Tag Archives: Livet

Fred og fællesskab

Jeg er stadig blød i knæene efter gårsdagens skolerevy, hvor Hjalmar indtog de skrå brædder. Han har tidligere været med i en musikforestilling, som o. klasserne lavede i efteråret – dengang voksede han et par centimeter overnight!

I går var hele skolen sammen om at opføre revy på den måde, at hvert klassetrin havde forberedt et indslag, der udgjorde en del af en samlet helhed med temaet “Fred være med det”. Der var sang, dans, små skuespil og skolerockband. Det var rigtig flot! Fredstemaet blev så fint udfoldet, og budskabet stod klart i lyset af den smeltedigel skolen er. Alle børn stod sammen om det samme tema og alle forældre stod sammen i oplevelsen af ungerne.

Hjalmars klasse optrådte med en gammel børnesangleg, hvor eleverne havde forskellige små roller og Hjalmar var stolt som en pave over at spille bondedreng. Da 0. klasse gik på scenen med hinanden i hånden, smeltede jeg allerde lidt. De var så søde og opmærksomme på hinanden og så sang de for fuld udblæsning! De var tydeligt meget spændte, men fandt tryghed i hinanden på scenen foran de mange tilskuere. Deres lille optrin varede vel ca. 3 min. og derefter overtog skolens andre klasser. Men hvilke 3 minutter! Hjalmars blik søgte rundt på tilskuerrækkerne og da han fik øje på os, fløj der en lille spontan vinkehånd op ledsaget af et genert smil. Der smeltede jeg helt! Den stolthed, der lyste ud af ham, var helt fantastisk. Tænk, hvad en simpel sangleg på en scene kan give de søde unger!

Det var så rørende at se, hvor meget de hver især voksede og ikke mindst, hvor meget deres fællesskab voksede! Det er virkelig betydningsfuldt at være en del af klassefællesskabet og en kæmpe oplevelse at være en del af hele skolefællesskabet også. Store og små der står sammen og supporter hinanden på kryds og tværs.

Jeg sætter stor pris på, at han går på en skole, der prioriterer de fælles oplevelser og har blik for en gang i mellem at lave undervisning, der stiler mod andet og mere end målbare resultater. Det er så uvurderligt, hvad ungerne får ud af sådan en revyuge, hvor de normale skemaer er brudt op og hvor man sammen skaber noget kreativt og musikalsk. Selvom hverdagene stadig indbefatter (alt for) lange skole dage og (alt for) meget stillesiddende tavleundervisning, giver det mig en tryghed at vide, at der stadig findes engagerede lærere og pædagoger, der finder overskud til at give ungerne gode oplevelser, der på en aller anden måde vil sidde i dem for altid. Jeg ved, jeg måske lyder som en nostalgisk, gammel 70’er pædagog, men de havde faktisk også fat i den lange ende et langt stykke hen af vejen, er jeg sikker på…

For vores lille familie betød revyen også alenetid med Hjalmar, da de tre små blev passet herhjemme, imens vi var til forestilling. Det var et to timers aftenarrangement og vi synes, det var lige offensivt nok af komme anstigende med tre styks overtrætte småkravl. Det betød, at vi kunne slentre gennem Nørrebros mørklagte gader med Hjalmar imellem os og rette hele opmærksomheden mod ham – uden afbrydelser! Det i sig selv er vidunderligt en gang i mellem.

I dag måtte stjernen møde en time senere og vi havde derfor god tid fra morgenen. Men halv syv kunne Hjalmar ikke sove mere for, som han sagde: “Jeg kan altså ikke vente med at fortælle Hubert, hvordan det gik i går”. Hubert lyttede velvilligt, selvom han nok ikke forstod ret meget af talestrømmen og sluttede samtalen med et: “Det var flot klarret, Hjalmar!”

