Tag Archives: Hverdag

Tid og tempo

Maj er et limbo i år! Et limbo mellem fest, farver og alt for meget fart over feltet. Jeg ser virkelig frem til at lande i en mere permanent hverdag, så mit krudt bliver kanaliseret de rigtige steder hen.

Som jeg ofte har skrevet om, så fungerer jeg godt i det forudsigelige og med to nye jobs på to måneder, er der ikke meget forudsigelighed i hverdagen pt. Så længe jeg ved, det kommer, er det okay og smukke maj er i sig selv også en formildende omstændighed! Byen er så fin lige nu, og jeg priser mig lykkelig for at bo lige ved siden af Københavns mest vidunderlige park, Assistenskirkegården. Kirkegården er mit Nørrebros lunger, og jeg tror ikke, jeg kunne trække vejret på stenbroen, hvis jeg ikke havde den – og slet ikke i maj!

Et andet livgivende element i denne tids- og overskudspressede periode er de mange folk, der for alvor er dukket frem af vinterhiet, og at sommersæsonen dermed allerde er i fuld gang i vores gård. Ulvetimerne er forvandlet til hyggestunder med leg, kaffe og godt selskab i gården. Ungerne knytter nye venskaber i takt med, de vokser, og i år er det tydeligt, at de alle har nået en alder, hvor venner betyder alverden. Gården er fuld af liv, lys og unger, der leger på kryds og tværs og det er virkelig noget af det bedste, jeg ved.

Selvom jeg er utrolig glad for at være i gang med at arbejde igen, så kan jeg også mærke, hvor meget jeg savner at gå hjemme med de to små krudtugler. Jeg savner at være sammen med dem og være tæt på dem. At være en del af deres leg og deres unikke relation. En del af hele deres verden. Jeg savner friheden til at tage dagen i deres tempo og lade lyst og humør sætte dagsordenen. Jeg savner også det overskud, hjemmelivet genererede til resten af flokken, for det er udfordret, som tingene er lige nu.

Jeg tror, min nostalgi udspringer af alle de forandringer, vi står midt i og som får tiden til at gå hurtigere, end jeg bryder mig om. Foråret er forbi ved et fingerknips, mine små er pludselig store børn, der cykler rundt på pedalcykler og har legeaftaler. Hjalmar kan og ved pludselig ting kun store børn ved, og det går op for mig, at det jo er fordi, han er stor…

Når hverdagen igen bliver mere forudsigelig, håber jeg, tiden går lidt bedre i spænd med mit indre tempo. Indtil da er mit anker det helikopterperspektiv, jeg har gjort det til en vane at anskue vores familieliv fra, når jeg føler, jeg mister orienteringen. Herfra kan jeg se, at puslespillet ser rigtigt ud, selvom det indimellem føles, som om brikkerne kaotisk vælter rundt mellem hinanden.

 

 

 

Værdier og virkelighed

IMG_6719Siden sidst er der sket en masse.

Halvdelen af os har haft fødselsdag, og det er naturligvis blevet fejret på behørig vis. Vi har også holdt miniferie i det smukke Klitmøller, hvor vi var så svineheldige, at sommeren ramte kysten på samme tid som os og det var ganske enkelt vidunderligt! Både med ferie, fødselsdage og sommervejr…

Til gengæld er sådan ca. al den tid, der har været i overskud herhjemme de sidste par uger, blevet brugt på, at Kristian og jeg har snakket stolpe op og stolpe ned om pædagogik, pædagogisk filosofi, værdier, læring, etik og ca. alt, hvad der hører under disse særdeles spændende emner (- en af fordelene ved at dele profession med sin bedre halvdel er, at der altid er en kvalificeret sparringspartner ved hånden… ) ;) Diskussionerne udspringer af mine møder med fri- og folkeskoleverdenen de sidste par måneder.

To verdener, der har hele deres  idégrundlag til fælles, men alligevel er så forskellige, at de næsten ikke kan sammenlignes.

