Tag Archives: Fodbold

Dagene flyver

IMG_4312Dagene flyver, og jeg gør hvad jeg kan for at følge med..

I går var jeg alene på skansen hele dagen og måtte udnytte hver en stund for strategisk at komme dagen i forkøbet og være sikker på korthuset ikke væltede for mig. I praksis betød det fx at lave aftensmad og pakke fodboldtaske (yndlingsonsdag!) mens de små sov. At udnytte de små pauser. Jeg kan huske, hvordan det for alvor gik op for mig, da vi fik Helga Marie og Bertil, hvor meget man egentlig kan nå i de små pauser, dagen naturligt bringer. Fx når havregrøden laver sig selv i mikroovnen, mens man når at tømme opvaskemaskinen eller lægge en halv omgang vasketøj sammen. Det er effektivt, men også hårdt, hele tiden at optimere. Sådan forløb det meste af dagen i går.

Dagen gik slag i slag med legeplads, madlavning, besøg af Søster og lækker babykusine (mums hun er sød!), hentning af de store, fodboldtræning (bliver aldrig min yndlings med 4 børn under armen), aftensmad, vendespil og godnathistorier – og selvfølgelig 10 bleskift :) Foruden alt det praktiske, som man jo kan planlægge sig ud af, kom alle spørgsmålene, konflikterne, diskusionerne, de forsvundne bamser og sutter, de mange væltede glas osv. I det hele taget er der bare konstant noget at forholde sig til, når man er alene med børnene. Det var en fin dag, men jeg priser mig lykkelig for, at det ikke er hver dag, jeg er alene med kuldet.

I dag er anderledes rolig og tempoet lavt. Bertil, Helga Marie og jeg benyttede os endnu engang af det fatastiske sensommervejr og brugte formiddagen på at udforske en for os ukendt legeplads. Der er virkelig mange jeg ikke kender – men jeg er selvfølgelig heller ikke kendt som den store legepladsfan

Bortset fra det, så er det virkelig sjovt at være sammen med krudtuglerne hele tiden, og jeg synes allerede jeg kender mange flere sider af deres små personligheder end tidligere. Det er dejligt at have rigtig god tid til at betragte dem både hver især og sammen. De tager indimellem nogle ret heftige slåskampe, og i går fik Bertil da også lige et tandstempel i sin buttede hånd, men langt størstedelen af tiden er de bedste venner, og de holder hele tiden øje med hinanden. Selvom de leger i hver sin ende af en legeplads, har de hinanden på kornet og de er hurtige til at komme hinanden til undsætning, hvis der er optræk til ballade. Det er da sødt! De har også mange indforståede grineflip, hvor man bare står uforstående udenfor cirklen med et hjerte der smelter.

Om lidt overlader jeg hele butikken til ungernes fantastiske far og smutter en tur i byen :)

Dengang da jeg var lille…

IMG_3189“Dengang jeg var lille…” er en sætning, vi hører mange gange om dagen herhjemme. Den store anekdotefortæller er Hubert på 4 år… Hubert fortæller om ting, han har gjort, smagt, prøvet, da han var lille, og en dag supplerede han anekdoten med en fortælling, der faktisk var på grænsen til at være en kende spooky. Han fortalte om dengang, han var en gammel mand og boede i New York og havde skæg. Som han sagde – “altså det var før, jeg blev født og blev en lille dreng…”. Nu er jeg et temmelig rationelt menneske, men det var altså lidt spøjst!

Alle “dengng jeg var lille” -historierne har fået mig til at fortælle historier fra min barndom i 80’erne – som ungerne synes var i virkelig gamle dage! Og det kan altså klart anbefales!

