Tag Archives: Undervejs

Tid og tempo

Maj er et limbo i år! Et limbo mellem fest, farver og alt for meget fart over feltet. Jeg ser virkelig frem til at lande i en mere permanent hverdag, så mit krudt bliver kanaliseret de rigtige steder hen.

Som jeg ofte har skrevet om, så fungerer jeg godt i det forudsigelige og med to nye jobs på to måneder, er der ikke meget forudsigelighed i hverdagen pt. Så længe jeg ved, det kommer, er det okay og smukke maj er i sig selv også en formildende omstændighed! Byen er så fin lige nu, og jeg priser mig lykkelig for at bo lige ved siden af Københavns mest vidunderlige park, Assistenskirkegården. Kirkegården er mit Nørrebros lunger, og jeg tror ikke, jeg kunne trække vejret på stenbroen, hvis jeg ikke havde den – og slet ikke i maj!

Et andet livgivende element i denne tids- og overskudspressede periode er de mange folk, der for alvor er dukket frem af vinterhiet, og at sommersæsonen dermed allerde er i fuld gang i vores gård. Ulvetimerne er forvandlet til hyggestunder med leg, kaffe og godt selskab i gården. Ungerne knytter nye venskaber i takt med, de vokser, og i år er det tydeligt, at de alle har nået en alder, hvor venner betyder alverden. Gården er fuld af liv, lys og unger, der leger på kryds og tværs og det er virkelig noget af det bedste, jeg ved.

Selvom jeg er utrolig glad for at være i gang med at arbejde igen, så kan jeg også mærke, hvor meget jeg savner at gå hjemme med de to små krudtugler. Jeg savner at være sammen med dem og være tæt på dem. At være en del af deres leg og deres unikke relation. En del af hele deres verden. Jeg savner friheden til at tage dagen i deres tempo og lade lyst og humør sætte dagsordenen. Jeg savner også det overskud, hjemmelivet genererede til resten af flokken, for det er udfordret, som tingene er lige nu.

Jeg tror, min nostalgi udspringer af alle de forandringer, vi står midt i og som får tiden til at gå hurtigere, end jeg bryder mig om. Foråret er forbi ved et fingerknips, mine små er pludselig store børn, der cykler rundt på pedalcykler og har legeaftaler. Hjalmar kan og ved pludselig ting kun store børn ved, og det går op for mig, at det jo er fordi, han er stor…

Når hverdagen igen bliver mere forudsigelig, håber jeg, tiden går lidt bedre i spænd med mit indre tempo. Indtil da er mit anker det helikopterperspektiv, jeg har gjort det til en vane at anskue vores familieliv fra, når jeg føler, jeg mister orienteringen. Herfra kan jeg se, at puslespillet ser rigtigt ud, selvom det indimellem føles, som om brikkerne kaotisk vælter rundt mellem hinanden.

 

 

 

Værdier og virkelighed

IMG_6719Siden sidst er der sket en masse.

Halvdelen af os har haft fødselsdag, og det er naturligvis blevet fejret på behørig vis. Vi har også holdt miniferie i det smukke Klitmøller, hvor vi var så svineheldige, at sommeren ramte kysten på samme tid som os og det var ganske enkelt vidunderligt! Både med ferie, fødselsdage og sommervejr…

Til gengæld er sådan ca. al den tid, der har været i overskud herhjemme de sidste par uger, blevet brugt på, at Kristian og jeg har snakket stolpe op og stolpe ned om pædagogik, pædagogisk filosofi, værdier, læring, etik og ca. alt, hvad der hører under disse særdeles spændende emner (- en af fordelene ved at dele profession med sin bedre halvdel er, at der altid er en kvalificeret sparringspartner ved hånden… ) 😉 Diskussionerne udspringer af mine møder med fri- og folkeskoleverdenen de sidste par måneder.

To verdener, der har hele deres  idégrundlag til fælles, men alligevel er så forskellige, at de næsten ikke kan sammenlignes.

Mit hjerte har altid banket for folkeskolen, og det vil det altid gøre. Folkeskolen er uvurderlig for vores samfund og for rigtig mange børn landet over, og vi skal passe godt på den!. Vi har også selv valgt folkeskolen som en af byggestenene i Hjalmars opvækst, og vi sætter virkelig stor pris på det valg. Vi ser hvordan sociale kompetencer, rummelighed, og solidaritet blomstrer sammen med god personlig og faglig udvikling. Vi møder Nørrebros skønneste unger og deres familier samt professionelle, dygtige og smaddersøde lærere og pædagoger. Vi har ikke noget at sætte en finger på, og jeg vil til enhver tid anbefale de lokale folkeskoler!

Men, efter at have været “bag katederet” et par uger er det gået op for mig, at det ikke er her, jeg selv kommer til at slå mine lærerfolder. Jeg kan ikke få virkelighed og idealer til at spille sammen under de rammer, der er givet, som skolen ser ud pt.

Didaktikken og pædagogikken bevæger sig i en instrumenlatiseret retning, og hele systemet er for stift. Jeg savner frihed, kreativitet og mere nuancerede læringsperspektiver. Ganske enkelt.

Dertil kommer, at vores familieliv ikke matcher de “normaliserede arbejdstider” helt vildt godt… Det er svært at få logistikken til at hænge sammen, og vi ser simpelthen vores søde unger alt for lidt, som det er lige nu.

Derfor er jeg umådelig glad for, at jeg har fået mulighed for at komme tilbage til friskolen, hvor jeg startede 1. april. Det er noget værre rod med alle de skift for at sige det mildt, men jeg kan mærke, at det føles rigtigt.

Nogle gange må værdier og virkelighed files lidt i kanterne for at kunne passe sammen.

Nu glæder jeg mig til at vende tilbage og “lande rigtigt” i mit arbejdsliv de sidste par måneder frem til sommerferien. Det giver forhåbentlig lidt mere ro på hverdagen og efterlader lidt mere overskud, når tankemylderet falder lidt på plads.

