Tag Archives: Brok

Endnu en træthedstorsdag…

IMG_1190I dag havde jeg 10.000 ting, jeg gerne ville nå og her ved dagens slutning, kan jeg konstatere, at jeg egentlig nåede forsvindende lidt!

Vi brugte formiddagen på at tonse rundt i legestuen med de andre børn, og det var to trætte trolde, der blev puttet under dynerne efter frokost, så muligheden for at nå en masse var ret stor.

Men, det var altså også en træt mor, der i stedet for listen med gøremål fandt stikketøjet frem i “middagspausen”. Nogle gange orker man bare ikke andet…

Jeg tror, min uoverkommelige træthed i dag dels skyldes vinteren og dels natten til i dag, som var alt for kort pga. vågne, drømmende, sengetissende børn og det faktum, at jeg simpelthen ikke kan finde ud af at gå i seng om aftenen. Hver aften er det som om, min krop fortæller mig, at det er verdens bedste ide at hænge oppe og nyde roen i huset, men hver morgen har jeg det som om, jeg er blevet snydt…

Min træthed er nok også betinget en lille smule af udsigten ud over vores lejligheden, som bærer tydeligt præg af de 15 børn, der har aflagt os et visit siden i lørdags – altså ud over vores egne… Lad mig bare sige, at opvaskemaskinen trænger til ferie og lejligheden trænger til noget af en overhaling med både kost og spand 🙂

Midt i hele kaoset har jeg kastet mig ud i nogle fastelavnsforberedelser, der snart nærmer sig sin deadline. Jeg havde afskrevet hjemmelavede kostumer helt og aldeles, men nu ligger der alligevel en halv fugledragt og venter på ro til at komme en tur i symaskinen. I år har jeg prioriteret noget så egoistisk (og ret stenet!) som at lave kostume til mig selv i stedet for til børnene. Hjalmar vil være ulv ligesom til Halloween, Hubert vil være Spiderman ligesom de andre drenge i børnehaven (jeg er ikke sikker på, han har overvejet, at man kan være andet…), Bertil er blevet forelsket i et dragekostume fra udklædningskassen, og Helga Marie vil gerne være kat, eller Bedstemor, eller mariehønen evigglad eller… Hun skifter hele tiden, så hende venter jeg med at ekvipere til sidste øjeblik.

Nu må vi se, hvad natten bringer af søvn og hvad morgendagen bringer af overskud. Måske bliver fuglen klar til at flyve, og måske bruger jeg bare hele dagen på at kramme mine to små troldeunger, der snart skal starte i børnehave…

Jeg skal altså lige vænne mig til den tanke, selvom det virker som om, både Helga Marie, Bertil og børnehaven glæder sig.

 

 

 

 

En febervarm, råkold decemberdag

Da jeg slog øjnene op i morges kunne jeg ikke på nogen måde se, hvordan i himmelens navn jeg skulle komme igennem denne råkolde decemberdag.

Allerede i går havde den cirkulerende vinterforkølelse, der huserer i vores familie godt og grundigt fat i mig. Natten var febervarm og gik dels med at vende og dreje mig og dels med at trøste vågent barn med vokseværk, hente varmedunke og massere ben.

Hen på morgenen fik jeg lov at tage en meget tiltrængt tur til drømmeland, hvor jeg forsøgte at indhente superkræfter på rekordtid.

Lidt over 7 vækkede Kristian mig med beskeden om, at han og de store drenge smuttede nu. Mit hoved var på eksplotionsstadiet og mine led så ømme, at turen ud af fjerene føltes som et marathon.
I sofaen ventede mine to søde krudtugler, veloplagte til spas og ballade!

Efter et rustent godmorgenkram blev de pacificeret foran noget amerikansk tegnefilmsmusikvideo-crap, der under ingen omstændigheder ville være sluppet igenmen mit æstetiske, kritiske kvalitetsfilter hos mit første barn, da han var 2 år. Men hvad der end virker.

På den måde frikøbte jeg mig selv en halv times tid til at få skyllet kold vand i hovedet, meget stærkt ingefærshot i svælget (jeg var allerede i går forudseende og havde gang i heksekedlen), ledsaget af en spand kaffe, jeg på ingen måde havde lyst til, men som min krop skreg efter, og vigtigst af alt fik jeg lavet en overlevelsesstrategi for dagen. Jeg vidste nemlig, at jeg skulle være alene på skansen helt til i aften.

Overlevelsesstrategien gik i al sin enkelthed ud på at økonomisere med mine ressourcer og således fik jeg planlagt formiddagen frem til middagsluren, hvor jeg efter planen kunne ‘være syg’ og samle kræfter til resten af dagen.

Formiddagsplanen inkluderede en gåtur med klapvognen, hvor de kære små blev bestukket med kanelsnurrer, så de blev siddende i vognen, da jeg ikke orkede nogen form for hurtige bevægelser og larm – hvorfor legeplads var totalt bandlyst.

Kristian gav mig en energiindsprøjtning, da han ringede og sagde, at han kunne svinge forbi efter drengene mellem arbejde og mere arbejde og læsse dem af herhjemme, så jeg ikke skulle have alle mand i tøjet og rundt på hentetur. Det gælder om at vælge den rigtige far til sine børn!

