Tag Archives: Børn

Novembersne

Tung, våd sne ligger i de Københavnske gader og i smeltet form også på vores køkkengulv. Så snart morgenkaffen var skyllet ned i morges, trak hele familien (plus overnattende gæst) i overtøjet og byggede snemænd i gården, som var der ikke en dag i morgen. Og det er jo netop sådan, det forholder sig med sne i vores lille nordiske land. Måske er der rent faktisk ikke en snevejrsdag i morgen, og derfor må man handle, når muligheden byder sig. – Også selvom det blev sent i går og den sidste drink måske ikke var det fornuftige valg…

Sne kan heldigvis kurere både tømmermænd og træthed!

En god times tid senere hang 7 sæt dryppende overtøj i køkkenet, og gulvet forvandlede sig stille og roligt til et finsk landkort med utallige små søer, og jeg drømte for første gang denne vinter om et stort bryggers… Ungerne krøb under dynerne igen og spillede på iPad – og vi protesterede ikke!

Snevejret kom som et varsel om, at december nærmer sig og jeg kan godt mærke julestemningen ligge på lur.

Der hænger grandguialander uden for vores vinduer som små broer over Nørrebrogade, og butiksvinduerne stråler af glitter og juleeventur. Men for mig starter hele hurlumhejet først for alvor d. 1. december.

I dag emmer vores lille hjem af søndagsstemning krydret med røde kinder, sne og masser af indendørs hygge. Det er ikke så tosset 🙂

 

Træthedstorsdag…

Dagen startede tidligt i dag og sluttede sent i går. Natten var præget af søvnløshed og børn der kom listende. Derfor er jeg træt. Vi er velsignede med børn, der har gode sovehjerter og det sætter jeg utrolig stor pris på, men en gang i mellem drømmer, tisser, hoster de og når det hele falder sammen på samme nat, kan konsekvenserne af at have fire børn godt spottes i mit mørkrandede ansigt.

Jeg er krøbet sammen under en af ungernes juniordyner på sofaen med computeren i skødet, mens Bertil og Helga Marie leger for fulde gardiner om ørene på mig. Der kører børnefjernsyn i baggrunden, som ingen ser, men som jeg ikke orker at rejse mig for at slukke. Resten af familien er for længst ude af døren, og jeg prøver at kurere trætheden med 3 kopper kaffe og mentalindstiller mig på formiddagens tur i legestuen. Lige nu synes det uoverkommeligt at få to børn i tøjet og hoppe på cyklen. Det hjælper nok, når det er blevet lyst udenfor.

…..

Jeg overkom det 😉

Vi er hjemme igen, og de to trætte trolde sover tungt efter at have indevendt hele legestuen og brugt ca. 100 % af deres formiddagskrudt. Jeg har rystet trætheden af mig men kan mærke, at min krop tydeligt husker, hvor lidt jeg sov det første år af Bertil og Helga Maries liv. Dér lærte jeg for alvor, hvor lidt søvn jeg kan klare mig med, men også hvor vigtig søvnen er i hvert fald en gang i mellem, så fabrikken ikke lukker ned.

I dag står min tunge og langsomme krop i skærende konstast til de to glade energibundter, jeg tilbringer det meste af min tid sammen med og jeg har haft nok at gøre i forsøget på at følge med. De virker utrættelige med deres små kroppe, der er fulde af krudt og hop, og med alle deres konstante krav om alt fra æblebåde, leg og hjælp til støvlerne. Deres stemmer, der snakker, griner og råber i en evig, uafbrudt strøm, der stadig summer lidt i hovedet på mig.

Pludselig går de ud som to små lys, og batterierne lader stille og roligt op til næste runde under varme dyner, flankeret af bamser.

Vasketøj, opvask – og honningsnitte som en lille velfortjent medalje inden næste omgang, der nærmer sig med hastige skridt…

IMG_5255

“Jamen, jeg elsker bare, når det er fredag!”

IMG_5191Det er fredag eftermidag i familien gyldenkål. Nogle tegner, nogle leger, en enkelt ser tegnefilm og jeg har iført mig mine højtelskede høreværn og barrikaderet mig bag skærmen ved spisebordet midt i kaoset. Lydniveauet er egentligt relativt lavt i forhold til normalen, og det skyldes nok mest af alt, at hverdagsugen er ved at nå til vejs ende og at gassen er ved at gå lidt af ballonen hos os alle.

Ugen har været tætpakket men god, og vi er nået vidt omkring, synes jeg. De sidste par dage har Farmor og Farfar boet hos os, og de har netop vendt snuderne mod det Jydske igen. Det er altid dejligt med ekstra hænder, og det kan tydeligt mærkes, når antallet af voksne står mål med antallet af børn.

Onsdag hyggede Farmor og Farfar med ungerne, mens Kristian og jeg kastede os ud i det regnvåde København, hvor vi spiste lækker mad – og drak lækker vin – i ro og mag. Helt uden 10.000 afbrydelser og helt uden at servicere, skære ud, puste, hente klude, tørre mælk op…. Det var som at smage en bid af himmelen!

