Tag Archives: Hverdag

Fredagsidyl

IMG_1962

Himmelen er blå og det er fredag! I dag har alle børn været afsted i skole og institution. Det er stort!

Dagen startede med glade børn, og morgenen var hyggelig. Hubert og Hjalmar lagde planer for, hvad de skulle lege senere og Bertil og Helga Marie havde travlt med at få flyverdragterne på og hjælpe hinanden med støvler og huer. De er simpelthen rørende omsorgsfulde overfor hinanden. Hvis den ene græder, styrter den anden rundt for at finde sut, dyne eller bamse og afleverer altid med et ae, ae, mens de stryger hinanden over håret. De tænker på hinanden, når den ene mangler som fx i morges, da Helga Marie vanen tro stod op 5.30 og under morgenmaden blev ved med at klappe på stolen ved siden af, mens hun spørgende kiggede rundt og forsøgte at sige Bertil. For en gang skyld sov han længe og da han stod op en time senere, hvinede Helga Marie af fryd og løb hen og slog armene om ham. Det er ren kærlighed!

Det er sådan en morgen man må knibe sig i armen! Da alle unger var afleveret og jeg cyklede rundt på den tomme christianiacykel, tænkte jeg på, at selvom det nogle gange er virkelig hårdt med hårdt på at have 4 børn (og især en måned som denne hvor der hele tiden er nogen syge!), så er det altså noget af det mest fantastiske at opleve den kærlighed, der er mellem dem alle fire. I morges åndede alt fred og idyl. Jeg håber, resten af dagen fortsætter i samme spor.

Plads til rum

Mandag morgen kan godt være lidt tung i det (og det våde gråvejr hjælper ikke på sagen!). I morges ville Hjalmar ikke i skole. Han er ellers meget glad for skolen og har mange gode venner både i og udenfor klassen, det var ikke det. Han synes, det er hårdt med de lange skoledage, hvor alt er skemalagt. Han savner at lege!

Jeg kan godt blive lidt frustreret og bekymret over hans lange dage og ikke mindst udsigten til, at det skal være sådan de næste mange år. Jeg er sikker på, at Hjalmar nok skal klare det, og jeg tvivler heller ikke på, at lærerne gør, hvad de kan for at skabe en afvekslende og indholdsrig dag for børnene. Min bekymring handler i virkeligheden mere om dét, der ikke bliver plads til. Når en meget stor del af børnenes dag er skemalagt, levner det ikke meget frihed.

Én ting er børnenes behov, (som fx det Hjalmar sætter ord på, at han savner – altså leg og frihed), der undertrykkes. Det er selvfølgelig ikke noget nyt fænomen, og synet på ‘barndommen’ er jo meget modelerbart. Da mine bedsteforældre var børn, var barnesynet i høj grad forbundet med arbejdskraft, og det var ikke usædvanligt, at man blev sendt hjemmefra for at tjene som 6-7 årig. I 80’erne da jeg selv var barn, var barnesynet forbundet med kreativitet og en næsten Rosseausk forestilling om det frie menneske men også i høj grad med socialt ansvar. Sådan ændrer tingene sig. Det er ikke fordi, jeg naivt tror, at alting var bedre i gamle dage, men jeg synes, der er ved at ske et skifte i barnesynet og det bekymrer mig.

Hvilke værdier, mener vi, skal være grundlæggende for vores børns barndom? Hvad, mener vi, er vigtigt her i livet? Tilsyneladende tyder meget på, at noget af det vigtigste i voksnes syn på barndom i dag er udvikling og lærdom. Børn skal blive dygtige! Og gerne lidt hurtigt, tak!

Det lyder måske overdrevet, men jeg bekymrer mig om den totalitære tænkning, der lægger til grund for vores måde at drive skole på i dag. Når så stor en del af børnenes dag er skemalagt og planlagt, tager det pladsen for den frie udfoldelse og ikke mindst den frie leg. Jeg synes, legen bliver negligeret og reduceret til noget, der skal presses ind for at give børnene et afbræk i deres læring. Der er så meget lærdom i den frie leg, og det bliver overset, hvilket er rigtig synd! Der er også en tendens til at gøre læring til genstand for børns leg, og det er bestemt ikke dét, jeg er tilhænger af. Den der ide om, at leg helst skal rette sig mod konkrete output, skaber hverken den bedste læring eller bedste leg i min verden.