Med hjælp fra alt for meget skærmtid af varierende kvalitet (altså til børnene) og urimelige mængder sukker fra diverse julesmåkager, karameller og hvad jeg ellers fandt i gemmerne (til mig), klarede jeg dagen med alt, hvad den indebar af konflikter, mange(!) lortebleer og jeg opretholdt endda en rimelig okay husmoderstandard med både eftermiddagsfrugt, aftensmad og den nødvendige husholdning.

En vigtig del af overlevelsesstrategien var netop at holde mig i gang. Ikke hvile og ikke give efter for påtrængende svaghed, men i stedet fortnægte ethvert sygdomstegn!

Jeg ved ikke om strategien er speciel sund for mig (eller om den sparker mig et vist sted i morgen) for ud over ingefærshots, har jeg ikke meget begreb om helseverdenen, men jeg ved, at alle unger havde en okay dag, og at der ingen anden vej var i morges end op og i gang…

Det er vidunderligt at have 4 friske børn, men det er sku hårdt, når man er sløj og selv er absolut bagerst i omsorgskøen.

Hvorfor jeg overhovedet har kræfter tilbage til at skrive, aner jeg virkelig ikke. Det er nok fordi bloggen har været min nærmeste kollega i dag, så betragt dette indlæg som lidt brok over frokostbordet i kantinen 😉

I morgen leger jeg atter alenemor hele dagen, men satser på jeg har jaget sygdomsmonsteret på flugt, og at jeg vågner frisk og veludhvilet op med et energiniveau, der kan battle min skønne børneflok.

 

 

Træthedstorsdag…

Dagen startede tidligt i dag og sluttede sent i går. Natten var præget af søvnløshed og børn der kom listende. Derfor er jeg træt. Vi er velsignede med børn, der har gode sovehjerter og det sætter jeg utrolig stor pris på, men en gang i mellem drømmer, tisser, hoster de og når det hele falder sammen på samme nat, kan konsekvenserne af at have fire børn godt spottes i mit mørkrandede ansigt.

Jeg er krøbet sammen under en af ungernes juniordyner på sofaen med computeren i skødet, mens Bertil og Helga Marie leger for fulde gardiner om ørene på mig. Der kører børnefjernsyn i baggrunden, som ingen ser, men som jeg ikke orker at rejse mig for at slukke. Resten af familien er for længst ude af døren, og jeg prøver at kurere trætheden med 3 kopper kaffe og mentalindstiller mig på formiddagens tur i legestuen. Lige nu synes det uoverkommeligt at få to børn i tøjet og hoppe på cyklen. Det hjælper nok, når det er blevet lyst udenfor.

…..

Jeg overkom det 😉

Vi er hjemme igen, og de to trætte trolde sover tungt efter at have indevendt hele legestuen og brugt ca. 100 % af deres formiddagskrudt. Jeg har rystet trætheden af mig men kan mærke, at min krop tydeligt husker, hvor lidt jeg sov det første år af Bertil og Helga Maries liv. Dér lærte jeg for alvor, hvor lidt søvn jeg kan klare mig med, men også hvor vigtig søvnen er i hvert fald en gang i mellem, så fabrikken ikke lukker ned.

I dag står min tunge og langsomme krop i skærende konstast til de to glade energibundter, jeg tilbringer det meste af min tid sammen med og jeg har haft nok at gøre i forsøget på at følge med. De virker utrættelige med deres små kroppe, der er fulde af krudt og hop, og med alle deres konstante krav om alt fra æblebåde, leg og hjælp til støvlerne. Deres stemmer, der snakker, griner og råber i en evig, uafbrudt strøm, der stadig summer lidt i hovedet på mig.

Pludselig går de ud som to små lys, og batterierne lader stille og roligt op til næste runde under varme dyner, flankeret af bamser.

Vasketøj, opvask – og honningsnitte som en lille velfortjent medalje inden næste omgang, der nærmer sig med hastige skridt…

IMG_5255

Hjemmeunger

IMG_4773I dag benyttede Hubert sig af den bonus, hjemmelivets fleksibilitet medfører og tog sig en fridag fra børnehaven. Det var rigtig hyggeligt og virkelig dejligt at se, hvordan han hele formiddagen legede med Bertil og Helga Marie – i hvert fald i teorien!

I virkeligheden var dagen forholdsvis konfliktmættet og fuld af modsatrettede interesser… Én ville for alt i verden på legeplads, en anden nægtede under nogen omstændigheder at forlade matriklen! Dagen igennem var der generelt rift om det samme legetøj, og jeg kan godt skrive under på, at viljestyrken hos vores børn er helt og aldeles intakt! Der var meget bestemte meninger om alt fra koppens farve til, hvorvidt jeg måtte unde mig selv den luksus at drikke et glas vand. Dertil kom grådanfald over, at rugbrødet blev skåret over forkert(!) og andre vigtigheder.

Uoverensstemmelserne resulterede i et ret højt lydniveau, hvilket gik ud over Huberts gode humør, og han så sit snit til at udnytte situationen og plagede om både Ipad og slik. Dog uden held (næsten…). Utroligt som de børn kan gennemskue, når jeg er presset!

