Tag Archives: Leg

Om “tulletid”

Endnu engang nærmer en weekend sig sin afslutning, og jeg ved snart ikke, om det er arbejdsugen eller weekenden, der går hurtigst?

Jeg havde virkelig set frem til den forlængede weekend i familiens skød, hvor jeg efter planen skulle tankes op med energi og bare hygge med ungerne og Kristian. Derfor blev jeg slået lidt omkuld mentalt, da jeg selvfølgelig blev ramt af en forkølelse fra helvede i løbet af torsdagen og derfor har været helt mat i sokkeholderne. Farvel til ture ud af huset og sociale aftaler og goddag til hjem, kære hjem og spandevis af te.

Tilgengæld har vi faktisk haft en helt igennem skøn weekend! Leg, hygge, spil, strikketøj, bøger, og tid til at være sammen.

Det småirriterende begreb “tulletid” er i medierne i disse dage og dagplejere og pædagoger slår et slag for “at lave ingenting” – eller i hvert fald at skrue tempoet helt ned og bare være en gang i mellem. Det har fået mig til at tænke på, at en af de ændringer vores familie måtte foretage, da vi for snart 3 år siden fordoblede vores børneflok, netop var at geare ned og det er nok en af de største bonusser vi har fået i tilgift til Bertil og Helga Marie.

Tempoet i en familie med 3 blebørn og et børnehavebarn var selvfølgelig højt i den forstand, at man som forældre var i konstant bevægelse og i gang med at opfylde behov et eller andet sted, men vores interaktion med verden omkring os blev fra dag til dag forandret. Vi måtte lukke os lidt om os selv, for at få enderne til at mødes og nå hele vejen rundt. Tidligere var vi meget ude hos venner, i byen, på tur, i det hele taget afsted. Med 4 børn var selv en tur i Kvickly lige pludselig en logistisk udfordring og derfor blev vi ofte – ikke altid dog :) men ofte hjemme.

Vi blev afhængige af hinanden på en helt anden måde end før og skruede også ned for aleneaktiviteter, så vi som regel var to voksne hjemme, da det ikke var skide sjovt at stå alene med førnævnte flok alt for længe ad gangen. Selvom jeg måske ikke ligefrem vil sige, at Kristian og jeg har “tullet” særlig meget rundt – nærmest tværtimod, så har vi alligevel skruet ned på nogle af de knapper, der justerer tempoet. Vi har ikke hele tiden været på vej. Vi har bare været.

Med andre ord har vores familie de sidste 3 år praktiseret virkelig meget “tulletid”, og jeg er erklæret fortaler og fan!

Det er jeg først og fremmest, fordi det giver børnene ro til at lege. Kreativitet og fantasi trives godt uden tidspres, og det er vigtige komponenter, når man leger. Leg er fantastisk til at udvikle og skabe mennesker, og jeg er glad for, at mine unger har så meget tid til at lege i deres barndom. Havde vi nu ikke været så svineheldige at have fået Bertil og Helga Marie (eller bare fået dem senere), havde vi sikkert haft en livsførelse, der var mere udadsøgende og mere “på vej”.

Jeg er bestemt stor fortaler for oplevelser, udflugter og for at være sammen med andre mennesker, men vores familiesituation har vist mig, at den anden version også kan noget rigtig godt, som jeg værdsætter.

Her på kanten af ugens komme kan jeg i hvert fald konkludere, at vores weekend har været skøn på trods af et sløjt og underskudsagtigt udgangspunkt. På trods af en nødvendig omrokering af alle de planer, jeg havde skabt i mit hoved og ufrivilligt meget hjemmetid, som viste sig at være lige præcis, hvad vi alle havde brug for.

 

 

 

Fastelavn – ideer til nemme kostumer

Tyl, gøgl og fastelavnsboller i lange baner bringer snart lidt kulør ind i vintermørket. Jeg er ret begejstret for fastelavn, og det kribler i fingrene efter både at lave kostumer og bage fastelavnsboller. Desværre er overskudstid ikke ligefrem det, jeg har mest af og jeg tror, kostumerne må findes i udklædningskassen i år. Vi får se… Der er jo et par uger endnu.

Fastelavn er fuld af traditioner, og selvom tøndeslagning på mange måder ikke er en særlig børnevenlig aktivitet, så hører den altså med! Vores børn har tidligere haft det lidt blandet med fastelavn, men efterhånden er de ved at sætte lige så stor pris på hurlumhejet som mig.

