Tag Archives: Slid Og Slæb

En febervarm, råkold decemberdag

Da jeg slog øjnene op i morges kunne jeg ikke på nogen måde se, hvordan i himmelens navn jeg skulle komme igennem denne råkolde decemberdag.

Allerede i går havde den cirkulerende vinterforkølelse, der huserer i vores familie godt og grundigt fat i mig. Natten var febervarm og gik dels med at vende og dreje mig og dels med at trøste vågent barn med vokseværk, hente varmedunke og massere ben.

Hen på morgenen fik jeg lov at tage en meget tiltrængt tur til drømmeland, hvor jeg forsøgte at indhente superkræfter på rekordtid.

Lidt over 7 vækkede Kristian mig med beskeden om, at han og de store drenge smuttede nu. Mit hoved var på eksplotionsstadiet og mine led så ømme, at turen ud af fjerene føltes som et marathon.
I sofaen ventede mine to søde krudtugler, veloplagte til spas og ballade!

Efter et rustent godmorgenkram blev de pacificeret foran noget amerikansk tegnefilmsmusikvideo-crap, der under ingen omstændigheder ville være sluppet igenmen mit æstetiske, kritiske kvalitetsfilter hos mit første barn, da han var 2 år. Men hvad der end virker.

På den måde frikøbte jeg mig selv en halv times tid til at få skyllet kold vand i hovedet, meget stærkt ingefærshot i svælget (jeg var allerede i går forudseende og havde gang i heksekedlen), ledsaget af en spand kaffe, jeg på ingen måde havde lyst til, men som min krop skreg efter, og vigtigst af alt fik jeg lavet en overlevelsesstrategi for dagen. Jeg vidste nemlig, at jeg skulle være alene på skansen helt til i aften.

Overlevelsesstrategien gik i al sin enkelthed ud på at økonomisere med mine ressourcer og således fik jeg planlagt formiddagen frem til middagsluren, hvor jeg efter planen kunne ‘være syg’ og samle kræfter til resten af dagen.

Formiddagsplanen inkluderede en gåtur med klapvognen, hvor de kære små blev bestukket med kanelsnurrer, så de blev siddende i vognen, da jeg ikke orkede nogen form for hurtige bevægelser og larm – hvorfor legeplads var totalt bandlyst.

Kristian gav mig en energiindsprøjtning, da han ringede og sagde, at han kunne svinge forbi efter drengene mellem arbejde og mere arbejde og læsse dem af herhjemme, så jeg ikke skulle have alle mand i tøjet og rundt på hentetur. Det gælder om at vælge den rigtige far til sine børn!

Med hjælp fra alt for meget skærmtid af varierende kvalitet (altså til børnene) og urimelige mængder sukker fra diverse julesmåkager, karameller og hvad jeg ellers fandt i gemmerne (til mig), klarede jeg dagen med alt, hvad den indebar af konflikter, mange(!) lortebleer og jeg opretholdt endda en rimelig okay husmoderstandard med både eftermiddagsfrugt, aftensmad og den nødvendige husholdning.

En vigtig del af overlevelsesstrategien var netop at holde mig i gang. Ikke hvile og ikke give efter for påtrængende svaghed, men i stedet fortnægte ethvert sygdomstegn!

Jeg ved ikke om strategien er speciel sund for mig (eller om den sparker mig et vist sted i morgen) for ud over ingefærshots, har jeg ikke meget begreb om helseverdenen, men jeg ved, at alle unger havde en okay dag, og at der ingen anden vej var i morges end op og i gang…

Det er vidunderligt at have 4 friske børn, men det er sku hårdt, når man er sløj og selv er absolut bagerst i omsorgskøen.

Hvorfor jeg overhovedet har kræfter tilbage til at skrive, aner jeg virkelig ikke. Det er nok fordi bloggen har været min nærmeste kollega i dag, så betragt dette indlæg som lidt brok over frokostbordet i kantinen 😉

I morgen leger jeg atter alenemor hele dagen, men satser på jeg har jaget sygdomsmonsteret på flugt, og at jeg vågner frisk og veludhvilet op med et energiniveau, der kan battle min skønne børneflok.

 

 

Kaos og kosmos

Mandag eftermiddag! Den startede meget larmende, og mit overskud hang i en tynd tråd efter at have bjerget Bertil og Helga Marie hjem fra vuggestuen, hvor de to små baryler fyrede alle tænkelige beskidte tvillingetriks af! De kostede rundt med mig, stak af i gardaroben, skreg på skift – og på samme tid. Da jeg langt om længe fik dem begge indfanget og med vold og magt fik mast deres fødder i skoene, og vi var klar til afgang, afmonterede Helga Marie hele skidtet hurtigere, end jeg kunne nå at sige ‘overskudsmor’. Efter en lang, svedende cirkusforestilling tog jeg hende under armen, og der hang hun så og sprællede, mens hun hylede og skreg. Bertil i den anden hånd og tasker, bamser og Helga Maries overtøj klemt ind, hvor der nu var plads mellem arme og tænder. Sikke en omgang! Det kan godt være, jeg efterhånden er en garvet mor, men dét der show kan altså tage pippet fra mig!

