Tag Archives: Søskende

5 ting der gør mig varm om hjertet midt i vinterkulden

IMG_60831. Når Hubert kører rundt med Bertil og Helga Marie på den gode gamle røde klassiker af en institutionscykkel medto lad – et til hver af de to små grinende troldeunger.

2. At vi har verdens bedste børnehave og fritidshjem. I aften var vi til fællesspisning på fritidshjemmet, der bød på aftensmad, leg og storsmilende pædagoger. Jeg bliver næsten helt fortrøstningsfuld på de pædagogiske institutioners vegne, når jeg ved, der findes to suveræne institutioner som vores, der har de pædagogiske værdier og hver især en fantastisk ånd som byggesten.

3. Når Bertil og Helga Marie selv finder ud af at hælde vand fra et glas over i et andet, så de begge har en bundsjat i stedet for, at den ene sidder med et tomt glas. Det er søskendesolidaritet!

4. Da jeg i morges blev vækket af Kristian og de to store drenge i flyverdragter, friske og klar til at begynde dagen ude i virkeligheden, mens jeg kunne vågne stille og roligt op sammen med en kop kaffe og de små, der sad og så Alfons Åberg.

5. Vintergækker! Noget så fantastisk som de første forårstegn der viser sig. Jeg elsker egentlig vinter, men nu har den været i gang længe og vintergækkernes varsel om varmere tider, er ret kærkomment!

 

Egocentrerede, selvstændighedsudviklende, sjove og vidunderligt kærlige unger!

Med trætte fødder og summende ører sidder jeg og tænker tilbage på dagens gang. Det har været en rimelig normal dag som så mange andre dage i vores familie.

Hubert holdt fridag fra børnehaven og slog sig sammen med Helga Marie, Bertil og jeg. Vi byggede huler, spiste frugt og makrelmadder, var på legepladsen og havde besøg af moster og vores lækre lille babykusine. Eftermiddagen gik med at hente Hjalmar på fritten og for mit vedkommende tage et smut på tilbudsjagt efter en flyverdragt til Hubert, mens Kristian lavede aftensmad i køkkenet med varierende små hjælpere ved sin side.

Jeg havde en virkelig hyggelig formiddag med den yngste halvdel af familien, men hold nu op, hvor er de både store og små på samme tid! Jeg følte på nogle tidspunkter, at jeg havde besøg af 3 x Bamse (fra Bamses billedbog). Egocentrerede, selvstændighedsudviklende, sjove og vidunderligt kærlige unger. En kort overgang følte jeg mig reduceret til en frugtskærrende, tingfindende, konfliktafvæbnene, røvtørrende robot på speed… Men det er vist bare en del af jobbeskrivelsen ind i mellem. Min løn er til gengæld mere værd end det pureste guld 🙂

Det er så sjovt at se, hvordan Huberts privilegium, som midterbarn giver ham mulighed for både at “lege op” med storebror og “lege ned” med de små. Det er helt klart den første udgave, vi bedst kender ham i, men det sidste stykke tid, hvor de små er begyndt at kunne lege små rollelege og der er begyndt at vise sig forskellige interessefællesskaber på kryds og tværs, er den anden udgave i dén grad tiltaget. Det er så fint at se, hvordan han også trives med at være den store, selvom han stadig ikke helt er gammel nok til at acceptere, når de små ikke lige indfinder sig i legen, som han nu synes de skal. Han nyder at være den, der tager styrringen i legen og at det er ham, der kan lære fra sig.

Det har uden tvivl været hårdt at blive storebror til tvillinger som en 22 måneder gammel glad tumletrold, men når jeg ser de tre sammen som fx i dag bliver jeg så glad på både mine egne og på deres vegne, for det er da virkelig fantastisk for dem at være så “jævnaldrende”.

Det bliver spændende at se hvordan de alle tre udvikler sig, når Bertil og Helga Marie starter i børnehaven sammen med Hubert. Efter i dag tænker jeg, at de får det fantastisk sammen, men også at der potentielt bliver nogle slåskampe, der kommer til at kræve pædagogisk assistance!