Efter den næsten guddommelige middag faldt vi tungt tilbage i sæderne i DRs vidunderlige koncertsal og lyttede til Marie Keys røverhistorier og smukke stemme. Koncerten var akustisk og rigtig, rigtig god! Jeg er begejstret over mange ting ved den lidt underspillede og meget jordnære sangerinde. Hendes faste tag i visetraditionen og hendes måde af fortælle historier gennem et fint musikalsk univers. Hendes evne til at ramme en virkelig bred målgruppe, hendes ydmyghed og hendes dygtighed.

Når hverdagen buldrer afsted, kan jeg nemt få følelsen af at være en arbejdshest på konstant overarbejde, og sådan er det bare med fire børn i husstanden. Jeg elsker det ubetinget, det skal der ikke herske nogen tvivl om, men jeg sætter også stor pris på de små pauser, der kommer til mig indimellem.

Et andet kulturelt højdepunkt ugen har medført, var en tur i biffen. Jeg tog min ældste søn med på proletarhøjborgen og så Disneys “Inderst inde”, som var akkurat lige så god, som alle snakkede om for måneder tilbage, da den var højaktuel. Da jeg sad i mørket sammen med min store dreng, lod jeg mig opsluge fuldstædigt af Disneys fortryllende univers, og jeg må indrømme, at vi begge måtte tørre øjnene et par gange undervejs. Filmen handler om følelser, minder og barndom og det er jo en umådelig god cocktail at servere for en blødhjertet mor.

Selvom de ekstra hænder Farmor og Farfars visit udløste gav os mulighed for bla. ovenstående, som jeg sætter stor pris på, så elsker jeg også den ro, der falder over både store og små, når gæsterne tager afsted igen og vi igen bare er os selv.

Eller ro og ro… Det er måske så meget sagt! Imens jeg har koblet af ved tasterne, har ungerne fået gang i en gedin omgang dåseskjul i lejligheden og den larm, det afstedkommer, kan selv mine elskede høreværn ikke stå imod.

Kødgryderne kalder, og både rødvin og sofatid er indenfor rækkevidde. Jeg tilslutter mig Huberts ord fra i morges, hvor han begejstret udbrød: “Jamen, jeg elsker bare, når det er fredag!”.

 

 

 

Køn, kønnere, kønnest

IMG_4885Så blev det søndag igen, og november er allerede godt i gang. Det samme er kønsdebatten i medierne endnu en gang og i denne omgang med fokus på, hvordan vi præger vores børn i den henseende. Det er en spændende debat, som meget hurtigt går hen og bliver værdipolitisk og følelsesladet. For alle vil jo deres børn det bedste. Det store spørgsmål er, hvad det bedste så er?

I forhold til kønsdebatten befinder jeg mig nok i det relativt ‘politisk korrekte’ segment, der hellere ser ungerne rende rundt i brunt og grønt end i sidste nye syntetiske prinsesseskrud eller superheltedragt. Dermed ikke sagt at det er sådan, virkeligheden ser ud hjemme hos os!

Jeg er selv opdraget i en tid, hvor piger spillede fodbold og ønskede sig værktøjskasser til jul, og min barnedrøm var da også at blive tømrer. Senere ændrede det sig til linedanser og her utallige år efter, må jeg konstatere, at netop disse to drømme ikke gik i opfyldelse. Jeg legede også virkelig meget med dukker, og jeg legede også virkelig meget med drenge. Det var ikke noget, vi skænkede en tanke. En ven var en ven og først op mod teenagetiden, begyndte kønnene at få en betydning i den sammenhæng.

Der er ikke nogen tvivl om, at tiden og kønskulturen er en anden i dag, og derfor må vi nødvendigvis forholde os til, hvordan vi skaber de bedste betingelser for vores børns opvækst i relation til køn og kønsforståelse.

Jeg har i mit liv som mor altid været rimelig optaget af ikke af låse mine børn fast i kønsstereotype kasser, da det ligger naturligt for mig at have denne tilgang qua min baggrund, min omgangskreds og i det hele taget det segment, jeg nu engang må erkende, at jeg befinder mig i. Konkret betyder det fx, at vi herhjemme ikke opererer med drenge- og pigefarver, at legetøjet ikke knytter sig til, hvilket køn barnet har, og at vi altid har støttet vores børns vennerelationer på kryds og tværs af køn. Vi er opmærksomme på, at kvaliteter som forsigtighed, følsomhed og mod ikke bliver knyttet til børnenes køn, men mere er et udtryk for, at mennesker er forskellige.

Vores børnehave arbejder også aktivt med kønspædagogik og bruger fx betegnelsen “venner” fremfor “drenge” eller “piger”, når de omtaler eller taler til en gruppe børn. Vores gamle vuggestue, hvor alle fire børn har gået, gjorde det samme. Her har vi gennem årene ofte diskuteret kønspædagogik til forældremøderne, og diskusionerne har altid været  interessante. Vi har diskuteret hen betegnelsen, så luften dampede – og det var fedt! Ingen af institutionerne har negligeret køn eller neutraliseret begrebet fuldstændigt, men de har arbejdet med en pædagogisk bevidsthed om at se barnet frem for kønnet. Vi har ikke valgt institutionerne på denne baggrund, men identificerer os fint med deres måde at arbejde på.