Jeg selv følte mig som en marionetdukke på overarbejde og forsøgte efter bedste evne at opfylde de mest basale behov, hitte rede i konflikterne, sætte noget meningsfuld leg i gang med den ene hånd og ordne vasketøj, tømme opvaskemaskine, skære frugt osv. med den anden hånd.

Det er mig virkelig en gåde, hvordan Bertil og Helga Marie langt de fleste dage (gudskelov!) er pot og pande og andre dage duellerer på højde med Blur og Oasis i 90’erne. Det er nok både noget med alder, overskud og underskud hos os alle sammen – altså det med Bertil og Helga Marie 😉

Jeg har skrevet om det før, men det trigger altså min tålmodighed på det groveste, når konflikterne handler om banaliteter (altså i mine øjne!) som, hvem der først må kravle op på puslebordet eller, hvem der skal have den lilla kop. Jeg arbejder virkelig på de gode strategier og sender dagligt tankerne mod vores rolige og anerkendende pædagoger i vuggestuen og funderer over, hvad de mon ville have sagt og gjort.

Det var under alle omstændigheder – og på alle måder – et andet liv, da diskusionerne forgik i studerekammeret og omhandlede Kants fornuftsbegreb eller Heidegers fænomenologi… To liv, to verdener. Nu, hvor jeg altså mest befinder mig i ‘praxis’, føles ‘theoria’ godt nok som et land, langt, langt borte!

Da middagsluren indtraf hos de to små, kunne jeg vende mit engagement mod Hubert og tilbringe meningsfuld kvalitetstid med ham – altså i teorien…

I virkeligheden var gassen gået ganske meget af ballonen, og vi krøb under dynerne med Ipad og computer og lod os underholde. Men det var faktisk hyggeligt!

Senere, da Kristian kom hjem, så jeg mit snit til at forlade kaos og fordufte ud i Nørrebros myldretidsgader, (der i kontrast føltes som et sandt silent retreat) og trække vejret helt ned i lungerne helt uden at blive afbrudt! Lige i ulvetimen… Heldigvis tager Kristian den slags i stiv arm.

Jeg retunerede til duften af veltilberedt aftensmad, opryddet og støvsuget stue og 4 børn, der storgrinende legede sammen i en skøn og idyllisk forening. I virkeligheden!!

Det var fantastisk – og ret provokerende!

Den rest, der nu var tilbage af dagen, forløb i skønneste orden, og det blødgør altså selv det mest fastfrosne moderhjerte at se flokken af unger, der bare hygger sig, griner og leger. De små kopierer de store til den helt store guldmedalje, og jeg er ikke sikker på, hvor meget de selv forstår af, at de er nogle agenter på en eller anden mission. Men det er vel egentlig også sagen uvedkommende, så længe de alle sammen hygger sig.

Den store eftertanke er jeg alt for træt til at bruge krudt på, men hold da op, hvor er sådan en dag kontrastfuld! Mit overskud trænger til et ansigtsløft og jeg satser på en spand kaffe og en god nattesøvn gør hele forskellen.

I morgen er der atter en dag 🙂

 

Solidaritet…

IMG_3922Ret skal være ret, og jeg indrømmer blankt, at jeg nok var temmelig fordomsfuld omkring hele hjemmegående-segmentet, før jeg selv blev en del af det. Dette afspejlede også min meget langstrakte beslutningsproces omkring farvellet til vores fantastiske vuggestue. Nu har jeg været vaskeægte hjemmegående i snart 4 måneder, og egentlig har vi ikke blandet os så meget med andre hjemmepassede børn og deres forældre endnu, da jeg synes, vi har haft nok i vores eget selskab, og de fleste formiddage er gået med at crashe legepladser og nyde sensommeren. Derfor bygger dette indlæg på et relativt spinkelt grundlag og altså mest af alt på min egen tolkning af virkeligheden.

Det sidste stykke tid, har jeg været lidt mere opsøgende omkring andre hjemmegående og har via de sociale medier fundet nogle facebookgrupper, som jeg nysgerrigt har snuset lidt rundt i for at få indtryk af, hvad der rører sig ude hos mine ‘kollegaer’. Jeg har selvfølgelig også læst alt, hvad jeg har mødt på min vej af artikler om emnet, og jeg har heller ikke holdt mig for fin til at smuglytte lidt i krogene på byens legepladser 😉

Nu er det – helt selvvalgt – med alvorlig fare for at anbringe røven i klaskehøjde, at jeg skriver det følgende, men jeg lover, at jeg ikke skriver så meget som et eneste ord i en ond mening.

Jeg havde faktisk regnet med at få afkræftet mine fordomme, når jeg kom bag kulisserne i livet som hjemmegående, men de fora jeg har snuset rundt i indtil videre, bekræfter desværre mere end de afkræfter. I hvertfald de personer der råber højest…

Helt i overensstemmelse med mine fordomme fremstår nogle hjemmegående umådeligt selvforherligende og dømmende overfor andres knap så hjemmejuicede tilgang til familielivet. Jeg forsøger at have stor tolerance overfor mælkeforskrækkede, biodynamiske langtidsammere, der ’slynger’ deres 3-årige og samsover, til de bliver skilt af det. For min skyld kan folk gøre, som de vil, så længe børnene ikke tager skade af det.

