Tag Archives: Familieliv

Afslutninger og begyndelser

Da jeg cyklede gennem de Københavnske gader i går, kunne jeg mærke foråret vente lige om hjørnet. Byen summede af liv, og Dr. Louises bro var fyldt til bristepunktet med mennesker, der hang ud og nød solens stråler. I dag er det til gengæld virkelig koldt, og forårsfornemmelsen føles igen mere fjern…

Ugen er gået med at nyde de sidste dage af hjemmelivet og med at sige farvel til legestue og legegruppe. Det er altid sådan en underlig vemodig fornemmelse at sige farvel og afslutte noget, man er glad for.

Jeg har generelt svært ved overgange, tror jeg. Hverdagens forudsigelighed passer godt til mig og når jeg står på kanten til noget nyt, bliver jeg altid sentimental og ønsker bare, at alt kan få lov at blive ved det gamle. Uvisheden om, hvordan vores nye hverdag bliver, hvad de små siger til børnehavelivet og hvordan det kommer til at blive for os alle sammen, erstatter det kendte og trygge. Dét, vi gennem forskellige prioriteringer har fået til at fungere så fint, er nu igen under forandring. Heldigvis kan jeg mærke, at vi har gjort, hvad vi kunne for at bygge et godt fundament og det er en god følelse!

Forandringer er jo ikke kun afslutninger, men også nye begyndelser og dermed åbninger for endnu flere gode og spændende ting. Børnehaven er én af de ting, der kommer til at fylde noget af pladsen ud i Bertil og Helga Maries hverdag og jeg er sikker på, det bliver godt.

Vi har selvfølgelig snakket med børnehaven om, hvordan de første dage skal forløbe og pædagogerne er som altid vildt tjekkede og har gjort sig gode tanker om processen. De foreslog at holde Bertil og Helga Marie sammen den første uge som udgangspunkt og lade dem knytte sig til den samme voksne til en start. Senere er det meningen, at de skal være tilknyttet to forskellige familiegrupper, som de kalder det og dermed fx spise, holde morgensamling og andre ting hver for sig men stadigvæk være tæt på hinanden størstedelen af dagen. Det skaber virkelig tryghed og tillid i mit hoved og ikke mindst i mit hjerte, at de er så omsorgsfulde og professionelle. Det bliver uden tvivl ikke helt nemt for mig, hverken at sige farvel eller at undvære de to små dejlige unger, men det er godt at vide, de er i rigtig gode hænder.

Nu vil jeg hengive mig til nuet og sofaen og nyde, at er det lørdag aften. I aften kalder den på strikketøj og drinks for mit vedkommende. En virkelig skøn kombination, jeg sagtens kan anbefale 🙂

 

Sidste uge med hjemmeunger venter…

Hjemmelivet med Bertil og Helga Marie lakker mod enden og med kun en uge til børnehavestart, har jeg tænkt mig at nyde hvert øjeblik!

Tilbage i slutningen af foråret sidste år, da vi tog beslutningen om at sætte deres institutionsliv på pause, havde jeg en følelse af, at den tid, der lå foran os var uendelig lang og tankerne om børnehave lå dengang langt ude i fremtiden! Men som det ofte er med tiden, så er den en utilregnelig størrelse, og jeg må sige, at tiden virkelig er fløjet afsted!

Jeg havde det på samme måde, da jeg var på barsel med Hubert og igen, da jeg var på barsel med Helga Marie og Bertil. En følelse af, at vi skulle hygge os og være sammen hele tiden i uendeligt lang tid og så med ét, var tiden gået.

Med Hjalmar var det lidt noget andet, fordi det var nyt for mig at være mor dengang. Tiden stod nærmest stille og efter 6 mdr. syntes jeg min barsel havde varet for evigt! Det var ikke fordi, jeg ikke nød at være sammen med ham, for det gjorde jeg virkelig! Jeg kørte bare i et helt andet gear…

Jeg var studerende dengang (i gamle dage – dengang uddannelserne tog den tid de tog og stadig havde plads til fordybelse…) og havde haft alt min undervisning, mens jeg var gravid, så jeg manglede bare en enkelt eksamensopgave, før specialet ventede på mig. Derfor overtog Kristian barslen efter de 6 mdr., og jeg studerede et par timer om dagen.