Jeg finder det uhyre vigtigt, at vores børn i deres opvækst både får mulighed for at yde omsorg overfor dukkerne og bamserne eller smadre afsted med en monstertruck – uanset om de er drenge eller piger. – Eller yde omsorg for monstertrucken, som vi også har set utallige gange…

Jeg synes med andre ord, vi i grove træk læner os op at en kønsbevidst opdragelse, selvom det ikke er noget, vi går og tænker så meget over i hverdagen. Vi neutraliserer ikke børnenes køn, men vi tilstræber at give plads til anerkendelse af køn og forskelligheder. Mennesker er forskellige og i min verden knytter nogle forskelligheder sig til køn (af fysiologiske eller kulturelle grunde), og andre forskelligheder knytter sig mere til personlighed og interesser.

,Der er slet ingen tvivl om, at børn i dag vokser op i en kultur og i en tid, der er enormt kønsfikseret og i høj grad også kønsstereotyp og selvom jeg ikke ligefrem er personlig tilhænger af det kønsneutrale hen, håber jeg, at jeg kan være med til at påvirke mine egne børn til at tænke køn som et bredt begreb og dermed give dem større muligheder for deres personlige udfoldelse.

Men! For hvis nogen er i tvivl, er jeg i gang med at bygge op til et men…

I sidste weekend læste jeg en artikel i Information om nogle familier, der opdrager kønsneutralt i ordets mest rendyrkede forstand. De undlader helt, at i talesætte børnenes køn og bruger i stedet lyden ‘hn’ for at fjerne fokus så meget som muligt fra kønsbetegnelsen. De klæder bevidst børnene i helt kønsneutralt tøj og omtaler andre børn som fx “babyen med hunkøn” i stedet for “pigen”.

Jeg kan virkelig godt forstå forældrenes ønske om ikke at begrænse deres børn og at give deres børn en bred palette af muligheder, for jeg går ud fra deres intentioner er nogenlunde de samme, som jeg i princippet selv bikser rundt med inde i mit hoved.

Men, jeg blev ærlig talt ramt af et hav af tanker og følelser, da jeg læste artiklen og de kværner stadig rundt inde i hovedet på mig.

For jeg synes faktisk, der er så mange problematikker i den anskuelse, de “kønsneutrale opdragere” udlever i praksis, at jeg får en smule ondt i både maven og hjertet.

For det første så anerkender jeg, som artiklen hævder, at sproget har en kolossal betydning i vores påvirkning af hinanden og der ligger stor magt i kommunikation i det hele taget. Der er noget om, at “din stemme bliver dit barns indre stemme”, og derfor er det vigtigt at tænke over de ord, man bruger et stykke hen af vejen, men når man konsekvent forsøger at sammensætte sine sætninger kønsneutralt, tænker jeg, kommunikationen bliver meget mekanisk eller konstrueret. Vi kommer ikke udenom, at begreber som dreng og pige immervæk er ret integrerede i vores sproghistorie og sprogkultur. Jeg kan gå med så langt som til at være bevidst om ikke hele tiden at i talesætte sin datter som lille prinsesse eller sin søn som store bulderbasse. Det er altid godt med lidt reflekteret bevidsthed. Men når sproget bliver for fortænkt, er jeg bange for, at det går ud over relationen. Relationen risikerer at miste noget meget værdifuldt. Den risikerer at miste noget autenticitet og noget naturlighed. Jeg tror, omkostningerne er for store i forhold til, hvad det kræver at lave så store sproglige forandringer med nogle så fastforankrede begreber. Spontanitet og umiddelbarhed er stærke værdier i sproget efter min mening og hvis sproget bliver fortænkt eller for konstrueret, mister det noget værdi og skaber dermed distance.

Jeg har det også svært med, at neutraliteten skal være mål for opdragelse, da neutralitet i mine ører lyder som en reduktion. Når man neutraliserer noget ensretter man, eller usynliggør. “Et neutralt menneske”. Det lyder ikke ligefrem sprudlende og fantastisk. Jeg ville personligt ikke bryde mig om at blive omtalt som en næsten ikkeeksisterende lyd, hn. Jeg ville føle mig lidt usynlig, tror jeg. På mange måder er neutral det modsatte af mangfoldig, i hvert fald i min sprogforståelse ,og jeg hylder meget gerne mangfoldigheden 😉

Dernæst tænker jeg, at en overdreven fokusering på at kønsneutralisere nemt får en modsatrettet virkning, da der kommer et unaturligt fokus på udviskning af køn. Herved skabes jo et utilsigtet fokus på netop køn, og det at have et køn kan nærmest opfattes som noget problemtisk eller unaturligt.

Måske kan en konsekvent kønsneutralitet endda i værste fald medføre skam. Skam over at være et køn og skam over at føle sig forkert i sit køn. Skam over at ønske sig den lyserøde prinsessekjole, som mange af de andre piger i børnehaven har og som barnet måske ved ikke falder i god jord på hjemmefronten, fordi den er alt andet end neutral. En af kønsneutralitetens skyggesider er måske, at den kan skabe et tabu omkring køn, hvis den overdrives for meget – og det er nok næppe hensigten. I hvert fald er børns køn noget vi skal tale om med agtpågivenhed og forsigtighed, ligesom andre værdiparametre, der påvirker den menneskelige udvikling.

