Tag Archives: Lys

Den søde sommertid

Juni er meget mere travl end december, når man både har børn og er to lærere i huset… Vi hænger sammen endnu, men løber stærkere, end vi er vant til – og også lidt stærkere end vi egentlig har lyst til. Der har været meget, der skulle begyndes og meget, der skulle afsluttes. Den følgende uge sætter slutspurten ind og derefter drosler vi ned og nærmer os ferien. Jeg tror, jeg kunne skrive en bog om alt det, der er sket siden, jeg skrev sidst, men det tillader tiden desværre ikke… Derfor har jeg lavet en lille opsummering, på nogle af de ting, der har forsødet denne utrolig travle sommertid:

– Det årlige sommerkarneval på fritten, hvor min store, stolte dreng optrådte med trommeorkester og sang. Både Hjalmar og de andre børn var så koncentrede og fokuserede, og den fine tekst om ‘at være en god kammerat’ blev omsluttet af (næsten) taktfaste rytmer. Det var virkelig rørende at stå der i solen og se de ca. 30 børn optræde med den vidunderlige farveeksplosion af et gavlmaleri, med det påmalede “Mere mangfoldighed”, der pryder muren i “Banana-park” som kulisse.

– Lyse nætter… fornemmelsen af at lyset bringer energi i en tid, hvor jeg netop har brug for lidt ekstra (selvom det er på bekostning af søvnen, da mine sengetider har det med at skride endnu mere om sommeren…).

– At opleve hvad en 1. klasse kan få ud af at spille blokfløjte sammen regelmæssigt! Opmærksomhed, fællesskab, koncentration, stolthed over at mestre et instrument og ikke mindst følelsen af skaberglæde… Når elementer af en undervisning overskrider sig selv og rækker ud i mange retninger, så sker der noget virkelig meningsfuldt. Den æstetiske kvalitet af klassens fløjtekor kan godt diskuteres, for en plastikfløjte møder her sin naturlige begrænsning, men summen af helheden havde stor værdi! (Jeg må vist hellere støve min egen gamle blokfløjte af og gå i træningslejer i sommerferien – det vil min familie helt sikkert også sætte pris på!

– At Hjalmar næste skoleår får to dage, hvor han har fri kl. 13! Det er virkelig gode nyheder!

– At være på en arbejdsplads med plads og tid til socialt læremøde, der inkluderede fællessang, guitar, pædagogiske snakke og rosevin i min kollegas kolonihave. Da fællessangen tilmed inkluderede “Er lyset for de lærde blot”, var jeg tæt på at fælde en tåre.

– At have begge mine søstre og deres familier lige ved hånden! Det er bare skønt!

– At vi har købt en bil! Muligvis en dum/dyr beslutning, men sikke en frihed! Den er gammel, stor og blå og er navngivet “Mimbo Jimbo”.

– At sommerferien nærmer sig! Den er mere end tiltrængt for både store og små i vores familie…

 

 

 

 

Lyset er på vej!

IMG_4872Vintersolhverv er noget af de smukkeste! Efter i dag vender lyset lidt efter lidt tilbage og bringer nyt liv og nye begyndelser. Naturens egen nytårsfest! Det kræver tålmodighed, for der går lige et stykke tid, før det bliver synligt med det blotte øje, men lyset er på vej!

Jeg bliver altid lidt nostalgisk omkring vintersolhverv. Både fordi jeg i det hele taget er glad for lys og fordi solhvervet symboliserer håb. Håb for en mere lys og mere oplyst verden. Vi skal bare lige finde ud af at justere på de rigtige knapper.

Den kloge politiske tænker Hannah Arendt brugte natalitet (fødsel eller ny begyndelse) som symbol på menneskets mulighed for at starte på ny eller for at “genfødes”.

Mennesket er født ind i verden, og er efter Arendts overbevisning født ind i verden for at begynde. Fordi mennesket er en handlende skabning, der tager nye initiativer eller laver nye begyndelser, retter vi os mod fremtiden. Arendts natalitetsbegreb indeholder håb for fremtiden og her ved lysets tilbagekomst, er det efter min mening en passende tanke at påskynde.

