Tag Archives: Familieliv

Juleminder

IMG_1907Hvis der er noget, der pusher min julestemning, er det duften af hyacinter. Jeg tror, det er fordi, duften minder mig om julen i mit barndomshjem – og det er dejlige minder!

Jeg kan huske hyacintvaserne stå i vindueskarmene med løg iklædt foldede papirhætter i ugevis, og så var det bare at vente på, de skulle spire og en dag springe ud som smukke duftende blomster, der varslede jul. Senere, da jeg var flyttet hjemmefra, var det først, når duften slog mig i møde, idet jeg trådte ind i mine forældres hus, at julestemningen var helt på plads. Det var som regel først et par dage før jul, når et overfyldt juletog havde fragtet mig til den Jydske hede fra hovedstaden.

Nu er jeg jo så heldig at have min egen skønne familie, og jeg kan mærke, at nogle af juletraditionerne er vigtige for mig at give videre til mine egne børn. Fx duften af hyacinter!

Og småkagebagning! I går bagte vi 13 plader vaniljekranse og peberkager… Det var lidt af en bedrift med 6 hjælpende børn. Dvs. Bertil og Helga Marie hjalp faktisk kun med at spise de små lune trofæer. Vi fik bageassistance af min søster og hendes familie, og der blev rullet, æltet og ikke mindst drejet på den gamle kødhakker med håndsving, da vaniljekransene skulle formes.

Engagementet var (som forventet!) ralativ kortvarigt hos børnene i forhold til, hvor besværligt det egentlig er at lave dej, bage, assistere de små utålmodige sjæle og ikke mindst gøre rent efter hele svineriet!, men alligevel synes jeg, det er besværet værd. Det kan godt være, de små spillopper kun er med en halv times tid, men jeg tror, det er en halv time, de husker. Især når den bliver gentaget år efter år. Egentlig kan man jo købe ganske glimrende kager hos bagerne (hvilket vi også praktiserer i stor stil), men der er noget fint i at stå med den fedtede dej mellem hænderne, forme, udstikke og langsomt mærke de krydrede dufte sprede sig i luften. Og ikke mindst er det skønt at spise sig en kvalme til i ‘smagsprøver’.

Jeg er ret old school, når det kommer til juletraditioner. Det er jo netop noget af det, jeg selv elsker ved julen – at mange ting bare er, som de er. Der kræves ikke så meget af én. Man kan trygt læne sig op af ‘plejer’ og bare være. Det skaber minder og tryghed.

Selvfølgelig ændres traditionerne og nogle forsvinder, mens nye opstår. Det skal der være plads til. Men for mig er traditioner en vigtig del af julen. Det er på en måde hér, man lige mærker historien i kroppen og sender tanker, der rækker både tilbage og frem.

 

 

Jul i hjertet

IMG_1886Her er (endelig) ro i lejren! Der dufter af stearinlys, appelsiner og nelliker, lyden af Bob Dylans “Christmas in the Heart” strømmer ud af højtalerne og skaber julestemning i mit hjerte.

I år har jeg været meget mere afslappet med alt julehalløjet, end jeg plejer. Jeg tror mine sidste halvandet års daglige forsøg på at sænke overliggeren og tage tingene, som de kommer, er skyld i det – altså på den gode måde!

Det er ikke, fordi jeg plejer at gå amok i julepynt og overplastre hele vores hjem i glimmer og gran, men jeg plejer alligevel at have en vis højtidelighed omkring pyntning. Jeg har et ret nostalgisk forhold til pynt og traditioner, og hiver det samme op af kassen hvert år, hænger op de samme steder og bygger julehyggen op i hovedet, før den skal udleves i praksis.

I går opdagede jeg så, at der hang stjerner, nisser og engle rundt omkring i lejligheden på små hyggelige og diskrete steder. Det havde der vist gjort et par dage.. Simpelthen så fint og hyggeligt! Jeg må ganske enkelt indrømme, at Kristian bare er bedre til sådan noget end jeg… Jeg var slet ikke nået så langt i mine tanker og fatter slet ikke, at dagene bare flyver.