 

Friheden flyver…

IMG_2390Frihed er et begreb, der fylder meget i såvel min hjerne som i mit hjerte. Jeg er blevet udfordret på frihedsfølelsen indtil flere gange – især i takt med mine børn er kommet til verden. Da jeg blev mor første gang for 7 år siden, følte jeg næsten en frihedsberøvelse, da jeg pludselig stod med det lille skarn i armene med ansvar op over begge ører. Min frihed til at bestemme over min egen tid var røget sig en tur, og det var ikke altid helt nemt at acceptere. Efterhånden fandt jeg dog en balance i tingene, så der både blev plads til familie, mig selv, studie, job og endelig efter nogle år også lillebror-Hubert 😉

Frihedsbegrebet fyldte også en hel del i mig, da jeg i sin tid sad med specialeskrivning, som både stjal en stor del af min tid – og dermed min frihed og så handlede de 100 sider, jeg fik griflet ned også om selvsamme begreb. Hjalmar var lille og lad mig bare sige, at den filosofi, der udgjorde grundlaget for de mange sider, var temmelig nørdet og til tider umulig at forstå – i hvertfald tidskrævende! Min hjerne var taget som gidsel og processen føltes ind i mellem som et fængsel. Men alligevel var det en frihed for mig at sidde ‘på kontoret’.

Da Bertil og Helga Marie berigede vores liv og familie med deres selskab, dukkede frihedsberøvelsen op igen. Nogle af de samme følelser ramte mig, som havde ramt mig 7 år tidligere, og jeg havde igen ikke så stor (= ingen…) indflydelse på min egen tid – og så absolut ikke noget tid for mig selv!

Men alt er jo relativt, og sådan er det også med tid og frihed. Jeg kan huske, at da jeg skulle mødes med min første mødregruppe, følte jeg mig meget tidspresset og synes, det var virkelig svært at komme ud af døren til tiden med en lille baby på trods af, at jeg havde fundet mit nøje udvalgte tøj frem dagen før (jeg var temmelig spændt på hele konceptet og havde fremtryllet noget nogenlunde præsentabelt og samtidig ammevenligt tøj). Da jeg lidt mere erfaren skulle mødes med min anden mødregruppe nogle år senere, snuppede jeg bare det (rene) tøj, der lå øverst i skabet men fik da lagt en hurtig mascara og nikket til mig selv i spejlet. Da jeg så skulle mødes med min tredje mødregruppe (tvillingegruppen), kastede jeg ganske enkelt det tøj på kroppen, jeg samlede op fra gulvet mellem to dobbeltamninger og fik ikke så meget som set mig selv i spejlet – eller spist morgenmad…  Jeg fik dog børstet tænder, husker jeg… Sådan ændrer tingene og prioriteterne sig, og man erfarer, at mange ting og behov kan gradbøjes.

Sådan er det også med frihed. For hvad er egentlig frihed? Jeg har tidligere skrevet om det (her og her) og det er åbentbart et tilbagevendende tema i mit liv. Både fordi jeg føler mig udfordret på det frihedsbegreb, der knytter sig til den tid, jeg har til rådighed og fordi det er et vanvittigt spændende filosofisk begreb.

På mange måder handler frihed jo om at være uafhængig af noget. Når man holder ferie, holder man fri fra jobbet og de daglige forpligtelser, når man går på arbejde, tjener man penge, der giver økonomisk frihed. Det er et paradoks.

Og så er der friheden som en rettighed, vi føler, vi har krav på, hvilket tydeligt har manifesteret sig i hele debatten om ytringsfriheden. En debat der skriger spørgsmålet om relationen mellem ansvar og frihed ud over landet. Friheden er ikke ubetinget, men må indeholde en form for etik. Vi hylder friheden, men hvad betyder frihed egentlig for os?

Den franske filosof Emanuel Lévinas kritiserer det autonomt forankrede frihedsbereb, som er den dominerende forståelse af begrebet i den vestlige verden og som er den frihedsforståelse, der ligger til grund for vores gængse måde af forstå individualitet på. Min frihed til at gøre hvad jeg vil! – Og altså den følelse jeg gang på gang føler mig udfordret på i forsøget på at lægge familielivspuslespillet!