Sådanne ting går jeg rundt og tænker på, når det er vintersolhverv. Midt i mellem juleforberedelser, børn der skændes, væltede perleplader, kaos og kødsovs er det dejligt at sende et par tanker imod noget, der er større end vores egen lille bitte plads her i verden.

Der var noget før os, og der kommer noget efter os – som vi har et medansvar for! Naturens cykliske form kan være rar at tænke på, når der er hverdagskaos rundt om ørerne på én :)

 

 

 

 

Et strejf af julemagi

IMG_5385Julemagien har for alvor indhyllet os denne weekend med lys, lyd og dufte af alt det, der hører sig julen til. Vi holdt alle sammen en fridag i fredags og brugte formiddagen på at trylle papirstrimler om til funklende stjerner og tegne, mens vi hørte julemusik for fuld udblæsning. Ungerne kom først ud af nattøjet over middag, da vi besluttede os for at tage en tur i Tivoli. Sådan en formiddag er bestemt ikke at kimse ad!

Juletivoli var som altid smuk, og det var en stor oplevelse for børnene at gå rundt inde bag de kommercielle mure og indsnuse duften af gløgg, candyfloss og brændte mandler, mens mørket sænkede sig over byen og lysene forvandlede Tivoli til et magisk eventyrland.

Det var en virkelig god dag både hjemme og ude, og det var dejligt at være på udflugt hele familien. Det er ikke altid den største selvfølge, at vores udflugter bliver en succes, for der er mange børn at holde øje med, mange behov der skal stilles, mange til at plage, mange til at stille krav og kun to voksne til at holde styr på tropperne. Men i fredags var udflugten god, og det giver altså et boost, der rækker længere end til bare at have været en god dag. Det åbner også stille og roligt op for nogle muligheder, der i et par år har været uden for vores rækkevidde. Af den simple årsag at mange ting bliver nemmere, efterhånden som børnene bliver større. Andre ting bliver sværere, men lige i forhold til at tage ud af huset og bryde ud af rutinerne er det blevet meget nemmere end bare for et halvt år siden.

I går holdte vi traditionen tro store-bagedag med min søster og hendes familie. Vi klistrede deres køkken ind i småkagedej hele eftermiddagen, mens duften bredte sig og smagsprøver røg ind i en lind strøm, til kvalmepunktet nærmede sig. Sådan skal det være. Børnene var med af flere omgange i forskellige hold, og de hyggede sig! Det er lidt af et cirkus med 6 julebagende børn og en baby, men det er bestemt besværet værd, når de med stolthed viser resultaterne frem som små kanelduftende kagetrofæer.

Julen er flyttet ind, og det er skønt :)

Selvom dagene flyver afsted hurtigere, end kalenderlyset kan nå at følge med til, og vi desværre ikke undslipper småsygdom, der altid sniger sig ind og udfordrer familielivet på denne årstid, og kalenderen i næste uge er overtegnet, så den er ved at falde fra hinanden, så har vi i hvert fald i denne weekend fået et strejf af den idylliske juleromantik, jeg skrev om i mit sidste indlæg. Indtil videre er juleballancen intakt!

Æbleskiver og æblekinder

IMG_5325Første søndag i advent er en dag, der af en eller anden grund altid kommer bag på mig. Omverdenen har vidst det længe, men i min krop starter julen åbenbart først i december. Vi måtte hive julekassen frem fra gemmerne kl 0.30 i går, da vi kom hjem fra familiehygge hos min søster med 4 sovende børn, for det sidste Hjalmar mumlede fra bagsædet i bilen, før hans øjne gled i, var “Husk nissesokken…!”.

Denne første søndag i advent har været præget af virkelig trætte børn og virkelig trætte forældre, forventninger der ikke blev indfriet og skuffede miner… Alt i alt ikke en særlig hyggelig formiddag i det lille hjem.

Når alle er trætte, sker der ofte det, at børnene hyler på skift over alt fra strømper, der driller, til dårlig gaver. Når den ene stopper, så starter den næste. Det er som om, de venter på, der er en voksen, der endelig har frie hænder. Sådan var det i formiddag – og så kan sådan en formiddag godt føles lang med fire børn.

