Tag Archives: God Karma

Lyset er på vej!

IMG_4872Vintersolhverv er noget af de smukkeste! Efter i dag vender lyset lidt efter lidt tilbage og bringer nyt liv og nye begyndelser. Naturens egen nytårsfest! Det kræver tålmodighed, for der går lige et stykke tid, før det bliver synligt med det blotte øje, men lyset er på vej!

Jeg bliver altid lidt nostalgisk omkring vintersolhverv. Både fordi jeg i det hele taget er glad for lys og fordi solhvervet symboliserer håb. Håb for en mere lys og mere oplyst verden. Vi skal bare lige finde ud af at justere på de rigtige knapper.

Den kloge politiske tænker Hannah Arendt brugte natalitet (fødsel eller ny begyndelse) som symbol på menneskets mulighed for at starte på ny eller for at “genfødes”.

Mennesket er født ind i verden, og er efter Arendts overbevisning født ind i verden for at begynde. Fordi mennesket er en handlende skabning, der tager nye initiativer eller laver nye begyndelser, retter vi os mod fremtiden. Arendts natalitetsbegreb indeholder håb for fremtiden og her ved lysets tilbagekomst, er det efter min mening en passende tanke at påskynde.

Sådanne ting går jeg rundt og tænker på, når det er vintersolhverv. Midt i mellem juleforberedelser, børn der skændes, væltede perleplader, kaos og kødsovs er det dejligt at sende et par tanker imod noget, der er større end vores egen lille bitte plads her i verden.

Der var noget før os, og der kommer noget efter os – som vi har et medansvar for! Naturens cykliske form kan være rar at tænke på, når der er hverdagskaos rundt om ørerne på én 🙂

 

 

 

 

Et strejf af julemagi

IMG_5385Julemagien har for alvor indhyllet os denne weekend med lys, lyd og dufte af alt det, der hører sig julen til. Vi holdt alle sammen en fridag i fredags og brugte formiddagen på at trylle papirstrimler om til funklende stjerner og tegne, mens vi hørte julemusik for fuld udblæsning. Ungerne kom først ud af nattøjet over middag, da vi besluttede os for at tage en tur i Tivoli. Sådan en formiddag er bestemt ikke at kimse ad!

Juletivoli var som altid smuk, og det var en stor oplevelse for børnene at gå rundt inde bag de kommercielle mure og indsnuse duften af gløgg, candyfloss og brændte mandler, mens mørket sænkede sig over byen og lysene forvandlede Tivoli til et magisk eventyrland.

Det var en virkelig god dag både hjemme og ude, og det var dejligt at være på udflugt hele familien. Det er ikke altid den største selvfølge, at vores udflugter bliver en succes, for der er mange børn at holde øje med, mange behov der skal stilles, mange til at plage, mange til at stille krav og kun to voksne til at holde styr på tropperne. Men i fredags var udflugten god, og det giver altså et boost, der rækker længere end til bare at have været en god dag. Det åbner også stille og roligt op for nogle muligheder, der i et par år har været uden for vores rækkevidde. Af den simple årsag at mange ting bliver nemmere, efterhånden som børnene bliver større. Andre ting bliver sværere, men lige i forhold til at tage ud af huset og bryde ud af rutinerne er det blevet meget nemmere end bare for et halvt år siden.

I går holdte vi traditionen tro store-bagedag med min søster og hendes familie. Vi klistrede deres køkken ind i småkagedej hele eftermiddagen, mens duften bredte sig og smagsprøver røg ind i en lind strøm, til kvalmepunktet nærmede sig. Sådan skal det være. Børnene var med af flere omgange i forskellige hold, og de hyggede sig! Det er lidt af et cirkus med 6 julebagende børn og en baby, men det er bestemt besværet værd, når de med stolthed viser resultaterne frem som små kanelduftende kagetrofæer.

Julen er flyttet ind, og det er skønt 🙂

Selvom dagene flyver afsted hurtigere, end kalenderlyset kan nå at følge med til, og vi desværre ikke undslipper småsygdom, der altid sniger sig ind og udfordrer familielivet på denne årstid, og kalenderen i næste uge er overtegnet, så den er ved at falde fra hinanden, så har vi i hvert fald i denne weekend fået et strejf af den idylliske juleromantik, jeg skrev om i mit sidste indlæg. Indtil videre er juleballancen intakt!

Køn, kønnere, kønnest

IMG_4885Så blev det søndag igen, og november er allerede godt i gang. Det samme er kønsdebatten i medierne endnu en gang og i denne omgang med fokus på, hvordan vi præger vores børn i den henseende. Det er en spændende debat, som meget hurtigt går hen og bliver værdipolitisk og følelsesladet. For alle vil jo deres børn det bedste. Det store spørgsmål er, hvad det bedste så er?

I forhold til kønsdebatten befinder jeg mig nok i det relativt ‘politisk korrekte’ segment, der hellere ser ungerne rende rundt i brunt og grønt end i sidste nye syntetiske prinsesseskrud eller superheltedragt. Dermed ikke sagt at det er sådan, virkeligheden ser ud hjemme hos os!

Jeg er selv opdraget i en tid, hvor piger spillede fodbold og ønskede sig værktøjskasser til jul, og min barnedrøm var da også at blive tømrer. Senere ændrede det sig til linedanser og her utallige år efter, må jeg konstatere, at netop disse to drømme ikke gik i opfyldelse. Jeg legede også virkelig meget med dukker, og jeg legede også virkelig meget med drenge. Det var ikke noget, vi skænkede en tanke. En ven var en ven og først op mod teenagetiden, begyndte kønnene at få en betydning i den sammenhæng.

Der er ikke nogen tvivl om, at tiden og kønskulturen er en anden i dag, og derfor må vi nødvendigvis forholde os til, hvordan vi skaber de bedste betingelser for vores børns opvækst i relation til køn og kønsforståelse.