Men!! Det får mig helt op i det røde felt, når selvsamme folk fremstår intolerente og usolidariske den anden vej rundt og sætter egen livsførelse op på en piedestal.

Særligt får jeg kvababbelse, når livsførelsen bliver over-idealistisk og de forskellige former for “parentinger“, jeg tidligere har skrevet om, bliver hevet op af hatten, som en manual man kan leve sit familieliv efter i drømmen om at gøre det perfekte. Når folk gør et statement ud af hjemmelivet og skilter lidt for meget med den rosenrøde udgave, som måske findes derude, men nok i de fleste tilfælde er mere nuanceret end som så.

Når der i legepladsernes kroge og på sociale medier lyder en nedrakning af institutionslivet fra hjemmegående (især) mødre, som måske ikke engang selv har erfaring med vuggestue eller børnehave, men har opsnappet et eller andet om, at institutioner er dårlige for børnene. Når, der klappes lidt for meget på egne skuldre over beslutningen om at gå hjemme, og når valget af hjemmelivet altid skildres lidt offeragtigt, som om omverdenen slet ikke har nogen forståelse og altid kritiserer. Min egen oplevelse er i hvert fald helt anderledes! Folk, jeg møder på min vej, synes, det er både modigt, beundringsværdigt og fedt, at jeg gør det. I hvert fald de fleste.

Jeg er selv glad for min prioritering om at gå hjemme, og jeg har det godt med at bruge min tid på at være sammen med ungerne, men havde virkeligheden set anderledes ud for vores familie (havde vi fx knap så mange små børn…), havde jeg sandsynligvis ikke truffet samme valg. Faktisk synes jeg, mine børn har fået så meget guld med fra deres respektive vuggestueliv, at det er helt rørende.

Jeg kan give Bertil og Helga Marie bunker af nærvær, kærlighed, tryghed og ro i hverdagen, men jeg kan ikke give dem samme oplevelse af at være del af det fællesskab, der er i en vuggestuegruppe og de venskaber, det medfører. Jeg kan heller ikke præstere den pædagogiske professionalisme vi har oplevet, som en gave for børnene i vores institutioner. Af samme grund går Hubert også i børnehave og Hjalmar på fritidshjem, selvom jeg går herhjemme. Det er et positivt tilvalg. Jeg savner vores vuggestue, og jeg tror egentlig også Bertil og Helga Marie gør, selvom vi alle trives med hjemmelivet. Det er to forskellige verdener, som begge indeholder en masse godt.

Som jeg skrev i starten bygger min oplevelse af ‘hjemmelivet’ på et ret spinkelt grundlag, og selvfølgelig findes der masser af hjemmegående derude, som kan afkræfte mine fordomme! Jeg kender heldigvis et par stykker, – men har derudover desværre ikke mødt så mange endnu…

I virkeligheden tror jeg, det er den selvforherligende glansbilledagtige fremstilling, jeg bliver gul og grøn af. Og måske især af den indbyggede fordømmelse, der implicit ligger deri. Tænk, hvis vi, med vores forskellige måder at indrette familielivet på, kunne inspirere hinanden i stedet for at slå hinanden i hovedet og hævde vores egne valg. I stedet for at stræbe efter at vise det perfekte billede kunne vi dyrke noget så old school som solidaritet og støtte hindanden som kvinder/mødre (og nogle få fædre..) i det her fantastiske samfund, der emmer af muligheder og værdier – men dermed også af svære valg. Vi kunne stå skulder ved skulder og støtte hindandens beslutninger i tillid til, at den enkelte familie prioriterede efter egne værdier og muligheder og så bakke op! Er jeg naiv?

Jeg har lyst til at komme med en lille plat anekdote til eksempel…

Jeg er en pige fra landet (ok, landsby, men hvad pokker!). Jeg er vokset op i noget af den reneste og mest friske luft vi kan præstere i det her land og i de fredeligste, roligste, mest tryge omgivelser, man kan tænke sig. På landet i 80’erne og 90’erne drak vi spandevis af ægte komælk! Det er måske noget med den sociale arv, men mine børn elsker også mælk og drikker det i rigelige mængder (+ 16 l./ugen…). Pointen nærmer sig!

Mælk er blevet en religion og fred være med det… Forleden efterspurgte en hjemmegående mor i en af føromtalte facebookgrupper nogle legekammerater, hvilket jo var både en god idé og vel også et af formålene med sådan en gruppe. Men! Så begyndte hun at liste op, hvilke spise- og drikkeideologier hun og hendes børn levede efter og hvilke yoga- og coachuddannelser, hun var i besidelse af… Det er altså i min verden forholdsvist irrelevant, når sigtet er at finde legekammerater. For min skyld kan ungernes venner drikke mandelmælk eller spise Kinder mælkesnitter, de kan jo være lige gode legekammerater uanset?! Jeg fik en smule lyst til at avertere efter legekammerater med et opslag a la: “Forholdsvis konventionel, delvis økologisk, ko-mælkedrikkende, sukker- og hvedespisende, relativ normal gennemsnitsfamilie søger legekammerater!” Det er ikke for at hænge den pågældende kvinde ud, da hun sikkert i bedste mening har søgt ligesindede, men jeg synes altså, det er ret heftigt – og stigmatiserende!