Vi forsøgte at rode bod på sagerne med lys i adventskransen og en bunke æbleskiver, og det hjalp heldigvis. Efterfølgende var der ‘tvangstur’ på løbehjulsbanen, som også viste sig at være en rigtig god ide, selvom det ikke foregik uden protester. Nogle gange ved de voksne bare bedre :)

Sure, triste og utaknemmelige børn blev ved et trylleslag forvandlet til glade, grinende unger med røde æblekinder og julehumør. Frisk luft og søde sager kan virkelig gøre underværker!

Og, som Hjalmar og jeg snakkede om, så må vi hellere lave en stor portion grød til nissen inden næste søndag…

 

 

 

 

Midsommer

IMG_1420Familielivet er virkelig dynamisk for tiden! Nogle dage byder på et væld af konflikter, tandfrembrud, jalousi og generel skrig og skrål. Andre byder på leg, grineflip, empati og hygge. Det er som om, hele børneflokken pudser følelsesregisteret af inden den forestående sommerferie. Jeg satser på, vi alle tuner ind på samme kanal, når ferien indtræffer!

Juni går omend endnu hurtigere end maj, og jeg har en følelse af, at juni er den sommerlige pendant til december mht. diverse arrangementer, samtaler, møder og alt muligt andet, der skal nås, inden hele landet går på lavt blus i nogle uger. Det er som om, citronen lige skal presses til det yderste, så man rigtig kan føle, ferien er velfortjent.

Det er nu vores 3. sommer med 4 børn, og jeg vil mene, vi er ved at have finjusteret forventningerne til begrebet ‘ferie’. Tidligere var ferie noget, jeg forbandt med en stor stak bøger, der skulle læses, strandture med indlagte blundere mellem svømmeturene, grilfester og København by night i stor stil.

Efterhånden er begrebet ‘ferie’ i mit hoved ved at nærme sig noget, der faktisk minder om virkeligheden. Noget med at servicere og være i konstant bevægelse fra 5.30-21 ca. og derefter tungt ramme en sofa eller havestol med et glas rødvin i hånden, is de fleste dage, oppusteligt vandbassin i gården (eller haven når vi er i Jylland) og følelsen af efter 4 uger at trænge til hverdag ;)

Den store forskel på tidligere tiders ferie og ‘ferie i virkeligheden’ handler om afslapning. For hvis nogen skulle være i tvivl, er det ikke specielt afslappende at holde ferie med 4 børn… Dermed ikke sagt at det ikke er både skønt og fantastisk! For det er jo det bedste i verden bare at være sammen hver dag allesammen. Og kold kaffe er faktisk lækkert om sommeren…

Indtil videre viser sommervejret sig ikke ligefrem fra sin allerbedste side, men det ændrer jo ikke på, at midsommeren er over os. Lange og lyse nætter som, efter solhverv forleden, allerede er på retur, før vi rigtig nåede at opdage dem. Det går hurtigt, året!

Eftermiddagsvejret var i dag bedre end forventet i det Københavnske, og vi puttede derfor alle ungerne i christianiacyklen og drog på jagt efter et bål og nogle hekse. Vi fandt begge dele lige rundt om hjørnet i Byoasen, som er et skønt sted i sig selv, men i dag var ud over det sædvanlige dejligt. Byoasen er et grønt område, hvor der udover masser af grønt og blomster, også er en dyrefold med både høns, kaniner, marsvin og geder, som man kan gå ind til og klappe, hjælpe med at fodre osv. Og så ligger det lige i hjertet af Nørrebro.

I dag var der bål, fællessang, hekseværksted og forskellige gode folk vi kender – idet hele taget bare rigtig skønt! Nørrebro er virkelig en landsby i byen og det er altså ret hyggeligt :)

Glædelig Sct. Hans!

Næsten sommer i Danmark

IMG_2811Mit sidste indlæg om frihed har givet en del god respons til trods for, at jeg virkelig ikke havde regnet med, nogen gad læse de mange ord.. Det er skønt, når I vil ofre jeres tid på at læse mine skriblerier – tak for det :)

I dag har jeg opnået en fuld effekt af noget, der føles som den hellige treenighed for travle småbørnsmødre – kombinationen af kaffe, sol og læ! Dét er noget, der giver kulør i de grå kinder og næring til sjælen! Det kan klart anbefales! Det er hundekoldt, og vinden bider stadig, men når man er så heldig at finde både sol og læ – og så endda har tid til at stoppe op og drikke en kop kaffe, så er det fantastisk!