Jeg har i mit liv som mor altid været rimelig optaget af ikke af låse mine børn fast i kønsstereotype kasser, da det ligger naturligt for mig at have denne tilgang qua min baggrund, min omgangskreds og i det hele taget det segment, jeg nu engang må erkende, at jeg befinder mig i. Konkret betyder det fx, at vi herhjemme ikke opererer med drenge- og pigefarver, at legetøjet ikke knytter sig til, hvilket køn barnet har, og at vi altid har støttet vores børns vennerelationer på kryds og tværs af køn. Vi er opmærksomme på, at kvaliteter som forsigtighed, følsomhed og mod ikke bliver knyttet til børnenes køn, men mere er et udtryk for, at mennesker er forskellige.

Vores børnehave arbejder også aktivt med kønspædagogik og bruger fx betegnelsen “venner” fremfor “drenge” eller “piger”, når de omtaler eller taler til en gruppe børn. Vores gamle vuggestue, hvor alle fire børn har gået, gjorde det samme. Her har vi gennem årene ofte diskuteret kønspædagogik til forældremøderne, og diskusionerne har altid været  interessante. Vi har diskuteret hen betegnelsen, så luften dampede – og det var fedt! Ingen af institutionerne har negligeret køn eller neutraliseret begrebet fuldstændigt, men de har arbejdet med en pædagogisk bevidsthed om at se barnet frem for kønnet. Vi har ikke valgt institutionerne på denne baggrund, men identificerer os fint med deres måde at arbejde på.

Jeg finder det uhyre vigtigt, at vores børn i deres opvækst både får mulighed for at yde omsorg overfor dukkerne og bamserne eller smadre afsted med en monstertruck – uanset om de er drenge eller piger. – Eller yde omsorg for monstertrucken, som vi også har set utallige gange…

Jeg synes med andre ord, vi i grove træk læner os op at en kønsbevidst opdragelse, selvom det ikke er noget, vi går og tænker så meget over i hverdagen. Vi neutraliserer ikke børnenes køn, men vi tilstræber at give plads til anerkendelse af køn og forskelligheder. Mennesker er forskellige og i min verden knytter nogle forskelligheder sig til køn (af fysiologiske eller kulturelle grunde), og andre forskelligheder knytter sig mere til personlighed og interesser.

,Der er slet ingen tvivl om, at børn i dag vokser op i en kultur og i en tid, der er enormt kønsfikseret og i høj grad også kønsstereotyp og selvom jeg ikke ligefrem er personlig tilhænger af det kønsneutrale hen, håber jeg, at jeg kan være med til at påvirke mine egne børn til at tænke køn som et bredt begreb og dermed give dem større muligheder for deres personlige udfoldelse.

Men! For hvis nogen er i tvivl, er jeg i gang med at bygge op til et men…

I sidste weekend læste jeg en artikel i Information om nogle familier, der opdrager kønsneutralt i ordets mest rendyrkede forstand. De undlader helt, at i talesætte børnenes køn og bruger i stedet lyden ‘hn’ for at fjerne fokus så meget som muligt fra kønsbetegnelsen. De klæder bevidst børnene i helt kønsneutralt tøj og omtaler andre børn som fx “babyen med hunkøn” i stedet for “pigen”.

Jeg kan virkelig godt forstå forældrenes ønske om ikke at begrænse deres børn og at give deres børn en bred palette af muligheder, for jeg går ud fra deres intentioner er nogenlunde de samme, som jeg i princippet selv bikser rundt med inde i mit hoved.

Men, jeg blev ærlig talt ramt af et hav af tanker og følelser, da jeg læste artiklen og de kværner stadig rundt inde i hovedet på mig.

For jeg synes faktisk, der er så mange problematikker i den anskuelse, de “kønsneutrale opdragere” udlever i praksis, at jeg får en smule ondt i både maven og hjertet.

For det første så anerkender jeg, som artiklen hævder, at sproget har en kolossal betydning i vores påvirkning af hinanden og der ligger stor magt i kommunikation i det hele taget. Der er noget om, at “din stemme bliver dit barns indre stemme”, og derfor er det vigtigt at tænke over de ord, man bruger et stykke hen af vejen, men når man konsekvent forsøger at sammensætte sine sætninger kønsneutralt, tænker jeg, kommunikationen bliver meget mekanisk eller konstrueret. Vi kommer ikke udenom, at begreber som dreng og pige immervæk er ret integrerede i vores sproghistorie og sprogkultur. Jeg kan gå med så langt som til at være bevidst om ikke hele tiden at i talesætte sin datter som lille prinsesse eller sin søn som store bulderbasse. Det er altid godt med lidt reflekteret bevidsthed. Men når sproget bliver for fortænkt, er jeg bange for, at det går ud over relationen. Relationen risikerer at miste noget meget værdifuldt. Den risikerer at miste noget autenticitet og noget naturlighed. Jeg tror, omkostningerne er for store i forhold til, hvad det kræver at lave så store sproglige forandringer med nogle så fastforankrede begreber. Spontanitet og umiddelbarhed er stærke værdier i sproget efter min mening og hvis sproget bliver fortænkt eller for konstrueret, mister det noget værdi og skaber dermed distance.

Jeg har det også svært med, at neutraliteten skal være mål for opdragelse, da neutralitet i mine ører lyder som en reduktion. Når man neutraliserer noget ensretter man, eller usynliggør. “Et neutralt menneske”. Det lyder ikke ligefrem sprudlende og fantastisk. Jeg ville personligt ikke bryde mig om at blive omtalt som en næsten ikkeeksisterende lyd, hn. Jeg ville føle mig lidt usynlig, tror jeg. På mange måder er neutral det modsatte af mangfoldig, i hvert fald i min sprogforståelse ,og jeg hylder meget gerne mangfoldigheden 😉

Dernæst tænker jeg, at en overdreven fokusering på at kønsneutralisere nemt får en modsatrettet virkning, da der kommer et unaturligt fokus på udviskning af køn. Herved skabes jo et utilsigtet fokus på netop køn, og det at have et køn kan nærmest opfattes som noget problemtisk eller unaturligt.

