Tag Archives: Jul

Nisser, engle og andet godt…

image

Vi har haft en skøn jul hos mine forældre med huset fuld af børn, julemad, godter og alt hvad der ellers hører julen til.
Selveste juleaften forløb som traditionen foreskriver, og alle havde en rigtig dejlig dag og aften!

I år gjorde vi kirkegangen frivillig for de 3 yngste, og det endte derfor med, at det kun var Hjalmar og jeg, der fik sunget julen ind i det hvidkalkede rum. Vi havde heldigvis følgeskab af Bedstefar, moster og et par kusiner, så vi var en hel lille flok, selvom selskabet var lidt amputeret. Sidste år var vi af sted hele familien, og sådan tror jeg nu også, det bliver til næste år.

Selvom jeg ikke er troende og måske lukrerer lidt på kirkens goodwill, så elsker jeg kirken juleaften. Orglets bragende toner, de smukke historier og samhørigheden, der opstår, når fællessangen skaber kontakt med forgangne tider. “Tider skal komme, tider skal henrulle, slægter skal følge slægters gang”. Det er da smukt! Historiens vingesus sniger sig ind og bidrager til julestemningen og minder os om, at mennesker i generationer har samlet sig i mørke tider og fejret jul.

Juleaften med 7 børn under 7 år var potentielt en temmelig kaotisk affære, men jeg synes faktisk, det gik over alle forventninger (selvom selve gavesceancen gav sved på panden og krævede et veltrænet overblik!). Øjnene strålede omkap med glitrende gavebånd og julelysene på det smukke juletræ. Noget af det bedste, bortset fra julesangene, som er min uovervindelige farvorit, var at se de små lysende ansigter, da det pludselig bankede på ruden og julemanden i egen fornemme person kom på besøg med sækken fuld af gaver. De små hilste nysgerrigt, men også med en vis ærefrygt på den rødklædte, hvidskægede fremmede, som blev inviteret indenfor. Ingen har efterfølgende nævnt noget om, at julemanden måske godt kunne have visse ligheder med Bedstefar, og det er netop det, der er så fint ved julen, at fantasi og virkelig smelter sammen og skaber et rum for magi og eventyr, man kan drømme sig væk i.

Nisser, engle og mirakler fylder ikke alverden, når hverdagen drøner derudaf i al sin rationalitet. Men når det er jul, bliver der plads til overtro og magi, og det har vi brug for – både børn og voksne er jeg sikker på.

En lidt forsinket glædelig jul derude!

 

Juletanker i børnehøjde…

 

IMG_5476

Hjalmar: “Noget af det, jeg bare elsker ved jul, er alle de bittesmå lys, der er over det hele, når det er mørkt – det ser bare så flot ud! Næsten ligesom magi!”

Hubert: “Ved du godt, at når det er jul, så må man godt slagte en rigtig gris!?”

Hjalmar: “Ej Mor!, behøver vi læse den der julebog?”

Hubert: “Engle findes faktisk!!” (sagt med vidt udspilede øjne og hævede øjenbryn)

 

Snak ved aftensmaden:

Hubert: “Var der juleøl i gamle dage?

Mig: “Øhh, jaa..”

Hubert: “Men findes det så også nu??”

Mig: “Øhh, ja…”

 

Snak i Christianiacyklen:

Hjalmar: “Ved I hvad jeg glæder mig allermest til ved jul?

Mig: “Nej?”

Hjalmar: “Jeg glæder mig til julemaden, julesangene, juletræet…”

Hubert (meget uforstående): “Glæder du dig ikke mest til julegaverne??”

Hjalmar (bebrejdende): “Julen handler faktisk om andet end gaver!”

Mig (diplomatisk): “Men jeg kan da godt forstå, at Hubert glæder sig til julegaverne”

Hjalmar: “Ej, faktisk glæder jeg mig mest til det hele”

Hubert: “Det gør jeg også”

Mig: “Det gør jeg også”

 

Et strejf af julemagi

IMG_5385Julemagien har for alvor indhyllet os denne weekend med lys, lyd og dufte af alt det, der hører sig julen til. Vi holdt alle sammen en fridag i fredags og brugte formiddagen på at trylle papirstrimler om til funklende stjerner og tegne, mens vi hørte julemusik for fuld udblæsning. Ungerne kom først ud af nattøjet over middag, da vi besluttede os for at tage en tur i Tivoli. Sådan en formiddag er bestemt ikke at kimse ad!