Eftermiddagen har været præget af leg, liv og lyd! De to små legede i gården, da vi kom hjem fra vuggestuen og jeg synes helt klart, det er nemmere at motivere mig selv til leg i gården, når solen titter frem. Det er også hyggeligt, at de andre mennesker, der bor omkring os, efterhånden dukker frem fra vinterhiet, og det er lige i disse dage at ‘sæsonen’ for alvor starter, og gården bliver mere livlig end i de øde vintermåneder, hvor det er mørkt, når man kommer hjem. Det udvider på en måde lejligheden med et ekstra rum, som er ret kærkomment!

Da vi havde spist aftensmad, var vores 4 trætte mandagsbørn ved at flå hovederne af hinanden på kryds og tværs, og når konflikterne ikke fik overtaget stod den på wrestling/fodbold. Lydniveauet gik lige i mit nervesystem (som måske nok stadig er en lille smule belejret af weekendens festligheder…) og det batteri, der blev ladet op tidligere af kaffe i solen var opbrugt. Løsningen på problemet blev dansegulv i stuen og MGP i højtaleren. Det er noget, der samler flokken! Med ét var konflikter erstattet af grin, og ungerne skrålede ‘Nu er det sommer i Danmark…’ for fuld udblæsning. Det var faktisk ret sjovt! Især fordi de små bare er eminente på et dansegulv med deres små bløde kroppe og kluntede bevægelser, der ihærdigt forsøger at spejle deres to store idoler. Det er også godt for trætte voksnekroppe, der længes mod at ramme sofaen, men stadig har et bjerg af putning og oprydning at bestige. Det er virkelig sjovt at se, hvordan ungerne mødes i musikken, om det er MGP i højtalerne, når vi synger Bjørnen sover med de små, eller når guitaren bliver luftet, så stimler de som regel sammen og vil være med. Bedst af alt er det, når de leger band! – selvom de ikke altid er helt enige om genren…!

I skrivende stund bliver de store drenge puttet med godnatguitar, og jeg kan høre dem skråle med på Joanna. Det lyder da næsten som den rene idyl!

Det er altid godt at have nogle kort i ærmet til de stunder, hvor tingene brænder på og herhjemme er  ‘alt med musik’ som regel et af dem!

IMG_2821IMG_2825

 

Byens lys

IMG_2498Det er altid benhårdt at komme i gang med hverdagen efter en dejlig ferie. I dag var sværere end ellers, for det er et forandret Nørrebro, der ligger uden for vores dør.

Natten til søndag sov jeg næsten ikke. Jeg brugte natten på at tjekke opdateringer fra dels politiet og dels diverse nyhedsmedier, mens kvalme og magtesløshed overtog min krop. Jeg blev egentlig ikke overrasket over, at terroren ramte København, men jeg havde naivt bevaret et lille håb for, at vores andedam på forunderlig vis ville slippe udenom. Når så makabre og forkastelige hændelser rammer lige ned i smørhullet og skaber rædsel og frygt, ændrer meget sig. Det kom tæt på, og jeg tog mig selv i at overveje at flytte mine to store sovende drenge ind i soveværelset for deres værelse vender lige ud mod Nørrebrogade. Man ved jo aldrig, tænkte jeg. Det er jo absurd, at tankerne begynder at gå disse veje!

Kvalmen sad stadig i mig, da jeg skulle fordele ungerne ud over Nørrebro her til morgen. Vi har efterhånden set og hørt en del efter at have boet her i en årrække på første parket til diverse demonstrationer og mere eller mindre fredelige optøjer. Vi er vant til mere politi i gaderne, end man ser så mange andre steder, og Bertils første ord var da også ba-bu. Vi oplevede rømningen af ungdomshuset, og jeg husker den evige lyd af helikopter, der hang over gården, at vi skulle vise id-kort for at kunne gå ind og ud af vores hoveddør, og at der var gadekampe udenfor vores vinduer. Der har været sager om afpresning og banderelaterede skudepisoder, men alt i alt er Nørrebro et fredeligt sted, hvor vi er glade for at bo. Vi bor og lever, hvor der sker en masse gode og spændende ting, men hvor der også ofte er stor politi- og mediebevågenhed. Alligevel kan jeg med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig har følt mig bange. Jeg har altid kunnet distancere mig. Det kan jeg ikke denne gang.

