Tag Archives: Frihed

Værdier og virkelighed

IMG_6719Siden sidst er der sket en masse.

Halvdelen af os har haft fødselsdag, og det er naturligvis blevet fejret på behørig vis. Vi har også holdt miniferie i det smukke Klitmøller, hvor vi var så svineheldige, at sommeren ramte kysten på samme tid som os og det var ganske enkelt vidunderligt! Både med ferie, fødselsdage og sommervejr…

Til gengæld er sådan ca. al den tid, der har været i overskud herhjemme de sidste par uger, blevet brugt på, at Kristian og jeg har snakket stolpe op og stolpe ned om pædagogik, pædagogisk filosofi, værdier, læring, etik og ca. alt, hvad der hører under disse særdeles spændende emner (- en af fordelene ved at dele profession med sin bedre halvdel er, at der altid er en kvalificeret sparringspartner ved hånden… ) 😉 Diskussionerne udspringer af mine møder med fri- og folkeskoleverdenen de sidste par måneder.

To verdener, der har hele deres  idégrundlag til fælles, men alligevel er så forskellige, at de næsten ikke kan sammenlignes.

Mit hjerte har altid banket for folkeskolen, og det vil det altid gøre. Folkeskolen er uvurderlig for vores samfund og for rigtig mange børn landet over, og vi skal passe godt på den!. Vi har også selv valgt folkeskolen som en af byggestenene i Hjalmars opvækst, og vi sætter virkelig stor pris på det valg. Vi ser hvordan sociale kompetencer, rummelighed, og solidaritet blomstrer sammen med god personlig og faglig udvikling. Vi møder Nørrebros skønneste unger og deres familier samt professionelle, dygtige og smaddersøde lærere og pædagoger. Vi har ikke noget at sætte en finger på, og jeg vil til enhver tid anbefale de lokale folkeskoler!

Men, efter at have været “bag katederet” et par uger er det gået op for mig, at det ikke er her, jeg selv kommer til at slå mine lærerfolder. Jeg kan ikke få virkelighed og idealer til at spille sammen under de rammer, der er givet, som skolen ser ud pt.

Didaktikken og pædagogikken bevæger sig i en instrumenlatiseret retning, og hele systemet er for stift. Jeg savner frihed, kreativitet og mere nuancerede læringsperspektiver. Ganske enkelt.

Dertil kommer, at vores familieliv ikke matcher de “normaliserede arbejdstider” helt vildt godt… Det er svært at få logistikken til at hænge sammen, og vi ser simpelthen vores søde unger alt for lidt, som det er lige nu.

Derfor er jeg umådelig glad for, at jeg har fået mulighed for at komme tilbage til friskolen, hvor jeg startede 1. april. Det er noget værre rod med alle de skift for at sige det mildt, men jeg kan mærke, at det føles rigtigt.

Nogle gange må værdier og virkelighed files lidt i kanterne for at kunne passe sammen.

Nu glæder jeg mig til at vende tilbage og “lande rigtigt” i mit arbejdsliv de sidste par måneder frem til sommerferien. Det giver forhåbentlig lidt mere ro på hverdagen og efterlader lidt mere overskud, når tankemylderet falder lidt på plads.

 

Støv søstersolidariteten af!

Billede fra bogen "Chicken strikken" af Lisa Anne Auerbach

Billede fra bogen “Chicken strikken” af Lisa Anne Auerbach

Kvindernes internationale kampdag! En vigtig dag, som kalder på heftige debatter og stærke holdninger men, som for mit vedkommende mest af alt har lignet så mange andre dage.

Unger, afbrudt nattesøvn, spildte havregryn, våde flyverdragter, hovedpinefremkaldende møder, ulvetime… Hverdagstrummerum som jeg kender den bedst. Præcis lige så skøn og lige så udmattende som alle andre dage.

Jeg formår simpelthen ikke at komme op på den store klinge i år, selvom der er nok at kæmpe for. Både nationalt og internationalt.

