Tag Archives: Dyder

Tanker om dyder: Retfærdighed

Sjap, sne og kulde præger det nye år og giver rig mulighed for at hygge indendøre med leg, spil og lidt strikketøj, når der en gang i mellem er tid til det.

Selvom det efterhånden er længe siden, jeg skrev et indlæg om mådehold, som er en af de 4 kardinaldyder, vil jeg alligevel tage tråden op og fortsætte rækken.

Det er næsten som om, at jo mere jeg tænker over de gamle kardinaldyder, jo mere mening giver det for mig at beskæftige mig med dem.

I denne omgang har jeg gjort mig nogle tanker om retfærdighed i relation til min hverdag. Ikke noget højtravende filosofi – bare helt jordnære tanker.

Overordnet forstår jeg retfærdighed som en dyd, der er med til at regulere og afballancere forskellige forhold. Magtforhold fx reguleres af retfærdighed og samfundsgoder fordeles efter vedtagne love, der bygger på principper om retfærdighed.

Det store spørgsmål er så, hvordan afbalancering og fordeling reguleres retfærdigt?

Er retfærdighed et lighedsprincip? Er demokrati fx retfærdigt?

Når hverdagslivet udspiller sig i vores familie, popper retfærdighed i alle mulige forskellige afskygninger ofte op. Det kan fx være i forbindelse med konflikter, eller når vi har forskellige opfattelser af virkeligheden. Næsten uden undtagelse stikker retfærdigheden hovedet frem, når vi spiller. Spil handler som oftes om at vinde og dermed kommer der noget på spil. Kampen for at vinde blander følelser ind i spillet, og så skærpes retfærdighedssansen som regel, og spilleregler må hjælpe med reguleringen. Det kan godt være ret udfordrende, hvis reglerne er for komplicerede i forhold til spillernes evner til at forstå og ikke mindst til at overholde dem. Det kræver øvelse at lære at navigere efter bestemte regler og modstå fristelsen for at snyde sig til en sejr.

Børn har ofte en meget stor retfærdighedssans, og den kan godt være svær at udfordre uden at skabe for store problemer. Jeg kan selv huske, hvordan vi som børn lå på knæ, når en sodavand skulle deles, så vi helt tæt på kunne se, om der kom lige meget i glassene. Anders Fogh Jensen stiller i sit podcast om retfærdighed netop spørgsmål ved den lige fordeling af fx en sodavand. Er det egentlig rimeligt, at alle får det samme? Vil det være mere rimeligt, hvis man får forholdsmæssigt i forhold til sin størrelse? Eller måske skal man vurdere, hvem der har det største behov for sodavand i situationen? Man kan også kigge på, hvem der har ydet en særlig indsats eller noget helt femte. Retfærdighed har mange ansigter!

Når retfærdighedssansen tager overhånd bliver den til smålighed og det er bestemt ikke efterstræbelsesværdigt i min verden. Smålighed er ganske enkelt noget skidt.

Omvendt skal man ikke lade sig kue men bestemt også holde på sin ret for at opretholde sin integritet og måske identitet.

Med 4 børn forholder jeg mig virkelig ofte til retfærdighed i forhold til det enkelte barn i vores flok. Alle skal jo ikke altid have lige meget, og ofte er det i virkeligheden mere retfærdigt at differentiere, men hvordan og hvor meget? Det gælder alt fra fredagsslik til tid, og det afhænger selvfølgelig altid af den enkelte situation. Det er ikke altid helt nemt at finde balancen!

Retfærdighed er også med til at afballancere forholdet mellen børn og voksne i vores familie. Børnenes “verden” kommer nemt til at fylde rigtig meget i familielivet, hvilket i mange tilfælde er godt. Børn har krav på at blive set og taget alvorligt, synes jeg, men jeg har også altid stræbt efter ikke at undertrykke ‘voksenverdenen’ fuldstændigt, og jeg bruger bl.a. retfærdighed til at regulere forholdene, så vi i højere grad kan stræbe efter en “fælles verden”. Børnenes behov kommer i første række, men de voksnes interesser og behov skal også imødekommes. Det er i virkeligheden både for min egen overlevelses skyld, så jeg ikke drukner i modelervoks, legoklodser og MGP hits, men også en bevidst del af den opdragelse jeg pådutter mine børn. Jeg vil gerne lære dem at give plads, og at hele verden ikke altid centrerer sig om dem. Vi har alle den samme værdi, og retfærdigheden hjælper os med at regulere pladsen, så vi alle sammen kan være her. Hvordan det så ser ud i praksis er evigt modellerbart!