Lévinas’ kritik går ud på, at den autonomt forankrede frihedforståelse blot er en del af vores erkendelse, det er et ønske om beherskelse. Han anser ikke denne forståelse af frihed for værende ‘ægte’. Lévinas’ frihedsforståelse er kompleks, idet den udfordrer vores traditionelle måde at tænke frihed på, fordi han knytter et ubetinget ansvar til friheden. Traditionelt forstås frihed ud fra principperne om lighed og individualitet, men Lévinas hævder, at den ægte frihed kun kan finde sted som et heteronomt, altså asymmetrisk forhold. Det er først, når vi adskiller os fra andre ved at sætte ansvaret for det andet menneske over os selv, at vi oplever frihed. Men et fint ord taler han om singularitet, som er en anden måde at forstå individualitet eller subjektivitet på. Hans påstand er, at det er mig – og kun mig (altså det enkelte menneske), der må tage ansvar for det andet menneske, man står overfor eller lever sammen med. Ved at tage ansvar skiller jeg mig ud (adskiller jeg mig), og derved opnår jeg frihed i kraft af min singularitet, altså min subjektivitet. Jeg kan ikke bare lade ansvaret flyde eller overlade det til en anden og samtidig føle den ægte frihed.

Det er komplekst og langhåret og rigtig svært at identificere sig med, når vores frihedsforståelse er så fastforankret i traditionen om det autonome individ. Men det er forfriskende, at nogle tænker begreberne anderledes og derved udfordrer vores gængse forståelse af tingene.

Set i forhold til familiepuslespillet der noglegange har svært ved at gå op og hvor man noglegange kun tænker på at komme væk – alene(!), kan man sige, at denne frihedstrang reelt ikke handler om frihed men blot om at få et åndehul eller et ønske om at beherske sin egen tid. Den ægte frihed ligger (med Lévinas øjne) i ansvaret, for det er kun mig som menneske, der kan påtage mig netop dét ansvar. En anden person kunne godt forsørge og passe på min familie, men så var det jo netop ikke mig.

Jeg ved godt, at jeg plaprer ud af en tangent og der er nok næppe nogen, der læser med endnu. Men midt i mit liv som mor til 4 skønne unger føler jeg frihed, når jeg får lov til at plapre løs – altså den frihed som måske i virkeligheden kun handler om at beherske min egen tid og mine egne interesser…

 

 

 

 

Byens lys

IMG_2498Det er altid benhårdt at komme i gang med hverdagen efter en dejlig ferie. I dag var sværere end ellers, for det er et forandret Nørrebro, der ligger uden for vores dør.

Natten til søndag sov jeg næsten ikke. Jeg brugte natten på at tjekke opdateringer fra dels politiet og dels diverse nyhedsmedier, mens kvalme og magtesløshed overtog min krop. Jeg blev egentlig ikke overrasket over, at terroren ramte København, men jeg havde naivt bevaret et lille håb for, at vores andedam på forunderlig vis ville slippe udenom. Når så makabre og forkastelige hændelser rammer lige ned i smørhullet og skaber rædsel og frygt, ændrer meget sig. Det kom tæt på, og jeg tog mig selv i at overveje at flytte mine to store sovende drenge ind i soveværelset for deres værelse vender lige ud mod Nørrebrogade. Man ved jo aldrig, tænkte jeg. Det er jo absurd, at tankerne begynder at gå disse veje!

Kvalmen sad stadig i mig, da jeg skulle fordele ungerne ud over Nørrebro her til morgen. Vi har efterhånden set og hørt en del efter at have boet her i en årrække på første parket til diverse demonstrationer og mere eller mindre fredelige optøjer. Vi er vant til mere politi i gaderne, end man ser så mange andre steder, og Bertils første ord var da også ba-bu. Vi oplevede rømningen af ungdomshuset, og jeg husker den evige lyd af helikopter, der hang over gården, at vi skulle vise id-kort for at kunne gå ind og ud af vores hoveddør, og at der var gadekampe udenfor vores vinduer. Der har været sager om afpresning og banderelaterede skudepisoder, men alt i alt er Nørrebro et fredeligt sted, hvor vi er glade for at bo. Vi bor og lever, hvor der sker en masse gode og spændende ting, men hvor der også ofte er stor politi- og mediebevågenhed. Alligevel kan jeg med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig har følt mig bange. Jeg har altid kunnet distancere mig. Det kan jeg ikke denne gang.

De tragedier, der er sket i København lørdag og natten til søndag, har boret sig ind i mig. Det er ikke sådan, at jeg er bange for at gå på gaden, og jeg vil virkelig forsøge ikke at ændre min gøren og laden det fjerneste. Alligevel er jeg bange. Jeg er bange for, hvad det gør ved vores demokrati og ved vores måde at leve sammen på. Hvad det gør ved vores frihed. Jeg klamrer mig til den version af historien, jeg fortæller børnene, at det var en syg, syg person, der dræbte de to ofre, og at det ikke sker igen, så derfor er der intet at frygte! Men jeg kender desværre mange flere nuancer end en 7 årig.

