Tag Archives: Hverdag

Ananas i egen juice…

I dag har jeg gjort noget, som Anders Breinholdt ville klassificere som ananas i egen juice i svær grad! Jeg kom til at læse alle de indlæg, jeg skrev op mod jul sidste år (ligger under jul og julestemning)…

Det var en lidt underlig selvhøjtidelig ting at gøre, men samtidig også ret hyggelig og minderne væltede pludselig ned over mig. Der er sket meget med alle i familien i løbet af det sidste år og selvfølgelig især med børnene. For et år siden gik børnene i 3 forskellige institutioner, og eftermiddagene gik stort set med at slæbe unger fra den ene institution til den anden og forsøge at undværge så mange konflikter som muligt på vejen.

Der er en helt anden ro på nu – altså i forhold til hvordan det var… Ro er måske nok en overdrivelse, men i hvert fald er det mindre slidsomt og meget mindre stressende nu.

For et år siden kunne de tre små rent praktisk ikke halvdelen af, hvad de kan nu og de forstod selvfølgelig heller ikke nær så meget som nu. Jeg kan huske fornemmelsen af at skrælle kartofler med et barn i bæresele og et på hoften, mens resten af kuldet på skift kaldte på frugt eller hjælp til at finde legodimser og sådan noget. Jeg udviklede en meget ergonomisk ukorrekt kartoffelskrælleteknik, der tilmed var enormt langsom! Men to 1 årige, der vil op efter en dag i vuggestuen, kan få en træt mor til næsten hvad som helst. Overarmene har til gengæld aldrig været så veltrænede som dengang! Mange praktiske ting er virkelig blevet nemmere i løbet af det sidste år!

Forleden dag oplevede vi det helt utrolige, at alle fire børn legede og hyggede sig samen i en hel time, mens Kristian og jeg lavede mad og var praktiske i køkkenet. Det var virkelig hyggeligt for både os og ungerne, og første gang det er sket i længere tid uden 1000 afbrydelser af hyl og skrig, hjælp eller “miiin!”

Selvom jeg næsten ikke kan klare, at ungerne bliver store så hurtigt, så er det alligevel skønt at se, hvordan de alle fire får mere og mere ud af hinanden, og det er heller ikke tosset at lave mad sammen med Kristian og hyggesnakke lidt uden at miste fokus hvert andet minut.

Ved at genlæse før-juleindlæggene blev jeg også mindet om, at december måned nærmer sig med hastige skridt og jeg glæder mig til at julestemningen igen indtager vores lille hjem. Det er rart at tænke på, den er lige om hjørnet, når mørke, kulde og blæst omslutter én, så snart man stikker hovedet udenfor.

 

Træthedstorsdag…

Dagen startede tidligt i dag og sluttede sent i går. Natten var præget af søvnløshed og børn der kom listende. Derfor er jeg træt. Vi er velsignede med børn, der har gode sovehjerter og det sætter jeg utrolig stor pris på, men en gang i mellem drømmer, tisser, hoster de og når det hele falder sammen på samme nat, kan konsekvenserne af at have fire børn godt spottes i mit mørkrandede ansigt.

Jeg er krøbet sammen under en af ungernes juniordyner på sofaen med computeren i skødet, mens Bertil og Helga Marie leger for fulde gardiner om ørene på mig. Der kører børnefjernsyn i baggrunden, som ingen ser, men som jeg ikke orker at rejse mig for at slukke. Resten af familien er for længst ude af døren, og jeg prøver at kurere trætheden med 3 kopper kaffe og mentalindstiller mig på formiddagens tur i legestuen. Lige nu synes det uoverkommeligt at få to børn i tøjet og hoppe på cyklen. Det hjælper nok, når det er blevet lyst udenfor.

…..

Jeg overkom det 😉

Vi er hjemme igen, og de to trætte trolde sover tungt efter at have indevendt hele legestuen og brugt ca. 100 % af deres formiddagskrudt. Jeg har rystet trætheden af mig men kan mærke, at min krop tydeligt husker, hvor lidt jeg sov det første år af Bertil og Helga Maries liv. Dér lærte jeg for alvor, hvor lidt søvn jeg kan klare mig med, men også hvor vigtig søvnen er i hvert fald en gang i mellem, så fabrikken ikke lukker ned.

