, der ligger så langt fra normerne, og som alligevel er så inspirerende. Og så er det selvfølgelig fascinerende, at lille Klitmøller har været ’sandkasse’ for en af verdens bedste surfere. Det er altså ret godt gået!

 

 

 

Ferie ferie ferie

IMG_3958Ferien er i fuld gang, og vi daser bare rundt og nyder sommervejret herhjemme. Nogle dage er gården stegende varm og fuld af liv, og de dage er gået med leg i vores lille badebassin, vandkampe og ellers med at forsøge at lave så lidt som muligt. Det er lykkedes mig at læse en bog for første gang, siden de to sidstankomne for alvor satte fut i familielivet. Det var skønt!! Jeg har læst en del faglitteratur de sidste par år, men har, af en eller anden underlig grund, ikke kunnet samle min koncentration om at leve mig ind i et fiktivt univers.  Det er altså noget, jeg har savnet!

Vi har kombineret driverlivet med en del ture ud af huset og har især fået tanket sjælene op med en masse god musik. Copenhagen Jazzfestival er nu desværre slut efter at have fyldt byen med musik i en god uges tid, og det er rent faktisk lykkedes os at se en del forskellig jazz.

Jazzfestivalen er et af sommerens højdepunkter og de første par år, mens Hjalmar stadig kunne proppes ned i en barnevogn, slæbte vi ham rundt og hørte musik og sugede stemningen til os, mens han lyttede med eller sov… Efterhånden som flokken er vokset og de forskellige behov er blevet flere, er koncerterne desværre blevet færre. Tidligere rimede jazzfestival på øl, masser af musik, flere øl og dage, der blev til nat og endte på La Fontaine og jeg troede ikke, det kunne være anderledes. Men det er gået op for mig, at jazzfestival faktisk er uhyre børnevenligt og en alletiders mulighed for at præsentere ungerne for en masse forskelligt musik. Der er både et hav af børnejazzarangementer, og så er der mange friluftskoncerter, som går godt i spænd med madpakker og fri leg. Jeg kan mærke, det føles godt, når de store børn kan kende en kontrabas fra en trækbasun og til en af koncerterne, så vi Hugo Rasmussen fyre den af på bassen, og Hjalmar udbrød: “Mor, det er ham Hugo, vi så sidste år! Han er altså bare fuld af jazz!”

Forleden aften overlod Kristian og jeg ungerne i vores supernannys varetægt og tog ud i det blå. Vi hørte en uforglemmelig koncert, og ungerne havde hygget sig helt vildt! Genial kombi 😉

Som tilgift har jazzfestivallen givet os vores helt eget husorkester, “Rockbandrock”, som består af Hjalmar på gammel rockguitar fra loftet og Hubert på hjemmekombineret trommesæt. Deres stil kan beskrives som spontan, idet de komponerer undervejs, mens de spiller og forholdsvis larmende! Jeg synes, det er både fantastisk og enormt dejligt, men jeg er ikke helt sikker på, naboerne deler min entusiasme…

For mig er sommerferie som regel noget med at være rigtig meget i Jylland og ikke særlig meget hjemme. Det er ved at være en del år siden, vi har været ude at rejse, for vi har jo de sidste 4 år enten haft familieforøgelse eller 1 årige om sommeren og derfor ikke rigtig orket noget, der involverede for meget hurlumhej. Det har passet os fint, for vi elsker egentlig at være i Danmark om sommeren.

Sidste år var vi Klitmøller i 2 uger, og dagene gik med at koordinere søvn, måltider og så ellers forsøge at nyde sommeren ind i mellem. Det var lidt heftigt med tre børn, der sov middagslur sammenlagt 5 gange i løbet af dagen og derfor sjældent var vågne på samme tid til måltiderne. I år er det helt anderledes, og det giver en masse muligheder.

I år har vi været indtil videre været hjemme på Nørrebro, og det er nyt for mig! Det er lidt en kunst at holde ferie hjemme for bunkerne af usorterede ting, rod og vasketøj, er der jo stadig… Jeg har haft en del forestillinger om, hvad vi skulle, og hvordan vi skulle bruge byen i sommerferie, men som med alle mulige andre ting stemmer fantasi og virkelighed sjældent helt overens. Jeg havde glemt lidt at tage højde for mængden af små børn i vores familie, hvilket især spiller en ret stor rolle, når vi skal ud af døren. Hvis vi skal på udflugt, der involverer madpakke, pusletaske osv. tager det mellem halvanden og to timer at komme ud af døren, fra vi har sagt go’ og til vi kommer afsted. Det kan godt være lidt frustrerende indimellem, og så er vi jo også afhængige af den der middagslur.