Vi skal traditionen tro til fastelavnsfest hos nogle venner, der startede traditionen for år tilbage. Dengang var vi en lille hyggelig flok bestående af ca. dobbelt så mange voksne som børn. Gennemsnitsalderen for børnene var omkring 1 år, og mens de små poder forsøgte at ramme en pyntet papirspose med en grydeske, stod alle vi forældre rundt om og smilede fra øre til øre. I dag ser flokken noget anderledes ud, men er stadig mindst lige så hyggelig! Børnetallet er mangedoblet, og tønden er af træ og får nogle ordentlige tæsk af ungerne, der nu er blevet store! Forældrene smiler stadig fra øre til øre :)

Noget af det bedste ved fastelavn er udklædning! I det hele taget fylder udklædning en del i børnenes leg hjemme hos os, og det begrænser sig altså på ingen måde til fastelavn. Det er skønt at se, hvordan børn leger med forskellige identiteter, når de klæder sig ud og på den måde afprøver sig selv i forskellige roller. Superhelte, riddere og ninjaer fylder godt op i vores klædud-kasse, men de konkurrerer om pladsen med diverse dyr, tasker, hjelme, ubestemmelige skørter, hatte og alt muligt tingeltangel! Èn af de ting, der bliver brugt allermest, er en “vest”, der er lavet af et stykke grøn, langhåret syntetisk pels, jeg engang har købt som en billig rest i en stofbutik for ingen penge. Det er noget så simpelt som et aflangt stykke stof, hvor jeg har klippet to huller som ærmegab. Intet andet.

For nogle år siden lavede jeg en flagermusekappe, der også virkelig er blevet brugt meget! Både som flagermus og som Batman. Den var meget nem at sy og kan varieres i det uendelige. Jeg synes i det hele taget, kapper er i høj kurs og det har måske noget at gøre med, at det er nemt for børnene at få dem af og på. De føler sig hurtigt klædt ud, og de kan bruges udenpå en flyverdragt.

Jeg syede kappen af sort fleece, fordi det er billigt, ikke trevler (man behøver ikke sy kanterne) og så kan kappen knaldes i vaskemaskinen, når den er fedtet ind i mudder og kagecreme :)

Jeg tegnede et mønster i hånden, klippede to stykker stof og syede dem sammen langs ryggen. Derefter syede jeg trekanter på som ører og satte velcro på stykkerne under hagen. Jeg syede et par “rør” på ved “vingespidserne”, som man kan stikke hænderne igennem, så vingerne følger med hænderne, når man bevæger sig. Ret enkelt.

IMG_5870IMG_5873

Et andet kostume jeg er ret så tilfreds med er ulvekostumet, jeg lavede til Hjalmar til halloween. Det var også virkelig simpelt! Jeg fandt inspiration på pinterest og gik i krig med syntetisk pels, filt, saks og limpistol. Basen er en gammel hættetrøje tilsat ulvelook. Jeg brugte ret meget lim(!) så en anden gang vil jeg nok hive symaskinen frem (eller sy i hånden), men jeg var under tidspres…

IMG_5865IMG_5866

 

Egocentrerede, selvstændighedsudviklende, sjove og vidunderligt kærlige unger!

Med trætte fødder og summende ører sidder jeg og tænker tilbage på dagens gang. Det har været en rimelig normal dag som så mange andre dage i vores familie.

Hubert holdt fridag fra børnehaven og slog sig sammen med Helga Marie, Bertil og jeg. Vi byggede huler, spiste frugt og makrelmadder, var på legepladsen og havde besøg af moster og vores lækre lille babykusine. Eftermiddagen gik med at hente Hjalmar på fritten og for mit vedkommende tage et smut på tilbudsjagt efter en flyverdragt til Hubert, mens Kristian lavede aftensmad i køkkenet med varierende små hjælpere ved sin side.

Jeg havde en virkelig hyggelig formiddag med den yngste halvdel af familien, men hold nu op, hvor er de både store og små på samme tid! Jeg følte på nogle tidspunkter, at jeg havde besøg af 3 x Bamse (fra Bamses billedbog). Egocentrerede, selvstændighedsudviklende, sjove og vidunderligt kærlige unger. En kort overgang følte jeg mig reduceret til en frugtskærrende, tingfindende, konfliktafvæbnene, røvtørrende robot på speed… Men det er vist bare en del af jobbeskrivelsen ind i mellem. Min løn er til gengæld mere værd end det pureste guld :)

Det er så sjovt at se, hvordan Huberts privilegium, som midterbarn giver ham mulighed for både at “lege op” med storebror og “lege ned” med de små. Det er helt klart den første udgave, vi bedst kender ham i, men det sidste stykke tid, hvor de små er begyndt at kunne lege små rollelege og der er begyndt at vise sig forskellige interessefællesskaber på kryds og tværs, er den anden udgave i dén grad tiltaget. Det er så fint at se, hvordan han også trives med at være den store, selvom han stadig ikke helt er gammel nok til at acceptere, når de små ikke lige indfinder sig i legen, som han nu synes de skal. Han nyder at være den, der tager styrringen i legen og at det er ham, der kan lære fra sig.

