Tag Archives: Børn

Lys i mørket

IMG_1931Det er sjovt, hvor stor forskel der er på dagene hjemme hos os. I går var en grå dag, og vores formiddag var præget af konflikter mellem børnene, skrig og skrål, og kamp om lige præcist det legetøj en af de andre havde mellem hænderne. Jeg var i dårligt humør, synes ikke jeg lavede andet end at drøne rundt og servicere og mægle mellem børnene. Bertil kastede op og Helga Marie var hæs og lød som en lille tegneseriefigur. De små sov en dårlig middagslur og hang pylrende på armen det meste af dagen. Jeg må indrømme, at jeg tænkte med gru på den nært forestående juleferie…

Humøret blev heldigvis bedre senere, da jeg forlod kaos og tog til en dejlig fest med søde mennesker, lækker mad, drinks og røde negle. I dag vågnede jeg  op til glade børn i harmonisk leg, duften af kaffe og Kristian, der stod i køkkenet og pressede appelsiner, mens æg og bacon sydede på panden. Og solen skinnede! Jeg måtte lige knibe mig selv i armen… I eftermiddags tog Hjalmar og Hubert med nogle af vores venner på tur, og vi havde et par timer alene med Helga Marie og Bertil. Vi gik en tur på Assistenskirkegården med klapvognen i det smukke vejr og havde tid til både at snakke lidt sammen og kaste et ekstra blik på de to trolde, der sad og grinede til os. Det er så tydeligt at mærke, hvor meget de elsker at få lidt ekstra opmærksomhed. Det er bare noget helt andet kun at have to at fordele sit nærvær på… Skønt engang imellem! I dag glæder jeg mig til juleferien og trods en dunkende hovedpine, føler jeg mig meget lysere end i går.

Nogle dage er grå og andre er lyse i vores familie. Sådan tror jeg bare, det er at have 4 børn. Og måske er det bare sådan i al almindelighed. Så længe der er nogenlunde balance i tingene, er det fint. Jeg satser på en overvejende lys juleferie!

Nu bæres lyset frem!

I dag er der 9 dage til vintersolhverv, og det kan man da ikke fejre nok! Der er også spist 50 % af min chokoladekalender og afbrændt et halvt kalenderlys (og en lampeskærm). Vi fejrede det ved at tilbringe en eftermiddag i kirken, hvilket ikke er noget, der sker så ofte. Faktisk kun til jul…

Den egentlige anledningen var det store luciashow, Huberts børnehave hvert år afholder i den nærtliggende kirke. Vores lille vildbasse var noget af det smukkeste, jeg har set, da han gik op af gulvet med sin gode ven i den ene hånd og et elektrisk lys i den anden. Hvis man ikke vidste bedre, kunne han forveksles med en sand lille englebasse. Jeg skal indrømme, at jeg blev rørt! Vi lod Bertil og Helga Marie få en dejlig lang dag i vuggestuen, så vi rent faktisk havde tid til at se på Hubert. Det var en god beslutning! Han var så stolt og blev så glad, da han fik øje på os dernede på rækkerne.

Ærgeligt var det, da det nuttede optog nåede op til altertavlen og på det nærmeste blev stormet af blitzende paparazziforældre i hobetal, der frådende kastede sig ind foran hinanden for at få det allerbedste billede af deres egen lille guldklump. Jeg blev forarget. Jeg synes, det var så respektløst og tåkrummende at se de overrumplede børn stå dér og ikke vide, hvor de skulle gøre af sig selv. Rigtig pinligt blev det, da præsten meget høfligt sagde, at der var en grund til, at Luther havde fået indført bænke i kirken og bad forældrene sætte sig så vi sammen kunne synge ”et barn er født i Bethlehem”. Godt min egen glorie var intakt i hvert fald i den henseende.

For mig handler det om andet og mere end høflighed og pli, det handler om social intelligens og respekten for, at der findes noget, der er større end een selv. Jeg tænker ikke på den religiøse hellighed i situationen, men på den magi, der ligger i oplevelsen og som bliver totalt udvandet, når egoet overtager og man kke kan se længere end sin egen kameralinse.