I dag står min tunge og langsomme krop i skærende konstast til de to glade energibundter, jeg tilbringer det meste af min tid sammen med og jeg har haft nok at gøre i forsøget på at følge med. De virker utrættelige med deres små kroppe, der er fulde af krudt og hop, og med alle deres konstante krav om alt fra æblebåde, leg og hjælp til støvlerne. Deres stemmer, der snakker, griner og råber i en evig, uafbrudt strøm, der stadig summer lidt i hovedet på mig.

Pludselig går de ud som to små lys, og batterierne lader stille og roligt op til næste runde under varme dyner, flankeret af bamser.

Vasketøj, opvask – og honningsnitte som en lille velfortjent medalje inden næste omgang, der nærmer sig med hastige skridt…

IMG_5255

Glimt af hjemmelivet

Et glimt af hjemmelivet på denne sjaskvåde novembermandag.

Flyverdragter, regntøj, cykelhjelme. Ud af døren og op på cyklen. Modvind og silende regn op af bakken mod biblioteket i Nordvest. Jeg selv er drivvåd og kold mens Bertil og Helga Marie er lune og tørre takket være christianiacyklens kaleche. Musik og leg med en masse andre børn og musikpædagog med trompetbukser og guitar. Børnestemmer, rasleæg og musik i skøn forening med glade børn i en times tid.

Vådt tøj og vedvarende regn. Ned af bakke med kursen hjem. Kolde fødder og friske kinder. Leverpostej med rødbeder, vandglas med små dykænder, fis og ballade ved bordet.

Middagspausen nærmer sig. Helga Marie sover med det samme, Bertil kan ikke finde ro. Efter en halv time putter jeg ham i min seng og lægger mig sammen med ham. Jeg nusser hans bløde kinder. To min senere sover han. Jeg ligger lidt og kigger på ham. Tænker, han er ved at blive stor, min lille dreng.

Middagspause, drømmekage og te foran computeren. Varme fødder efterhånden. Den forskudte søvn ånder mig i nakken for jeg ved Helga Marie snart vågner igen.

Køkkenet og vasketøjet sejler og kalder på mig. Jeg kommer ikke, for jeg nyder den kortvarige ro.

Sådan en regnvåd mandag formiddag går virkelig hurtigt, og inden jeg får set mig om, er huset fuld af liv igen.

“Jamen, jeg elsker bare, når det er fredag!”

IMG_5191Det er fredag eftermidag i familien gyldenkål. Nogle tegner, nogle leger, en enkelt ser tegnefilm og jeg har iført mig mine højtelskede høreværn og barrikaderet mig bag skærmen ved spisebordet midt i kaoset. Lydniveauet er egentligt relativt lavt i forhold til normalen, og det skyldes nok mest af alt, at hverdagsugen er ved at nå til vejs ende og at gassen er ved at gå lidt af ballonen hos os alle.

Ugen har været tætpakket men god, og vi er nået vidt omkring, synes jeg. De sidste par dage har Farmor og Farfar boet hos os, og de har netop vendt snuderne mod det Jydske igen. Det er altid dejligt med ekstra hænder, og det kan tydeligt mærkes, når antallet af voksne står mål med antallet af børn.

Onsdag hyggede Farmor og Farfar med ungerne, mens Kristian og jeg kastede os ud i det regnvåde København, hvor vi spiste lækker mad – og drak lækker vin – i ro og mag. Helt uden 10.000 afbrydelser og helt uden at servicere, skære ud, puste, hente klude, tørre mælk op…. Det var som at smage en bid af himmelen!

Efter den næsten guddommelige middag faldt vi tungt tilbage i sæderne i DRs vidunderlige koncertsal og lyttede til Marie Keys røverhistorier og smukke stemme. Koncerten var akustisk og rigtig, rigtig god! Jeg er begejstret over mange ting ved den lidt underspillede og meget jordnære sangerinde. Hendes faste tag i visetraditionen og hendes måde af fortælle historier gennem et fint musikalsk univers. Hendes evne til at ramme en virkelig bred målgruppe, hendes ydmyghed og hendes dygtighed.

Når hverdagen buldrer afsted, kan jeg nemt få følelsen af at være en arbejdshest på konstant overarbejde, og sådan er det bare med fire børn i husstanden. Jeg elsker det ubetinget, det skal der ikke herske nogen tvivl om, men jeg sætter også stor pris på de små pauser, der kommer til mig indimellem.