De mange tilbageblik bekræfter mig i det svimlende ansvar, det er at have børn og i, hvor fundamental betydning barndommen har. Det kan virkelig være skræmmende, at tænke på…! Da jeg gik til efterfødselsgymnastik med tvillingerne havde vi en underviser, der dryssede små guldkorn ud over os. Det var til tider lettere kaotisk med 10 mødre og 20 børn, der knoklede med trætte kroppe, dobbeltamninger, babybøvser osv., så nogle af guldkornene gik nok tabt. Men jeg kan huske, at noget af det hun talte om, var stemningen i familien. Hun gav os det råd at sænke ambitionerne generelt, men huske at stemningen, er de voksnes ansvar. Jeg synes, det er et fint guldkorn! Og når jeg tænker tilbage på min egen barndom er stemningen faktisk noget af det jeg husker tydeligt – og den var heldigvis god :)

Det er dog ikke altid nemt, at påtage sig ansvaret for den gode stemning! Fx her til aften, hvor vi kom hjem efter en udvidet fodboldtræning som endte i pizza og leg på legepladsen. Det var en skøn eftermiddag med sol, glade børn, søde fodboldforældre og fryd og idyl. Lige til vi kom ind af døren en halv time over sengetid med 4 trætte unger. Efter alle pædagogiske metoder, jeg kender, var afprøvet uden held, måtte jeg finde min indre Oberst Hackel frem for at få styr på geleddet. Det kan godt være obersten blev lidt for kommanderende ved dagens slutning, men alt i alt var dagen fuld af liv, god stemning – og mulige minder.

 

Endnu et lys i kagen

IMG_6763

Fødselsdagsugen drøner afsted, og i går var hele 0. klasse på besøg. Det var virkelig hyggeligt, og dagen var rigtig god! Søde børn og søde sager… Hjalmar ville gerne have en fodboldkage, og det var et bageprojekt, der passede perfekt til mine kunstneriske køkkenudfoldelser. Nemt og enkelt!

Med udsigt til 20 børn i lejligheden havde jeg forberedt mig på lidt af et kaos, men det gik simpelthen så fint. Jeg kan blive helt varm om hjertet, når en flok unger bare hygger sig og leger sammen. Man kan dog godt se, at der har været børnefødselsdag i lejligheden og jeg kommer nok ikke uden om, at dagens aktiviteter kommer til at indbefatte en støvsuger og en gulvklud (igen…).

Vi har nu afholdt 2 x familiefødselsdag og 1 x børnefødselsdag i denne uge, og i eftermiddag venter det sidste lille pip af en fejring. Det har været en god og travl(!) uge. Jeg elsker fødselsdage, og jeg synes, det er en god ting at fejre! Jeg elsker at finde vores fine stofflag frem, som min mor har broderet dato på og givet til hvert af vores børn, da de blev født. Jeg elsker, at vi vækker fødselaren med morgensang og gaver. At vi samler familie og venner til kage og hygge og at der hvert år bliver et lys mere i kagen.

Ind i mellem alt fødselsdagshalløjet har jeg tænkt tilbage på de sidste 7 år. Der er sket så vanvittig meget på de år! Når jeg ser på Hjalmar i dag, er det som om, jeg ser lige ind i øjnene på den lille baby, der ændrede mit liv med sin ankomst for 7 år siden. Det er fascinerende! Men i de samme øjne ser jeg også en stor dreng i konstant forandring. Jeg glæder mig så meget over at kende ham, og jeg glæder mig virkelig meget til også at kende ham i fremtiden.

Som sendt fra himlen – eller nærmere betegnet instagram… – tak Tora :) kom dette citat fra Astrid Lindgrens biografi til mig og ramte lige ind i fødseldagstankerne. Det er meget smukt.

“Dine børn er ikke dine børn.

De er sønner og døtre af livet selv.

De kommer gennem dig, men ikke fra dig,

og skønt de er hos dig

så tilhører de dig ikke.

Du skal give dem din kærlighed

men ikke dine tanker,

for dine børn har deres egne tanker.

 

Du skal huse deres kroppe

men ikke deres sjæle

thi deres sjæle dvæler i morgendagens hus

som du ikke kan besøge

end ikke i dine drømme.