Jeg tror, det var kontrasten til min liv, før jeg blev mor, der resulterede i en helt anden tidsfølelse, for med de andre tre havde jeg slet ikke været klar til at komme ud af hulen så tidligt. Selvom Kristian var på barsel, var jeg jo stadig rigtig meget hjemme, men jeg var alligevel orienteret mod verden udenfor på en anden måde end i de senere barsler.

Nu sidder jeg igen med følelsen af, at tiden løber lidt hurtigere, end jeg kan nå at følge med til, og på en måde er den overgang, der venter os lige om lidt, også meget lig barselernes afslutning.

Selvom Bertil og Helga Marie er ved at være et par store børn, der er helt klar til børnehavelivet, er det jo stadigvæk en lille symbiose, der skal brydes. Vi tre har været sammen i døgndrift og beslutningen om at være hjemme sammen med dem, er ubetinget en af de bedste jeg nogensinde har truffet.

Det har været op af bakke nogle dage, og jeg synes det har været hårdt arbejde. Det vil jeg ikke lægge skjul på.

Men jeg kender de to rødder helt ind i sjælen, og jeg har nydt at være med i alt, vi har gjort sammen.

Sommermorgener med sol, kaffe og bare tærer i sandkassen. Udflugter med madpakker rundt omkring i København med christianiacyklen. Barselshygge med min søster og vores lille kusine. At putte os sammen under et tæppe i sofaen med en stak bøger, når regnen ruskede udenfor. Decembers julehygge og lange morgener i nattøjet. Den korte periode med sne, som vi udnyttede til fulde. Mest af alt har jeg bare nydt deres leg og grin. Nej, mest har jeg vidst bare nydt det hele!

Min Bedstemor sagde dengang jeg snakkede med hende om min beslutning, at jeg aldrig ville komme til at fortryde min tid sammen med børnene, og det fik hun ret i.

Når tiden kommer, vil jeg prøve at nyde at se dem have et liv ude i verdenen på egen hånd – eller næsten egen hånd. De har jo heldigvis både hinanden og storebror Hubert, der glæder sig helt vildt til de skal starte i børnehaven.

 

 

Fastelavn

IMG_6021Fastelavnsfeberen raser denne weekend, og i går var vi hele familien til fastelavnsfest. Efter en dejlig dag med tøndeslagning, fest og masser af fastelavnsboller var det 4 glade unger, der indtog aftenmaden i fuld udklædning – og med en enkelt kattekongekrone på toppen!

Med 4 børn i puljen er chancen jo ret stor for at få en kroneindehaver i familien…

Men, faktisk var det kun Hjalmar, der for alvor var med i kampen om kronerne, da resten af flokken var noget skeptiske over både konceptet med at tæve løs på tønden og over en maskeklædt pige, der også var ret uhyggelig! Da slikposerne endelig fløj ud af tøndens bund, fik piben dog hurtigt en anden lyd. 🙂

Jeg havde jo kastet mig ud i hjemmesyede fuglevinger og blev da også både færdig til dagens farverige fest og rimelig tilfreds med resultatet, – selvom det tog lidt længere tid end beregnet at sy de mange fjer fast…!

Sådan er det, når man har børn i huset og fordybelse er en luksus, der hører en svunden tid til. Jeg manglede kun lige de sidste detaljer, som jeg havde tænkt, jeg skulle sy om formiddagen, mens dejen til fastelavnsbollerne hævede. Men så skulle nogen lige have en mad, noget frugt, noget mælk osv, og så skulle nogen lige have hjælp til det ene og andre til noget andet, så havde nogen spildt ud over hele gulvet, mens nogen skulle skiftes. Så ville nogen gerne hjælpe med fastelavnsbollerne, hvilket var virkelig hyggeligt! – Især, hvis vi havde god tid…

Altså alt i alt virkelig mange afbrydelser! Og dermed en meget langsommelig sy- og bageproces, der krævede stor omstillingsparathed og lige så stor tålmodighed! Den ultimative mindfullnessøvelse…

Vi nåede det hele og entrerede overraskende nok festen som nogle af de første, men det er altså med at tage nogle dybe indåndinger sådan en formiddag for lysten til at brøle højt, trampe i jorden og kræve 10 min. sammenhængende ro ligger lige under overfladen.