Et andet kulturelt højdepunkt ugen har medført, var en tur i biffen. Jeg tog min ældste søn med på proletarhøjborgen og så Disneys “Inderst inde”, som var akkurat lige så god, som alle snakkede om for måneder tilbage, da den var højaktuel. Da jeg sad i mørket sammen med min store dreng, lod jeg mig opsluge fuldstædigt af Disneys fortryllende univers, og jeg må indrømme, at vi begge måtte tørre øjnene et par gange undervejs. Filmen handler om følelser, minder og barndom og det er jo en umådelig god cocktail at servere for en blødhjertet mor.

Selvom de ekstra hænder Farmor og Farfars visit udløste gav os mulighed for bla. ovenstående, som jeg sætter stor pris på, så elsker jeg også den ro, der falder over både store og små, når gæsterne tager afsted igen og vi igen bare er os selv.

Eller ro og ro… Det er måske så meget sagt! Imens jeg har koblet af ved tasterne, har ungerne fået gang i en gedin omgang dåseskjul i lejligheden og den larm, det afstedkommer, kan selv mine elskede høreværn ikke stå imod.

Kødgryderne kalder, og både rødvin og sofatid er indenfor rækkevidde. Jeg tilslutter mig Huberts ord fra i morges, hvor han begejstret udbrød: “Jamen, jeg elsker bare, når det er fredag!”.

 

 

 

Hjemmeunger

IMG_4773I dag benyttede Hubert sig af den bonus, hjemmelivets fleksibilitet medfører og tog sig en fridag fra børnehaven. Det var rigtig hyggeligt og virkelig dejligt at se, hvordan han hele formiddagen legede med Bertil og Helga Marie – i hvert fald i teorien!

I virkeligheden var dagen forholdsvis konfliktmættet og fuld af modsatrettede interesser… Én ville for alt i verden på legeplads, en anden nægtede under nogen omstændigheder at forlade matriklen! Dagen igennem var der generelt rift om det samme legetøj, og jeg kan godt skrive under på, at viljestyrken hos vores børn er helt og aldeles intakt! Der var meget bestemte meninger om alt fra koppens farve til, hvorvidt jeg måtte unde mig selv den luksus at drikke et glas vand. Dertil kom grådanfald over, at rugbrødet blev skåret over forkert(!) og andre vigtigheder.

Uoverensstemmelserne resulterede i et ret højt lydniveau, hvilket gik ud over Huberts gode humør, og han så sit snit til at udnytte situationen og plagede om både Ipad og slik. Dog uden held (næsten…). Utroligt som de børn kan gennemskue, når jeg er presset!

Jeg selv følte mig som en marionetdukke på overarbejde og forsøgte efter bedste evne at opfylde de mest basale behov, hitte rede i konflikterne, sætte noget meningsfuld leg i gang med den ene hånd og ordne vasketøj, tømme opvaskemaskine, skære frugt osv. med den anden hånd.

Det er mig virkelig en gåde, hvordan Bertil og Helga Marie langt de fleste dage (gudskelov!) er pot og pande og andre dage duellerer på højde med Blur og Oasis i 90’erne. Det er nok både noget med alder, overskud og underskud hos os alle sammen – altså det med Bertil og Helga Marie 😉

Jeg har skrevet om det før, men det trigger altså min tålmodighed på det groveste, når konflikterne handler om banaliteter (altså i mine øjne!) som, hvem der først må kravle op på puslebordet eller, hvem der skal have den lilla kop. Jeg arbejder virkelig på de gode strategier og sender dagligt tankerne mod vores rolige og anerkendende pædagoger i vuggestuen og funderer over, hvad de mon ville have sagt og gjort.

Det var under alle omstændigheder – og på alle måder – et andet liv, da diskusionerne forgik i studerekammeret og omhandlede Kants fornuftsbegreb eller Heidegers fænomenologi… To liv, to verdener. Nu, hvor jeg altså mest befinder mig i ‘praxis’, føles ‘theoria’ godt nok som et land, langt, langt borte!

Da middagsluren indtraf hos de to små, kunne jeg vende mit engagement mod Hubert og tilbringe meningsfuld kvalitetstid med ham – altså i teorien…

I virkeligheden var gassen gået ganske meget af ballonen, og vi krøb under dynerne med Ipad og computer og lod os underholde. Men det var faktisk hyggeligt!

Senere, da Kristian kom hjem, så jeg mit snit til at forlade kaos og fordufte ud i Nørrebros myldretidsgader, (der i kontrast føltes som et sandt silent retreat) og trække vejret helt ned i lungerne helt uden at blive afbrudt! Lige i ulvetimen… Heldigvis tager Kristian den slags i stiv arm.