 

Søndagsstilhed

IMG_6531I disse minutter ånder alt fred og idyl, og der har sænket sig en sjælden søndagsstilhed over vores hjem. De to små sover middagslur, de to store er ude på legeaftaler, mens Kristian er ude at handle ind til ugen, der venter os. Når der en sjælden gang er ro i huset, skal den nydes! De små pauser forsvinder nemt mellem praktiske ting, der skal gøres og børn, der hiver i ærmerne. Men lige nu er der roligt, og så må oprydning og vasketøj vente.

Jeg nyder weekenden, og den er også tiltrængt for os alle sammen. Mit nye arbejdsliv er ikke kun en omvæltning for mig men også for resten af familien. I denne uge er det blevet tydeligt, at børnene reagerer på, at jeg er mere væk hjemmefra og at jeg har fået nye ting, der fylder i mit hoved. Den ro, det har givet vores familie, at jeg har været hjemme de sidste år, er udfordret, og det kommer til udtryk i form af mindre overskud. Børnene er mere kortluntede, mere urolige om natten og i det hele taget mere påvirklige. Jeg har oplevet det før i perioder, hvor mit eller Kristians overskud af en eller anden grund har kørt på lavt blus. På den måde fungerer børnene som et glimrende spejl!

Deres reaktion bekræfter mig blot endnu engang i, at hjemmelivet var den rigtige løsning for vores familie i en periode.

Når det er sagt, så er jeg stadig fuld af fortrøstning i forhold til vores nye hverdag. Hele vores måde at være familie på er på en eller anden måde under rekonstruktion, og det kræver selvfølgelig tilvænning og ikke mindst tid. Det betyder ikke, at vi befinder os på det forkerte spor.

Selvom jeg er træt, træt, træt om aftenen, så nyder jeg at være ude af huset og at bruge min faglighed. Jeg er så heldig, at jeg har fået et “rigtigt” job fra 1. maj. En fast stilling på en folkeskole. Det er virkelig skønt! Alle mine bekymringer om “vejen ud af hjemmelivslabyrinten” kan nu gemmes væk. Det gik faktisk ret nemt og smertefrit.

Skoleområdet, som har gennemgået meget på de 5 år, jeg har været “væk”, får stadig mit hjerte til at banke, og det er rart at mærke. På en måde føles det som et nyt land, jeg skal ud at udforske.

Tiden smutter hurtigt, og inden længe bliver roen, der omgiver mig erstattet af liv, lyd og leg, og de store returnerer, så vi sammen kan tage på søndagsudflugt.

Det er svært at få tid til alt det, jeg gerne vil nå sådan en weekend, men jeg synes, vi har nået det vigtigste: At være hjemme uden planer med tid til at lege, at drikke rødvin, at fylde køleskab og klædeskabe op til ugen og at se de smukke, blomstrende kirsebærtræer alle taler om i disse dage. Det er der altså virkelig en god grund til for sikke en magisk oplevelse at stå under de eventyrlige trækroner med tusinder af lyserøde blomster som et omsluttende stjernetæppe. En klar anbefaling herfra 🙂

Filosofiske samtaler med børn

Jeg har skrevet blogindlægget Filosofiske samtaler med børn styrker kreativitet, sprog og tænkning for voresbørn.dk og det skal selvfølgelig også have plads på min egen blog. Udgaven på voresbørn.dk er en redigeret og forkortet udgave, hvis nogen har læst det og skulle undre sig. Her kommer den originale version 🙂

Det kan være svært at hive et svar ud af ærmet, når ungerne kommer og vil snakke om døden, om gud, om uendelighed eller andre store emner. Især fordi man som voksen sjældent er forberedt på at skulle have sådanne samtaler midt i madlavningen, i køen i supermarkedet eller hvor man nu befinder sig, når en spørgelysten lille filur har noget på hjertet.

De fleste børn er i perioder optagede af filosofiske og eksistentielle ting i livet, og det kan godt være udfordrende for voksne at tale eksplicit omkring de store spørsmål eller om abstrakte begreber i det hele taget.

Jeg elsker selv, når mine børn bringer “store tanker” ind i vores samtaler, og det skyldes måske nok min pædagogisk filosofiske baggrund og min generelle interesse for de eksistentielle menneskelige forhold.

Jeg har skrevet lidt om mine erfaringer med “de store samtaler”, som i mange tilfælde kan udvikle sig til filosofiske samtaler, hvis man giver dem lov.

En filosofisk samtale med børn er efter min definition en undrende, spørgende og åben samtale, hvor et begreb undersøges godt og grundigt. En filosofisk samtale skaber mulighed for at lære begrebet bedre at kende og at se eller tænke begrebet i en større sammenhæng. Filosofiske samtaler handler ikke nødvendigvis om “svære” emner som fx døden, men om abstrakte begreber i det hele taget. Det kan være om venskab, om lykke, om frihed, om ondskab eller hvad som helst i den abstrakte afdeling.

Hvorfor er filosofiske samtaler ofte svære for voksne?

Det korte svar er, at det er de principielt heller ikke! De er bare uvante for mange voksne, og derfor kan de opleves som udfordrende.

Der kan være flere grunde til, at det kan være svært at finde de rigtige ord, når børn vil snakke om abstrakte begreber. Ofte handler det om noget så simpelt som timing. Hvis du står i køkkenet kl, 17.55 med halvskrællede kartofler og en pakke frossen kød, du desperat forsøger at tø op i mikroovnen, mens lillebror vælter mælk ud over hele gulvet og storesøster stiller 1000 spørgsmål som: “Hvad betyder uendelig?” eller “Bliver det egentlig mørkt eller lyst når man dør? – så kan det godt være svært at holde tungen lige i munden og komme med kvalificerede svar.

I sådanne situationer plejer jeg selv at sige, at den slags spørgsmål kræver mere tid, end jeg har lige nu, men at vi fx kan snakke om dem, mens vi spiser eller hvad der nu lige passer. Altså udsæt de store samtaler til du har tid – eller evt. tag dig tid i situationen, hvis det kan lade sig gøre.

