Tag Archives: God Karma

Den søde sommertid

Juni er meget mere travl end december, når man både har børn og er to lærere i huset… Vi hænger sammen endnu, men løber stærkere, end vi er vant til – og også lidt stærkere end vi egentlig har lyst til. Der har været meget, der skulle begyndes og meget, der skulle afsluttes. Den følgende uge sætter slutspurten ind og derefter drosler vi ned og nærmer os ferien. Jeg tror, jeg kunne skrive en bog om alt det, der er sket siden, jeg skrev sidst, men det tillader tiden desværre ikke… Derfor har jeg lavet en lille opsummering, på nogle af de ting, der har forsødet denne utrolig travle sommertid:

– Det årlige sommerkarneval på fritten, hvor min store, stolte dreng optrådte med trommeorkester og sang. Både Hjalmar og de andre børn var så koncentrede og fokuserede, og den fine tekst om ‘at være en god kammerat’ blev omsluttet af (næsten) taktfaste rytmer. Det var virkelig rørende at stå der i solen og se de ca. 30 børn optræde med den vidunderlige farveeksplosion af et gavlmaleri, med det påmalede “Mere mangfoldighed”, der pryder muren i “Banana-park” som kulisse.

– Lyse nætter… fornemmelsen af at lyset bringer energi i en tid, hvor jeg netop har brug for lidt ekstra (selvom det er på bekostning af søvnen, da mine sengetider har det med at skride endnu mere om sommeren…).

– At opleve hvad en 1. klasse kan få ud af at spille blokfløjte sammen regelmæssigt! Opmærksomhed, fællesskab, koncentration, stolthed over at mestre et instrument og ikke mindst følelsen af skaberglæde… Når elementer af en undervisning overskrider sig selv og rækker ud i mange retninger, så sker der noget virkelig meningsfuldt. Den æstetiske kvalitet af klassens fløjtekor kan godt diskuteres, for en plastikfløjte møder her sin naturlige begrænsning, men summen af helheden havde stor værdi! (Jeg må vist hellere støve min egen gamle blokfløjte af og gå i træningslejer i sommerferien – det vil min familie helt sikkert også sætte pris på!

– At Hjalmar næste skoleår får to dage, hvor han har fri kl. 13! Det er virkelig gode nyheder!

– At være på en arbejdsplads med plads og tid til socialt læremøde, der inkluderede fællessang, guitar, pædagogiske snakke og rosevin i min kollegas kolonihave. Da fællessangen tilmed inkluderede “Er lyset for de lærde blot”, var jeg tæt på at fælde en tåre.

– At have begge mine søstre og deres familier lige ved hånden! Det er bare skønt!

– At vi har købt en bil! Muligvis en dum/dyr beslutning, men sikke en frihed! Den er gammel, stor og blå og er navngivet “Mimbo Jimbo”.

– At sommerferien nærmer sig! Den er mere end tiltrængt for både store og små i vores familie…

 

 

 

 

Om “tulletid”

Endnu engang nærmer en weekend sig sin afslutning, og jeg ved snart ikke, om det er arbejdsugen eller weekenden, der går hurtigst?

Jeg havde virkelig set frem til den forlængede weekend i familiens skød, hvor jeg efter planen skulle tankes op med energi og bare hygge med ungerne og Kristian. Derfor blev jeg slået lidt omkuld mentalt, da jeg selvfølgelig blev ramt af en forkølelse fra helvede i løbet af torsdagen og derfor har været helt mat i sokkeholderne. Farvel til ture ud af huset og sociale aftaler og goddag til hjem, kære hjem og spandevis af te.

Tilgengæld har vi faktisk haft en helt igennem skøn weekend! Leg, hygge, spil, strikketøj, bøger, og tid til at være sammen.

Det småirriterende begreb “tulletid” er i medierne i disse dage og dagplejere og pædagoger slår et slag for “at lave ingenting” – eller i hvert fald at skrue tempoet helt ned og bare være en gang i mellem. Det har fået mig til at tænke på, at en af de ændringer vores familie måtte foretage, da vi for snart 3 år siden fordoblede vores børneflok, netop var at geare ned og det er nok en af de største bonusser vi har fået i tilgift til Bertil og Helga Marie.