Jeg retunerede til duften af veltilberedt aftensmad, opryddet og støvsuget stue og 4 børn, der storgrinende legede sammen i en skøn og idyllisk forening. I virkeligheden!!

Det var fantastisk – og ret provokerende!

Den rest, der nu var tilbage af dagen, forløb i skønneste orden, og det blødgør altså selv det mest fastfrosne moderhjerte at se flokken af unger, der bare hygger sig, griner og leger. De små kopierer de store til den helt store guldmedalje, og jeg er ikke sikker på, hvor meget de selv forstår af, at de er nogle agenter på en eller anden mission. Men det er vel egentlig også sagen uvedkommende, så længe de alle sammen hygger sig.

Den store eftertanke er jeg alt for træt til at bruge krudt på, men hold da op, hvor er sådan en dag kontrastfuld! Mit overskud trænger til et ansigtsløft og jeg satser på en spand kaffe og en god nattesøvn gør hele forskellen.

I morgen er der atter en dag 🙂

 

Solidaritet…

IMG_3922Ret skal være ret, og jeg indrømmer blankt, at jeg nok var temmelig fordomsfuld omkring hele hjemmegående-segmentet, før jeg selv blev en del af det. Dette afspejlede også min meget langstrakte beslutningsproces omkring farvellet til vores fantastiske vuggestue. Nu har jeg været vaskeægte hjemmegående i snart 4 måneder, og egentlig har vi ikke blandet os så meget med andre hjemmepassede børn og deres forældre endnu, da jeg synes, vi har haft nok i vores eget selskab, og de fleste formiddage er gået med at crashe legepladser og nyde sensommeren. Derfor bygger dette indlæg på et relativt spinkelt grundlag og altså mest af alt på min egen tolkning af virkeligheden.

Det sidste stykke tid, har jeg været lidt mere opsøgende omkring andre hjemmegående og har via de sociale medier fundet nogle facebookgrupper, som jeg nysgerrigt har snuset lidt rundt i for at få indtryk af, hvad der rører sig ude hos mine ‘kollegaer’. Jeg har selvfølgelig også læst alt, hvad jeg har mødt på min vej af artikler om emnet, og jeg har heller ikke holdt mig for fin til at smuglytte lidt i krogene på byens legepladser 😉

Nu er det – helt selvvalgt – med alvorlig fare for at anbringe røven i klaskehøjde, at jeg skriver det følgende, men jeg lover, at jeg ikke skriver så meget som et eneste ord i en ond mening.

Jeg havde faktisk regnet med at få afkræftet mine fordomme, når jeg kom bag kulisserne i livet som hjemmegående, men de fora jeg har snuset rundt i indtil videre, bekræfter desværre mere end de afkræfter. I hvertfald de personer der råber højest…

Helt i overensstemmelse med mine fordomme fremstår nogle hjemmegående umådeligt selvforherligende og dømmende overfor andres knap så hjemmejuicede tilgang til familielivet. Jeg forsøger at have stor tolerance overfor mælkeforskrækkede, biodynamiske langtidsammere, der ’slynger’ deres 3-årige og samsover, til de bliver skilt af det. For min skyld kan folk gøre, som de vil, så længe børnene ikke tager skade af det.

Men!! Det får mig helt op i det røde felt, når selvsamme folk fremstår intolerente og usolidariske den anden vej rundt og sætter egen livsførelse op på en piedestal.

Særligt får jeg kvababbelse, når livsførelsen bliver over-idealistisk og de forskellige former for “parentinger“, jeg tidligere har skrevet om, bliver hevet op af hatten, som en manual man kan leve sit familieliv efter i drømmen om at gøre det perfekte. Når folk gør et statement ud af hjemmelivet og skilter lidt for meget med den rosenrøde udgave, som måske findes derude, men nok i de fleste tilfælde er mere nuanceret end som så.

Når der i legepladsernes kroge og på sociale medier lyder en nedrakning af institutionslivet fra hjemmegående (især) mødre, som måske ikke engang selv har erfaring med vuggestue eller børnehave, men har opsnappet et eller andet om, at institutioner er dårlige for børnene. Når, der klappes lidt for meget på egne skuldre over beslutningen om at gå hjemme, og når valget af hjemmelivet altid skildres lidt offeragtigt, som om omverdenen slet ikke har nogen forståelse og altid kritiserer. Min egen oplevelse er i hvert fald helt anderledes! Folk, jeg møder på min vej, synes, det er både modigt, beundringsværdigt og fedt, at jeg gør det. I hvert fald de fleste.