Jeg kunne jo bare droppe de hjemmelavede kostumer og dermed prioritere min tid anderledes, men jeg synes på en eller anden skør måde, det er værdifuldt for mig at lave fastelavnskostumer selv. Det er noget med skaberglæde og kreativitet, jeg kan lide at få til at gå op i en højere enhed… Jeg har selv gode og hyggelige minder fra min barndom, hvor min mor ofte lavede kostumer, og det er en tradition, jeg har lyst til at fortsætte. Jeg kan godt lide processen fra ide til resultat, og jeg synes, det er sjovt at inddrage børnene i den. De kigger mest med fra sidelinjen, men med årene håber jeg, at de får lyst til at være mere med i processen.

Jeg vil dog retfærdigvis lige tilføje, at langt det meste af den udklædning, vores familie troppede op i til festen i går, var fra udklædningskassens skattekiste og så absolut ikke hjemmesyet! Der skal være plads til det hele!

 

 

 

 

Endnu en træthedstorsdag…

IMG_1190I dag havde jeg 10.000 ting, jeg gerne ville nå og her ved dagens slutning, kan jeg konstatere, at jeg egentlig nåede forsvindende lidt!

Vi brugte formiddagen på at tonse rundt i legestuen med de andre børn, og det var to trætte trolde, der blev puttet under dynerne efter frokost, så muligheden for at nå en masse var ret stor.

Men, det var altså også en træt mor, der i stedet for listen med gøremål fandt stikketøjet frem i “middagspausen”. Nogle gange orker man bare ikke andet…

Jeg tror, min uoverkommelige træthed i dag dels skyldes vinteren og dels natten til i dag, som var alt for kort pga. vågne, drømmende, sengetissende børn og det faktum, at jeg simpelthen ikke kan finde ud af at gå i seng om aftenen. Hver aften er det som om, min krop fortæller mig, at det er verdens bedste ide at hænge oppe og nyde roen i huset, men hver morgen har jeg det som om, jeg er blevet snydt…

Min træthed er nok også betinget en lille smule af udsigten ud over vores lejligheden, som bærer tydeligt præg af de 15 børn, der har aflagt os et visit siden i lørdags – altså ud over vores egne… Lad mig bare sige, at opvaskemaskinen trænger til ferie og lejligheden trænger til noget af en overhaling med både kost og spand 🙂

Midt i hele kaoset har jeg kastet mig ud i nogle fastelavnsforberedelser, der snart nærmer sig sin deadline. Jeg havde afskrevet hjemmelavede kostumer helt og aldeles, men nu ligger der alligevel en halv fugledragt og venter på ro til at komme en tur i symaskinen. I år har jeg prioriteret noget så egoistisk (og ret stenet!) som at lave kostume til mig selv i stedet for til børnene. Hjalmar vil være ulv ligesom til Halloween, Hubert vil være Spiderman ligesom de andre drenge i børnehaven (jeg er ikke sikker på, han har overvejet, at man kan være andet…), Bertil er blevet forelsket i et dragekostume fra udklædningskassen, og Helga Marie vil gerne være kat, eller Bedstemor, eller mariehønen evigglad eller… Hun skifter hele tiden, så hende venter jeg med at ekvipere til sidste øjeblik.

Nu må vi se, hvad natten bringer af søvn og hvad morgendagen bringer af overskud. Måske bliver fuglen klar til at flyve, og måske bruger jeg bare hele dagen på at kramme mine to små troldeunger, der snart skal starte i børnehave…

Jeg skal altså lige vænne mig til den tanke, selvom det virker som om, både Helga Marie, Bertil og børnehaven glæder sig.

 

 

 

 

Hjemmeliv og udeliv

IMG_5830Det smukke vintervejr fortsætter, og selvom det er koldere end koldt, så er jeg vild med det! Lyset, farverne og den klare luft har en næsten rensende virkning på mig og giver et lille, kærkomment energiboost midt i vinteren.

Ugen er gået med legepladser, legegrupper og legestue. Masser af leg! Forleden trodsede vi kulden og var på legepladsen hele formiddagen. Bertil og Helga Marie tonsede rundt og var ikke til at drive hjem igen. Det blev mine frysende fødder, der til sidt tog beslutningen.