Vi skal stå sammen og ikke lade os kue, lyder beskeden fra såvel statsministeriet som de sociale medier. Men hvordan gør man det? Realiteten er jo, at de fleste kigger sig en ekstra gang over skulderen og overvejer om de tør deltage i arrangementer, der omhandler ytringsfrihed eller noget der ligner. Risikoen har manifesteret sig som værende reel.

Lige her og nu, hvor sorgen skaber fællesskab, og arrangerede mindehøjtideligheder danner rammer for deltagelse, er det muligt at leve op til fordringen om sammenhold. Men hvad sker der, når hverdagen indtræffer? Kan det undgåes at tragedierne skaber splittelse? Jeg håber det inderligt!

Det er ikke Nørrebro, København eller Danmark der er forandret, det er menneskene, der lever her, der er forandrede. Det er mig.

Jeg håber, at den solidaritet der åbenbarer sig i disse dage vil række ind i fremtiden og ikke blot blive glemt, når mediestormene har lagt sig igen. Vi bærer alle et ansvar for sammenholdet og for fortsat at kunne leve et liv sammen i frihed.

 

En tidslomme

IMG_2445Vi har holdt en skøn lille ferie hos mine forældre, der bor tæt ved vesterhavet. Jeg er vild med havet og naturen omkring, og det giver lige et lille skud ny energi at komme ud, hvor horisonten fortsætter så langt øjet rækker, himmelen er stor og lyset er overstrømende. Når man står på stranden og kigger ud i, hvad der føles som uendeligheden, bliver man lille. Det fascinerer mig altid!

På vejen hjem besøgte vi min Bedstemor som vi pga. afstanden ser for sjældent. Det er lidt underligt med sådan et langdistance familieforhold, når vi tidligere så hinanden meget oftere. Selvom jeg har boet i København i 13 år, har jeg stadig ikke vænnet mig helt til lige præcis dét, men sådan er det nu engang. De sidste par gange jeg har set min Bedstemor, har vi mødtes hos mine forældre. Hun kører gladeligt de 80 km, selvom hun fylder 90 år i næste uge. Hun synes, det er praktisk for os ikke at skulle drøne mere rundt med ungerne end højest nødvendigt. Det bliver da også ofte noget med en halv times lur i bilen og pylrede unger resten af dagen, så vi er som regel taknemmelige, når hun kører for at være sammen med os. Men i går besøgte vi altså hende, og det var virkelig skønt!

Når jeg træder ind i min Bedstemors hus, er det lidt som at træde ind i en tidslomme. Hvis væggene kunne tale, ville de fortælle rigtig gode historier fra store familiekomsammener, hyggelige sommerferier og gode snakke ved køkkenbordet. Mange ting er uforandrede siden jeg selv var barn og selvom årerne går, står tiden på forunderlig vis stille i min Bedstemors stuer. Mine børn er kommet til og har dermed tydeliggjort generationsskiftet og min Bedstefar mangler. Han mangler meget! Men ellers er alt stort set ved det gamle. I hvert fald inden i mig. Det er nok i virkeligheden mest mig selv, der hopper ind i tidslommen, når jeg træder ind i hendes hus og tankerne flyver tilbage til alle de gode stunder, vi har haft sammen. Jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg stadig har min Bedstemor, og at mine børn dermed har en Oldemor. Selvom hun snart er 90, er hun ikke gammel for mig, for hun er stadig den samme, som hun altid har været, og jeg har har kendt hende altid. Det er uvurderligt at have en Oldemor, som tager imod hele familien med åbne arme og en flæskesteg i ovnen.

Min Bedstemor har også 4 børn (også 3 drenge og 1 pige), og jeg tænker ikke så sjældent på hende og på hvordan det må have været, at være mor dengang hendes børn var små i 40-50’erne. Uden opvaske- og vaskemaskine og uden tørretumbler. Hun er en virkelig sej dame, og jeg har den dybeste respekt for hende og priser mig lykkelig for stadig at have hende i mit liv.