Du kan forsøge at ligne dem

men forsøg ikke at få dem til at ligne dig,

thi livet går aldrig baglæns

og hviler aldrig I det forgangne.”

 

IMG_2298IMG_2293

 

 

 

Feeling yellow på grønsværen

Hvem havde troet mine eftermiddage på grønsværen (altså på sidelinjen!) skulle give afkast i form af den fineste inspirations-/forkælelsesaften?

Ikke mig kan jeg afsløre! Jeg har et ret anstrengt forhold til fodbold. Jeg er ikke vild med den lidt brovtne kultur, der hersker omkring fodbold, den magt sporten har og så har jeg decideret boldskræk. Ikke destomindre tilbringer jeg en eftermiddag om ugen på grønsværen.

Da Hjalmar kom og sagde, at han gerne ville gå til fodbold, forsøgte jeg i første omgang at aflede ham og foreslog alle mulige andre spændende ting. Det prellede af på ham og selvom han synes, det var hyggeligt at gå til både rytmik og yoga, da han var 4, kunne jeg godt fornemme, hvor det bar hen.

Vi startede fodbolden op i sommer og da træningen lå på Kristians sene arbejdsdag, blev det min tjans at hente ungerne og tage hele flokken med på grønsværen (hedder det overhovet det, når der er tale om en kunstgræsbane på Nørrebro?). Det kan diskuteres, hvor hyggeligt det var, men det gik da.

Hjalmar trænede, og jeg løb rundt og nærmest tvangsfodrede de tre små med snacks for at holde dem uden for banen samtidig med, at jeg desperat prøvede at kigge på min ældste søn, så jeg kunne sige ja! med god samvittighed, når han senere spurgte, “så du det mål, jeg scorede, da jeg lavede en højder, da jeg faldt?, osv.” Nu er træningen rykket indendøre i en gammel gymnastiksal og når man lige ser bort fra lugten af gamle gummisko og sved samt lyden af 12 børn, der larmende løber rundt med en masse bolde, er det faktisk ok hyggeligt. Træningstidspunktet ligger senere, så den ene af os kan tage med til fodbold uden resten af ynglet. Se, nu er det pludselig en anden tjans! Hyggelig mor-søn tid lige midt i ulvetimen! En ekstra bonus er hyggesnakken med de andre forældre, og det er her den gule følelse kommer ind i billedet.

Jeg har nemlig mødt Anja, der også er fodbold-mor. Anja inviterede mig til inspirationsaften og uden at ane hvad det handlede om, eller at kende Anja særlig godt, sagde jeg selvfølgelig,  ja tak! Og det er jeg umådelig glad for, at jeg gjorde.

Anja havde lavet den vildeste, mest gennemførte aften, hvor temaet var gult bryllup. Vi var ca. 20 piger, der ankom en kold torsdag aften til bobler i gyldne nuancer, inspirerende pynt på vægge, i lofter og på borde og ikke mindst fantastisk lækker mad – primært i gyldne farver. Konceptet var, at vi skulle inspireres af omgivelserne, sanseoplevelserne og af hinanden. Og jeg skal da lige love for, at det var skønt! Bagefter sad jeg tilbage med følelsen af at være meget heldig. Tænk, at der findes mennesker med sådan et overskud og tænk, at jeg skulle inviteres med!

Jeg forestiller mig, at Anja har tænkt, – hende der den grå mor til de mange børn, hun trænger sku til det! Og hun havde ret. Jeg føler mig faktisk en smule mere gul og varm efter den dejlige aften. Nu må vi se, hvor længe det holder! Du kan se mere om Anja her.

Om jeg er blevet en større fodboldentusiast? Nej, det vil nok være for meget at sige, men jeg vil til enhver tid sige: Giv skidtet en chance, man ved aldrig, hvad det kan føre med sig!

IMG_1808