Ugen har også bragt os et vigtigt brev ind af døren. Et brev fra pladsanvisningen som vi har været ret spændte på! Vi har (som håbet og ønsket) fået børnehavepladser til Helga Marie og Bertil i Huberts børnehave pr. 1. marts. Det er rigtig dejligt, og min frygt for, at de ville havne i hver deres ende af Nørrebro, kan nu lægges på hylden.

Men! Det er godt nok også lidt ambivalent, synes jeg! Børnehaven er fantastisk, og Bertil og Helga Marie er trygge ved både stedet, de voksne og de kender jo allerede nogle af de andre børn. De er vant til at komme i huset, når vi henter Hubert, så det kan næsten ikke blive tryggere. Det er ikke så meget det!

Det er mere den forandring, vores familie nu igen står overfor! Jeg vil ikke lægge skjul på, at det er ret hårdt arbejde at være hjemmegående med to 2-årige indimellem. Men jeg elsker det også! Jeg nyder at være med i alt, hvad de gør og at kunne kramme dem hele dagen. Jeg nyder at være lidt ovenpå med vores hverdagsliv i stedet for hele tiden at halte bagefter og stæse afsted for at følge med. Jeg kommer virkelig til at savne vores hverdag sammen, og jeg bliver helt vemodig ved tanken om, at det skal være anderledes.

Men, når det er sagt, så tror jeg faktisk, de to krudtugler kommer til at elske at gå i børnehave. Selvom jeg godt nok synes, de er lidt små! Jeg kan slet ikke huske, at Hjalmar og Hubert var små, da de i sin tid startede i børnehave.

Heldigvis er der et stykke tid til 1. marts, og tiden indtil da skal bare bruges på at nyde hverdagen sammen – og på at spekulere over hvad jeg så skal i gang med bagefter… Gode ideer modtages gerne! Jeg håber at finde en familievenlig løsning i form af et eller andet job…

Nu er det fredag! Weekenden venter, og jeg tror, det bliver en god en af slagsen 🙂

 

Egocentrerede, selvstændighedsudviklende, sjove og vidunderligt kærlige unger!

Med trætte fødder og summende ører sidder jeg og tænker tilbage på dagens gang. Det har været en rimelig normal dag som så mange andre dage i vores familie.

Hubert holdt fridag fra børnehaven og slog sig sammen med Helga Marie, Bertil og jeg. Vi byggede huler, spiste frugt og makrelmadder, var på legepladsen og havde besøg af moster og vores lækre lille babykusine. Eftermiddagen gik med at hente Hjalmar på fritten og for mit vedkommende tage et smut på tilbudsjagt efter en flyverdragt til Hubert, mens Kristian lavede aftensmad i køkkenet med varierende små hjælpere ved sin side.

Jeg havde en virkelig hyggelig formiddag med den yngste halvdel af familien, men hold nu op, hvor er de både store og små på samme tid! Jeg følte på nogle tidspunkter, at jeg havde besøg af 3 x Bamse (fra Bamses billedbog). Egocentrerede, selvstændighedsudviklende, sjove og vidunderligt kærlige unger. En kort overgang følte jeg mig reduceret til en frugtskærrende, tingfindende, konfliktafvæbnene, røvtørrende robot på speed… Men det er vist bare en del af jobbeskrivelsen ind i mellem. Min løn er til gengæld mere værd end det pureste guld 🙂

Det er så sjovt at se, hvordan Huberts privilegium, som midterbarn giver ham mulighed for både at “lege op” med storebror og “lege ned” med de små. Det er helt klart den første udgave, vi bedst kender ham i, men det sidste stykke tid, hvor de små er begyndt at kunne lege små rollelege og der er begyndt at vise sig forskellige interessefællesskaber på kryds og tværs, er den anden udgave i dén grad tiltaget. Det er så fint at se, hvordan han også trives med at være den store, selvom han stadig ikke helt er gammel nok til at acceptere, når de små ikke lige indfinder sig i legen, som han nu synes de skal. Han nyder at være den, der tager styrringen i legen og at det er ham, der kan lære fra sig.

Det har uden tvivl været hårdt at blive storebror til tvillinger som en 22 måneder gammel glad tumletrold, men når jeg ser de tre sammen som fx i dag bliver jeg så glad på både mine egne og på deres vegne, for det er da virkelig fantastisk for dem at være så “jævnaldrende”.