Ok, jeg er måske ved at miste sporet. Jeg er vist dybest set bare frustreret over, at vi ikke bare kan leve vores familieliv og lade være med at gøre alt til et projekt, der skal manifesteres for omverden! Jeg ved godt, de fleste familier lever deres liv et sted i mellem parfumeret skyldemiddel og biodynamisk quinoa, men det er som regel ikke dem, der råber højest og det kan godt være lidt anstrengende.

Egentlig vil jeg bare gerne bidrage med min version af livet som hjemmegående.

Jeg er uden tvivl glad for hjemmelivet, som dog også virkelig trækker tænder ud(!), ligesom alle mulige andre familieliv sikkert gør nogle gange. Vores beslutning er (helt uromantisk) mest af alt en pragmatisk beslutning, fordi vi har mange små børn, der skal dele vores tid og opmærksomhed. Ikke nogen overdreven idealisme eller langtidsamning, vi er heller ikke selvforsynende fra egen vindueskarm eller vasker vores tøj med nøddeskaller. Vi er bare en helt almindelig familie, der skal have puslespillet til at gå op, så alle er glade. Ikke så meget pis.

 

Fredagsforudsigelighed

Det var benhårdt at komme hejm til hverdagen efter sidste weekends ophold i paradis, og det er ikke nogen hemmelighed, at lige så vidunderligt jeg synes, hjemefamilielivet med 4 børn er, lige så hårdt og anstrengende kan det også være!

Der er dage, hvor konflikterne, allerede inden solen står op, vælter ind fra alle sider, hvor jeg kigger på uret og konstaterer, at det kun er halvandet minut siden, jeg kiggede sidst – og at klokken stadig ikke har passeret 8.00. Hvor børnestemmer, der leger, råber, skriger, synger i kombination med scootere, kæpheste og dukkevogne, der fræser over gulvet, samt legetøj med diverse lyde præsterer et støjniveau, der får en klassisk kollegiefest til at lyde som stille meditationsmusik.

De dage er mit overskud i underskud, og det kan være svært at se den helt store fidus i hjemmelivets glæder, når jeg mest af alt har lyst til at være helt, helt alene. De dage kan jeg næsten blive en lille smule misundelig på Kristians cykeltur til og fra arbejde, som principielt giver ham 2 gange 15 minutters alenetid om dagen… Nuvel, lidt småligt måske, men når udmattelsen indtager både kroppen og hovedet, tager irrationaliteten over.

Noget, der især kan køre mig træt, er, når ungerne hiver i mig allesammen på een gang. Det sker ca. hele tiden med undtagelse af, når de sover eller er ude af huset. Det kan virkelig få min hjerne til at nærme sig et kollaps, når alle snakker (højt for at blive hørt) i munden på hinanden og ordet “moar” lyder hvert andet sekund. Vi arbejder ret ihærdigt på at give plads til hinanden, så alle ordene ikke bare drukner og forsvinder ud i håbløshedens intethed – det er svært, når halvdelen af familien stadig ikke kan se ud over egne behov, og resten retfærdigvist nok også gerne vil have lidt taletid en gang i mellem…

De fleste i vores familie er ironisk nok ret lydfølsomme, og det resulterer ofte i, at nogen sidder og holder sig for ørene eller ifører sig de høreværn, jeg, som en sand kærlighedserklæring, fik i morsdagsgave. Når alle hiver i mig og vil snakke, have hjælp til alt mellem himmel og jord, spilder mælk ud over bordet, der flyder med tegnegrej, vil høre min mening om et eller andet med Starwars, vil bygge lego efter en manual, der er væk og klodserne er spredt ud over hele lejligheden, skal skiftes, skal have plaster på knæet – og så oveni købet også forventer aftensmad og rent tøj på hylderne, så indtager utilstrækkeligheden min krop og min hjerne. Utilstrækkeligheden som åbenbart er et vilkår, uanset hvor meget jeg gør og hvordan jeg prioriterer. Hvor ville jeg dog virkelig gerne kunne dele mig i fire nogle gange!

Det er på de tidspunkter, overskudet bliver ædt af underskud, og jeg kommer til at undres over, at jeg ganske frivilligt har valgt at lænke mig til de fire vægge, der danner ramme om vores dejlige hjem (som i situationen kan føles som et fængsel).

Men så er der jo heldigvis også alle de andre tidspunkter! Som fx i går da vi flyttede Helga Marie og Bertils senge ind på Hjalmar og Huberts værelse, så hele kuldet nu deler værelse. Jeg havde nok regnet med protester fra de store, hvilket egentlig ville være helt fair, men i stedet blev de alle sammen vildt glade og syntes, det var verdens hyggeligste ide.

Eller i dag, hvor Bertil og Helga Marie lavede puslespil, mens jeg lagde vasketøj sammen og de selvfølgelig ville have det samme puslespil. I stedet for at skrige om kap eller hamre hinanden i hovedet lavede de da bare puslespillet sammen, mens de sad og hyggesludrede om, hvor brikkerne skulle være.