Nøj, hvor kan de køre mig træt de energiske små vildbasser, men hvor er jeg også lykkelig over at have mulighed for at være sammen med dem hver dag.

 

 

 

Ananas i egen juice…

I dag har jeg gjort noget, som Anders Breinholdt ville klassificere som ananas i egen juice i svær grad! Jeg kom til at læse alle de indlæg, jeg skrev op mod jul sidste år (ligger under jul og julestemning)…

Det var en lidt underlig selvhøjtidelig ting at gøre, men samtidig også ret hyggelig og minderne væltede pludselig ned over mig. Der er sket meget med alle i familien i løbet af det sidste år og selvfølgelig især med børnene. For et år siden gik børnene i 3 forskellige institutioner, og eftermiddagene gik stort set med at slæbe unger fra den ene institution til den anden og forsøge at undværge så mange konflikter som muligt på vejen.

Der er en helt anden ro på nu – altså i forhold til hvordan det var… Ro er måske nok en overdrivelse, men i hvert fald er det mindre slidsomt og meget mindre stressende nu.

For et år siden kunne de tre små rent praktisk ikke halvdelen af, hvad de kan nu og de forstod selvfølgelig heller ikke nær så meget som nu. Jeg kan huske fornemmelsen af at skrælle kartofler med et barn i bæresele og et på hoften, mens resten af kuldet på skift kaldte på frugt eller hjælp til at finde legodimser og sådan noget. Jeg udviklede en meget ergonomisk ukorrekt kartoffelskrælleteknik, der tilmed var enormt langsom! Men to 1 årige, der vil op efter en dag i vuggestuen, kan få en træt mor til næsten hvad som helst. Overarmene har til gengæld aldrig været så veltrænede som dengang! Mange praktiske ting er virkelig blevet nemmere i løbet af det sidste år!

Forleden dag oplevede vi det helt utrolige, at alle fire børn legede og hyggede sig samen i en hel time, mens Kristian og jeg lavede mad og var praktiske i køkkenet. Det var virkelig hyggeligt for både os og ungerne, og første gang det er sket i længere tid uden 1000 afbrydelser af hyl og skrig, hjælp eller “miiin!”

Selvom jeg næsten ikke kan klare, at ungerne bliver store så hurtigt, så er det alligevel skønt at se, hvordan de alle fire får mere og mere ud af hinanden, og det er heller ikke tosset at lave mad sammen med Kristian og hyggesnakke lidt uden at miste fokus hvert andet minut.

Ved at genlæse før-juleindlæggene blev jeg også mindet om, at december måned nærmer sig med hastige skridt og jeg glæder mig til at julestemningen igen indtager vores lille hjem. Det er rart at tænke på, den er lige om hjørnet, når mørke, kulde og blæst omslutter én, så snart man stikker hovedet udenfor.

 

Hjemmeunger

IMG_4773I dag benyttede Hubert sig af den bonus, hjemmelivets fleksibilitet medfører og tog sig en fridag fra børnehaven. Det var rigtig hyggeligt og virkelig dejligt at se, hvordan han hele formiddagen legede med Bertil og Helga Marie – i hvert fald i teorien!

I virkeligheden var dagen forholdsvis konfliktmættet og fuld af modsatrettede interesser… Én ville for alt i verden på legeplads, en anden nægtede under nogen omstændigheder at forlade matriklen! Dagen igennem var der generelt rift om det samme legetøj, og jeg kan godt skrive under på, at viljestyrken hos vores børn er helt og aldeles intakt! Der var meget bestemte meninger om alt fra koppens farve til, hvorvidt jeg måtte unde mig selv den luksus at drikke et glas vand. Dertil kom grådanfald over, at rugbrødet blev skåret over forkert(!) og andre vigtigheder.

Uoverensstemmelserne resulterede i et ret højt lydniveau, hvilket gik ud over Huberts gode humør, og han så sit snit til at udnytte situationen og plagede om både Ipad og slik. Dog uden held (næsten…). Utroligt som de børn kan gennemskue, når jeg er presset!