Det bliver også planlagt i mindste detalje, hvad børnene skal lære i skolen uden tanke for alt det, de risikerer at gå glip af i forsøget på at lære det planlagte. Nu er jeg af den overbevisning, at al læring ikke kan forudbestemmes og jeg forstår slet ikke den ensretning, der sker på skoleområdet. Selvfølgelig skal børnene lære at læse og regne i skolen, men de skal også lære så uendeligt mange andre ting, der måske viser sig at være endnu vigtigere. For vi ved jo ikke, hvad der er nyttigt at kunne i fremtiden? Men vi ved, at der er tænkt mange kloge tanker om barndommen, og om hvad det vil sige at være menneske og hvis det stod til mig, fyldte nogle af de tanker mere i uddannelsesdebatten og skoleudviklingen.

‘Mellem mennesker skal der altid være et åbent rum, noget ubestemt at søge hinanden i’. Denne sætning læste jeg for nylig i en gammel artikel, og det rammer lige præcis ned i min bekymring. Når alt er forudbestemt, planlagt og skemalagt, levnes der netop ikke meget rum mellem mennesker. ‘Rummet’ er så vigtigt fordi, det er her vi møder hinanden – sådan rigtigt. Det er her, ideer opstår, meninger afprøves og her, en stor del af den menneskelige dannelse sker. Det er her, kreativitet og fantasi vokser, og det er her vi som mennesker, må gøre en indsats i mødet med andre. Vi må som mennesker have noget ukendt at søge hinanden i. Vi må forsøge at opnå forståelse og indsigt – at sætte os i hinandens sted. Det handler om at møde noget andet end sig selv og om empati. Og det handler om, at alt ikke er givet på forhånd og om af afprøve sig selv. Om frihed. Jeg ville ønske, der var mere frihed i børns liv i dag og jeg ville ønske, nogle flere beslutningstagere var enige med mig.

Når jeg hører Hjalmar sige, at han ikke har lyst til at gå i skole, fordi de skal være der så lang tid, og fordi han savner at lege, vokser min bekymring. Vores ihærdige forsøg på at skabe hurtigere og mere effektiv læring i hovederne på de stakkels børn resulterer i værste fald i umotiverede børn, der spilder deres tid og barndom. Det gør mig trist. Det er ikke (kun) fordi, jeg synes, det er synd for Hjalmar, at hans tid er beslaglagt fra 8-13.30/14.30, han overlever!

Det er mere, fordi systemet ikke levner plads til ‘det åbne rum, hvor mennesker kan søge hinanden i det ukendte’. Er der plads til kreativitet, leg og store fortællinger? Er der rum til at udvikle sig som menneske i det instrumentaliserede menneskesyn, der præger vores syn på barndom i dag?

Måske tillægger jeg tingene for stor betydning, men jeg føler mig stadig trist over den manglende frihed og over alt dét, der ikke bliver plads til…

 

 

 

 

RTS og vikar

Inden vi drukner i juleromantik, gløgg og gaveregn vil jeg da lige brokke mig en smule for at skabe lidt balance i tingene.

Jeg kaster mig nu over jaget vildt, samfundets fælles bytte: folkeskolen!

Lad mig slå fast, jeg er ikke ude på at revse lærerne, jeg er inkarneret tilhænger af folkeskoleprojektet og har stor tillid til, at skolen er et sted, hvor kloge mennesker gør kloge ting med ungerne. Ligesom jeg på et hospital har tillid til, at lægerne har forstand på at sætte brækkede ben sammen osv. Jeg er i bund og grund meget autoritetstro og har tillid til professionalismen, men jeg mærker alligevel en snert af tvivl gnave et sted i mig.

Over aftensmaden kom vi til at snakke om, at Hjalmars klasse tit har vikar. Jeg har bemærket det nogle morgener, når jeg afleverer ham og der står et ukendt ungt menneske og forsøger at genne med flokken som en uerfaren hyrdehund, men jeg har ikke rigtig funderet mere over det. (Udover at jeg selvfølgelig har glædet mig over, at det ikke var mig selv, der stod foran tavlen.) Det er heller ikke noget Hjalmar har nævnt før, men han fortæller generelt lige så meget om skolen, som en PET agent om sin sag. Vi snakkede, og jeg spurgte, hvad han så synes om, at have vikar. Jeg tænkte, at han måske synes det var sjovt eller spændende eller sådan noget. Efter lidt betænkningstid sagde han en anelse tørt “…jeg vænner mig til det.”