Vel hjemme igen fandt jeg de to store bag hver deres skærm, og de orkede knap at løfte blikket for at sige hej. Sådan gik eftermiddagen. Helga Marie sad som limet til min arm, og Bertil dimsede rundt. Jeg forsøgte med kanelknækbrød at lokke flokken til at samles, men der var absolut ingen interesse!

Jeg havde glædet mig til en eftermiddag med hygge og sludder, men efter flere forsøg gav jeg op og var efterhånden mere end klar til at fortrække alene ud i køkkenet, da der skulle laves mad.

Så skete der det forunderlige, da vi havde spist, at alle vendte på en tallerken. De små forsvandt sammen ind i en leg og skreg af grin, mens de gentagende gange gemte sig bag det samme gardin. De store fik mig overtalt til at give dem en femmer mod at rydde op i gardaroben og stuen, og så blev der ellers knoklet! De gik helt vildt op i det, og da alt var ryddet op, fandt de tegneblokkene frem og begyndte at tegne planer for, hvordan de på sigt kan tjene flere penge… Egentlig er jeg ret stor modstander af, at børn skal have kontant afregning for at hjælpe til i hjemmet, men på den anden side var det to fluer med et smæk i dag. De fik gang i en god leg, og der blev ryddet op!

Det er sjovt, hvor uforudsigelig en dag kan være. Bedst som kaos hersker, humøret er trampet i bund og alle i familien vil det modsatte af, hvad man selv vil, kommer kosmos smygende ind og lægger sig som en ubemærket boble rundt om kaosfamilien. Det er helt fantastisk, når det mod alle odds sker på en mandag eftermiddag som i dag.

Nu kan jeg med ro i sindet læne mig tilbage i sofaen og kigge på lysene, der brænder i vores vinduer. Det er altid godt med lidt eftertanke over dagen og verden – over kaos og kosmos.

Namaste!

IMG_2843Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har temmelig ondt i min slidte krop i dag…! Jeg slæber rundt på de to små hængetræer (alias Bertil og Helga Marie) i tide og utide, og de vejer efterhånden ret godt til! Det er måske nok unødvendigt at slæbe på dem, for de er jo udstyret med hele to raske ben hver især, alligevel har jeg et barn på hoften i ca 90 % af de vågne timer, vi tilbringer sammen. SÅ snart den ene smutter ned, kommer den anden rendende og vil op. Sådan er det, når der er kamp om opmærksonheden og det er der jo af og til i vores familie.

Jeg trodser al min viden og (bitre!) erfaring og bærer stort set kun på venstre side. Det er dumt, og jeg ved det! Min krop er begyndt at protestere, og derfor tænkte jeg for nogle dage siden, at jeg ville støve min gamle, møre yogamåtte af og kaste min krop ud i et par asanas, der måske kan hjælpe med at rette lidt op på balancen. Det er meget længe siden (som i virkelig meget længe siden), jeg sidst har praktiseret andet yogarelateret end at kigge på den yogaplakat, der pryder indersiden af vores toiletdør.

Yogamåtten var godt støvet, men fungerer da endnu. Den smulrer lidt i kanterne, så på den måde er vi et meget godt match. Min krop fungerer til gengæld knap så godt, kan jeg mærke! Hold da op yogaen lever op til sin ambition om at skabe kontakt mellem krop og sind! AV! Og lad mig være ærlig at sige at jeg IKKE gav den for meget gas…

Jeg er sikker på, yogaen gør noget godt for mig, og jeg tror, jeg vil give skidtet et par chancer mere i håbet om at kunne få styrke nok til at holde mig oprejst i nogle år endnu. Alternativt må de to små dovendyr til at bruge bentøjet selv… Men det er jo så dejligt, når de vil op og krammes, så jeg giver altså gerne østens mystik et skud.

(Jeg har tidligere skrevet om mit yogaliv – eller mangel på samme!… her).

God weekend og Namaste!