Juletivoli var som altid smuk, og det var en stor oplevelse for børnene at gå rundt inde bag de kommercielle mure og indsnuse duften af gløgg, candyfloss og brændte mandler, mens mørket sænkede sig over byen og lysene forvandlede Tivoli til et magisk eventyrland.

Det var en virkelig god dag både hjemme og ude, og det var dejligt at være på udflugt hele familien. Det er ikke altid den største selvfølge, at vores udflugter bliver en succes, for der er mange børn at holde øje med, mange behov der skal stilles, mange til at plage, mange til at stille krav og kun to voksne til at holde styr på tropperne. Men i fredags var udflugten god, og det giver altså et boost, der rækker længere end til bare at have været en god dag. Det åbner også stille og roligt op for nogle muligheder, der i et par år har været uden for vores rækkevidde. Af den simple årsag at mange ting bliver nemmere, efterhånden som børnene bliver større. Andre ting bliver sværere, men lige i forhold til at tage ud af huset og bryde ud af rutinerne er det blevet meget nemmere end bare for et halvt år siden.

I går holdte vi traditionen tro store-bagedag med min søster og hendes familie. Vi klistrede deres køkken ind i småkagedej hele eftermiddagen, mens duften bredte sig og smagsprøver røg ind i en lind strøm, til kvalmepunktet nærmede sig. Sådan skal det være. Børnene var med af flere omgange i forskellige hold, og de hyggede sig! Det er lidt af et cirkus med 6 julebagende børn og en baby, men det er bestemt besværet værd, når de med stolthed viser resultaterne frem som små kanelduftende kagetrofæer.

Julen er flyttet ind, og det er skønt :)

Selvom dagene flyver afsted hurtigere, end kalenderlyset kan nå at følge med til, og vi desværre ikke undslipper småsygdom, der altid sniger sig ind og udfordrer familielivet på denne årstid, og kalenderen i næste uge er overtegnet, så den er ved at falde fra hinanden, så har vi i hvert fald i denne weekend fået et strejf af den idylliske juleromantik, jeg skrev om i mit sidste indlæg. Indtil videre er juleballancen intakt!

Forventningens glæde…

IMG_5335Julemåneden ligger klar til at afslutte året, og kombinationen af lys og hygge skal bære os det sidste stykke gennem årets mørkeste tid. Jeg er vild med december og jul i det hele taget, men kommer altid lidt sent i gang med julerierne. Det skyldes nok både, at jeg ikke er den store planlæggertype, og at jeg holder fast i at jul foregår i december. Vi skal ikke udvande julen ved at lade den starte for tidligt, men i dag går det løs!

Himmelen er blå, og de første låger i diverse julekalendere er åbnet rundt omkring. En hel måned i julemagiens tegn :)

Julens dunkle bagside ligger dog på lur, og man må passe på, den ikke stikker hovedet for langt frem. Julens skyggesiden viser sig nemlig fra tid til anden, når forventninger og virkelighed ikke stemmer helt overens (- og når forbrugsmentaliteten går i selvsving, men det er en anden snak). Jeg forsøger at have en realistisk tilgang til julemåneden, og min erfaring siger mig, at der sjældent bliver plads til hele den mængde idyllisk juleromantisk hygge, som jeg drømmer om, når december ligger for vores fødder.

Et blik på familiekalenderen bekræfter mig i dette og når jeg tænker på tv-julekalendere, julekalenderbøger i 24 afsnit, diverse julearrangementer, hjemmebag, nisselandskaber og gaveindkøb, synes den enkle side i kalenderen, der udgør december ikke af meget.

Strategien må være at tage en dag af gangen og nyde det lys og den hygge, vi nu engang når. :)

Uindfriede forventninger oplevede vi også i søndags, da gaverne i nissesokkerne ikke helt stod mål med ungernes drømme. De to små fik henholdsvis en liter træmælk og en dåse plastiknutella, og de var ovenud godt tilfredse med nissens valg. 2-årige er bare nemme at begejstre!