Tempoet i en familie med 3 blebørn og et børnehavebarn var selvfølgelig højt i den forstand, at man som forældre var i konstant bevægelse og i gang med at opfylde behov et eller andet sted, men vores interaktion med verden omkring os blev fra dag til dag forandret. Vi måtte lukke os lidt om os selv, for at få enderne til at mødes og nå hele vejen rundt. Tidligere var vi meget ude hos venner, i byen, på tur, i det hele taget afsted. Med 4 børn var selv en tur i Kvickly lige pludselig en logistisk udfordring og derfor blev vi ofte – ikke altid dog :) men ofte hjemme.

Vi blev afhængige af hinanden på en helt anden måde end før og skruede også ned for aleneaktiviteter, så vi som regel var to voksne hjemme, da det ikke var skide sjovt at stå alene med førnævnte flok alt for længe ad gangen. Selvom jeg måske ikke ligefrem vil sige, at Kristian og jeg har “tullet” særlig meget rundt – nærmest tværtimod, så har vi alligevel skruet ned på nogle af de knapper, der justerer tempoet. Vi har ikke hele tiden været på vej. Vi har bare været.

Med andre ord har vores familie de sidste 3 år praktiseret virkelig meget “tulletid”, og jeg er erklæret fortaler og fan!

Det er jeg først og fremmest, fordi det giver børnene ro til at lege. Kreativitet og fantasi trives godt uden tidspres, og det er vigtige komponenter, når man leger. Leg er fantastisk til at udvikle og skabe mennesker, og jeg er glad for, at mine unger har så meget tid til at lege i deres barndom. Havde vi nu ikke været så svineheldige at have fået Bertil og Helga Marie (eller bare fået dem senere), havde vi sikkert haft en livsførelse, der var mere udadsøgende og mere “på vej”.

Jeg er bestemt stor fortaler for oplevelser, udflugter og for at være sammen med andre mennesker, men vores familiesituation har vist mig, at den anden version også kan noget rigtig godt, som jeg værdsætter.

Her på kanten af ugens komme kan jeg i hvert fald konkludere, at vores weekend har været skøn på trods af et sløjt og underskudsagtigt udgangspunkt. På trods af en nødvendig omrokering af alle de planer, jeg havde skabt i mit hoved og ufrivilligt meget hjemmetid, som viste sig at være lige præcis, hvad vi alle havde brug for.

 

 

 

Store forandringer og små cirkusartister

Jeg skal da lige love for, at hverdagen er en anden med to fuldtidsarbejdende forældre i husstanden! Jeg synes, vi kom godt fra start, og ugen er gået rigtig fint. Alle basale behov er blevet dækket, det lykkedes os at navigere gennem ugen, og vi kom alle helskindede og glade i mål fredag, hvor vi fladede helt ud i sofaen!

Weekenden bliver nydt i fulde drag, og det er skønt bare at være sammen og være tæt på hinanden.

Når arbejde, praktiske gøremål, hygge med ungerne, fodboldtræning, arrangementer i institutionerne osv. er vinget af, kan jeg godt mærke, at der ikke er meget tid i overskud.

Det kan virkelig mærkes, at jeg ikke længere er kaptajn på fuld tid herhjemme og skibet kan hurtigt komme på slingrekurs.

Selvom det er hårdt at komme igang med at arbejde igen efter 5 år hjemme, så er jeg fortrøstningsfuld, og jeg tror, vi alle kommer til at trives med vores nye hverdag. Forandringer tager bare noget tid, har jeg erfaret. Én virkelighed skal erstattes med en ny.

Ugens højdepunkt ramte vi torsdag, da børnehaven havde inviteret til cirkusforestilling. Halvdelen af familien sad forventningsfulde på tilskuerrækkerne, mens den anden halvdel stod spændte bag cirkustæppet.

Da første nummer gik i gang, og fire storsmilende dyr kom kravlende ind i manegen med deres domptør, blev jeg helt blød i knæene. Især den lille vilde løve med lidt for lange bukseben og den lille glade hund med meget lange øre og stjerner i øjnene stjal mit hjerte… De kunne rulle, springe gennem en “ild-ring” og spise små godbidder indimellem, mens publikum smeltede. Tænk, at mine små unger er blevet så store!

Senere i forestillingen overvandt en sej fodboldspiller sin sceneskræk og klarede sit fodbold/tryllenummer til stor glæde for ham selv og for os, der i dagene op til havde arbejdet i det pædagogiske grænsefelt mellem at presse for meget og for lidt. Heldigvis ramte pædagogerne det magiske punkt “lige tilpas” og selvtilliden fik et boost!  Det var en glad og lettet dreng, der kom og krammede os efter forestillingen, og jeg var en stolt mor, der stod med åbne arme og fugtige øjne.