Perler til mor

IMG_2536På mit tidligere efterfødselsgymnastikhold tilbage fra Huberts glade babydage faldt snakken engang på, hvilke gaver vores kærester/mænd havde skænket os, efter vi kvinder havde bragt vores små poder til verden. Mange havde fået blomster, nogle stykker havde fået smykker, en enkelt var blevet friet til og én havde fået en smuk perlehalskæde. Da turen kom til mig, kunne jeg bidrage til samtalen ved at fortælle, at jeg havde fået en kaffekop. Der blev stille, og en af de andre piger konstaterede tørt, at det eneste problem ved en kop er, at man jo ikke kan tage den på… Vi skreg af grin, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg har været meget glad for koppen lige siden, selvom jeg da også har tænkt, at perlerne nok kommer til mig en dag. Nu har min mellemste skænket mig en fin en af slagsen:

I dag var bare en af de der dage, hvor det lige præcis regnede på de tidspunkter, hvor jeg skulle hente og bringe børn, hvor sutterne på mærkværdig vis var forsvundet fra jakkelommen og hvor mors tålmodighed i det hele taget blev sat på prøve!

Det var mødedag på Kristians skole og mens han sad med varm kaffe i koppen, startede jeg min henterunde i børnehaven. Jeg havde tænkt mig at klare runden på rekordtid i dag, så ungerne kunne få en kort mandag i institutionerne og så vi kunne nå hjem og få lidt hyggelig eftermiddag sammen indendøre.

Da jeg trådte ind i børnehaven, blev jeg mødt af en helt groggy Hubert og to pædagoger med snudeskaftet helt oppe i næsen på ham. Drengen havde selvfølgelig puttet en perle op i næsen, og den sad umiddelbart ret godt fast. Jeg forsøgte at bevare roen, mens min hjerne per automatik fremkaldte billeder fra diverse skrækhistorier om fremmedlegemer i luftvejene… Mens jeg sad i telefonkø til 1813, brugte jeg tiden på at overveje, hvorvidt jeg skulle tage direkte til akutmodtagelsen med Hubert og satse på, jeg kunne få fat i Kristian, så han kunne nå hjem og hente resten af holdet, eller om jeg skulle skynde mig rundt, så jeg kunne medbringe hele optoget. Rimelig uoverskuelig tanke…!

Efter telefonkonsultation med en venlig sygeplejerske gav jeg mig dog selv i kast med perleaktionen! Det gik heldigvis meget nemmere, end jeg havde frygtet og med et enkelt pust i munden på Hubert, mens jeg holdt for modsatte næsebor, kom perlen ud. Det skal siges, at min motivation for at undgå akutmodtagelsen med fire trætte børn udmøntede sig i et godt kraftigt pust i den lille mund! Han er heldigvis en sej gut…

En anelse senere end jeg havde håbet, ramte vi frittidshjemmet, som efter vi havde pløjet matriklen tynd, kunne fortælle, at Hjalmar befandt sig i skolens tumlesal. Op på cyklen en gang til. På skolen fandt vi en meget sulten Hjalmar i tumlesalen, og han proklamerede med lidende stemme, at han ville dø af sult, hvis vi skulle hente de små. Og det skulle vi jo… Han overlevede dog turen, men brokkede sig flittigt og fik smittet lillebror, der nu også havde forvandlet sig til en vaskeægte gnavpotte.

I vuggestuen sprang Helga Marie op i armene op mig med verdens største smil og hægtede sig fast til mig, som var hun limet med kontaktlim. Bertil blev også glad for at se mig, men ville under ingen omstændigheder med ud af stuen. Med Helga Marie hængende som en lille abeunge i armen på mig fik jeg med møje og besvær bukseret dem begge hen mod døren. Nu nægtede pigebarnet så at aflevere den legehårbørste, hun havde forelsket sig i og skreg, som blev hun pisket, da jeg efterhånden lettere irriteret vristede den ud af hendes faste greb og endelig fik lukket døren bag os. Med to skrigende børn i gardaroben der nægtede at få flyverdragter på, to sutter der var forsvundet, to surmulende storebrødre der højlydt brokkede sig og et par forældre, der venligt forsøgte at komme med opmuntrende kommentarer – som dog druknede i alt skrigeriet, nåede mit stressniveau efterhånden nye højder. Efter kampen havde udspillet sig et pænt stykke tid, kom lederen – det skønne menneske – ud med en pære, som hun rutineret flækkede til fire stykker og langt om længe, var der ro på tropperne for en stund. Så var det bare at handle hurtigt og få fastmonteret bjørnebanden i christianiacyklen.

Mine drømme om en hurtig hentning var brast og klokken nærmere sig 16.45, før vi var hjemme. Lidt over 2 timer i noget der føltes som et forhindringsløb for elitesoldater.

Heldigvis blev resten af dagen rigtig hyggelig med pizza, MGP-dans og gode historier. Og heldigvis blev dramaet ikke større ,end det kunne være inde i mit hoved.