Eller da vi lavede formiddagsdisko og de små gav den gas på dansegulvet med deres små, bløde, rytmiske kroppe, mens de ’sang med’.

Eller da de små stod op fra middageluren og var helt putteagtige, og vi bare sad sammen så længe vi orkede, mens de vågnede op stille og roligt.

Eller de tusinde andre små og store øjeblikke i løbet af en dag…

Egentlig er det jo fuldstændig fantastisk at være så meget sammen med de små, ligesom det er præcist lige så fantastisk at have fire dejlige unger – det er også bare virkelig hårdt arbejde!

Nu venter fredag aften til gengæld lige om hjørnet, og min eneste plan er at sænke mig ned i sofaen omgivet af børn med et stort glas rødvin i hånden. Fredagsforudsigelighed er en god ting 🙂

Søndagstræt

I skrivende stund krydser jeg landet på den smukkeste sensommeraften. Det er ufatteligt, at sommeren går på hæld allerede og jeg sidder og bliver helt sentimental over sammensuriet af det gule høstlandskabet, der suser forbi og glæden over at sidde her med min helt egen familie (dvs. Hjalmar kører med min søster, da vi ikke har plads til alle mand i den bil, vi har været så heldige at få lov at låne, så familien er ikke helt fuldkommen).

Weekenden har vi tilbragt sammen med de Jydske rødder, da vi har været til familiefest med mine fætre, kusiner og deres børnerige familier. Det vrimlede med små og store børn, der legede på kryds og tværs og det var altså bare skønt!

I dag nåede vi at have en dag i sommerhuset med ren afslapning i haven og sol på himlen – det er som altid balsam for sjælen!

Sidste uge løb næsten hurtigere, end jeg kunne nå at følge med til, da Kristian var på lejrtur med skolen hele ugen og jeg derfor var alene på skansen. Jeg havde hidkaldt to superassistenter i form af mine forældre, til at hjælpe mig med at holde orden i geledderne og hygge lidt op om hverdagen med den bortrejste Far.

Ugen var heldigvis god for alle, og det er hyggeligt at lukke børnenes bedsteforældre ind i hverdagen. Når afstanden er stor, er det netop det, vi savner nogle gange.

Jeg skal ærligt indrømme, at hjælpen var kærkommen og virkelig værdsat! Jeg indrømmer også gerne, at jeg er glad for, det ikke er hver dag, jeg er alenemor til den flok, jeg selv har været med til at skabe. Der er bare meget at holde styr på og mange ting at gøre hele tiden i vores familie. Men alt i alt var ugen rigtig god!

Mørket har sænket sig omkring bilen, og ungerne er efterhånden ved at falde til ro. Den første halve time af vores tur gennem landet var rolig (mens jeg startede dette indlæg), de næste tre timer holdt vores tre overtrætte yngste koncert på skift med hyl og skrig i alle afskygninger, mens mit trætte nervesystem blev mere og mere udfordret. Endelig gav de op…

Nu venter endnu en god times tid i bilen, hverdagen og sommerens afslutning lige om hjørnet.

 

 

 

Ny start

IMG_3486I dag har været særlig, fordi Hubert har haft sin første dag i den nye børnehave. Afskeden med den gamle i fredags gik fint, selvom det altid er lidt svært at sige farvel til både børn og minder. I morges var Hubert mildest talt ret skeptisk og ville absolut ikke i børnehave! Jeg måtte virkelig forsøge at være overbevisende i mine overtalelser, selvom jeg jo dybest set heller ikke selv vidste, hvad vi gik ind til. Heldigvis gik mødet med den nye børnehave rigtig godt og da vi et par timer senere gik derfra, spurgte jeg, hvordan han synes, det havde været. Med den unge mands egne ord havde det været en mega god dag – med tryk på mega 🙂

Stedet virker rigtig fint, og alle børn og voksne tog godt imod Hubert. Nu er det bare spændende, hvordan de næste dage kommer til at gå. Jeg er heldigvis helt fortrøstningsfuld! Da Hubert og jeg senere på dagen hentede Hjalmar på fritten, foregik det for Huberts vedkommende i gadedrengehop og med en iver i stemmen, jeg ikke har hørt i lang tid. Skønt!

Idyllen blev dog udfordret, da vi nåede til vuggestuen, hvor Bertil og Helga Marie forvandlede sig til to små flitsbuer. Det var noget, med nogle sutter de ville have, som desværre tilhørte nogle andre børn… Det frembragte et cirkus uden lige, og Bertil lå bogstaveligtalt og hamrede knytnæverne i gulvet, mens han skreg som en besat. Helga Marie fulgte trop og blev ovenikøbet jaloux over den opmærksomhed, Bertil påkaldte sig. De to kan altså virkelig få lyd på, når de giver den gas og jeg tror, det meste af Nørrebro var udsat for de to sirener! Det er lidt af en udfordring for mig at bevare roen og det kølige overblik, når hentesituationerne koger over. De to store (som i forvejen slet ikke gider med rundt og hente de andre og højlydt protesterer) bliver smittet med den dårlige karma, og pludselig står man dér med 4 stk. trætte børn, der ikke kan gå, skal tisse, er ved at dø af tørst, nægter at tage sko på, bliver slappe som gelé osv. Overskuddet kommer på overarbejde… I de situationer mangler jeg virkelig hænder!

