Tag Archives: God Karma

Fred og fællesskab

Jeg er stadig blød i knæene efter gårsdagens skolerevy, hvor Hjalmar indtog de skrå brædder. Han har tidligere været med i en musikforestilling, som o. klasserne lavede i efteråret – dengang voksede han et par centimeter overnight!

I går var hele skolen sammen om at opføre revy på den måde, at hvert klassetrin havde forberedt et indslag, der udgjorde en del af en samlet helhed med temaet “Fred være med det”. Der var sang, dans, små skuespil og skolerockband. Det var rigtig flot! Fredstemaet blev så fint udfoldet, og budskabet stod klart i lyset af den smeltedigel skolen er. Alle børn stod sammen om det samme tema og alle forældre stod sammen i oplevelsen af ungerne.

Hjalmars klasse optrådte med en gammel børnesangleg, hvor eleverne havde forskellige små roller og Hjalmar var stolt som en pave over at spille bondedreng. Da 0. klasse gik på scenen med hinanden i hånden, smeltede jeg allerde lidt. De var så søde og opmærksomme på hinanden og så sang de for fuld udblæsning! De var tydeligt meget spændte, men fandt tryghed i hinanden på scenen foran de mange tilskuere. Deres lille optrin varede vel ca. 3 min. og derefter overtog skolens andre klasser. Men hvilke 3 minutter! Hjalmars blik søgte rundt på tilskuerrækkerne og da han fik øje på os, fløj der en lille spontan vinkehånd op ledsaget af et genert smil. Der smeltede jeg helt! Den stolthed, der lyste ud af ham, var helt fantastisk. Tænk, hvad en simpel sangleg på en scene kan give de søde unger!

Det var så rørende at se, hvor meget de hver især voksede og ikke mindst, hvor meget deres fællesskab voksede! Det er virkelig betydningsfuldt at være en del af klassefællesskabet og en kæmpe oplevelse at være en del af hele skolefællesskabet også. Store og små der står sammen og supporter hinanden på kryds og tværs.

Jeg sætter stor pris på, at han går på en skole, der prioriterer de fælles oplevelser og har blik for en gang i mellem at lave undervisning, der stiler mod andet og mere end målbare resultater. Det er så uvurderligt, hvad ungerne får ud af sådan en revyuge, hvor de normale skemaer er brudt op og hvor man sammen skaber noget kreativt og musikalsk. Selvom hverdagene stadig indbefatter (alt for) lange skole dage og (alt for) meget stillesiddende tavleundervisning, giver det mig en tryghed at vide, at der stadig findes engagerede lærere og pædagoger, der finder overskud til at give ungerne gode oplevelser, der på en aller anden måde vil sidde i dem for altid. Jeg ved, jeg måske lyder som en nostalgisk, gammel 70’er pædagog, men de havde faktisk også fat i den lange ende et langt stykke hen af vejen, er jeg sikker på…

For vores lille familie betød revyen også alenetid med Hjalmar, da de tre små blev passet herhjemme, imens vi var til forestilling. Det var et to timers aftenarrangement og vi synes, det var lige offensivt nok af komme anstigende med tre styks overtrætte småkravl. Det betød, at vi kunne slentre gennem Nørrebros mørklagte gader med Hjalmar imellem os og rette hele opmærksomheden mod ham – uden afbrydelser! Det i sig selv er vidunderligt en gang i mellem.

I dag måtte stjernen møde en time senere og vi havde derfor god tid fra morgenen. Men halv syv kunne Hjalmar ikke sove mere for, som han sagde: “Jeg kan altså ikke vente med at fortælle Hubert, hvordan det gik i går”. Hubert lyttede velvilligt, selvom han nok ikke forstod ret meget af talestrømmen og sluttede samtalen med et: “Det var flot klarret, Hjalmar!”

 

Namaste!

IMG_2843Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har temmelig ondt i min slidte krop i dag…! Jeg slæber rundt på de to små hængetræer (alias Bertil og Helga Marie) i tide og utide, og de vejer efterhånden ret godt til! Det er måske nok unødvendigt at slæbe på dem, for de er jo udstyret med hele to raske ben hver især, alligevel har jeg et barn på hoften i ca 90 % af de vågne timer, vi tilbringer sammen. SÅ snart den ene smutter ned, kommer den anden rendende og vil op. Sådan er det, når der er kamp om opmærksonheden og det er der jo af og til i vores familie.