Det har uden tvivl været hårdt at blive storebror til tvillinger som en 22 måneder gammel glad tumletrold, men når jeg ser de tre sammen som fx i dag bliver jeg så glad på både mine egne og på deres vegne, for det er da virkelig fantastisk for dem at være så “jævnaldrende”.

Det bliver spændende at se hvordan de alle tre udvikler sig, når Bertil og Helga Marie starter i børnehaven sammen med Hubert. Efter i dag tænker jeg, at de får det fantastisk sammen, men også at der potentielt bliver nogle slåskampe, der kommer til at kræve pædagogisk assistance!

Nøj, hvor kan de køre mig træt de energiske små vildbasser, men hvor er jeg også lykkelig over at have mulighed for at være sammen med dem hver dag.

 

 

 

På skolebænken…

IMG_4425I disse dage bliver der leget skole for fulde gardiner hjemme hos os. Hjalmar er selvfølgelig læreren og Hubert eleven, som intetanende hægter sig på legen, så godt han kan, for han ved jo dybest set ikke, hvad man laver i en skole… Hjalmar var uden tvivl rigtig glad for at gå i 0. klasse, men det er tydeligt, at han er endnu mere begejstret for at gå i 1. klasse. Sidste år hørte vi ikke så meget andet end, “det har været en god dag” og “…det kan jeg ikke huske…”, når vi snakkede om skolen. I år bliver han inspireret på en helt anden måde, og han fortæller vidt og bredt om, hvad de laver i skolen. Det skyldes nok kombinationen af nye fag, virkelig engagerede lærere og hans egen motivation eller modenhed om man vil.

Skolelegen giver os et fint indblik i Hjalmars opfattelse af skolen, og det er altså lidt sjovt at være vidne til hans version af folkeskolen anno 2015.

Musikundervisningen fylder relativt meget i forhold til den sparsomme plads, den har på det reelle skema. Han går seriøst til værks og laver stemmeopvarmning med Hubert, mens han forklarer, hvordan stemmen fungerer ligesom en rutschebane, der kan køre op og ned…

‘Kristendom’ har også høj prioritet i Hjalmars hjemmeskole, og han forklarer løs om, at mennesker er lavet af ler og ribben, og der bliver diskuteret, hvem det var, der sagde, at lyset skulle tændes – og hvem der egentlig tændte det…

Indimellem holder de frikvarter, og når vi skal have aftensmad, holder de spisepause. Forleden måtte vi endda holde 5 min. ‘tyggetid’ uden at snakke, som de gør i skolen, for at de små sludrechartoller kan nå at få lidt energi indenbords.

I går endte de flittige drenge bag fjernsynsskærmen på et tidspunkt, og “Ponyo på klippen ved havet” tonede frem fra Netflix’s uudtømmelige kilde af underholdning. Jeg troede, legen havde haft sin naturlige afslutning og kom egentlig ind for at få dem i nattøjet, men blev mødt af et: “Nej, nej, vi har UUV! (understøttende undervisning)”. Det, synes jeg, altså var ret sjovt! Især da Hjalmar uddybede sin erfaring med faget UUV til at fortælle, at de ikke ser film hver gang. – De spiller også “Just dance” nogle gange :)

Heldigvis kender jeg pædagogen, der varetager de fleste af UUV timerne i klassen og hun er både guld værd og virkelig dygtig, så jeg er slet ikke bekymret for kvaliteten generelt, men det er da samtidig også lidt benzin på reformbålet, der bor indeni mig. Jeg ved af erfaring, hvordan hverdagen er på en skole og hvordan tingene ikke altid går helt efter planen, så det er fint med lidt improvisation, (og dybest set trænger nogle af børnene sikkert også til at koble lidt af). Jeg ved også, at Hjalmar ikke tegner det fulde billede og har selektiv hukommelse! Men det var nok alligevel ikke Antorini og de andre rødders ambition med det nye hypede fag… Ting tager tid, og det gør skolereformen også. Både i virkeligheden og i mit hoved…

Under alle omstændigheder fortsatte legen i går, til de to unge herrer blev gelejdet under dynerne og Hjalmar konkluderede, at Hubert ville nå at blive meget klog, inden han skulle starte i skole, – fordi han jo allerede havde lært rigtig meget… Desuden skal de efter Hjalmars plan lege skole hver dag undtaget onsdag, hvor Hjalmar går til fodbold… Nu håber jeg ikke, Hubert bliver skoletræt :)

Drengenes leg minder mig om de utallige gange, jeg selv har leget skole med mine søstre og veninder i fordums tid. Jeg husker også, hvordan jeg ‘underviste’ min lillesøster i klaver, hvilket må have krævet utrolig stor tålmodighed fra resten af familien!