Nu trænger jeg ærlig talt til en god kop kaffe 😉

1:2

Forleden dag så jeg et program i fjernsynet om familieformer i Danmark. Jeg blev grebet af det, fordi det handlede om en mor, der valgte at få børn alene – og hun skulle have tvillinger. Alt jeg zapper forbi, der handler om tvillinger – især om babytvillinger – kan jeg ikke lade passere. Moderen var helt vild cool og så ud til at klare livet som alene-tvillingemor rigtig fint. Men hold da op! Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det altså en stor mundfuld at have tvillinger, og uanset hvor skønt og fantastisk det er, så er det også bare virkelig hårdt indimellem. Programmet viste klip fra de første uger af livet i den lille nye familie, og jeg sad og svælgede mig i minder fra vores første tid med Helga Marie og Bertil. Selvom vi var erfarne forældre, var det altså bare noget helt andet med to små på een gang. To der havde de samme behov og krævede på samme tid. Både rent praktisk selvfølgelig men også følelsesmæssigt. Man kan fysisk ikke kigge dem begge i øjnene på samme tid og må lige fra dag 1 veksle mellem dem. Hele tiden vælge hvor opmærksomheden skal rettes hen og hele tiden acceptere, at man går glip af et eller andet i sit fravalg. Jeg tænker, at når man er aleneforælder til tvillinger, må der på mange måder være dobbelt op på følelsen af utilstrækkelighed. Og så må det bare være vanvittig hårdt arbejde! Jeg bøjer mig virkelig i støvet!

Siden jeg så programmet, har jeg tænkt på, at ‘normeringen’ jo er den samme i vores familie. Altså 1:2, men den store forskel er, at vi har hinanden at trække på. Jeg kan tydeligt huske, hvordan det var, da Bertil og Helga Marie var små og de fx begge skreg på samme tid. Efter en nat med 8 amninger var det relativt begrænset hvor meget søvn, der var på kontoen og overskudet til at tackle den frustration, det skabte med to grædende babyer, var nogle gange meget sparsomt! Jeg ventede ofte med længsel på, at Kristian skulle komme hjem fra arbejde, så jeg kunne gå ud og hente de to store og få lidt luft og en smule ro i ørene. Jeg kan huske følelsen af virkelig at ønske, at jeg kunne dele mig i to. Sådan er det på mange måder stadigvæk, men jo ældre de bliver, jo flere afledningstriks kan man hive ud af ærmet. Og ønsket om at kunne dele sig bunder efterhånden mere i ønsket om, at kunne være der for det enkelte barn, mere end det handler om ‘brandslukning’.Når man en gang i mellem bliver drevet til vanvid (og det gør man altså med tvillinger! – og nok med børn i det hele taget), er det uvurderligt at kunne aflaste hinanden. Jeg håber, at de alene-tvillingeforældre, der sidder derude, har mange søde mennesker omkring sig, der kommer forbi og giver en hånd! Jeg synes, det er sejt, og at de fortjener en medalje!

For mig har en af de største udfordringer ved 1:2 ‘normeringen’ været indskrænkelsen af min personlige frihed. Det var noget, der også fyldte en del hos mig, da vi for snart 7 år siden fik Hjalmar og jeg pludselig fra den ene dag til den anden følte mig bundet på hænder og fødder. Det lyder ikke så pænt at sige det, men det var altså sådan, jeg havde det. Det er en stor ting hele tiden at skulle sætte et andet menneske før sig selv efter 26 år som autonomt individ, og det kræver tilpasning og tilvænning. Hjalmar blev født ind i et studie- og arbejdsliv med fest og farver og tid til fordybelse, og jeg skulle lige omstrukturere nogle ting i mit hoved, før tingene faldt rigtig på plads. Men jeg havde dog stadig frihed til at komme ud på egen hånd, til at fordybe mig i speciale og til at vi kunne gå ud sammen alle tre. Hubert blev bare født ind i familien og medførte egentlig ikke den store forandring. Udover lidt mere hjemmetid måske.

Da Bertil og Helga Marie fordoblede flokken, blev friheds-issuet pludselig aktuelt igen. Med ét var vi bundet på en helt anden måde til hjemmet end tidligere og blev i højere grad afhængige af hinanden. Det første halvandet år sov Hubert stadig middagslur og bare det, at få tre børn, der sov på forskellige tidspunkter i løbet af dagen og dermed også spiste på forskellige tidspunkter ud af døren, var lidt af et show. Det er selvfølgelig noget andet nu, og mange praktiske ting bliver lettere og lettere. Det sker da også, at jeg går ud alene, men det er ikke hverdagskost, for det er ret krævende at være den, der sidder tilbage herhjemme med 4 børn, aftensmad og putteritualer. Det er heller ikke så ofte, vi får ungerne passet, for det kræver enten nogle yderst kompetente og velvillige babysittere (bedsteforældre, mostre og onkler, der enten bor langt væk eller selv har mange børn) eller mindst to barnepiger. Sådan er det bare.