Mit hjerte har altid banket for folkeskolen, og det vil det altid gøre. Folkeskolen er uvurderlig for vores samfund og for rigtig mange børn landet over, og vi skal passe godt på den!. Vi har også selv valgt folkeskolen som en af byggestenene i Hjalmars opvækst, og vi sætter virkelig stor pris på det valg. Vi ser hvordan sociale kompetencer, rummelighed, og solidaritet blomstrer sammen med god personlig og faglig udvikling. Vi møder Nørrebros skønneste unger og deres familier samt professionelle, dygtige og smaddersøde lærere og pædagoger. Vi har ikke noget at sætte en finger på, og jeg vil til enhver tid anbefale de lokale folkeskoler!

Men, efter at have været “bag katederet” et par uger er det gået op for mig, at det ikke er her, jeg selv kommer til at slå mine lærerfolder. Jeg kan ikke få virkelighed og idealer til at spille sammen under de rammer, der er givet, som skolen ser ud pt.

Didaktikken og pædagogikken bevæger sig i en instrumenlatiseret retning, og hele systemet er for stift. Jeg savner frihed, kreativitet og mere nuancerede læringsperspektiver. Ganske enkelt.

Dertil kommer, at vores familieliv ikke matcher de “normaliserede arbejdstider” helt vildt godt… Det er svært at få logistikken til at hænge sammen, og vi ser simpelthen vores søde unger alt for lidt, som det er lige nu.

Derfor er jeg umådelig glad for, at jeg har fået mulighed for at komme tilbage til friskolen, hvor jeg startede 1. april. Det er noget værre rod med alle de skift for at sige det mildt, men jeg kan mærke, at det føles rigtigt.

Nogle gange må værdier og virkelighed files lidt i kanterne for at kunne passe sammen.

Nu glæder jeg mig til at vende tilbage og “lande rigtigt” i mit arbejdsliv de sidste par måneder frem til sommerferien. Det giver forhåbentlig lidt mere ro på hverdagen og efterlader lidt mere overskud, når tankemylderet falder lidt på plads.

 

Søndagsstilhed

IMG_6531I disse minutter ånder alt fred og idyl, og der har sænket sig en sjælden søndagsstilhed over vores hjem. De to små sover middagslur, de to store er ude på legeaftaler, mens Kristian er ude at handle ind til ugen, der venter os. Når der en sjælden gang er ro i huset, skal den nydes! De små pauser forsvinder nemt mellem praktiske ting, der skal gøres og børn, der hiver i ærmerne. Men lige nu er der roligt, og så må oprydning og vasketøj vente.

Jeg nyder weekenden, og den er også tiltrængt for os alle sammen. Mit nye arbejdsliv er ikke kun en omvæltning for mig men også for resten af familien. I denne uge er det blevet tydeligt, at børnene reagerer på, at jeg er mere væk hjemmefra og at jeg har fået nye ting, der fylder i mit hoved. Den ro, det har givet vores familie, at jeg har været hjemme de sidste år, er udfordret, og det kommer til udtryk i form af mindre overskud. Børnene er mere kortluntede, mere urolige om natten og i det hele taget mere påvirklige. Jeg har oplevet det før i perioder, hvor mit eller Kristians overskud af en eller anden grund har kørt på lavt blus. På den måde fungerer børnene som et glimrende spejl!

Deres reaktion bekræfter mig blot endnu engang i, at hjemmelivet var den rigtige løsning for vores familie i en periode.

Når det er sagt, så er jeg stadig fuld af fortrøstning i forhold til vores nye hverdag. Hele vores måde at være familie på er på en eller anden måde under rekonstruktion, og det kræver selvfølgelig tilvænning og ikke mindst tid. Det betyder ikke, at vi befinder os på det forkerte spor.