Det bliver spændende at se hvordan de alle tre udvikler sig, når Bertil og Helga Marie starter i børnehaven sammen med Hubert. Efter i dag tænker jeg, at de får det fantastisk sammen, men også at der potentielt bliver nogle slåskampe, der kommer til at kræve pædagogisk assistance!

Nøj, hvor kan de køre mig træt de energiske små vildbasser, men hvor er jeg også lykkelig over at have mulighed for at være sammen med dem hver dag.

 

 

 

Familiemaskineriet…

Vinteren har for alvor fået tag i os med kolde temperaturer, sne og sygdom. Jeg må bare sande, at selvom vi alle i familien er udstyret med et nogenlude velfungerende immunforsvar, så er der ofte nogen, der er syge på denne årstid. Det kan godt være sejt at komme igennem de sygdomsramte dage, fordi resten af banden jo stadig tonser videre som normalt, hvilket forudsætter at hele familiemaskineriet bliver holdt i gang. Vi finder løsninger, så godt vi kan, og nu er det heldigvis weekend!

Bloggen får ikke så meget opmærksomhed, når kræfterne skal bruges i det virkelige liv i stedet for og sådan skal det selvfølgelig også være.

Egentlig ville jeg ikke skrive et blogindlæg om sygdom, da jeg trænger til at tænke på noget andet!

Noget jeg har funderet over, er noget så banalt som min helt lavpraktiske hverdag. Da Bertil og Helga Marie stoppede i vuggestuen for at være hjemme hos mig hele tiden, fik jeg utroligt mange gode råd med på vejen i forhold til vores “nye” hverdag. Alle de velmenende råd handlede om at skabe struktur, systematisere aktiviteter og i det hele taget at planlægge.

Med struktur og god planlægning kan man uden tvivl få en masse praktisk fra hånden, lave meningsfulde aktiviteter og undgå selv at blive skør i bolden. Sådan ca. lød opskriften.

Jeg kan tydeligt se de mange fordele, man kan opnå ved den strukturerede model – i teorien, men i praksis dur det ikke for mig.

Jeg har forsøgt mig, men jeg trives bedre med den mere tilbagelænede og halvspontane model. Jeg tror, det handler om flere ting. Hele ideen med at tage de små ud af vuggestuen var jo at skabe ro og mere overskud i vores familieliv. Når man er seks mennesker, der lever sammen, er der rimelig meget gang i den, og fordelen ved hjemmelivet for Bertil og Helga Marie (og mig…) er jo netop at kunne tage den med ro hele formiddagen, så vi kan “stå distancen” resten af dagen og hilse den velkommen, med alt hvad det indbefatter af aktiviteter, legeaftaler, arrangementer osv. uden at komme til at lide af kronisk overstimulation. Derfor intet behov for skemalagte formiddage!

Det er meget muligt, at jeg godt kunne have nået endnu flere støvsugninger eller oprydninger og skruet op for effektiviteten af de praktiske opgaver generelt, hvis jeg havde været mere struktureret, men det betyder faktisk ikke rigtigt noget for mig. Jeg sætter så stor pris på min mulighed for at tage dagen, som den kommer, og jeg vil meget hellere blive en time ekstra på legepladsen eller drikke morgenkaffe, mens jeg tegner med de små, hvis det er det, vi har lyst til, end jeg vil have topkarakter i at lege husmor. Selvfølgelig har jeg nogle rutiner, som forekommer omend ikke nødvendige så i hvert fald naturlige som fx, at vaskemaskinen helst skal køre første vask fra morgenstunden. Eller at opvaskemaskinen helst tømmes ved daggry, så jeg har et sted at losse tingene ned i løbet af dagen, men de dage jeg ikke når det, fungerer køkkenbordet også glimrende som mellemstation…

Det mest strukturerede ved vores hjemmeliv er vores sociale aktiviteter. Vi går i legestue én gang om ugen og mødes med nogle andre hjemmegående med jævnaldrende børn to formiddage om ugen. Det ligger rimelig fast med det forbehold, at vi melder fra, hvis der er for meget andet, der fylder ugen op.