Efter den forrygende forestilling var der fællesspisning, og da vi cyklede hjem, blev vi endnu engang enige om, at vi har verdens bedste børnehave. Det er virkelig dejligt! Især nu hvor ungerne kommer til at bruge endnu mere af deres dyrebare tid derhenne…

Et andet højdepunkt var selvfølgelig, da jeg præsenterede mig for den 3. klasse, jeg skal tilbringe det næste stykke tid sammen med og en af eleverne udbrød: “Jamen du ligner jo en der er 20!”, hvortil en anden supplerede: “Ja, eller en der går på gymnasiet”. Åh, de skønne unger! Straks forlod trætheden min krop…

En ny uge venter lige om hjørnet, og vi er heldigvis forberedte til fingerspidserne med mad i køleskabet, rent tøj på hylderne og en logistisk holdbar køreplan :)

 

 

 

Fornøjelig fredag

Efter en nat afbrudt af voldsomt mareridt hos en af ungerne, tre urolige (men trods alt sovende!) børn i mellem os i sengen, var jeg mildest talt ikke helt klar til at stå op, da de to yngste medlemmer af familien synes, vi skulle fyrre op under fredagen kl. lidt i 6.

Sådan må man jo nogle gange føje flertallet, selvom det i situationen synes uretfærdigt. Familiedemokrati kan man vel kalde det…

Men! Der er alligevel ingen grund til at hænge med mulen, for der sker gode ting i disse dage.

Børnehavebanden har cirkustema og de øver og forbereder den store forestilling, der løber af stablen i næste uge. De er helt opslugt af det – og det glæder mit bankende gøglerhjerte :)

Hjalmar glæder sig til en klassefødselsdag senere i dag – og ikke mindst glæder han sig til X-factor finalen i aften, hvor vi har aftalt, at ungerne må gå amok i resterne af de mange påskeæg, sidste uge kastede af sig.

Jeg glæder mig over at solen skinner, og især glæder jeg mig over, at jeg skal starte i et vikariat på mandag! Ikke noget fast job endnu men trods alt en rigtig arbejdsplads med rigtige mennesker og alt det der nu hører med. Det bliver fedt!

Fedt at lukke den gamle, halvstøvede cirkushest fri i manegen igen og fedt at vide, hvad der skal ske i hvert fald for en stund.

Noget af det mest anstrengende ved at være jobsøgende – ud over afslagene selvfølgelig – er uvisheden. At man ikke aner, hvor man er om en uge. Man skyder med spredehagl og håber…

Nu har jeg et afsæt og det føles så godt!

Denne fredag formiddag vil jeg kaste mig over de 5 kurve med rent vasketøj, der har kigget på mig siden i går og derefter vil jeg gå ud og nyde det smukke forårsvejr!

God weekend!

 

 

Om tid, tanker og tur

IMG_6420Tid er sådan en underlig størrelse. Jeg havde forestillet mig, at når Bertil og Helga Marie var startet i børnehaven og dermed ikke konstant var i mit nærvær, så ville jeg få tid til en masse ting. Men som med så meget andet så matcher virkeligheden ikke altid tanken. Faktisk syntes jeg, at jeg havde mere tid, da de to små blev hjemmepasset.

Jeg tror, det hænger sammen med, at mine tanker flyver mere nu. Jobsøgning giver mange tanker og kræver meget tid. Tid og tanker man kanaliserer over i forestillede scenarier. Drømme og muligheder der stikker i alle mulige retninger. Drømme der bliver skudt ned, når man modtager mailen med afslaget og beskeden om hvor mange ansøgere, der var til stillingen. Måske chancen for at vinde i lotto alligevel skal afprøves… Det kan vel næsten være det samme.

Jeg bevarer optimismen og klør på med alle mine salgstaler rundt omkring. Samtidig lægger jeg mærke til dels hvor mange stillingsopslag, der bærer overskriften “Jobkonsulent søges” eller den mere friske version “Kan du få ledige hurtigt i arbejde?”. Og dels de “gode råd” til jobsøgende der dukker frem alle mulige steder. De handler alle om personlig branding.