De sidste par år har Hjalmar været igennem samme mølle, og vi ejer et meget sparsomt billedudvalg fra luciasceancerne. Jeg kan sagtens forstå trangen til at kaste sig ind forrest i menneskemængden som gjalt det livet, men jeg synes det er usmageligt. Noglegange er det faktisk ok bare at opleve det der sker foran øjnene på én. Måske kan man så bagefter ligefrem huske selve øjeblikket og ikke kun et stilbillede fra familiealbumet (eller facebook).

Selvfølgelig ville det have været rart med et billede fra Hjalmars luciashow sidste år, men oplevelsen sidder i hjertet – eller det vil sige at lige præcis sidste år nåede jeg kun på et hængende hår at kaste mig ind i det hellige rum med en tvilling under hver arm tidsnok til at se det fine optog gå ud af kirken. Hjalmar var så sød at minde mig om det i dag, da han sagde “sidste år kiggede og kiggede jeg efter jer, men jeg kunne slet ikke se jer…”  Ja, ja man er vel ikke perfekt.

I dag sad vi klar og fik da også skudt et utydeligt billede fra Luthers bænk. Men det ægte billede af Hubert med strålekrans, det bor i mig.

Lad det være en opfordring til at nyde øjeblikket uden kamera bare en gang i mellem og ikke mindst til at se magien når den udspiller sig – og lade den være i fred.

 

En husmors Utopia

IMG_1527
Hvis jeg skulle gøre Thomas More kunsten efter og opstille mit eget (husmor)utopia, ville det se nogenlunde sådan her ud efter en dag som i dag:

Jeg ville altid stå lidt tidligere op og dermed undgå at blive vækket af en småstresset kæreste og et par unger, der hoppede oven på mig.

Jeg ville altid kunne huske, hvilke af mine børn, der havde vækket mig ved at hoppe ovenpå mig.

Rent tøj var altid lagt frem om morgenen til både børn og voksne, så jeg ikke måtte kaste det tøj, jeg havde taget af og smidt på gulvet i går aftes på igen grundet tidspres.

Det ville altid være godt vejr om morgenen, når en lille håndfuld unger skulle fordeles i diverse uddannelses- og pasningsinstitutioner, så jeg ikke måtte okse gennemblødt og forblæst rundt på chrisitaniacyklen (uden regntøj).

Sadlen på christianiacyklen var altid indstillet, så jeg kunne nå pedalerne og ikke måtte kæmpe med en glat og efterhånden meget afrundet møtrik og en meget rusten svensknøgle under massivt tidspres fra skoleklokken!

Jeg ville altid huske posen med regntøj, så jeg undgik at pendulere frem og tilbage mellem institutionerne flere gange end højst nødvendigt.

Institutionerne ville ligge side om side og ikke med en rask cykelturs længde mellem sig.

Morgenmad var der altid tid til at spise før afleveringsrunden, så jeg undgik virkelig lavt blodsukker, der et par timer senere måtte kureres med en chokoladecroissant.

Vasketøj var der nogen fra det offentlige, der kom forbi og ordnede og jeg skulle ikke lægge 5 vaske sammen på én dag (og vaske to…).

Det samme som ovenstående – bare med rengørring og opvask.

Afhentning af børn var en idyllisk hyggerunde med snak, kram og grin i stedet for en alt for lille boksering.

Folkeskolereformen eksisterede ikke, og skolelærere havde stadig tid til at (hjælpe med at) hente deres (egne) børn.

Alle familier havde en familiesekretær, der koordinerede legeaftaler, juleafslutninger i institutioner/skoler/fodboldklubber samt diverse møder rundt omkring.

Lækker aftensmad blev tilberedt og serveret af huskokken og ikke af en træt forælder med et hylende barn om hvert ben som en anden straffefange.

Ungerne spiste aftensmaden og elskede den!

Der fandtes 4 ekstra timer i døgnet øremærket hvert af børnene, så vi kom ud over “god idé skat! Det ser vi om vi kan nå senere… ellers måske i morgen…?!”

Børn faldt altid i søvn trygge og veltilpasse – og hurtigt!

Forældre var stadig fulde af energi om aftenen til kreative projekter og gode lange snakke om verden og livet.