 

 

På udkanten

IMG_4014Sommeren er fuld af en masse dejlig leg og feriens frie form, hvor tidsslaveriet er ophævet for en stund, giver en ekstra dimension i børnenes leg. I hvert fald nogle dage! Når tiden tillader, at de kan forsvinde uforstyrret ind i et univers og lade sig opsluge, sker der noget næsten magisk. ’Leg bærer formålet i sig selv’, som den tyske filosof, Hans-Georg Gadamer, har skrevet det! Og det er virkelig noget, børn kan forstå :)

I ferien var jeg for en sjælden gangs skyld i biografen, hvor jeg så den virkelig smukke og absolut anbefalelsesværdige dokumentar ”Standing on Water”. Filmen skildrer den unge surfer, Casper Steinfaths, surferliv blandt de bedste i verden. Casper kommer fra Danmarks efter sigende bedste surfspot, Klitmøller, hvor jeg har tilbragt alle mit livs 34 somre, og jeg har en stor kærlighed til byen. Filmen fascinerede mig virkelig, og det var så spændende, at få indblik i surferlivet og dermed møde en helt anden tilgang til livet i det hele taget end den gængse, hvis man da kan tale om sådan en.

Frihed, mod og leg var kerneværdier, der gennemsyrede surferlivet, og der blev talt om begrebet ’deep play’, hvilket har beriget min begrebsverden, og mine tanker bliver ved med at kredse om det. I min verden må ”dyb leg” referere til legens eksistentielle betydning.

Filmen skildrede en barndom fuld af leg og eventyr, en ungdom, der fortsatte eventyret og krydrede det med et juvenilt vovemod og et spirende voksenliv, der fastholdt grebet om legens essentielle betydning for at turde gå efter drømmen. Voksne mennesker, som tager legen så seriøst, at det indimellem er med livet som indsats. Uden den ’dybe leg’, ikke et fuldt levet liv.

Det er fascinerende, hvori denne dybde eller eksistentielle dimension i legen ligger. Hvornår opstår den?

Måske har det at gøre med den risiko, det indbefatter at kaste sig ud i mange meter høje bølger på steder med komplicerede strømretninger og vindforhold og på den måde se døden lidt i øjnene, mens man gør noget som ’bare’ er for sjov.

Måske har det at gøre med den hengivelse til surfing, der kan minde om en hovedkulds forelskelse, hvor dømmekraften næsten kan blive sat ud af spil. Som et kærlighedsdrama, der ophæver grænserne mellem liv og død.

Måske handler det om noget så fysisk som det adrenalinkick, det må give at suse over vandet og glide ned af bølgerne som i en naturens egen ruchebane, vildere og farligere end nogen menneskeskabt forlystelsespark kan præstere.

Det er svært at forstå og identificere sig med denne livsstil, og alligevel er den dragende. Der er noget fascinerende i at følge en ung mand, der fx under mediebegivenheden ’orkanen Bodil’ kaster sig ud med et surfbræt under armen, mens det meste af Nordsøen storbrølende tårner sig op. Umiddelbart virker det hovedkulds og decideret dumdristigt.

Men Caspers jagt på den perfekte bølge er et eventyr, der ophæver grænserne for tid og rum. Legen bærer formålet i sig selv.

For Casper giver det mening, fordi han orienterer sig mod dybden.

Dybde er ikke moderne, som fx udvikling er det. Udvikling er på mange måder den menneskelige drivkraft i vores tid, og det er en ret lineær størrelse, der som regel ville gå i en opadgående kurve, hvis man tegnede den. En bevægelse frem og op.

Men det mere eksistentielle, dybden i det enkelte menneskes liv, er ikke noget, der fylder alverden. Selvfølgelig er hele selvudviklingsbølgen en eller anden form for søgning efter dybde i livet, men den er stadigvæk meget udviklingsorienteret. Processen mod at være noget andet – eller noget bedre. På en eller måde flytte os i stedet for at blive stående og kigge nedad.

Surferlivet for Casper er i høj grad også en stræben efter forbedring, en konkurrence og en udviklingsproces. Men det lyste tydeligt ud af hans øjne, at uanset hvordan tingene formede sig for ham, var han dedikeret 100 % til sin sport, og han dykkede ned i sig selv for at hente, hvad der skulle til for at komme frem i eventyret efter den perfekte bølge. Med de op- og nedture det medførte. Det legesyge surferliv og jagten på bølgen havde en drivkraft af eksistentielle dimensioner, der flyttede ham til en anden verden eller til en anden væren. Der skete næsten et ontologisk skifte. Som om han oplevede en klarhed eller uovervindelighed, der udmøntede sig i en accept af sig selv og af livet.

Pyha, sikke en omgang…

Nu har jeg vanen tro holdt ferie en uges tid i Klitmøller sammen med min familie og stedet, havet og lyset gør altså noget særligt ved mig. Der opstår så mange tanker, når man står og ser ud over det uendelige hav og mærker de enorme kræfter, der er på spil i den rå natur. Mon ikke den samme udsigt har haft betydning for den unge dygtige surfers liv?