Måske kan en konsekvent kønsneutralitet endda i værste fald medføre skam. Skam over at være et køn og skam over at føle sig forkert i sit køn. Skam over at ønske sig den lyserøde prinsessekjole, som mange af de andre piger i børnehaven har og som barnet måske ved ikke falder i god jord på hjemmefronten, fordi den er alt andet end neutral. En af kønsneutralitetens skyggesider er måske, at den kan skabe et tabu omkring køn, hvis den overdrives for meget – og det er nok næppe hensigten. I hvert fald er børns køn noget vi skal tale om med agtpågivenhed og forsigtighed, ligesom andre værdiparametre, der påvirker den menneskelige udvikling.

Jeg tænker, uden dog at kunne kalde mig selv hverken kønsekspert eller børnepsykolog, at der kan opstå nogle identitetsproblematikker, når kønnene forsøges udvisket. I hele opbygningen af identiet oplever jeg i hvert fald hos mine egne børn, at de i en vis alder begynder at “ordne” eller kategorisere for at have noget at holde sig selv op i mod. Her er køn ofte en af de benyttede kategorier. Jeg tænker, at børn har brug for at se sig selv i forhold til forskellige systemer og kategorier for at lære sig selv at kende, og det kan i mine øjne sagtens gøre uden at kønsstereotyperne får magten.

I virkeligheden tror jeg faktisk, at den type kønsneutral opdragelse, der skildres i artiklen i høj grad handler om forældrene. Når opdragelse eller livsstil i det hele taget bliver et projekt, handler det måske lidt for meget om forældrenes forfængelighed. Deres idealer eller deres manifestering af, hvem de er eller gerne vil være som forældre, overskygger de mennskelige konsekvenser, det kunne have på barnet. Det bliver måske planlagt allerede inden barnet er kommet til verden, at opdragelsen skal være kønsneutral, og som det er med så mange ting, bliver alt det, man havde tænkt og forestillet sig ofte helt anderledes i virkeligheden. Man glemmer nemt, at der er en omverden og en kultur, som barnet på et tidspunkt bliver en del af uanset, hvor meget man har lyst til at flytte i en bambushytte på verdens fredeligste sted, hvor ingen farer kan lure på barnet… Eller ingen Disneyprinsesse eller superhelt kan snige til at påvirke det uskyldige barn. Med andre ord kan man få lyst til at lave en Rousseau og lade sit barn vokse op ude i naturen som en anden “Emile” uden påvirkning fra andet end planter og dyr. Desværre er det ikke på den måde, man skaber hele mennesker. Det ved de fleste, og det vidste Rousseau. Idealisme er i langt de fleste tilfælde til eksempel og ikke til udlevelse.

Jeg har selv et mildest talt anstrengt forhold til både superhelte og prinsesser, men mine børn skal selvfølgelig have lov til at lege med dem og kende dem. Ellers vil de jo få svært ved at indgå i relationer og leg med deres jævnaldrende. Man kan ikke undse sig den påvirkning børn møder i deres omverden. Man kan forsøge at udfordre den og præge sine børn i den retning, man nu finder rigtig, men jeg tror, man gør klogt i at hjælpe dem med at linke til “den virkelige verden” også og dermed udvikle deres sociale kompetencer .

For mig er det vigtigt at vise mine børn, at mennesker er forskellige i højere grad end at fokusere på, at køn er forskellige eller det modsatte. Vi læser fx bøger med både drenge og pige hovedpersoner og er opmærksomme på hvilke kvaliteter de har. Der er sku ikke meget prinsesse eller ’stille pige’ over Ronja Røverdatter. Hun er modig og vild, men hun er også følsom og omsorgsfuld. Hun er en pige. Og hun er først og fremmest et menneske. Hun er oveni købet en pige, der bliver gode venner med en dreng og deres fællesskab og venskab hæver sig langt over betydningen af køn.

Kønsdebat er værdidebat og derfor en evig diskuterbar størrelse, der i høj grad knytter sig til følelser. Men jeg tror, man gør klogt i at forsøge at træde lidt udover de personlige følelser og i stedet indtage en normkritisk tilgang til kønsdebatten. Det er svært, men måske mere interessant.

Jeg er personligt overbevist om, at noget af det bedste man kan gøre i forhold til at skabe mere elastiske identitets- og kønsforståelser er, at lade børn have venner på kryds og tværs af køn og i det hele taget lade være med at fokusere overdrevet meget på køn i sine børns opvækst. Moderat reflekteret kønsbevidsthed 😉

 

 

Solidaritet…

IMG_3922Ret skal være ret, og jeg indrømmer blankt, at jeg nok var temmelig fordomsfuld omkring hele hjemmegående-segmentet, før jeg selv blev en del af det. Dette afspejlede også min meget langstrakte beslutningsproces omkring farvellet til vores fantastiske vuggestue. Nu har jeg været vaskeægte hjemmegående i snart 4 måneder, og egentlig har vi ikke blandet os så meget med andre hjemmepassede børn og deres forældre endnu, da jeg synes, vi har haft nok i vores eget selskab, og de fleste formiddage er gået med at crashe legepladser og nyde sensommeren. Derfor bygger dette indlæg på et relativt spinkelt grundlag og altså mest af alt på min egen tolkning af virkeligheden.

Det sidste stykke tid, har jeg været lidt mere opsøgende omkring andre hjemmegående og har via de sociale medier fundet nogle facebookgrupper, som jeg nysgerrigt har snuset lidt rundt i for at få indtryk af, hvad der rører sig ude hos mine ‘kollegaer’. Jeg har selvfølgelig også læst alt, hvad jeg har mødt på min vej af artikler om emnet, og jeg har heller ikke holdt mig for fin til at smuglytte lidt i krogene på byens legepladser 😉

Nu er det – helt selvvalgt – med alvorlig fare for at anbringe røven i klaskehøjde, at jeg skriver det følgende, men jeg lover, at jeg ikke skriver så meget som et eneste ord i en ond mening.