Hmmm… Hvor gør man lige af dét svar? Vi snakkede lidt videre, og han fortalte, at han først bliver utryg, når han ikke kender vikaren og ikke ved, hvad de skal lave og at der også er mere larm, men til sidst vænner han sig så altså til det…!

Jamen super! Han er sikkert ikke det eneste barn med den oplevelse. Vi lader altså en flok utrygge 6 årige være i skole fra 8-13.30/14.30 og sætter ofte en tilfældig vikar ind til at passe flokken, fordi lærerne har meget fravær. Den to-lærer funktion jeg regnede med var standart i 0. klasse er åbenbart mere sjælden end hvid jul i dagens Danmark. Der sidder en håndfuld fantastiske fritidshjempædagoger og savner deres børn i bygninger, der stort set er tomme indtil kl 14. Kunne man forestille sig at udbygge samarbejdet en smule?

Og hvorfor er lærernes sygefravær så højt! Ja, jeg ved jo ikke noget om Hjalmars klasses konkrete situation, men når en opgørelse fra september viser, at vikartimerne er steget med mere end 50 % i Københavns kommune, er der noget, der tyder på et generelt problem. Jeg synes, det er helt urimeligt, at små børn, der er ved at lære at gå i skole, gentagende gange skal vogtes af en vikar, de ikke kender. De er i forvejen utrygge i skolegården og render rundt med gårdvagterne (som de heller ikke altid kender) i hånden i frikvartererne. Selvfølgelig skal børnene lære øget selvstændighed og udvikle robusthed, og jeg tror da heller ikke de som sådan tager skade af det. I hvert fald ikke så meget… Men det er ikke optimalt i min verden! Skal vi virkelig bare køre efter en ’så kan de lære det’ – pædagogik? Lektor Blomme-style…

For mig går læring og tryghed hånd i hånd, og det første møde med skolen lægger kimen til elevernes fremtidige oplevelse af skolen. Jeg er godt klar over, at det kræver stor logistik af køre en skole og at lærerne er rigtige mennesker, der ikke bor i klasserne, men så skulle man måske overveje at passe lidt på de søde mennesker og give dem lidt fred – og tid!

Nu jeg er igang med brokkeriet, så skurer det også i mig, når  jeg primært hører om, at de sidder ned og laver opgaver i klassen, når nu den fornemme skolereform lovede det modsatte? Jeg er godt klar over hvorfor, for enhver der har prøvet at undervise ved, at alt andet end RTS (røv til sæde) undervisning kræver meget forberedelse – og det er der ikke tid til. Men der må da være en grænse for hvor forældet et lærringsbegreb man kan læne sig op af i 2014 – snart 15. Hvis rammen er: Indfind jer i en kaotisk og utryg hverdag, sid stille og lav opgaver, så kunne reformpengene vist være brugt bedre. Min egen lille landsbyskole i det mørke vestjylland i 80’er-90’erne var mere moderne og proaktiv i sit læringssyn.

Og dannelsesbegrebet eller fraværet af dét, skal jeg slet ikke starte op på lige nu… Det ville kræve en god flaske whisky at dulme nerverne på. Og jeg kan faktisk ikke så godt lide whisky…

En husmors Utopia

IMG_1527
Hvis jeg skulle gøre Thomas More kunsten efter og opstille mit eget (husmor)utopia, ville det se nogenlunde sådan her ud efter en dag som i dag:

Jeg ville altid stå lidt tidligere op og dermed undgå at blive vækket af en småstresset kæreste og et par unger, der hoppede oven på mig.

Jeg ville altid kunne huske, hvilke af mine børn, der havde vækket mig ved at hoppe ovenpå mig.

Rent tøj var altid lagt frem om morgenen til både børn og voksne, så jeg ikke måtte kaste det tøj, jeg havde taget af og smidt på gulvet i går aftes på igen grundet tidspres.

Det ville altid være godt vejr om morgenen, når en lille håndfuld unger skulle fordeles i diverse uddannelses- og pasningsinstitutioner, så jeg ikke måtte okse gennemblødt og forblæst rundt på chrisitaniacyklen (uden regntøj).