Tænk, at vores lille land, i udkanten af udkantsdanmark, som Casper selv siger i filmen, kan repræsentere et livssyn, der ligger så langt fra normerne, og som alligevel er så inspirerende. Og så er det selvfølgelig fascinerende, at lille Klitmøller har været ’sandkasse’ for en af verdens bedste surfere. Det er altså ret godt gået!

 

 

 

Dengang da jeg var lille…

IMG_3189“Dengang jeg var lille…” er en sætning, vi hører mange gange om dagen herhjemme. Den store anekdotefortæller er Hubert på 4 år… Hubert fortæller om ting, han har gjort, smagt, prøvet, da han var lille, og en dag supplerede han anekdoten med en fortælling, der faktisk var på grænsen til at være en kende spooky. Han fortalte om dengang, han var en gammel mand og boede i New York og havde skæg. Som han sagde – “altså det var før, jeg blev født og blev en lille dreng…”. Nu er jeg et temmelig rationelt menneske, men det var altså lidt spøjst!

Alle “dengng jeg var lille” -historierne har fået mig til at fortælle historier fra min barndom i 80’erne – som ungerne synes var i virkelig gamle dage! Og det kan altså klart anbefales!

De mange tilbageblik bekræfter mig i det svimlende ansvar, det er at have børn og i, hvor fundamental betydning barndommen har. Det kan virkelig være skræmmende, at tænke på…! Da jeg gik til efterfødselsgymnastik med tvillingerne havde vi en underviser, der dryssede små guldkorn ud over os. Det var til tider lettere kaotisk med 10 mødre og 20 børn, der knoklede med trætte kroppe, dobbeltamninger, babybøvser osv., så nogle af guldkornene gik nok tabt. Men jeg kan huske, at noget af det hun talte om, var stemningen i familien. Hun gav os det råd at sænke ambitionerne generelt, men huske at stemningen, er de voksnes ansvar. Jeg synes, det er et fint guldkorn! Og når jeg tænker tilbage på min egen barndom er stemningen faktisk noget af det jeg husker tydeligt – og den var heldigvis god :)

Det er dog ikke altid nemt, at påtage sig ansvaret for den gode stemning! Fx her til aften, hvor vi kom hjem efter en udvidet fodboldtræning som endte i pizza og leg på legepladsen. Det var en skøn eftermiddag med sol, glade børn, søde fodboldforældre og fryd og idyl. Lige til vi kom ind af døren en halv time over sengetid med 4 trætte unger. Efter alle pædagogiske metoder, jeg kender, var afprøvet uden held, måtte jeg finde min indre Oberst Hackel frem for at få styr på geleddet. Det kan godt være obersten blev lidt for kommanderende ved dagens slutning, men alt i alt var dagen fuld af liv, god stemning – og mulige minder.

 

Leg, leg og mere leg

IMG_3111Det er pinse, og vi har lavet den genistreg ikke at planlægge noget som helst! I går havde jeg egentlig tænkt at tage hele flokken med til en stor børnemusikfestival, men det var tydeligt, som formiddagen skred frem, at der slet ikke var nogen i familien, der havde behov for sådan en tur. Mindst af alle ungerne!

Dagen igennem blev der leget, leget og leget… Noget af det bedste, jeg ved, er, når børn bare forsvinder ind i en leg, og det gjorde Hjalmar og Hubert i går. De startede allerede en leg op fra morgenstunden, som fortsatte og udviklede sig over hele dagen kun afbrudt af en tur på legepladsen, fordi jeg synes, de trængte til lidt luft. De fortsatte hele eftermiddagen og aftenen og vi kunne næsten ikke få os selv til at afbryde, da de skulle i seng. Så vi lod dem lege til kl. 21 og blev mødt af et bebrejdende, “jamen vi er jo slet ikke færdige med at lege!!”, da vi til sidst sagde stop. Ingen musikfestival til os, men til gengæld en super god dag herhjemme :)

Jeg kan mærke, at børnene virkelig sætter pris på de dage, hvor de bare får lov at være lidt i fred og får lov til at lege i deres eget tempo – og jeg kan virkelig godt forstå det! Når jeg tænker tilbage på mine skoledage i 80’ernes børnehaveklasse, bestod de af virkelig meget leg og varede vel max 3 timer. Hjalmars skoledage i 0. klasse varer fra 8.10-13.30 og onsdag til kl. 14.30. De får selvfølgelig også tid til at lege, men slet ikke i samme omfang som i min barndom. Stort set hele skoledagen består af voksenstyrrede aktiviteter, og de laver mange ‘opgaver’, som Hjalmar kalder det. Altså dansk- eller matematikfaglige opgaver, som kræver, at man sidder stille på sin stol.