Jeg tænker, uden dog at kunne kalde mig selv hverken kønsekspert eller børnepsykolog, at der kan opstå nogle identitetsproblematikker, når kønnene forsøges udvisket. I hele opbygningen af identiet oplever jeg i hvert fald hos mine egne børn, at de i en vis alder begynder at “ordne” eller kategorisere for at have noget at holde sig selv op i mod. Her er køn ofte en af de benyttede kategorier. Jeg tænker, at børn har brug for at se sig selv i forhold til forskellige systemer og kategorier for at lære sig selv at kende, og det kan i mine øjne sagtens gøre uden at kønsstereotyperne får magten.

I virkeligheden tror jeg faktisk, at den type kønsneutral opdragelse, der skildres i artiklen i høj grad handler om forældrene. Når opdragelse eller livsstil i det hele taget bliver et projekt, handler det måske lidt for meget om forældrenes forfængelighed. Deres idealer eller deres manifestering af, hvem de er eller gerne vil være som forældre, overskygger de mennskelige konsekvenser, det kunne have på barnet. Det bliver måske planlagt allerede inden barnet er kommet til verden, at opdragelsen skal være kønsneutral, og som det er med så mange ting, bliver alt det, man havde tænkt og forestillet sig ofte helt anderledes i virkeligheden. Man glemmer nemt, at der er en omverden og en kultur, som barnet på et tidspunkt bliver en del af uanset, hvor meget man har lyst til at flytte i en bambushytte på verdens fredeligste sted, hvor ingen farer kan lure på barnet… Eller ingen Disneyprinsesse eller superhelt kan snige til at påvirke det uskyldige barn. Med andre ord kan man få lyst til at lave en Rousseau og lade sit barn vokse op ude i naturen som en anden “Emile” uden påvirkning fra andet end planter og dyr. Desværre er det ikke på den måde, man skaber hele mennesker. Det ved de fleste, og det vidste Rousseau. Idealisme er i langt de fleste tilfælde til eksempel og ikke til udlevelse.

Jeg har selv et mildest talt anstrengt forhold til både superhelte og prinsesser, men mine børn skal selvfølgelig have lov til at lege med dem og kende dem. Ellers vil de jo få svært ved at indgå i relationer og leg med deres jævnaldrende. Man kan ikke undse sig den påvirkning børn møder i deres omverden. Man kan forsøge at udfordre den og præge sine børn i den retning, man nu finder rigtig, men jeg tror, man gør klogt i at hjælpe dem med at linke til “den virkelige verden” også og dermed udvikle deres sociale kompetencer .

For mig er det vigtigt at vise mine børn, at mennesker er forskellige i højere grad end at fokusere på, at køn er forskellige eller det modsatte. Vi læser fx bøger med både drenge og pige hovedpersoner og er opmærksomme på hvilke kvaliteter de har. Der er sku ikke meget prinsesse eller ’stille pige’ over Ronja Røverdatter. Hun er modig og vild, men hun er også følsom og omsorgsfuld. Hun er en pige. Og hun er først og fremmest et menneske. Hun er oveni købet en pige, der bliver gode venner med en dreng og deres fællesskab og venskab hæver sig langt over betydningen af køn.

Kønsdebat er værdidebat og derfor en evig diskuterbar størrelse, der i høj grad knytter sig til følelser. Men jeg tror, man gør klogt i at forsøge at træde lidt udover de personlige følelser og i stedet indtage en normkritisk tilgang til kønsdebatten. Det er svært, men måske mere interessant.

Jeg er personligt overbevist om, at noget af det bedste man kan gøre i forhold til at skabe mere elastiske identitets- og kønsforståelser er, at lade børn have venner på kryds og tværs af køn og i det hele taget lade være med at fokusere overdrevet meget på køn i sine børns opvækst. Moderat reflekteret kønsbevidsthed 😉

 

 

Hyggelig uhygge

IMG_5088Halloween er over os, og selvom jeg ikke har det mest dybtfølte forhold til den amerikanske højtid, har vi de sidste par år svunget os op til at udhule nogle græskar og lave lidt hyggelig uhygge. Helt stille og roligt med lavt ambitionsniveau!

I går holdt vi vores egen lille “Halloweenfest”, som i alt sin enkelthed gik ud på, at vi spiste pandekager om eftermiddagen og skar græskar i gården, hvorefter hele familien efter mørkets frembrud spangulerede en tur på Assistenskirkegården. Det var så smukt at gå rundt derovre i mørket og selvom jeg kender kirkegården som min egen bukselomme, var den fremmed i mørket. De store træer, der lyste op og omridset af gravstenene, gav den helt rigtige eventyrlige og lidt uhyggelige stemning!