Jeg selv følte mig som en marionetdukke på overarbejde og forsøgte efter bedste evne at opfylde de mest basale behov, hitte rede i konflikterne, sætte noget meningsfuld leg i gang med den ene hånd og ordne vasketøj, tømme opvaskemaskine, skære frugt osv. med den anden hånd.

Det er mig virkelig en gåde, hvordan Bertil og Helga Marie langt de fleste dage (gudskelov!) er pot og pande og andre dage duellerer på højde med Blur og Oasis i 90’erne. Det er nok både noget med alder, overskud og underskud hos os alle sammen – altså det med Bertil og Helga Marie 😉

Jeg har skrevet om det før, men det trigger altså min tålmodighed på det groveste, når konflikterne handler om banaliteter (altså i mine øjne!) som, hvem der først må kravle op på puslebordet eller, hvem der skal have den lilla kop. Jeg arbejder virkelig på de gode strategier og sender dagligt tankerne mod vores rolige og anerkendende pædagoger i vuggestuen og funderer over, hvad de mon ville have sagt og gjort.

Det var under alle omstændigheder – og på alle måder – et andet liv, da diskusionerne forgik i studerekammeret og omhandlede Kants fornuftsbegreb eller Heidegers fænomenologi… To liv, to verdener. Nu, hvor jeg altså mest befinder mig i ‘praxis’, føles ‘theoria’ godt nok som et land, langt, langt borte!

Da middagsluren indtraf hos de to små, kunne jeg vende mit engagement mod Hubert og tilbringe meningsfuld kvalitetstid med ham – altså i teorien…

I virkeligheden var gassen gået ganske meget af ballonen, og vi krøb under dynerne med Ipad og computer og lod os underholde. Men det var faktisk hyggeligt!

Senere, da Kristian kom hjem, så jeg mit snit til at forlade kaos og fordufte ud i Nørrebros myldretidsgader, (der i kontrast føltes som et sandt silent retreat) og trække vejret helt ned i lungerne helt uden at blive afbrudt! Lige i ulvetimen… Heldigvis tager Kristian den slags i stiv arm.

Jeg retunerede til duften af veltilberedt aftensmad, opryddet og støvsuget stue og 4 børn, der storgrinende legede sammen i en skøn og idyllisk forening. I virkeligheden!!

Det var fantastisk – og ret provokerende!

Den rest, der nu var tilbage af dagen, forløb i skønneste orden, og det blødgør altså selv det mest fastfrosne moderhjerte at se flokken af unger, der bare hygger sig, griner og leger. De små kopierer de store til den helt store guldmedalje, og jeg er ikke sikker på, hvor meget de selv forstår af, at de er nogle agenter på en eller anden mission. Men det er vel egentlig også sagen uvedkommende, så længe de alle sammen hygger sig.

Den store eftertanke er jeg alt for træt til at bruge krudt på, men hold da op, hvor er sådan en dag kontrastfuld! Mit overskud trænger til et ansigtsløft og jeg satser på en spand kaffe og en god nattesøvn gør hele forskellen.

I morgen er der atter en dag 🙂

 

Fredagsforudsigelighed

Det var benhårdt at komme hejm til hverdagen efter sidste weekends ophold i paradis, og det er ikke nogen hemmelighed, at lige så vidunderligt jeg synes, hjemefamilielivet med 4 børn er, lige så hårdt og anstrengende kan det også være!

Der er dage, hvor konflikterne, allerede inden solen står op, vælter ind fra alle sider, hvor jeg kigger på uret og konstaterer, at det kun er halvandet minut siden, jeg kiggede sidst – og at klokken stadig ikke har passeret 8.00. Hvor børnestemmer, der leger, råber, skriger, synger i kombination med scootere, kæpheste og dukkevogne, der fræser over gulvet, samt legetøj med diverse lyde præsterer et støjniveau, der får en klassisk kollegiefest til at lyde som stille meditationsmusik.

De dage er mit overskud i underskud, og det kan være svært at se den helt store fidus i hjemmelivets glæder, når jeg mest af alt har lyst til at være helt, helt alene. De dage kan jeg næsten blive en lille smule misundelig på Kristians cykeltur til og fra arbejde, som principielt giver ham 2 gange 15 minutters alenetid om dagen… Nuvel, lidt småligt måske, men når udmattelsen indtager både kroppen og hovedet, tager irrationaliteten over.

