Tag Archives: Nærvær

Puslespil…

IMG_6821

Tiden flyver, og det samme gjorde weekenden, der nu er forbi.

Huberts første uge i den nye børnehave er gået rigtig godt, og han har været så sej til at klare skiftet! Selvfølgelig kræver det mange kræfter, når alt er nyt, men han er fuld af gåpåmod og virker allerede tryg. Jeg er ret begejstret for stedet, som emmer af god ånd og dygtige folk. Alt tyder på, at vi har truffet den rigtige beslutning, og det er altså en god følelse!

Det er som om, børnehavebeslutningen har givet os mod til at træffe en anden stor beslutning, som jeg også virkelig håber, er den rigtige! Den har været svær, og har været undervejs i lang tid, og den er fyldt med ambivalens og modsatrettede tanker…

Jeg har brugt de sidste mange måneder på at jonglere med familielivet i forsøget på at få logistik, tid og kærlighed til at gå op i en højere enhed, og jeg indrømmer gerne, at jeg synes, det har været en udfordring, efter Bertil og Helga Marie startede i vuggestue sidste sommer. Vi gik fra en hverdag med stor fleksibilitet og rimelig meget ro på (-altså så meget ro der kan komme på hverdagen med 4 børn…) til en hverdag med tidspres og logistiske udfordringer. Før havde vi to børn i institution, to børn hjemme hos mig på barsel, og Kristian kunne for det meste hente og bringe og arbejde om aftenen, når der var ro i lejeren. Nu har vi aflevering og afhentning hver dag i tre forskellige institutioner med diverse tilhørende arrangementer og den nye folkeskolereform, der giver andre arbejdstider for Kristian. Vi har været vant til at være sammen med vores børn, og måske har vi været for godt forvendt. I hvertfald betyder hverdagen pt, at ungerne enten bliver hentet sent de fleste dage eller at jeg henter dem alle, hvilket tager laaang tid (og ikke altid giver den hyggeligste start på ulvetimen). Efter at have lagt familielivspuslespillet mange gange på forskellige måder er vi nået frem til, at vi ikke har lyst til at hente fem minutter i lukketid hver dag, og dermed reducere tiden sammen med ungerne i hverdagene til noget, der minder om 5 min., når alt det praktiske også skal passes, og den resterende tid skal divideres med 4.

Alle overvejelserne er nu endt ud i en plan, jeg er ret så spændt på! Jeg har simpelthen søgt om at blive dagplejer for Bertil og Helga Marie fra 1. juli. Nogle gange tænker jeg, at det er en vanvittig beslutning, og andre gange føles det som det eneste rigtige.

Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle gå hjemme med ungerne – nærmest tværtimod… Derfor er beslutningen også ambivalent, for der er virkelig meget jeg gerne vil i det her liv, der ikke handler om at lave modellervoks og smøre makrelmadder, og husmoderrollen falder mig egentlig ikke særlig naturlig. Men jeg synes, det er svært at nå rundt til alle ungerne, og de er stadig virkelig små! Og så vrimler jobmarkedet ikke med spændende, tilgængelige deltidstillinger.

Nu er beslutningen truffet, og det bliver virkelig skønt at have tid og at være tæt på de to små i deres hverdag, og jeg er stensikker på, det også giver mig mere tid med de to store. Som det er nu, er eftermiddagene nærmest en kamp om opmærksomhed, som de små ofte vinder. Jeg indrømmer, at jeg ikke går ubetinget lystbetonet ind i projektet, men jeg er sikker på, at jeg aldrig vil fortryde den tid, jeg kommer til at bruge på at være sammen med de to små trolde.

Vores nye hverdag skal nok blive en udfordring for mig på godt og ondt. Det kommer jeg sikkert til at skrive mere om her på bloggen… Jeg har ikke glemt tiden efter Bertil og Helga Marie var kørt ind i vuggestuelivet og jeg jeg smagte smagen af alenetid og varm kaffe igen. En tvillingebarsel er altså ikke for tøsedrenge… Og jeg tænker, det samme gør sig gældende for hjemmelivet med to på to :)

Beslutningen betyder desværre et farvel til vores fantastiske vuggestue, hvilket helt sikkert kommer til at koste tårer… Jeg elsker virkelig det sted! Alle vores børn har gået der, og vi har set hvordan de alle har vokset og blomstret i vuggestuen. Vi har altid haft god sparring og dialog omkring vores børn og om børne- og institutionslivet generelt. Vigtigst af alt har vuggestuen dannet ramme om en tryg og glad hverdag for børnene, og vi er kommet i huset i over 6 år og har derfor et tæt bånd til stedet såvel som til personalet. Det bliver en gyser at sige farvel!!