Sadlen på christianiacyklen var altid indstillet, så jeg kunne nå pedalerne og ikke måtte kæmpe med en glat og efterhånden meget afrundet møtrik og en meget rusten svensknøgle under massivt tidspres fra skoleklokken!

Jeg ville altid huske posen med regntøj, så jeg undgik at pendulere frem og tilbage mellem institutionerne flere gange end højst nødvendigt.

Institutionerne ville ligge side om side og ikke med en rask cykelturs længde mellem sig.

Morgenmad var der altid tid til at spise før afleveringsrunden, så jeg undgik virkelig lavt blodsukker, der et par timer senere måtte kureres med en chokoladecroissant.

Vasketøj var der nogen fra det offentlige, der kom forbi og ordnede og jeg skulle ikke lægge 5 vaske sammen på én dag (og vaske to…).

Det samme som ovenstående – bare med rengørring og opvask.

Afhentning af børn var en idyllisk hyggerunde med snak, kram og grin i stedet for en alt for lille boksering.

Folkeskolereformen eksisterede ikke, og skolelærere havde stadig tid til at (hjælpe med at) hente deres (egne) børn.

Alle familier havde en familiesekretær, der koordinerede legeaftaler, juleafslutninger i institutioner/skoler/fodboldklubber samt diverse møder rundt omkring.

Lækker aftensmad blev tilberedt og serveret af huskokken og ikke af en træt forælder med et hylende barn om hvert ben som en anden straffefange.

Ungerne spiste aftensmaden og elskede den!

Der fandtes 4 ekstra timer i døgnet øremærket hvert af børnene, så vi kom ud over “god idé skat! Det ser vi om vi kan nå senere… ellers måske i morgen…?!”

Børn faldt altid i søvn trygge og veltilpasse – og hurtigt!

Forældre var stadig fulde af energi om aftenen til kreative projekter og gode lange snakke om verden og livet.

Slik, chokolade, kage og kaffe var livsnødvendigt brændstof – eller vent… det er det vist allerede…

Børn sov, når de sov og blev ved med det til næste morgen, så forældre fik 7 sammenhængende sekunder til at fordybe sig i et eller andet.

Ja, jeg er et brokkehoved i dag, det indrømmer jeg gerne. Jeg indrømmer også gerne, at jeg (igen!) har fantaseret lidt for meget om at hoppe på bussen til lufthavnen, købe en enkeltbillet til Goa, spille guitar på stranden med en ung solbrun fyr med dreadlocks og lade min familie lede i ‘Sporløst’ om 20 år. Men selvom jeg på en dag som i dag indimellem føler, at jeg befinder mig i et levende dystopia, minder jeg mig selv om at utopia findes! – og altså ikke på Goa!

 

 

 

 

Krydderi på tilværelsen

Nogle dage er det altså lidt udfordrende at have 4 børn. Sådan en dag var det i går!

Det kan virkelig mærkes, når der bliver bare en lille smule slinger i valsen. Om formiddagen blev vi ringet op af vuggestuen, fordi Bertil blussede meget op i ansigtet og fik både udslæt og nogle hævelser efter at have været med til at bage pebernødder og måske havde smæsket sig lidt rigeligt i den krydrede dej. Han elsker at fedte rundt med maden og havde måske nok lige haft lidt for meget nærkontakt med kanelen! Vi måtte hoppe i en taxa og drøne til Hvidovre Hospital for at tjekke for allergisk reaktion. Da vi nåede derud, så han allerede meget bedre ud, men rent rutinemæssigt skulle han undersøges af en læge. Det gik egentlig forbavsende hurtigt og allerede efter en times tid, var vi på vej retur igen. Hvis det ikke var for udslættet, kunne man næsten mistænke ham for at bluffe sig til hele seancen. Han nød i hvertfald opmærksomheden i fulde drag og havde travlt med at charme både hospitalspersonale, taxachauffører og ikke mindst Kristian og jeg. Hele to forældre der kigger på én på samme tid! Det er altså ikke et grundvilkår, når man både bliver født som en del af et sæt og ind i en flok. Det var faktisk ret så hyggeligt!!