En anden grund til at de store samtaler kan være svære er, at det normalt (eller i hvert fald ofte) er de voksne, der har svarene på mange ting. Det er os, der ved, hvordan verden hænger sammen og hvad der er op og ned. – Eller det er i hvert fald sådan vores børn opfatter os…! Som alvidende orakler, der sidder på svarene til alle de spændende spørgsmål. Jeg har ofte oplevet, både som mor og i min tid som lærer, at børn simpelthen forventer, at jeg ved alt, af den simple grund, at jeg er den voksne. Men i en filosofisk samtale er der jo netop ikke noget specifikt svar. Det kan godt være svært at udfordre børnenes illusion, men hvis man formår det, kan samtalerne med ungerne blive til små gaver i stedet for småirriterende spørgsmål, man ikke ved hvad man skal stille op med.

Hvilken værdi har filosofiske samtaler?

Børn er i gang med at finde ud af hvordan verden hænger sammen, og derfor har de som regel en naturlig nysgerrighed, der driver dem mod at undersøge alle mulige forskellige ting. Deres forestillinger er endnu ikke så fastlåste, som det er tilfældet hos mange voksne og derfor er børns tanker en guldgruppe, når man vil filosofere over abstrakte begreber. Det lyder måske lidt højtravende, men det er det egentlig slet ikke.

Gennem filosofiske samtaler arbejder man netop med forholdet mellem det konkrete og det abstrakte. Lad mig komme med et eksempel:

Min søn på 4 år sagde en dag noget i retningen af: “Når man dør bliver det helt mørkt, men når det bliver lyst igen, så kan man jo bare lege videre…” Herefter udviklede samtalen sig, da jeg spurte lidt ind til, om det var sådan han troede, det ville være. Hans bror på 8 kom med et udfordrende perspektiv, da han kunne fortælle, at når man dør bliver ens krop lavet om til jord eller også bliver den brændt.

Umiddelbart gav samtalen mig ubehagelige kuldegysninger og jeg ville egentlig helst være den foruden! Men, her må man huske, at det ukomfortable i høj grad ligger i de voksnes tanker. Jeg havde i situationen lyst til at skifte emne og forsøgte at ændre kurs ved at slå fast, at det heldigvis ikke er noget, vi behøver at tænke på, før vi bliver meget, meget gamle om lang, lang tid!

Men drengene var slet ikke færdige med den morbide samtale, og jeg gik derfor modvilligt ind i den igen. Vi kom vidt omkring og fandt af gode grunde ikke frem til nogle svar på, hvordan det ville blive, når man var død. Men drengene bevægede sig hele tiden mellem det konkrete og det abstrakte. Den fysiske død, at blive brændt/komme i jorden og de luftige abstrakter som lys, mørke, vægtløshed, tid og alt muligt andet. For børnene var samtalen i høj grad reflekterende, oplysende, afklarende og helt ned på jorden. Bagefter legede de videre, som havde vi blot talt lidt om vejret.

Selvom døden er et tungt emne, så skal vi voksne passe på med ikke at trække vores erfaringer og forestillinger ned over børnene, som måske har en mere åben og undersøgende tilgang.

Tanker og sprog hænger sammen og udvikler hinanden rigtig godt i filosofiske samtaler. Børn befinder sig i høj grad i en afklaringsproces, hvor sproglige begreber skal finde deres rette plads og på mange måder er det det samme med tankerne. Det er en proces, der aldrig stopper, men som er særlig intens for børn, der jo ikke har den samme erfaring at trække på som voksne. Samtalerne hjælper altså tænkningens og sprogets gensidige udvikling.

Det har i det hele taget stor værdi at træne sin tænkning – både sin egen og sine børns. Kreativitet og den menneskelige dannelse generelt udvikles godt gennem filosofiske samtaler. Det handler om at udfolde og udfordre sine begreber om verden og om livet og dermed opnå større indsigt, refleksion eller dybde, om man vil.

Hvordan taler man filosofisk med børn?

“Filosofisk samtale” lyder måske som en disciplin, der er forbeholdt en lille eksklusiv flok af støvede mænd med jakkesæt og fuldskæg, men sådan er det naturligvis ikke nødvendigvis!

Man kan sagtens filosofere med børn, uden at kende til Platon eller Kierkegaard. Selvfølgelig kan filosofiske samtaler mellem voksne, sammen med fx et filosofisk uddannet menneske inddrage nogle andre perspektiver og dermed tilbyde noget helt andet, men børn har også rigtig meget at byde på.

Der er ikke nogen bestemt teknik eller metode, jeg vil anbefale, at man følger, når man vil filosofere lidt sammen med sit barn eller børn. Skal man arbejde med filosofiske samtaler i mere tilrettelagte situationer som fx pædagog eller lærer, er det anderledes og strukturen må derfor tilpasses. Det findes der litteratur og materialer omkring.

Hjemme i familien må samtalerne efter min vurdering ikke blive for konstruerede eller for kunstige. De skal komme naturligt og ofte handler det om at gribe noget af det, børnene selv bringer op. Det kan være deciderede spørgsmål de stiller, men det kan også være udsagn (som mit eget eksempel), hvor der er noget abstrakt at gribe fat i.

Nøglerne til at bringe det filosofiske ind i samtalen er åbenhed og undren.

Som regel står vores egne perspektiver i vejen og spærrer for nye tolkninger, og det kan være svært at se ud over dette. Voksne har ofte en trang til at skabe orden eller struktur så når vores barn kommer med en eller anden undring som fx, at Gud sidder på en sky i himmelen, så føler vi tang til at forklare og give svar, der passer til vores verdenbillede. Men i det øjeblik vi i stedet undrer os sammen med barnet og forholder os åbne, kommer der nye muligheder til syne. Det fører ikke nødvendigvis til nye erkendelser, men det vil ofte føre til en udvidet begrebsverden – og nogle gange bare til virkelig fjollede snakke.