De to store fik hver en ny dyne, som de begge virkelig manglede, og som vi havde købt på et slagtilbud. Jeg synes selv, det var smart at kombinere noget, de alligevel skulle have med indholdet i nissesokken, men her var vi overhovedet ikke enige… De ellers bløde og dejlige dyner udløste en mindre adventskrise, og jeg tror faktisk mest af alt, det skyldtes, at drengene havde forventet noget, der var pakket ind og som lå nede i sokken.

I forbindelse med gavefadæsen kom vi til at snakke om forskellige gaver, vi hver især har fået gennem tiden og hvor forskellige gode gaver jo er. Nogle gange er det den nye legokollektion, der er nøglen til lykke og andre gange, er det mere alternative påfund, der får julehjertet til at smelte.

Jeg husker selv en af de rigtig gode gaver, jeg fik som barn, og da jeg fortalte om den, var drengene ved at dø af grin, og jeg blev mindet om, at det alligevel er nogle år siden, jeg var barn, selvom jeg synes, det var i forgårs…

Gaven var fra min kusine, og jeg husker ikke præcist, hvornår hun forærede mig den. Men den var særlig! Min kusine er næsten 5 år ældre end mig og fik selvfølgelig adgang til litteraturens verden flere år før mig. Når vi holdt ferier sammen, læste hun ofte historier højt, og jeg tror faktisk, hun har læst alle Bjarne Reuters bøger om Bertram op for mig. Den særlige gave var en hjemmeindtalt lydbog, hvor hun havde indtalt hele “Tre engle og fem løver”. Helt oldshool på ghettoblaster og med lyden af pauseknappen der indimellem blev aktiveret. Historien fyldte 4 kassettebånd og havde hjemmetegnede illustrationer. Jeg hørte det bånd virkelig mange gange, og det var så hyggeligt at have hendes stemme på min værelse, selvom vi boede 80 km fra hinanden og hun var jævnaldrende med min storesøster. Jeg blev meget glad for den gave!

Hvis jeg havde tænkt mig om, kunne jeg måske godt have sjusset mig frem til, at mine drenge på 4 og 7 år ikke ville falde bagover af begejstring over en ny dyne, og det er faktisk også helt okay! De er efterfølgende blevet ret glade for de bløde dyner, og jeg synes heller ikke, det er nogen skade til, at ungerne lærer, at en gave ikke nødvendigvis hver gang skal udgøre et nyt klimaks i livet.

Skuffelsen er en del af livet og en vigtig følelse at lære at håndtere. Og så er der heldigvis mange andre chancer for at opnå materiel lykke i denne tid. Fx faldt både chokoladekalendere og Legokalendere i utrolig god jord her til morgen…

Forventningens glæde er en svær størrelse, og december måned er på mange måder årets ultimative prøve i balancekunst for både børn og voksne.

 

 

 

 

 

Æbleskiver og æblekinder

IMG_5325Første søndag i advent er en dag, der af en eller anden grund altid kommer bag på mig. Omverdenen har vidst det længe, men i min krop starter julen åbenbart først i december. Vi måtte hive julekassen frem fra gemmerne kl 0.30 i går, da vi kom hjem fra familiehygge hos min søster med 4 sovende børn, for det sidste Hjalmar mumlede fra bagsædet i bilen, før hans øjne gled i, var “Husk nissesokken…!”.

Denne første søndag i advent har været præget af virkelig trætte børn og virkelig trætte forældre, forventninger der ikke blev indfriet og skuffede miner… Alt i alt ikke en særlig hyggelig formiddag i det lille hjem.

Når alle er trætte, sker der ofte det, at børnene hyler på skift over alt fra strømper, der driller, til dårlig gaver. Når den ene stopper, så starter den næste. Det er som om, de venter på, der er en voksen, der endelig har frie hænder. Sådan var det i formiddag – og så kan sådan en formiddag godt føles lang med fire børn.

Vi forsøgte at rode bod på sagerne med lys i adventskransen og en bunke æbleskiver, og det hjalp heldigvis. Efterfølgende var der ‘tvangstur’ på løbehjulsbanen, som også viste sig at være en rigtig god ide, selvom det ikke foregik uden protester. Nogle gange ved de voksne bare bedre :)

Sure, triste og utaknemmelige børn blev ved et trylleslag forvandlet til glade, grinende unger med røde æblekinder og julehumør. Frisk luft og søde sager kan virkelig gøre underværker!