Ikke så snart var vi trådt ind af døren herhjemme, før de ringede fra skolen, at Hjalmar havde ondt i maven. Afsted igen! Efter en halv time herhjemme viste mavepien sig at være ren og skær fødselsdagsspænding, så han blev fulgt til den børnefødselsdag, han var inviteret til. Derefter skulle Hubert og Helga Marie hentes… En hurtig halv kop kaffe og ud af døren igen for at hente Hjalmar. Og så gik den dag. Mange børn – meget logistik!

Det var ret underligt at være tilbage på Hvidovre Hospital. Det er dér, Helga Marie og Bertil kom til verden og dér jeg gik til kontrol ca. konstant under graviditeten. Hele atmosfæren, hospitalslugtene og de karakteristiske gange førte mig tilbage, og jeg kunne mærke nogle af de tanker og følelser, der fyldte i mig dengang – og mærke lettelsen over at Helga Marie og Bertil heldigvis begge er ude og trives i bedste velgående. Det fik mig også til at tænke på, hvor skønt det er at have tvillinger (selvom det da selvfølgelig også kan trække tænder ud en gang i mellem!).

Når jeg ser Bertil og Helga Marie sammen, kan jeg næsten synes, at det er lidt synd for Hjalmar og Hubert, at de ikke også har en tvilling. Selvfølgelig har de to små krabater konflikter om det samme legetøj, og de er begyndt at drille hinanden ret så bevidst. Når vi sidder og spiser, kan de finde på at stjæle hinandens mad, kop eller ske og så kigger de med skælmske øjne og ser meget uskyldige ud. De kan endnu ikke selv se, at de er gennemskuet på forhånd, fordi de jo sidder med tyvegodset i hænderne. Det er faktisk ret sjovt. De kan også tromle hinanden og møve sig ind foran hinanden, blive jaloux og stjæle opmærksomheden fra hinanden osv. Men alt i alt så har de virkelig meget glæde af hinandens selskab.

Nogle af mine yndlingsøjeblikke med Helga Marie og Bertil er, når de har været adskilt fx efter en lur og bare løber hen og krammer hinanden og putter sig ind til hinanden. Man kan mærke, at de har savnet hinanden. Eller når de stavrer afsted efter hinanden i noget, der ligner en fangeleg i slowmotion, mens de skriger af grin. Eller når den ene græder og den anden kommer hen med en bamse eller sut og begynder at stryge over håret og siger “ae, ae”. Eller når de bare griner af et eller andet, vi andre ikke fatter hvad er og går ind i deres egen lille boble.
Det er virkelig sjovt, hvordan deres relation udvikler sig mere og mere, jo ældre de bliver og hvordan de udviser empati og kærlighed for hinanden.

Vi har ikke dyrket tvillingerelationen så meget, men betragter dem egentlig mest som almindlige søskende. At de er født ind i en familie med to storesøskende betyder, at vi nærmere ser dem som en del af flokken end som tvillinger. De fungerer fint uden hinanden en gang i mellem, men det er alligevel tydeligt, at de to har noget særligt sammen og på en måde er forbundet.

Selvom jeg godt kunne have været hele kanelcirkuset og hospitalsturen foruden, så var det faktisk meget godt at få nogle af følelserne fra dengang tilbage og mærke lidt på dem igen. Jeg kan huske, at nogle af de tanker der fyldte mig de første dage, efter Bertil og Helga Marie var blevet født og vi stadig var på hospitalet var, at det både føltes skrøbeligt at have ansvaret for så mange børn og enormt stærkt at være en stor familie. Skrøbeligheden viser sig, når ét barn kræver lidt ekstra som eksempelvis i dag. Jeg ville gerne være der for Bertil hele tiden, men ‘fabrikken’ skal jo holdes i gang, uanset hvad der sker og de andre børn kræver stadig hver deres. Jeg kan godt blive skræmt ved tanken om, hvis der en dag sker noget mere alvorligt – i dag skete der jo reelt ingenting. Ikke andet end at Bertil skulle undersøges.

På den anden side er det netop når valsen slingrer lidt, at jeg uden at tænke over det tager mig tid til at give det der berømte ekstra nærvær til ét barn af gangen, som jeg ofte savner lidt. Og som børnene selvfølgelig også nyder i fulde drag.

Vi holder lidt igen med julesmåkagerne for en stund og satser på,det var mængden af kagedej, der gjorde udslaget for den lille slikmund.