Jeg havde faktisk regnet med at få afkræftet mine fordomme, når jeg kom bag kulisserne i livet som hjemmegående, men de fora jeg har snuset rundt i indtil videre, bekræfter desværre mere end de afkræfter. I hvertfald de personer der råber højest…

Helt i overensstemmelse med mine fordomme fremstår nogle hjemmegående umådeligt selvforherligende og dømmende overfor andres knap så hjemmejuicede tilgang til familielivet. Jeg forsøger at have stor tolerance overfor mælkeforskrækkede, biodynamiske langtidsammere, der ’slynger’ deres 3-årige og samsover, til de bliver skilt af det. For min skyld kan folk gøre, som de vil, så længe børnene ikke tager skade af det.

Men!! Det får mig helt op i det røde felt, når selvsamme folk fremstår intolerente og usolidariske den anden vej rundt og sætter egen livsførelse op på en piedestal.

Særligt får jeg kvababbelse, når livsførelsen bliver over-idealistisk og de forskellige former for “parentinger“, jeg tidligere har skrevet om, bliver hevet op af hatten, som en manual man kan leve sit familieliv efter i drømmen om at gøre det perfekte. Når folk gør et statement ud af hjemmelivet og skilter lidt for meget med den rosenrøde udgave, som måske findes derude, men nok i de fleste tilfælde er mere nuanceret end som så.

Når der i legepladsernes kroge og på sociale medier lyder en nedrakning af institutionslivet fra hjemmegående (især) mødre, som måske ikke engang selv har erfaring med vuggestue eller børnehave, men har opsnappet et eller andet om, at institutioner er dårlige for børnene. Når, der klappes lidt for meget på egne skuldre over beslutningen om at gå hjemme, og når valget af hjemmelivet altid skildres lidt offeragtigt, som om omverdenen slet ikke har nogen forståelse og altid kritiserer. Min egen oplevelse er i hvert fald helt anderledes! Folk, jeg møder på min vej, synes, det er både modigt, beundringsværdigt og fedt, at jeg gør det. I hvert fald de fleste.

Jeg er selv glad for min prioritering om at gå hjemme, og jeg har det godt med at bruge min tid på at være sammen med ungerne, men havde virkeligheden set anderledes ud for vores familie (havde vi fx knap så mange små børn…), havde jeg sandsynligvis ikke truffet samme valg. Faktisk synes jeg, mine børn har fået så meget guld med fra deres respektive vuggestueliv, at det er helt rørende.

Jeg kan give Bertil og Helga Marie bunker af nærvær, kærlighed, tryghed og ro i hverdagen, men jeg kan ikke give dem samme oplevelse af at være del af det fællesskab, der er i en vuggestuegruppe og de venskaber, det medfører. Jeg kan heller ikke præstere den pædagogiske professionalisme vi har oplevet, som en gave for børnene i vores institutioner. Af samme grund går Hubert også i børnehave og Hjalmar på fritidshjem, selvom jeg går herhjemme. Det er et positivt tilvalg. Jeg savner vores vuggestue, og jeg tror egentlig også Bertil og Helga Marie gør, selvom vi alle trives med hjemmelivet. Det er to forskellige verdener, som begge indeholder en masse godt.

Som jeg skrev i starten bygger min oplevelse af ‘hjemmelivet’ på et ret spinkelt grundlag, og selvfølgelig findes der masser af hjemmegående derude, som kan afkræfte mine fordomme! Jeg kender heldigvis et par stykker, – men har derudover desværre ikke mødt så mange endnu…

I virkeligheden tror jeg, det er den selvforherligende glansbilledagtige fremstilling, jeg bliver gul og grøn af. Og måske især af den indbyggede fordømmelse, der implicit ligger deri. Tænk, hvis vi, med vores forskellige måder at indrette familielivet på, kunne inspirere hinanden i stedet for at slå hinanden i hovedet og hævde vores egne valg. I stedet for at stræbe efter at vise det perfekte billede kunne vi dyrke noget så old school som solidaritet og støtte hindanden som kvinder/mødre (og nogle få fædre..) i det her fantastiske samfund, der emmer af muligheder og værdier – men dermed også af svære valg. Vi kunne stå skulder ved skulder og støtte hindandens beslutninger i tillid til, at den enkelte familie prioriterede efter egne værdier og muligheder og så bakke op! Er jeg naiv?

Jeg har lyst til at komme med en lille plat anekdote til eksempel…

Jeg er en pige fra landet (ok, landsby, men hvad pokker!). Jeg er vokset op i noget af den reneste og mest friske luft vi kan præstere i det her land og i de fredeligste, roligste, mest tryge omgivelser, man kan tænke sig. På landet i 80’erne og 90’erne drak vi spandevis af ægte komælk! Det er måske noget med den sociale arv, men mine børn elsker også mælk og drikker det i rigelige mængder (+ 16 l./ugen…). Pointen nærmer sig!

Mælk er blevet en religion og fred være med det… Forleden efterspurgte en hjemmegående mor i en af føromtalte facebookgrupper nogle legekammerater, hvilket jo var både en god idé og vel også et af formålene med sådan en gruppe. Men! Så begyndte hun at liste op, hvilke spise- og drikkeideologier hun og hendes børn levede efter og hvilke yoga- og coachuddannelser, hun var i besidelse af… Det er altså i min verden forholdsvist irrelevant, når sigtet er at finde legekammerater. For min skyld kan ungernes venner drikke mandelmælk eller spise Kinder mælkesnitter, de kan jo være lige gode legekammerater uanset?! Jeg fik en smule lyst til at avertere efter legekammerater med et opslag a la: “Forholdsvis konventionel, delvis økologisk, ko-mælkedrikkende, sukker- og hvedespisende, relativ normal gennemsnitsfamilie søger legekammerater!” Det er ikke for at hænge den pågældende kvinde ud, da hun sikkert i bedste mening har søgt ligesindede, men jeg synes altså, det er ret heftigt – og stigmatiserende!

Ok, jeg er måske ved at miste sporet. Jeg er vist dybest set bare frustreret over, at vi ikke bare kan leve vores familieliv og lade være med at gøre alt til et projekt, der skal manifesteres for omverden! Jeg ved godt, de fleste familier lever deres liv et sted i mellem parfumeret skyldemiddel og biodynamisk quinoa, men det er som regel ikke dem, der råber højest og det kan godt være lidt anstrengende.