Samtalerne udfolder sig ved, at man bliver ved med at stille sprøgsmål. Jeg giver endnu et eksempel fra en samtale med mine egne børn, hvor vi snakkede om glæde omkring juletid.

Storebror: “Glæde er, når man får noget, man bliver glad for?”

Mig: “Så glæde handler om at få?”

Storebror: “Nej, andre kan også være glade, hvis man giver dem noget…”.

Mig: “Ok, så glæde handler om at få og om at give?”.

Storebror: “Man kan også være glad, hvis man prøver noget nyt, som man ikke troede man turde…”.

Mig:”Hvor sidder glæden egentlig?”

Lillebror: “Den sidder da i maven!”

Storebror: “Nej, den sidder også i hovedet, for man kan også glæde sig til jul eller noget andet man tænker på…”

På den måde kan man snakke og spørge sig ned i forskellige begreber og få indsigt i, hvordan barnet tænker.

Det er dog virkelig vigtigt, at samtalen ikke må forceres. Den er nødt til at være naturlig og så snart barnet mister interessen eller bliver optaget af noget andet, må man acceptere, at samtalen er slut.

 

 

Om tid, tanker og tur

IMG_6420Tid er sådan en underlig størrelse. Jeg havde forestillet mig, at når Bertil og Helga Marie var startet i børnehaven og dermed ikke konstant var i mit nærvær, så ville jeg få tid til en masse ting. Men som med så meget andet så matcher virkeligheden ikke altid tanken. Faktisk syntes jeg, at jeg havde mere tid, da de to små blev hjemmepasset.

Jeg tror, det hænger sammen med, at mine tanker flyver mere nu. Jobsøgning giver mange tanker og kræver meget tid. Tid og tanker man kanaliserer over i forestillede scenarier. Drømme og muligheder der stikker i alle mulige retninger. Drømme der bliver skudt ned, når man modtager mailen med afslaget og beskeden om hvor mange ansøgere, der var til stillingen. Måske chancen for at vinde i lotto alligevel skal afprøves… Det kan vel næsten være det samme.

Jeg bevarer optimismen og klør på med alle mine salgstaler rundt omkring. Samtidig lægger jeg mærke til dels hvor mange stillingsopslag, der bærer overskriften “Jobkonsulent søges” eller den mere friske version “Kan du få ledige hurtigt i arbejde?”. Og dels de “gode råd” til jobsøgende der dukker frem alle mulige steder. De handler alle om personlig branding.

I lærernes fagblad Folkeskolen blev jeg mødt af overskriften “Brug facebook i din jobsøgning”, og den måtte jeg selvfølgelig læse. En ekspert udtalte sig om, hvordan man kunne optimere sin facebookprofil, så kommende arbejdsgivere ville tænke, at man da var den sejeste person! Der blev foreslået, at man skulle poste billeder, hvor man var aktiv i fx løbetøj, hvor man var social osv. Fint nok. Så blev der også foreslået, at man kunne sælge sig selv ved at gå på biblioteket og tage billeder af interessante fagbøger og poste dem… Lige der blev min personlige grænse altså nået for selviscenesættelsens stupiditet. At lyve om hvilke fagbøger man har læst og derefter prale med det på sociale medier, er det dummeste råd, jeg i mit liv har læst. Hvem er interesseret i at ansætte en person, der ville gøre sådan noget?

Nå, jeg ville egentlig ikke skrive om jobsøgning som sådan, men det fylder altså en del i mit hoved. Det er også en af grundene til, at bloggen ligger lidt mere stille for tiden. Jeg bruger mange timer foran computeren i forvejen, så når ansøgningerne er sendt afsted, trænger jeg til at gøre noget andet. Jeg kan også godt mærke, at når flokken igen er samlet om eftermiddagen, så trænger vi til at være sammen. Tiden var mere min egen, da jeg havde de små hjemme, selvom de jo på mange måder optog den så rigeligt nogle dage. Jeg savner dem, men glæder mig også over deres nye hverdag.

For børnehavelivet går altså bare rigtig godt! Det har siden dag et været en stor succes, og både Bertil og Helga Marie elsker det! Hubert er også blevet endnu gladere for børnehaven, efter de to små er kommer over til ham. Jeg tror, de synes, det er både trygt og hyggeligt at have hinanden tæt på hele dagen.

Lige nu er det jo ferietid, og jeg prøver at strukturere min tid, så ansøgningerne ikke får overtaget, men alligevel bliver sendt ud i verden. I går og i dag er den yngste halvdel af familien i børnehave, mens vi andre er hjemme. I dag skriver jeg ansøgninger (og blogindlæg…) hjemme, mens Hjalmar og Kristian er ude på legeaftale og i går var vi alle tre på udflugt. Hjalmar har længe efterspurgt tid med både mig og Kristian på samme tid, og det er altså ikke noget, der hænger på træerne her i familien. Faktisk tror jeg, vi skal tilbage til sidste sommer for at finde den konstellation… Derfor besluttede vi at prioritere påskeferien sådan, at det kunne lade sig gøre.

Udflugten i går var intet mindre end fantastisk! Vi cyklede (eller rettere sagt Kristian cyklede, og vi andre sad i ladet) først ned til Marmorkirken, som altid er blændende smuk. Hjalmar var dybt fascineret og vidste alt muligt fra sine kristendomstimer i skolen, så vi kom rigtig i dybden med en masse spændende ting. De der snakke er jeg altså bare fan af!

Bagefter cyklede vi gennem Amalienborg slotsplads og satte kursen mod en god burgerjoint, hvor vi spiste virkelig lækker frokost. Vi sluttede udflugten af med en tur i planeteriet, og det er altså virkelig en oplevelse, jeg godt kan anbefale. Jeg har ikke været der i mange år og for Hjalmar, var det første gang. At sidde der med vores store dreng i mellem os var bare vidunderligt!

 

 

 

Støv søstersolidariteten af!