Men efter alle brikkerne til puslespillet har været kastet op i luften og samlet på alle mulige tænkelige måder, er det denne løsning, der viser os det billede, vi helst vil se tilbage på – og det har altså været den afgørende faktor.

Nogle gange må man justere på sine forestillinger og ryste posen en gang :)

 

 

 

Fred og fællesskab

IMG_2914Jeg er stadig blød i knæene efter gårsdagens skolerevy, hvor Hjalmar indtog de skrå brædder. Han har tidligere været med i en musikforestilling, som o. klasserne lavede i efteråret – dengang voksede han et par centimeter overnight!

I går var hele skolen sammen om at opføre revy på den måde, at hvert klassetrin havde forberedt et indslag, der udgjorde en del af en samlet helhed med temaet “Fred være med det”. Der var sang, dans, små skuespil og skolerockband. Det var rigtig flot! Fredstemaet blev så fint udfoldet, og budskabet stod klart i lyset af den smeltedigel skolen er. Alle børn stod sammen om det samme tema og alle forældre stod sammen i oplevelsen af ungerne.

Hjalmars klasse optrådte med en gammel børnesangleg, hvor eleverne havde forskellige små roller og Hjalmar var stolt som en pave over at spille bondedreng. Da 0. klasse gik på scenen med hinanden i hånden, smeltede jeg allerde lidt. De var så søde og opmærksomme på hinanden og så sang de for fuld udblæsning! De var tydeligt meget spændte, men fandt tryghed i hinanden på scenen foran de mange tilskuere. Deres lille optrin varede vel ca. 3 min. og derefter overtog skolens andre klasser. Men hvilke 3 minutter! Hjalmars blik søgte rundt på tilskuerrækkerne og da han fik øje på os, fløj der en lille spontan vinkehånd op ledsaget af et genert smil. Der smeltede jeg helt! Den stolthed, der lyste ud af ham, var helt fantastisk. Tænk, hvad en simpel sangleg på en scene kan give de søde unger!

Det var så rørende at se, hvor meget de hver især voksede og ikke mindst, hvor meget deres fællesskab voksede! Det er virkelig betydningsfuldt at være en del af klassefællesskabet og en kæmpe oplevelse at være en del af hele skolefællesskabet også. Store og små der står sammen og supporter hinanden på kryds og tværs.

Jeg sætter stor pris på, at han går på en skole, der prioriterer de fælles oplevelser og har blik for en gang i mellem at lave undervisning, der stiler mod andet og mere end målbare resultater. Det er så uvurderligt, hvad ungerne får ud af sådan en revyuge, hvor de normale skemaer er brudt op og hvor man sammen skaber noget kreativt og musikalsk. Selvom hverdagene stadig indbefatter (alt for) lange skole dage og (alt for) meget stillesiddende tavleundervisning, giver det mig en tryghed at vide, at der stadig findes engagerede lærere og pædagoger, der finder overskud til at give ungerne gode oplevelser, der på en aller anden måde vil sidde i dem for altid. Jeg ved, jeg måske lyder som en nostalgisk, gammel 70’er pædagog, men de havde faktisk også fat i den lange ende et langt stykke hen af vejen, er jeg sikker på…

For vores lille familie betød revyen også alenetid med Hjalmar, da de tre små blev passet herhjemme, imens vi var til forestilling. Det var et to timers aftenarrangement og vi synes, det var lige offensivt nok af komme anstigende med tre styks overtrætte småkravl. Det betød, at vi kunne slentre gennem Nørrebros mørklagte gader med Hjalmar imellem os og rette hele opmærksomheden mod ham – uden afbrydelser! Det i sig selv er vidunderligt en gang i mellem.

I dag måtte stjernen møde en time senere og vi havde derfor god tid fra morgenen. Men halv syv kunne Hjalmar ikke sove mere for, som han sagde: “Jeg kan altså ikke vente med at fortælle Hubert, hvordan det gik i går”. Hubert lyttede velvilligt, selvom han nok ikke forstod ret meget af talestrømmen og sluttede samtalen med et: “Det var flot klarret, Hjalmar!”