Selvom jeg er træt, træt, træt om aftenen, så nyder jeg at være ude af huset og at bruge min faglighed. Jeg er så heldig, at jeg har fået et “rigtigt” job fra 1. maj. En fast stilling på en folkeskole. Det er virkelig skønt! Alle mine bekymringer om “vejen ud af hjemmelivslabyrinten” kan nu gemmes væk. Det gik faktisk ret nemt og smertefrit.

Skoleområdet, som har gennemgået meget på de 5 år, jeg har været “væk”, får stadig mit hjerte til at banke, og det er rart at mærke. På en måde føles det som et nyt land, jeg skal ud at udforske.

Tiden smutter hurtigt, og inden længe bliver roen, der omgiver mig erstattet af liv, lyd og leg, og de store returnerer, så vi sammen kan tage på søndagsudflugt.

Det er svært at få tid til alt det, jeg gerne vil nå sådan en weekend, men jeg synes, vi har nået det vigtigste: At være hjemme uden planer med tid til at lege, at drikke rødvin, at fylde køleskab og klædeskabe op til ugen og at se de smukke, blomstrende kirsebærtræer alle taler om i disse dage. Det er der altså virkelig en god grund til for sikke en magisk oplevelse at stå under de eventyrlige trækroner med tusinder af lyserøde blomster som et omsluttende stjernetæppe. En klar anbefaling herfra :)

Store forandringer og små cirkusartister

Jeg skal da lige love for, at hverdagen er en anden med to fuldtidsarbejdende forældre i husstanden! Jeg synes, vi kom godt fra start, og ugen er gået rigtig fint. Alle basale behov er blevet dækket, det lykkedes os at navigere gennem ugen, og vi kom alle helskindede og glade i mål fredag, hvor vi fladede helt ud i sofaen!

Weekenden bliver nydt i fulde drag, og det er skønt bare at være sammen og være tæt på hinanden.

Når arbejde, praktiske gøremål, hygge med ungerne, fodboldtræning, arrangementer i institutionerne osv. er vinget af, kan jeg godt mærke, at der ikke er meget tid i overskud.

Det kan virkelig mærkes, at jeg ikke længere er kaptajn på fuld tid herhjemme og skibet kan hurtigt komme på slingrekurs.

Selvom det er hårdt at komme igang med at arbejde igen efter 5 år hjemme, så er jeg fortrøstningsfuld, og jeg tror, vi alle kommer til at trives med vores nye hverdag. Forandringer tager bare noget tid, har jeg erfaret. Én virkelighed skal erstattes med en ny.

Ugens højdepunkt ramte vi torsdag, da børnehaven havde inviteret til cirkusforestilling. Halvdelen af familien sad forventningsfulde på tilskuerrækkerne, mens den anden halvdel stod spændte bag cirkustæppet.

Da første nummer gik i gang, og fire storsmilende dyr kom kravlende ind i manegen med deres domptør, blev jeg helt blød i knæene. Især den lille vilde løve med lidt for lange bukseben og den lille glade hund med meget lange øre og stjerner i øjnene stjal mit hjerte… De kunne rulle, springe gennem en “ild-ring” og spise små godbidder indimellem, mens publikum smeltede. Tænk, at mine små unger er blevet så store!

Senere i forestillingen overvandt en sej fodboldspiller sin sceneskræk og klarede sit fodbold/tryllenummer til stor glæde for ham selv og for os, der i dagene op til havde arbejdet i det pædagogiske grænsefelt mellem at presse for meget og for lidt. Heldigvis ramte pædagogerne det magiske punkt “lige tilpas” og selvtilliden fik et boost!  Det var en glad og lettet dreng, der kom og krammede os efter forestillingen, og jeg var en stolt mor, der stod med åbne arme og fugtige øjne.