Min egen position ligger ca. midt i mellem de to skyttegrave, hvor feminister mundhugges om hvem, der er mest feminister. Dem med høje hæle og høje karrieremæssige ambitioner vs. livmoderfeministerne der forsvarer retten til at prioritere hus og hjem – og nok især børn…

Jeg har en lang videregående uddannelse og har altid set mig selv som et intellektuelt menneske med høje ambitioner. Jeg har været på barsel 3 gange. Første gang delte min kæreste og jeg barslen lige over – det var jo fair for alle. Anden og tredje gang fik min kæreste 3 mdr., og jeg snuppede selv resten. Fordi det passede bedst, og fordi jeg havde lyst… Jeg ser mig selv som en frigjort kvinde, men har alligevel været hjemmegående med mine to yngste og min kæreste som primær forsøger. Jeg går stort set aldrig med make-up, og jeg elsker at strikke. Jeg udfører ca. 30 % af husholdningsarbejdet i vores hjem, og det er som regel min kæreste, der pakker pusletasken, smører madpakke og den slags. Alligevel føler jeg, at det er mig, der har det overordnede overblik i familien.

Dybest set er jeg nok bare en ret almindelig og gennemsnitlig kvinde i 30’erne, og på denne kampdag vil jeg egentlig bare være taknemmelig for, at jeg har så stor frihed til at vælge. For det føler jeg, at jeg har. Der er uden tvivl masser at kæmpe for, men fra mit eget lille perspektiv og med udgangspunkt i mig selv så er jeg faktisk ganske glad og godt tilfreds.

Dog vil jeg opfordre til, at vi støver søstersolidariteten af, hopper op af skyttegravene og sænker vore våben så der bliver bedre plads til alle de interessante køns- og ligestillingsdebatter. For de er stadig vedkommende og vigtige – især når perspektiverne løftes og vi vender blikket ud mod verden.

 

Jeg findes stadig!

IMG_4592Efter en hel weekend på smukke Bornholm, indlogeret på et eventyrligt sted, forkælet med den mest vidunderlige mad (og vin!), i selskab med min dejlige kæreste helt og aldeles uden børn er jeg nærmest som genfødt. Vi gjorde noget, vi har drømt om i årevis, men bare ikke lige fået gjort. Vi tog afsted på kærestetur, og vi gav den gas med flyvetur, vinmenuer, gourmetmad og masser af søvn!

Det var fuldstændig fantastisk bare at være tilstede, uden små hivende arme, der hele tiden stiller krav. Vi kunne gå lange ture i kuperet terræn (helt uden klapvogn og børn med trætte ben), og vi kunne sove middagslur. Vi kunne spise i timevis og kun tale, hvis vi havde lyst. Vi kunne sove til vi vågnede og bare nyde, at vinglasset blev fyldt op helt uden vi selv skulle røre en finger.

For at være ærlig, så savnede jeg faktisk børnene lidt, men for filan, hvor var det dog skønt at være lidt væk!

Da vi sad i flyveren og jorden forsvandt under os, var jeg fyldt med ambivalens. På den ene side glædede jeg mig som et lille barn til juleaften, for jeg har drømt om sådan en tur i virkelig lang tid. På den anden side føltes det helt unaturligt at flyve væk og efterlade børnene i andres varetægt, når vi er vant til at være sammen altid. Allerede, da jeg satte fødderne på de bornholmske klipper, blev min tvivl dog gjort til skamme og mit indre faldt til ro.

Det var en fuldstændig fantastisk tur, som virkelig var balsam for min sjæl!

Men. Faktisk var det lige så fantastisk at komme hjem igen til 4 gange åbne arme, der gerne ville kramme. Lige så hurtigt som man kan komme ud på eventyr, lige så hurtigt kan man komme tilbage til hverdagen. Og som jeg sidder her i sofaen og skriver til lyden af en fyldt opvaskemaskine, der summer i baggrunden og med 4 sovende børn i de tilstødende gemakker, virker det helt fjernt, at jeg i morges stod og beundrede helligdomsklippernes magi hånd i hånd med min kæreste. Jeg er priviligeret – og jeg findes stadig 🙂

 

 

 

Ferie ferie ferie

IMG_3958Ferien er i fuld gang, og vi daser bare rundt og nyder sommervejret herhjemme. Nogle dage er gården stegende varm og fuld af liv, og de dage er gået med leg i vores lille badebassin, vandkampe og ellers med at forsøge at lave så lidt som muligt. Det er lykkedes mig at læse en bog for første gang, siden de to sidstankomne for alvor satte fut i familielivet. Det var skønt!! Jeg har læst en del faglitteratur de sidste par år, men har, af en eller anden underlig grund, ikke kunnet samle min koncentration om at leve mig ind i et fiktivt univers.  Det er altså noget, jeg har savnet!