 

Stille søndag

IMG_1629Sådan en weekend går godt nok hurtigt! Vi havde en dejlig søndag, hvor vasketøj fik lov at ligge urørt hen og rod fik lov at være rod. Hjalmar og Hubert var på legevisiter lidt på skift, og det gav os en mere rolig søndag end sædvanligt. Bertil og Helga Marie sov en lang middagslur – hvilket de ellers ikke plejer, så vi havde et par timer alene med Hjalmar, før han skulle besøge en ven. Jeg må indrømme, at det er virkelig længe siden, vi har været sammen bare Kristian, Hjalmar og jeg. I hvert fald i længere tid og hvor vi bare lod alt det praktiske sejle. Vi lavede egentlig ikke noget særligt, men vi snakkede og grinede helt vildt, og jeg blev varm i hjertet over, hvor dejlig han er. Siden han startede i skole i sommer, er det som om, han er blevet meget mere end et halvt år ældre. Der sker virkelig meget med ham lige nu, synes jeg. Det er selvfølgelig klart, at der sker en udvikling, når man bliver kastet ud i noget nyt som en skolestart, men det har ikke været så tydeligt for mig, som det var i går. Jeg kan godt mærke, at han er ved at nå en alder, hvor han på mange måder river sig lidt mere løs og bliver mere selvstændig omkring nogle ting. Hans humor udvikler sig og hans tanker om venskaber, søskende og alt mulig andet bliver mere reflekterede.

Jeg kan godt føle, at Hjalmar glider lidt fra mig en gang i mellem. Det er tydeligt, at han er den ældste i vores flok og derfor må vige pladsen for de små, der har nogle mere presserende behov og ikke har lært at udsætte dem endnu. Så hvis alt ikke skal ende i skrig, skrål og kaos, må han give plads. Det er noget, vi er super opmærksomme på men også noget, der er svært at ændre. Der går meget tid med at skifte bleer, putte, spise osv. med to på halvandet i huset. Ligesom der er rigtig mange ting, Hubert stadig skal have hjælp til, selvom han (heldigvis!) er ret god til at gøre mange ting selv hans alder taget i betragtning. Det handler også om, at Hjalmar er eminent til at tilpasse sig. Det er de fleste børn nok, men han besidder en ret vild tålmodighed og accepterer langt hen af vejen at vente og stiller sig selv bagest i køen. Han glider derfor nemt lidt i baggrunden, og det er virkelig synd, for gud hvor er han skøn at være sammen med! Det var meget tydeligt at mærke i går, at så snart han havde både Kristian og mig for sig selv, så fyldte han pludselig hele pladsen ud. Vi må virkelig sørge for at holde fast i ham!

Min store dreng der er så fin og vidunderlig! Vi må give ham lidt mere plads på scenen herhjemme. Jeg blev lige mindet om, hvor meget jeg egentlig savner ham nogle gange.

Nytårsfortsættelse

Vi er vilde med Mimbo Jimbo, som Strid har været så flink at tegne!

Vi er vilde med Mimbo Jimbo, som Strid har været så flink at tegne!

Starten på året har været en lille smule anstrengende, fordi vi har haft syge børn siden årets første dag. Det er ikke noget, jeg lader mig slå ud af, og det bliver på en eller anden måde lidt en rutine. Men stadig! Når jeg synes familiebægeret flyder over af sygdom og pylrede unger, under jeg mig selv at bruge en time på en af mine livliner til verden udenfor. Jeg lytter til eksistens på P1! Det er overkommeligt, kan kombineres i det uendelige med praktiske gøremål som opvask, vasketøj osv. Og så bliver jeg ofte klog af det. Der sker altid noget i mit hoved, når jeg hører eksistens – og det er en dejlig ting! Niveauet er tilpasset så selv husmødre (som mig) kan være med og samtidig kan filosofiinteresserede (som mig) også få noget ud af det.

Dagens udgave handlede om nytårsforsætter eller nytårsfortsættelser, som jeg altid har haft et lidt anstrengt og irriteret forhold til. Jeg har egentlig altid tænkt, at min modstand mod forsætterne bundede i, at jeg har rygrad som en regnorm, men jeg tror faktisk (også!), der er nogle andre ting på spil. Det er meget moderne hele tiden at være på vej mod at blive en bedre udgave af sig selv og fokus på udvikling er altoverskyggende. Det gør sig sådan set gældende inden for stort set alt på alle stadier i livet. Fra vi er små og helst skal lære at gå, spise osv. hurtigt, til vi som voksne konstant skal blive bedre, hurtigere, klogere osv. I kender sangen, for det er den, hele vores kultur efterhånden er bygget op omkring. Samtidig skal vi leve i nuet. Tja, der er noget, der ikke stemmer i mit hoved, men den kan vi tage en anden gang. Under alle omstændigheder er det ikke så moderne at kigge sig for meget tilbage, og det er faktisk rigtig synd!