Egentlig vil jeg bare gerne bidrage med min version af livet som hjemmegående.

Jeg er uden tvivl glad for hjemmelivet, som dog også virkelig trækker tænder ud(!), ligesom alle mulige andre familieliv sikkert gør nogle gange. Vores beslutning er (helt uromantisk) mest af alt en pragmatisk beslutning, fordi vi har mange små børn, der skal dele vores tid og opmærksomhed. Ikke nogen overdreven idealisme eller langtidsamning, vi er heller ikke selvforsynende fra egen vindueskarm eller vasker vores tøj med nøddeskaller. Vi er bare en helt almindelig familie, der skal have puslespillet til at gå op, så alle er glade. Ikke så meget pis.

 

Dengang da jeg var lille…

IMG_3189“Dengang jeg var lille…” er en sætning, vi hører mange gange om dagen herhjemme. Den store anekdotefortæller er Hubert på 4 år… Hubert fortæller om ting, han har gjort, smagt, prøvet, da han var lille, og en dag supplerede han anekdoten med en fortælling, der faktisk var på grænsen til at være en kende spooky. Han fortalte om dengang, han var en gammel mand og boede i New York og havde skæg. Som han sagde – “altså det var før, jeg blev født og blev en lille dreng…”. Nu er jeg et temmelig rationelt menneske, men det var altså lidt spøjst!

Alle “dengng jeg var lille” -historierne har fået mig til at fortælle historier fra min barndom i 80’erne – som ungerne synes var i virkelig gamle dage! Og det kan altså klart anbefales!

De mange tilbageblik bekræfter mig i det svimlende ansvar, det er at have børn og i, hvor fundamental betydning barndommen har. Det kan virkelig være skræmmende, at tænke på…! Da jeg gik til efterfødselsgymnastik med tvillingerne havde vi en underviser, der dryssede små guldkorn ud over os. Det var til tider lettere kaotisk med 10 mødre og 20 børn, der knoklede med trætte kroppe, dobbeltamninger, babybøvser osv., så nogle af guldkornene gik nok tabt. Men jeg kan huske, at noget af det hun talte om, var stemningen i familien. Hun gav os det råd at sænke ambitionerne generelt, men huske at stemningen, er de voksnes ansvar. Jeg synes, det er et fint guldkorn! Og når jeg tænker tilbage på min egen barndom er stemningen faktisk noget af det jeg husker tydeligt – og den var heldigvis god 🙂

Det er dog ikke altid nemt, at påtage sig ansvaret for den gode stemning! Fx her til aften, hvor vi kom hjem efter en udvidet fodboldtræning som endte i pizza og leg på legepladsen. Det var en skøn eftermiddag med sol, glade børn, søde fodboldforældre og fryd og idyl. Lige til vi kom ind af døren en halv time over sengetid med 4 trætte unger. Efter alle pædagogiske metoder, jeg kender, var afprøvet uden held, måtte jeg finde min indre Oberst Hackel frem for at få styr på geleddet. Det kan godt være obersten blev lidt for kommanderende ved dagens slutning, men alt i alt var dagen fuld af liv, god stemning – og mulige minder.

 

Midsommer

IMG_1420Familielivet er virkelig dynamisk for tiden! Nogle dage byder på et væld af konflikter, tandfrembrud, jalousi og generel skrig og skrål. Andre byder på leg, grineflip, empati og hygge. Det er som om, hele børneflokken pudser følelsesregisteret af inden den forestående sommerferie. Jeg satser på, vi alle tuner ind på samme kanal, når ferien indtræffer!

Juni går omend endnu hurtigere end maj, og jeg har en følelse af, at juni er den sommerlige pendant til december mht. diverse arrangementer, samtaler, møder og alt muligt andet, der skal nås, inden hele landet går på lavt blus i nogle uger. Det er som om, citronen lige skal presses til det yderste, så man rigtig kan føle, ferien er velfortjent.

Det er nu vores 3. sommer med 4 børn, og jeg vil mene, vi er ved at have finjusteret forventningerne til begrebet ‘ferie’. Tidligere var ferie noget, jeg forbandt med en stor stak bøger, der skulle læses, strandture med indlagte blundere mellem svømmeturene, grilfester og København by night i stor stil.

Efterhånden er begrebet ‘ferie’ i mit hoved ved at nærme sig noget, der faktisk minder om virkeligheden. Noget med at servicere og være i konstant bevægelse fra 5.30-21 ca. og derefter tungt ramme en sofa eller havestol med et glas rødvin i hånden, is de fleste dage, oppusteligt vandbassin i gården (eller haven når vi er i Jylland) og følelsen af efter 4 uger at trænge til hverdag 😉

Den store forskel på tidligere tiders ferie og ‘ferie i virkeligheden’ handler om afslapning. For hvis nogen skulle være i tvivl, er det ikke specielt afslappende at holde ferie med 4 børn… Dermed ikke sagt at det ikke er både skønt og fantastisk! For det er jo det bedste i verden bare at være sammen hver dag allesammen. Og kold kaffe er faktisk lækkert om sommeren…

Indtil videre viser sommervejret sig ikke ligefrem fra sin allerbedste side, men det ændrer jo ikke på, at midsommeren er over os. Lange og lyse nætter som, efter solhverv forleden, allerede er på retur, før vi rigtig nåede at opdage dem. Det går hurtigt, året!

Eftermiddagsvejret var i dag bedre end forventet i det Københavnske, og vi puttede derfor alle ungerne i christianiacyklen og drog på jagt efter et bål og nogle hekse. Vi fandt begge dele lige rundt om hjørnet i Byoasen, som er et skønt sted i sig selv, men i dag var ud over det sædvanlige dejligt. Byoasen er et grønt område, hvor der udover masser af grønt og blomster, også er en dyrefold med både høns, kaniner, marsvin og geder, som man kan gå ind til og klappe, hjælpe med at fodre osv. Og så ligger det lige i hjertet af Nørrebro.