Entré!

Hvis der er noget, vores familie ikke er eksperter i, så er det systemer! Tager man et blik rundt i lejligheden, er man ikke i tvivl… Jeg nåede aldrig at hoppe med på hverken feng shui eller simpel living bølgen lad mig bare sige det sådan! Faktisk holder jeg meget af at gemme alle mulige dimser og smider helst ikke for meget ud. Lige nu sidder jeg fx og kigger rundt i vores stue, og mine øjne møder alt fra en gammel skramlet klovneuro, der egentlig var tiltænkt børneværelset, perleplader i neonfarver, en gammel russisk lampefod udformet som en bjørn lavet af en vodkaflaske, let falmede farverige flagranker, vores klaver som på ingen måde stemmer, men fungerer glimrende som afsætningsplads for diverse bunker, rigelige mængder legetøj, bøger og spil spredt med løs hånd, en lille spilledåse fra min barndom, en guitar, der mangler en streng, plus en masse andet. Man kan måske kalde vores stil autentisk og livlig (eller bare rimelig rodet!). På en måde trives jeg godt med lidt rod i krogene – hvilket nok er ret heldigt med 4 børn i huset!

Jeg har dog indset, at 4 børn i en lejlighed alligevel kræver en vis systematik! Det er noget, vi øver os på og langsomt bliver bedre til. En af de ting der virkelig har kunnet drive mig til vanvid, er vores lille bitte entré. Det er helt utroligt, hvor meget overtøj sådan nogle børn har! Ja, og voksne for den sags skyld… Når skidt og kanel så ligger hulter til bulter, kan man nemt kunne bruge 20 min. på at lede efter de rigtige ting til de rigtige børn. Derfor vil jeg fremhæve et af de bedste systematiseringstiltag, vi har taget i lang tid. Nemlig vores elskede garderobe!IMG_1833

Vi har været så heldige at få fingrene i denne gamle garderobe fra en børnehave. Det funger! Nu har alle børn deres eget rum, og de ved, hvor de skal lægge deres ting – og vi ved, hvor vi skal lede. De kender systemet fra institutionerne, hvor de søde pædagoger har gjort benarbejdet for os og (næsten!) lært dem at bruge det.  Så nu er vi klar til at gå vinteren i møde med orden i sagerne. Ingen manglende huer, ingen forsvundne vanter!

 

 

Vuggestue-nostalgi

Vi har været til samtale i vuggestuen. Sådan en samtale om hvordan ungerne trives og udvikler sig. Selvom det er tredje gang, vi er igennem møllen, blev jeg helt rørt.

Pædagogen havde sat en time af og delt samtalen op, så Bertil og Helga Marie fik lige lang tid under luppen. Det i sig selv blev jeg glad for! Det er dejligt, når omverdenen også betragter dem som to individer, selvom de er tvillinger. Selvfølgelig er der også meget i deres trivsel og udvikling, der skal ses i lyset af deres relation til hinanden og deres samspil, men det var der også tid til at snakke om. At høre pædagogen fortælle om sin oplevelse af Bertil og Helga Marie, beskrive alt fra deres motoriske og sproglige udvikling til at fortælle om, hvordan de deltager i aktiviteter, hvordan de leger og socialiserer med de andre børn, hvordan de udvikler sig hver for sig og sammen ramte mig!

Jeg tror, det skyldes flere ting. I det hele taget dét at høre en anden fortælle om sin oplevelse af og med vores børn var tankevækkende. At få en andens øjne på dem og blive bekræftet i, at de bare elsker at være i deres vuggestue og har det godt. At pædagogen fokuserer på og ser nogle detaljer, som vi ikke selv er helt opmærksomme på og i det hele taget dét, at de har deres egen lille verden uden os.

Men det er også  en stolthed over, at de udvikler sig så fint og trives så godt. Vi havde mange tanker under graviditeten og blev fulgt ret tæt af hospitalet. (Det gør man ofte, når man venter tvillinger). Helga Marie var en lille trold, mens hun var i maven og lå vægtmæssigt under alle kurver og skemaer, så det er klart, at vi havde mange tanker, om alt nu var okay, om jeg ville føde for tidligt osv. Vi har altid forsøgt at have et pragmatisk forhold til hele overvågningen af graviditeten og kun fokusere på det, vi kunne se og som jeg kunne mærke. Nemlig, at de begge to voksede og at jeg havde det godt. Jeg tror alligevel, alle de tanker vi havde dengang ligger dybt derinde i gemmerne og har betydning for, at glæden over, at alt går så fint, er lidt ekstra stærk.