Og, som Hjalmar og jeg snakkede om, så må vi hellere lave en stor portion grød til nissen inden næste søndag…

 

 

 

 

Glædelig jul

Vi havde en dejlig juleaften forleden med forventningsfulde unger, travlhed i køkkenet, lækker julemad, gode julegaver og alt, hvad en vaskeægte juleaften ind indbefatter.

Jeg har altid gået i kirke juleaften, og det hører sig til i mit glansbillede af en rigtig jul. I år var første gang, vi skulle have alle fire børn med og med normeringen 1 til 2 var jeg da lidt spændt på, hvordan det skulle gå. Da jeg så en DR bil holde udenfor kirken, var jeg tæt på at vende om og tage på legepladsen i stedet for, men vi tog chancen. Det viste sig heldigvis bare at være en radiotransmition, hvilket passede mig ganske fint. Jeg kunne ikke lige overskue at face mig selv i fjerneren masende med en flok opkørte børn med krudt i røven midt i det hellige rum…

Men der sker altså noget med børn, når de træder ind i et julekirkerum. Den særlige højtidelige stemning, glimmer på de store juletræer, alle lysene og stilheden rammer også de små poder. Vi kom selvfølgelig i sidste sekund og måtte tage gulvpladserne lige ved døren. Præsten kom med vattæpper til os, så det var nærmest som en lille julepicnic, vi holdt. Der var 20 børne violinister, der spiller til sangene og de var virkelig dygtige! – og rigtig god underholdning for børnene. Alt åndede faktisk fred og idyl, og jeg nåede næsten af blive lidt ærgerlig over, vi ikke skulle foreviges på tv. Jeg skal indrømme, at jeg følte en vis stolthed, da jeg sad der med min lille sværm af små engle omkring mig. Det holdt ca halvvejs ind i sceancen, så kunne de små ikke mere, og Kristian tog dem med udenfor. Men de to store holdt stand sammen med mig, og jeg tror faktisk de nød det. Jeg skal blankt indrømme, at det ikke er for at få Guds velsignelse, jeg kommer i kirke juleaften, for jeg er faktisk ikke troende. Men der er noget magisk over at sidde der og synge julesalmer og høre juleevangeliet sammen med en masse forskellige mennesker, høj som lav. Jeg måtte kapitulere og lade tårerne flyde under alle salmerne. Jeg blev overvældet af situationen og af minderne fra alle de andre juleaftener i mit liv. Jeg kunne næsten mærke mine søstres hænder, når vi som børn sad og klemte hinandens hænder i spænding, og jeg kunne høre min Bedstefars stærke stemme synge julesalmer. Min nostalgiske glæde over at synge stammer i høj grad fra ham og jeg blev trist indeni i mindet om, hvor meget jeg savner ham. Til gengæld blev jeg også mindet om alle de dejlige mennesker, jeg har i mit liv og som jeg er så heldig at se rigtig mange af i juleferien.

Julen handler om så meget andet end gaver, og jeg tror, at selvom ungerne nok selv har lidt svært ved at se det i øjeblikket, hvor materialismen og spændingen har overtaget, så får de et lille ekstra drys af julemagi ind under huden, som de tager med sig fra kirken juleaftenen. Den samme magi opstår også altid, når vi går rund om træet og jeg bliver gang på gang forundret over, hvor meget børnene elsker den del af juleaften. Selv Bertil og Helga Marie vandrede troligt med og lysene fra træet genspejlede sig i deres strålende øjne. Ren juleidyl!

Glædelig jul derude!

 

 

 

 

Vintersolhverv…

IMG_1838I dag er en ganske særlig dag, fordi det jo er vintersolhverv. Jeg kan altid mærke, at denne dag betyder noget specielt for mig, selvom jeg ikke som sådan plejer at fejre den på en bestemt måde. Jeg har tit haft planer om at lave solhvervstraditioner, men ikke gjort alvor af dem. I år har jeg gået og grublet over, hvordan vi skulle markere dagen og været omkring alt muligt fra noget mad over bål i gården, noget med fakler, noget med at spise middag kun oplyst ved stearinlys. Ja, der har været mange ting igennem kontrolrummet på øverste etage.