Tidligere på dagen havde jeg været en tur i supermarkedet for at rippe de helt og aldeles sørgelige rester af deres halloweenpynt, som til gengæld var sat ned med 80 %. Nogle gange betaler det sig at være ude i sidste øjeblik!

Der skal ikke så meget til, før ungerne føler vi har holdt Halloweenfest og så længe nogle papflagermus og en gåtur på kirkegården kan gøre jobbet, er det perfekt for mig!

Da aftenroen så småt havde sænket sig, kom en flok store børn forbi vores dør og gjorde et solidt indhug i aftenens slikskål, og jeg skal da lige love for, at de var rendyrkede i deres halloweenudtryk, med alt hvad der hører sig til af blod, klamme masker osv. Shit mand, de var spooky(!), og vores børneflok splittede sig øjeblikkeligt i to, da hoveddøren gik op. Havldelen var lige blevet puttet og lå med direkte udsigt til døren og rystede i deres senge, og den anden halvdel flygtede ud i køkkenet, som pludselig flød af rædselstårer. Vi måtte hive alle vores trøstekompetencer ud af ærmerne og forsikre om, at de store børn aldrig kommer tilbage.

Det er da også en mærkelig tradition at lade uhyggen skræmme livet af forsvarsløse børn, og egentlig kunne vi for min skyld godt skrue ned for hallowen og skrue op for fx fastelavn i stedet, men alligevel er der noget interessant i traditionen med at dyrke det mørke og ikke mindst det hinsides…

Jeg oplevede fx, da vi gik rundt på kirkegårdens mørke stier i går, at der helt automatisk skete det, at vi rykkede tættere sammen, små bløde hænder, der gerne ville holde i hånden, kom snigende, og som vi gik dér i en næsten stille stund kom følelsen af, at vi passer på hinanden dejlig tæt på. I det hele taget er hele flirteriet med det mørke og det hinsides en god anledning til at glædes over, at vi har hinanden her i det virkelige liv.

Magien eller eventyret, der ligger i mørkets kræfter, skubber også lidt til vores polerede liv og verdensbillede, og jeg tror, det er vigtigt at huske eventyrene – både det gode og onde. Der må være en grund til, at stort set alle kulturer historisk set har trolde, hekse osv. i deres narrative fortællinger.

Vi har brug for at undres og fortrylles i en vidensfikseret tid og kultur som vores, og jeg tror, vi gør klogt i at give det magiske og eventyrlige lidt ekstra gaspedal engang i mellem.

Når jeg står i supermarkedet og ser hylderne bugne af materielle plastikremedier og halloweenslik, er det nærliggende at give forbrugssamfundet kredit for at have skabt behovet for endnu en ‘højtid’, der kan profiteres af, men jeg synes faktisk, Halloween er en ret spændende tradition, når man lige får skrællet de værste bloddryppende plastiklag af og sender tankerne lidt om bag kulisserne.

Under alle omstændigheder gav vores kirkegårdsvandring anledning til en snak om liv og død, hvorvidt skeletter er uhyggelige eller bare er en naturlig del af livets cyklus – og den slags snakke er jo lige noget for mig.

IMG_5054

 

Tanker om dyder: Mådehold

De sidste par uger har bloggen holdt ferie, da jeg har været optaget af andre ting. Tiden løber altid hurtigt, synes jeg.

Derfor har min indre nørd også trange kår! Som mor til fire, fylder koordinering, slid og slæb, kram og kærlighed det meste af min tid og eftertanke, fordybelse og filosofi er desværre ikke så stor en del af hverdagen.

De tykke, tunge, støvede bøger står urørte hen på bogreolen, og jeg forsøger i stedet på den lette måde at snige lidt filosofi ind i ørene via eksistens på P1, Anders Fogh Jensens podcast eller lignende, når det kan lade sig gøre – og især når jeg kan få andre ting fra hånden imens.

Med inspiration fra ovenstående og med min gamle undervisers stemme i baghovedet er jeg begyndt at fundere lidt over kardinaldyderne og deres betydning i mit liv som menneske og som mor til min dejlige flok. Det er ikke, fordi jeg har hængt min eksistentialistiske hat på hylden, men fordi jeg synes dydsetikken kan være ret inspirerende. Og de gamle grækere havde immervæk ret i en ting eller to.

Kardinaldyderne er de fire dyder: visdom, retfærdighed, mod (tapperhed) og mådehold eller selvbeherskelse om man vil. I antikken blev disse regnet for de grundlæggende moralske egenskaber i mennesket og dermed var de brikkerne til puslespillet om det gode liv.

Jeg vil tage refleksionen over mådehold/selvbeherskelse helt ned på hverdagsniveau og skrible nogle af mine tanker ned.

Det første der falder mig ind, når jeg tænker ’selvbeherskelse’ er alle de små episoder, der opstår mange gange hver dag i vores familie (og sikkert i alle andre familier også). De gange hvor jeg tøjler min trang til at gribe ind, til at blande mig, til at hjælpe.