I dag var der bål, fællessang, hekseværksted og forskellige gode folk vi kender – idet hele taget bare rigtig skønt! Nørrebro er virkelig en landsby i byen og det er altså ret hyggeligt 🙂

Glædelig Sct. Hans!

To verdener

IMG_3519Jeg går og kæmper lidt med at finde ro i den beslutning, vi har truffet om, at jeg skal være hjemmegående/dagplejer for Bertil og Helga Marie. Jeg havde naivt regnet med, at mit oprørte indre ville falde til ro, når beslutnigen var truffet, men det er altså ikke helt sket endnu… Jeg tror, det har at gøre med, at jeg pt befinder mig i et form for ingenmandsland, idet vores nye hverdag jo ikke er begyndt endnu. Jeg glæder mig uden tvivl til at have en hverdag med ungerne, og jeg glæder mig til at lægge alle tankerne om, hvad der skal ske, hvordan vi skal få det til at hænge sammen osv. på hylden lidt og bare være!

Farvellet til vuggestuen er dog stadig en gyser! Jeg har efterhånden snakket med både lederen og pædagogerne om vores beslutning og selvom de er søde og opbakkende, er det bare rigtig svært…

Vuggestuen er det sted, jeg tillidsfuldt har givet mit lille barn i armene på en anden, hver gang barslen var slut og de små skulle på deres første lille rejse ud i verden på egen hånd. Det har alle gange føltes rigtigt og trygt.

Det er dér, vores børn har haft deres hverdag, hvor pædagoger og medhjælpere omsorgsfuldt og nærværende har værnet om børnenes tryghed og trivsel.

Det er dér, børnene har vokset og blomstret i fællesskabet med de andre børn og dér de har knyttet deres første rigtige venskaber. Både Hjalmar og Hubert har stadig deres første venner fra vuggestuen tæt på i hjerterne.

Det er dér, børnene er blevet stoppet med selvværd og selvtillid og har fået en masse spændende oplevelser og det er dér, kompetente pædagoger har tilrettelagt hverdagen med et magisk blik for at støtte udviklingen af deres forskellige personligheder og ladet hver enkelt af vores børn vokse i den retning, som netop er deres.

Efter sommerferien vil Helga Marie og Bertil få en hverdag med masser af nærvær og tid sammen med mig, og det bliver fantastisk! Men der er også noget dyrebart, de mister, som jeg ikke kan give dem nemlig fællesskabet med de andre børn. Deres opmærksomhed og omsorg for hinanden i vuggestuegruppen er rørende, og den kan ikke erstattes ved at besøge byens forskellige legestuer.

Vuggestuen er en forlængelse af vores familie, og det er børnenes verden, som jeg fratager dem. Jeg ved godt, de får en ‘ny verden’ sammen med mig, som de også vil trives og være glade i, men det ændrer altså ikke på, at det er svært at sige farvel til den den gamle trygge verden, som de virkelig elsker!

Der er ingen tvivl om, at pædagogerne og lederene rundt om i landets institutioner står med et kæmpestort ansvar og jeg vil altid være evig taknemmelig over, at vores børn har haft et vuggestueliv, der i dén grad har beriget deres hverdag. Jeg ved, der er mange, der ikke deler min positive erfaring med vuggestuelivet, men vores unger har altså haft det fantastisk.

Jeg er spændt på den nye hverdag, der venter os efter sommerferien og jeg glæder mig til den! Den lille sorg, der ligger i det svære farvel, kræver bare lige lidt plads.

 

Leg, leg og mere leg

Det er pinse, og vi har lavet den genistreg ikke at planlægge noget som helst! I går havde jeg egentlig tænkt at tage hele flokken med til en stor børnemusikfestival, men det var tydeligt, som formiddagen skred frem, at der slet ikke var nogen i familien, der havde behov for sådan en tur. Mindst af alle ungerne!

Dagen igennem blev der leget, leget og leget… Noget af det bedste, jeg ved, er, når børn bare forsvinder ind i en leg, og det gjorde Hjalmar og Hubert i går. De startede allerede en leg op fra morgenstunden, som fortsatte og udviklede sig over hele dagen kun afbrudt af en tur på legepladsen, fordi jeg synes, de trængte til lidt luft. De fortsatte hele eftermiddagen og aftenen og vi kunne næsten ikke få os selv til at afbryde, da de skulle i seng. Så vi lod dem lege til kl. 21 og blev mødt af et bebrejdende, “jamen vi er jo slet ikke færdige med at lege!!”, da vi til sidst sagde stop. Ingen musikfestival til os, men til gengæld en super god dag herhjemme 🙂

Jeg kan mærke, at børnene virkelig sætter pris på de dage, hvor de bare får lov at være lidt i fred og får lov til at lege i deres eget tempo – og jeg kan virkelig godt forstå det! Når jeg tænker tilbage på mine skoledage i 80’ernes børnehaveklasse, bestod de af virkelig meget leg og varede vel max 3 timer. Hjalmars skoledage i 0. klasse varer fra 8.10-13.30 og onsdag til kl. 14.30. De får selvfølgelig også tid til at lege, men slet ikke i samme omfang som i min barndom. Stort set hele skoledagen består af voksenstyrrede aktiviteter, og de laver mange ‘opgaver’, som Hjalmar kalder det. Altså dansk- eller matematikfaglige opgaver, som kræver, at man sidder stille på sin stol.

Jeg læser for tiden en bog af Erik Sigsgaard, Om børn og unges nej, hvor han skriver, at børnene i dag ‘elever’ mere og lever mindre… Jeg blev helt trist, da jeg læste den sætning – især fordi den er rigtig! Det er ganske enkelt dét, de forlængede skoledage bevirker. Der er ganske få timer af børns hverdag, der ikke er skemalagt af de institutioner, de befinder sig i eller af os forældre, som jo skal have familiecirkuset til at køre rundt. Resultatet bliver, at børnene går glip af en masse liv og leg. De får uden tvivl rigtig meget ud af skoledagene både fagligt og socialt, men de går også glip af mange ting, når deres verden i så høj grad styres af voksne. De lærer, som Sigsgaard påpeger at indgå i en lydighedskultur, hvor det i høj grad er op til læreren/de voksne at påvirke definitionen af, hvem det enkelte barn er. Det er en virkelig stor magt at ligge inde med!