Selvom jeg egentlig elsker den mørke tid, der indbyder til masser af indendørs hygge, så synes jeg, der er alt mulig grund til at fejre, at lyset vender tilbage. Efter lang tid med mørke hungrer min krop og mit sind efter mere lys, og en lille pige, jeg overhørte tidligere i dag, da hun talte med sin far, ramte spot on, idet hun sagde: “Når solen skinner, er det som om, folk er mere glade og når det er gråvejr, er alle mere triste.” Det er kloge ord fra en lille pige! Med lys følger liv og i nat er jo naturens nytårsnat, hvor cyklusen starter forfra. Det er da en smuk tanke. Lys er håb og giver mulighed for, at noget nyt kan begynde. Selvom lyset ikke kan mærkes så meget den første del af vinteren, så ved vi, at der er lysere tider på vej.

Her ved dagens slutning må jeg konstatere, at den ikke på nogen måde har været som i mine tankespind! Formiddagen blev brugt på vasketøj, oprydning og leg indendøre (og et hurtigt vend i gården), mens vi forsøgte at planlægge, hvordan både Kristian og jeg kunne nå at købe gaver hver for sig i løbet af dagen. Mærkeligt hvorfor det hvert år kommer bag på os, at det er juleaften d. 24! Eftermiddagen blev så brugt på at købe gaver hver for sig. Kristian var (surprise) hurtigere til gaveindkøb end jeg, og han tog derfor ungerne med på legepladsen. Jeg drog mod det forjættede land og tilbragte eftermiddagen sammen med resten af København i diverse legetøjsforretninger. Manner nogle køer!! Vores kriterier til gaverne i år var, at de skulle være billige og små. Når hele flokken skal på juleferie i det jydske, må vi virkelig begrænse bagagen, hvis der skal være plads til os selv i bilen! Det gik dog ikke helt som aftalt med gaverne, og jeg kom i befippelse over menneskehorderne og al den asen og masen til at købe en gigantisk gave til en af ungerne. Den fyldte en stor sæk og vejede pænt til. Sammen med de andre ting jeg havde erhervet mig, blev det til en ret massiv byrde at bære på. Problemet var, at det regnede og jeg var med bussen – hvilket var dumt! Jeg har nærmest udviklet en fobi mod overfyldte busser, så jeg gik hele vejen hjem – bogstavlig talt med gaver i pose og sæk(!) og selvom jeg betragter Nørrebros Runddel som central, så er der altså, hvad jeg vil kalde for en rask spadseretur fra Kgs. Nytorv… . Jeg var hjemme 17.30 med syre i arme og ben, så vi kontsaterede hurtigt, at den stod på take away til de voksne og havregrød til ungerne.

Mens vi spiste, fortalte jeg lidt om solhverv, men jeg tror ikke rigtig, der var nogen, der lyttede…

Sådan må man være så omstillingsparat og klar til at nedjustere sine egne forventninger nogle gange. Det er faktisk også okay! Nu har jeg jo et helt år til at planlægge næste års vintersolhverv!

Mama ved gryderne

IMG_195220 liter gryden står på komfuret og simrer og bobler med marokansk suppe, for i dag er mama hér i storkøkkenet. Vi skal bytte julegaver med mine søstre, og de kommer allesammen og spiser senere på dagen. Vi er som bekendt lidt af en flok efterhånden, og jeg glæder mig rigtig meget til at se dem og ønske dem glædelig jul. Jeg bliver altid lidt vemodig, når vi ikke skal holde jul sammen… Selvom vi jo alle har hver vores familie, så er jul altså virkelig en højtid, der bringer minder frem fra min egen barndom. Der er nok det, man kalder julenostalgi, tror jeg. Apropos barndom så har jeg jo lige 4 børn, der skal hentes, inden familiesammenkomsten går løs…

Problemet er, at udenfor er der gråt og vådt, mens der herinde er stearinlys og julejazz på anlægget. Og kaffe. Jeg bliver ved med at udskyde hentningen, fordi jeg ikke rigtig orker at trække i regntøjet og tilbringe den næste halvanden time dels på cyklen og dels med at hive unger ind og ud af institutionerne, der brokker sig over regnen – altså ungerne, mens jeg selv danner kondens i regntøjet. Bertil og Helga Marie er også begyndt at drille og prøve min tålmodighed ret så grueligt af, når jeg henter. De nægter at komme med, løber fra mig og gemmer sig. Når den ene er indfanget, er den anden strøget afsted. De giver hinanden lidt for mange gode ideer de to! Heldigvis er madmor hér ikke lige at løbe om hjørner med – ikke i dag i hvert fald. Men det er altså lidt af et cirkus at holde styr på det hele i hentesituationerne. Udover de 4 børn er der trods alt også virkelig meget tøj, tasker, støvler, huer og vanter at navigere i på sådan en runde. Jeg må vist hellere komme afsted…!