Billede fra bogen "Chicken strikken" af Lisa Anne Auerbach

Billede fra bogen “Chicken strikken” af Lisa Anne Auerbach

Kvindernes internationale kampdag! En vigtig dag, som kalder på heftige debatter og stærke holdninger men, som for mit vedkommende mest af alt har lignet så mange andre dage.

Unger, afbrudt nattesøvn, spildte havregryn, våde flyverdragter, hovedpinefremkaldende møder, ulvetime… Hverdagstrummerum som jeg kender den bedst. Præcis lige så skøn og lige så udmattende som alle andre dage.

Jeg formår simpelthen ikke at komme op på den store klinge i år, selvom der er nok at kæmpe for. Både nationalt og internationalt.

Min egen position ligger ca. midt i mellem de to skyttegrave, hvor feminister mundhugges om hvem, der er mest feminister. Dem med høje hæle og høje karrieremæssige ambitioner vs. livmoderfeministerne der forsvarer retten til at prioritere hus og hjem – og nok især børn…

Jeg har en lang videregående uddannelse og har altid set mig selv som et intellektuelt menneske med høje ambitioner. Jeg har været på barsel 3 gange. Første gang delte min kæreste og jeg barslen lige over – det var jo fair for alle. Anden og tredje gang fik min kæreste 3 mdr., og jeg snuppede selv resten. Fordi det passede bedst, og fordi jeg havde lyst… Jeg ser mig selv som en frigjort kvinde, men har alligevel været hjemmegående med mine to yngste og min kæreste som primær forsøger. Jeg går stort set aldrig med make-up, og jeg elsker at strikke. Jeg udfører ca. 30 % af husholdningsarbejdet i vores hjem, og det er som regel min kæreste, der pakker pusletasken, smører madpakke og den slags. Alligevel føler jeg, at det er mig, der har det overordnede overblik i familien.

Dybest set er jeg nok bare en ret almindelig og gennemsnitlig kvinde i 30’erne, og på denne kampdag vil jeg egentlig bare være taknemmelig for, at jeg har så stor frihed til at vælge. For det føler jeg, at jeg har. Der er uden tvivl masser at kæmpe for, men fra mit eget lille perspektiv og med udgangspunkt i mig selv så er jeg faktisk ganske glad og godt tilfreds.

Dog vil jeg opfordre til, at vi støver søstersolidariteten af, hopper op af skyttegravene og sænker vore våben så der bliver bedre plads til alle de interessante køns- og ligestillingsdebatter. For de er stadig vedkommende og vigtige – især når perspektiverne løftes og vi vender blikket ud mod verden.

 

Afslutninger og begyndelser

Da jeg cyklede gennem de Københavnske gader i går, kunne jeg mærke foråret vente lige om hjørnet. Byen summede af liv, og Dr. Louises bro var fyldt til bristepunktet med mennesker, der hang ud og nød solens stråler. I dag er det til gengæld virkelig koldt, og forårsfornemmelsen føles igen mere fjern…

Ugen er gået med at nyde de sidste dage af hjemmelivet og med at sige farvel til legestue og legegruppe. Det er altid sådan en underlig vemodig fornemmelse at sige farvel og afslutte noget, man er glad for.

Jeg har generelt svært ved overgange, tror jeg. Hverdagens forudsigelighed passer godt til mig og når jeg står på kanten til noget nyt, bliver jeg altid sentimental og ønsker bare, at alt kan få lov at blive ved det gamle. Uvisheden om, hvordan vores nye hverdag bliver, hvad de små siger til børnehavelivet og hvordan det kommer til at blive for os alle sammen, erstatter det kendte og trygge. Dét, vi gennem forskellige prioriteringer har fået til at fungere så fint, er nu igen under forandring. Heldigvis kan jeg mærke, at vi har gjort, hvad vi kunne for at bygge et godt fundament og det er en god følelse!

Forandringer er jo ikke kun afslutninger, men også nye begyndelser og dermed åbninger for endnu flere gode og spændende ting. Børnehaven er én af de ting, der kommer til at fylde noget af pladsen ud i Bertil og Helga Maries hverdag og jeg er sikker på, det bliver godt.

Vi har selvfølgelig snakket med børnehaven om, hvordan de første dage skal forløbe og pædagogerne er som altid vildt tjekkede og har gjort sig gode tanker om processen. De foreslog at holde Bertil og Helga Marie sammen den første uge som udgangspunkt og lade dem knytte sig til den samme voksne til en start. Senere er det meningen, at de skal være tilknyttet to forskellige familiegrupper, som de kalder det og dermed fx spise, holde morgensamling og andre ting hver for sig men stadigvæk være tæt på hinanden størstedelen af dagen. Det skaber virkelig tryghed og tillid i mit hoved og ikke mindst i mit hjerte, at de er så omsorgsfulde og professionelle. Det bliver uden tvivl ikke helt nemt for mig, hverken at sige farvel eller at undvære de to små dejlige unger, men det er godt at vide, de er i rigtig gode hænder.

Nu vil jeg hengive mig til nuet og sofaen og nyde, at er det lørdag aften. I aften kalder den på strikketøj og drinks for mit vedkommende. En virkelig skøn kombination, jeg sagtens kan anbefale 🙂

 

Sidste uge med hjemmeunger venter…

Hjemmelivet med Bertil og Helga Marie lakker mod enden og med kun en uge til børnehavestart, har jeg tænkt mig at nyde hvert øjeblik!

Tilbage i slutningen af foråret sidste år, da vi tog beslutningen om at sætte deres institutionsliv på pause, havde jeg en følelse af, at den tid, der lå foran os var uendelig lang og tankerne om børnehave lå dengang langt ude i fremtiden! Men som det ofte er med tiden, så er den en utilregnelig størrelse, og jeg må sige, at tiden virkelig er fløjet afsted!

Jeg havde det på samme måde, da jeg var på barsel med Hubert og igen, da jeg var på barsel med Helga Marie og Bertil. En følelse af, at vi skulle hygge os og være sammen hele tiden i uendeligt lang tid og så med ét, var tiden gået.