Hubert går rundt og øver til det store luciashow, børnehaven plejer at lave. I går gjaldede han ‘Sankta Lucia’ i christianiacyklen HELE vejen fra børnehaven til vuggestuen og HELE vejen fra vuggestuen og hjem. Jeg tror alle, der befandt sig i området omkring Nørrebros runddel ved 15:30 tiden kunne høre hans kraftfulde røst. Han har virkelig en stærk stemme den lille gut! Med årene slægter han måske Bob på? Hvem ved…? Mor håber…

I dag har dagen budt på strøgtur, hvilket egentlig ikke kan anbefales! – Der var virkelig mange mennesker…! Det var meningen, jeg skulle købe julegaver, men kom aldeles tomhændet hjem. Jeg blev totalt apatisk i julemyldret, og alt jeg købte var en kop kaffe. Tænker netshopping passer bedre til mig i år – eller vores udmærkede lokalmiljø for den sags skyld. Sidste år forvildede jeg mig også ind på strøget (udstyret med tvillingevogn, to utålmodige unger og en posefuld babymos) og købte stort set kun ting, der også kunne være købt i en radius af 500 m fra vores hjem. Der er heldigvis længe til juleaften endnu!

Eftermiddagen blev akkompagneret af klejner og vores juleplayliste, hvilket godt kan anbefales! Mums! Listen lider dog af en vis identitetsforvirring, idet man skal indstille øret på at kunne rumme alt fra Søs og Thomas’ 80’er romance, Peter AG’s mus i en spand, diverse julekalenderhits, Ottos Banjomus og selvfølgelig tophits fra Bobs Jul i hjertet.

Nissen havde skrevet på sedlen i vores familiekalender, at Hubert måtte bestemme, hvad vi skulle spise til aftensmad. Vi havde kalkuleret med, at han valgte pizza fra den lokale, så vi fik lidt ekstra tid med børnene og ikke skulle bruge tid i køkkenet. Man kender vel sine børn…! Kusinerne og deres søde forældre kom og spiste med. Rigtig hyggeligt!

Jeg kan mærke, at resten af familiens julestemning smitter mig stille og roligt og det kan virkelig anbefales at lade den komme udefra i stedet for at forsøge at skabe den inde i hovedet på forhånd, som jeg ellers plejer.

 

Krydderi på tilværelsen

IMG_1360Nogle dage er det altså lidt udfordrende at have 4 børn. Sådan en dag var det i går!

Det kan virkelig mærkes, når der bliver bare en lille smule slinger i valsen. Om formiddagen blev vi ringet op af vuggestuen, fordi Bertil blussede meget op i ansigtet og fik både udslæt og nogle hævelser efter at have været med til at bage pebernødder og måske havde smæsket sig lidt rigeligt i den krydrede dej. Han elsker at fedte rundt med maden og havde måske nok lige haft lidt for meget nærkontakt med kanelen! Vi måtte hoppe i en taxa og drøne til Hvidovre Hospital for at tjekke for allergisk reaktion. Da vi nåede derud, så han allerede meget bedre ud, men rent rutinemæssigt skulle han undersøges af en læge. Det gik egentlig forbavsende hurtigt og allerede efter en times tid, var vi på vej retur igen. Hvis det ikke var for udslættet, kunne man næsten mistænke ham for at bluffe sig til hele seancen. Han nød i hvertfald opmærksomheden i fulde drag og havde travlt med at charme både hospitalspersonale, taxachauffører og ikke mindst Kristian og jeg. Hele to forældre der kigger på én på samme tid! Det er altså ikke et grundvilkår, når man både bliver født som en del af et sæt og ind i en flok. Det var faktisk ret så hyggeligt!!

Ikke så snart var vi trådt ind af døren herhjemme, før de ringede fra skolen, at Hjalmar havde ondt i maven. Afsted igen! Efter en halv time herhjemme viste mavepien sig at være ren og skær fødselsdagsspænding, så han blev fulgt til den børnefødselsdag, han var inviteret til. Derefter skulle Hubert og Helga Marie hentes… En hurtig halv kop kaffe og ud af døren igen for at hente Hjalmar. Og så gik den dag. Mange børn – meget logistik!