Efter den forrygende forestilling var der fællesspisning, og da vi cyklede hjem, blev vi endnu engang enige om, at vi har verdens bedste børnehave. Det er virkelig dejligt! Især nu hvor ungerne kommer til at bruge endnu mere af deres dyrebare tid derhenne…

Et andet højdepunkt var selvfølgelig, da jeg præsenterede mig for den 3. klasse, jeg skal tilbringe det næste stykke tid sammen med og en af eleverne udbrød: “Jamen du ligner jo en der er 20!”, hvortil en anden supplerede: “Ja, eller en der går på gymnasiet”. Åh, de skønne unger! Straks forlod trætheden min krop…

En ny uge venter lige om hjørnet, og vi er heldigvis forberedte til fingerspidserne med mad i køleskabet, rent tøj på hylderne og en logistisk holdbar køreplan :)

 

 

 

Fornøjelig fredag

Efter en nat afbrudt af voldsomt mareridt hos en af ungerne, tre urolige (men trods alt sovende!) børn i mellem os i sengen, var jeg mildest talt ikke helt klar til at stå op, da de to yngste medlemmer af familien synes, vi skulle fyrre op under fredagen kl. lidt i 6.

Sådan må man jo nogle gange føje flertallet, selvom det i situationen synes uretfærdigt. Familiedemokrati kan man vel kalde det…

Men! Der er alligevel ingen grund til at hænge med mulen, for der sker gode ting i disse dage.

Børnehavebanden har cirkustema og de øver og forbereder den store forestilling, der løber af stablen i næste uge. De er helt opslugt af det – og det glæder mit bankende gøglerhjerte :)

Hjalmar glæder sig til en klassefødselsdag senere i dag – og ikke mindst glæder han sig til X-factor finalen i aften, hvor vi har aftalt, at ungerne må gå amok i resterne af de mange påskeæg, sidste uge kastede af sig.

Jeg glæder mig over at solen skinner, og især glæder jeg mig over, at jeg skal starte i et vikariat på mandag! Ikke noget fast job endnu men trods alt en rigtig arbejdsplads med rigtige mennesker og alt det der nu hører med. Det bliver fedt!

Fedt at lukke den gamle, halvstøvede cirkushest fri i manegen igen og fedt at vide, hvad der skal ske i hvert fald for en stund.

Noget af det mest anstrengende ved at være jobsøgende – ud over afslagene selvfølgelig – er uvisheden. At man ikke aner, hvor man er om en uge. Man skyder med spredehagl og håber…

Nu har jeg et afsæt og det føles så godt!

Denne fredag formiddag vil jeg kaste mig over de 5 kurve med rent vasketøj, der har kigget på mig siden i går og derefter vil jeg gå ud og nyde det smukke forårsvejr!

God weekend!

 

 

Børnehavestart!

I mandags var sidste dag med hjemmegående børn i huset og altså min sidste “arbejdsdag” i verdens bedste job…

Det er virkelig underligt at tænke på!

Vi udnyttede det smukke vejr og drog mod Zoo, hvor vi tilbragte hele formiddagen. Det er altid betagende at se børnenes fascination af dyr. De betragter dem så indgående, og jeg forstår dem godt. Vi kiggede i laaang tid på elefanterne, der stod og rodede med deres snabler, og Helga Marie og Bertil kunne slet ikke få nok. Skønt at have tid til at tage tingene i deres tempo!

Dagens højdepunkt var dog, da vi kom hjem og alle tre puttede os ind i dobbeltsengen og faldt i søvn med armene om hinanden. Dét kommer jeg virkelig til at savne!

Tirsdag stod børnehaven klar til at byde os velkommen, og de to små skurke flåede støvler og flyverdragter af og pilede ind og begyndte at lege, så snart vi var kommet indenfor døren. Vi hyggede os derovre hele formiddagen, og det blev tydeligt for mig, at de er helt klar! Selvfølgelig bliver det en omvæltning for dem, når nyhedsværdien lægger sig, men indtil videre er de trygge ved stedet, de voksne og mange af de andre børn, og det er jo et godt udgangspunkt. Mit hjerte smeltede, da en af pigerne på snart 5 år sagde til Bertil – “Skal vi ikke bare være venner for evigt?” – efter de havde leget i et kvarters tid… Børn er bare søde!