Det kommer til at lyde lidt som en klagesang, og det er faktisk slet ikke meningen. Jeg vil egentlig bare frem til, at jeg har haft stor glæde af noget så simpelt som at arbejde med min “mentale indstilling”. Det er utroligt, hvordan man kan påvirke sig selv gennem sine tanker. Fx har jeg arbejdet med frihedsfølelsen ved at tænke mig lidt dybere ind i begrebet. Jeg var godt klar over på forhånd, at vi ville være bundet op på en anden måde med dobbelt så mange børn, så jeg har brugt mange tanker på at udvide mit frihedsbegreb i stedet for at lade mig begrænse af den forståelse, jeg havde af frihed tidligere. Det lyder nok lidt skørt, men det er egentlig ret ligetil. Sat på spidsen ville jeg aldrig føle mig fri, hvis jeg skulle undvære nogle af mine børn. Jeg kan ikke forestille mig et større fængsel, end hvis jeg blev adskilt fra dem sådan for alvor. Derfor er min forståelse af frihedsbegrebet forbundet med samhørighed på en anden måde end tidligere, hvor det i højere grad var forbundet med adskillelse. Jeg kan stadig få trang til at komme ud og få luft, men jeg har ikke den desperate længsel efter at være alene og kunne gøre som det passer mig, som jeg kunne mærke tidligere. Det handler også i høj grad om accept og en ‘på med vanten’ tænkning at få hverdagen til at køre med 1:2 ‘normeringen’. Jeg synes, det er hårdt arbejde indimellem, det vil jeg ikke lægge skjul på. Men det er heldigvis endnu mere fantastisk, dejligt og berigende for mit liv. Jeg er så uendelig glad for, at vi er to forældre om både det sure og det søde og jeg kan kun tænke på alene-tvillingeforældrene med den aller største respekt.

 

 

 

 

 

 

 

Et nyt år

IMG_1969Kransekagerne til årets sidste aften er i ovnen og champagnen er på køl. I aften bliver brugt på restitution i sofaen for det er hårdt arbejde at holde juleferie med 4 børn! Det er heldigvis også dejligt…

I de gode gamle dage – altså før vi fik børn (og også de første par år, hvor vi kun havde Hjalmar og jeg stadig havde en naiv tro på, at livet kunne fortsætte som før) var d. 30 dec. altid en dag, der blev brugt i selskab med gode venner og ofte (eller rettere altid!) endte i en fest. Åh, de svundne ungdomstider! I dag er dagen gået med at pakke juleferien ud og få ‘maskinrummet’ alias vores hjem til at køre igen efter at have været sat på pause en uges tid.

Omkring årsskiftet skal man jo gøre status over året, der er gået og lægge planer for de nytårsfortsætter, der gerne skulle føre til forbedringer i det nye år. Noget skal afsluttes, og noget nyt skal begynde. Jeg har i høj grad brugt 2014 på at øve mig endnu mere i at være mor til 4 og selvom, der er plads til forbedringer, så synes jeg i al beskedenhed, det går ret udemærket. Jeg gør det, så godt jeg kan og prøver at følge med og være der og nyde det, og jeg har besluttet, at det må være godt nok. Jeg er undervejs.

Nytårsfortsætter er som regel ikke rigtig noget jeg bruger krudt på, og i år er ingen undtagelse. Jeg vil selvfølgelig gerne stræbe efter at være en god mor, kæreste, ven og passe godt på mig selv og miljøet, men jeg orker ganske enkelt ikke at afgive nogle løfter til mig selv, som jeg så kan piske mig selv med, når alt om et par dage alligevel er ved det gamle. I stedet vil jeg skåle for mig selv i morgen aften og klappe mig selv på skulderen. Jeg er sikker på at 2015 bliver et fremragende år – også uden mine nytårsfortsætter! Jeg vil hoppe ind i det nye år fuld af champagne og taknemmelighed over at mit liv er lige præcis som det er og samtidig vil jeg hilse 2015 velkommen med et åbent hjerte.

Skål og godt nytår!