Det var ret underligt at være tilbage på Hvidovre Hospital. Det er dér, Helga Marie og Bertil kom til verden og dér jeg gik til kontrol ca. konstant under graviditeten. Hele atmosfæren, hospitalslugtene og de karakteristiske gange førte mig tilbage, og jeg kunne mærke nogle af de tanker og følelser, der fyldte i mig dengang – og mærke lettelsen over at Helga Marie og Bertil heldigvis begge er ude og trives i bedste velgående. Det fik mig også til at tænke på, hvor skønt det er at have tvillinger (selvom det da selvfølgelig også kan trække tænder ud en gang i mellem!).

Når jeg ser Bertil og Helga Marie sammen, kan jeg næsten synes, at det er lidt synd for Hjalmar og Hubert, at de ikke også har en tvilling. Selvfølgelig har de to små krabater konflikter om det samme legetøj, og de er begyndt at drille hinanden ret så bevidst. Når vi sidder og spiser, kan de finde på at stjæle hinandens mad, kop eller ske og så kigger de med skælmske øjne og ser meget uskyldige ud. De kan endnu ikke selv se, at de er gennemskuet på forhånd, fordi de jo sidder med tyvegodset i hænderne. Det er faktisk ret sjovt. De kan også tromle hinanden og møve sig ind foran hinanden, blive jaloux og stjæle opmærksomheden fra hinanden osv. Men alt i alt så har de virkelig meget glæde af hinandens selskab.

Nogle af mine yndlingsøjeblikke med Helga Marie og Bertil er, når de har været adskilt fx efter en lur og bare løber hen og krammer hinanden og putter sig ind til hinanden. Man kan mærke, at de har savnet hinanden. Eller når de stavrer afsted efter hinanden i noget, der ligner en fangeleg i slowmotion, mens de skriger af grin. Eller når den ene græder og den anden kommer hen med en bamse eller sut og begynder at stryge over håret og siger “ae, ae”. Eller når de bare griner af et eller andet, vi andre ikke fatter hvad er og går ind i deres egen lille boble.
Det er virkelig sjovt, hvordan deres relation udvikler sig mere og mere, jo ældre de bliver og hvordan de udviser empati og kærlighed for hinanden.

Vi har ikke dyrket tvillingerelationen så meget, men betragter dem egentlig mest som almindlige søskende. At de er født ind i en familie med to storesøskende betyder, at vi nærmere ser dem som en del af flokken end som tvillinger. De fungerer fint uden hinanden en gang i mellem, men det er alligevel tydeligt, at de to har noget særligt sammen og på en måde er forbundet.

Selvom jeg godt kunne have været hele kanelcirkuset og hospitalsturen foruden, så var det faktisk meget godt at få nogle af følelserne fra dengang tilbage og mærke lidt på dem igen. Jeg kan huske, at nogle af de tanker der fyldte mig de første dage, efter Bertil og Helga Marie var blevet født og vi stadig var på hospitalet var, at det både føltes skrøbeligt at have ansvaret for så mange børn og enormt stærkt at være en stor familie. Skrøbeligheden viser sig, når ét barn kræver lidt ekstra som eksempelvis i dag. Jeg ville gerne være der for Bertil hele tiden, men ‘fabrikken’ skal jo holdes i gang, uanset hvad der sker og de andre børn kræver stadig hver deres. Jeg kan godt blive skræmt ved tanken om, hvis der en dag sker noget mere alvorligt – i dag skete der jo reelt ingenting. Ikke andet end at Bertil skulle undersøges.

På den anden side er det netop når valsen slingrer lidt, at jeg uden at tænke over det tager mig tid til at give det der berømte ekstra nærvær til ét barn af gangen, som jeg ofte savner lidt. Og som børnene selvfølgelig også nyder i fulde drag.

Vi holder lidt igen med julesmåkagerne for en stund og satser på,det var mængden af kagedej, der gjorde udslaget for den lille slikmund.