Første dag forløb altså stort set som en dans på roser…

I går gentog mønsteret sig, og jeg sagde derfor farvel, da Bertil og Helga Marie var kommet godt igang med at lege. Da jeg gik, stod de begge to frejdigt og vinkede i vinduet, mens Hubert var travlt optaget af at lege. Det var en underlig amputeret følelse at køre afsted med den tomme christianiacykel i regnvejret og en lille klump i halsen.

Det varede dog kun en god times tid, før Helga Marie havde fået nok og jeg derfor straks returnerede til børnehaven. Bertil var i fuld gang med at lege, og han smilede bare til mig og sagde hej, hvorefter han legede videre. Min tapre lille pige, der sad og levede perler sammen med nogle store piger, blev pludselig lille igen, da jeg trådte ind over dørtærsklen, og den næste halve times tid betragter jeg som min ilddåb i disciplinen “3 børn ud (eller ind for den sags skyld) af samme institution”…

Pludselig kunne jeg genkende den kaotiske følelse fra dengang, de små gik i vuggestue og de fleste af mine eftermiddage gik med at hjemhente trætte børn fra forskellige institutioner. Nolge ville ikke med, andre ville gerne, men ingen ville det samme…

Ilddåben forløb ca. sådan:

Helga Marie hiver i min arm for at få mig med ud i gardaroben, mens Bertil hiver i den anden for at få mig til at blive på stuen, hvor han langtfra er færdig med sin leg. Hubert hiver verbalt i mig for at få mig med ud i gangen, hvor han vil vise mig noget ubestemmeligt, han har bygget af små plus-plus brikker sammen med nogle af sine venner.

Helga Marie spiller trumfkortet og åbner for sluserne og med våde øjne og den store sirene slået til, når vi gardaroben for at konstatere, at hendes sut ikke ligger i tasken. Dér bryder hendes verden sammen og selvom hun er en sej lille fidus, så er hendes grænse nu nået! Bertil har heldigvis glemt alt om sin leg på stuen, men finder triumferende en sut i sin egen taske. Han bliver pludselig også lille igen og vil ikke låne den gennemgnavede sut til sin søster. Dén kamp går ikke helt stille for sig…

Hubert og hans ven hopper på repeat ned fra den høje bænk i gangen, mens de griner og snakker om en legeaftale og jeg beder til at ingen af dem kommer til skade, mens jeg forsøger at mægle i suttekonflikten…

Vennen prøver insisterende at overdøve hyleriet og mine kommanderende forsøg på at få bare nogle af mine børn i overtøjet og er stålfast omkring legeaftalen, som hun vil have mig til at tage ansvaret for ved at ringe til hendes mor med det samme!

Min puls stiger, mens jeg prøver at huske de gode pædagogiske metoder og bider mig selv i tungen for ikke at brøle: SÅ KOM DOG FOR FANDEN I TØJET UNGER! Jeg trækker vejret helt ned i maven og behersker mig… En pædagog kommer ud i gardaroben og giver mig en meget kærkommen hjælpende hånd og en anden går rundt og lukker døre, så resten af børnehaven ikke bliver lyd-forpestet af optrinnet.

Med næsten rolig stemmeføring og favnen fuld af cykelhjelme, våde støvler og vanter takker vi af for i dag og siger på gensyn i morgen. Nogle gange er vi bare en omrejsende cirkusforestilling…

Når man lige trækker vores afskedssalut fra, er de første dage i børnehaven alt i alt gået rigtig godt og jeg har stadig tillid til projektet!

 

Afslutninger og begyndelser

Da jeg cyklede gennem de Københavnske gader i går, kunne jeg mærke foråret vente lige om hjørnet. Byen summede af liv, og Dr. Louises bro var fyldt til bristepunktet med mennesker, der hang ud og nød solens stråler. I dag er det til gengæld virkelig koldt, og forårsfornemmelsen føles igen mere fjern…

Ugen er gået med at nyde de sidste dage af hjemmelivet og med at sige farvel til legestue og legegruppe. Det er altid sådan en underlig vemodig fornemmelse at sige farvel og afslutte noget, man er glad for.