Det er de små ting som min trang til at hjælpe de små med at få skoen på, selvom de både kan og vil selv. Det er trangen til at sige næste ord højt, når jeg læser med min ældste og han stopper op ved en forhindring. Eller når min mellemste hælder af mælkekartonen, der er fuld og jeg må stoppe min hånd i luften, fordi jeg ved, at han sagtens kan, men også at det nogle gange glipper. Når ungerne skændes over et eller andet, og jeg ved, de lærer en masse af at løse tingene selv, men jeg samtidig også har lyst til at blande mig.

Når jeg har lyst til at råbe “Så hold dog kæft!!”, fordi alle råber i munden på hinanden og det larmer, så det synger for mine trætte ører, men jeg også ved, at det ikke hverken hjælper på lydniveauet eller fører noget som helst godt med sig.

Selvbeherskelsen viser sig også, når jeg har lyst til at holde i hånd med min store dreng på vej til skole, men kan mærke han helst er foruden i lige præcis den situation. Eller når jeg hungrer efter at kramme og kysse ungerne og de ikke lige gider, eller når jeg konstant har lyst til at sige “pas på”, fordi jeg jo ganske enkelt bare vil passe på dem!

Der er så mange små episoder i løbet af dagen, hvor jeg behersker mig, fordi jeg har lært det, og fordi jeg har erfaret, det kan betale sig.

Rigtig mange gange lykkes jeg ikke med min selvbeherskelse, selvom situationen ville have gavn af det. Det er en evig læreproces.

Det er lidt af en balancekunst med selvbeherskelsen, for der findes jo ingen manual, der fortæller hvor lidt og hvor meget – og hvornår. I visse situationer kan den også tage overånd. Man må føle og tænke sig frem.

Mådehold eller selvbeherskelse er egentlig en ret stor medspiller i livet som familiemor, synes jeg.

Nogle af de værdier jeg forsøger at give videre til ungerne er også forbundet med mådehold. Fx at lære at give plads til hinanden eller at dele. At håndtere sine egne følelser hænger også sammen med mådehold, og det er jo en ret vigtig og stor del af barndommen, at opøve netop denne kompetence. I virkeligheden er mådehold en ret nyttig dyd, når man skal begå sig socialt – og prøve at forstå sig selv som menneske.

Når jeg tænker på min aktuelle situation som hjemmegående og holder det op imod mit ret lange uddannelsesforløb, som har fyldt stort set hele min ungdom med det ene formål at føre til en karriere eller i det mindste til et job, og virkeligheden så har vist sig helt anderledes, end jeg regnede med i udgangspunktet, så er mådehold en af de dyder, jeg har haft gavn af at give lidt plads for at finde rundt. Jeg vil gerne alting på en gang, men det er så forbandet svært at efterleve det. Jonglørkunsten kræver næsten det umulige.

Mådehold er for mig også at sætte foden i og give plads til eftertanke, for mådehold rækker ud i fremtiden. I mit tilfælde håber jeg i hvertfald mit mådehold viser sig at være en god langtidsinvesterieng (selvom visse politikere nok ikke er helt enige i, at livet som hjemmegående er en god ide).

Men mådehold rækker også tilbage i fortiden, fordi den bygger på både tankevirksomhed og erfaring. I følge de gamle, græske drenge hang visdom uforløseligt sammen med erfaring, hvilket gav ‘de gamle’ en høj status som de vidende. Det var måske ikke så tosset en tanke endda. I et vidensamfund som vores bygger viden i høj grad på fornyelse eller opdatering og derfor bliver visdommen trængt lidt op i en krog.

Mådehold er for mig også at tænke, før jeg taler (eller skriver). Vende en situation eller et argument inde i hovedet, før jeg ytrer min mening. Mange diskussioner ville være mere konstruktive, hvis mådehold var moderne. Det er jo ikke ligemeget, hvilket fingeraftryk man sætter rundt omkring.

Jeg kunne blive ved!

Når hverdagen drøner derud af, bliver automatpiloten nemt slået til og den ene handling afløser den anden, for der er så meget, vi skal nå. Vi handler os igennem hverdagen, ligesom vi i høj grad handler os gennem livet i det hele taget. Vi lever i det hele taget i en handlingsorienteret kultur, der har travlt! Optimering og effektivisering er i højsædet. Uddannelserne opfordrer de studerende til at fravælge den tidskrævende litteratur og komme hurtigt gennem studierne og der er generelt rift om at få serveret komplicerede tankesæt i light udgaver. Gerne noget med overskrifter, der kan skimmes… Eller Ph.D afhandlinger, der kan formidles på 3 min som i et program på Dr2. (Læs evt Dion Rüsselbæk Hansens artikel “I et tyrani er det lettere at handle end at tænke” – den er god!).

Jeg kender det fra mig selv. Hverdagens rutiner kører som perler på en snor og enhver lille pause, der opstår undervejs fyldes hurtigt ud med effektive handlinger, som fx at skimme nyhedsoverskrifter, så jeg føler mig opdateret på omverden uden egentlig at vide noget som helst, hvis spaden stikkes dybere end overfladen. Hvad kan det egentligt bruges til?