Slik, chokolade, kage og kaffe var livsnødvendigt brændstof – eller vent… det er det vist allerede…

Børn sov, når de sov og blev ved med det til næste morgen, så forældre fik 7 sammenhængende sekunder til at fordybe sig i et eller andet.

Ja, jeg er et brokkehoved i dag, det indrømmer jeg gerne. Jeg indrømmer også gerne, at jeg (igen!) har fantaseret lidt for meget om at hoppe på bussen til lufthavnen, købe en enkeltbillet til Goa, spille guitar på stranden med en ung solbrun fyr med dreadlocks og lade min familie lede i ‘Sporløst’ om 20 år. Men selvom jeg på en dag som i dag indimellem føler, at jeg befinder mig i et levende dystopia, minder jeg mig selv om at utopia findes! – og altså ikke på Goa!

 

 

 

 

Juleminder

IMG_1907Hvis der er noget, der pusher min julestemning, er det duften af hyacinter. Jeg tror, det er fordi, duften minder mig om julen i mit barndomshjem – og det er dejlige minder!

Jeg kan huske hyacintvaserne stå i vindueskarmene med løg iklædt foldede papirhætter i ugevis, og så var det bare at vente på, de skulle spire og en dag springe ud som smukke duftende blomster, der varslede jul. Senere, da jeg var flyttet hjemmefra, var det først, når duften slog mig i møde, idet jeg trådte ind i mine forældres hus, at julestemningen var helt på plads. Det var som regel først et par dage før jul, når et overfyldt juletog havde fragtet mig til den Jydske hede fra hovedstaden.

Nu er jeg jo så heldig at have min egen skønne familie, og jeg kan mærke, at nogle af juletraditionerne er vigtige for mig at give videre til mine egne børn. Fx duften af hyacinter!

Og småkagebagning! I går bagte vi 13 plader vaniljekranse og peberkager… Det var lidt af en bedrift med 6 hjælpende børn. Dvs. Bertil og Helga Marie hjalp faktisk kun med at spise de små lune trofæer. Vi fik bageassistance af min søster og hendes familie, og der blev rullet, æltet og ikke mindst drejet på den gamle kødhakker med håndsving, da vaniljekransene skulle formes.

Engagementet var (som forventet!) ralativ kortvarigt hos børnene i forhold til, hvor besværligt det egentlig er at lave dej, bage, assistere de små utålmodige sjæle og ikke mindst gøre rent efter hele svineriet!, men alligevel synes jeg, det er besværet værd. Det kan godt være, de små spillopper kun er med en halv times tid, men jeg tror, det er en halv time, de husker. Især når den bliver gentaget år efter år. Egentlig kan man jo købe ganske glimrende kager hos bagerne (hvilket vi også praktiserer i stor stil), men der er noget fint i at stå med den fedtede dej mellem hænderne, forme, udstikke og langsomt mærke de krydrede dufte sprede sig i luften. Og ikke mindst er det skønt at spise sig en kvalme til i ’smagsprøver’.

Jeg er ret old school, når det kommer til juletraditioner. Det er jo netop noget af det, jeg selv elsker ved julen – at mange ting bare er, som de er. Der kræves ikke så meget af én. Man kan trygt læne sig op af ‘plejer’ og bare være. Det skaber minder og tryghed.

Selvfølgelig ændres traditionerne og nogle forsvinder, mens nye opstår. Det skal der være plads til. Men for mig er traditioner en vigtig del af julen. Det er på en måde hér, man lige mærker historien i kroppen og sender tanker, der rækker både tilbage og frem.

 

 

Jul i hjertet

IMG_1886Her er (endelig) ro i lejren! Der dufter af stearinlys, appelsiner og nelliker, lyden af Bob Dylans “Christmas in the Heart” strømmer ud af højtalerne og skaber julestemning i mit hjerte.

I år har jeg været meget mere afslappet med alt julehalløjet, end jeg plejer. Jeg tror mine sidste halvandet års daglige forsøg på at sænke overliggeren og tage tingene, som de kommer, er skyld i det – altså på den gode måde!