Det er tydeligt, at Bertil og Helga Marie nyder, når der sker noget, men de nyder også at have rolige formiddage, hvor vi bare dimser rundt, læser bøger, går en tur på kirkegården og kigger efter egern eller andre vigtige ting.

Jeg nyder at have tid til at opleve dagene med ungerne, og mit hjerte smelter på daglig basis som fx, da vi forleden gik tur med klapvognen og mødte en lille hidsig gravhund, der bjæffende kom og overhalede os. Helga Marie blev meget bange for den, og Bertil rakte over og tog fat i hendes arm, mens han sagde: “Mig nok pas’ på dig Hega!”

 

 

Tanker om dyder: Retfærdighed

Sjap, sne og kulde præger det nye år og giver rig mulighed for at hygge indendøre med leg, spil og lidt strikketøj, når der en gang i mellem er tid til det.

Selvom det efterhånden er længe siden, jeg skrev et indlæg om mådehold, som er en af de 4 kardinaldyder, vil jeg alligevel tage tråden op og fortsætte rækken.

Det er næsten som om, at jo mere jeg tænker over de gamle kardinaldyder, jo mere mening giver det for mig at beskæftige mig med dem.

I denne omgang har jeg gjort mig nogle tanker om retfærdighed i relation til min hverdag. Ikke noget højtravende filosofi – bare helt jordnære tanker.

Overordnet forstår jeg retfærdighed som en dyd, der er med til at regulere og afballancere forskellige forhold. Magtforhold fx reguleres af retfærdighed og samfundsgoder fordeles efter vedtagne love, der bygger på principper om retfærdighed.

Det store spørgsmål er så, hvordan afbalancering og fordeling reguleres retfærdigt?

Er retfærdighed et lighedsprincip? Er demokrati fx retfærdigt?

Når hverdagslivet udspiller sig i vores familie, popper retfærdighed i alle mulige forskellige afskygninger ofte op. Det kan fx være i forbindelse med konflikter, eller når vi har forskellige opfattelser af virkeligheden. Næsten uden undtagelse stikker retfærdigheden hovedet frem, når vi spiller. Spil handler som oftes om at vinde og dermed kommer der noget på spil. Kampen for at vinde blander følelser ind i spillet, og så skærpes retfærdighedssansen som regel, og spilleregler må hjælpe med reguleringen. Det kan godt være ret udfordrende, hvis reglerne er for komplicerede i forhold til spillernes evner til at forstå og ikke mindst til at overholde dem. Det kræver øvelse at lære at navigere efter bestemte regler og modstå fristelsen for at snyde sig til en sejr.

Børn har ofte en meget stor retfærdighedssans, og den kan godt være svær at udfordre uden at skabe for store problemer. Jeg kan selv huske, hvordan vi som børn lå på knæ, når en sodavand skulle deles, så vi helt tæt på kunne se, om der kom lige meget i glassene. Anders Fogh Jensen stiller i sit podcast om retfærdighed netop spørgsmål ved den lige fordeling af fx en sodavand. Er det egentlig rimeligt, at alle får det samme? Vil det være mere rimeligt, hvis man får forholdsmæssigt i forhold til sin størrelse? Eller måske skal man vurdere, hvem der har det største behov for sodavand i situationen? Man kan også kigge på, hvem der har ydet en særlig indsats eller noget helt femte. Retfærdighed har mange ansigter!

Når retfærdighedssansen tager overhånd bliver den til smålighed og det er bestemt ikke efterstræbelsesværdigt i min verden. Smålighed er ganske enkelt noget skidt.

Omvendt skal man ikke lade sig kue men bestemt også holde på sin ret for at opretholde sin integritet og måske identitet.

Med 4 børn forholder jeg mig virkelig ofte til retfærdighed i forhold til det enkelte barn i vores flok. Alle skal jo ikke altid have lige meget, og ofte er det i virkeligheden mere retfærdigt at differentiere, men hvordan og hvor meget? Det gælder alt fra fredagsslik til tid, og det afhænger selvfølgelig altid af den enkelte situation. Det er ikke altid helt nemt at finde balancen!