De tragedier, der er sket i København lørdag og natten til søndag, har boret sig ind i mig. Det er ikke sådan, at jeg er bange for at gå på gaden, og jeg vil virkelig forsøge ikke at ændre min gøren og laden det fjerneste. Alligevel er jeg bange. Jeg er bange for, hvad det gør ved vores demokrati og ved vores måde at leve sammen på. Hvad det gør ved vores frihed. Jeg klamrer mig til den version af historien, jeg fortæller børnene, at det var en syg, syg person, der dræbte de to ofre, og at det ikke sker igen, så derfor er der intet at frygte! Men jeg kender desværre mange flere nuancer end en 7 årig.

Vi skal stå sammen og ikke lade os kue, lyder beskeden fra såvel statsministeriet som de sociale medier. Men hvordan gør man det? Realiteten er jo, at de fleste kigger sig en ekstra gang over skulderen og overvejer om de tør deltage i arrangementer, der omhandler ytringsfrihed eller noget der ligner. Risikoen har manifesteret sig som værende reel.

Lige her og nu, hvor sorgen skaber fællesskab, og arrangerede mindehøjtideligheder danner rammer for deltagelse, er det muligt at leve op til fordringen om sammenhold. Men hvad sker der, når hverdagen indtræffer? Kan det undgåes at tragedierne skaber splittelse? Jeg håber det inderligt!

Det er ikke Nørrebro, København eller Danmark der er forandret, det er menneskene, der lever her, der er forandrede. Det er mig.

Jeg håber, at den solidaritet der åbenbarer sig i disse dage vil række ind i fremtiden og ikke blot blive glemt, når mediestormene har lagt sig igen. Vi bærer alle et ansvar for sammenholdet og for fortsat at kunne leve et liv sammen i frihed.

 

En tidslomme

IMG_2445Vi har holdt en skøn lille ferie hos mine forældre, der bor tæt ved vesterhavet. Jeg er vild med havet og naturen omkring, og det giver lige et lille skud ny energi at komme ud, hvor horisonten fortsætter så langt øjet rækker, himmelen er stor og lyset er overstrømende. Når man står på stranden og kigger ud i, hvad der føles som uendeligheden, bliver man lille. Det fascinerer mig altid!

På vejen hjem besøgte vi min Bedstemor som vi pga. afstanden ser for sjældent. Det er lidt underligt med sådan et langdistance familieforhold, når vi tidligere så hinanden meget oftere. Selvom jeg har boet i København i 13 år, har jeg stadig ikke vænnet mig helt til lige præcis dét, men sådan er det nu engang. De sidste par gange jeg har set min Bedstemor, har vi mødtes hos mine forældre. Hun kører gladeligt de 80 km, selvom hun fylder 90 år i næste uge. Hun synes, det er praktisk for os ikke at skulle drøne mere rundt med ungerne end højest nødvendigt. Det bliver da også ofte noget med en halv times lur i bilen og pylrede unger resten af dagen, så vi er som regel taknemmelige, når hun kører for at være sammen med os. Men i går besøgte vi altså hende, og det var virkelig skønt!

Når jeg træder ind i min Bedstemors hus, er det lidt som at træde ind i en tidslomme. Hvis væggene kunne tale, ville de fortælle rigtig gode historier fra store familiekomsammener, hyggelige sommerferier og gode snakke ved køkkenbordet. Mange ting er uforandrede siden jeg selv var barn og selvom årerne går, står tiden på forunderlig vis stille i min Bedstemors stuer. Mine børn er kommet til og har dermed tydeliggjort generationsskiftet og min Bedstefar mangler. Han mangler meget! Men ellers er alt stort set ved det gamle. I hvert fald inden i mig. Det er nok i virkeligheden mest mig selv, der hopper ind i tidslommen, når jeg træder ind i hendes hus og tankerne flyver tilbage til alle de gode stunder, vi har haft sammen. Jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg stadig har min Bedstemor, og at mine børn dermed har en Oldemor. Selvom hun snart er 90, er hun ikke gammel for mig, for hun er stadig den samme, som hun altid har været, og jeg har har kendt hende altid. Det er uvurderligt at have en Oldemor, som tager imod hele familien med åbne arme og en flæskesteg i ovnen.