 

 

Endnu et lys i kagen

 

Fødselsdagsugen drøner afsted, og i går var hele 0. klasse på besøg. Det var virkelig hyggeligt, og dagen var rigtig god! Søde børn og søde sager… Hjalmar ville gerne have en fodboldkage, og det var et bageprojekt, der passede perfekt til mine kunstneriske køkkenudfoldelser. Nemt og enkelt!

Med udsigt til 20 børn i lejligheden havde jeg forberedt mig på lidt af et kaos, men det gik simpelthen så fint. Jeg kan blive helt varm om hjertet, når en flok unger bare hygger sig og leger sammen. Man kan dog godt se, at der har været børnefødselsdag i lejligheden og jeg kommer nok ikke uden om, at dagens aktiviteter kommer til at indbefatte en støvsuger og en gulvklud (igen…).

Vi har nu afholdt 2 x familiefødselsdag og 1 x børnefødselsdag i denne uge, og i eftermiddag venter det sidste lille pip af en fejring. Det har været en god og travl(!) uge. Jeg elsker fødselsdage, og jeg synes, det er en god ting at fejre! Jeg elsker at finde vores fine stofflag frem, som min mor har broderet dato på og givet til hvert af vores børn, da de blev født. Jeg elsker, at vi vækker fødselaren med morgensang og gaver. At vi samler familie og venner til kage og hygge og at der hvert år bliver et lys mere i kagen.

Ind i mellem alt fødselsdagshalløjet har jeg tænkt tilbage på de sidste 7 år. Der er sket så vanvittig meget på de år! Når jeg ser på Hjalmar i dag, er det som om, jeg ser lige ind i øjnene på den lille baby, der ændrede mit liv med sin ankomst for 7 år siden. Det er fascinerende! Men i de samme øjne ser jeg også en stor dreng i konstant forandring. Jeg glæder mig så meget over at kende ham, og jeg glæder mig virkelig meget til også at kende ham i fremtiden.

Som sendt fra himlen – eller nærmere betegnet instagram… – tak Tora 🙂 kom dette citat fra Astrid Lindgrens biografi til mig og ramte lige ind i fødseldagstankerne. Det er meget smukt.

“Dine børn er ikke dine børn.

De er sønner og døtre af livet selv.

De kommer gennem dig, men ikke fra dig,

og skønt de er hos dig

så tilhører de dig ikke.

Du skal give dem din kærlighed

men ikke dine tanker,

for dine børn har deres egne tanker.

 

Du skal huse deres kroppe

men ikke deres sjæle

thi deres sjæle dvæler i morgendagens hus

som du ikke kan besøge

end ikke i dine drømme.

Du kan forsøge at ligne dem

men forsøg ikke at få dem til at ligne dig,

thi livet går aldrig baglæns

og hviler aldrig I det forgangne.”

 

IMG_2298IMG_2293

 

 

 

Hurra!

I morgen bliver Hjalmar 7 år. 7 er virkelig mange år, synes jeg! Det betyder, at jeg har været mor i 7 år og det er altså en ret vild tanke. På den ene side føler jeg, det var i forgårs, jeg stod dér med den lækreste lille baby i armene og følte mig meget lykkelig og samtidig meget ny i faget! På den anden side er det som om, han har været en del af mit liv i evigheder. Tid er en underlig størrelse…

Det er altså 7 år siden mit liv blev vendt på hovedet første gang og jeg skulle finde rodfæste i en helt ny verden. Jeg synes, det var stort! Mit liv var dengang et vaskeægte studieliv krydret med fest, farver og fordybelse. Jeg elskede at være gravid og nød det i fulde drag, men havde ikke haft fantasi til at forestille mig livet med et barn sådan rigtigt.

Det var eksistensoprivende, fantastisk og skræmmende på samme tid, pludselig at være mor og have så stort et ansvar midt i vintermørket. Dét er det for så vidt stadigvæk en gang i mellem, men jeg har trods alt klaret skærene i 7 år nu, og det er jo alt i alt gået meget godt! Det er en god tanke.

I morgen skal Hjalmar fejres og jeg vil svælge i minder fra de sidste 7 og mest vidunderlige år! Hurra for Hjalmar!

Plads til rum

Mandag morgen kan godt være lidt tung i det (og det våde gråvejr hjælper ikke på sagen!). I morges ville Hjalmar ikke i skole. Han er ellers meget glad for skolen og har mange gode venner både i og udenfor klassen, det var ikke det. Han synes, det er hårdt med de lange skoledage, hvor alt er skemalagt. Han savner at lege!