Det er ikke, fordi jeg plejer at gå amok i julepynt og overplastre hele vores hjem i glimmer og gran, men jeg plejer alligevel at have en vis højtidelighed omkring pyntning. Jeg har et ret nostalgisk forhold til pynt og traditioner, og hiver det samme op af kassen hvert år, hænger op de samme steder og bygger julehyggen op i hovedet, før den skal udleves i praksis.

I går opdagede jeg så, at der hang stjerner, nisser og engle rundt omkring i lejligheden på små hyggelige og diskrete steder. Det havde der vist gjort et par dage.. Simpelthen så fint og hyggeligt! Jeg må ganske enkelt indrømme, at Kristian bare er bedre til sådan noget end jeg… Jeg var slet ikke nået så langt i mine tanker og fatter slet ikke, at dagene bare flyver.

Hubert går rundt og øver til det store luciashow, børnehaven plejer at lave. I går gjaldede han ‘Sankta Lucia’ i christianiacyklen HELE vejen fra børnehaven til vuggestuen og HELE vejen fra vuggestuen og hjem. Jeg tror alle, der befandt sig i området omkring Nørrebros runddel ved 15:30 tiden kunne høre hans kraftfulde røst. Han har virkelig en stærk stemme den lille gut! Med årene slægter han måske Bob på? Hvem ved…? Mor håber…

I dag har dagen budt på strøgtur, hvilket egentlig ikke kan anbefales! – Der var virkelig mange mennesker…! Det var meningen, jeg skulle købe julegaver, men kom aldeles tomhændet hjem. Jeg blev totalt apatisk i julemyldret, og alt jeg købte var en kop kaffe. Tænker netshopping passer bedre til mig i år – eller vores udmærkede lokalmiljø for den sags skyld. Sidste år forvildede jeg mig også ind på strøget (udstyret med tvillingevogn, to utålmodige unger og en posefuld babymos) og købte stort set kun ting, der også kunne være købt i en radius af 500 m fra vores hjem. Der er heldigvis længe til juleaften endnu!

Eftermiddagen blev akkompagneret af klejner og vores juleplayliste, hvilket godt kan anbefales! Mums! Listen lider dog af en vis identitetsforvirring, idet man skal indstille øret på at kunne rumme alt fra Søs og Thomas’ 80’er romance, Peter AG’s mus i en spand, diverse julekalenderhits, Ottos Banjomus og selvfølgelig tophits fra Bobs Jul i hjertet.

Nissen havde skrevet på sedlen i vores familiekalender, at Hubert måtte bestemme, hvad vi skulle spise til aftensmad. Vi havde kalkuleret med, at han valgte pizza fra den lokale, så vi fik lidt ekstra tid med børnene og ikke skulle bruge tid i køkkenet. Man kender vel sine børn…! Kusinerne og deres søde forældre kom og spiste med. Rigtig hyggeligt!

Jeg kan mærke, at resten af familiens julestemning smitter mig stille og roligt og det kan virkelig anbefales at lade den komme udefra i stedet for at forsøge at skabe den inde i hovedet på forhånd, som jeg ellers plejer.

 

Pakkekalender-idealisme

Der er blevet strammet op på decemberforberedelserne i vores lille hjem, siden Hjalmars sprøde røst vækkede min julegejst til live for nogle dage siden. Vi har lavet nisselandskab med vat og hjemmegjorte nisser, jeg har strikket små lyserøde marcipangrise til adventskransen, kalenderlyset er i hus og Hjalmar har fundet julesokken frem og hængt den op. Vi er klar til december!

Det var ellers lige før den gode julestemning røg sig en tur i 0. klasses facebookgruppe. Hjalmars velmenende klasselærer meddelte sidst på ugen, at alle skulle medbringe en gave til en klassepakkekalender. Umiddelbart en klassiker i mine øjne. Men! Her kom Nørrebroforældrene op af sofaerne og erklærede kamp mod materalismen! Måske lidt overdrevet – men ikke meget. Diskussionen gik på hvorvidt denne materalistiske kalender havde sin berettigelse i klassen (- som i øvrigt også har erstattet fødselsdagsgaver med en t-shirt hvor alle sætter deres autograf).