Jeg læser for tiden en bog af Erik Sigsgaard, Om børn og unges nej, hvor han skriver, at børnene i dag ‘elever’ mere og lever mindre… Jeg blev helt trist, da jeg læste den sætning – især fordi den er rigtig! Det er ganske enkelt dét, de forlængede skoledage bevirker. Der er ganske få timer af børns hverdag, der ikke er skemalagt af de institutioner, de befinder sig i eller af os forældre, som jo skal have familiecirkuset til at køre rundt. Resultatet bliver, at børnene går glip af en masse liv og leg. De får uden tvivl rigtig meget ud af skoledagene både fagligt og socialt, men de går også glip af mange ting, når deres verden i så høj grad styres af voksne. De lærer, som Sigsgaard påpeger at indgå i en lydighedskultur, hvor det i høj grad er op til læreren/de voksne at påvirke definitionen af, hvem det enkelte barn er. Det er en virkelig stor magt at ligge inde med!

Det er tankevækkende, at i forbindelse med etablereingen af det vi i dag kender som folkeskolen, skrev oplysningsmanden Reventlow i 1784 ud fra hensynet til børnene “de smaae Børn forbliver det første halve Aar ikke over en Time i Skolen, såå at de altiid beholder deres Munterhed og Skolen ikke falder dem til Last.”

Elevernes munterhed er ikke en faktor, der bliver medregnet, når man driver skolepolitik i dag og det er i grunden både synd og kan vise sig at være katastrofalt. Vi risikerer, at børnene mister noget motivation undervejs og ‘det faglige løft’ kan vise sig at tage pladsen for andre og vigtigere kompetencer, som børn i dag ikke får så rig mulighed for at udvikle. Jeg får en klump i halsen, når jeg tænker på alt det, børnene ikke lærer, mens de sidder og bruger det meste af dagen i skolen… Jeg synes ikke, man skal underkende værdien af den læring der sker, når børn får plads og mulighed for at lege og være uforstyrrede af os voksne.

Jeg elsker at høre mine børn lege! Alle de ting der er på spil, når de alene eller sammen kaster sig ind i en verden, hvor de selv styrer showet. Hvor de er dukkefører i fantasiens ubegrænsede univers. Hvor de må nå til enighed, revurdere og ændre undervejs, hvor de lærer en masse om, hvad livet er og hvordan man begår sig i det. Hvor jeg kan høre empati udvikle sig, magtkampe blive ført og demokratiets principper udfolde sig mellem biler, legoklodser, sværd og udklædningstøj.

 

 

 

 

Mest om tvillinger

IMG_1348Tvillinger er fantastiske! Intet mindre… Langt de fleste timer i døgnet er Bertil og Helga Marie pot og pande, og det er tydeligt, at de virkelig knuselsker hinanden. Den begejstring, der lyser ud af dem, når de ser hinanden om morgenen eller efter middagsluren, er ikke til at tage fejl af. Selvfølgelig har de også masser af konflikter og driller hinanden, men helt overordnet er relationen rimelig harmonisk for tiden. (Knap så harmonisk beskrev jeg den for et par måneder siden…) Det er sjovt, hvordan deres lege udvikler sig og i kraft af deres interaktion, bliver mange udviklingsmæssige ting tydligere for mig, end da Hjalmar og Hubert var små. De inspirerer hinanden med deres leg, og på den måde udvikler legen sig på en helt anden måde, end hvis de ikke havde hinanden. De har en helt grundlæggende social forståelse og besidder en ret stor empati deres alder taget i betragtning. Hvis alle mennesker blev født som tvillinger, ville verden måske se anderledes ud… Det må under alle omstændigheder være skønt at have en tvilling!

Helt efter bogen er Helga Marie ofte et skridt foran med mange ting, men hun er blevet overhalet godt og grundigt af Bertil på et enkelt område for et par dage siden. Vi eftermiddagshyggede i gården og Bertil fandt en lille løbecykel frem, som han uden videre satte sig op på, fandt balancen og pilede afsted. Vi stod måbende og kiggede efter vores ellers så forsigtige dreng, der sikkert rullede over fliserne. Hans øjne strålede, og han var stolt som en lille pave! Og det var jeg også… Det er helt utroligt hvor stor en selvtillidsbooster, det har været for ham. Nu har han pludselig fået en helt anden tiltro til sig selv og bevæger sig hurtigere og mere sikkert end før. Det er tydeligt, at det var godt for ham at finde noget, hvor han kunne give Helga Marie baghjul og hvor hun måtte kigge beundrende efter ham fra sin plastik scooter. Der kom ligesom lidt mere balance i tingene.