Noget, der især kan køre mig træt, er, når ungerne hiver i mig allesammen på een gang. Det sker ca. hele tiden med undtagelse af, når de sover eller er ude af huset. Det kan virkelig få min hjerne til at nærme sig et kollaps, når alle snakker (højt for at blive hørt) i munden på hinanden og ordet “moar” lyder hvert andet sekund. Vi arbejder ret ihærdigt på at give plads til hinanden, så alle ordene ikke bare drukner og forsvinder ud i håbløshedens intethed – det er svært, når halvdelen af familien stadig ikke kan se ud over egne behov, og resten retfærdigvist nok også gerne vil have lidt taletid en gang i mellem…

De fleste i vores familie er ironisk nok ret lydfølsomme, og det resulterer ofte i, at nogen sidder og holder sig for ørene eller ifører sig de høreværn, jeg, som en sand kærlighedserklæring, fik i morsdagsgave. Når alle hiver i mig og vil snakke, have hjælp til alt mellem himmel og jord, spilder mælk ud over bordet, der flyder med tegnegrej, vil høre min mening om et eller andet med Starwars, vil bygge lego efter en manual, der er væk og klodserne er spredt ud over hele lejligheden, skal skiftes, skal have plaster på knæet – og så oveni købet også forventer aftensmad og rent tøj på hylderne, så indtager utilstrækkeligheden min krop og min hjerne. Utilstrækkeligheden som åbenbart er et vilkår, uanset hvor meget jeg gør og hvordan jeg prioriterer. Hvor ville jeg dog virkelig gerne kunne dele mig i fire nogle gange!

Det er på de tidspunkter, overskudet bliver ædt af underskud, og jeg kommer til at undres over, at jeg ganske frivilligt har valgt at lænke mig til de fire vægge, der danner ramme om vores dejlige hjem (som i situationen kan føles som et fængsel).

Men så er der jo heldigvis også alle de andre tidspunkter! Som fx i går da vi flyttede Helga Marie og Bertils senge ind på Hjalmar og Huberts værelse, så hele kuldet nu deler værelse. Jeg havde nok regnet med protester fra de store, hvilket egentlig ville være helt fair, men i stedet blev de alle sammen vildt glade og syntes, det var verdens hyggeligste ide.

Eller i dag, hvor Bertil og Helga Marie lavede puslespil, mens jeg lagde vasketøj sammen og de selvfølgelig ville have det samme puslespil. I stedet for at skrige om kap eller hamre hinanden i hovedet lavede de da bare puslespillet sammen, mens de sad og hyggesludrede om, hvor brikkerne skulle være.

Eller da vi lavede formiddagsdisko og de små gav den gas på dansegulvet med deres små, bløde, rytmiske kroppe, mens de ’sang med’.

Eller da de små stod op fra middageluren og var helt putteagtige, og vi bare sad sammen så længe vi orkede, mens de vågnede op stille og roligt.

Eller de tusinde andre små og store øjeblikke i løbet af en dag…

Egentlig er det jo fuldstændig fantastisk at være så meget sammen med de små, ligesom det er præcist lige så fantastisk at have fire dejlige unger – det er også bare virkelig hårdt arbejde!

Nu venter fredag aften til gengæld lige om hjørnet, og min eneste plan er at sænke mig ned i sofaen omgivet af børn med et stort glas rødvin i hånden. Fredagsforudsigelighed er en god ting 🙂

På skolebænken…

IMG_4425I disse dage bliver der leget skole for fulde gardiner hjemme hos os. Hjalmar er selvfølgelig læreren og Hubert eleven, som intetanende hægter sig på legen, så godt han kan, for han ved jo dybest set ikke, hvad man laver i en skole… Hjalmar var uden tvivl rigtig glad for at gå i 0. klasse, men det er tydeligt, at han er endnu mere begejstret for at gå i 1. klasse. Sidste år hørte vi ikke så meget andet end, “det har været en god dag” og “…det kan jeg ikke huske…”, når vi snakkede om skolen. I år bliver han inspireret på en helt anden måde, og han fortæller vidt og bredt om, hvad de laver i skolen. Det skyldes nok kombinationen af nye fag, virkelig engagerede lærere og hans egen motivation eller modenhed om man vil.