Personligt mener jeg, det må være op til læreren, om hun orker bøvlet med sådan en kalender og jeg husker da også, at jeg selv syntes selvsamme koncept var hyggeligt i min egen skoletid. Selvfølgelig kan det diskuteres om nutidens børn ligefrem mangler små dimser til 20 kr. Men når forældregruppen begynder at blande sig i detaljer som en julekalender, synes jeg faktisk, der er tale om et skråplan. Enten kan man konkludere, at klassen er yderst velfungerende, siden der ikke er større problemer at tage fat på eller også er folkeskolen ved at forvandle sig til en idealisme-arena, hvor forældre kan flashe deres personlige værdisæt på linje med visse privatskoler. I mine øjne er en rask værdidiskussion ikke af vejen, men når en pakkekalender næsten kan mane til antimateralistisk kampgejst, er filmen ved at knække. Måske er det bare mig, der er gammeldags, men jeg synes viljen til at gå ind på den fællesskabspræmis, der er grundlæggende i folkeskolen mangler lidt. Fællesskabspræmissen kræver, at man en gang imellem parkerer nogle af sine personlige værdier og meninger i fællesskabets navn og det er åbenbart ikke så ligetil. Måske lægger jeg for meget i hele diskussionen, men ikke destomindre har den fyldt i mit hoved i denne weekend.

Jeg vil i hvert fald nyde at se mine børn åbne gaver og smæske sig i chokoladekalendre, pebernødder og æbleskiver i december. – Ja, jeg vil sågar selv gøre det samme!

IMG_1873

Dejlig er den himmel blå

IMG_1853Nu nærmer december sig og selv om både butikkerne, reklamerne og min førstefødte har mindet mig om det i laaang tid, har jeg ikke rigtig forstået det. Der hænger endda en gigantisk granguirlande med lys lige udenfor vores vindue. Jeg har ikke købt kalenderlys eller tænkt på adventskrans, og jeg aner ikke hvilken julekalender, der bliver sendt i tv. Jeg har hørt noget om Pyrus med et halvt øre men helt seriøst?! Julestemningen har med andre ord slet ikke fået tag i mig endnu!

Men men men… I går hentede jeg Hjalmar til en børnefødselsdag, og det havde virkelig været en god en af slagsen! Kinderne var ildrøde, humøret højt og håret fugtigt af sved. Ungerne havde løbet rundt i gården med knæklys-armbånd i alle farver (nok den eneste fordel ved at holde børnefødselsdag på denne årstid). Det så fantastisk ud med de små lys i mørket, og jeg kom næsten til at savne de jyske halballer i 90’erne. Mon de stadig findes…?

Da vi gik hjem langs Nørrebrogade og guirlanderne lyste over os, tog Hjalmar min hånd og begyndte at synge ‘Dejlig er den himmelblå’. Han kunne første vers udenad (dog med variationen ‘…når de blinke, når de tænke…’ i stedet for ‘…hvor de smile, hvor de vinke…’). Der er bare noget med børnestemmer, der synger julesange! Hvis man ikke bliver en lille smule rørt, er man da en isdronning. Og så var det, jeg blev mindet om, at jeg må stramme op på juleentusiasmen! Det hører med til mor-tjansen, og derfor sætter jeg jagten ind på lys, julekalender og julestemning.

Jeg er ellers vild med jul! Mit krudt bliver bare brugt på så meget andet lige nu, at der ikke rigtig har været tid til at opdage, at november gik. Og så synes jeg faktisk også først, julen bør starte i december!

 

 

Plads til leg

Hvis der er noget, der ikke begejstrer mig synderligt, er det legepladser! Jeg synes mildest talt, der er noget misvisende i navnet, fordi leg i mit hoved har en stærkere tilknytning til begrebet kreativitet og spontanitet, end der er mulighed for på en legeplads. Det er fint nok med en gyngetur, rutschebane og klatrestativer. Det kan være en måde at lufte ungerne på og få sig en café latte eller udsætte ulvetimen en halv time, men leg vil jeg ikke kalde de fleste af de aktiviteter, der foregår på legepladserne.