Jeg trodser al min viden og (bitre!) erfaring og bærer stort set kun på venstre side. Det er dumt, og jeg ved det! Min krop er begyndt at protestere, og derfor tænkte jeg for nogle dage siden, at jeg ville støve min gamle, møre yogamåtte af og kaste min krop ud i et par asanas, der måske kan hjælpe med at rette lidt op på balancen. Det er meget længe siden (som i virkelig meget længe siden), jeg sidst har praktiseret andet yogarelateret end at kigge på den yogaplakat, der pryder indersiden af vores toiletdør.

Yogamåtten var godt støvet, men fungerer da endnu. Den smulrer lidt i kanterne, så på den måde er vi et meget godt match. Min krop fungerer til gengæld knap så godt, kan jeg mærke! Hold da op yogaen lever op til sin ambition om at skabe kontakt mellem krop og sind! AV! Og lad mig være ærlig at sige at jeg IKKE gav den for meget gas…

Jeg er sikker på, yogaen gør noget godt for mig, og jeg tror, jeg vil give skidtet et par chancer mere i håbet om at kunne få styrke nok til at holde mig oprejst i nogle år endnu. Alternativt må de to små dovendyr til at bruge bentøjet selv… Men det er jo så dejligt, når de vil op og krammes, så jeg giver altså gerne østens mystik et skud.

(Jeg har tidligere skrevet om mit yogaliv – eller mangel på samme!… her).

God weekend og Namaste!

Næsten sommer i Danmark

IMG_2811Mit sidste indlæg om frihed har givet en del god respons til trods for, at jeg virkelig ikke havde regnet med, nogen gad læse de mange ord.. Det er skønt, når I vil ofre jeres tid på at læse mine skriblerier – tak for det 🙂

I dag har jeg opnået en fuld effekt af noget, der føles som den hellige treenighed for travle småbørnsmødre – kombinationen af kaffe, sol og læ! Dét er noget, der giver kulør i de grå kinder og næring til sjælen! Det kan klart anbefales! Det er hundekoldt, og vinden bider stadig, men når man er så heldig at finde både sol og læ – og så endda har tid til at stoppe op og drikke en kop kaffe, så er det fantastisk!

Eftermiddagen har været præget af leg, liv og lyd! De to små legede i gården, da vi kom hjem fra vuggestuen og jeg synes helt klart, det er nemmere at motivere mig selv til leg i gården, når solen titter frem. Det er også hyggeligt, at de andre mennesker, der bor omkring os, efterhånden dukker frem fra vinterhiet, og det er lige i disse dage at ’sæsonen’ for alvor starter, og gården bliver mere livlig end i de øde vintermåneder, hvor det er mørkt, når man kommer hjem. Det udvider på en måde lejligheden med et ekstra rum, som er ret kærkomment!

Da vi havde spist aftensmad, var vores 4 trætte mandagsbørn ved at flå hovederne af hinanden på kryds og tværs, og når konflikterne ikke fik overtaget stod den på wrestling/fodbold. Lydniveauet gik lige i mit nervesystem (som måske nok stadig er en lille smule belejret af weekendens festligheder…) og det batteri, der blev ladet op tidligere af kaffe i solen var opbrugt. Løsningen på problemet blev dansegulv i stuen og MGP i højtaleren. Det er noget, der samler flokken! Med ét var konflikter erstattet af grin, og ungerne skrålede ‘Nu er det sommer i Danmark…’ for fuld udblæsning. Det var faktisk ret sjovt! Især fordi de små bare er eminente på et dansegulv med deres små bløde kroppe og kluntede bevægelser, der ihærdigt forsøger at spejle deres to store idoler. Det er også godt for trætte voksnekroppe, der længes mod at ramme sofaen, men stadig har et bjerg af putning og oprydning at bestige. Det er virkelig sjovt at se, hvordan ungerne mødes i musikken, om det er MGP i højtalerne, når vi synger Bjørnen sover med de små, eller når guitaren bliver luftet, så stimler de som regel sammen og vil være med. Bedst af alt er det, når de leger band! – selvom de ikke altid er helt enige om genren…!