Jeg kan godt blive lidt frustreret og bekymret over hans lange dage og ikke mindst udsigten til, at det skal være sådan de næste mange år. Jeg er sikker på, at Hjalmar nok skal klare det, og jeg tvivler heller ikke på, at lærerne gør, hvad de kan for at skabe en afvekslende og indholdsrig dag for børnene. Min bekymring handler i virkeligheden mere om dét, der ikke bliver plads til. Når en meget stor del af børnenes dag er skemalagt, levner det ikke meget frihed.

Én ting er børnenes behov, (som fx det Hjalmar sætter ord på, at han savner – altså leg og frihed), der undertrykkes. Det er selvfølgelig ikke noget nyt fænomen, og synet på ‘barndommen’ er jo meget modelerbart. Da mine bedsteforældre var børn, var barnesynet i høj grad forbundet med arbejdskraft, og det var ikke usædvanligt, at man blev sendt hjemmefra for at tjene som 6-7 årig. I 80’erne da jeg selv var barn, var barnesynet forbundet med kreativitet og en næsten Rosseausk forestilling om det frie menneske men også i høj grad med socialt ansvar. Sådan ændrer tingene sig. Det er ikke fordi, jeg naivt tror, at alting var bedre i gamle dage, men jeg synes, der er ved at ske et skifte i barnesynet og det bekymrer mig.

Hvilke værdier, mener vi, skal være grundlæggende for vores børns barndom? Hvad, mener vi, er vigtigt her i livet? Tilsyneladende tyder meget på, at noget af det vigtigste i voksnes syn på barndom i dag er udvikling og lærdom. Børn skal blive dygtige! Og gerne lidt hurtigt, tak!

Det lyder måske overdrevet, men jeg bekymrer mig om den totalitære tænkning, der lægger til grund for vores måde at drive skole på i dag. Når så stor en del af børnenes dag er skemalagt og planlagt, tager det pladsen for den frie udfoldelse og ikke mindst den frie leg. Jeg synes, legen bliver negligeret og reduceret til noget, der skal presses ind for at give børnene et afbræk i deres læring. Der er så meget lærdom i den frie leg, og det bliver overset, hvilket er rigtig synd! Der er også en tendens til at gøre læring til genstand for børns leg, og det er bestemt ikke dét, jeg er tilhænger af. Den der ide om, at leg helst skal rette sig mod konkrete output, skaber hverken den bedste læring eller bedste leg i min verden.

Det bliver også planlagt i mindste detalje, hvad børnene skal lære i skolen uden tanke for alt det, de risikerer at gå glip af i forsøget på at lære det planlagte. Nu er jeg af den overbevisning, at al læring ikke kan forudbestemmes og jeg forstår slet ikke den ensretning, der sker på skoleområdet. Selvfølgelig skal børnene lære at læse og regne i skolen, men de skal også lære så uendeligt mange andre ting, der måske viser sig at være endnu vigtigere. For vi ved jo ikke, hvad der er nyttigt at kunne i fremtiden? Men vi ved, at der er tænkt mange kloge tanker om barndommen, og om hvad det vil sige at være menneske og hvis det stod til mig, fyldte nogle af de tanker mere i uddannelsesdebatten og skoleudviklingen.

‘Mellem mennesker skal der altid være et åbent rum, noget ubestemt at søge hinanden i’. Denne sætning læste jeg for nylig i en gammel artikel, og det rammer lige præcis ned i min bekymring. Når alt er forudbestemt, planlagt og skemalagt, levnes der netop ikke meget rum mellem mennesker. ‘Rummet’ er så vigtigt fordi, det er her vi møder hinanden – sådan rigtigt. Det er her, ideer opstår, meninger afprøves og her, en stor del af den menneskelige dannelse sker. Det er her, kreativitet og fantasi vokser, og det er her vi som mennesker, må gøre en indsats i mødet med andre. Vi må som mennesker have noget ukendt at søge hinanden i. Vi må forsøge at opnå forståelse og indsigt – at sætte os i hinandens sted. Det handler om at møde noget andet end sig selv og om empati. Og det handler om, at alt ikke er givet på forhånd og om af afprøve sig selv. Om frihed. Jeg ville ønske, der var mere frihed i børns liv i dag og jeg ville ønske, nogle flere beslutningstagere var enige med mig.