I sig selv er hele præmissen hverken særlig kreativ eller spontan. Bare det faktum, at det på forhånd er bestemt, at ‘om lidt skal vi lege’ er kunstig. Stemningen sådan et sted tiltaler mig heller ikke voldsomt. Jeg får altid lidt dårlig samvittighed over, at jeg selv keder mig bravt, når jeg nu har planlagt tid til at “lege” med ungerne. Jeg står dér sammen med de andre forældre, der gabende kigger på uret eller sniger sig til at tjekke facebook. I bedste (eller måske i virkeligheden værste!) fald står vi forældre og kigger på børnenes leg og kommer med tilråb som: “Pas nu på!”, “ej, nu er det vist X’s tur til at prøve…”. Det har ikke meget med leg at gøre…!

I går var jeg til forældremøde i vuggestuen, hvor vi snakkede om kreativitet og innovation. Jeg gik som altid derfra beriget med en masse gode følelser og refleksioner. Jeg kan virkelig godt forstå, Bertil og Helga Marie står med flyverdragterne i hænderne og skraber på hoveddøren 6.30 hver morgen. Jeg elsker også dét sted. Det er sjovt at have “været med” i 6 år i den samme institution og fulgt udviklingen fra fantastisk til endnu mere fantastisk! Jeg blev så glad for at høre deres tanker til mødet, og jeg er meget enig i langt de fleste af dem. Dén vuggestue har ikke brug for designlegepladser og unika legeredskaber til 100.000, men synes, det er meget sjovere at bygge op og rive ned i takt med børnenes og de ansattes gode ideer. Finder et barn på en skovtur en god vipperod, tager de den med hjem og bruger den på legepladsen indtil en ny idé overtager. Under et projektarbejde med ‘de tre bukkebruse’ byggede de en bro af nogle genbrugsplanker og da de gerne ville have musik og lys i det hjemmebyggede legehus, trak de da bare noget el. Nu strømmer der ofte klassisk musik ud af det lille oplyste hus. Ret hyggeligt!

Legepladsen bliver ligesom resten af huset ikke betragtet som en statisk størrelse men netop som en dynamisk legeplads, hvor der er plads til spontane, kreative ideer og leg. Faktisk kalder de legepladsen for haven, og det passer også bedre til den hyggelige grønne oase, det er med bærplanter, vindruer, blomster og små huler i buskene.

Der knytter sig en lille sød historie til projektet om bukke-bruserne, som fortæller en del om kreativitet og leg i min verden. For nylig var vi sammen med en af Huberts gamle vuggestuevenner, og de gik straks i gang med at lege. Det er tydeligt, at de kender hinanden rigtig godt, selvom de har gået i hver deres børnehave siden april og ikke ses så tit. Efter et stykke tid gik det op for mig, at de legede de tre bukkebruse. En leg der udspringer af vuggestueprojektet forrige sommer, men som har gjort dybt indtryk, fordi pædagogerne satte gang i en inspiration og underbyggede børnenes ideer og leg – og som altså har manifesteret sig i de to drenge.

Essensen i vuggestuens måde at arbejde på er (udover et kæmpe nærvær og stor respekt for det enkelte barn), at de har visioner og planlægger spændende ting for børnene, men de er samtidig super opmærksomme på børnene og lader deres verden være udgangspunktet for aktiviteterne. Har pædagogerne fx planlagt, at der skal plantes solsikker, tilpasser de planen, hvis børnene nu er mere optagede af at hælde med vandkanden. Så bliver planteprojektet til et vandprojekt, hvor de fx hælder, plasker, mærker på varmt og koldt vand, laver mudder, lader det “regne”, mens børnene sidder under en paraply osv.

Det er ret inspirerende at prøve at tænke ud fra det mere spontane og kreative, der optager børnene lige nu og være lidt mere åben for at ændre i planlægningen. Det kan jeg godt lære noget af. Måske slipper man så også for nogle af legepladsturene… Motiverende!