Der er også bare noget i, at når man har 4 børn, føler man ofte, at man ikke gør alting til UG, men efter samtalen blev Kristian og jeg enige om, at noget må vi gøre rigtigt. Og det var en dejlig følelse.

Der er mange ting, som bliver lidt rutine-agtigt med nr. 3 og 4. Overvejelser man havde tidligere, som nu styres mere af pragmatisme end af idealisme. Der er noget nostalgi, som bliver trængt lidt i baggrunden til fordel for logistik. Sådan er det bare! Derfor føles det ekstra fint at blive mindet om, at hvert af vores børn er helt sin egen og agerer individuelt i verden. At det ikke bliver mindre vigtigt at følge dem tæt og opmærksomt, selvom de er nummer 3 og 4. Sådan en god omgang vuggestue-nostalgi er ikke af vejen!

Sisyfos på overarbejde

Kender I følelsen af at løbe og løbe og ikke komme nogen vegne? At slide og slæbe uden at kunne se resultatet?

Når man får børn, følger der en masse praktisk arbejde med og når man så får 4 børn, følger der ekstremt meget praktisk arbejde med! 4 børn og 2 voksne producerer vildt meget rod, opvask, beskidt tøj og bare beskidt alt muligt alle mulige steder. Jeg forsøger ikke at vaske mere end nødvendigt – jeg vil jo gerne passe lidt på vores fine jord. Alligevel blev det vel til 4 vaske og 2 gange tørretrumbling på sådan en almindelig dag som i dag. 4 børn og 2 voksne (til de 4 børn) producerer åbenbart virkelig meget vasketøj. Der går selvfølgelig en del tøj på 2 blebørn, der smadrer mad ud over sig selv og os andre, når de spiser og 1 nyudklæket post-blebruger, der ikke altid liige når helt ud på toilettet. Det er ellers ikke, fordi vi har ret høje renhedsstandarter hjemme hos os. Ikke destomindre er en stor del af dagen gået med tøjsortering, vask, hænge til tørre/trumble, lægge sammen og lægge på plads. Nu kunne man så fristes til at tænke, at vasketøjssituationen var under kontrol, men et hurtigt blik rundt i lejligheden fortæller, at det bestemt ikke er tilfældet!

Det er med fare for at lyde som et brokkehoved, og det er faktisk ikke min intention, men nogle dage (ca. de fleste) går bare med at rydde op, finde mad frem og tilbage, vaske/tørre tøj, vaske/tørre børn, gøre overfladisk rent (vi når aldrig i bund) og slæbe mælk og havregryn hjem i mængder, som kunne affodre den kongelige livgarde et par uger. Vi køber aldrig under 4 poser havregryn og 8 l. mælk ad gangen. Der er altså tale om et massivt angreb af husligt arbejde i alle afskygninger, der på det nærmeste har overtaget mit liv – og dé der kender mig vil vide, at husligt arbejde kommer ind på min absolutte førsteplads, over ting jeg hader allermest at bruge min tid på.

Det er her, myten om Sisyfos sniger sig ind i mine tanker, og  jeg begynder at overveje, om Albert Camus havde ret i, at Sisyfos var en glad og lykkelig mand?

Jeg tvivler…! Føler ikke sjældent, at jeg knokler med at få den tunge sten op på bjerget for så at se den trille hele vejen ned igen. På den ene side er der noget rigtigt i, at hverdagens trummerum er der, hvor lykken findes. Den samme velkendte plade, der spilles igen og igen. På den anden side er det bare vildt frustrerende, at knokle dagen lang for så at konstatere, når aftenroen sænker sig, at der ser præcist ud som ved dagens begyndelse. Dvs. som om nogen havde sprunget BR i luften og tilsat en halv sandkasse og derefter krydret med noget, der ligner et kollegiekøkken. Så er det, mor bliver træt! – og begynder at stille spørgsmålstegn ved Sisyfos’ glæde og tilfredshed. Findes lykken virkelig i nytteløst slid og slæb! For når man sidder midt i suppedasen, føles det så absolut ikke altid som lykke!