Den helt store forskel består nok i virkeligheden i, at jo mere ‘frihed’ vi føler, jo mere frihed ønsker vi. Mere vil som bekendt have mere… Sådan er det jo med så mange ting og altså også med sommerferien.

Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er meget nemmere nu, hvor de små er blevet to år og det korte og korrekte svar er JO! Det er da uden tvivl blevet nemmere i forhold til alt det praktiske og efterhånden, som de kan klare mange flere ting selv og så småt udskyde deres behov en (meget) lille smule. Men jeg må også erkende, at i takt med at presset er lettet lidt, så trænger frihedstrangen sig på. Igen er vi tilbage ved ‘mere vil have mere’-følelsen. Det er en kunst i familielivet, at acceptere tingenes tilstand og på en måde var det nemmere for mig, da jeg sad med to babyer i favnen og skulle få dobbeltamning til at gå op med bleskift på en to-årig og højtlæsning for en fem-årig. Dén situation levnede helt tydeligt ikke plads til andet, end at få tingene til at glide efter bedste evne, og så længe vi blev inde i boblen var det faktisk helt okay. Men nu, hvor mulighederne ligger foran os på en helt anden måde, kan det være svært at acceptere de begrænsninger, vi trods alt stadig føler. Giver det mening?

I tanken er fx en familieudflugt i Tivoli en virkelig god ide, men i praksis tager det to timer at komme ud af døren med utålmodige børn, en varm, overfyldt bustur at komme frem, og derefter venter en masse ventetid for de små, uenighed om hvad der skal prøves, plageri om alt fra bamser til candyfloss og endelig skal en eller anden nok tisse i bukserne. En potentiel konfliktfuld dag i en menneskemyldrende forlystelsespark. Men jo! Sidste år ville det have været endnu værre (vi ved det – for vi var i Legoland…) og næste år bliver det måske endnu nemmere…

Alt i alt går det godt med hjemmeferien og ungerne hygger sig helt vildt! Tivoli venter til en dag, de to små kan blive passet og vi finder i stedet på andre udflugter og projekter i gården. Vi får set en masse søde mennesker, har lavet rollespilsvåben og i dag har vi slået telt op i gården. Nogle gange skal der ikke mere til 🙂 Vi kan dog alle mand mærke Vesterhavet trække i os og glæder os til at stikke kursen vestover i løbet af nogle dage…

Det er ferie, det er sommer og det er skønt!

IMG_3959

Det indre pendul

IMG_3815En følelsesladet afsked med vuggestuen er overstået, og livet som hjemmemor med Helga Marie og Bertil er skudt igang. Jeg græd som pisket, da jeg krammede vuggestuen farvel og takkede de søde mennesker for at have passet så godt på alle vores børn gennem de sidste 6 år.

Inden min nye hverdag for alvor træder i kraft, har vi alle 6 sommerferie, så selvom jeg på papiret blev dagplejemor fra d. 1/7 ,er det en lidt flydende overgang. Det passer mig rigtig godt, at tingene sker lidt langsomt, så jeg kan nå at indstille og omstille mig. Jeg tillader mig at tærske langhalm på emnet endnu engang og lader mine tanker komme ud gennem fingrene…

Selvom det burde være det mest naturlige i verden at være sammen med sine egne børn, så kræver det alligevel lidt at foretage det gearskifte, der er nødvendigt for at gå hjemme. Tempoet er et andet, end jeg er vant til, og selvom jeg selv sætter dagsordenen og bestemmer over vores hverdag, så skal stort set alt jo være på Bertil og Helga Maries præmisser. Fordybelsen i en regnorm eller andet spændende kan godt kræve en tålmodighed, der kan være svær at finde, og så er der tankerne om alt det, man liiige synes man kan nå… som man nok gør klogt i at skyde en hvid pil efter! Det bliver helt sikkert udfordrende for mig, men samtidig bliver det også fantastisk at være med på første parket i deres hverdag og være der, når de vågner efter middagsluren hver eneste dag.