Jeg har generelt svært ved overgange, tror jeg. Hverdagens forudsigelighed passer godt til mig og når jeg står på kanten til noget nyt, bliver jeg altid sentimental og ønsker bare, at alt kan få lov at blive ved det gamle. Uvisheden om, hvordan vores nye hverdag bliver, hvad de små siger til børnehavelivet og hvordan det kommer til at blive for os alle sammen, erstatter det kendte og trygge. Dét, vi gennem forskellige prioriteringer har fået til at fungere så fint, er nu igen under forandring. Heldigvis kan jeg mærke, at vi har gjort, hvad vi kunne for at bygge et godt fundament og det er en god følelse!

Forandringer er jo ikke kun afslutninger, men også nye begyndelser og dermed åbninger for endnu flere gode og spændende ting. Børnehaven er én af de ting, der kommer til at fylde noget af pladsen ud i Bertil og Helga Maries hverdag og jeg er sikker på, det bliver godt.

Vi har selvfølgelig snakket med børnehaven om, hvordan de første dage skal forløbe og pædagogerne er som altid vildt tjekkede og har gjort sig gode tanker om processen. De foreslog at holde Bertil og Helga Marie sammen den første uge som udgangspunkt og lade dem knytte sig til den samme voksne til en start. Senere er det meningen, at de skal være tilknyttet to forskellige familiegrupper, som de kalder det og dermed fx spise, holde morgensamling og andre ting hver for sig men stadigvæk være tæt på hinanden størstedelen af dagen. Det skaber virkelig tryghed og tillid i mit hoved og ikke mindst i mit hjerte, at de er så omsorgsfulde og professionelle. Det bliver uden tvivl ikke helt nemt for mig, hverken at sige farvel eller at undvære de to små dejlige unger, men det er godt at vide, de er i rigtig gode hænder.

Nu vil jeg hengive mig til nuet og sofaen og nyde, at er det lørdag aften. I aften kalder den på strikketøj og drinks for mit vedkommende. En virkelig skøn kombination, jeg sagtens kan anbefale :)

 

Hjemmeliv og udeliv

IMG_5830Det smukke vintervejr fortsætter, og selvom det er koldere end koldt, så er jeg vild med det! Lyset, farverne og den klare luft har en næsten rensende virkning på mig og giver et lille, kærkomment energiboost midt i vinteren.

Ugen er gået med legepladser, legegrupper og legestue. Masser af leg! Forleden trodsede vi kulden og var på legepladsen hele formiddagen. Bertil og Helga Marie tonsede rundt og var ikke til at drive hjem igen. Det blev mine frysende fødder, der til sidt tog beslutningen.

Ugen har også bragt os et vigtigt brev ind af døren. Et brev fra pladsanvisningen som vi har været ret spændte på! Vi har (som håbet og ønsket) fået børnehavepladser til Helga Marie og Bertil i Huberts børnehave pr. 1. marts. Det er rigtig dejligt, og min frygt for, at de ville havne i hver deres ende af Nørrebro, kan nu lægges på hylden.

Men! Det er godt nok også lidt ambivalent, synes jeg! Børnehaven er fantastisk, og Bertil og Helga Marie er trygge ved både stedet, de voksne og de kender jo allerede nogle af de andre børn. De er vant til at komme i huset, når vi henter Hubert, så det kan næsten ikke blive tryggere. Det er ikke så meget det!

Det er mere den forandring, vores familie nu igen står overfor! Jeg vil ikke lægge skjul på, at det er ret hårdt arbejde at være hjemmegående med to 2-årige indimellem. Men jeg elsker det også! Jeg nyder at være med i alt, hvad de gør og at kunne kramme dem hele dagen. Jeg nyder at være lidt ovenpå med vores hverdagsliv i stedet for hele tiden at halte bagefter og stæse afsted for at følge med. Jeg kommer virkelig til at savne vores hverdag sammen, og jeg bliver helt vemodig ved tanken om, at det skal være anderledes.