På den måde hænger retfærdighed også sammen med ansvar. Hvis jeg fx skal dele en kage, er det naturligt, at jeg selv tager til sidst. Alle ville undre sig, hvis jeg delte kagen og selv skyndte mig at snuppe det største stykke. Den ansvarlige kageudskærer må gøre sit til at gøre alle stykkerne lige attraktive, for man ved jo ikke på forhånd hvilket stykke, der vil være tilovers til sidst. Retfærdighed rækker på den måde ud over én selv og handler i høj grad også om at kunne se, hvad der er retfærdigt for andre. Tænk hvis samfundsgoder blev uddelt efter samme princip…

Retfærdighed opstår ikke af sig selv, men er lige som de andre dyder noget, man tilegner sig undervejs i livet. Man må søge efter den rette balance i sit eget liv, sit familieliv og også efterstræbe retfærdighed i verden. Selvom det godt kan være noget at en mundfuld nogle gange… :)

 

 

Tanker om dyder: Mådehold

IMG_4862De sidste par uger har bloggen holdt ferie, da jeg har været optaget af andre ting. Tiden løber altid hurtigt, synes jeg.

Derfor har min indre nørd også trange kår! Som mor til fire, fylder koordinering, slid og slæb, kram og kærlighed det meste af min tid og eftertanke, fordybelse og filosofi er desværre ikke så stor en del af hverdagen.

De tykke, tunge, støvede bøger står urørte hen på bogreolen, og jeg forsøger i stedet på den lette måde at snige lidt filosofi ind i ørene via eksistens på P1, Anders Fogh Jensens podcast eller lignende, når det kan lade sig gøre – og især når jeg kan få andre ting fra hånden imens.

Med inspiration fra ovenstående og med min gamle undervisers stemme i baghovedet er jeg begyndt at fundere lidt over kardinaldyderne og deres betydning i mit liv som menneske og som mor til min dejlige flok. Det er ikke, fordi jeg har hængt min eksistentialistiske hat på hylden, men fordi jeg synes dydsetikken kan være ret inspirerende. Og de gamle grækere havde immervæk ret i en ting eller to.

Kardinaldyderne er de fire dyder: visdom, retfærdighed, mod (tapperhed) og mådehold eller selvbeherskelse om man vil. I antikken blev disse regnet for de grundlæggende moralske egenskaber i mennesket og dermed var de brikkerne til puslespillet om det gode liv.

Jeg vil tage refleksionen over mådehold/selvbeherskelse helt ned på hverdagsniveau og skrible nogle af mine tanker ned.

Det første der falder mig ind, når jeg tænker ‘selvbeherskelse’ er alle de små episoder, der opstår mange gange hver dag i vores familie (og sikkert i alle andre familier også). De gange hvor jeg tøjler min trang til at gribe ind, til at blande mig, til at hjælpe.

Det er de små ting som min trang til at hjælpe de små med at få skoen på, selvom de både kan og vil selv. Det er trangen til at sige næste ord højt, når jeg læser med min ældste og han stopper op ved en forhindring. Eller når min mellemste hælder af mælkekartonen, der er fuld og jeg må stoppe min hånd i luften, fordi jeg ved, at han sagtens kan, men også at det nogle gange glipper. Når ungerne skændes over et eller andet, og jeg ved, de lærer en masse af at løse tingene selv, men jeg samtidig også har lyst til at blande mig.

Når jeg har lyst til at råbe “Så hold dog kæft!!”, fordi alle råber i munden på hinanden og det larmer, så det synger for mine trætte ører, men jeg også ved, at det ikke hverken hjælper på lydniveauet eller fører noget som helst godt med sig.

Selvbeherskelsen viser sig også, når jeg har lyst til at holde i hånd med min store dreng på vej til skole, men kan mærke han helst er foruden i lige præcis den situation. Eller når jeg hungrer efter at kramme og kysse ungerne og de ikke lige gider, eller når jeg konstant har lyst til at sige “pas på”, fordi jeg jo ganske enkelt bare vil passe på dem!

Der er så mange små episoder i løbet af dagen, hvor jeg behersker mig, fordi jeg har lært det, og fordi jeg har erfaret, det kan betale sig.

Rigtig mange gange lykkes jeg ikke med min selvbeherskelse, selvom situationen ville have gavn af det. Det er en evig læreproces.

Det er lidt af en balancekunst med selvbeherskelsen, for der findes jo ingen manual, der fortæller hvor lidt og hvor meget – og hvornår. I visse situationer kan den også tage overånd. Man må føle og tænke sig frem.

Mådehold eller selvbeherskelse er egentlig en ret stor medspiller i livet som familiemor, synes jeg.

Nogle af de værdier jeg forsøger at give videre til ungerne er også forbundet med mådehold. Fx at lære at give plads til hinanden eller at dele. At håndtere sine egne følelser hænger også sammen med mådehold, og det er jo en ret vigtig og stor del af barndommen, at opøve netop denne kompetence. I virkeligheden er mådehold en ret nyttig dyd, når man skal begå sig socialt – og prøve at forstå sig selv som menneske.