Jeg indrømmer, at jeg er et nostalgisk menneske, jeg hænger mig i traditioner og dvæler ved gode minder. Og faktisk er jeg lige blevet bekræftet af de kloge mennesker på eksistens i, at det ikke er så skidt endda! Filosoffen Anders Fogh Jensen (som jeg altså elsker en lille smule…) har nogle rigtig fine pointer omkring, hvad han kalder nytårsfortsættelser. Han mener, at vi i højere grad bør kigge os tilbage og dvæle ved det, vi allerede gør, som fungerer! Det som gør os godt i vores liv og vi gerne vil fortsætte med. Han mener, forandringspotentialet er meget mere realistisk, når vi tager udgangspunkt i os selv, der hvor vi allerede er – og det kan jeg kun være enig med ham i. Når vi holder fast i et eller andet vi gerne vil fortsætte med, som vi synes fungerer, skaber vi også kontinuitet i vores liv i en tid, der er meget optaget af forandring. Vi skal i højere grad erstatte fokus på at udvikle os med en accept af, hvem vi er som menneske og lade de gode erfaringer være fortællende for vores liv.

Den gode mand mener også, at tilbageblikket er vigtigt, idet det lærer os om fejltagelser, som ved refleksion måske kan undgå en gentagelse, både historisk og i den enkeltes liv. He’s got a point! Vi lærer os selv bedre at kende ved at kigge på, hvem vi har været det forgangne år, og derved har vi mulighed for at erstatte den afstand, der er mellem den ‘du er’ og den ‘du gerne vil blive’, med et mindre sværmerisk og drømmende billede og derved opnå en større sammenhæng i livet.

Endelig taler han om taknemmelighed. Taknemmelighed over noget bestemt du gjorde eller noget der skete i året, der er gået. Taknemmelighed bliver nemt et lidt gammeldags og nærmest religiøst begreb at forholde sig til, men faktisk er taknemmelighed i mine øjne essentielt i den historie vi hele tiden skaber med vores liv. Det er et ydmygt begreb, hvoraf det småreligiøse islæt kommer, men jeg tror på, at denne ydmyghed er vigtig for vores forhold til både os selv og verden.

Det er godt nok kloge tanker på en mandag midt i bunkerne af vasketøj. Selvfølgelig skal vi forandre os som mennesker – det er klart! Men vi skal da også holde fast i os selv og glædes over, hvem vi er, og hvad vi kan! Vi kan godt klappe os selv på skuldrene samtidig med, at vi stiler højere, og vi kan godt lære af vores erfaringer samtidig med, at vi føler taknemmelighed over de gode ting, der allerede er i vores liv.

Det var lige lidt mandagstanker fra mig (og lidt fra Anders…).

Lys i mørket

IMG_1931Det er sjovt, hvor stor forskel der er på dagene hjemme hos os. I går var en grå dag, og vores formiddag var præget af konflikter mellem børnene, skrig og skrål, og kamp om lige præcist det legetøj en af de andre havde mellem hænderne. Jeg var i dårligt humør, synes ikke jeg lavede andet end at drøne rundt og servicere og mægle mellem børnene. Bertil kastede op og Helga Marie var hæs og lød som en lille tegneseriefigur. De små sov en dårlig middagslur og hang pylrende på armen det meste af dagen. Jeg må indrømme, at jeg tænkte med gru på den nært forestående juleferie…

Humøret blev heldigvis bedre senere, da jeg forlod kaos og tog til en dejlig fest med søde mennesker, lækker mad, drinks og røde negle. I dag vågnede jeg  op til glade børn i harmonisk leg, duften af kaffe og Kristian, der stod i køkkenet og pressede appelsiner, mens æg og bacon sydede på panden. Og solen skinnede! Jeg måtte lige knibe mig selv i armen… I eftermiddags tog Hjalmar og Hubert med nogle af vores venner på tur, og vi havde et par timer alene med Helga Marie og Bertil. Vi gik en tur på Assistenskirkegården med klapvognen i det smukke vejr og havde tid til både at snakke lidt sammen og kaste et ekstra blik på de to trolde, der sad og grinede til os. Det er så tydeligt at mærke, hvor meget de elsker at få lidt ekstra opmærksomhed. Det er bare noget helt andet kun at have to at fordele sit nærvær på… Skønt engang imellem! I dag glæder jeg mig til juleferien og trods en dunkende hovedpine, føler jeg mig meget lysere end i går.