I skrivende stund bliver de store drenge puttet med godnatguitar, og jeg kan høre dem skråle med på Joanna. Det lyder da næsten som den rene idyl!

Det er altid godt at have nogle kort i ærmet til de stunder, hvor tingene brænder på og herhjemme er  ‘alt med musik’ som regel et af dem!

IMG_2821IMG_2825

 

Brødre

IMG_2531Midt i hverdagen – lige dér hvor bægeret er ved at flyde over af vasketøj, konflikter, manglende mælk og manglende overskud, bliver jeg nogle gange revet ud af hamsterhjulet og må stoppe op for at tørre en tåre væk fra øjenkrogen. En gang i mellem en træthedståre af udmattelse fordi det bare er hårdt arbejde at have 4 børn nogle gange. Eller en frustrationståre fordi jeg ikke slår til, som jeg gerne vil, men heldigvis også ofte en glædeståre fordi jeg er så heldig! Sådan én ramte mig i dag.

Hubert kom stolt som en pave hjem fra børnehave i dag, med den fineste havfrue han selv havde lavet af paprør, palietter og ildrødt garn. Den var virkelig flot, og det var tydeligt, at det havde været et meget stort arbejde for ham at lave den. Han holdt den beskyttende i sine arme, som var den lavet af det pureste guld, og han strålede som en lille sol!

Jeg tog imod ham i køkkenet og så med det samme, at der var en gave på vej… Han kiggede på mig med sine store smilende øjne og og sagde med højtidelig stemme: “Se Mor! Den er til Hjalmar…” Det var simpelthen det sødeste øjeblik, og Hjalmar blev bare glad! Den kærlighed, der fyldte køkkenet midt i eftermiddagens rod og kaos, gik lige ind i mit hjerte og fik det til at boble over.

 

 

 

Fredagsidyl

IMG_1962

Himmelen er blå og det er fredag! I dag har alle børn været afsted i skole og institution. Det er stort!

Dagen startede med glade børn, og morgenen var hyggelig. Hubert og Hjalmar lagde planer for, hvad de skulle lege senere og Bertil og Helga Marie havde travlt med at få flyverdragterne på og hjælpe hinanden med støvler og huer. De er simpelthen rørende omsorgsfulde overfor hinanden. Hvis den ene græder, styrter den anden rundt for at finde sut, dyne eller bamse og afleverer altid med et ae, ae, mens de stryger hinanden over håret. De tænker på hinanden, når den ene mangler som fx i morges, da Helga Marie vanen tro stod op 5.30 og under morgenmaden blev ved med at klappe på stolen ved siden af, mens hun spørgende kiggede rundt og forsøgte at sige Bertil. For en gang skyld sov han længe og da han stod op en time senere, hvinede Helga Marie af fryd og løb hen og slog armene om ham. Det er ren kærlighed!

Det er sådan en morgen man må knibe sig i armen! Da alle unger var afleveret og jeg cyklede rundt på den tomme christianiacykel, tænkte jeg på, at selvom det nogle gange er virkelig hårdt med hårdt på at have 4 børn (og især en måned som denne hvor der hele tiden er nogen syge!), så er det altså noget af det mest fantastiske at opleve den kærlighed, der er mellem dem alle fire. I morges åndede alt fred og idyl. Jeg håber, resten af dagen fortsætter i samme spor.