Desværre deler Hjalmar og Hubert ikke på samme måde min skepsis overfor legepladser, hvilket betyder, at jeg nok ikke har drukket min sidste latte fra “kaffeknallerten”. Godt jeg i det mindste elsker kaffe! Så har jeg da noget at skylle idealerne ned med…

 

 

 

 

Han, hun, hen…

IMG_1828I dag har jeg brugt formiddagen på at sortere Helga Marie og Bertils tøj. Indtil nu har det bare været en stor pærevælling, men Bertil er efterhånden vokset Helga Marie så meget over hovedet – på alle leder og kanter, så det giver mening at dele op. Da jeg stod midt i sorteringen, befandt jeg mig pludselig i en indre køns-diskussion. Vi har altid forsøgt at undgå at opdele noget så universelt som farver i drenge- og pigefarver, men kurvene med tøj taler deres eget sprog.

Det er ikke sådan, at drengene har gået i blomstrede kjoler og kyser med flæser, men de har tøj i blå, orange, grøn, lilla, brun, rød osv. Og da Hubert forleden dag nægtede at tage sine mørkelilla (yndlings)bukser på, fik vi os en pædagogisk snak om, at det er okay, der er nogle farver, man ikke bryder sig så meget om, men der er ingen, der ejer farverne! Han fik selvfølgelig lov at slippe for bukserne, men i dag fandt han selv de samme bukser med matchende trøje frem i skabet.

Det er fint, at man kan se på børns påklædning, om de er drenge eller piger og mine drenge har også tøj med superhelte osv. Men det satte alligevel tanker i gang, da jeg stod midt i sorteringen.

Jeg kom til at tænke på nogle af de forældremøder, jeg har været til, hvor kønsroller har været på programmet. Og der har været en del efterhånden.

Første gang tænkte jeg, at det var ret old school og regnede med, at de fleste andre forældre havde samme mening, som jeg selv. Men hold da op folk kom op af stolene! Siden har jeg altid elsket, når der var kønsroller på tapetet til forældremøderne! Debatten bliver heftig hver gang.

Til det første møde kan jeg huske, at der var en far, der til sidst var så forarget, at han næsten ikke kunne være i sig selv. Han kunne aldrig drømme om at give sin dreng “pigefarver” på, og han synes absolut ikke om, at drengen legede med dukker og tylskørter! Det skal siges, at baggrunden for diskussionen var et oplæg, vores fantastiske vuggestuepædagoger havde lavet om, hvordan man i Sverige arbejder med begrebet hen som et kønsneutralt begreb om begge køn – altså i stedet for han og hun. Hen bruges for at begrænse de kulturelle påvirkninger. Oplæget satte emnet på spidsen og var provokerende nok til at sætte gang i en heftig debat.

Jeg tror, meningerne bliver så markante, fordi kønsopfattelse er så værdiladet. Det er et højspændt emne, hvor man nemt polariserer sig og hvor man har direkte kontakt til følelserne og til sit eget arvegods. Jeg kan alligevel undre mig over den føromtalte fars reaktion og kan ikke lade være med at tænke, hvad det er han er så bange for at miste? Hvad er der på spil for ham?

Omvendt kender jeg et børnehavebarn, som jeg det første halve år troede var en pige, fordi barnet altid har en rød jakke i en meget feminin model på, matchende røde støvler og langt hår i hestehale. Jeg havde slet ikke overvejet, det kunne være en dreng! Dér kan jeg undre mig over, om det er en form for statement fra forældrenes side. Forsøger de at manifestere en form for politisk korrekthed, eller har de bare arvet klunset og ikke selv tænkt over tøselooket?

Umiddelbart er det jo en dybt materialistisk diskussion, men der er virkelig noget om at ‘klæder skaber folk’ – og altså også børn! Jeg havde engang en underviser på universitetet, som mente, at alle mennesker ideelt set burde bære uniform. Først der var man som mennesker materielt lige og måtte udvise forskellighed i meninger og handlinger i stedet for. Det er en radikal holdning (og temmelig marxistisk!), men den er også interessant.

Hele hen-debatten læner sig i et vist omfang op af nogle af de samme tanker som uniform-tænkningen. Et anti-materialistisk lighedsperspektiv der forsøger at skabe “enshed”. Ved at skabe denne enshed må man vise forskellighed på anden vis. Her bevæger man sig over i noget mere åndeligt eller i hvert fald handlingsbåret.