Det er tankevækkende, at i forbindelse med etablereingen af det vi i dag kender som folkeskolen, skrev oplysningsmanden Reventlow i 1784 ud fra hensynet til børnene “de smaae Børn forbliver det første halve Aar ikke over en Time i Skolen, såå at de altiid beholder deres Munterhed og Skolen ikke falder dem til Last.”

Elevernes munterhed er ikke en faktor, der bliver medregnet, når man driver skolepolitik i dag og det er i grunden både synd og kan vise sig at være katastrofalt. Vi risikerer, at børnene mister noget motivation undervejs og ‘det faglige løft’ kan vise sig at tage pladsen for andre og vigtigere kompetencer, som børn i dag ikke får så rig mulighed for at udvikle. Jeg får en klump i halsen, når jeg tænker på alt det, børnene ikke lærer, mens de sidder og bruger det meste af dagen i skolen… Jeg synes ikke, man skal underkende værdien af den læring der sker, når børn får plads og mulighed for at lege og være uforstyrrede af os voksne.

Jeg elsker at høre mine børn lege! Alle de ting der er på spil, når de alene eller sammen kaster sig ind i en verden, hvor de selv styrer showet. Hvor de er dukkefører i fantasiens ubegrænsede univers. Hvor de må nå til enighed, revurdere og ændre undervejs, hvor de lærer en masse om, hvad livet er og hvordan man begår sig i det. Hvor jeg kan høre empati udvikle sig, magtkampe blive ført og demokratiets principper udfolde sig mellem biler, legoklodser, sværd og udklædningstøj.

 

 

 

 

En for alle, alle for een!

IMG_3234En af de ting jeg forsøger at tude mine ungers øre fulde af, er værdien af at være i et fællesskab. Mange fællesskaber vælger vi selv, og andre bliver vi en del af automatisk.

For nyligt læste jeg et interview på Politiken.dk med tidligere formand for Danske Skoleelever, Vera Rosenbeck, som handlede om hendes flugt fra det politiske venstre mod det liberale højre. Nu er dette slet ikke et angreb på den veltalende unge pige, og jeg går altså 100 % ind for den demokratiske ret til at måtte mene hvad end, man vil. Vera må sætte sit kryds, hvor hun lyster på den måske snarlige stemmeseddel, vi står overfor, men jeg hæftede mig ved en ting i interviewet, som jeg ikke har kunnet slippe og som bliver ved med at fylde inde i hovedet på mig.

Vera Rosenbeck kan ikke se meningen i at indgå i et forpligtende fællesskab, hun ikke selv har valgt.

Hun kan ikke se nogen værdi i et fællesskab, der ikke er baseret på lyst.

Som hun udtrykte det, havde det forpligtende fællesskab, hun havde mødt i eksempelvis sin folkeskole været en decideret hæmsko for hende, og hun problematiserede, at skolen ikke havde givet hende mulighed for at udnytte sit fulde potentiale, da ressourcerne primært gik til de svageste. Jeg underkender ikke, at der kan være noget om snakken i forhold til, at de stærke elever kan føle sig overset i skolen (og jeg ville ønske, der var mange flere ressourser i skolen generelt), men jeg kan mærke, at det trigger mig, når et klogt, ungt menneske slet ikke kan se værdien af et forpligtende fællesskab.

Jeg kan nok ikke undgå at komme til at lyde mere oldschool, end jeg egentlig er, og måske er jeg i virkeligheden bare ved at blive gammel og forstokket, når jeg ikke forstår den liberale individualitetsfikserede ungdom, Vera Rosenbeck er talerør for, men jeg mener faktisk, der er temmelig meget at hente i netop de forpligtende fællesskaber.

De fællesskaber, vi selv vælger gennem livet, er fantastiske, – men de er ofte også dybest set som at kigge sig i spejlet. De er dejlige, sjove og vi identificerer os med hinanden og få alt muligt godt ud af fællesskabet. Ingen tvivl om det!

Men det forpligtende fællesskab giver også noget andet, som handler om menneskelighed. Gennem interaktion med forskellige mennesker udvikler vi os som mennesker og udvider vores refleksionshorisonter. Gennem empati og accept af andres perspektiver på verden udvikler vi os og bliver mere reflekterede mennesker med udvidede handlemuligheder.

Det forpligtende fællesskab indeholder også værdien af gensidig hjælp og afhængighed. At stærke hjælper svage og tanken om, at der eksisterer en mulighed for selv at modtage hjælp fra fællesskabet. Værdien i at give, eller være der for andre bliver udfordret, hvis man fravælger de forpligtende fællesskaber og det er farligt i mine øjne.

At invistere sig selv og give kan være svært at indlejre i en meget liberal og individualistisk livsførelse, men vender man blikket ud, er man måske så heldig at få en spand god karma smidt i hovedet. Indenfor buddhismen er generøsitet eller gavmildhed essentielt. Gavmildhed er at give afkald på vores vaner, som handler om at holde fast og identificere os med os selv og i stedet begynde at handle bevidst omsorgsfuldt. Samsara er en grundtanke i buddhismen, som knytter sig til begrebet reinkarnation og som derfor kan være svært at forstå i vores lineære, vestlige tankegang. Samsara kan beskrives som ‘tilværelsens kredsløb’ eller som en ond cirkel, hvor man bliver født, dør, atter bliver genfødt inden for de samsariske verdener, som er karakteriseret af fx smerte, uvidenhed mm. Det er en endeløs cyklus af frustration og lidelse, som det uoplyste menneskes eksistens bliver fastholdt i. Først når taget slippes i os selv og vi kan sætte noget andet højere end vores egne tanker og følelser, kan vi vende os mod verden med vores gavmildhed – og først her kan der ske en frisættelse, som bevirker, at vi kommer videre – nærmere Nirvarna. Det er langhåret men giver alligevel rigtig god mening! Og de forpligtende fællesskaber er et oplagt sted at være gavmild med sig selv. Det er netop det modsatte af en markedsbaseret tankegang, hvor alt måles i, hvad jeg konkret får ud af en given situation eller et givent fællesskab.