Omverdenens reaktioner på mit nye ‘job’ har været ret forskellige og spænder fra dem, der synes, det lyder helt fantastisk til dem, der synes, det lyder dødsygt og slet ikke kan forstå jeg ‘orker’ det. Jeg har selv haft en indre dialog kørende og svinget som et pendul mellem de to poler. Jeg er kommet frem til, at det dybest set ikke handler så meget om mig og mit behov. Mange hjemmegående, der udtaler sig til medierne, tager udgangspunkt i deres behov for at være tæt på og være sammen med deres børn. Jeg forstår godt denne vinkel og har stor respekt for den, men jeg har svært ved selv at mærke det der ubetingede behov. Jeg har altid haft det fint med, at vores børn kom i vuggestue fra de var ca. 1 år.

Vores beslutning handler hovedsageligt om familiens behov. Vi har behov for at træde ud af hamsterhjulet og skabe så meget ro, som det er muligt i vores hverdag, ellers bliver det for hektisk til, at vi kan følge med på en måde, vi synes, er god for familien. Hvad jeg har lyst til er på en måde mere sekundært. Jeg forsøger ikke at indtage en eller anden opofrende rolle og kaste alt til side for mine børns skyld, tværtimod, men jeg er nødt til at steppe op og forsøge at handle i overensstemmelse med, hvad jeg ser som det rigtige i vores situation og for vores families trivsel. Det er jo dybest set også at prioritere mig selv, bare på en anden og mere langsigtet måde 😉

Jeg synes noget af det sværeste ved at være forældre, er den konstante tilpasning af mine egne behov, så de kan matche med familiens behov, og jeg har på fornemmelsen, at mange andre har det på samme måde. Vores kulturelle kontekst er enormt individfokuseret og i det øjeblik man bliver forældre, smelter man sammen med nogle andre mennesker og kan ikke løsrive sine egne behov fra flokken 100 %. Det er ikke altid nemt og vores beslutning om, at jeg skal være herhjemme for en tid, er egentlig bare en udløber af dette. Den bygger ikke på noget vanvittigt idealistisk, men på grundige og pragmatiske overvejelser.

Min Bedstemor på 90 år er en af dem, der synes, det er en rigitg god ide, at jeg skal have Bertil og Helga Marie hjemme, og selvom vi er fra vidt forskellige generationer, så lytter jeg med ærefrygt til hendes ord. Hun ved, hvad hun snakker om, for hun er klog og har også selv haft 4 børn rendende om benene engang. Hun har gang på gang forsikret mig om, at jeg aldrig vil fortryde den tid, jeg tilbringer sammen med mine børn og jeg ved hun får ret. På de dage (for jeg er ret sikker på, de nok skal komme), hvor jeg synes, det er hårdt at være hjemmemor, og hvor jeg får kuller af vasketøj, duplo og torskerogn, vil jeg tænke på hende og hendes liv som hjemmemor for 50 år siden. Man kan selvfølgelig ikke sammenligne de to situationer på nogen måde, men alligevel…

 

 

Dengang da jeg var lille…

IMG_3189“Dengang jeg var lille…” er en sætning, vi hører mange gange om dagen herhjemme. Den store anekdotefortæller er Hubert på 4 år… Hubert fortæller om ting, han har gjort, smagt, prøvet, da han var lille, og en dag supplerede han anekdoten med en fortælling, der faktisk var på grænsen til at være en kende spooky. Han fortalte om dengang, han var en gammel mand og boede i New York og havde skæg. Som han sagde – “altså det var før, jeg blev født og blev en lille dreng…”. Nu er jeg et temmelig rationelt menneske, men det var altså lidt spøjst!

Alle “dengng jeg var lille” -historierne har fået mig til at fortælle historier fra min barndom i 80’erne – som ungerne synes var i virkelig gamle dage! Og det kan altså klart anbefales!