 

 

 

 

 

 

Lys i mørket

IMG_1931Det er sjovt, hvor stor forskel der er på dagene hjemme hos os. I går var en grå dag, og vores formiddag var præget af konflikter mellem børnene, skrig og skrål, og kamp om lige præcist det legetøj en af de andre havde mellem hænderne. Jeg var i dårligt humør, synes ikke jeg lavede andet end at drøne rundt og servicere og mægle mellem børnene. Bertil kastede op og Helga Marie var hæs og lød som en lille tegneseriefigur. De små sov en dårlig middagslur og hang pylrende på armen det meste af dagen. Jeg må indrømme, at jeg tænkte med gru på den nært forestående juleferie…

Humøret blev heldigvis bedre senere, da jeg forlod kaos og tog til en dejlig fest med søde mennesker, lækker mad, drinks og røde negle. I dag vågnede jeg  op til glade børn i harmonisk leg, duften af kaffe og Kristian, der stod i køkkenet og pressede appelsiner, mens æg og bacon sydede på panden. Og solen skinnede! Jeg måtte lige knibe mig selv i armen… I eftermiddags tog Hjalmar og Hubert med nogle af vores venner på tur, og vi havde et par timer alene med Helga Marie og Bertil. Vi gik en tur på Assistenskirkegården med klapvognen i det smukke vejr og havde tid til både at snakke lidt sammen og kaste et ekstra blik på de to trolde, der sad og grinede til os. Det er så tydeligt at mærke, hvor meget de elsker at få lidt ekstra opmærksomhed. Det er bare noget helt andet kun at have to at fordele sit nærvær på… Skønt engang imellem! I dag glæder jeg mig til juleferien og trods en dunkende hovedpine, føler jeg mig meget lysere end i går.

Nogle dage er grå og andre er lyse i vores familie. Sådan tror jeg bare, det er at have 4 børn. Og måske er det bare sådan i al almindelighed. Så længe der er nogenlunde balance i tingene, er det fint. Jeg satser på en overvejende lys juleferie!

En husmors Utopia

IMG_1527
Hvis jeg skulle gøre Thomas More kunsten efter og opstille mit eget (husmor)utopia, ville det se nogenlunde sådan her ud efter en dag som i dag:

Jeg ville altid stå lidt tidligere op og dermed undgå at blive vækket af en småstresset kæreste og et par unger, der hoppede oven på mig.

Jeg ville altid kunne huske, hvilke af mine børn, der havde vækket mig ved at hoppe ovenpå mig.

Rent tøj var altid lagt frem om morgenen til både børn og voksne, så jeg ikke måtte kaste det tøj, jeg havde taget af og smidt på gulvet i går aftes på igen grundet tidspres.

Det ville altid være godt vejr om morgenen, når en lille håndfuld unger skulle fordeles i diverse uddannelses- og pasningsinstitutioner, så jeg ikke måtte okse gennemblødt og forblæst rundt på chrisitaniacyklen (uden regntøj).

Sadlen på christianiacyklen var altid indstillet, så jeg kunne nå pedalerne og ikke måtte kæmpe med en glat og efterhånden meget afrundet møtrik og en meget rusten svensknøgle under massivt tidspres fra skoleklokken!

Jeg ville altid huske posen med regntøj, så jeg undgik at pendulere frem og tilbage mellem institutionerne flere gange end højst nødvendigt.

Institutionerne ville ligge side om side og ikke med en rask cykelturs længde mellem sig.

Morgenmad var der altid tid til at spise før afleveringsrunden, så jeg undgik virkelig lavt blodsukker, der et par timer senere måtte kureres med en chokoladecroissant.

Vasketøj var der nogen fra det offentlige, der kom forbi og ordnede og jeg skulle ikke lægge 5 vaske sammen på én dag (og vaske to…).

Det samme som ovenstående – bare med rengørring og opvask.

Afhentning af børn var en idyllisk hyggerunde med snak, kram og grin i stedet for en alt for lille boksering.

Folkeskolereformen eksisterede ikke, og skolelærere havde stadig tid til at (hjælpe med at) hente deres (egne) børn.

Alle familier havde en familiesekretær, der koordinerede legeaftaler, juleafslutninger i institutioner/skoler/fodboldklubber samt diverse møder rundt omkring.

Lækker aftensmad blev tilberedt og serveret af huskokken og ikke af en træt forælder med et hylende barn om hvert ben som en anden straffefange.

Ungerne spiste aftensmaden og elskede den!

Der fandtes 4 ekstra timer i døgnet øremærket hvert af børnene, så vi kom ud over “god idé skat! Det ser vi om vi kan nå senere… ellers måske i morgen…?!”

Børn faldt altid i søvn trygge og veltilpasse – og hurtigt!

Forældre var stadig fulde af energi om aftenen til kreative projekter og gode lange snakke om verden og livet.