Jeg er selv glad for min prioritering om at gå hjemme, og jeg har det godt med at bruge min tid på at være sammen med ungerne, men havde virkeligheden set anderledes ud for vores familie (havde vi fx knap så mange små børn…), havde jeg sandsynligvis ikke truffet samme valg. Faktisk synes jeg, mine børn har fået så meget guld med fra deres respektive vuggestueliv, at det er helt rørende.

Jeg kan give Bertil og Helga Marie bunker af nærvær, kærlighed, tryghed og ro i hverdagen, men jeg kan ikke give dem samme oplevelse af at være del af det fællesskab, der er i en vuggestuegruppe og de venskaber, det medfører. Jeg kan heller ikke præstere den pædagogiske professionalisme vi har oplevet, som en gave for børnene i vores institutioner. Af samme grund går Hubert også i børnehave og Hjalmar på fritidshjem, selvom jeg går herhjemme. Det er et positivt tilvalg. Jeg savner vores vuggestue, og jeg tror egentlig også Bertil og Helga Marie gør, selvom vi alle trives med hjemmelivet. Det er to forskellige verdener, som begge indeholder en masse godt.

Som jeg skrev i starten bygger min oplevelse af ‘hjemmelivet’ på et ret spinkelt grundlag, og selvfølgelig findes der masser af hjemmegående derude, som kan afkræfte mine fordomme! Jeg kender heldigvis et par stykker, – men har derudover desværre ikke mødt så mange endnu…

I virkeligheden tror jeg, det er den selvforherligende glansbilledagtige fremstilling, jeg bliver gul og grøn af. Og måske især af den indbyggede fordømmelse, der implicit ligger deri. Tænk, hvis vi, med vores forskellige måder at indrette familielivet på, kunne inspirere hinanden i stedet for at slå hinanden i hovedet og hævde vores egne valg. I stedet for at stræbe efter at vise det perfekte billede kunne vi dyrke noget så old school som solidaritet og støtte hindanden som kvinder/mødre (og nogle få fædre..) i det her fantastiske samfund, der emmer af muligheder og værdier – men dermed også af svære valg. Vi kunne stå skulder ved skulder og støtte hindandens beslutninger i tillid til, at den enkelte familie prioriterede efter egne værdier og muligheder og så bakke op! Er jeg naiv?

Jeg har lyst til at komme med en lille plat anekdote til eksempel…

Jeg er en pige fra landet (ok, landsby, men hvad pokker!). Jeg er vokset op i noget af den reneste og mest friske luft vi kan præstere i det her land og i de fredeligste, roligste, mest tryge omgivelser, man kan tænke sig. På landet i 80’erne og 90’erne drak vi spandevis af ægte komælk! Det er måske noget med den sociale arv, men mine børn elsker også mælk og drikker det i rigelige mængder (+ 16 l./ugen…). Pointen nærmer sig!

Mælk er blevet en religion og fred være med det… Forleden efterspurgte en hjemmegående mor i en af føromtalte facebookgrupper nogle legekammerater, hvilket jo var både en god idé og vel også et af formålene med sådan en gruppe. Men! Så begyndte hun at liste op, hvilke spise- og drikkeideologier hun og hendes børn levede efter og hvilke yoga- og coachuddannelser, hun var i besidelse af… Det er altså i min verden forholdsvist irrelevant, når sigtet er at finde legekammerater. For min skyld kan ungernes venner drikke mandelmælk eller spise Kinder mælkesnitter, de kan jo være lige gode legekammerater uanset?! Jeg fik en smule lyst til at avertere efter legekammerater med et opslag a la: “Forholdsvis konventionel, delvis økologisk, ko-mælkedrikkende, sukker- og hvedespisende, relativ normal gennemsnitsfamilie søger legekammerater!” Det er ikke for at hænge den pågældende kvinde ud, da hun sikkert i bedste mening har søgt ligesindede, men jeg synes altså, det er ret heftigt – og stigmatiserende!