1:2

Forleden dag så jeg et program i fjernsynet om familieformer i Danmark. Jeg blev grebet af det, fordi det handlede om en mor, der valgte at få børn alene – og hun skulle have tvillinger. Alt jeg zapper forbi, der handler om tvillinger – især om babytvillinger – kan jeg ikke lade passere. Moderen var helt vild cool og så ud til at klare livet som alene-tvillingemor rigtig fint. Men hold da op! Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det altså en stor mundfuld at have tvillinger, og uanset hvor skønt og fantastisk det er, så er det også bare virkelig hårdt indimellem. Programmet viste klip fra de første uger af livet i den lille nye familie, og jeg sad og svælgede mig i minder fra vores første tid med Helga Marie og Bertil. Selvom vi var erfarne forældre, var det altså bare noget helt andet med to små på een gang. To der havde de samme behov og krævede på samme tid. Både rent praktisk selvfølgelig men også følelsesmæssigt. Man kan fysisk ikke kigge dem begge i øjnene på samme tid og må lige fra dag 1 veksle mellem dem. Hele tiden vælge hvor opmærksomheden skal rettes hen og hele tiden acceptere, at man går glip af et eller andet i sit fravalg. Jeg tænker, at når man er aleneforælder til tvillinger, må der på mange måder være dobbelt op på følelsen af utilstrækkelighed. Og så må det bare være vanvittig hårdt arbejde! Jeg bøjer mig virkelig i støvet!

Siden jeg så programmet, har jeg tænkt på, at ‘normeringen’ jo er den samme i vores familie. Altså 1:2, men den store forskel er, at vi har hinanden at trække på. Jeg kan tydeligt huske, hvordan det var, da Bertil og Helga Marie var små og de fx begge skreg på samme tid. Efter en nat med 8 amninger var det relativt begrænset hvor meget søvn, der var på kontoen og overskudet til at tackle den frustration, det skabte med to grædende babyer, var nogle gange meget sparsomt! Jeg ventede ofte med længsel på, at Kristian skulle komme hjem fra arbejde, så jeg kunne gå ud og hente de to store og få lidt luft og en smule ro i ørene. Jeg kan huske følelsen af virkelig at ønske, at jeg kunne dele mig i to. Sådan er det på mange måder stadigvæk, men jo ældre de bliver, jo flere afledningstriks kan man hive ud af ærmet. Og ønsket om at kunne dele sig bunder efterhånden mere i ønsket om, at kunne være der for det enkelte barn, mere end det handler om ‘brandslukning’.Når man en gang i mellem bliver drevet til vanvid (og det gør man altså med tvillinger! – og nok med børn i det hele taget), er det uvurderligt at kunne aflaste hinanden. Jeg håber, at de alene-tvillingeforældre, der sidder derude, har mange søde mennesker omkring sig, der kommer forbi og giver en hånd! Jeg synes, det er sejt, og at de fortjener en medalje!

For mig har en af de største udfordringer ved 1:2 ‘normeringen’ været indskrænkelsen af min personlige frihed. Det var noget, der også fyldte en del hos mig, da vi for snart 7 år siden fik Hjalmar og jeg pludselig fra den ene dag til den anden følte mig bundet på hænder og fødder. Det lyder ikke så pænt at sige det, men det var altså sådan, jeg havde det. Det er en stor ting hele tiden at skulle sætte et andet menneske før sig selv efter 26 år som autonomt individ, og det kræver tilpasning og tilvænning. Hjalmar blev født ind i et studie- og arbejdsliv med fest og farver og tid til fordybelse, og jeg skulle lige omstrukturere nogle ting i mit hoved, før tingene faldt rigtig på plads. Men jeg havde dog stadig frihed til at komme ud på egen hånd, til at fordybe mig i speciale og til at vi kunne gå ud sammen alle tre. Hubert blev bare født ind i familien og medførte egentlig ikke den store forandring. Udover lidt mere hjemmetid måske.

Da Bertil og Helga Marie fordoblede flokken, blev friheds-issuet pludselig aktuelt igen. Med ét var vi bundet på en helt anden måde til hjemmet end tidligere og blev i højere grad afhængige af hinanden. Det første halvandet år sov Hubert stadig middagslur og bare det, at få tre børn, der sov på forskellige tidspunkter i løbet af dagen og dermed også spiste på forskellige tidspunkter ud af døren, var lidt af et show. Det er selvfølgelig noget andet nu, og mange praktiske ting bliver lettere og lettere. Det sker da også, at jeg går ud alene, men det er ikke hverdagskost, for det er ret krævende at være den, der sidder tilbage herhjemme med 4 børn, aftensmad og putteritualer. Det er heller ikke så ofte, vi får ungerne passet, for det kræver enten nogle yderst kompetente og velvillige babysittere (bedsteforældre, mostre og onkler, der enten bor langt væk eller selv har mange børn) eller mindst to barnepiger. Sådan er det bare.