Min Bedstemor har også 4 børn (også 3 drenge og 1 pige), og jeg tænker ikke så sjældent på hende og på hvordan det må have været, at være mor dengang hendes børn var små i 40-50’erne. Uden opvaske- og vaskemaskine og uden tørretumbler. Hun er en virkelig sej dame, og jeg har den dybeste respekt for hende og priser mig lykkelig for stadig at have hende i mit liv.

 

 

Vintersolhverv…

IMG_1838I dag er en ganske særlig dag, fordi det jo er vintersolhverv. Jeg kan altid mærke, at denne dag betyder noget specielt for mig, selvom jeg ikke som sådan plejer at fejre den på en bestemt måde. Jeg har tit haft planer om at lave solhvervstraditioner, men ikke gjort alvor af dem. I år har jeg gået og grublet over, hvordan vi skulle markere dagen og været omkring alt muligt fra noget mad over bål i gården, noget med fakler, noget med at spise middag kun oplyst ved stearinlys. Ja, der har været mange ting igennem kontrolrummet på øverste etage.

Selvom jeg egentlig elsker den mørke tid, der indbyder til masser af indendørs hygge, så synes jeg, der er alt mulig grund til at fejre, at lyset vender tilbage. Efter lang tid med mørke hungrer min krop og mit sind efter mere lys, og en lille pige, jeg overhørte tidligere i dag, da hun talte med sin far, ramte spot on, idet hun sagde: “Når solen skinner, er det som om, folk er mere glade og når det er gråvejr, er alle mere triste.” Det er kloge ord fra en lille pige! Med lys følger liv og i nat er jo naturens nytårsnat, hvor cyklusen starter forfra. Det er da en smuk tanke. Lys er håb og giver mulighed for, at noget nyt kan begynde. Selvom lyset ikke kan mærkes så meget den første del af vinteren, så ved vi, at der er lysere tider på vej.

Her ved dagens slutning må jeg konstatere, at den ikke på nogen måde har været som i mine tankespind! Formiddagen blev brugt på vasketøj, oprydning og leg indendøre (og et hurtigt vend i gården), mens vi forsøgte at planlægge, hvordan både Kristian og jeg kunne nå at købe gaver hver for sig i løbet af dagen. Mærkeligt hvorfor det hvert år kommer bag på os, at det er juleaften d. 24! Eftermiddagen blev så brugt på at købe gaver hver for sig. Kristian var (surprise) hurtigere til gaveindkøb end jeg, og han tog derfor ungerne med på legepladsen. Jeg drog mod det forjættede land og tilbragte eftermiddagen sammen med resten af København i diverse legetøjsforretninger. Manner nogle køer!! Vores kriterier til gaverne i år var, at de skulle være billige og små. Når hele flokken skal på juleferie i det jydske, må vi virkelig begrænse bagagen, hvis der skal være plads til os selv i bilen! Det gik dog ikke helt som aftalt med gaverne, og jeg kom i befippelse over menneskehorderne og al den asen og masen til at købe en gigantisk gave til en af ungerne. Den fyldte en stor sæk og vejede pænt til. Sammen med de andre ting jeg havde erhervet mig, blev det til en ret massiv byrde at bære på. Problemet var, at det regnede og jeg var med bussen – hvilket var dumt! Jeg har nærmest udviklet en fobi mod overfyldte busser, så jeg gik hele vejen hjem – bogstavlig talt med gaver i pose og sæk(!) og selvom jeg betragter Nørrebros Runddel som central, så er der altså, hvad jeg vil kalde for en rask spadseretur fra Kgs. Nytorv… . Jeg var hjemme 17.30 med syre i arme og ben, så vi kontsaterede hurtigt, at den stod på take away til de voksne og havregrød til ungerne.

Mens vi spiste, fortalte jeg lidt om solhverv, men jeg tror ikke rigtig, der var nogen, der lyttede…

Sådan må man være så omstillingsparat og klar til at nedjustere sine egne forventninger nogle gange. Det er faktisk også okay! Nu har jeg jo et helt år til at planlægge næste års vintersolhverv!