Skolelegen giver os et fint indblik i Hjalmars opfattelse af skolen, og det er altså lidt sjovt at være vidne til hans version af folkeskolen anno 2015.

Musikundervisningen fylder relativt meget i forhold til den sparsomme plads, den har på det reelle skema. Han går seriøst til værks og laver stemmeopvarmning med Hubert, mens han forklarer, hvordan stemmen fungerer ligesom en rutschebane, der kan køre op og ned…

‘Kristendom’ har også høj prioritet i Hjalmars hjemmeskole, og han forklarer løs om, at mennesker er lavet af ler og ribben, og der bliver diskuteret, hvem det var, der sagde, at lyset skulle tændes – og hvem der egentlig tændte det…

Indimellem holder de frikvarter, og når vi skal have aftensmad, holder de spisepause. Forleden måtte vi endda holde 5 min. ‘tyggetid’ uden at snakke, som de gør i skolen, for at de små sludrechartoller kan nå at få lidt energi indenbords.

I går endte de flittige drenge bag fjernsynsskærmen på et tidspunkt, og “Ponyo på klippen ved havet” tonede frem fra Netflix’s uudtømmelige kilde af underholdning. Jeg troede, legen havde haft sin naturlige afslutning og kom egentlig ind for at få dem i nattøjet, men blev mødt af et: “Nej, nej, vi har UUV! (understøttende undervisning)”. Det, synes jeg, altså var ret sjovt! Især da Hjalmar uddybede sin erfaring med faget UUV til at fortælle, at de ikke ser film hver gang. – De spiller også “Just dance” nogle gange 🙂

Heldigvis kender jeg pædagogen, der varetager de fleste af UUV timerne i klassen og hun er både guld værd og virkelig dygtig, så jeg er slet ikke bekymret for kvaliteten generelt, men det er da samtidig også lidt benzin på reformbålet, der bor indeni mig. Jeg ved af erfaring, hvordan hverdagen er på en skole og hvordan tingene ikke altid går helt efter planen, så det er fint med lidt improvisation, (og dybest set trænger nogle af børnene sikkert også til at koble lidt af). Jeg ved også, at Hjalmar ikke tegner det fulde billede og har selektiv hukommelse! Men det var nok alligevel ikke Antorini og de andre rødders ambition med det nye hypede fag… Ting tager tid, og det gør skolereformen også. Både i virkeligheden og i mit hoved…

Under alle omstændigheder fortsatte legen i går, til de to unge herrer blev gelejdet under dynerne og Hjalmar konkluderede, at Hubert ville nå at blive meget klog, inden han skulle starte i skole, – fordi han jo allerede havde lært rigtig meget… Desuden skal de efter Hjalmars plan lege skole hver dag undtaget onsdag, hvor Hjalmar går til fodbold… Nu håber jeg ikke, Hubert bliver skoletræt 🙂

Drengenes leg minder mig om de utallige gange, jeg selv har leget skole med mine søstre og veninder i fordums tid. Jeg husker også, hvordan jeg ‘underviste’ min lillesøster i klaver, hvilket må have krævet utrolig stor tålmodighed fra resten af familien!

 

 

Sommervarme…

IMG_3969

Linoleumstryk lavet af Kristian, min søde kæreste.

50 % af kuldet er sendt på ferie hos farmor og farfar et par dage, og vi har derfor (næsten) frie hænder. Dengang vi ‘kun’ havde Hjalmar og Hubert, synes vi virkelig, at vi havde hænderne fulde, men nu er 2 børn jo nærmest ren luksus. Det er provokerende at skrive – men det er rigtigt… Altså for at være helt ærlig, så savner jeg faktisk de to store energibundter, men tanken om, at de bliver forkælet hos farmor og farfar, der ovenikøbet har al tid i verden til at snakke og være der for dem, giver mig ro i sjælen til at nyde at kunne koncentrere mig om de to små.