Slik, chokolade, kage og kaffe var livsnødvendigt brændstof – eller vent… det er det vist allerede…

Børn sov, når de sov og blev ved med det til næste morgen, så forældre fik 7 sammenhængende sekunder til at fordybe sig i et eller andet.

Ja, jeg er et brokkehoved i dag, det indrømmer jeg gerne. Jeg indrømmer også gerne, at jeg (igen!) har fantaseret lidt for meget om at hoppe på bussen til lufthavnen, købe en enkeltbillet til Goa, spille guitar på stranden med en ung solbrun fyr med dreadlocks og lade min familie lede i ‘Sporløst’ om 20 år. Men selvom jeg på en dag som i dag indimellem føler, at jeg befinder mig i et levende dystopia, minder jeg mig selv om at utopia findes! – og altså ikke på Goa!

 

 

 

 

Nærvær på kaosruten

Hostesæsonen er i fuld gang og har også fået tag i vores familie. I dag var Helga Marie syg og måtte blive hjemme fra vuggestue. Det var selvfølgelig synd for hende men også lidt hyggeligt for en gang skyld at have alenetid med hende. Det blev mest til at putte med dynen i sofaen men dejligt alligevel.

Det er ikke så tit, Bertil og Helga Marie er adskilt, men de har da været det nogle gange efterhånden. De kan sagtens undvære hinanden og virker ikke særlig påvirkede af adskillelsen, men hold da op, hvor bliver de glade, når de ser hinanden igen. Det er altså noget, der smelter hjerter, når de står i entreen og krammer hinanden!

Det jeg egentlig vil skrive om, er min oplevelse af at hente Bertil i vuggestuen i dag. Normalt henter jeg Hubert og Hjalmar først, fordi det er nemmest. De dage jeg henter de små først, fungerer det mildest talt dårligt! Jeg aser og maser og slider og slæber. Op og ned af christianiacyklen. Den ene i bæresele og den anden på armen. Rundt og lede på fritidshjemmet. Først på 1. sal i spille/legorummet, så i tumlerummet i stuen, i køkkenet og til sidst på fodboldbanen for så at konstatere, at Hjalmar alligevel var på 1. sal. I takt med armene syrer til, bliver jeg mere og mere kortluntet og kommanderende overfor de to store, der altid liiige skal på toiletet, spille færdig, have et stykke brød eller bare lave en flitsbue over et eller andet uforklarligt. Sveden hagler, og jeg føler efterhånden, at jeg har løbet et maraton. Ungerne går i 3 forskellige institutioner, så det bliver til nogle røde kinder og svedplamager under armene, inden den ca. halvandentimes henteseance er overstået.

Derfor er det lettere at hente de store først og slæbe dem med ind og hente de små. – Eller det er i hvert fald mindre fysisk hårdt for mig… At der så opstår et kaos uden lige, når vi indtager gardaroben i vuggestuen, må jeg tage med. Nogle slås (som regel Hubert og Hjalmar), nogle prøver at stikke af (som regel Helga Marie), og nogle hyler (ofte Bertil), fordi han er forelsket i sine hjemmesko og ikke vil have dem af. Jeg prøver at smaltalke med de andre forældre og virke rolig, selvom jeg indeni er ved at eksplodere og kun tænker på kaffe!! De er søde, de andre forældre og tilbyder at hjælpe og smiler medfølende. Men jeg har luret, at de ser forskræmte ud bag deres venlighed! Nogle (de gravide der venter nr. 2) er decideret forskrækkede, og de siger det direkte! Jeg må forsikre dem om, at jeg ligesom dem også synes, det var hårdt at hente, da vi kun havde Hjalmar og at man klarer det hen ad vejen og at de jo kun får ét ekstra barn osv., mens min krop koger og mit indre er i kaos i forsøget på at få det vigtigste habengut med, bevare den gode stemning og huske alle mand!

Nå, men i dag hentede jeg altså Bertil som den første og hold nu op, hvor var det bare hyggeligt! Jeg kunne koncentrere al min opmærksomhed om ham og se, hvordan han nød det. Jeg kunne se hans glade kinder og se, hvordan han kiggede forelsket på mig. Vi tullede lige så stille og rolig ud til cyklen og kørte over efter Hjalmar. Rundt og lede mens han gik på sine stavrende ben og jeg holdt i hans lille buttede hånd. Han småsludrede (altså uden ord), og alt gik bare i hans tempo. Helt fredfyldt cyklede vi hjem, og alt åndede for en stund fred og idyl.

Fortryllelsen blev dog ophævet, idet vi trådte ind af døren herhjemme, og normaltilstanden overtog. Men det var skønt at have opmærksomheden på ham og mærke hvordan nærværet påvirkede os begge på en god måde.