….

Nu har aftenfreden sænket sig efter en hyggelig og hektisk dag. Der kommer (endnu mere!) liv i huset, når alle fætre og kusiner er på besøg og det er tydeligt, hvor meget børnene føler sig som én stor familie. De store tager sig af de små, og der er leg i alle afkroge af lejligheden. De små render rundt efter de store, og i dag var der faktisk tid til at sidde og voksensnakke lidt indimellem. Det er ikke for at blære mig, men en skøn familie, det har jeg altså! Jeg føler mig virkelig heldig! Da jeg var yngre, drømte jeg altid om at blive mor i en stor familie, lave mad til mange i store gryder og have masser af liv i huset. Tænk lige, at min drøm er blevet opfyldt! At der så måske er nogle andre drømme, der må justeres lidt på undervejs, må jeg tage med i købet… Juleromantikken har vist taget plads i mit hjerte på trods af mit sure opstød i går. Måske vores tivolitur forleden har skubbet i den retning. Hvis man savner lidt disneyjulestemning, kan jeg altså anbefale at vende omkring Tivoli. Især på en regnfuld, grå dag hvor der ikke er så mange besøgende, der orker det. Smukt

Forresten, nu jeg er i mit blødsødne hjørne, skal skolen lige have et skud kærlighed. Hjalmars klasse holdt julefrokost i dag, og det havde vist været en vældig fest! Han var rigtig glad og havde en CD med hjem, hvor alle 0. klasserne har indsunget en sang, der hedder ‘Det bedste i verden’. Han er så lykkelig for den CD! Og jeg er glad for den! Både fordi lyden af børnestemmer, der synger i kor er fantastisk, men mest fordi skolen også prioriterer at give børnene så gode oplevelser. Det er god julekarma!

Nu bæres lyset frem!

IMG_1917I dag er der 9 dage til vintersolhverv, og det kan man da ikke fejre nok! Der er også spist 50 % af min chokoladekalender og afbrændt et halvt kalenderlys (og en lampeskærm). Vi fejrede det ved at tilbringe en eftermiddag i kirken, hvilket ikke er noget, der sker så ofte. Faktisk kun til jul…

Den egentlige anledningen var det store luciashow, Huberts børnehave hvert år afholder i den nærtliggende kirke. Vores lille vildbasse var noget af det smukkeste, jeg har set, da han gik op af gulvet med sin gode ven i den ene hånd og et elektrisk lys i den anden. Hvis man ikke vidste bedre, kunne han forveksles med en sand lille englebasse. Jeg skal indrømme, at jeg blev rørt! Vi lod Bertil og Helga Marie få en dejlig lang dag i vuggestuen, så vi rent faktisk havde tid til at se på Hubert. Det var en god beslutning! Han var så stolt og blev så glad, da han fik øje på os dernede på rækkerne.

Ærgeligt var det, da det nuttede optog nåede op til altertavlen og på det nærmeste blev stormet af blitzende paparazziforældre i hobetal, der frådende kastede sig ind foran hinanden for at få det allerbedste billede af deres egen lille guldklump. Jeg blev forarget. Jeg synes, det var så respektløst og tåkrummende at se de overrumplede børn stå dér og ikke vide, hvor de skulle gøre af sig selv. Rigtig pinligt blev det, da præsten meget høfligt sagde, at der var en grund til, at Luther havde fået indført bænke i kirken og bad forældrene sætte sig så vi sammen kunne synge ”et barn er født i Bethlehem”. Godt min egen glorie var intakt i hvert fald i den henseende.