Mange handlinger sker ureflekterede – især hvis de er effektive! Kan ungernes adfærd fx reguleres med slik? Ja! Er det altid en god ide at gøre det? Nej! På samme måde er det med rigtig mange andre små og store handlinger, hvis de virker. Det kan være nyttigt at reflektere over ureflekterede handlinger en gang i mellem. Omvendt er de ureflekterede handlinger også vigtige, fordi de giver os pauser fra os selv. Rutiner skaber tryghed og stiller ikke nødvendigvis så store krav rent mentalt, de kan være en slags mentale frikvarterer.

Dydstænkningen hviler på en ide om, at man kan opøve bestemte dyder og dermed kommet tættere på ‘det gode liv’. Det er jo på en måde en ret dogmatisk tanke, som sagtens kan kritiseres – og det er bestemt heller ikke, fordi jeg mener, vi skal til at være dydige og fejlfri mennesker og forældre, men jeg tror, mange mennesker ville have gavn af at fundere lidt over de gamle dyder en gang i mellem. Der er jo en grund til, de har præget filosofien gennem årtusinder.

Man kan selvfølgelig diskutere hvad, der handler om selvbeherskelse, og hvad der handler om selvkontrol. I min optik hænger selvbeherskelse eller mådehold sammen med en refleksion, der stikker dybere end fx at holde fingrerne fra slikskålen. Selvkontrol er at kontrollere sig selv mens selvbeherskelse er at gøre det reflekteret. Anders Fogh Jensen taler i en af sine podcast om ‘besindighed’, som en sammentænkning af dyderne ‘mådehold’ og ‘visdom’, hvilket giver rigtig god mening. Besindighed er et godt ord, der fortjener lidt mere tanke. Refleksionerne er først lige startet…

Hvis nogen læser med endnu, siger jeg tak for tålmodigheden 😉

Hjemmeunger

IMG_4773I dag benyttede Hubert sig af den bonus, hjemmelivets fleksibilitet medfører og tog sig en fridag fra børnehaven. Det var rigtig hyggeligt og virkelig dejligt at se, hvordan han hele formiddagen legede med Bertil og Helga Marie – i hvert fald i teorien!

I virkeligheden var dagen forholdsvis konfliktmættet og fuld af modsatrettede interesser… Én ville for alt i verden på legeplads, en anden nægtede under nogen omstændigheder at forlade matriklen! Dagen igennem var der generelt rift om det samme legetøj, og jeg kan godt skrive under på, at viljestyrken hos vores børn er helt og aldeles intakt! Der var meget bestemte meninger om alt fra koppens farve til, hvorvidt jeg måtte unde mig selv den luksus at drikke et glas vand. Dertil kom grådanfald over, at rugbrødet blev skåret over forkert(!) og andre vigtigheder.

Uoverensstemmelserne resulterede i et ret højt lydniveau, hvilket gik ud over Huberts gode humør, og han så sit snit til at udnytte situationen og plagede om både Ipad og slik. Dog uden held (næsten…). Utroligt som de børn kan gennemskue, når jeg er presset!

Jeg selv følte mig som en marionetdukke på overarbejde og forsøgte efter bedste evne at opfylde de mest basale behov, hitte rede i konflikterne, sætte noget meningsfuld leg i gang med den ene hånd og ordne vasketøj, tømme opvaskemaskine, skære frugt osv. med den anden hånd.

Det er mig virkelig en gåde, hvordan Bertil og Helga Marie langt de fleste dage (gudskelov!) er pot og pande og andre dage duellerer på højde med Blur og Oasis i 90’erne. Det er nok både noget med alder, overskud og underskud hos os alle sammen – altså det med Bertil og Helga Marie 😉

Jeg har skrevet om det før, men det trigger altså min tålmodighed på det groveste, når konflikterne handler om banaliteter (altså i mine øjne!) som, hvem der først må kravle op på puslebordet eller, hvem der skal have den lilla kop. Jeg arbejder virkelig på de gode strategier og sender dagligt tankerne mod vores rolige og anerkendende pædagoger i vuggestuen og funderer over, hvad de mon ville have sagt og gjort.

Det var under alle omstændigheder – og på alle måder – et andet liv, da diskusionerne forgik i studerekammeret og omhandlede Kants fornuftsbegreb eller Heidegers fænomenologi… To liv, to verdener. Nu, hvor jeg altså mest befinder mig i ‘praxis’, føles ‘theoria’ godt nok som et land, langt, langt borte!

Da middagsluren indtraf hos de to små, kunne jeg vende mit engagement mod Hubert og tilbringe meningsfuld kvalitetstid med ham – altså i teorien…

I virkeligheden var gassen gået ganske meget af ballonen, og vi krøb under dynerne med Ipad og computer og lod os underholde. Men det var faktisk hyggeligt!

Senere, da Kristian kom hjem, så jeg mit snit til at forlade kaos og fordufte ud i Nørrebros myldretidsgader, (der i kontrast føltes som et sandt silent retreat) og trække vejret helt ned i lungerne helt uden at blive afbrudt! Lige i ulvetimen… Heldigvis tager Kristian den slags i stiv arm.

Jeg retunerede til duften af veltilberedt aftensmad, opryddet og støvsuget stue og 4 børn, der storgrinende legede sammen i en skøn og idyllisk forening. I virkeligheden!!