Heldigvis genfandt alle mand balancen igen, da vi cyklede hjem og resten af dagen blev god.

Jeg håber så meget, at den nye børnehave kommer til at være en tryg og positiv del af Huberts hverdag. At det bliver et sted, der giver ham en masse godt! Det er vel sådan, det skal og bør være, når børn bruger så stor en del af deres barndom i institutionerne. Jeg er i hvert fald rigtig godt tilfreds med vores beslutning om at give ham en ny start et andet sted, og så krydser jeg fingrene i håbet om, at det hjælper ham godt på vej!

 

 

 

En for alle, alle for een!

IMG_3234En af de ting jeg forsøger at tude mine ungers øre fulde af, er værdien af at være i et fællesskab. Mange fællesskaber vælger vi selv, og andre bliver vi en del af automatisk.

For nyligt læste jeg et interview på Politiken.dk med tidligere formand for Danske Skoleelever, Vera Rosenbeck, som handlede om hendes flugt fra det politiske venstre mod det liberale højre. Nu er dette slet ikke et angreb på den veltalende unge pige, og jeg går altså 100 % ind for den demokratiske ret til at måtte mene hvad end, man vil. Vera må sætte sit kryds, hvor hun lyster på den måske snarlige stemmeseddel, vi står overfor, men jeg hæftede mig ved en ting i interviewet, som jeg ikke har kunnet slippe og som bliver ved med at fylde inde i hovedet på mig.

Vera Rosenbeck kan ikke se meningen i at indgå i et forpligtende fællesskab, hun ikke selv har valgt.

Hun kan ikke se nogen værdi i et fællesskab, der ikke er baseret på lyst.

Som hun udtrykte det, havde det forpligtende fællesskab, hun havde mødt i eksempelvis sin folkeskole været en decideret hæmsko for hende, og hun problematiserede, at skolen ikke havde givet hende mulighed for at udnytte sit fulde potentiale, da ressourcerne primært gik til de svageste. Jeg underkender ikke, at der kan være noget om snakken i forhold til, at de stærke elever kan føle sig overset i skolen (og jeg ville ønske, der var mange flere ressourser i skolen generelt), men jeg kan mærke, at det trigger mig, når et klogt, ungt menneske slet ikke kan se værdien af et forpligtende fællesskab.

Jeg kan nok ikke undgå at komme til at lyde mere oldschool, end jeg egentlig er, og måske er jeg i virkeligheden bare ved at blive gammel og forstokket, når jeg ikke forstår den liberale individualitetsfikserede ungdom, Vera Rosenbeck er talerør for, men jeg mener faktisk, der er temmelig meget at hente i netop de forpligtende fællesskaber.

De fællesskaber, vi selv vælger gennem livet, er fantastiske, – men de er ofte også dybest set som at kigge sig i spejlet. De er dejlige, sjove og vi identificerer os med hinanden og få alt muligt godt ud af fællesskabet. Ingen tvivl om det!

Men det forpligtende fællesskab giver også noget andet, som handler om menneskelighed. Gennem interaktion med forskellige mennesker udvikler vi os som mennesker og udvider vores refleksionshorisonter. Gennem empati og accept af andres perspektiver på verden udvikler vi os og bliver mere reflekterede mennesker med udvidede handlemuligheder.

Det forpligtende fællesskab indeholder også værdien af gensidig hjælp og afhængighed. At stærke hjælper svage og tanken om, at der eksisterer en mulighed for selv at modtage hjælp fra fællesskabet. Værdien i at give, eller være der for andre bliver udfordret, hvis man fravælger de forpligtende fællesskaber og det er farligt i mine øjne.

At invistere sig selv og give kan være svært at indlejre i en meget liberal og individualistisk livsførelse, men vender man blikket ud, er man måske så heldig at få en spand god karma smidt i hovedet. Indenfor buddhismen er generøsitet eller gavmildhed essentielt. Gavmildhed er at give afkald på vores vaner, som handler om at holde fast og identificere os med os selv og i stedet begynde at handle bevidst omsorgsfuldt. Samsara er en grundtanke i buddhismen, som knytter sig til begrebet reinkarnation og som derfor kan være svært at forstå i vores lineære, vestlige tankegang. Samsara kan beskrives som ‘tilværelsens kredsløb’ eller som en ond cirkel, hvor man bliver født, dør, atter bliver genfødt inden for de samsariske verdener, som er karakteriseret af fx smerte, uvidenhed mm. Det er en endeløs cyklus af frustration og lidelse, som det uoplyste menneskes eksistens bliver fastholdt i. Først når taget slippes i os selv og vi kan sætte noget andet højere end vores egne tanker og følelser, kan vi vende os mod verden med vores gavmildhed – og først her kan der ske en frisættelse, som bevirker, at vi kommer videre – nærmere Nirvarna. Det er langhåret men giver alligevel rigtig god mening! Og de forpligtende fællesskaber er et oplagt sted at være gavmild med sig selv. Det er netop det modsatte af en markedsbaseret tankegang, hvor alt måles i, hvad jeg konkret får ud af en given situation eller et givent fællesskab.