Men, når det er sagt, så tror jeg faktisk, de to krudtugler kommer til at elske at gå i børnehave. Selvom jeg godt nok synes, de er lidt små! Jeg kan slet ikke huske, at Hjalmar og Hubert var små, da de i sin tid startede i børnehave.

Heldigvis er der et stykke tid til 1. marts, og tiden indtil da skal bare bruges på at nyde hverdagen sammen – og på at spekulere over hvad jeg så skal i gang med bagefter… Gode ideer modtages gerne! Jeg håber at finde en familievenlig løsning i form af et eller andet job…

Nu er det fredag! Weekenden venter, og jeg tror, det bliver en god en af slagsen :)

 

Egocentrerede, selvstændighedsudviklende, sjove og vidunderligt kærlige unger!

Med trætte fødder og summende ører sidder jeg og tænker tilbage på dagens gang. Det har været en rimelig normal dag som så mange andre dage i vores familie.

Hubert holdt fridag fra børnehaven og slog sig sammen med Helga Marie, Bertil og jeg. Vi byggede huler, spiste frugt og makrelmadder, var på legepladsen og havde besøg af moster og vores lækre lille babykusine. Eftermiddagen gik med at hente Hjalmar på fritten og for mit vedkommende tage et smut på tilbudsjagt efter en flyverdragt til Hubert, mens Kristian lavede aftensmad i køkkenet med varierende små hjælpere ved sin side.

Jeg havde en virkelig hyggelig formiddag med den yngste halvdel af familien, men hold nu op, hvor er de både store og små på samme tid! Jeg følte på nogle tidspunkter, at jeg havde besøg af 3 x Bamse (fra Bamses billedbog). Egocentrerede, selvstændighedsudviklende, sjove og vidunderligt kærlige unger. En kort overgang følte jeg mig reduceret til en frugtskærrende, tingfindende, konfliktafvæbnene, røvtørrende robot på speed… Men det er vist bare en del af jobbeskrivelsen ind i mellem. Min løn er til gengæld mere værd end det pureste guld :)

Det er så sjovt at se, hvordan Huberts privilegium, som midterbarn giver ham mulighed for både at “lege op” med storebror og “lege ned” med de små. Det er helt klart den første udgave, vi bedst kender ham i, men det sidste stykke tid, hvor de små er begyndt at kunne lege små rollelege og der er begyndt at vise sig forskellige interessefællesskaber på kryds og tværs, er den anden udgave i dén grad tiltaget. Det er så fint at se, hvordan han også trives med at være den store, selvom han stadig ikke helt er gammel nok til at acceptere, når de små ikke lige indfinder sig i legen, som han nu synes de skal. Han nyder at være den, der tager styrringen i legen og at det er ham, der kan lære fra sig.

Det har uden tvivl været hårdt at blive storebror til tvillinger som en 22 måneder gammel glad tumletrold, men når jeg ser de tre sammen som fx i dag bliver jeg så glad på både mine egne og på deres vegne, for det er da virkelig fantastisk for dem at være så “jævnaldrende”.

Det bliver spændende at se hvordan de alle tre udvikler sig, når Bertil og Helga Marie starter i børnehaven sammen med Hubert. Efter i dag tænker jeg, at de får det fantastisk sammen, men også at der potentielt bliver nogle slåskampe, der kommer til at kræve pædagogisk assistance!

Nøj, hvor kan de køre mig træt de energiske små vildbasser, men hvor er jeg også lykkelig over at have mulighed for at være sammen med dem hver dag.

 

 

 

Familiemaskineriet…

Vinteren har for alvor fået tag i os med kolde temperaturer, sne og sygdom. Jeg må bare sande, at selvom vi alle i familien er udstyret med et nogenlude velfungerende immunforsvar, så er der ofte nogen, der er syge på denne årstid. Det kan godt være sejt at komme igennem de sygdomsramte dage, fordi resten af banden jo stadig tonser videre som normalt, hvilket forudsætter at hele familiemaskineriet bliver holdt i gang. Vi finder løsninger, så godt vi kan, og nu er det heldigvis weekend!