I lærernes fagblad Folkeskolen blev jeg mødt af overskriften “Brug facebook i din jobsøgning”, og den måtte jeg selvfølgelig læse. En ekspert udtalte sig om, hvordan man kunne optimere sin facebookprofil, så kommende arbejdsgivere ville tænke, at man da var den sejeste person! Der blev foreslået, at man skulle poste billeder, hvor man var aktiv i fx løbetøj, hvor man var social osv. Fint nok. Så blev der også foreslået, at man kunne sælge sig selv ved at gå på biblioteket og tage billeder af interessante fagbøger og poste dem… Lige der blev min personlige grænse altså nået for selviscenesættelsens stupiditet. At lyve om hvilke fagbøger man har læst og derefter prale med det på sociale medier, er det dummeste råd, jeg i mit liv har læst. Hvem er interesseret i at ansætte en person, der ville gøre sådan noget?

Nå, jeg ville egentlig ikke skrive om jobsøgning som sådan, men det fylder altså en del i mit hoved. Det er også en af grundene til, at bloggen ligger lidt mere stille for tiden. Jeg bruger mange timer foran computeren i forvejen, så når ansøgningerne er sendt afsted, trænger jeg til at gøre noget andet. Jeg kan også godt mærke, at når flokken igen er samlet om eftermiddagen, så trænger vi til at være sammen. Tiden var mere min egen, da jeg havde de små hjemme, selvom de jo på mange måder optog den så rigeligt nogle dage. Jeg savner dem, men glæder mig også over deres nye hverdag.

For børnehavelivet går altså bare rigtig godt! Det har siden dag et været en stor succes, og både Bertil og Helga Marie elsker det! Hubert er også blevet endnu gladere for børnehaven, efter de to små er kommer over til ham. Jeg tror, de synes, det er både trygt og hyggeligt at have hinanden tæt på hele dagen.

Lige nu er det jo ferietid, og jeg prøver at strukturere min tid, så ansøgningerne ikke får overtaget, men alligevel bliver sendt ud i verden. I går og i dag er den yngste halvdel af familien i børnehave, mens vi andre er hjemme. I dag skriver jeg ansøgninger (og blogindlæg…) hjemme, mens Hjalmar og Kristian er ude på legeaftale og i går var vi alle tre på udflugt. Hjalmar har længe efterspurgt tid med både mig og Kristian på samme tid, og det er altså ikke noget, der hænger på træerne her i familien. Faktisk tror jeg, vi skal tilbage til sidste sommer for at finde den konstellation… Derfor besluttede vi at prioritere påskeferien sådan, at det kunne lade sig gøre.

Udflugten i går var intet mindre end fantastisk! Vi cyklede (eller rettere sagt Kristian cyklede, og vi andre sad i ladet) først ned til Marmorkirken, som altid er blændende smuk. Hjalmar var dybt fascineret og vidste alt muligt fra sine kristendomstimer i skolen, så vi kom rigtig i dybden med en masse spændende ting. De der snakke er jeg altså bare fan af!

Bagefter cyklede vi gennem Amalienborg slotsplads og satte kursen mod en god burgerjoint, hvor vi spiste virkelig lækker frokost. Vi sluttede udflugten af med en tur i planeteriet, og det er altså virkelig en oplevelse, jeg godt kan anbefale. Jeg har ikke været der i mange år og for Hjalmar, var det første gang. At sidde der med vores store dreng i mellem os var bare vidunderligt!

 

 

 

Børn og madglæde

RMKE8103Weekenden er mere hellig nu, hvor vores nye hverdag er skudt i gang, kan jeg mærke. Jeg skal altså lige vænne mig til ikke at være sammen med de små hele tiden, og det kræver nok bare sin tid. Det virker umiddelbart som om, det er svære for mig end for mine to små eventyrlystne unger…

Vi har haft en rolig weekend med hygge, sol og leg i gården. Skønt!