Da bilen med to ferieklare unger på bagsædet var drejet om hjørnet i går og Bertil var trøstet, fordi han blev så ked af, at de store kørte, trillede vi klapvognen mod det Københavnske sommeraftenliv. Vi spiste tacos i Torvehallerne og gik aftentur i H.C Ørstedsparken. Da Bertil og Helga Marie var trætte af at løbe op og ned af bakker og charme skatere, gik de omkuld i vognen. Vi greb den sjælne mulighed og tog et glas vin i aftensolen, inden vi slentrede nordpå igen. På hjemvejen gjorde vi stop hos en af Nørrebros bedste isbarer (der er virkelig mange gode!) og fik tanket to go dessert til sofaen. Alt i alt en perfekt start på et par dage med halveret børneskare!

I dag bød morgenen på idyllisk feriehygge og mens jeg havde travlt med at lægge planer for, hvordan vores ekstra overskud skulle forvaltes og udrede de mange muligheder, der lå foran vores fødder, opdagede vi pludselig, at Helga Marie var brændende varm. 40,8 viste termometeret, og tanken om dehydrering og feberkramper fik mig til at gå lidt i panik! Heldigvis bevarede Kristian roen, og efter en snak med lægen faldt jeg også ned i takt med, at panodilen slog feberen ned. Farvel til det ekstra overskud og diverse udflugter og goddag til en omgang sløj hjemmehygge.

Selvom det er virkelig synd for Helga og laver rav i alle mine planer, så passer det egentlig meget fint, at det er nu hun er syg, for det er trods alt nemmere at være der for hende, når de to store storebrødre ikke er hjemme og skal have deres del af kagen. Bertil hjælper til så godt han kan og finder bamser og klapper sin søster opmuntrende på ryggen. Deres omsorg for hinanden er bare så rørende! Når det er sagt, så er det tydeligt, at han soler sig i den ekstra opmærksomhed, vi trods alt kan give ham, og jo mere vores øjne er rettet mod ham jo frækkere bliver han… Han laver ballade og charmer os det bedste, han har lært.

Her til aften legede Bertil og Helga Marie ‘telefon’, og jeg kan altså ikke løbe fra den lille tåre, der trillede ud af min øjenkrog, da jeg kunne høre, det var Marmar (Hjalmar) og Bubert (Hubert) de ringede til…

 

Hubert 4 år

Sommerferien banker på om lidt, og den er hjertelig velkommen!

Hele familien trænger til at glemme tiden lidt og bare huske at holde sommerferie. Vi tager en tur til Jylland i løbet af ferien, men er ellers hjemme og skal lege, nyde byen og forhåbentlig drikke kold rosé i solen. Det bliver skønt!

I morgen er det 4 år siden, Hubert ankom til verden og familien, og det skal selvfølgelig fejres! Vi har allerede taget forskud på festlighederne og holdt fødselsdag for fætre, kusiner, mostre og onkler i dag. Det var som altid rigtig hyggeligt, og Hubert har med egne ord haft verdens bedste dag!

Hubert blev født en smuk sommeraften, og jeg vidste med det samme, jeg kiggede ind i hans store mørke øjne, at han skulle hedde Hubert. Uden at veksle så meget som et ord kiggede Kristian og jeg på hinanden, og jeg vidste, han tænkte det samme. Hubert kiggede lige ind i sjælen på mig, og hans øjne fortalte mig, at vi to hørte sammen – og så gik han i gang med at spise..

Det første år i Huberts liv var ren hygge! Min erfaring og hans personlighed var en virkelig god cocktail 🙂

Da Hubert var 13 mdr., blev jeg gravid med de to små banditter og i takt med, at jeg ret hurtigt ikke måtte løfte og var uendelig træt, steg kravene til den lille dreng. Han voksede med opgaverne og da han kort før sin 2 års fødselsdag blev storebror, var han pludselig meget stor…

Siden den dag har Hubert været ‘én af de store’ i vores familie, og derfor kommer det næsten lidt bag på mig, at han ‘kun’ bliver 4 år. På den anden side er han stadig den lille dreng, der lå i mine arme den smukke sommeraften – helt varm og næsten smeltede i et med min krop. Når han som nu ligger og sover, ruller han sig sammen, som da han var en lille baby og lukker verden ude, og lige dér ligner han sig selv fra de første minutter af sit liv. Min smukke dreng!