Når det så er sagt, havde Bertil tandsættet lidt for langt fremme forleden, og Helga Marie kom hjem fra vuggestuen med et stort bidemærke på ryggen. Det er ikke første gang, en af mine børn er blevet bidt, men på en måde gjorde det endnu mere ondt på mig, at synderen var fra egne rækker. Det er ikke sjovt at være mor til et barn, der bliver bidt, men det er heller ikke sjovt at være mor til det barn, der bidder! Og kombinationen giver virkelig ondt i hjertet…!

Efter twilight eventyret i vuggestuen havde Helga Marie endnu mere brug for at hænge på mig end ellers (dvs. vi gik fra 80 til 90 % af den tid vi tilbringer sammen), derfor fandt jeg bæreselen frem fra gemmerne. Det viste sig at være dagens redning! Hun sad på ryggen af mig og blev ved med at sige “Det dali!”, mens jeg tømte opvaskemaskinen og lavede aftensmad.

Tvillinger er helt klart fantastiske! Især når alt ånder fred og idyl :)

 

 

 

Næsten sommer i Danmark

IMG_2811Mit sidste indlæg om frihed har givet en del god respons til trods for, at jeg virkelig ikke havde regnet med, nogen gad læse de mange ord.. Det er skønt, når I vil ofre jeres tid på at læse mine skriblerier – tak for det :)

I dag har jeg opnået en fuld effekt af noget, der føles som den hellige treenighed for travle småbørnsmødre – kombinationen af kaffe, sol og læ! Dét er noget, der giver kulør i de grå kinder og næring til sjælen! Det kan klart anbefales! Det er hundekoldt, og vinden bider stadig, men når man er så heldig at finde både sol og læ – og så endda har tid til at stoppe op og drikke en kop kaffe, så er det fantastisk!

Eftermiddagen har været præget af leg, liv og lyd! De to små legede i gården, da vi kom hjem fra vuggestuen og jeg synes helt klart, det er nemmere at motivere mig selv til leg i gården, når solen titter frem. Det er også hyggeligt, at de andre mennesker, der bor omkring os, efterhånden dukker frem fra vinterhiet, og det er lige i disse dage at ‘sæsonen’ for alvor starter, og gården bliver mere livlig end i de øde vintermåneder, hvor det er mørkt, når man kommer hjem. Det udvider på en måde lejligheden med et ekstra rum, som er ret kærkomment!

Da vi havde spist aftensmad, var vores 4 trætte mandagsbørn ved at flå hovederne af hinanden på kryds og tværs, og når konflikterne ikke fik overtaget stod den på wrestling/fodbold. Lydniveauet gik lige i mit nervesystem (som måske nok stadig er en lille smule belejret af weekendens festligheder…) og det batteri, der blev ladet op tidligere af kaffe i solen var opbrugt. Løsningen på problemet blev dansegulv i stuen og MGP i højtaleren. Det er noget, der samler flokken! Med ét var konflikter erstattet af grin, og ungerne skrålede ‘Nu er det sommer i Danmark…’ for fuld udblæsning. Det var faktisk ret sjovt! Især fordi de små bare er eminente på et dansegulv med deres små bløde kroppe og kluntede bevægelser, der ihærdigt forsøger at spejle deres to store idoler. Det er også godt for trætte voksnekroppe, der længes mod at ramme sofaen, men stadig har et bjerg af putning og oprydning at bestige. Det er virkelig sjovt at se, hvordan ungerne mødes i musikken, om det er MGP i højtalerne, når vi synger Bjørnen sover med de små, eller når guitaren bliver luftet, så stimler de som regel sammen og vil være med. Bedst af alt er det, når de leger band! – selvom de ikke altid er helt enige om genren…!

I skrivende stund bliver de store drenge puttet med godnatguitar, og jeg kan høre dem skråle med på Joanna. Det lyder da næsten som den rene idyl!

Det er altid godt at have nogle kort i ærmet til de stunder, hvor tingene brænder på og herhjemme er  ‘alt med musik’ som regel et af dem!

IMG_2821IMG_2825

 

Plads til rum

IMG_1942Mandag morgen kan godt være lidt tung i det (og det våde gråvejr hjælper ikke på sagen!). I morges ville Hjalmar ikke i skole. Han er ellers meget glad for skolen og har mange gode venner både i og udenfor klassen, det var ikke det. Han synes, det er hårdt med de lange skoledage, hvor alt er skemalagt. Han savner at lege!

Jeg kan godt blive lidt frustreret og bekymret over hans lange dage og ikke mindst udsigten til, at det skal være sådan de næste mange år. Jeg er sikker på, at Hjalmar nok skal klare det, og jeg tvivler heller ikke på, at lærerne gør, hvad de kan for at skabe en afvekslende og indholdsrig dag for børnene. Min bekymring handler i virkeligheden mere om dét, der ikke bliver plads til. Når en meget stor del af børnenes dag er skemalagt, levner det ikke meget frihed.