I går tog vi hele flokken med til “Mad&Glæde” i Øksnehallen, og det var som altid, når vi tager på udflugt en plan, der enten kunne briste eller bære. Uanset hvordan man vender og drejer tingene, er det jo altid lidt et menageri at være på farten med vores flok, og der var også en del modstand mod udflugten hos et par af børnene. Vi skar i gennem og beordrede de halvbrokkende geledder ned i christianiacyklen og satte kursen mod Vesterbro. Heldigvis var udflugten en succes, og alle fik gode oplevelser – og ingen blev væk i menneskemylderet ;)

Vi tilbragte bl.a. en del tid i GoCook-afdelingen i børneområdet, hvor børnene målrettede stilede mod pizzaværkstedet. Det var virkelig hyggeligt at se dem alle 4 stå og ælte, snitte og pynte og dejligt at se, hvordan deres tilgang til råvarerne blev mere og mere eksperimenterende. De søde unge piger, der hjælp, havde en virkelig sej tilgang til både børn og mad! De formåede at pirre børnenes nysgerrighed, så alle mulige grøntsager sneg sig op på de små pizzabunde og – efter en tur i ovnen – sneg sig videre ned i maverne på mine stolte børn.

Jeg blev helt inspireret til at sætte alle mine pædagogiske sejl i madglædens tjeneste. Mad betyder rigtig meget i vores familie – især for vi voksne – og vi prioriterer for det meste at bruge en del tid i køkkenet på især aftensmaden, selvom den jo irriterende nok  falder sammen med ulvetimen hver eneste dag…

Vores børn deler ikke helt den samme entusiasme og ligner nok så mange andre børn. De er ret selektive, når det kommer til mad, der ikke falder under katagorierne kage/is/slik…og havregryn.

Da jeg så hvor nemt, de unge piger fik rykket nogle grænser hos børnene, blev jeg altså motiveret for at give den lidt mere gas i forsøget på at fremme børnenes madglæde. Jeg tænker, det altafgørende er medinddragelse! Det er jo ikke fordi, jeg ikke vidste det i forvejen, men jeg trængte lige til at se i praksis, hvor meget børnene egentlig nød at være med til at skabe deres egen mad.

Alting tager jo tusind år, når man har børn med i køkkenet, men jeg har lovet mig selv, at vi skal prioritere det noget mere!

Da pizzaerne var fortæret, havde den yngste halvdel af familien fået nok af masende menneskemængder, og vi splittede derfor op, så Kristian og de trætte cyklede hjem, mens Hjalmar og jeg blev og smagte os vej gennem den gamle smukke hal. Det var ganske hyggeligt, og da kvalmepunktet nærmede sig sit højeste, kapitulerede vi og vendte hjemad.

Hjalmar foreslog, at vi skulle gå hele vejen og det gjorde vi så. Solen skinnede, fuglene kvidrede og både byen og foråret viste sig fra sin bedste side.

5 ting der har gjort min weekend endnu bedre!

1. At vores dobbeltseng har fået vokseværk! Efter 8 år med stort set nonstop tremmeseng(e) i soveværelset har vi nu i stedet etableret en gigantseng! Slut med at hægte sig fast med neglene i sengekanten og halvdelen af kroppen hængende i frit fald, mens et barn/børn kiler sig ned i midten for at tilkæmpe sig mest mulig komfort. Alle har nu god plads og alle er glade!

2. Arme riddere! Jeg ærger mig kun gul og blå over, at jeg aldrig har prøvet at lave den søde, delikate og dog temmelig fedtede spise noget før…

3. At Hjalmar og jeg var på tur i dag – bare os to… Åh, hvor er han altså sød!

4. At ungerne alle fire legede en leg, hvor de små var hunde og de store deres ejere. De kunne virkelig gø højt! Men sikke en hundekennel… Virkelig søde hundehvalpe!

5. At Bertil og Helga Marie har snakket og snakket om børnehaven! De glæder sig til i morgen – og jeg lever højt på successen (vel vidende at den slags kan have sine op- og nedture).

 

5 ting der gør mig varm om hjertet midt i vinterkulden

IMG_60831. Når Hubert kører rundt med Bertil og Helga Marie på den gode gamle røde klassiker af en institutionscykkel medto lad – et til hver af de to små grinende troldeunger.

2. At vi har verdens bedste børnehave og fritidshjem. I aften var vi til fællesspisning på fritidshjemmet, der bød på aftensmad, leg og storsmilende pædagoger. Jeg bliver næsten helt fortrøstningsfuld på de pædagogiske institutioners vegne, når jeg ved, der findes to suveræne institutioner som vores, der har de pædagogiske værdier og hver især en fantastisk ånd som byggesten.

3. Når Bertil og Helga Marie selv finder ud af at hælde vand fra et glas over i et andet, så de begge har en bundsjat i stedet for, at den ene sidder med et tomt glas. Det er søskendesolidaritet!