Det kommer til at lyde lidt som en klagesang, og det er faktisk slet ikke meningen. Jeg vil egentlig bare frem til, at jeg har haft stor glæde af noget så simpelt som at arbejde med min “mentale indstilling”. Det er utroligt, hvordan man kan påvirke sig selv gennem sine tanker. Fx har jeg arbejdet med frihedsfølelsen ved at tænke mig lidt dybere ind i begrebet. Jeg var godt klar over på forhånd, at vi ville være bundet op på en anden måde med dobbelt så mange børn, så jeg har brugt mange tanker på at udvide mit frihedsbegreb i stedet for at lade mig begrænse af den forståelse, jeg havde af frihed tidligere. Det lyder nok lidt skørt, men det er egentlig ret ligetil. Sat på spidsen ville jeg aldrig føle mig fri, hvis jeg skulle undvære nogle af mine børn. Jeg kan ikke forestille mig et større fængsel, end hvis jeg blev adskilt fra dem sådan for alvor. Derfor er min forståelse af frihedsbegrebet forbundet med samhørighed på en anden måde end tidligere, hvor det i højere grad var forbundet med adskillelse. Jeg kan stadig få trang til at komme ud og få luft, men jeg har ikke den desperate længsel efter at være alene og kunne gøre som det passer mig, som jeg kunne mærke tidligere. Det handler også i høj grad om accept og en ‘på med vanten’ tænkning at få hverdagen til at køre med 1:2 ‘normeringen’. Jeg synes, det er hårdt arbejde indimellem, det vil jeg ikke lægge skjul på. Men det er heldigvis endnu mere fantastisk, dejligt og berigende for mit liv. Jeg er så uendelig glad for, at vi er to forældre om både det sure og det søde og jeg kan kun tænke på alene-tvillingeforældrene med den aller største respekt.

 

 

 

 

 

 

 

Nytårsfortsættelse

Vi er vilde med Mimbo Jimbo, som Strid har været så flink at tegne!

Vi er vilde med Mimbo Jimbo, som Strid har været så flink at tegne!

Starten på året har været en lille smule anstrengende, fordi vi har haft syge børn siden årets første dag. Det er ikke noget, jeg lader mig slå ud af, og det bliver på en eller anden måde lidt en rutine. Men stadig! Når jeg synes familiebægeret flyder over af sygdom og pylrede unger, under jeg mig selv at bruge en time på en af mine livliner til verden udenfor. Jeg lytter til eksistens på P1! Det er overkommeligt, kan kombineres i det uendelige med praktiske gøremål som opvask, vasketøj osv. Og så bliver jeg ofte klog af det. Der sker altid noget i mit hoved, når jeg hører eksistens – og det er en dejlig ting! Niveauet er tilpasset så selv husmødre (som mig) kan være med og samtidig kan filosofiinteresserede (som mig) også få noget ud af det.

Dagens udgave handlede om nytårsforsætter eller nytårsfortsættelser, som jeg altid har haft et lidt anstrengt og irriteret forhold til. Jeg har egentlig altid tænkt, at min modstand mod forsætterne bundede i, at jeg har rygrad som en regnorm, men jeg tror faktisk (også!), der er nogle andre ting på spil. Det er meget moderne hele tiden at være på vej mod at blive en bedre udgave af sig selv og fokus på udvikling er altoverskyggende. Det gør sig sådan set gældende inden for stort set alt på alle stadier i livet. Fra vi er små og helst skal lære at gå, spise osv. hurtigt, til vi som voksne konstant skal blive bedre, hurtigere, klogere osv. I kender sangen, for det er den, hele vores kultur efterhånden er bygget op omkring. Samtidig skal vi leve i nuet. Tja, der er noget, der ikke stemmer i mit hoved, men den kan vi tage en anden gang. Under alle omstændigheder er det ikke så moderne at kigge sig for meget tilbage, og det er faktisk rigtig synd!