Jeg synes, det er fantastisk spændende at tænke på, hvordan mennesker formes og det er skønt når man får lov at tage værdidiskussionerne på et forældremøde.

Jeg kan ikke lade være med at elske tanken om, at man (mere eller mindre) kollektivt har sat sig i en rundkreds i Sverige og nået til enighed om, at hen-begrebet er alletiders ide! Det er sku proaktivt! – Men måske lige i overkanten i min verden.

Jeg ligger selv et helt kedeligt sted i midten af diskussionen. Jeg elsker, at vores vuggestue arbejder målrettet med at modarbejde kønsstereotyper og tager udgangspunkt i, hvad børnene er optagede af og viser interesse for at lege med. Jeg elsker også, når Hjalmar synes, glimmer er smukt og Hubert kommer hjem fra børnehaven med hjemmelavede perlekæder til os alle. Jeg elsker også, når Helga Marie har drengens aflagte tøj på og hun til forveksling  ligner Hjalmar som lille. Men jeg elsker også, når Hubert nærmest forvandler sig til en superhelt, når Spiderman-nattøjet kommer på.

 

 

 

 

 

Vuggestue-nostalgi

Vi har været til samtale i vuggestuen. Sådan en samtale om hvordan ungerne trives og udvikler sig. Selvom det er tredje gang, vi er igennem møllen, blev jeg helt rørt.

Pædagogen havde sat en time af og delt samtalen op, så Bertil og Helga Marie fik lige lang tid under luppen. Det i sig selv blev jeg glad for! Det er dejligt, når omverdenen også betragter dem som to individer, selvom de er tvillinger. Selvfølgelig er der også meget i deres trivsel og udvikling, der skal ses i lyset af deres relation til hinanden og deres samspil, men det var der også tid til at snakke om. At høre pædagogen fortælle om sin oplevelse af Bertil og Helga Marie, beskrive alt fra deres motoriske og sproglige udvikling til at fortælle om, hvordan de deltager i aktiviteter, hvordan de leger og socialiserer med de andre børn, hvordan de udvikler sig hver for sig og sammen ramte mig!

Jeg tror, det skyldes flere ting. I det hele taget dét at høre en anden fortælle om sin oplevelse af og med vores børn var tankevækkende. At få en andens øjne på dem og blive bekræftet i, at de bare elsker at være i deres vuggestue og har det godt. At pædagogen fokuserer på og ser nogle detaljer, som vi ikke selv er helt opmærksomme på og i det hele taget dét, at de har deres egen lille verden uden os.

Men det er også  en stolthed over, at de udvikler sig så fint og trives så godt. Vi havde mange tanker under graviditeten og blev fulgt ret tæt af hospitalet. (Det gør man ofte, når man venter tvillinger). Helga Marie var en lille trold, mens hun var i maven og lå vægtmæssigt under alle kurver og skemaer, så det er klart, at vi havde mange tanker, om alt nu var okay, om jeg ville føde for tidligt osv. Vi har altid forsøgt at have et pragmatisk forhold til hele overvågningen af graviditeten og kun fokusere på det, vi kunne se og som jeg kunne mærke. Nemlig, at de begge to voksede og at jeg havde det godt. Jeg tror alligevel, alle de tanker vi havde dengang ligger dybt derinde i gemmerne og har betydning for, at glæden over, at alt går så fint, er lidt ekstra stærk.

Der er også bare noget i, at når man har 4 børn, føler man ofte, at man ikke gør alting til UG, men efter samtalen blev Kristian og jeg enige om, at noget må vi gøre rigtigt. Og det var en dejlig følelse.

Der er mange ting, som bliver lidt rutine-agtigt med nr. 3 og 4. Overvejelser man havde tidligere, som nu styres mere af pragmatisme end af idealisme. Der er noget nostalgi, som bliver trængt lidt i baggrunden til fordel for logistik. Sådan er det bare! Derfor føles det ekstra fint at blive mindet om, at hvert af vores børn er helt sin egen og agerer individuelt i verden. At det ikke bliver mindre vigtigt at følge dem tæt og opmærksomt, selvom de er nummer 3 og 4. Sådan en god omgang vuggestue-nostalgi er ikke af vejen!