Nærværet til den enkelte er én af de ting, jeg synes, er svært ved at have tvillinger og ved at have 4 børn i det hele taget. Som èn af mine venner engang sagde til mig: “Du skal smøre dig selv ret tyndt ud!”

 

Sisyfos på overarbejde

Kender I følelsen af at løbe og løbe og ikke komme nogen vegne? At slide og slæbe uden at kunne se resultatet?

Når man får børn, følger der en masse praktisk arbejde med og når man så får 4 børn, følger der ekstremt meget praktisk arbejde med! 4 børn og 2 voksne producerer vildt meget rod, opvask, beskidt tøj og bare beskidt alt muligt alle mulige steder. Jeg forsøger ikke at vaske mere end nødvendigt – jeg vil jo gerne passe lidt på vores fine jord. Alligevel blev det vel til 4 vaske og 2 gange tørretrumbling på sådan en almindelig dag som i dag. 4 børn og 2 voksne (til de 4 børn) producerer åbenbart virkelig meget vasketøj. Der går selvfølgelig en del tøj på 2 blebørn, der smadrer mad ud over sig selv og os andre, når de spiser og 1 nyudklæket post-blebruger, der ikke altid liige når helt ud på toilettet. Det er ellers ikke, fordi vi har ret høje renhedsstandarter hjemme hos os. Ikke destomindre er en stor del af dagen gået med tøjsortering, vask, hænge til tørre/trumble, lægge sammen og lægge på plads. Nu kunne man så fristes til at tænke, at vasketøjssituationen var under kontrol, men et hurtigt blik rundt i lejligheden fortæller, at det bestemt ikke er tilfældet!

Det er med fare for at lyde som et brokkehoved, og det er faktisk ikke min intention, men nogle dage (ca. de fleste) går bare med at rydde op, finde mad frem og tilbage, vaske/tørre tøj, vaske/tørre børn, gøre overfladisk rent (vi når aldrig i bund) og slæbe mælk og havregryn hjem i mængder, som kunne affodre den kongelige livgarde et par uger. Vi køber aldrig under 4 poser havregryn og 8 l. mælk ad gangen. Der er altså tale om et massivt angreb af husligt arbejde i alle afskygninger, der på det nærmeste har overtaget mit liv – og dé der kender mig vil vide, at husligt arbejde kommer ind på min absolutte førsteplads, over ting jeg hader allermest at bruge min tid på.

Det er her, myten om Sisyfos sniger sig ind i mine tanker, og  jeg begynder at overveje, om Albert Camus havde ret i, at Sisyfos var en glad og lykkelig mand?

Jeg tvivler…! Føler ikke sjældent, at jeg knokler med at få den tunge sten op på bjerget for så at se den trille hele vejen ned igen. På den ene side er der noget rigtigt i, at hverdagens trummerum er der, hvor lykken findes. Den samme velkendte plade, der spilles igen og igen. På den anden side er det bare vildt frustrerende, at knokle dagen lang for så at konstatere, når aftenroen sænker sig, at der ser præcist ud som ved dagens begyndelse. Dvs. som om nogen havde sprunget BR i luften og tilsat en halv sandkasse og derefter krydret med noget, der ligner et kollegiekøkken. Så er det, mor bliver træt! – og begynder at stille spørgsmålstegn ved Sisyfos’ glæde og tilfredshed. Findes lykken virkelig i nytteløst slid og slæb! For når man sidder midt i suppedasen, føles det så absolut ikke altid som lykke!

Men ved nærmere eftertanke ville jeg jo ikke være det foruden. Det er jo en del af “børnepakken” at skabe rammerne for vores hjem, og det er faktisk ret så værdifuldt. Det er på mange måder rammerne i ens barndomshjem og den stemning der er i hjemmet, der former én som menneske. Det er lige nu – midt i rodebutikken – vi skaber barndomsminder for vores børn. I dét lys giver sisyfosmyten pludselig mere mening, og jeg ser en åbning for, at han måske var en lille smule glad i låget.

Der står i myten, at “Hvert granitkorn i stenen, hver glimtende mineralstump i bjergets mørke udgør en verden i sig selv. Kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.”. Og det er jo netop, når man dedikerer sig til dét man laver og finder værdi i den ‘verden’, man er en del af, at sisyfosarbejdet begynder at give mening.

Glæde og lykke hænger for mig at se ofte sammen med mening. Giver det du laver mening, er der også en chance for, at det gør dig glad. Det var lige lidt lommefilosofi, der måske kan give perspektiv, når man står midt i lortebleer, havregrød og uendelige mængder af vasketøj.