Tag Archives: Sne

Novembersne

Tung, våd sne ligger i de Københavnske gader og i smeltet form også på vores køkkengulv. Så snart morgenkaffen var skyllet ned i morges, trak hele familien (plus overnattende gæst) i overtøjet og byggede snemænd i gården, som var der ikke en dag i morgen. Og det er jo netop sådan, det forholder sig med sne i vores lille nordiske land. Måske er der rent faktisk ikke en snevejrsdag i morgen, og derfor må man handle, når muligheden byder sig. – Også selvom det blev sent i går og den sidste drink måske ikke var det fornuftige valg…

Sne kan heldigvis kurere både tømmermænd og træthed!

En god times tid senere hang 7 sæt dryppende overtøj i køkkenet, og gulvet forvandlede sig stille og roligt til et finsk landkort med utallige små søer, og jeg drømte for første gang denne vinter om et stort bryggers… Ungerne krøb under dynerne igen og spillede på iPad – og vi protesterede ikke!

Snevejret kom som et varsel om, at december nærmer sig og jeg kan godt mærke julestemningen ligge på lur.

Der hænger grandguialander uden for vores vinduer som små broer over Nørrebrogade, og butiksvinduerne stråler af glitter og juleeventur. Men for mig starter hele hurlumhejet først for alvor d. 1. december.

I dag emmer vores lille hjem af søndagsstemning krydret med røde kinder, sne og masser af indendørs hygge. Det er ikke så tosset :)

IMG_5278