Plantefarvet (G)uld

Jeg elsker at strikke og nørkle med garn. Før jeg fik børn, havde jeg på ingen måde tålmodighed til den slags sysler, men da Hjalmar lå i maven og buldrede rundt, begyndte jeg at strikke som en del af redebygningen, tror jeg. Siden har det grebet om sig og udviklet sig til en decideret hobby.IMG_1855

I lørdags var jeg på visit i (G)uldpigernes pop-up shop med det primære formål at få en cykeltur helt alene for mig selv, oven på en uge der bød på bl.a. forældremøde, skole-hjemsamtaler, vinsmagning og lørdagsskole. Altså på Kristians arbejde vel at mærke! Det betød ekstra ‘arbejde’ for mig på hjemmefronten. Jeg ved godt, man ikke kan (må!) kalde det for arbejde at passe sine egne børn, men med fire styks kan det altså ind i mellem godt føles sådan…! Da Kristian (endelig) kom hjem fra arbejde lørdag med udsigt til halvandet døgns fri, skyndte jeg mig ud af døren et par timer og satte kursen mod (G)uldbutikken. Jeg blev mødt af den hyggeligste atmosfære, duften af gløgg, marcipankager og selvfølgelig virkeligt lækkert garn i smukke farver. Jeg falder altid i svime over de blå/grønne nuancer, men i dag åbenbarede dét, vi herhjemme ikke må kalde pigefarver sig nærmest for mig. Hemmeligheden må ligge i, at pigerne plantefarver deres garn. Plantefarvningen gør farverne lidt mere jordede på den rigtig gode måde. Virkelig flot! Jeg kan huske, at min mor plantefarvede garn hjemme på komfuret, da jeg var lille. Store gryder med garn stod og forvandlede sig til garner i grønlige nuancer. (G)uldpigerne har taget traditionen op og kombineret flot håndværk med lækkert design. Skønt!

Det tog mig ca. en time at beslutte mig for 3 fed garn, og jeg kunne godt have købt hele butikken. Den rolige cykeltur hjem gennem det tusmørke København var virkelig smuk, og hele udflugten udgjorde lidt lørdagswellness for min sjæl…

Dejligt med et par timer alene men endnu dejligere at komme hjem til flokken igen.IMG_1854

Pakkekalender-idealisme

Der er blevet strammet op på decemberforberedelserne i vores lille hjem, siden Hjalmars sprøde røst vækkede min julegejst til live for nogle dage siden. Vi har lavet nisselandskab med vat og hjemmegjorte nisser, jeg har strikket små lyserøde marcipangrise til adventskransen, kalenderlyset er i hus og Hjalmar har fundet julesokken frem og hængt den op. Vi er klar til december!

Det var ellers lige før den gode julestemning røg sig en tur i 0. klasses facebookgruppe. Hjalmars velmenende klasselærer meddelte sidst på ugen, at alle skulle medbringe en gave til en klassepakkekalender. Umiddelbart en klassiker i mine øjne. Men! Her kom Nørrebroforældrene op af sofaerne og erklærede kamp mod materalismen! Måske lidt overdrevet – men ikke meget. Diskussionen gik på hvorvidt denne materalistiske kalender havde sin berettigelse i klassen (- som i øvrigt også har erstattet fødselsdagsgaver med en t-shirt hvor alle sætter deres autograf).

Personligt mener jeg, det må være op til læreren, om hun orker bøvlet med sådan en kalender og jeg husker da også, at jeg selv syntes selvsamme koncept var hyggeligt i min egen skoletid. Selvfølgelig kan det diskuteres om nutidens børn ligefrem mangler små dimser til 20 kr. Men når forældregruppen begynder at blande sig i detaljer som en julekalender, synes jeg faktisk, der er tale om et skråplan. Enten kan man konkludere, at klassen er yderst velfungerende, siden der ikke er større problemer at tage fat på eller også er folkeskolen ved at forvandle sig til en idealisme-arena, hvor forældre kan flashe deres personlige værdisæt på linje med visse privatskoler. I mine øjne er en rask værdidiskussion ikke af vejen, men når en pakkekalender næsten kan mane til antimateralistisk kampgejst, er filmen ved at knække. Måske er det bare mig, der er gammeldags, men jeg synes viljen til at gå ind på den fællesskabspræmis, der er grundlæggende i folkeskolen mangler lidt. Fællesskabspræmissen kræver, at man en gang imellem parkerer nogle af sine personlige værdier og meninger i fællesskabets navn og det er åbenbart ikke så ligetil. Måske lægger jeg for meget i hele diskussionen, men ikke destomindre har den fyldt i mit hoved i denne weekend.

Jeg vil i hvert fald nyde at se mine børn åbne gaver og smæske sig i chokoladekalendre, pebernødder og æbleskiver i december. – Ja, jeg vil sågar selv gøre det samme!

IMG_1873