Med Hjalmar var det lidt noget andet, fordi det var nyt for mig at være mor dengang. Tiden stod nærmest stille og efter 6 mdr. syntes jeg min barsel havde varet for evigt! Det var ikke fordi, jeg ikke nød at være sammen med ham, for det gjorde jeg virkelig! Jeg kørte bare i et helt andet gear…

Jeg var studerende dengang (i gamle dage – dengang uddannelserne tog den tid de tog og stadig havde plads til fordybelse…) og havde haft alt min undervisning, mens jeg var gravid, så jeg manglede bare en enkelt eksamensopgave, før specialet ventede på mig. Derfor overtog Kristian barslen efter de 6 mdr., og jeg studerede et par timer om dagen.

Jeg tror, det var kontrasten til min liv, før jeg blev mor, der resulterede i en helt anden tidsfølelse, for med de andre tre havde jeg slet ikke været klar til at komme ud af hulen så tidligt. Selvom Kristian var på barsel, var jeg jo stadig rigtig meget hjemme, men jeg var alligevel orienteret mod verden udenfor på en anden måde end i de senere barsler.

Nu sidder jeg igen med følelsen af, at tiden løber lidt hurtigere, end jeg kan nå at følge med til, og på en måde er den overgang, der venter os lige om lidt, også meget lig barselernes afslutning.

Selvom Bertil og Helga Marie er ved at være et par store børn, der er helt klar til børnehavelivet, er det jo stadigvæk en lille symbiose, der skal brydes. Vi tre har været sammen i døgndrift og beslutningen om at være hjemme sammen med dem, er ubetinget en af de bedste jeg nogensinde har truffet.

Det har været op af bakke nogle dage, og jeg synes det har været hårdt arbejde. Det vil jeg ikke lægge skjul på.

Men jeg kender de to rødder helt ind i sjælen, og jeg har nydt at være med i alt, vi har gjort sammen.

Sommermorgener med sol, kaffe og bare tærer i sandkassen. Udflugter med madpakker rundt omkring i København med christianiacyklen. Barselshygge med min søster og vores lille kusine. At putte os sammen under et tæppe i sofaen med en stak bøger, når regnen ruskede udenfor. Decembers julehygge og lange morgener i nattøjet. Den korte periode med sne, som vi udnyttede til fulde. Mest af alt har jeg bare nydt deres leg og grin. Nej, mest har jeg vidst bare nydt det hele!

Min Bedstemor sagde dengang jeg snakkede med hende om min beslutning, at jeg aldrig ville komme til at fortryde min tid sammen med børnene, og det fik hun ret i.

Når tiden kommer, vil jeg prøve at nyde at se dem have et liv ude i verdenen på egen hånd – eller næsten egen hånd. De har jo heldigvis både hinanden og storebror Hubert, der glæder sig helt vildt til de skal starte i børnehaven.

 

 

Krudt og kærlighed

IMG_5632Årets sidste dag starter smukt med klar, blå himmel over København. Ungerne er i gården for at afprøve knaldperlerne til i aften, og jeg har sneget mig til  en stille stund foran skærmen.

I går aftes tog jeg en gammel tradition op, som i stearinlysets skær syntes som en virkelig god ide. Drinks afløste rødvin, og pludselig var klokken mange og en lille husmorbrandert havde indtaget min krop. Sådan en lille før-nytårsbrandert var fast del af mit nytårsritual for år tilbage, hvor vi enten holdt “nytårskur” med gode venner eller skæppede i kassen på en af byens beværtninger på årets næstsidste aften. Det føles som en meget, meget fjern fortid og det er jo egentlig også ved at være nogle år siden min familiære situation ændrede sig og dermed ændrede mine nytårstraditioner 🙂

I dag fortæller mit hoved mig, at ideen måske ikke var helt så god som først antaget… Godt der er mange timer til den første champagneprop skal flyve!

Mit 2015 har været dejligt, fantastisk, hårdt, lærerigt og på alle måder stået i familiens tegn. Vi har truffet gode beslutninger for familien, og det giver en god grundfølelse i kroppen. Alt i alt har det været et rigtig godt år i vores lille hjem!

Det har også været et år, hvor omverdenen i høj grad har kaldt på solidaritet og medmenneskelighed. Sådan er verden skruet sammen.

Sidste år skrev jeg om nytårsfortsættelseog jeg sætter stadig min lid til fortsættelserne af det gode fremfor de helt store nytårsfortsætter. Ikke fordi jeg ikke ønsker store fornyelser og forandringer på mange områder, men fordi jeg tror, der må være en sammenhængskraft, hvis tingene skal lykkes.

Et tilbageblik på året, der er gået fortæller om gode og dårlige oplevelser, beslutninger, vaner osv. og giver os mulighed for gennem refleksion at fortsætte det gode og bremse det dårlige. Jeg gentager mig selv fra sidste år: Vi skal i højere grad erstatte fokus på at udvikle os med en accept af, hvem vi er som mennesker og lade de gode erfaringer være fortællende for vores liv.

Nu er ungerne returneret fra gården, og de højtravende tanker må vente til en anden gang. Knaldperlerne er brugt, og kinderne er kolde og røde. Min rolige stund er nu forbi og bliver afløst af nytårsforberedseler for fuld knald! Jeg var taknemmelig for en stille stund, som gjorde godt for mit tunge hoved, men jeg er endnu mere taknemmelig for mine 4 unger, der fulde af energi og ballade løber rundt i lejligheden og larmende skaber liv og glade dage.

Jeg håber på et kærligt, solidarisk og fantastisk 2016 for min familie, mine medmennesker og for verden i det hele taget.

Rigtig godt nytår – og tak fordi I læser med 🙂

 

Køn, kønnere, kønnest

IMG_4885Så blev det søndag igen, og november er allerede godt i gang. Det samme er kønsdebatten i medierne endnu en gang og i denne omgang med fokus på, hvordan vi præger vores børn i den henseende. Det er en spændende debat, som meget hurtigt går hen og bliver værdipolitisk og følelsesladet. For alle vil jo deres børn det bedste. Det store spørgsmål er, hvad det bedste så er?