Jeg indrømmer, at jeg er et nostalgisk menneske, jeg hænger mig i traditioner og dvæler ved gode minder. Og faktisk er jeg lige blevet bekræftet af de kloge mennesker på eksistens i, at det ikke er så skidt endda! Filosoffen Anders Fogh Jensen (som jeg altså elsker en lille smule…) har nogle rigtig fine pointer omkring, hvad han kalder nytårsfortsættelser. Han mener, at vi i højere grad bør kigge os tilbage og dvæle ved det, vi allerede gør, som fungerer! Det som gør os godt i vores liv og vi gerne vil fortsætte med. Han mener, forandringspotentialet er meget mere realistisk, når vi tager udgangspunkt i os selv, der hvor vi allerede er – og det kan jeg kun være enig med ham i. Når vi holder fast i et eller andet vi gerne vil fortsætte med, som vi synes fungerer, skaber vi også kontinuitet i vores liv i en tid, der er meget optaget af forandring. Vi skal i højere grad erstatte fokus på at udvikle os med en accept af, hvem vi er som menneske og lade de gode erfaringer være fortællende for vores liv.

Den gode mand mener også, at tilbageblikket er vigtigt, idet det lærer os om fejltagelser, som ved refleksion måske kan undgå en gentagelse, både historisk og i den enkeltes liv. He’s got a point! Vi lærer os selv bedre at kende ved at kigge på, hvem vi har været det forgangne år, og derved har vi mulighed for at erstatte den afstand, der er mellem den ‘du er’ og den ‘du gerne vil blive’, med et mindre sværmerisk og drømmende billede og derved opnå en større sammenhæng i livet.

Endelig taler han om taknemmelighed. Taknemmelighed over noget bestemt du gjorde eller noget der skete i året, der er gået. Taknemmelighed bliver nemt et lidt gammeldags og nærmest religiøst begreb at forholde sig til, men faktisk er taknemmelighed i mine øjne essentielt i den historie vi hele tiden skaber med vores liv. Det er et ydmygt begreb, hvoraf det småreligiøse islæt kommer, men jeg tror på, at denne ydmyghed er vigtig for vores forhold til både os selv og verden.

Det er godt nok kloge tanker på en mandag midt i bunkerne af vasketøj. Selvfølgelig skal vi forandre os som mennesker – det er klart! Men vi skal da også holde fast i os selv og glædes over, hvem vi er, og hvad vi kan! Vi kan godt klappe os selv på skuldrene samtidig med, at vi stiler højere, og vi kan godt lære af vores erfaringer samtidig med, at vi føler taknemmelighed over de gode ting, der allerede er i vores liv.

Det var lige lidt mandagstanker fra mig (og lidt fra Anders…).

Et nyt år

IMG_1969Kransekagerne til årets sidste aften er i ovnen og champagnen er på køl. I aften bliver brugt på restitution i sofaen for det er hårdt arbejde at holde juleferie med 4 børn! Det er heldigvis også dejligt…

I de gode gamle dage – altså før vi fik børn (og også de første par år, hvor vi kun havde Hjalmar og jeg stadig havde en naiv tro på, at livet kunne fortsætte som før) var d. 30 dec. altid en dag, der blev brugt i selskab med gode venner og ofte (eller rettere altid!) endte i en fest. Åh, de svundne ungdomstider! I dag er dagen gået med at pakke juleferien ud og få ‘maskinrummet’ alias vores hjem til at køre igen efter at have været sat på pause en uges tid.

Omkring årsskiftet skal man jo gøre status over året, der er gået og lægge planer for de nytårsfortsætter, der gerne skulle føre til forbedringer i det nye år. Noget skal afsluttes, og noget nyt skal begynde. Jeg har i høj grad brugt 2014 på at øve mig endnu mere i at være mor til 4 og selvom, der er plads til forbedringer, så synes jeg i al beskedenhed, det går ret udemærket. Jeg gør det, så godt jeg kan og prøver at følge med og være der og nyde det, og jeg har besluttet, at det må være godt nok. Jeg er undervejs.