Én ting er børnenes behov, (som fx det Hjalmar sætter ord på, at han savner – altså leg og frihed), der undertrykkes. Det er selvfølgelig ikke noget nyt fænomen, og synet på ‘barndommen’ er jo meget modelerbart. Da mine bedsteforældre var børn, var barnesynet i høj grad forbundet med arbejdskraft, og det var ikke usædvanligt, at man blev sendt hjemmefra for at tjene som 6-7 årig. I 80’erne da jeg selv var barn, var barnesynet forbundet med kreativitet og en næsten Rosseausk forestilling om det frie menneske men også i høj grad med socialt ansvar. Sådan ændrer tingene sig. Det er ikke fordi, jeg naivt tror, at alting var bedre i gamle dage, men jeg synes, der er ved at ske et skifte i barnesynet og det bekymrer mig.

Hvilke værdier, mener vi, skal være grundlæggende for vores børns barndom? Hvad, mener vi, er vigtigt her i livet? Tilsyneladende tyder meget på, at noget af det vigtigste i voksnes syn på barndom i dag er udvikling og lærdom. Børn skal blive dygtige! Og gerne lidt hurtigt, tak!

Det lyder måske overdrevet, men jeg bekymrer mig om den totalitære tænkning, der lægger til grund for vores måde at drive skole på i dag. Når så stor en del af børnenes dag er skemalagt og planlagt, tager det pladsen for den frie udfoldelse og ikke mindst den frie leg. Jeg synes, legen bliver negligeret og reduceret til noget, der skal presses ind for at give børnene et afbræk i deres læring. Der er så meget lærdom i den frie leg, og det bliver overset, hvilket er rigtig synd! Der er også en tendens til at gøre læring til genstand for børns leg, og det er bestemt ikke dét, jeg er tilhænger af. Den der ide om, at leg helst skal rette sig mod konkrete output, skaber hverken den bedste læring eller bedste leg i min verden.

Det bliver også planlagt i mindste detalje, hvad børnene skal lære i skolen uden tanke for alt det, de risikerer at gå glip af i forsøget på at lære det planlagte. Nu er jeg af den overbevisning, at al læring ikke kan forudbestemmes og jeg forstår slet ikke den ensretning, der sker på skoleområdet. Selvfølgelig skal børnene lære at læse og regne i skolen, men de skal også lære så uendeligt mange andre ting, der måske viser sig at være endnu vigtigere. For vi ved jo ikke, hvad der er nyttigt at kunne i fremtiden? Men vi ved, at der er tænkt mange kloge tanker om barndommen, og om hvad det vil sige at være menneske og hvis det stod til mig, fyldte nogle af de tanker mere i uddannelsesdebatten og skoleudviklingen.

‘Mellem mennesker skal der altid være et åbent rum, noget ubestemt at søge hinanden i’. Denne sætning læste jeg for nylig i en gammel artikel, og det rammer lige præcis ned i min bekymring. Når alt er forudbestemt, planlagt og skemalagt, levnes der netop ikke meget rum mellem mennesker. ‘Rummet’ er så vigtigt fordi, det er her vi møder hinanden – sådan rigtigt. Det er her, ideer opstår, meninger afprøves og her, en stor del af den menneskelige dannelse sker. Det er her, kreativitet og fantasi vokser, og det er her vi som mennesker, må gøre en indsats i mødet med andre. Vi må som mennesker have noget ukendt at søge hinanden i. Vi må forsøge at opnå forståelse og indsigt – at sætte os i hinandens sted. Det handler om at møde noget andet end sig selv og om empati. Og det handler om, at alt ikke er givet på forhånd og om af afprøve sig selv. Om frihed. Jeg ville ønske, der var mere frihed i børns liv i dag og jeg ville ønske, nogle flere beslutningstagere var enige med mig.

Når jeg hører Hjalmar sige, at han ikke har lyst til at gå i skole, fordi de skal være der så lang tid, og fordi han savner at lege, vokser min bekymring. Vores ihærdige forsøg på at skabe hurtigere og mere effektiv læring i hovederne på de stakkels børn resulterer i værste fald i umotiverede børn, der spilder deres tid og barndom. Det gør mig trist. Det er ikke (kun) fordi, jeg synes, det er synd for Hjalmar, at hans tid er beslaglagt fra 8-13.30/14.30, han overlever!

Det er mere, fordi systemet ikke levner plads til ‘det åbne rum, hvor mennesker kan søge hinanden i det ukendte’. Er der plads til kreativitet, leg og store fortællinger? Er der rum til at udvikle sig som menneske i det instrumentaliserede menneskesyn, der præger vores syn på barndom i dag?

Måske tillægger jeg tingene for stor betydning, men jeg føler mig stadig trist over den manglende frihed og over alt dét, der ikke bliver plads til…