Når jeg hører Hjalmar sige, at han ikke har lyst til at gå i skole, fordi de skal være der så lang tid, og fordi han savner at lege, vokser min bekymring. Vores ihærdige forsøg på at skabe hurtigere og mere effektiv læring i hovederne på de stakkels børn resulterer i værste fald i umotiverede børn, der spilder deres tid og barndom. Det gør mig trist. Det er ikke (kun) fordi, jeg synes, det er synd for Hjalmar, at hans tid er beslaglagt fra 8-13.30/14.30, han overlever!

Det er mere, fordi systemet ikke levner plads til ‘det åbne rum, hvor mennesker kan søge hinanden i det ukendte’. Er der plads til kreativitet, leg og store fortællinger? Er der rum til at udvikle sig som menneske i det instrumentaliserede menneskesyn, der præger vores syn på barndom i dag?

Måske tillægger jeg tingene for stor betydning, men jeg føler mig stadig trist over den manglende frihed og over alt dét, der ikke bliver plads til…

 

 

 

 

Lidt for gråt…

IMG_2202Der ligger en tung dyne af træthed, gråt og vådt vintervejr og sygdom over matriklen denne januar. Det er svært at slippe af med og ikke ligefrem noget, der booster energien. Jeg savner friske unger med røde kinder og rigtigt hvidt vintervejr. Altså sne der bliver liggende og lyser op og frost, der renser luften – så godt som den nu kan renses her på Nørrebro.

Jeg er træt, da min nat i går startede kl. 24.30 og sluttede 02.30… Frem til resten af flokken stod op kl. 6 og dagen dermed blev skudt i gang, stod den på opkast ved lilletøsen, skift af sengetøj, trøste, putte, smække hovedet i puden for fem min. senere at gentage hele mønsteret. Frustrerende! Og synd for den unge dame der er sej som en jægersoldat og klarede hele missæren uden at klynke.

I dag har Helga Marie og jeg hygget os indendøre, og hun har været overraskende frisk og fuld af krudt. I modsætning til mig! Denne her januar tager indtil videre meget mere energi, end den giver.

Det er som om, året ikke rigtig er kommet i gang endnu og tingene flyder lidt sammen. Jeg venter utålmodigt, men er sikker på det kommer snart! Det smukke hvide vintervejr med masser af lys, leg og kælketure – og energien!

Nytårsfortsættelse

Vi er vilde med Mimbo Jimbo, som Strid har været så flink at tegne!

Vi er vilde med Mimbo Jimbo, som Strid har været så flink at tegne!

Starten på året har været en lille smule anstrengende, fordi vi har haft syge børn siden årets første dag. Det er ikke noget, jeg lader mig slå ud af, og det bliver på en eller anden måde lidt en rutine. Men stadig! Når jeg synes familiebægeret flyder over af sygdom og pylrede unger, under jeg mig selv at bruge en time på en af mine livliner til verden udenfor. Jeg lytter til eksistens på P1! Det er overkommeligt, kan kombineres i det uendelige med praktiske gøremål som opvask, vasketøj osv. Og så bliver jeg ofte klog af det. Der sker altid noget i mit hoved, når jeg hører eksistens – og det er en dejlig ting! Niveauet er tilpasset så selv husmødre (som mig) kan være med og samtidig kan filosofiinteresserede (som mig) også få noget ud af det.

Dagens udgave handlede om nytårsforsætter eller nytårsfortsættelser, som jeg altid har haft et lidt anstrengt og irriteret forhold til. Jeg har egentlig altid tænkt, at min modstand mod forsætterne bundede i, at jeg har rygrad som en regnorm, men jeg tror faktisk (også!), der er nogle andre ting på spil. Det er meget moderne hele tiden at være på vej mod at blive en bedre udgave af sig selv og fokus på udvikling er altoverskyggende. Det gør sig sådan set gældende inden for stort set alt på alle stadier i livet. Fra vi er små og helst skal lære at gå, spise osv. hurtigt, til vi som voksne konstant skal blive bedre, hurtigere, klogere osv. I kender sangen, for det er den, hele vores kultur efterhånden er bygget op omkring. Samtidig skal vi leve i nuet. Tja, der er noget, der ikke stemmer i mit hoved, men den kan vi tage en anden gang. Under alle omstændigheder er det ikke så moderne at kigge sig for meget tilbage, og det er faktisk rigtig synd!