Fødselsdagsnostalgien rammer mig endnu en gang, og jeg vil bruge aftenen på at svælge i gamle billeder fra Huberts 4 årige liv. Min store lille dreng 🙂

 

 

Leg, leg og mere leg

Det er pinse, og vi har lavet den genistreg ikke at planlægge noget som helst! I går havde jeg egentlig tænkt at tage hele flokken med til en stor børnemusikfestival, men det var tydeligt, som formiddagen skred frem, at der slet ikke var nogen i familien, der havde behov for sådan en tur. Mindst af alle ungerne!

Dagen igennem blev der leget, leget og leget… Noget af det bedste, jeg ved, er, når børn bare forsvinder ind i en leg, og det gjorde Hjalmar og Hubert i går. De startede allerede en leg op fra morgenstunden, som fortsatte og udviklede sig over hele dagen kun afbrudt af en tur på legepladsen, fordi jeg synes, de trængte til lidt luft. De fortsatte hele eftermiddagen og aftenen og vi kunne næsten ikke få os selv til at afbryde, da de skulle i seng. Så vi lod dem lege til kl. 21 og blev mødt af et bebrejdende, “jamen vi er jo slet ikke færdige med at lege!!”, da vi til sidst sagde stop. Ingen musikfestival til os, men til gengæld en super god dag herhjemme 🙂

Jeg kan mærke, at børnene virkelig sætter pris på de dage, hvor de bare får lov at være lidt i fred og får lov til at lege i deres eget tempo – og jeg kan virkelig godt forstå det! Når jeg tænker tilbage på mine skoledage i 80’ernes børnehaveklasse, bestod de af virkelig meget leg og varede vel max 3 timer. Hjalmars skoledage i 0. klasse varer fra 8.10-13.30 og onsdag til kl. 14.30. De får selvfølgelig også tid til at lege, men slet ikke i samme omfang som i min barndom. Stort set hele skoledagen består af voksenstyrrede aktiviteter, og de laver mange ‘opgaver’, som Hjalmar kalder det. Altså dansk- eller matematikfaglige opgaver, som kræver, at man sidder stille på sin stol.

Jeg læser for tiden en bog af Erik Sigsgaard, Om børn og unges nej, hvor han skriver, at børnene i dag ‘elever’ mere og lever mindre… Jeg blev helt trist, da jeg læste den sætning – især fordi den er rigtig! Det er ganske enkelt dét, de forlængede skoledage bevirker. Der er ganske få timer af børns hverdag, der ikke er skemalagt af de institutioner, de befinder sig i eller af os forældre, som jo skal have familiecirkuset til at køre rundt. Resultatet bliver, at børnene går glip af en masse liv og leg. De får uden tvivl rigtig meget ud af skoledagene både fagligt og socialt, men de går også glip af mange ting, når deres verden i så høj grad styres af voksne. De lærer, som Sigsgaard påpeger at indgå i en lydighedskultur, hvor det i høj grad er op til læreren/de voksne at påvirke definitionen af, hvem det enkelte barn er. Det er en virkelig stor magt at ligge inde med!

Det er tankevækkende, at i forbindelse med etablereingen af det vi i dag kender som folkeskolen, skrev oplysningsmanden Reventlow i 1784 ud fra hensynet til børnene “de smaae Børn forbliver det første halve Aar ikke over en Time i Skolen, såå at de altiid beholder deres Munterhed og Skolen ikke falder dem til Last.”