Vender vi blikket tilbage til egne himmelstrøg og kigger på det etiske i forpligtende fællesskaber, er det jo nærmest en etisk grundtanke, der negligeres og dermed ethvert etisk ansvar der frasiges, når det forpligtende fællesskab fravælges. Det er problematisk, for det er jo netop etikken, der i høj grad gør os menneskelige!

I følge vores gode gamle Løgstrup leves menneskelivet på grundlag af en række suveræne livsytringer, som fx kærlighed, tillid mv. Disse livsytringer er elementære i det mellemmenneskelige samvær, hvor vi er gensidigt afhængige af hinanden som mennesker. Når livsytringerne er fraværende, overtager etikken som fordring. Dvs. via etikken “udfylder” vi hullerne eller med Løgstrups berømte ord, så holder vi det andet menneske i vores hånd. Vi er menneskelige i kraft af vores etiske ansvar.

Som jeg ser det, befinder vi os konstant i forskellige forpligtende og uforpligtende fællesskaber, og det er vigtigt, at vi lærer at navigere i dem. Det nytter jo ikke, at jeg ingen forståelse har, når jeg skal samarbejde i min andelsforening, i fællesskabet med forældrene fra Hjalmars klasse, kollegaer eller alle i mulige andre fællesskaber.

Et sidste lille pip om emnet er den mulighed for at være en del af noget, der er større end sig selv, som fællesskabet rummer. Fællesskabet kan give følelsen af, at man overskrider sin egen person.

Et selvvalgt fællesskab kan selvfølgelig sagtens give følelsen af at være den del at noget større, men det forpligtende fællesskab er på mange måder stærkere. Som del af et forpligtende fællesskab bliver man jo netop mindet om, at der er nogle, der holder hånden under een og at man ikke er alene. Selv på trods af lystbaserede valg og fravalg! Og måske lærer man endda noget nyt om sig selv 🙂

Jeg ved godt, at det ikke er supermoderne at være normativ, men jeg kan virkelig ikke lade være, og jeg håber ikke, det er mine unger, der om 10-14 år  ikke kan se værdien af et forpligtende fællesskab.

Så er det sagt!

 

 

 

Kaos og kosmos

Mandag eftermiddag! Den startede meget larmende, og mit overskud hang i en tynd tråd efter at have bjerget Bertil og Helga Marie hjem fra vuggestuen, hvor de to små baryler fyrede alle tænkelige beskidte tvillingetriks af! De kostede rundt med mig, stak af i gardaroben, skreg på skift – og på samme tid. Da jeg langt om længe fik dem begge indfanget og med vold og magt fik mast deres fødder i skoene, og vi var klar til afgang, afmonterede Helga Marie hele skidtet hurtigere, end jeg kunne nå at sige ‘overskudsmor’. Efter en lang, svedende cirkusforestilling tog jeg hende under armen, og der hang hun så og sprællede, mens hun hylede og skreg. Bertil i den anden hånd og tasker, bamser og Helga Maries overtøj klemt ind, hvor der nu var plads mellem arme og tænder. Sikke en omgang! Det kan godt være, jeg efterhånden er en garvet mor, men dét der show kan altså tage pippet fra mig!

Vel hjemme igen fandt jeg de to store bag hver deres skærm, og de orkede knap at løfte blikket for at sige hej. Sådan gik eftermiddagen. Helga Marie sad som limet til min arm, og Bertil dimsede rundt. Jeg forsøgte med kanelknækbrød at lokke flokken til at samles, men der var absolut ingen interesse!

Jeg havde glædet mig til en eftermiddag med hygge og sludder, men efter flere forsøg gav jeg op og var efterhånden mere end klar til at fortrække alene ud i køkkenet, da der skulle laves mad.

Så skete der det forunderlige, da vi havde spist, at alle vendte på en tallerken. De små forsvandt sammen ind i en leg og skreg af grin, mens de gentagende gange gemte sig bag det samme gardin. De store fik mig overtalt til at give dem en femmer mod at rydde op i gardaroben og stuen, og så blev der ellers knoklet! De gik helt vildt op i det, og da alt var ryddet op, fandt de tegneblokkene frem og begyndte at tegne planer for, hvordan de på sigt kan tjene flere penge… Egentlig er jeg ret stor modstander af, at børn skal have kontant afregning for at hjælpe til i hjemmet, men på den anden side var det to fluer med et smæk i dag. De fik gang i en god leg, og der blev ryddet op!

Det er sjovt, hvor uforudsigelig en dag kan være. Bedst som kaos hersker, humøret er trampet i bund og alle i familien vil det modsatte af, hvad man selv vil, kommer kosmos smygende ind og lægger sig som en ubemærket boble rundt om kaosfamilien. Det er helt fantastisk, når det mod alle odds sker på en mandag eftermiddag som i dag.

Nu kan jeg med ro i sindet læne mig tilbage i sofaen og kigge på lysene, der brænder i vores vinduer. Det er altid godt med lidt eftertanke over dagen og verden – over kaos og kosmos.