Nogle dage er grå og andre er lyse i vores familie. Sådan tror jeg bare, det er at have 4 børn. Og måske er det bare sådan i al almindelighed. Så længe der er nogenlunde balance i tingene, er det fint. Jeg satser på en overvejende lys juleferie!

Nu bæres lyset frem!

IMG_1917I dag er der 9 dage til vintersolhverv, og det kan man da ikke fejre nok! Der er også spist 50 % af min chokoladekalender og afbrændt et halvt kalenderlys (og en lampeskærm). Vi fejrede det ved at tilbringe en eftermiddag i kirken, hvilket ikke er noget, der sker så ofte. Faktisk kun til jul…

Den egentlige anledningen var det store luciashow, Huberts børnehave hvert år afholder i den nærtliggende kirke. Vores lille vildbasse var noget af det smukkeste, jeg har set, da han gik op af gulvet med sin gode ven i den ene hånd og et elektrisk lys i den anden. Hvis man ikke vidste bedre, kunne han forveksles med en sand lille englebasse. Jeg skal indrømme, at jeg blev rørt! Vi lod Bertil og Helga Marie få en dejlig lang dag i vuggestuen, så vi rent faktisk havde tid til at se på Hubert. Det var en god beslutning! Han var så stolt og blev så glad, da han fik øje på os dernede på rækkerne.

Ærgeligt var det, da det nuttede optog nåede op til altertavlen og på det nærmeste blev stormet af blitzende paparazziforældre i hobetal, der frådende kastede sig ind foran hinanden for at få det allerbedste billede af deres egen lille guldklump. Jeg blev forarget. Jeg synes, det var så respektløst og tåkrummende at se de overrumplede børn stå dér og ikke vide, hvor de skulle gøre af sig selv. Rigtig pinligt blev det, da præsten meget høfligt sagde, at der var en grund til, at Luther havde fået indført bænke i kirken og bad forældrene sætte sig så vi sammen kunne synge ”et barn er født i Bethlehem”. Godt min egen glorie var intakt i hvert fald i den henseende.

For mig handler det om andet og mere end høflighed og pli, det handler om social intelligens og respekten for, at der findes noget, der er større end een selv. Jeg tænker ikke på den religiøse hellighed i situationen, men på den magi, der ligger i oplevelsen og som bliver totalt udvandet, når egoet overtager og man kke kan se længere end sin egen kameralinse.

De sidste par år har Hjalmar været igennem samme mølle, og vi ejer et meget sparsomt billedudvalg fra luciasceancerne. Jeg kan sagtens forstå trangen til at kaste sig ind forrest i menneskemængden som gjalt det livet, men jeg synes det er usmageligt. Noglegange er det faktisk ok bare at opleve det der sker foran øjnene på én. Måske kan man så bagefter ligefrem huske selve øjeblikket og ikke kun et stilbillede fra familiealbumet (eller facebook).

Selvfølgelig ville det have været rart med et billede fra Hjalmars luciashow sidste år, men oplevelsen sidder i hjertet – eller det vil sige at lige præcis sidste år nåede jeg kun på et hængende hår at kaste mig ind i det hellige rum med en tvilling under hver arm tidsnok til at se det fine optog gå ud af kirken. Hjalmar var så sød at minde mig om det i dag, da han sagde “sidste år kiggede og kiggede jeg efter jer, men jeg kunne slet ikke se jer…”  Ja, ja man er vel ikke perfekt.

I dag sad vi klar og fik da også skudt et utydeligt billede fra Luthers bænk. Men det ægte billede af Hubert med strålekrans, det bor i mig.

Lad det være en opfordring til at nyde øjeblikket uden kamera bare en gang i mellem og ikke mindst til at se magien når den udspiller sig – og lade den være i fred.

 

Krydderi på tilværelsen

IMG_1360Nogle dage er det altså lidt udfordrende at have 4 børn. Sådan en dag var det i går!