Retfærdighed er også med til at afballancere forholdet mellen børn og voksne i vores familie. Børnenes “verden” kommer nemt til at fylde rigtig meget i familielivet, hvilket i mange tilfælde er godt. Børn har krav på at blive set og taget alvorligt, synes jeg, men jeg har også altid stræbt efter ikke at undertrykke ‘voksenverdenen’ fuldstændigt, og jeg bruger bl.a. retfærdighed til at regulere forholdene, så vi i højere grad kan stræbe efter en “fælles verden”. Børnenes behov kommer i første række, men de voksnes interesser og behov skal også imødekommes. Det er i virkeligheden både for min egen overlevelses skyld, så jeg ikke drukner i modelervoks, legoklodser og MGP hits, men også en bevidst del af den opdragelse jeg pådutter mine børn. Jeg vil gerne lære dem at give plads, og at hele verden ikke altid centrerer sig om dem. Vi har alle den samme værdi, og retfærdigheden hjælper os med at regulere pladsen, så vi alle sammen kan være her. Hvordan det så ser ud i praksis er evigt modellerbart!

På den måde hænger retfærdighed også sammen med ansvar. Hvis jeg fx skal dele en kage, er det naturligt, at jeg selv tager til sidst. Alle ville undre sig, hvis jeg delte kagen og selv skyndte mig at snuppe det største stykke. Den ansvarlige kageudskærer må gøre sit til at gøre alle stykkerne lige attraktive, for man ved jo ikke på forhånd hvilket stykke, der vil være tilovers til sidst. Retfærdighed rækker på den måde ud over én selv og handler i høj grad også om at kunne se, hvad der er retfærdigt for andre. Tænk hvis samfundsgoder blev uddelt efter samme princip…

Retfærdighed opstår ikke af sig selv, men er lige som de andre dyder noget, man tilegner sig undervejs i livet. Man må søge efter den rette balance i sit eget liv, sit familieliv og også efterstræbe retfærdighed i verden. Selvom det godt kan være noget at en mundfuld nogle gange… 🙂

 

 

En febervarm, råkold decemberdag

Da jeg slog øjnene op i morges kunne jeg ikke på nogen måde se, hvordan i himmelens navn jeg skulle komme igennem denne råkolde decemberdag.

Allerede i går havde den cirkulerende vinterforkølelse, der huserer i vores familie godt og grundigt fat i mig. Natten var febervarm og gik dels med at vende og dreje mig og dels med at trøste vågent barn med vokseværk, hente varmedunke og massere ben.

Hen på morgenen fik jeg lov at tage en meget tiltrængt tur til drømmeland, hvor jeg forsøgte at indhente superkræfter på rekordtid.

Lidt over 7 vækkede Kristian mig med beskeden om, at han og de store drenge smuttede nu. Mit hoved var på eksplotionsstadiet og mine led så ømme, at turen ud af fjerene føltes som et marathon.
I sofaen ventede mine to søde krudtugler, veloplagte til spas og ballade!

Efter et rustent godmorgenkram blev de pacificeret foran noget amerikansk tegnefilmsmusikvideo-crap, der under ingen omstændigheder ville være sluppet igenmen mit æstetiske, kritiske kvalitetsfilter hos mit første barn, da han var 2 år. Men hvad der end virker.

På den måde frikøbte jeg mig selv en halv times tid til at få skyllet kold vand i hovedet, meget stærkt ingefærshot i svælget (jeg var allerede i går forudseende og havde gang i heksekedlen), ledsaget af en spand kaffe, jeg på ingen måde havde lyst til, men som min krop skreg efter, og vigtigst af alt fik jeg lavet en overlevelsesstrategi for dagen. Jeg vidste nemlig, at jeg skulle være alene på skansen helt til i aften.

Overlevelsesstrategien gik i al sin enkelthed ud på at økonomisere med mine ressourcer og således fik jeg planlagt formiddagen frem til middagsluren, hvor jeg efter planen kunne ‘være syg’ og samle kræfter til resten af dagen.

Formiddagsplanen inkluderede en gåtur med klapvognen, hvor de kære små blev bestukket med kanelsnurrer, så de blev siddende i vognen, da jeg ikke orkede nogen form for hurtige bevægelser og larm – hvorfor legeplads var totalt bandlyst.

Kristian gav mig en energiindsprøjtning, da han ringede og sagde, at han kunne svinge forbi efter drengene mellem arbejde og mere arbejde og læsse dem af herhjemme, så jeg ikke skulle have alle mand i tøjet og rundt på hentetur. Det gælder om at vælge den rigtige far til sine børn!