4. Da jeg i morges blev vækket af Kristian og de to store drenge i flyverdragter, friske og klar til at begynde dagen ude i virkeligheden, mens jeg kunne vågne stille og roligt op sammen med en kop kaffe og de små, der sad og så Alfons Åberg.

5. Vintergækker! Noget så fantastisk som de første forårstegn der viser sig. Jeg elsker egentlig vinter, men nu har den været i gang længe og vintergækkernes varsel om varmere tider, er ret kærkomment!

 

Tanker om dyder: Retfærdighed

Sjap, sne og kulde præger det nye år og giver rig mulighed for at hygge indendøre med leg, spil og lidt strikketøj, når der en gang i mellem er tid til det.

Selvom det efterhånden er længe siden, jeg skrev et indlæg om mådehold, som er en af de 4 kardinaldyder, vil jeg alligevel tage tråden op og fortsætte rækken.

Det er næsten som om, at jo mere jeg tænker over de gamle kardinaldyder, jo mere mening giver det for mig at beskæftige mig med dem.

I denne omgang har jeg gjort mig nogle tanker om retfærdighed i relation til min hverdag. Ikke noget højtravende filosofi – bare helt jordnære tanker.

Overordnet forstår jeg retfærdighed som en dyd, der er med til at regulere og afballancere forskellige forhold. Magtforhold fx reguleres af retfærdighed og samfundsgoder fordeles efter vedtagne love, der bygger på principper om retfærdighed.

Det store spørgsmål er så, hvordan afbalancering og fordeling reguleres retfærdigt?

Er retfærdighed et lighedsprincip? Er demokrati fx retfærdigt?

Når hverdagslivet udspiller sig i vores familie, popper retfærdighed i alle mulige forskellige afskygninger ofte op. Det kan fx være i forbindelse med konflikter, eller når vi har forskellige opfattelser af virkeligheden. Næsten uden undtagelse stikker retfærdigheden hovedet frem, når vi spiller. Spil handler som oftes om at vinde og dermed kommer der noget på spil. Kampen for at vinde blander følelser ind i spillet, og så skærpes retfærdighedssansen som regel, og spilleregler må hjælpe med reguleringen. Det kan godt være ret udfordrende, hvis reglerne er for komplicerede i forhold til spillernes evner til at forstå og ikke mindst til at overholde dem. Det kræver øvelse at lære at navigere efter bestemte regler og modstå fristelsen for at snyde sig til en sejr.

Børn har ofte en meget stor retfærdighedssans, og den kan godt være svær at udfordre uden at skabe for store problemer. Jeg kan selv huske, hvordan vi som børn lå på knæ, når en sodavand skulle deles, så vi helt tæt på kunne se, om der kom lige meget i glassene. Anders Fogh Jensen stiller i sit podcast om retfærdighed netop spørgsmål ved den lige fordeling af fx en sodavand. Er det egentlig rimeligt, at alle får det samme? Vil det være mere rimeligt, hvis man får forholdsmæssigt i forhold til sin størrelse? Eller måske skal man vurdere, hvem der har det største behov for sodavand i situationen? Man kan også kigge på, hvem der har ydet en særlig indsats eller noget helt femte. Retfærdighed har mange ansigter!

Når retfærdighedssansen tager overhånd bliver den til smålighed og det er bestemt ikke efterstræbelsesværdigt i min verden. Smålighed er ganske enkelt noget skidt.

Omvendt skal man ikke lade sig kue men bestemt også holde på sin ret for at opretholde sin integritet og måske identitet.

Med 4 børn forholder jeg mig virkelig ofte til retfærdighed i forhold til det enkelte barn i vores flok. Alle skal jo ikke altid have lige meget, og ofte er det i virkeligheden mere retfærdigt at differentiere, men hvordan og hvor meget? Det gælder alt fra fredagsslik til tid, og det afhænger selvfølgelig altid af den enkelte situation. Det er ikke altid helt nemt at finde balancen!