Elevernes munterhed er ikke en faktor, der bliver medregnet, når man driver skolepolitik i dag og det er i grunden både synd og kan vise sig at være katastrofalt. Vi risikerer, at børnene mister noget motivation undervejs og ‘det faglige løft’ kan vise sig at tage pladsen for andre og vigtigere kompetencer, som børn i dag ikke får så rig mulighed for at udvikle. Jeg får en klump i halsen, når jeg tænker på alt det, børnene ikke lærer, mens de sidder og bruger det meste af dagen i skolen… Jeg synes ikke, man skal underkende værdien af den læring der sker, når børn får plads og mulighed for at lege og være uforstyrrede af os voksne.

Jeg elsker at høre mine børn lege! Alle de ting der er på spil, når de alene eller sammen kaster sig ind i en verden, hvor de selv styrer showet. Hvor de er dukkefører i fantasiens ubegrænsede univers. Hvor de må nå til enighed, revurdere og ændre undervejs, hvor de lærer en masse om, hvad livet er og hvordan man begår sig i det. Hvor jeg kan høre empati udvikle sig, magtkampe blive ført og demokratiets principper udfolde sig mellem biler, legoklodser, sværd og udklædningstøj.

 

 

 

 

2 år

I morgen er en stor dag! I morgen tidlig er det nemlig lige præcis to år siden, vi afleverede Hjalmar i børnehaven og Hubert i vuggestuen og satte kursen mod Hvidovre Hospital, hvor en kold opperationsgang ventede på os, og et hold af søde mennesker skulle bringe vores børn til verden for mig. Det var en virkelig underlig følelse, både at kende deres fødselsdato flere uger i forvejen og i særdeleshed også at spille så inaktiv en rolle på deres vej ud i livet. Aftenen forinden holdt vi en festmiddag og forberedte Hubert og Hjalmar, så godt vi kunne på, at de ville få to nye søskende næste dag, men også på, at de skulle passes af bedsteforældrene i nogle dage, mens vi var på hospitalet med de to nyankomne. Hubert var 22 mdr. og forstod mildest talt intet… Det var en virkelig hyggelig festmiddag, som jeg aldrig glemmer, og det var på en måde en markering af, at rigtig meget ville forandres i vores familie.

Det var ret specielt at køre mod Hvidovre den morgen, og der var mange følelser på spil. Først og fremmest var det jo vildt, at vi et par timer senere ville have fordoblet vores børneflok og i det hele taget det at skulle have tvillinger, var jeg ret spændt på! Og så var det altså lidt sørgmodigt at efterlade Hubert derhjemme, når han nu var så lille. Alt gik heldigvis lige præcist, som det skulle og den nydelige unge mand, der skulle forløse vores børn var heldigvis både sød og dygtig. Alligevel lidt underligt, at en fremmed mand føder ens børn… Men sådan måtte det altså være. De kom ud i lyset med et minuts mellemrum og røg lige direkte ind på hver deres plads i mit hjerte ved siden af de andre.

Nu er det så to år siden i morgen, og jeg kan på ingen måde forstå, hvordan de to år er gået så hurtigt!

Jeg bliver altid lidt sentimental og tænksom, når nogen i familien har fødselsdag, og jeg synes, det er en glimrende lejlighed til at stoppe lidt op. Jeg elsker fødselsdage og det er så fint, at fejre det unikke menneskes plads i verden. Jeg har det faktisk lidt underligt med, at Bertil og Helga Marie må dele dagen (selvom det er drønpraktisk!), og jeg tænker, vi må finde ud af en måde, at fejre dem begge to, hver især og sammen.

For nogle dage siden spurgte min veninde, om Bertil og Helga Marie glædede sig til deres fødselsdag, og der måtte jeg blankt erkende, at det anede jeg ikke…! Jeg havde end ikke overvejet at snakke med dem om den forestående festdag. Sådan er det at være nummer 3 og 4 i rækken.. Det er barske løjer! Jeg har (med min pædagogiske veninde i tankerne) snakket om fødselsdag med Bertil og Helga Marie de sidste par dage og da jeg spurgte ved aftensmaden om de vidste, hvad der skulle ske i morgen, rakte Bertil med det samme armen frem og viste mig to fingre. Jeg tror de glæder sig!

Jeg glæder mig i hvert fald til at fejre dem begge to 🙂