Det kan virkelig mærkes, når der bliver bare en lille smule slinger i valsen. Om formiddagen blev vi ringet op af vuggestuen, fordi Bertil blussede meget op i ansigtet og fik både udslæt og nogle hævelser efter at have været med til at bage pebernødder og måske havde smæsket sig lidt rigeligt i den krydrede dej. Han elsker at fedte rundt med maden og havde måske nok lige haft lidt for meget nærkontakt med kanelen! Vi måtte hoppe i en taxa og drøne til Hvidovre Hospital for at tjekke for allergisk reaktion. Da vi nåede derud, så han allerede meget bedre ud, men rent rutinemæssigt skulle han undersøges af en læge. Det gik egentlig forbavsende hurtigt og allerede efter en times tid, var vi på vej retur igen. Hvis det ikke var for udslættet, kunne man næsten mistænke ham for at bluffe sig til hele seancen. Han nød i hvertfald opmærksomheden i fulde drag og havde travlt med at charme både hospitalspersonale, taxachauffører og ikke mindst Kristian og jeg. Hele to forældre der kigger på én på samme tid! Det er altså ikke et grundvilkår, når man både bliver født som en del af et sæt og ind i en flok. Det var faktisk ret så hyggeligt!!

Ikke så snart var vi trådt ind af døren herhjemme, før de ringede fra skolen, at Hjalmar havde ondt i maven. Afsted igen! Efter en halv time herhjemme viste mavepien sig at være ren og skær fødselsdagsspænding, så han blev fulgt til den børnefødselsdag, han var inviteret til. Derefter skulle Hubert og Helga Marie hentes… En hurtig halv kop kaffe og ud af døren igen for at hente Hjalmar. Og så gik den dag. Mange børn – meget logistik!

Det var ret underligt at være tilbage på Hvidovre Hospital. Det er dér, Helga Marie og Bertil kom til verden og dér jeg gik til kontrol ca. konstant under graviditeten. Hele atmosfæren, hospitalslugtene og de karakteristiske gange førte mig tilbage, og jeg kunne mærke nogle af de tanker og følelser, der fyldte i mig dengang – og mærke lettelsen over at Helga Marie og Bertil heldigvis begge er ude og trives i bedste velgående. Det fik mig også til at tænke på, hvor skønt det er at have tvillinger (selvom det da selvfølgelig også kan trække tænder ud en gang i mellem!).

Når jeg ser Bertil og Helga Marie sammen, kan jeg næsten synes, at det er lidt synd for Hjalmar og Hubert, at de ikke også har en tvilling. Selvfølgelig har de to små krabater konflikter om det samme legetøj, og de er begyndt at drille hinanden ret så bevidst. Når vi sidder og spiser, kan de finde på at stjæle hinandens mad, kop eller ske og så kigger de med skælmske øjne og ser meget uskyldige ud. De kan endnu ikke selv se, at de er gennemskuet på forhånd, fordi de jo sidder med tyvegodset i hænderne. Det er faktisk ret sjovt. De kan også tromle hinanden og møve sig ind foran hinanden, blive jaloux og stjæle opmærksomheden fra hinanden osv. Men alt i alt så har de virkelig meget glæde af hinandens selskab.

Nogle af mine yndlingsøjeblikke med Helga Marie og Bertil er, når de har været adskilt fx efter en lur og bare løber hen og krammer hinanden og putter sig ind til hinanden. Man kan mærke, at de har savnet hinanden. Eller når de stavrer afsted efter hinanden i noget, der ligner en fangeleg i slowmotion, mens de skriger af grin. Eller når den ene græder og den anden kommer hen med en bamse eller sut og begynder at stryge over håret og siger “ae, ae”. Eller når de bare griner af et eller andet, vi andre ikke fatter hvad er og går ind i deres egen lille boble.
Det er virkelig sjovt, hvordan deres relation udvikler sig mere og mere, jo ældre de bliver og hvordan de udviser empati og kærlighed for hinanden.

Vi har ikke dyrket tvillingerelationen så meget, men betragter dem egentlig mest som almindlige søskende. At de er født ind i en familie med to storesøskende betyder, at vi nærmere ser dem som en del af flokken end som tvillinger. De fungerer fint uden hinanden en gang i mellem, men det er alligevel tydeligt, at de to har noget særligt sammen og på en måde er forbundet.

Selvom jeg godt kunne have været hele kanelcirkuset og hospitalsturen foruden, så var det faktisk meget godt at få nogle af følelserne fra dengang tilbage og mærke lidt på dem igen. Jeg kan huske, at nogle af de tanker der fyldte mig de første dage, efter Bertil og Helga Marie var blevet født og vi stadig var på hospitalet var, at det både føltes skrøbeligt at have ansvaret for så mange børn og enormt stærkt at være en stor familie. Skrøbeligheden viser sig, når ét barn kræver lidt ekstra som eksempelvis i dag. Jeg ville gerne være der for Bertil hele tiden, men ‘fabrikken’ skal jo holdes i gang, uanset hvad der sker og de andre børn kræver stadig hver deres. Jeg kan godt blive skræmt ved tanken om, hvis der en dag sker noget mere alvorligt – i dag skete der jo reelt ingenting. Ikke andet end at Bertil skulle undersøges.