For mig handler det om andet og mere end høflighed og pli, det handler om social intelligens og respekten for, at der findes noget, der er større end een selv. Jeg tænker ikke på den religiøse hellighed i situationen, men på den magi, der ligger i oplevelsen og som bliver totalt udvandet, når egoet overtager og man kke kan se længere end sin egen kameralinse.

De sidste par år har Hjalmar været igennem samme mølle, og vi ejer et meget sparsomt billedudvalg fra luciasceancerne. Jeg kan sagtens forstå trangen til at kaste sig ind forrest i menneskemængden som gjalt det livet, men jeg synes det er usmageligt. Noglegange er det faktisk ok bare at opleve det der sker foran øjnene på én. Måske kan man så bagefter ligefrem huske selve øjeblikket og ikke kun et stilbillede fra familiealbumet (eller facebook).

Selvfølgelig ville det have været rart med et billede fra Hjalmars luciashow sidste år, men oplevelsen sidder i hjertet – eller det vil sige at lige præcis sidste år nåede jeg kun på et hængende hår at kaste mig ind i det hellige rum med en tvilling under hver arm tidsnok til at se det fine optog gå ud af kirken. Hjalmar var så sød at minde mig om det i dag, da han sagde “sidste år kiggede og kiggede jeg efter jer, men jeg kunne slet ikke se jer…”  Ja, ja man er vel ikke perfekt.

I dag sad vi klar og fik da også skudt et utydeligt billede fra Luthers bænk. Men det ægte billede af Hubert med strålekrans, det bor i mig.

Lad det være en opfordring til at nyde øjeblikket uden kamera bare en gang i mellem og ikke mindst til at se magien når den udspiller sig – og lade den være i fred.

 

Juleminder

IMG_1907Hvis der er noget, der pusher min julestemning, er det duften af hyacinter. Jeg tror, det er fordi, duften minder mig om julen i mit barndomshjem – og det er dejlige minder!

Jeg kan huske hyacintvaserne stå i vindueskarmene med løg iklædt foldede papirhætter i ugevis, og så var det bare at vente på, de skulle spire og en dag springe ud som smukke duftende blomster, der varslede jul. Senere, da jeg var flyttet hjemmefra, var det først, når duften slog mig i møde, idet jeg trådte ind i mine forældres hus, at julestemningen var helt på plads. Det var som regel først et par dage før jul, når et overfyldt juletog havde fragtet mig til den Jydske hede fra hovedstaden.

Nu er jeg jo så heldig at have min egen skønne familie, og jeg kan mærke, at nogle af juletraditionerne er vigtige for mig at give videre til mine egne børn. Fx duften af hyacinter!

Og småkagebagning! I går bagte vi 13 plader vaniljekranse og peberkager… Det var lidt af en bedrift med 6 hjælpende børn. Dvs. Bertil og Helga Marie hjalp faktisk kun med at spise de små lune trofæer. Vi fik bageassistance af min søster og hendes familie, og der blev rullet, æltet og ikke mindst drejet på den gamle kødhakker med håndsving, da vaniljekransene skulle formes.

Engagementet var (som forventet!) ralativ kortvarigt hos børnene i forhold til, hvor besværligt det egentlig er at lave dej, bage, assistere de små utålmodige sjæle og ikke mindst gøre rent efter hele svineriet!, men alligevel synes jeg, det er besværet værd. Det kan godt være, de små spillopper kun er med en halv times tid, men jeg tror, det er en halv time, de husker. Især når den bliver gentaget år efter år. Egentlig kan man jo købe ganske glimrende kager hos bagerne (hvilket vi også praktiserer i stor stil), men der er noget fint i at stå med den fedtede dej mellem hænderne, forme, udstikke og langsomt mærke de krydrede dufte sprede sig i luften. Og ikke mindst er det skønt at spise sig en kvalme til i ‘smagsprøver’.

Jeg er ret old school, når det kommer til juletraditioner. Det er jo netop noget af det, jeg selv elsker ved julen – at mange ting bare er, som de er. Der kræves ikke så meget af én. Man kan trygt læne sig op af ‘plejer’ og bare være. Det skaber minder og tryghed.

Selvfølgelig ændres traditionerne og nogle forsvinder, mens nye opstår. Det skal der være plads til. Men for mig er traditioner en vigtig del af julen. Det er på en måde hér, man lige mærker historien i kroppen og sender tanker, der rækker både tilbage og frem.