Ok, jeg er måske ved at miste sporet. Jeg er vist dybest set bare frustreret over, at vi ikke bare kan leve vores familieliv og lade være med at gøre alt til et projekt, der skal manifesteres for omverden! Jeg ved godt, de fleste familier lever deres liv et sted i mellem parfumeret skyldemiddel og biodynamisk quinoa, men det er som regel ikke dem, der råber højest og det kan godt være lidt anstrengende.

Egentlig vil jeg bare gerne bidrage med min version af livet som hjemmegående.

Jeg er uden tvivl glad for hjemmelivet, som dog også virkelig trækker tænder ud(!), ligesom alle mulige andre familieliv sikkert gør nogle gange. Vores beslutning er (helt uromantisk) mest af alt en pragmatisk beslutning, fordi vi har mange små børn, der skal dele vores tid og opmærksomhed. Ikke nogen overdreven idealisme eller langtidsamning, vi er heller ikke selvforsynende fra egen vindueskarm eller vasker vores tøj med nøddeskaller. Vi er bare en helt almindelig familie, der skal have puslespillet til at gå op, så alle er glade. Ikke så meget pis.

 

Fredagsforudsigelighed

Det var benhårdt at komme hejm til hverdagen efter sidste weekends ophold i paradis, og det er ikke nogen hemmelighed, at lige så vidunderligt jeg synes, hjemefamilielivet med 4 børn er, lige så hårdt og anstrengende kan det også være!

Der er dage, hvor konflikterne, allerede inden solen står op, vælter ind fra alle sider, hvor jeg kigger på uret og konstaterer, at det kun er halvandet minut siden, jeg kiggede sidst – og at klokken stadig ikke har passeret 8.00. Hvor børnestemmer, der leger, råber, skriger, synger i kombination med scootere, kæpheste og dukkevogne, der fræser over gulvet, samt legetøj med diverse lyde præsterer et støjniveau, der får en klassisk kollegiefest til at lyde som stille meditationsmusik.

De dage er mit overskud i underskud, og det kan være svært at se den helt store fidus i hjemmelivets glæder, når jeg mest af alt har lyst til at være helt, helt alene. De dage kan jeg næsten blive en lille smule misundelig på Kristians cykeltur til og fra arbejde, som principielt giver ham 2 gange 15 minutters alenetid om dagen… Nuvel, lidt småligt måske, men når udmattelsen indtager både kroppen og hovedet, tager irrationaliteten over.

Noget, der især kan køre mig træt, er, når ungerne hiver i mig allesammen på een gang. Det sker ca. hele tiden med undtagelse af, når de sover eller er ude af huset. Det kan virkelig få min hjerne til at nærme sig et kollaps, når alle snakker (højt for at blive hørt) i munden på hinanden og ordet “moar” lyder hvert andet sekund. Vi arbejder ret ihærdigt på at give plads til hinanden, så alle ordene ikke bare drukner og forsvinder ud i håbløshedens intethed – det er svært, når halvdelen af familien stadig ikke kan se ud over egne behov, og resten retfærdigvist nok også gerne vil have lidt taletid en gang i mellem…

De fleste i vores familie er ironisk nok ret lydfølsomme, og det resulterer ofte i, at nogen sidder og holder sig for ørene eller ifører sig de høreværn, jeg, som en sand kærlighedserklæring, fik i morsdagsgave. Når alle hiver i mig og vil snakke, have hjælp til alt mellem himmel og jord, spilder mælk ud over bordet, der flyder med tegnegrej, vil høre min mening om et eller andet med Starwars, vil bygge lego efter en manual, der er væk og klodserne er spredt ud over hele lejligheden, skal skiftes, skal have plaster på knæet – og så oveni købet også forventer aftensmad og rent tøj på hylderne, så indtager utilstrækkeligheden min krop og min hjerne. Utilstrækkeligheden som åbenbart er et vilkår, uanset hvor meget jeg gør og hvordan jeg prioriterer. Hvor ville jeg dog virkelig gerne kunne dele mig i fire nogle gange!

Det er på de tidspunkter, overskudet bliver ædt af underskud, og jeg kommer til at undres over, at jeg ganske frivilligt har valgt at lænke mig til de fire vægge, der danner ramme om vores dejlige hjem (som i situationen kan føles som et fængsel).

Men så er der jo heldigvis også alle de andre tidspunkter! Som fx i går da vi flyttede Helga Marie og Bertils senge ind på Hjalmar og Huberts værelse, så hele kuldet nu deler værelse. Jeg havde nok regnet med protester fra de store, hvilket egentlig ville være helt fair, men i stedet blev de alle sammen vildt glade og syntes, det var verdens hyggeligste ide.