På den anden side er det netop når valsen slingrer lidt, at jeg uden at tænke over det tager mig tid til at give det der berømte ekstra nærvær til ét barn af gangen, som jeg ofte savner lidt. Og som børnene selvfølgelig også nyder i fulde drag.

Vi holder lidt igen med julesmåkagerne for en stund og satser på,det var mængden af kagedej, der gjorde udslaget for den lille slikmund.

Dejlig er den himmel blå

IMG_1853Nu nærmer december sig og selv om både butikkerne, reklamerne og min førstefødte har mindet mig om det i laaang tid, har jeg ikke rigtig forstået det. Der hænger endda en gigantisk granguirlande med lys lige udenfor vores vindue. Jeg har ikke købt kalenderlys eller tænkt på adventskrans, og jeg aner ikke hvilken julekalender, der bliver sendt i tv. Jeg har hørt noget om Pyrus med et halvt øre men helt seriøst?! Julestemningen har med andre ord slet ikke fået tag i mig endnu!

Men men men… I går hentede jeg Hjalmar til en børnefødselsdag, og det havde virkelig været en god en af slagsen! Kinderne var ildrøde, humøret højt og håret fugtigt af sved. Ungerne havde løbet rundt i gården med knæklys-armbånd i alle farver (nok den eneste fordel ved at holde børnefødselsdag på denne årstid). Det så fantastisk ud med de små lys i mørket, og jeg kom næsten til at savne de jyske halballer i 90’erne. Mon de stadig findes…?

Da vi gik hjem langs Nørrebrogade og guirlanderne lyste over os, tog Hjalmar min hånd og begyndte at synge ‘Dejlig er den himmelblå’. Han kunne første vers udenad (dog med variationen ‘…når de blinke, når de tænke…’ i stedet for ‘…hvor de smile, hvor de vinke…’). Der er bare noget med børnestemmer, der synger julesange! Hvis man ikke bliver en lille smule rørt, er man da en isdronning. Og så var det, jeg blev mindet om, at jeg må stramme op på juleentusiasmen! Det hører med til mor-tjansen, og derfor sætter jeg jagten ind på lys, julekalender og julestemning.

Jeg er ellers vild med jul! Mit krudt bliver bare brugt på så meget andet lige nu, at der ikke rigtig har været tid til at opdage, at november gik. Og så synes jeg faktisk også først, julen bør starte i december!

 

 

Familieweekend

Vi har holdt weekend i familiens skød! Ikke kun vores egen “lille” familie men hele baduljen. Mine forældre kørte turen tværs over landet fra vest og kom fredag aften til burgertid. Hjalmar og Hubert var ellevilde og havde glædet sig helt vildt. Selvom afstanden er stor i km, er børnene heldigvis meget tætte på bedsteforældrene – og det er dejligt!

Lørdag holdt vi en meget afslappet og rigtig hyggelig julefrokost hos min søster. Vi er 8 voksne og 9 børn, så der er pænt gang i den, når vi er samlet. Mine to søstre og jeg var så heldige at få barn nr. henholdsvis 1, 2 og 3 inden for et par måneder for nu 3,5 år siden. Det var ret fantastisk – og IKKE planlagt. Vildt hyggeligt med barsel på samme tid! Min ene søster og jeg fik så også nr. 2 og 3+4 på samme tid senere. Vildt tilfælde synes jeg! Vi har altså en flok ret jævnaldrende unger, og det er bare så skønt. De hygger sig og er meget glade for hinanden (når de ikke lige hiver legetøj ud af hænderne på hinanden og alle vil sidde i midten på samme tid og den slags…).

Vi endte med at sove hos søster, da vi ikke har bil og det blev sent. I dag tog vi direkte til kaffeslabberas hos min anden søster og hang ud nogle timer. Det var en skøn weekend og dejligt at være sammen allesammen.

Jeg føler mig virkelig priviligeret at have så skøn en familie, og jeg synes, det er fantastisk, at mine børn får mulighed for at have så tætte familiære relationer, der rækker ud over vores egen lille familie. De oplever at være en del at en stor flok, og det er der en fundamental tryghed og styrke i.