I forhold til kønsdebatten befinder jeg mig nok i det relativt ‘politisk korrekte’ segment, der hellere ser ungerne rende rundt i brunt og grønt end i sidste nye syntetiske prinsesseskrud eller superheltedragt. Dermed ikke sagt at det er sådan, virkeligheden ser ud hjemme hos os!

Jeg er selv opdraget i en tid, hvor piger spillede fodbold og ønskede sig værktøjskasser til jul, og min barnedrøm var da også at blive tømrer. Senere ændrede det sig til linedanser og her utallige år efter, må jeg konstatere, at netop disse to drømme ikke gik i opfyldelse. Jeg legede også virkelig meget med dukker, og jeg legede også virkelig meget med drenge. Det var ikke noget, vi skænkede en tanke. En ven var en ven og først op mod teenagetiden, begyndte kønnene at få en betydning i den sammenhæng.

Der er ikke nogen tvivl om, at tiden og kønskulturen er en anden i dag, og derfor må vi nødvendigvis forholde os til, hvordan vi skaber de bedste betingelser for vores børns opvækst i relation til køn og kønsforståelse.

Jeg har i mit liv som mor altid været rimelig optaget af ikke af låse mine børn fast i kønsstereotype kasser, da det ligger naturligt for mig at have denne tilgang qua min baggrund, min omgangskreds og i det hele taget det segment, jeg nu engang må erkende, at jeg befinder mig i. Konkret betyder det fx, at vi herhjemme ikke opererer med drenge- og pigefarver, at legetøjet ikke knytter sig til, hvilket køn barnet har, og at vi altid har støttet vores børns vennerelationer på kryds og tværs af køn. Vi er opmærksomme på, at kvaliteter som forsigtighed, følsomhed og mod ikke bliver knyttet til børnenes køn, men mere er et udtryk for, at mennesker er forskellige.

Vores børnehave arbejder også aktivt med kønspædagogik og bruger fx betegnelsen “venner” fremfor “drenge” eller “piger”, når de omtaler eller taler til en gruppe børn. Vores gamle vuggestue, hvor alle fire børn har gået, gjorde det samme. Her har vi gennem årene ofte diskuteret kønspædagogik til forældremøderne, og diskusionerne har altid været  interessante. Vi har diskuteret hen betegnelsen, så luften dampede – og det var fedt! Ingen af institutionerne har negligeret køn eller neutraliseret begrebet fuldstændigt, men de har arbejdet med en pædagogisk bevidsthed om at se barnet frem for kønnet. Vi har ikke valgt institutionerne på denne baggrund, men identificerer os fint med deres måde at arbejde på.

Jeg finder det uhyre vigtigt, at vores børn i deres opvækst både får mulighed for at yde omsorg overfor dukkerne og bamserne eller smadre afsted med en monstertruck – uanset om de er drenge eller piger. – Eller yde omsorg for monstertrucken, som vi også har set utallige gange…

Jeg synes med andre ord, vi i grove træk læner os op at en kønsbevidst opdragelse, selvom det ikke er noget, vi går og tænker så meget over i hverdagen. Vi neutraliserer ikke børnenes køn, men vi tilstræber at give plads til anerkendelse af køn og forskelligheder. Mennesker er forskellige og i min verden knytter nogle forskelligheder sig til køn (af fysiologiske eller kulturelle grunde), og andre forskelligheder knytter sig mere til personlighed og interesser.

,Der er slet ingen tvivl om, at børn i dag vokser op i en kultur og i en tid, der er enormt kønsfikseret og i høj grad også kønsstereotyp og selvom jeg ikke ligefrem er personlig tilhænger af det kønsneutrale hen, håber jeg, at jeg kan være med til at påvirke mine egne børn til at tænke køn som et bredt begreb og dermed give dem større muligheder for deres personlige udfoldelse.

Men! For hvis nogen er i tvivl, er jeg i gang med at bygge op til et men…

I sidste weekend læste jeg en artikel i Information om nogle familier, der opdrager kønsneutralt i ordets mest rendyrkede forstand. De undlader helt, at i talesætte børnenes køn og bruger i stedet lyden ‘hn’ for at fjerne fokus så meget som muligt fra kønsbetegnelsen. De klæder bevidst børnene i helt kønsneutralt tøj og omtaler andre børn som fx “babyen med hunkøn” i stedet for “pigen”.

Jeg kan virkelig godt forstå forældrenes ønske om ikke at begrænse deres børn og at give deres børn en bred palette af muligheder, for jeg går ud fra deres intentioner er nogenlunde de samme, som jeg i princippet selv bikser rundt med inde i mit hoved.

Men, jeg blev ærlig talt ramt af et hav af tanker og følelser, da jeg læste artiklen og de kværner stadig rundt inde i hovedet på mig.

For jeg synes faktisk, der er så mange problematikker i den anskuelse, de “kønsneutrale opdragere” udlever i praksis, at jeg får en smule ondt i både maven og hjertet.

For det første så anerkender jeg, som artiklen hævder, at sproget har en kolossal betydning i vores påvirkning af hinanden og der ligger stor magt i kommunikation i det hele taget. Der er noget om, at “din stemme bliver dit barns indre stemme”, og derfor er det vigtigt at tænke over de ord, man bruger et stykke hen af vejen, men når man konsekvent forsøger at sammensætte sine sætninger kønsneutralt, tænker jeg, kommunikationen bliver meget mekanisk eller konstrueret. Vi kommer ikke udenom, at begreber som dreng og pige immervæk er ret integrerede i vores sproghistorie og sprogkultur. Jeg kan gå med så langt som til at være bevidst om ikke hele tiden at i talesætte sin datter som lille prinsesse eller sin søn som store bulderbasse. Det er altid godt med lidt reflekteret bevidsthed. Men når sproget bliver for fortænkt, er jeg bange for, at det går ud over relationen. Relationen risikerer at miste noget meget værdifuldt. Den risikerer at miste noget autenticitet og noget naturlighed. Jeg tror, omkostningerne er for store i forhold til, hvad det kræver at lave så store sproglige forandringer med nogle så fastforankrede begreber. Spontanitet og umiddelbarhed er stærke værdier i sproget efter min mening og hvis sproget bliver fortænkt eller for konstrueret, mister det noget værdi og skaber dermed distance.

