Tag Archives: Livet

Lidt om mindfulness og min Bedstefar

Der er noget ved hele mindfulnessbølgen, der trigger mig!IMG_1810

Siden jeg var 16 år og deltog på et yogakursus i den lokale husmoderforening (det hed det virkelig!!) sammen med min mor, har jeg dyrket yoga i perioder. Set i bakspejlet lignede husmoderyogaen til forveksling noget fra en satireserie på DR2. Den lille landsby, vi boede i dengang, er en vaskeægte jysk landsby i et landbrugsområde domineret af kartoffelbaroner og familier, hvis slægt i byen går tilbage til, da ruderkonge var knægt. På holdet var min gymnasieveninde og jeg, nogle voksne kvinder, der måske havde duftet lidt til det søde hippieliv, før de fik børn, en virkelig øko-agtig mand (vel at mærke før økologi blev moderne!) i løstsidende hamptøj og fuldskæg og så en håndfuld pensionister i farvede fritidsdragter, der trængte til at strække den halvkrøllede krop igennem. Underviseren var det sødeste, mest autentiske yogamanneske, jeg har mødt. Hun fik os til at mærke strømninger i kroppen og fortalte om chakra, mens vi lå dér og kæmpede i stillingerne og forsøgte at se afslappede ud. Hun havde et stort kruset hår, velourbukser og drak urtethe. Nå, men det var altså her i den brogede flok, at jeg tog mine første spæde yogaskridt. Den har fulgt mig siden, yogaen – men altså kun på periodisk hobbyplan. Det tæller vel også.

Jeg er fascineret af tankesættet bag og kan ikke lade være med at blive draget lidt, af den spiritualitet yogaen rummer. Siden husmoderforeningen har jeg dyrket yoga i smarte studier på Nørrebro med mænd og kvinder i lækkert yogatøj og med (moderne) økologiske yogamåtter. Urteteen findes også i de fancy studier, nu gemmer den sig blot bag et lækkert brand.

De sidste år er det mest hjemme på stuegulvet, mit yogaliv har udfoldet sig og jeg skal blankt indrømme, at der næsten når at gro mug på yogamåtten indimellem. Man kan kalde mig en inaktiv yogi. Det er altså heller ikke det letteste at dyrke yoga med fire børn omkring sig, der tror man vil lege hest, når man forsøger sig med et hundestræk. Jeg har også dyrket graviditetsyoga, og jeg har gået til børneyoga sammen med Hjalmar. Jeg har  læst bøger om yogafilosofi og buddhisme – både i min sparsomme fritid og i forbindelse med mine uddannelser. Desuden fulgte jeg for et par år siden et kursus i kommunikation og ledelse, hvor mindfulness var integreret som en slags værktøjskasse.

Jeg vil ikke på nogen måde kalde mig ekspert på området, men jeg ved da lidt. Nu skal jeg så på mindfulnesskursus igen, og jeg skal da lige love for, at mindfulnessen har fået greb om både Hr. og Fru Danmark – og om erhvervslivet. Der er rigtig mange fine tanker i mindfullness, man kan lade sig inspirere af. Det skal der ikke herske tvivl om. Men det er da lidt bizart, at folk åbenbart har mistet evnen til at være fokuserede og nærværende. Man kan tage kurser i mindfullness, der relaterer sig til alt fra ledelse over graviditet og arbejdsliv til parforhold osv. Fint nok. Men virker det? Kan man bare pille en del af “østens mystik” ud af dens helhed og adoptere den i vores fortravlede verden? Ikke umiddelbart, tænker jeg. Man kan selvfølgelig altid lade sig inspirere.

Jeg fik engang til opgave at tænke på det mest nærværende menneske, jeg kunne komme i tanke om. Jeg skulle fremkalde mig billedet af den person, jeg synes var mest nærværende i det personen gjorde. Altså ikke blot i en samtale men i selve livet. Det billede jeg fik frem i min indre biograf, var billedet af ingen ringere end min Bedstefar. Det blev jeg selv vældig overrasket over! Jeg tror aldrig, min Bedstefar havde hørt om hverken yoga eller mindfulness, men ikke destomindre var det altså ham, jeg tænkte på.

Min Bedstefar, som desværre døde for 2 år siden i en alder af 89, elskede livet og livets små detaljer. Han var handelsmand og havde en lille ejendom lidt udenfor byen, hvor han gik og nussede rundt. Han havde heste, katte, køer, æsler og hvad der nu ellers kom med hjem fra markedspladsen. Han var dedikeret og fordybede sig i sin verden og havde altid sin fulde opmærksomhed på det, han lavede. Han ordnede seletøj i kælderen om aftenen, passede dyr og tog sig tid til at klø dem bag ørene og ordnede alt det forefaldende arbejde, der opstod. Han var passioneret. Jeg husker det som om, han altid fløjtede. Han havde en ro, som var meget inspirerende og jeg tror den bundede i, at han var tilfreds. Han var tilfreds med sit liv og sin verden og fordybede sig uden hele tiden at være på vej til noget andet.

Pointen er altså, at min Bedstefar nok er ham, der har lært mig allermest om mindfulness og det er da ret fantastisk at tænke på. Kurser kan introducere et tankesæt, og man kan læse sig frem til en viden, men der er ikke noget, der slår en god rollemodel, der viser vej med sine handlinger.

Jeg tror, at det der trigger mig, er den der quick-fix mentalitet, der hersker på fx et mindfulnesskursus. Et effektivt kursus, der har til hensigt at skabe effektivitet – pakket ind i eksotiske tanker om at være i kontakt med sig selv. Der mangler noget autenticitet i mine øjne. Jeg kommer helt til at savne husmoderyogaen! Dér gik man da i det mindste all inn i forsøget.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen og det var heller ikke meningen at skrive så langt et indlæg om yoga(!). Tror bare, at tankerne om min Bedstefars nærvær i livet i kontrast til det effektive forsøg på at lære en flok mennesker “fokuseret nærvær” på et kursus ville ud  gennem mine fingre. Det handler måske lidt om at åbne øjnene i stedet for at forsøge at opfinde den dybe tallerken.