Vi har kombineret driverlivet med en del ture ud af huset og har især fået tanket sjælene op med en masse god musik. Copenhagen Jazzfestival er nu desværre slut efter at have fyldt byen med musik i en god uges tid, og det er rent faktisk lykkedes os at se en del forskellig jazz.

Jazzfestivalen er et af sommerens højdepunkter og de første par år, mens Hjalmar stadig kunne proppes ned i en barnevogn, slæbte vi ham rundt og hørte musik og sugede stemningen til os, mens han lyttede med eller sov… Efterhånden som flokken er vokset og de forskellige behov er blevet flere, er koncerterne desværre blevet færre. Tidligere rimede jazzfestival på øl, masser af musik, flere øl og dage, der blev til nat og endte på La Fontaine og jeg troede ikke, det kunne være anderledes. Men det er gået op for mig, at jazzfestival faktisk er uhyre børnevenligt og en alletiders mulighed for at præsentere ungerne for en masse forskelligt musik. Der er både et hav af børnejazzarangementer, og så er der mange friluftskoncerter, som går godt i spænd med madpakker og fri leg. Jeg kan mærke, det føles godt, når de store børn kan kende en kontrabas fra en trækbasun og til en af koncerterne, så vi Hugo Rasmussen fyre den af på bassen, og Hjalmar udbrød: “Mor, det er ham Hugo, vi så sidste år! Han er altså bare fuld af jazz!”

Forleden aften overlod Kristian og jeg ungerne i vores supernannys varetægt og tog ud i det blå. Vi hørte en uforglemmelig koncert, og ungerne havde hygget sig helt vildt! Genial kombi 😉

Som tilgift har jazzfestivallen givet os vores helt eget husorkester, “Rockbandrock”, som består af Hjalmar på gammel rockguitar fra loftet og Hubert på hjemmekombineret trommesæt. Deres stil kan beskrives som spontan, idet de komponerer undervejs, mens de spiller og forholdsvis larmende! Jeg synes, det er både fantastisk og enormt dejligt, men jeg er ikke helt sikker på, naboerne deler min entusiasme…

For mig er sommerferie som regel noget med at være rigtig meget i Jylland og ikke særlig meget hjemme. Det er ved at være en del år siden, vi har været ude at rejse, for vi har jo de sidste 4 år enten haft familieforøgelse eller 1 årige om sommeren og derfor ikke rigtig orket noget, der involverede for meget hurlumhej. Det har passet os fint, for vi elsker egentlig at være i Danmark om sommeren.

Sidste år var vi Klitmøller i 2 uger, og dagene gik med at koordinere søvn, måltider og så ellers forsøge at nyde sommeren ind i mellem. Det var lidt heftigt med tre børn, der sov middagslur sammenlagt 5 gange i løbet af dagen og derfor sjældent var vågne på samme tid til måltiderne. I år er det helt anderledes, og det giver en masse muligheder.

I år har vi været indtil videre været hjemme på Nørrebro, og det er nyt for mig! Det er lidt en kunst at holde ferie hjemme for bunkerne af usorterede ting, rod og vasketøj, er der jo stadig… Jeg har haft en del forestillinger om, hvad vi skulle, og hvordan vi skulle bruge byen i sommerferie, men som med alle mulige andre ting stemmer fantasi og virkelighed sjældent helt overens. Jeg havde glemt lidt at tage højde for mængden af små børn i vores familie, hvilket især spiller en ret stor rolle, når vi skal ud af døren. Hvis vi skal på udflugt, der involverer madpakke, pusletaske osv. tager det mellem halvanden og to timer at komme ud af døren, fra vi har sagt go’ og til vi kommer afsted. Det kan godt være lidt frustrerende indimellem, og så er vi jo også afhængige af den der middagslur.

Den helt store forskel består nok i virkeligheden i, at jo mere ‘frihed’ vi føler, jo mere frihed ønsker vi. Mere vil som bekendt have mere… Sådan er det jo med så mange ting og altså også med sommerferien.

Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er meget nemmere nu, hvor de små er blevet to år og det korte og korrekte svar er JO! Det er da uden tvivl blevet nemmere i forhold til alt det praktiske og efterhånden, som de kan klare mange flere ting selv og så småt udskyde deres behov en (meget) lille smule. Men jeg må også erkende, at i takt med at presset er lettet lidt, så trænger frihedstrangen sig på. Igen er vi tilbage ved ‘mere vil have mere’-følelsen. Det er en kunst i familielivet, at acceptere tingenes tilstand og på en måde var det nemmere for mig, da jeg sad med to babyer i favnen og skulle få dobbeltamning til at gå op med bleskift på en to-årig og højtlæsning for en fem-årig. Dén situation levnede helt tydeligt ikke plads til andet, end at få tingene til at glide efter bedste evne, og så længe vi blev inde i boblen var det faktisk helt okay. Men nu, hvor mulighederne ligger foran os på en helt anden måde, kan det være svært at acceptere de begrænsninger, vi trods alt stadig føler. Giver det mening?

I tanken er fx en familieudflugt i Tivoli en virkelig god ide, men i praksis tager det to timer at komme ud af døren med utålmodige børn, en varm, overfyldt bustur at komme frem, og derefter venter en masse ventetid for de små, uenighed om hvad der skal prøves, plageri om alt fra bamser til candyfloss og endelig skal en eller anden nok tisse i bukserne. En potentiel konfliktfuld dag i en menneskemyldrende forlystelsespark. Men jo! Sidste år ville det have været endnu værre (vi ved det – for vi var i Legoland…) og næste år bliver det måske endnu nemmere…

Alt i alt går det godt med hjemmeferien og ungerne hygger sig helt vildt! Tivoli venter til en dag, de to små kan blive passet og vi finder i stedet på andre udflugter og projekter i gården. Vi får set en masse søde mennesker, har lavet rollespilsvåben og i dag har vi slået telt op i gården. Nogle gange skal der ikke mere til 🙂 Vi kan dog alle mand mærke Vesterhavet trække i os og glæder os til at stikke kursen vestover i løbet af nogle dage…

Det er ferie, det er sommer og det er skønt!

IMG_3959

Friheden flyver…

IMG_2390Frihed er et begreb, der fylder meget i såvel min hjerne som i mit hjerte. Jeg er blevet udfordret på frihedsfølelsen indtil flere gange – især i takt med mine børn er kommet til verden. Da jeg blev mor første gang for 7 år siden, følte jeg næsten en frihedsberøvelse, da jeg pludselig stod med det lille skarn i armene med ansvar op over begge ører. Min frihed til at bestemme over min egen tid var røget sig en tur, og det var ikke altid helt nemt at acceptere. Efterhånden fandt jeg dog en balance i tingene, så der både blev plads til familie, mig selv, studie, job og endelig efter nogle år også lillebror-Hubert 😉

Frihedsbegrebet fyldte også en hel del i mig, da jeg i sin tid sad med specialeskrivning, som både stjal en stor del af min tid – og dermed min frihed og så handlede de 100 sider, jeg fik griflet ned også om selvsamme begreb. Hjalmar var lille og lad mig bare sige, at den filosofi, der udgjorde grundlaget for de mange sider, var temmelig nørdet og til tider umulig at forstå – i hvertfald tidskrævende! Min hjerne var taget som gidsel og processen føltes ind i mellem som et fængsel. Men alligevel var det en frihed for mig at sidde ‘på kontoret’.

Da Bertil og Helga Marie berigede vores liv og familie med deres selskab, dukkede frihedsberøvelsen op igen. Nogle af de samme følelser ramte mig, som havde ramt mig 7 år tidligere, og jeg havde igen ikke så stor (= ingen…) indflydelse på min egen tid – og så absolut ikke noget tid for mig selv!

Men alt er jo relativt, og sådan er det også med tid og frihed. Jeg kan huske, at da jeg skulle mødes med min første mødregruppe, følte jeg mig meget tidspresset og synes, det var virkelig svært at komme ud af døren til tiden med en lille baby på trods af, at jeg havde fundet mit nøje udvalgte tøj frem dagen før (jeg var temmelig spændt på hele konceptet og havde fremtryllet noget nogenlunde præsentabelt og samtidig ammevenligt tøj). Da jeg lidt mere erfaren skulle mødes med min anden mødregruppe nogle år senere, snuppede jeg bare det (rene) tøj, der lå øverst i skabet men fik da lagt en hurtig mascara og nikket til mig selv i spejlet. Da jeg så skulle mødes med min tredje mødregruppe (tvillingegruppen), kastede jeg ganske enkelt det tøj på kroppen, jeg samlede op fra gulvet mellem to dobbeltamninger og fik ikke så meget som set mig selv i spejlet – eller spist morgenmad…  Jeg fik dog børstet tænder, husker jeg… Sådan ændrer tingene og prioriteterne sig, og man erfarer, at mange ting og behov kan gradbøjes.