Men ved nærmere eftertanke ville jeg jo ikke være det foruden. Det er jo en del af “børnepakken” at skabe rammerne for vores hjem, og det er faktisk ret så værdifuldt. Det er på mange måder rammerne i ens barndomshjem og den stemning der er i hjemmet, der former én som menneske. Det er lige nu – midt i rodebutikken – vi skaber barndomsminder for vores børn. I dét lys giver sisyfosmyten pludselig mere mening, og jeg ser en åbning for, at han måske var en lille smule glad i låget.

Der står i myten, at “Hvert granitkorn i stenen, hver glimtende mineralstump i bjergets mørke udgør en verden i sig selv. Kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.”. Og det er jo netop, når man dedikerer sig til dét man laver og finder værdi i den ‘verden’, man er en del af, at sisyfosarbejdet begynder at give mening.

Glæde og lykke hænger for mig at se ofte sammen med mening. Giver det du laver mening, er der også en chance for, at det gør dig glad. Det var lige lidt lommefilosofi, der måske kan give perspektiv, når man står midt i lortebleer, havregrød og uendelige mængder af vasketøj.

Elsker mandag!

IMG_1798

Som mor til 4 kan jeg godt nogle gange glæde mig lidt til det bliver mandag.

Jeg elsker at holde weekend med min dejlige familie, ingen tvivl om det! Men den ro, der sænker sig, når alle er fulgt til henholdsvis skole, børnehave og vuggestue, er altså ret fantastisk. God musik i ørene og duften af kaffe (og udsigten til at drikke den, før den bliver kold) er noget jeg virkelig sætter pris på sådan en mandag morgen som i dag.

Da dette er mit første blogindlæg, vil jeg lige præsentere min familie og mig selv.

Min familie består af Kristian, min kæreste, min allierede og verdens bedste far til vores børn. Vores ældste dreng er Hjalmar på 6 år. Hjalmar går i 0. klasse på den lokale folkeskole. Det er vildt at have et skolebarn! Sikkert noget jeg vil skrive mere om på et tidspunkt. Vores mellemste dreng Hubert er 3 år og går i børnehave. De to yngste er Bertil og Helga Marie på 18 mdr. De er tvillinger og går i vuggestue.
Jeg selv er 33 år, uddannet lærer og cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Siden Hubert blev født, har jeg været på barsel, været arbejdsløs tvillingegravid og igen været på barsel. Nu er Helga Marie og Bertil startet i vuggestue, og jeg skal finde vej ud af labyrinten.

Vi er 6 mennesker med 6 forskellige behov. Vi er en blandet flok af introverte og ekstroverte, rolige og larmene. Vi tager hensyn til hinanden og omverdenen i det omfang, det nu er muligt, men der bliver leget, løbet, hoppet, slåsset, grinet og råbt. Vi bor midt i Danmarks tættest befolkede område og vores familie fylder på mange måder ret meget i landskabet.  Tvillingeklapvogn, løbecykler, løbehjul og en råbende mor, der vil holde i hånd – og en 3 årig der ikke vil. Jeg føler ind i mellem, at vi er en omvandrende cirkusforestilling for andres dels medlidende, dels beundrende blikke. Den bedste beskrivelse er nok følelsen af at være en ‘elefantfamilie i en glasbutik’. Vi hygger os og elsker at være sammen, men kaos er en normaltilstand i vores familie. Det tilskriver jeg dels udviklingsmæssige faktorer (især hos de tre små!) som fx primat-hjernens overtag, voldsom lyststyrrelse, ekstreme følelsesudbrud, manglende evne til at vurdere egne fysiske udfoldelser osv. Og dels det faktum, at vi er dobbelt så mange børn som voksne. Kort fortalt er vi nok i virkeligheden bare en helt almindelig familie med 4 små børn.

Nå, men efter en dejlig weekend i familiens skød, er det altså de små ting i livet – som varm kaffe – jeg sætter pris på.

Min blog udspringer af alle de tanker, jeg gør mig – og har gjort mig – om familieliv, børneliv og den eksistensoprivende oplevelse det er at blive forældre både første, anden og tredje gang. Måske kan andre have interesse i at læse om mine tanker? Måske bliver bloggen blot til et lille arkiv, der samler og husker mine tanker.