Med hjælp fra alt for meget skærmtid af varierende kvalitet (altså til børnene) og urimelige mængder sukker fra diverse julesmåkager, karameller og hvad jeg ellers fandt i gemmerne (til mig), klarede jeg dagen med alt, hvad den indebar af konflikter, mange(!) lortebleer og jeg opretholdt endda en rimelig okay husmoderstandard med både eftermiddagsfrugt, aftensmad og den nødvendige husholdning.

En vigtig del af overlevelsesstrategien var netop at holde mig i gang. Ikke hvile og ikke give efter for påtrængende svaghed, men i stedet fortnægte ethvert sygdomstegn!

Jeg ved ikke om strategien er speciel sund for mig (eller om den sparker mig et vist sted i morgen) for ud over ingefærshots, har jeg ikke meget begreb om helseverdenen, men jeg ved, at alle unger havde en okay dag, og at der ingen anden vej var i morges end op og i gang…

Det er vidunderligt at have 4 friske børn, men det er sku hårdt, når man er sløj og selv er absolut bagerst i omsorgskøen.

Hvorfor jeg overhovedet har kræfter tilbage til at skrive, aner jeg virkelig ikke. Det er nok fordi bloggen har været min nærmeste kollega i dag, så betragt dette indlæg som lidt brok over frokostbordet i kantinen 😉

I morgen leger jeg atter alenemor hele dagen, men satser på jeg har jaget sygdomsmonsteret på flugt, og at jeg vågner frisk og veludhvilet op med et energiniveau, der kan battle min skønne børneflok.

 

 

Et strejf af julemagi

IMG_5385Julemagien har for alvor indhyllet os denne weekend med lys, lyd og dufte af alt det, der hører sig julen til. Vi holdt alle sammen en fridag i fredags og brugte formiddagen på at trylle papirstrimler om til funklende stjerner og tegne, mens vi hørte julemusik for fuld udblæsning. Ungerne kom først ud af nattøjet over middag, da vi besluttede os for at tage en tur i Tivoli. Sådan en formiddag er bestemt ikke at kimse ad!

Juletivoli var som altid smuk, og det var en stor oplevelse for børnene at gå rundt inde bag de kommercielle mure og indsnuse duften af gløgg, candyfloss og brændte mandler, mens mørket sænkede sig over byen og lysene forvandlede Tivoli til et magisk eventyrland.

Det var en virkelig god dag både hjemme og ude, og det var dejligt at være på udflugt hele familien. Det er ikke altid den største selvfølge, at vores udflugter bliver en succes, for der er mange børn at holde øje med, mange behov der skal stilles, mange til at plage, mange til at stille krav og kun to voksne til at holde styr på tropperne. Men i fredags var udflugten god, og det giver altså et boost, der rækker længere end til bare at have været en god dag. Det åbner også stille og roligt op for nogle muligheder, der i et par år har været uden for vores rækkevidde. Af den simple årsag at mange ting bliver nemmere, efterhånden som børnene bliver større. Andre ting bliver sværere, men lige i forhold til at tage ud af huset og bryde ud af rutinerne er det blevet meget nemmere end bare for et halvt år siden.

I går holdte vi traditionen tro store-bagedag med min søster og hendes familie. Vi klistrede deres køkken ind i småkagedej hele eftermiddagen, mens duften bredte sig og smagsprøver røg ind i en lind strøm, til kvalmepunktet nærmede sig. Sådan skal det være. Børnene var med af flere omgange i forskellige hold, og de hyggede sig! Det er lidt af et cirkus med 6 julebagende børn og en baby, men det er bestemt besværet værd, når de med stolthed viser resultaterne frem som små kanelduftende kagetrofæer.

Julen er flyttet ind, og det er skønt 🙂

Selvom dagene flyver afsted hurtigere, end kalenderlyset kan nå at følge med til, og vi desværre ikke undslipper småsygdom, der altid sniger sig ind og udfordrer familielivet på denne årstid, og kalenderen i næste uge er overtegnet, så den er ved at falde fra hinanden, så har vi i hvert fald i denne weekend fået et strejf af den idylliske juleromantik, jeg skrev om i mit sidste indlæg. Indtil videre er juleballancen intakt!