Jeg har det også svært med, at neutraliteten skal være mål for opdragelse, da neutralitet i mine ører lyder som en reduktion. Når man neutraliserer noget ensretter man, eller usynliggør. “Et neutralt menneske”. Det lyder ikke ligefrem sprudlende og fantastisk. Jeg ville personligt ikke bryde mig om at blive omtalt som en næsten ikkeeksisterende lyd, hn. Jeg ville føle mig lidt usynlig, tror jeg. På mange måder er neutral det modsatte af mangfoldig, i hvert fald i min sprogforståelse ,og jeg hylder meget gerne mangfoldigheden 😉

Dernæst tænker jeg, at en overdreven fokusering på at kønsneutralisere nemt får en modsatrettet virkning, da der kommer et unaturligt fokus på udviskning af køn. Herved skabes jo et utilsigtet fokus på netop køn, og det at have et køn kan nærmest opfattes som noget problemtisk eller unaturligt.

Måske kan en konsekvent kønsneutralitet endda i værste fald medføre skam. Skam over at være et køn og skam over at føle sig forkert i sit køn. Skam over at ønske sig den lyserøde prinsessekjole, som mange af de andre piger i børnehaven har og som barnet måske ved ikke falder i god jord på hjemmefronten, fordi den er alt andet end neutral. En af kønsneutralitetens skyggesider er måske, at den kan skabe et tabu omkring køn, hvis den overdrives for meget – og det er nok næppe hensigten. I hvert fald er børns køn noget vi skal tale om med agtpågivenhed og forsigtighed, ligesom andre værdiparametre, der påvirker den menneskelige udvikling.

Jeg tænker, uden dog at kunne kalde mig selv hverken kønsekspert eller børnepsykolog, at der kan opstå nogle identitetsproblematikker, når kønnene forsøges udvisket. I hele opbygningen af identiet oplever jeg i hvert fald hos mine egne børn, at de i en vis alder begynder at “ordne” eller kategorisere for at have noget at holde sig selv op i mod. Her er køn ofte en af de benyttede kategorier. Jeg tænker, at børn har brug for at se sig selv i forhold til forskellige systemer og kategorier for at lære sig selv at kende, og det kan i mine øjne sagtens gøre uden at kønsstereotyperne får magten.

I virkeligheden tror jeg faktisk, at den type kønsneutral opdragelse, der skildres i artiklen i høj grad handler om forældrene. Når opdragelse eller livsstil i det hele taget bliver et projekt, handler det måske lidt for meget om forældrenes forfængelighed. Deres idealer eller deres manifestering af, hvem de er eller gerne vil være som forældre, overskygger de mennskelige konsekvenser, det kunne have på barnet. Det bliver måske planlagt allerede inden barnet er kommet til verden, at opdragelsen skal være kønsneutral, og som det er med så mange ting, bliver alt det, man havde tænkt og forestillet sig ofte helt anderledes i virkeligheden. Man glemmer nemt, at der er en omverden og en kultur, som barnet på et tidspunkt bliver en del af uanset, hvor meget man har lyst til at flytte i en bambushytte på verdens fredeligste sted, hvor ingen farer kan lure på barnet… Eller ingen Disneyprinsesse eller superhelt kan snige til at påvirke det uskyldige barn. Med andre ord kan man få lyst til at lave en Rousseau og lade sit barn vokse op ude i naturen som en anden “Emile” uden påvirkning fra andet end planter og dyr. Desværre er det ikke på den måde, man skaber hele mennesker. Det ved de fleste, og det vidste Rousseau. Idealisme er i langt de fleste tilfælde til eksempel og ikke til udlevelse.

Jeg har selv et mildest talt anstrengt forhold til både superhelte og prinsesser, men mine børn skal selvfølgelig have lov til at lege med dem og kende dem. Ellers vil de jo få svært ved at indgå i relationer og leg med deres jævnaldrende. Man kan ikke undse sig den påvirkning børn møder i deres omverden. Man kan forsøge at udfordre den og præge sine børn i den retning, man nu finder rigtig, men jeg tror, man gør klogt i at hjælpe dem med at linke til “den virkelige verden” også og dermed udvikle deres sociale kompetencer .

For mig er det vigtigt at vise mine børn, at mennesker er forskellige i højere grad end at fokusere på, at køn er forskellige eller det modsatte. Vi læser fx bøger med både drenge og pige hovedpersoner og er opmærksomme på hvilke kvaliteter de har. Der er sku ikke meget prinsesse eller ’stille pige’ over Ronja Røverdatter. Hun er modig og vild, men hun er også følsom og omsorgsfuld. Hun er en pige. Og hun er først og fremmest et menneske. Hun er oveni købet en pige, der bliver gode venner med en dreng og deres fællesskab og venskab hæver sig langt over betydningen af køn.

Kønsdebat er værdidebat og derfor en evig diskuterbar størrelse, der i høj grad knytter sig til følelser. Men jeg tror, man gør klogt i at forsøge at træde lidt udover de personlige følelser og i stedet indtage en normkritisk tilgang til kønsdebatten. Det er svært, men måske mere interessant.

Jeg er personligt overbevist om, at noget af det bedste man kan gøre i forhold til at skabe mere elastiske identitets- og kønsforståelser er, at lade børn have venner på kryds og tværs af køn og i det hele taget lade være med at fokusere overdrevet meget på køn i sine børns opvækst. Moderat reflekteret kønsbevidsthed 😉