Bloggen får ikke så meget opmærksomhed, når kræfterne skal bruges i det virkelige liv i stedet for og sådan skal det selvfølgelig også være.

Egentlig ville jeg ikke skrive et blogindlæg om sygdom, da jeg trænger til at tænke på noget andet!

Noget jeg har funderet over, er noget så banalt som min helt lavpraktiske hverdag. Da Bertil og Helga Marie stoppede i vuggestuen for at være hjemme hos mig hele tiden, fik jeg utroligt mange gode råd med på vejen i forhold til vores “nye” hverdag. Alle de velmenende råd handlede om at skabe struktur, systematisere aktiviteter og i det hele taget at planlægge.

Med struktur og god planlægning kan man uden tvivl få en masse praktisk fra hånden, lave meningsfulde aktiviteter og undgå selv at blive skør i bolden. Sådan ca. lød opskriften.

Jeg kan tydeligt se de mange fordele, man kan opnå ved den strukturerede model – i teorien, men i praksis dur det ikke for mig.

Jeg har forsøgt mig, men jeg trives bedre med den mere tilbagelænede og halvspontane model. Jeg tror, det handler om flere ting. Hele ideen med at tage de små ud af vuggestuen var jo at skabe ro og mere overskud i vores familieliv. Når man er seks mennesker, der lever sammen, er der rimelig meget gang i den, og fordelen ved hjemmelivet for Bertil og Helga Marie (og mig…) er jo netop at kunne tage den med ro hele formiddagen, så vi kan “stå distancen” resten af dagen og hilse den velkommen, med alt hvad det indbefatter af aktiviteter, legeaftaler, arrangementer osv. uden at komme til at lide af kronisk overstimulation. Derfor intet behov for skemalagte formiddage!

Det er meget muligt, at jeg godt kunne have nået endnu flere støvsugninger eller oprydninger og skruet op for effektiviteten af de praktiske opgaver generelt, hvis jeg havde været mere struktureret, men det betyder faktisk ikke rigtigt noget for mig. Jeg sætter så stor pris på min mulighed for at tage dagen, som den kommer, og jeg vil meget hellere blive en time ekstra på legepladsen eller drikke morgenkaffe, mens jeg tegner med de små, hvis det er det, vi har lyst til, end jeg vil have topkarakter i at lege husmor. Selvfølgelig har jeg nogle rutiner, som forekommer omend ikke nødvendige så i hvert fald naturlige som fx, at vaskemaskinen helst skal køre første vask fra morgenstunden. Eller at opvaskemaskinen helst tømmes ved daggry, så jeg har et sted at losse tingene ned i løbet af dagen, men de dage jeg ikke når det, fungerer køkkenbordet også glimrende som mellemstation…

Det mest strukturerede ved vores hjemmeliv er vores sociale aktiviteter. Vi går i legestue én gang om ugen og mødes med nogle andre hjemmegående med jævnaldrende børn to formiddage om ugen. Det ligger rimelig fast med det forbehold, at vi melder fra, hvis der er for meget andet, der fylder ugen op.

Det er tydeligt, at Bertil og Helga Marie nyder, når der sker noget, men de nyder også at have rolige formiddage, hvor vi bare dimser rundt, læser bøger, går en tur på kirkegården og kigger efter egern eller andre vigtige ting.

Jeg nyder at have tid til at opleve dagene med ungerne, og mit hjerte smelter på daglig basis som fx, da vi forleden gik tur med klapvognen og mødte en lille hidsig gravhund, der bjæffende kom og overhalede os. Helga Marie blev meget bange for den, og Bertil rakte over og tog fat i hendes arm, mens han sagde: “Mig nok pas’ på dig Hega!”