Eller i dag, hvor Bertil og Helga Marie lavede puslespil, mens jeg lagde vasketøj sammen og de selvfølgelig ville have det samme puslespil. I stedet for at skrige om kap eller hamre hinanden i hovedet lavede de da bare puslespillet sammen, mens de sad og hyggesludrede om, hvor brikkerne skulle være.

Eller da vi lavede formiddagsdisko og de små gav den gas på dansegulvet med deres små, bløde, rytmiske kroppe, mens de ’sang med’.

Eller da de små stod op fra middageluren og var helt putteagtige, og vi bare sad sammen så længe vi orkede, mens de vågnede op stille og roligt.

Eller de tusinde andre små og store øjeblikke i løbet af en dag…

Egentlig er det jo fuldstændig fantastisk at være så meget sammen med de små, ligesom det er præcist lige så fantastisk at have fire dejlige unger – det er også bare virkelig hårdt arbejde!

Nu venter fredag aften til gengæld lige om hjørnet, og min eneste plan er at sænke mig ned i sofaen omgivet af børn med et stort glas rødvin i hånden. Fredagsforudsigelighed er en god ting 🙂

Dagene flyver

IMG_4312Dagene flyver, og jeg gør hvad jeg kan for at følge med..

I går var jeg alene på skansen hele dagen og måtte udnytte hver en stund for strategisk at komme dagen i forkøbet og være sikker på korthuset ikke væltede for mig. I praksis betød det fx at lave aftensmad og pakke fodboldtaske (yndlingsonsdag!) mens de små sov. At udnytte de små pauser. Jeg kan huske, hvordan det for alvor gik op for mig, da vi fik Helga Marie og Bertil, hvor meget man egentlig kan nå i de små pauser, dagen naturligt bringer. Fx når havregrøden laver sig selv i mikroovnen, mens man når at tømme opvaskemaskinen eller lægge en halv omgang vasketøj sammen. Det er effektivt, men også hårdt, hele tiden at optimere. Sådan forløb det meste af dagen i går.

Dagen gik slag i slag med legeplads, madlavning, besøg af Søster og lækker babykusine (mums hun er sød!), hentning af de store, fodboldtræning (bliver aldrig min yndlings med 4 børn under armen), aftensmad, vendespil og godnathistorier – og selvfølgelig 10 bleskift 🙂 Foruden alt det praktiske, som man jo kan planlægge sig ud af, kom alle spørgsmålene, konflikterne, diskusionerne, de forsvundne bamser og sutter, de mange væltede glas osv. I det hele taget er der bare konstant noget at forholde sig til, når man er alene med børnene. Det var en fin dag, men jeg priser mig lykkelig for, at det ikke er hver dag, jeg er alene med kuldet.

I dag er anderledes rolig og tempoet lavt. Bertil, Helga Marie og jeg benyttede os endnu engang af det fatastiske sensommervejr og brugte formiddagen på at udforske en for os ukendt legeplads. Der er virkelig mange jeg ikke kender – men jeg er selvfølgelig heller ikke kendt som den store legepladsfan

Bortset fra det, så er det virkelig sjovt at være sammen med krudtuglerne hele tiden, og jeg synes allerede jeg kender mange flere sider af deres små personligheder end tidligere. Det er dejligt at have rigtig god tid til at betragte dem både hver især og sammen. De tager indimellem nogle ret heftige slåskampe, og i går fik Bertil da også lige et tandstempel i sin buttede hånd, men langt størstedelen af tiden er de bedste venner, og de holder hele tiden øje med hinanden. Selvom de leger i hver sin ende af en legeplads, har de hinanden på kornet og de er hurtige til at komme hinanden til undsætning, hvis der er optræk til ballade. Det er da sødt! De har også mange indforståede grineflip, hvor man bare står uforstående udenfor cirklen med et hjerte der smelter.

Om lidt overlader jeg hele butikken til ungernes fantastiske far og smutter en tur i byen 🙂

Gøgl og tålmodighed

Det er fredag, og weekenden banker på. Første arbejdsuge efter ferien lakker mod enden 🙂

Det er ikke nogen hemmelighed, at det er hårdt at komme igang med hverdagen igen efter en ferie – og især efter en dejlig lang sommerferie. Heldigvis har vores uge været på lavt blus med korte dage og rolige morgener. Det hjælper en hel del på morgentravlheden, at halvdelen af os ikke er afhængige af uret og kan gribe dagen i vores eget tempo. At de to små eventyrlystne unger så kradser på hoveddøren allerede ved 8 tiden, betyder, at vi, så vidt jeg kan regne ud, kan nå at se ca. alle Københavnske legepladser, inden efteråret sæter ind.