Retfærdighed er også med til at afballancere forholdet mellen børn og voksne i vores familie. Børnenes “verden” kommer nemt til at fylde rigtig meget i familielivet, hvilket i mange tilfælde er godt. Børn har krav på at blive set og taget alvorligt, synes jeg, men jeg har også altid stræbt efter ikke at undertrykke ‘voksenverdenen’ fuldstændigt, og jeg bruger bl.a. retfærdighed til at regulere forholdene, så vi i højere grad kan stræbe efter en “fælles verden”. Børnenes behov kommer i første række, men de voksnes interesser og behov skal også imødekommes. Det er i virkeligheden både for min egen overlevelses skyld, så jeg ikke drukner i modelervoks, legoklodser og MGP hits, men også en bevidst del af den opdragelse jeg pådutter mine børn. Jeg vil gerne lære dem at give plads, og at hele verden ikke altid centrerer sig om dem. Vi har alle den samme værdi, og retfærdigheden hjælper os med at regulere pladsen, så vi alle sammen kan være her. Hvordan det så ser ud i praksis er evigt modellerbart!

På den måde hænger retfærdighed også sammen med ansvar. Hvis jeg fx skal dele en kage, er det naturligt, at jeg selv tager til sidst. Alle ville undre sig, hvis jeg delte kagen og selv skyndte mig at snuppe det største stykke. Den ansvarlige kageudskærer må gøre sit til at gøre alle stykkerne lige attraktive, for man ved jo ikke på forhånd hvilket stykke, der vil være tilovers til sidst. Retfærdighed rækker på den måde ud over én selv og handler i høj grad også om at kunne se, hvad der er retfærdigt for andre. Tænk hvis samfundsgoder blev uddelt efter samme princip…

Retfærdighed opstår ikke af sig selv, men er lige som de andre dyder noget, man tilegner sig undervejs i livet. Man må søge efter den rette balance i sit eget liv, sit familieliv og også efterstræbe retfærdighed i verden. Selvom det godt kan være noget at en mundfuld nogle gange… :)

 

 

Krudt og kærlighed

IMG_5632Årets sidste dag starter smukt med klar, blå himmel over København. Ungerne er i gården for at afprøve knaldperlerne til i aften, og jeg har sneget mig til  en stille stund foran skærmen.

I går aftes tog jeg en gammel tradition op, som i stearinlysets skær syntes som en virkelig god ide. Drinks afløste rødvin, og pludselig var klokken mange og en lille husmorbrandert havde indtaget min krop. Sådan en lille før-nytårsbrandert var fast del af mit nytårsritual for år tilbage, hvor vi enten holdt “nytårskur” med gode venner eller skæppede i kassen på en af byens beværtninger på årets næstsidste aften. Det føles som en meget, meget fjern fortid og det er jo egentlig også ved at være nogle år siden min familiære situation ændrede sig og dermed ændrede mine nytårstraditioner :)

I dag fortæller mit hoved mig, at ideen måske ikke var helt så god som først antaget… Godt der er mange timer til den første champagneprop skal flyve!

Mit 2015 har været dejligt, fantastisk, hårdt, lærerigt og på alle måder stået i familiens tegn. Vi har truffet gode beslutninger for familien, og det giver en god grundfølelse i kroppen. Alt i alt har det været et rigtig godt år i vores lille hjem!

Det har også været et år, hvor omverdenen i høj grad har kaldt på solidaritet og medmenneskelighed. Sådan er verden skruet sammen.

Sidste år skrev jeg om nytårsfortsættelseog jeg sætter stadig min lid til fortsættelserne af det gode fremfor de helt store nytårsfortsætter. Ikke fordi jeg ikke ønsker store fornyelser og forandringer på mange områder, men fordi jeg tror, der må være en sammenhængskraft, hvis tingene skal lykkes.

Et tilbageblik på året, der er gået fortæller om gode og dårlige oplevelser, beslutninger, vaner osv. og giver os mulighed for gennem refleksion at fortsætte det gode og bremse det dårlige. Jeg gentager mig selv fra sidste år: Vi skal i højere grad erstatte fokus på at udvikle os med en accept af, hvem vi er som mennesker og lade de gode erfaringer være fortællende for vores liv.

Nu er ungerne returneret fra gården, og de højtravende tanker må vente til en anden gang. Knaldperlerne er brugt, og kinderne er kolde og røde. Min rolige stund er nu forbi og bliver afløst af nytårsforberedseler for fuld knald! Jeg var taknemmelig for en stille stund, som gjorde godt for mit tunge hoved, men jeg er endnu mere taknemmelig for mine 4 unger, der fulde af energi og ballade løber rundt i lejligheden og larmende skaber liv og glade dage.

Jeg håber på et kærligt, solidarisk og fantastisk 2016 for min familie, mine medmennesker og for verden i det hele taget.

Rigtig godt nytår – og tak fordi I læser med :)