De mange tilbageblik bekræfter mig i det svimlende ansvar, det er at have børn og i, hvor fundamental betydning barndommen har. Det kan virkelig være skræmmende, at tænke på…! Da jeg gik til efterfødselsgymnastik med tvillingerne havde vi en underviser, der dryssede små guldkorn ud over os. Det var til tider lettere kaotisk med 10 mødre og 20 børn, der knoklede med trætte kroppe, dobbeltamninger, babybøvser osv., så nogle af guldkornene gik nok tabt. Men jeg kan huske, at noget af det hun talte om, var stemningen i familien. Hun gav os det råd at sænke ambitionerne generelt, men huske at stemningen, er de voksnes ansvar. Jeg synes, det er et fint guldkorn! Og når jeg tænker tilbage på min egen barndom er stemningen faktisk noget af det jeg husker tydeligt – og den var heldigvis god 🙂

Det er dog ikke altid nemt, at påtage sig ansvaret for den gode stemning! Fx her til aften, hvor vi kom hjem efter en udvidet fodboldtræning som endte i pizza og leg på legepladsen. Det var en skøn eftermiddag med sol, glade børn, søde fodboldforældre og fryd og idyl. Lige til vi kom ind af døren en halv time over sengetid med 4 trætte unger. Efter alle pædagogiske metoder, jeg kender, var afprøvet uden held, måtte jeg finde min indre Oberst Hackel frem for at få styr på geleddet. Det kan godt være obersten blev lidt for kommanderende ved dagens slutning, men alt i alt var dagen fuld af liv, god stemning – og mulige minder.

 

Hubert 4 år

Sommerferien banker på om lidt, og den er hjertelig velkommen!

Hele familien trænger til at glemme tiden lidt og bare huske at holde sommerferie. Vi tager en tur til Jylland i løbet af ferien, men er ellers hjemme og skal lege, nyde byen og forhåbentlig drikke kold rosé i solen. Det bliver skønt!

I morgen er det 4 år siden, Hubert ankom til verden og familien, og det skal selvfølgelig fejres! Vi har allerede taget forskud på festlighederne og holdt fødselsdag for fætre, kusiner, mostre og onkler i dag. Det var som altid rigtig hyggeligt, og Hubert har med egne ord haft verdens bedste dag!

Hubert blev født en smuk sommeraften, og jeg vidste med det samme, jeg kiggede ind i hans store mørke øjne, at han skulle hedde Hubert. Uden at veksle så meget som et ord kiggede Kristian og jeg på hinanden, og jeg vidste, han tænkte det samme. Hubert kiggede lige ind i sjælen på mig, og hans øjne fortalte mig, at vi to hørte sammen – og så gik han i gang med at spise..

Det første år i Huberts liv var ren hygge! Min erfaring og hans personlighed var en virkelig god cocktail 🙂

Da Hubert var 13 mdr., blev jeg gravid med de to små banditter og i takt med, at jeg ret hurtigt ikke måtte løfte og var uendelig træt, steg kravene til den lille dreng. Han voksede med opgaverne og da han kort før sin 2 års fødselsdag blev storebror, var han pludselig meget stor…

Siden den dag har Hubert været ‘én af de store’ i vores familie, og derfor kommer det næsten lidt bag på mig, at han ‘kun’ bliver 4 år. På den anden side er han stadig den lille dreng, der lå i mine arme den smukke sommeraften – helt varm og næsten smeltede i et med min krop. Når han som nu ligger og sover, ruller han sig sammen, som da han var en lille baby og lukker verden ude, og lige dér ligner han sig selv fra de første minutter af sit liv. Min smukke dreng!

Fødselsdagsnostalgien rammer mig endnu en gang, og jeg vil bruge aftenen på at svælge i gamle billeder fra Huberts 4 årige liv. Min store lille dreng 🙂

 

 

Puslespil…

 

Tiden flyver, og det samme gjorde weekenden, der nu er forbi.

Huberts første uge i den nye børnehave er gået rigtig godt, og han har været så sej til at klare skiftet! Selvfølgelig kræver det mange kræfter, når alt er nyt, men han er fuld af gåpåmod og virker allerede tryg. Jeg er ret begejstret for stedet, som emmer af god ånd og dygtige folk. Alt tyder på, at vi har truffet den rigtige beslutning, og det er altså en god følelse!