Ungerne var helt baskede her til aften og gik ud som 4 små lys, så nu runder jeg weekenden af i sofaen med min pseudofamilie, Modern Family, sammen med Kristian. Det er altså en virkelig god serie! Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg identificerer mig mest med den ældre mand, Jay, med den unge columbianske kone eller den nærtagende, sarkastiske homoskesuelle søn, Mitchel?

 

 imagesimages

Nærvær på kaosruten

Hostesæsonen er i fuld gang og har også fået tag i vores familie. I dag var Helga Marie syg og måtte blive hjemme fra vuggestue. Det var selvfølgelig synd for hende men også lidt hyggeligt for en gang skyld at have alenetid med hende. Det blev mest til at putte med dynen i sofaen men dejligt alligevel.

Det er ikke så tit, Bertil og Helga Marie er adskilt, men de har da været det nogle gange efterhånden. De kan sagtens undvære hinanden og virker ikke særlig påvirkede af adskillelsen, men hold da op, hvor bliver de glade, når de ser hinanden igen. Det er altså noget, der smelter hjerter, når de står i entreen og krammer hinanden!

Det jeg egentlig vil skrive om, er min oplevelse af at hente Bertil i vuggestuen i dag. Normalt henter jeg Hubert og Hjalmar først, fordi det er nemmest. De dage jeg henter de små først, fungerer det mildest talt dårligt! Jeg aser og maser og slider og slæber. Op og ned af christianiacyklen. Den ene i bæresele og den anden på armen. Rundt og lede på fritidshjemmet. Først på 1. sal i spille/legorummet, så i tumlerummet i stuen, i køkkenet og til sidst på fodboldbanen for så at konstatere, at Hjalmar alligevel var på 1. sal. I takt med armene syrer til, bliver jeg mere og mere kortluntet og kommanderende overfor de to store, der altid liiige skal på toiletet, spille færdig, have et stykke brød eller bare lave en flitsbue over et eller andet uforklarligt. Sveden hagler, og jeg føler efterhånden, at jeg har løbet et maraton. Ungerne går i 3 forskellige institutioner, så det bliver til nogle røde kinder og svedplamager under armene, inden den ca. halvandentimes henteseance er overstået.

Derfor er det lettere at hente de store først og slæbe dem med ind og hente de små. – Eller det er i hvert fald mindre fysisk hårdt for mig… At der så opstår et kaos uden lige, når vi indtager gardaroben i vuggestuen, må jeg tage med. Nogle slås (som regel Hubert og Hjalmar), nogle prøver at stikke af (som regel Helga Marie), og nogle hyler (ofte Bertil), fordi han er forelsket i sine hjemmesko og ikke vil have dem af. Jeg prøver at smaltalke med de andre forældre og virke rolig, selvom jeg indeni er ved at eksplodere og kun tænker på kaffe!! De er søde, de andre forældre og tilbyder at hjælpe og smiler medfølende. Men jeg har luret, at de ser forskræmte ud bag deres venlighed! Nogle (de gravide der venter nr. 2) er decideret forskrækkede, og de siger det direkte! Jeg må forsikre dem om, at jeg ligesom dem også synes, det var hårdt at hente, da vi kun havde Hjalmar og at man klarer det hen ad vejen og at de jo kun får ét ekstra barn osv., mens min krop koger og mit indre er i kaos i forsøget på at få det vigtigste habengut med, bevare den gode stemning og huske alle mand!

Nå, men i dag hentede jeg altså Bertil som den første og hold nu op, hvor var det bare hyggeligt! Jeg kunne koncentrere al min opmærksomhed om ham og se, hvordan han nød det. Jeg kunne se hans glade kinder og se, hvordan han kiggede forelsket på mig. Vi tullede lige så stille og rolig ud til cyklen og kørte over efter Hjalmar. Rundt og lede mens han gik på sine stavrende ben og jeg holdt i hans lille buttede hånd. Han småsludrede (altså uden ord), og alt gik bare i hans tempo. Helt fredfyldt cyklede vi hjem, og alt åndede for en stund fred og idyl.

Fortryllelsen blev dog ophævet, idet vi trådte ind af døren herhjemme, og normaltilstanden overtog. Men det var skønt at have opmærksomheden på ham og mærke hvordan nærværet påvirkede os begge på en god måde.

Nærværet til den enkelte er én af de ting, jeg synes, er svært ved at have tvillinger og ved at have 4 børn i det hele taget. Som èn af mine venner engang sagde til mig: “Du skal smøre dig selv ret tyndt ud!”