Hjemmelivet er rigtig hyggeligt men altså (som forventet) ikke nogen loppetjans! Det kræver rigtig, rigtig meget tålmodighed at “gå ned i tempo” og acceptere, at det er okay at bruge 20 min på at gå ned af trappen, fordi vi liige skal undersøge et eller andet eller diskutere, hvorvidt man skal holde fast i gelænderet eller ej. Og så vil de to små rødder alting selv i øjeblikket, og de besidder begge et ihærdigt gåpåmod, hvilket jo er skønt, men også nogle gange kræver virkelig meget tid. En anden udfordring er, at børn på 2 år benytter sig af utrolig mange gentagelser, når de taler (eller øver sig i at tale), og når man for 17 gang skal bekræfte “ja, sikke en stor hund”, så kan man godt blive lidt træt og tænke tilbage på fordums specialetid, hvor lixtallet var noget højere end i “Kaj-” og “Lottebøgerne”, og samtalerne over frokosten havde en lidt mere intellektuel karakter end “nej, leverpostejen skal ikke smøres op i håret” eller lignende.

Men men men! Vi har været ude at nyde det fantastiske sommervejr alle formiddage i denne uge, og når man sidder dér i solen og kigger på de to rødder, der løber rundt og griner og hygger sig, så glemmer man hurtigt, at det tog en evighed at komme ud af døren. Hver ting til sin tid…

Hjemmelivet er vel nærmest den ultimative mindfullnessøvelse 🙂

I formiddag var vi til et ganske gratis og rigtig fint gøglerarrangement på en lokal legeplads, og som den landsby Nørrebro jo er, ville skæbnen, at vi rendte ind i Hubert med tilhørende børnehave. Det var hyggeligt, og jeg kunne med det samme se, at vi måtte snuppe ham med hjem, hvis ikke seancen skulle opløses i tårer. Vi cyklede alle 4 på Assistenskirkegården og spiste madpakker,og jeg tænkte, at det da egentlig var en helt okay arbejdsuge!

Hverdag igen

IMG_4176Vores nye hverdag er skudt i gang, og jeg er glad for, ferien gjorde overgangen flydende 🙂

Det har været intenst at være sammen alle 6 i 4 uger, hvor mange forskellige behov skulle tilgodeses på samme tid. Det kræver til tider en ret stor tålmodighed, men hold da op hvor har det bare været skønt!

Jeg synes, det lykkedes os at lave en nogenlunde balance i mellem forventninger og virkelighed, og det giver en god følelse af, at vi kender os selv som familie efterhånden. Det er noget med at opveje for lidt og for meget og prioritere forskellige behov på de rigtige tidspunkter.

Personligt kunne jeg godt have drømt om en ferie i sydens sol og saltvand med en stak bøger og kolde drinks i solnedgangen. Men med 4 børn under armen ville det nok alligevel ikke helt matche mine drømme, så vi gemmer krudtet til en anden gang 😉

I feriens slutning blev vi beriget med en lille kusine, og det er altså bare fantastisk! Hun er selvfølgelig super sød og virkelig dejlig, og så er det bare noget helt særligt at holde et helt lille barn i sine arme. Den lille bløde krop og de instinktive små bevægelser minder mig altid om, hvor skrøbeligt livet er men på samme tid også om, hvor stærke vi mennesker er. Jeg har det ligesom Hubert, da han så hende første gang og udbrød: “Hvor er hun nuttet! Jeg har bare lyst til at snuppe hende!” Eftersom jeg egentlig synes, vi har nok at se til med 4 stk., så nøjes vi med at komme forbi og låne hende lidt. Det er en fantastisk ordning!

I morges, da vi havde vinket farvel til Kristian, Hubert og Hjalmar, smuttede vi ud i det blå og nød formiddagen ude i sommervejret. Det føltes godt at cykle afsted med Bertil og Helga Marie og bare gøre, hvad vi havde lyst til. Bertil skrålede en hjemmedigtet melodi for fuld hals og alle, der cyklede forbi os vendte hovederne og smilede. Det er altså et ret hyggeligt job, jeg har fået mig 😉