Når jeg tænker på min aktuelle situation som hjemmegående og holder det op imod mit ret lange uddannelsesforløb, som har fyldt stort set hele min ungdom med det ene formål at føre til en karriere eller i det mindste til et job, og virkeligheden så har vist sig helt anderledes, end jeg regnede med i udgangspunktet, så er mådehold en af de dyder, jeg har haft gavn af at give lidt plads for at finde rundt. Jeg vil gerne alting på en gang, men det er så forbandet svært at efterleve det. Jonglørkunsten kræver næsten det umulige.

Mådehold er for mig også at sætte foden i og give plads til eftertanke, for mådehold rækker ud i fremtiden. I mit tilfælde håber jeg i hvertfald mit mådehold viser sig at være en god langtidsinvesterieng (selvom visse politikere nok ikke er helt enige i, at livet som hjemmegående er en god ide).

Men mådehold rækker også tilbage i fortiden, fordi den bygger på både tankevirksomhed og erfaring. I følge de gamle, græske drenge hang visdom uforløseligt sammen med erfaring, hvilket gav ‘de gamle’ en høj status som de vidende. Det var måske ikke så tosset en tanke endda. I et vidensamfund som vores bygger viden i høj grad på fornyelse eller opdatering og derfor bliver visdommen trængt lidt op i en krog.

Mådehold er for mig også at tænke, før jeg taler (eller skriver). Vende en situation eller et argument inde i hovedet, før jeg ytrer min mening. Mange diskussioner ville være mere konstruktive, hvis mådehold var moderne. Det er jo ikke ligemeget, hvilket fingeraftryk man sætter rundt omkring.

Jeg kunne blive ved!

Når hverdagen drøner derud af, bliver automatpiloten nemt slået til og den ene handling afløser den anden, for der er så meget, vi skal nå. Vi handler os igennem hverdagen, ligesom vi i høj grad handler os gennem livet i det hele taget. Vi lever i det hele taget i en handlingsorienteret kultur, der har travlt! Optimering og effektivisering er i højsædet. Uddannelserne opfordrer de studerende til at fravælge den tidskrævende litteratur og komme hurtigt gennem studierne og der er generelt rift om at få serveret komplicerede tankesæt i light udgaver. Gerne noget med overskrifter, der kan skimmes… Eller Ph.D afhandlinger, der kan formidles på 3 min som i et program på Dr2. (Læs evt Dion Rüsselbæk Hansens artikel “I et tyrani er det lettere at handle end at tænke” – den er god!).

Jeg kender det fra mig selv. Hverdagens rutiner kører som perler på en snor og enhver lille pause, der opstår undervejs fyldes hurtigt ud med effektive handlinger, som fx at skimme nyhedsoverskrifter, så jeg føler mig opdateret på omverden uden egentlig at vide noget som helst, hvis spaden stikkes dybere end overfladen. Hvad kan det egentligt bruges til?

Mange handlinger sker ureflekterede – især hvis de er effektive! Kan ungernes adfærd fx reguleres med slik? Ja! Er det altid en god ide at gøre det? Nej! På samme måde er det med rigtig mange andre små og store handlinger, hvis de virker. Det kan være nyttigt at reflektere over ureflekterede handlinger en gang i mellem. Omvendt er de ureflekterede handlinger også vigtige, fordi de giver os pauser fra os selv. Rutiner skaber tryghed og stiller ikke nødvendigvis så store krav rent mentalt, de kan være en slags mentale frikvarterer.

Dydstænkningen hviler på en ide om, at man kan opøve bestemte dyder og dermed kommet tættere på ‘det gode liv’. Det er jo på en måde en ret dogmatisk tanke, som sagtens kan kritiseres – og det er bestemt heller ikke, fordi jeg mener, vi skal til at være dydige og fejlfri mennesker og forældre, men jeg tror, mange mennesker ville have gavn af at fundere lidt over de gamle dyder en gang i mellem. Der er jo en grund til, de har præget filosofien gennem årtusinder.

Man kan selvfølgelig diskutere hvad, der handler om selvbeherskelse, og hvad der handler om selvkontrol. I min optik hænger selvbeherskelse eller mådehold sammen med en refleksion, der stikker dybere end fx at holde fingrerne fra slikskålen. Selvkontrol er at kontrollere sig selv mens selvbeherskelse er at gøre det reflekteret. Anders Fogh Jensen taler i en af sine podcast om ‘besindighed’, som en sammentænkning af dyderne ‘mådehold’ og ‘visdom’, hvilket giver rigtig god mening. Besindighed er et godt ord, der fortjener lidt mere tanke. Refleksionerne er først lige startet…

Hvis nogen læser med endnu, siger jeg tak for tålmodigheden ;)