Det er som om, børnehavebeslutningen har givet os mod til at træffe en anden stor beslutning, som jeg også virkelig håber, er den rigtige! Den har været svær, og har været undervejs i lang tid, og den er fyldt med ambivalens og modsatrettede tanker…

Jeg har brugt de sidste mange måneder på at jonglere med familielivet i forsøget på at få logistik, tid og kærlighed til at gå op i en højere enhed, og jeg indrømmer gerne, at jeg synes, det har været en udfordring, efter Bertil og Helga Marie startede i vuggestue sidste sommer. Vi gik fra en hverdag med stor fleksibilitet og rimelig meget ro på (-altså så meget ro der kan komme på hverdagen med 4 børn…) til en hverdag med tidspres og logistiske udfordringer. Før havde vi to børn i institution, to børn hjemme hos mig på barsel, og Kristian kunne for det meste hente og bringe og arbejde om aftenen, når der var ro i lejeren. Nu har vi aflevering og afhentning hver dag i tre forskellige institutioner med diverse tilhørende arrangementer og den nye folkeskolereform, der giver andre arbejdstider for Kristian. Vi har været vant til at være sammen med vores børn, og måske har vi været for godt forvendt. I hvertfald betyder hverdagen pt, at ungerne enten bliver hentet sent de fleste dage eller at jeg henter dem alle, hvilket tager laaang tid (og ikke altid giver den hyggeligste start på ulvetimen). Efter at have lagt familielivspuslespillet mange gange på forskellige måder er vi nået frem til, at vi ikke har lyst til at hente fem minutter i lukketid hver dag, og dermed reducere tiden sammen med ungerne i hverdagene til noget, der minder om 5 min., når alt det praktiske også skal passes, og den resterende tid skal divideres med 4.

Alle overvejelserne er nu endt ud i en plan, jeg er ret så spændt på! Jeg har simpelthen søgt om at blive dagplejer for Bertil og Helga Marie fra 1. juli. Nogle gange tænker jeg, at det er en vanvittig beslutning, og andre gange føles det som det eneste rigtige.

Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle gå hjemme med ungerne – nærmest tværtimod… Derfor er beslutningen også ambivalent, for der er virkelig meget jeg gerne vil i det her liv, der ikke handler om at lave modellervoks og smøre makrelmadder, og husmoderrollen falder mig egentlig ikke særlig naturlig. Men jeg synes, det er svært at nå rundt til alle ungerne, og de er stadig virkelig små! Og så vrimler jobmarkedet ikke med spændende, tilgængelige deltidstillinger.

Nu er beslutningen truffet, og det bliver virkelig skønt at have tid og at være tæt på de to små i deres hverdag, og jeg er stensikker på, det også giver mig mere tid med de to store. Som det er nu, er eftermiddagene nærmest en kamp om opmærksomhed, som de små ofte vinder. Jeg indrømmer, at jeg ikke går ubetinget lystbetonet ind i projektet, men jeg er sikker på, at jeg aldrig vil fortryde den tid, jeg kommer til at bruge på at være sammen med de to små trolde.

Vores nye hverdag skal nok blive en udfordring for mig på godt og ondt. Det kommer jeg sikkert til at skrive mere om her på bloggen… Jeg har ikke glemt tiden efter Bertil og Helga Marie var kørt ind i vuggestuelivet og jeg jeg smagte smagen af alenetid og varm kaffe igen. En tvillingebarsel er altså ikke for tøsedrenge… Og jeg tænker, det samme gør sig gældende for hjemmelivet med to på to 🙂

Beslutningen betyder desværre et farvel til vores fantastiske vuggestue, hvilket helt sikkert kommer til at koste tårer… Jeg elsker virkelig det sted! Alle vores børn har gået der, og vi har set hvordan de alle har vokset og blomstret i vuggestuen. Vi har altid haft god sparring og dialog omkring vores børn og om børne- og institutionslivet generelt. Vigtigst af alt har vuggestuen dannet ramme om en tryg og glad hverdag for børnene, og vi er kommet i huset i over 6 år og har derfor et tæt bånd til stedet såvel som til personalet. Det bliver en gyser at sige farvel!!

Men efter alle brikkerne til puslespillet har været kastet op i luften og samlet på alle mulige tænkelige måder, er det denne løsning, der viser os det billede, vi helst vil se tilbage på – og det har altså været den afgørende faktor.

Nogle gange må man justere på sine forestillinger og ryste posen en gang 🙂