Vender vi blikket tilbage til egne himmelstrøg og kigger på det etiske i forpligtende fællesskaber, er det jo nærmest en etisk grundtanke, der negligeres og dermed ethvert etisk ansvar der frasiges, når det forpligtende fællesskab fravælges. Det er problematisk, for det er jo netop etikken, der i høj grad gør os menneskelige!

I følge vores gode gamle Løgstrup leves menneskelivet på grundlag af en række suveræne livsytringer, som fx kærlighed, tillid mv. Disse livsytringer er elementære i det mellemmenneskelige samvær, hvor vi er gensidigt afhængige af hinanden som mennesker. Når livsytringerne er fraværende, overtager etikken som fordring. Dvs. via etikken “udfylder” vi hullerne eller med Løgstrups berømte ord, så holder vi det andet menneske i vores hånd. Vi er menneskelige i kraft af vores etiske ansvar.

Som jeg ser det, befinder vi os konstant i forskellige forpligtende og uforpligtende fællesskaber, og det er vigtigt, at vi lærer at navigere i dem. Det nytter jo ikke, at jeg ingen forståelse har, når jeg skal samarbejde i min andelsforening, i fællesskabet med forældrene fra Hjalmars klasse, kollegaer eller alle i mulige andre fællesskaber.

Et sidste lille pip om emnet er den mulighed for at være en del af noget, der er større end sig selv, som fællesskabet rummer. Fællesskabet kan give følelsen af, at man overskrider sin egen person.

Et selvvalgt fællesskab kan selvfølgelig sagtens give følelsen af at være den del at noget større, men det forpligtende fællesskab er på mange måder stærkere. Som del af et forpligtende fællesskab bliver man jo netop mindet om, at der er nogle, der holder hånden under een og at man ikke er alene. Selv på trods af lystbaserede valg og fravalg! Og måske lærer man endda noget nyt om sig selv 🙂

Jeg ved godt, at det ikke er supermoderne at være normativ, men jeg kan virkelig ikke lade være, og jeg håber ikke, det er mine unger, der om 10-14 år  ikke kan se værdien af et forpligtende fællesskab.

Så er det sagt!

 

 

 

Lidt om lyd

Lyd er en så naturlig ting i vores liv, at vi som regel ikke tænker over det. Faktisk synes jeg oftere, man bemærker lyd i kraft af dens fravær. Som når vaskemaskinen er færdig med at centrifugere og endelig stopper eller emhætten slukkes. Hubert sagde forleden dag, at han ikke rigtig kan trække vejret, når der er for meget larm. Det lyder jo virkelig ikke rart og er helt klart noget, vi må hjælpe ham med at håndtere, men det var ret godt beskrevet, og en følelse jeg sagtens kan genkende!

Der er lyd overalt, og måden, vi forholder os til lyd, har stor betydning for vores velbefindende. Der er tydeligvis stor forskel på, hvordan vi tager lyd ind, og hvor “følsomme” vi er overfor lyd. Oplevelsen af lyd kan også hænge sammen med, hvordan vi har det i det hele taget. Jeg kan tydeligt mærke, at lyden af ungernes vilde leg nogle gange opleves som hyggelig, livsbekræftende summen og andre gange som decideret larm, jeg kun tænker på at få stoppet hurtigst muligt. Sidstnævnte især hvis jeg har 1000 ting, jeg gerne vil nå og dermed føler mig presset.

Når man som os bor i en lejlighed uden ret mange vægge midt på Nørrebrogade med 4 børn, er der ofte et ret højt støjniveau, og balancegangen mellem den gode og dårlige lyd kan være svær at finde, fordi vi ganske enkelt har forskellige lydgrænser, og fordi vi hver især påvirkes af vores aktuelle sindstilstande.

I går var det morsdag, og egentlig er det slet ikke noget, vi plejer at fejre herhjemme. Vi havde holdt fødselsdag for Bertil og Helga Marie det meste af dagen og selvom vi kun havde inviteret mine søstre og deres familier, var vi 15 – 6 voksne og 9 børn. Vi havde en rigtig hyggelig dag, og mens jeg glad gik og ryddede op sidst på eftermiddagen, kunne jeg alligevel godt mærke i hovedet, at selvom dagen havde været god, så havde lydniveauet været relativt højt. Midt i oprydningen kom Hjalmar hen og overraskede mig med en gave, der var pakket ind i Kristians halstørklæde. Det var et høreværn! Jeg blev så glad og kunne ikke holde tårerne tilbage… Jeg tror, både Hjalmar og Kristian blev lidt paf over min reaktion, men det er altså en af de bedste gaver, jeg længe har fået, og den ramte lige i mit bløde moderhjerte! Jeg fik lov til at afprøve virkningen med det samme og gik ind ved siden af, lukkede døren og iførte mig høreværn. Det føltes lidt underligt, og jeg skal nok lige arbejde med at lukke mentalt af også… Jeg er jo vant til at have et øre på alt, hvad der foregår. Men efter en lille stund kunne jeg vende tilbage til familien med fornyet energi og havde hverken hørt konflikter eller klaverspil! Skønt! Og de havde klaret sig fint i 10 min uden mig 🙂

Fornemmelsen af at lukke alt lyd ude er intet mindre end fantastisk! Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg har tænkt mig at gå rundt med høreværn og være en zombiemor, der stener ukontaktbar rundt, men vores lejlighed er så lydt, at vi meget ofte befinder os i et inferno af støj, og nu har jeg mulighed for at gå ind og lukke døren, mens Kristian passer butikken for en stund. Når lydene stiger mig til hovedet og jeg ‘ikke kan trække vejret’, kan jeg tage mig et mentalt frikvarter og lukke af for lydene omkring mig. Det er altså balsam for sjælen! Indtil videre prøver vi lige konceptet af, men jeg kunne godt finde på at investere i et par sæt til ungerne også.

IMG_3398