Sådan er det også med frihed. For hvad er egentlig frihed? Jeg har tidligere skrevet om det (her og her) og det er åbentbart et tilbagevendende tema i mit liv. Både fordi jeg føler mig udfordret på det frihedsbegreb, der knytter sig til den tid, jeg har til rådighed og fordi det er et vanvittigt spændende filosofisk begreb.

På mange måder handler frihed jo om at være uafhængig af noget. Når man holder ferie, holder man fri fra jobbet og de daglige forpligtelser, når man går på arbejde, tjener man penge, der giver økonomisk frihed. Det er et paradoks.

Og så er der friheden som en rettighed, vi føler, vi har krav på, hvilket tydeligt har manifesteret sig i hele debatten om ytringsfriheden. En debat der skriger spørgsmålet om relationen mellem ansvar og frihed ud over landet. Friheden er ikke ubetinget, men må indeholde en form for etik. Vi hylder friheden, men hvad betyder frihed egentlig for os?

Den franske filosof Emanuel Lévinas kritiserer det autonomt forankrede frihedsbereb, som er den dominerende forståelse af begrebet i den vestlige verden og som er den frihedsforståelse, der ligger til grund for vores gængse måde af forstå individualitet på. Min frihed til at gøre hvad jeg vil! – Og altså den følelse jeg gang på gang føler mig udfordret på i forsøget på at lægge familielivspuslespillet!

Lévinas’ kritik går ud på, at den autonomt forankrede frihedforståelse blot er en del af vores erkendelse, det er et ønske om beherskelse. Han anser ikke denne forståelse af frihed for værende ‘ægte’. Lévinas’ frihedsforståelse er kompleks, idet den udfordrer vores traditionelle måde at tænke frihed på, fordi han knytter et ubetinget ansvar til friheden. Traditionelt forstås frihed ud fra principperne om lighed og individualitet, men Lévinas hævder, at den ægte frihed kun kan finde sted som et heteronomt, altså asymmetrisk forhold. Det er først, når vi adskiller os fra andre ved at sætte ansvaret for det andet menneske over os selv, at vi oplever frihed. Men et fint ord taler han om singularitet, som er en anden måde at forstå individualitet eller subjektivitet på. Hans påstand er, at det er mig – og kun mig (altså det enkelte menneske), der må tage ansvar for det andet menneske, man står overfor eller lever sammen med. Ved at tage ansvar skiller jeg mig ud (adskiller jeg mig), og derved opnår jeg frihed i kraft af min singularitet, altså min subjektivitet. Jeg kan ikke bare lade ansvaret flyde eller overlade det til en anden og samtidig føle den ægte frihed.

Det er komplekst og langhåret og rigtig svært at identificere sig med, når vores frihedsforståelse er så fastforankret i traditionen om det autonome individ. Men det er forfriskende, at nogle tænker begreberne anderledes og derved udfordrer vores gængse forståelse af tingene.

Set i forhold til familiepuslespillet der noglegange har svært ved at gå op og hvor man noglegange kun tænker på at komme væk – alene(!), kan man sige, at denne frihedstrang reelt ikke handler om frihed men blot om at få et åndehul eller et ønske om at beherske sin egen tid. Den ægte frihed ligger (med Lévinas øjne) i ansvaret, for det er kun mig som menneske, der kan påtage mig netop dét ansvar. En anden person kunne godt forsørge og passe på min familie, men så var det jo netop ikke mig.

Jeg ved godt, at jeg plaprer ud af en tangent og der er nok næppe nogen, der læser med endnu. Men midt i mit liv som mor til 4 skønne unger føler jeg frihed, når jeg får lov til at plapre løs – altså den frihed som måske i virkeligheden kun handler om at beherske min egen tid og mine egne interesser…