Nytårsfortsætter er som regel ikke rigtig noget jeg bruger krudt på, og i år er ingen undtagelse. Jeg vil selvfølgelig gerne stræbe efter at være en god mor, kæreste, ven og passe godt på mig selv og miljøet, men jeg orker ganske enkelt ikke at afgive nogle løfter til mig selv, som jeg så kan piske mig selv med, når alt om et par dage alligevel er ved det gamle. I stedet vil jeg skåle for mig selv i morgen aften og klappe mig selv på skulderen. Jeg er sikker på at 2015 bliver et fremragende år – også uden mine nytårsfortsætter! Jeg vil hoppe ind i det nye år fuld af champagne og taknemmelighed over at mit liv er lige præcis som det er og samtidig vil jeg hilse 2015 velkommen med et åbent hjerte.

Skål og godt nytår!

 

 

 

 

 

 

Mama ved gryderne

IMG_195220 liter gryden står på komfuret og simrer og bobler med marokansk suppe, for i dag er mama hér i storkøkkenet. Vi skal bytte julegaver med mine søstre, og de kommer allesammen og spiser senere på dagen. Vi er som bekendt lidt af en flok efterhånden, og jeg glæder mig rigtig meget til at se dem og ønske dem glædelig jul. Jeg bliver altid lidt vemodig, når vi ikke skal holde jul sammen… Selvom vi jo alle har hver vores familie, så er jul altså virkelig en højtid, der bringer minder frem fra min egen barndom. Der er nok det, man kalder julenostalgi, tror jeg. Apropos barndom så har jeg jo lige 4 børn, der skal hentes, inden familiesammenkomsten går løs…

Problemet er, at udenfor er der gråt og vådt, mens der herinde er stearinlys og julejazz på anlægget. Og kaffe. Jeg bliver ved med at udskyde hentningen, fordi jeg ikke rigtig orker at trække i regntøjet og tilbringe den næste halvanden time dels på cyklen og dels med at hive unger ind og ud af institutionerne, der brokker sig over regnen – altså ungerne, mens jeg selv danner kondens i regntøjet. Bertil og Helga Marie er også begyndt at drille og prøve min tålmodighed ret så grueligt af, når jeg henter. De nægter at komme med, løber fra mig og gemmer sig. Når den ene er indfanget, er den anden strøget afsted. De giver hinanden lidt for mange gode ideer de to! Heldigvis er madmor hér ikke lige at løbe om hjørner med – ikke i dag i hvert fald. Men det er altså lidt af et cirkus at holde styr på det hele i hentesituationerne. Udover de 4 børn er der trods alt også virkelig meget tøj, tasker, støvler, huer og vanter at navigere i på sådan en runde. Jeg må vist hellere komme afsted…!

….

Nu har aftenfreden sænket sig efter en hyggelig og hektisk dag. Der kommer (endnu mere!) liv i huset, når alle fætre og kusiner er på besøg og det er tydeligt, hvor meget børnene føler sig som én stor familie. De store tager sig af de små, og der er leg i alle afkroge af lejligheden. De små render rundt efter de store, og i dag var der faktisk tid til at sidde og voksensnakke lidt indimellem. Det er ikke for at blære mig, men en skøn familie, det har jeg altså! Jeg føler mig virkelig heldig! Da jeg var yngre, drømte jeg altid om at blive mor i en stor familie, lave mad til mange i store gryder og have masser af liv i huset. Tænk lige, at min drøm er blevet opfyldt! At der så måske er nogle andre drømme, der må justeres lidt på undervejs, må jeg tage med i købet… Juleromantikken har vist taget plads i mit hjerte på trods af mit sure opstød i går. Måske vores tivolitur forleden har skubbet i den retning. Hvis man savner lidt disneyjulestemning, kan jeg altså anbefale at vende omkring Tivoli. Især på en regnfuld, grå dag hvor der ikke er så mange besøgende, der orker det. Smukt

Forresten, nu jeg er i mit blødsødne hjørne, skal skolen lige have et skud kærlighed. Hjalmars klasse holdt julefrokost i dag, og det havde vist været en vældig fest! Han var rigtig glad og havde en CD med hjem, hvor alle 0. klasserne har indsunget en sang, der hedder ‘Det bedste i verden’. Han er så lykkelig for den CD! Og jeg er glad for den! Både fordi lyden af børnestemmer, der synger i kor er fantastisk, men mest fordi skolen også prioriterer at give børnene så gode oplevelser. Det er god julekarma!