Jeg indrømmer, at jeg er et nostalgisk menneske, jeg hænger mig i traditioner og dvæler ved gode minder. Og faktisk er jeg lige blevet bekræftet af de kloge mennesker på eksistens i, at det ikke er så skidt endda! Filosoffen Anders Fogh Jensen (som jeg altså elsker en lille smule…) har nogle rigtig fine pointer omkring, hvad han kalder nytårsfortsættelser. Han mener, at vi i højere grad bør kigge os tilbage og dvæle ved det, vi allerede gør, som fungerer! Det som gør os godt i vores liv og vi gerne vil fortsætte med. Han mener, forandringspotentialet er meget mere realistisk, når vi tager udgangspunkt i os selv, der hvor vi allerede er – og det kan jeg kun være enig med ham i. Når vi holder fast i et eller andet vi gerne vil fortsætte med, som vi synes fungerer, skaber vi også kontinuitet i vores liv i en tid, der er meget optaget af forandring. Vi skal i højere grad erstatte fokus på at udvikle os med en accept af, hvem vi er som menneske og lade de gode erfaringer være fortællende for vores liv.

Den gode mand mener også, at tilbageblikket er vigtigt, idet det lærer os om fejltagelser, som ved refleksion måske kan undgå en gentagelse, både historisk og i den enkeltes liv. He’s got a point! Vi lærer os selv bedre at kende ved at kigge på, hvem vi har været det forgangne år, og derved har vi mulighed for at erstatte den afstand, der er mellem den ‘du er’ og den ‘du gerne vil blive’, med et mindre sværmerisk og drømmende billede og derved opnå en større sammenhæng i livet.

Endelig taler han om taknemmelighed. Taknemmelighed over noget bestemt du gjorde eller noget der skete i året, der er gået. Taknemmelighed bliver nemt et lidt gammeldags og nærmest religiøst begreb at forholde sig til, men faktisk er taknemmelighed i mine øjne essentielt i den historie vi hele tiden skaber med vores liv. Det er et ydmygt begreb, hvoraf det småreligiøse islæt kommer, men jeg tror på, at denne ydmyghed er vigtig for vores forhold til både os selv og verden.

Det er godt nok kloge tanker på en mandag midt i bunkerne af vasketøj. Selvfølgelig skal vi forandre os som mennesker – det er klart! Men vi skal da også holde fast i os selv og glædes over, hvem vi er, og hvad vi kan! Vi kan godt klappe os selv på skuldrene samtidig med, at vi stiler højere, og vi kan godt lære af vores erfaringer samtidig med, at vi føler taknemmelighed over de gode ting, der allerede er i vores liv.

Det var lige lidt mandagstanker fra mig (og lidt fra Anders…).

Eksistentiel tosomhed

For øjeblikket løber jeg hele tiden ind i gravide og små nuttede babyer. De er bare virkelig søde! Især ungerne!  Minderne vælter frem, og jeg bliver sentimental. Der er bare noget helt specielt ved både at være gravid og ved den allerførste tid, hvor man nærmest stadig er smeltet sammen.

Når man er gravid, er man aldrig alene. Det er en meget smuk følelse og noget jeg ofte savner… Jeg ved godt, det måske lyder underligt, men det er altså sandt. Jeg savner ikke at være stor som en hval, have vand i fødderne og halsbrand. Men den der følelse af at være forbundet med et andet menneske, at man er sammen i alle bevægelser og i alt hvad man gør, det kan jeg godt savne. Man befinder sig i en eksistentiel tosomhed, som er meget livsbekræftende. På alle andre tidspunkter i livet er man jo dybest set alene – altså sådan i en eksistentiel betydning. Men når man er gravid, er man altid sammen med den lille (eller de små) derinde, og det er jeg sikker på påvirker én resten af livet. Det lyder skørt, men jeg tror altid, at jeg vil føle et lille eksistentielt afsavn.

Jeg bliver dog nemt revet ud af mine sentimentale og små-skrukke tanker efter en ulvetime herhjemme! I hvert fald en dag som i dag. Så er den eksistentielle ensomhed faktisk meget tiltalende.IMG_1167