Det var fantastisk – og ret provokerende!

Den rest, der nu var tilbage af dagen, forløb i skønneste orden, og det blødgør altså selv det mest fastfrosne moderhjerte at se flokken af unger, der bare hygger sig, griner og leger. De små kopierer de store til den helt store guldmedalje, og jeg er ikke sikker på, hvor meget de selv forstår af, at de er nogle agenter på en eller anden mission. Men det er vel egentlig også sagen uvedkommende, så længe de alle sammen hygger sig.

Den store eftertanke er jeg alt for træt til at bruge krudt på, men hold da op, hvor er sådan en dag kontrastfuld! Mit overskud trænger til et ansigtsløft og jeg satser på en spand kaffe og en god nattesøvn gør hele forskellen.

I morgen er der atter en dag 🙂

 

Solidaritet…

IMG_3922Ret skal være ret, og jeg indrømmer blankt, at jeg nok var temmelig fordomsfuld omkring hele hjemmegående-segmentet, før jeg selv blev en del af det. Dette afspejlede også min meget langstrakte beslutningsproces omkring farvellet til vores fantastiske vuggestue. Nu har jeg været vaskeægte hjemmegående i snart 4 måneder, og egentlig har vi ikke blandet os så meget med andre hjemmepassede børn og deres forældre endnu, da jeg synes, vi har haft nok i vores eget selskab, og de fleste formiddage er gået med at crashe legepladser og nyde sensommeren. Derfor bygger dette indlæg på et relativt spinkelt grundlag og altså mest af alt på min egen tolkning af virkeligheden.

Det sidste stykke tid, har jeg været lidt mere opsøgende omkring andre hjemmegående og har via de sociale medier fundet nogle facebookgrupper, som jeg nysgerrigt har snuset lidt rundt i for at få indtryk af, hvad der rører sig ude hos mine ‘kollegaer’. Jeg har selvfølgelig også læst alt, hvad jeg har mødt på min vej af artikler om emnet, og jeg har heller ikke holdt mig for fin til at smuglytte lidt i krogene på byens legepladser 😉

Nu er det – helt selvvalgt – med alvorlig fare for at anbringe røven i klaskehøjde, at jeg skriver det følgende, men jeg lover, at jeg ikke skriver så meget som et eneste ord i en ond mening.

Jeg havde faktisk regnet med at få afkræftet mine fordomme, når jeg kom bag kulisserne i livet som hjemmegående, men de fora jeg har snuset rundt i indtil videre, bekræfter desværre mere end de afkræfter. I hvertfald de personer der råber højest…

Helt i overensstemmelse med mine fordomme fremstår nogle hjemmegående umådeligt selvforherligende og dømmende overfor andres knap så hjemmejuicede tilgang til familielivet. Jeg forsøger at have stor tolerance overfor mælkeforskrækkede, biodynamiske langtidsammere, der ’slynger’ deres 3-årige og samsover, til de bliver skilt af det. For min skyld kan folk gøre, som de vil, så længe børnene ikke tager skade af det.

Men!! Det får mig helt op i det røde felt, når selvsamme folk fremstår intolerente og usolidariske den anden vej rundt og sætter egen livsførelse op på en piedestal.

Særligt får jeg kvababbelse, når livsførelsen bliver over-idealistisk og de forskellige former for “parentinger“, jeg tidligere har skrevet om, bliver hevet op af hatten, som en manual man kan leve sit familieliv efter i drømmen om at gøre det perfekte. Når folk gør et statement ud af hjemmelivet og skilter lidt for meget med den rosenrøde udgave, som måske findes derude, men nok i de fleste tilfælde er mere nuanceret end som så.

Når der i legepladsernes kroge og på sociale medier lyder en nedrakning af institutionslivet fra hjemmegående (især) mødre, som måske ikke engang selv har erfaring med vuggestue eller børnehave, men har opsnappet et eller andet om, at institutioner er dårlige for børnene. Når, der klappes lidt for meget på egne skuldre over beslutningen om at gå hjemme, og når valget af hjemmelivet altid skildres lidt offeragtigt, som om omverdenen slet ikke har nogen forståelse og altid kritiserer. Min egen oplevelse er i hvert fald helt anderledes! Folk, jeg møder på min vej, synes, det er både modigt, beundringsværdigt og fedt, at jeg gør det. I hvert fald de fleste.

Jeg er selv glad for min prioritering om at gå hjemme, og jeg har det godt med at bruge min tid på at være sammen med ungerne, men havde virkeligheden set anderledes ud for vores familie (havde vi fx knap så mange små børn…), havde jeg sandsynligvis ikke truffet samme valg. Faktisk synes jeg, mine børn har fået så meget guld med fra deres respektive vuggestueliv, at det er helt rørende.

Jeg kan give Bertil og Helga Marie bunker af nærvær, kærlighed, tryghed og ro i hverdagen, men jeg kan ikke give dem samme oplevelse af at være del af det fællesskab, der er i en vuggestuegruppe og de venskaber, det medfører. Jeg kan heller ikke præstere den pædagogiske professionalisme vi har oplevet, som en gave for børnene i vores institutioner. Af samme grund går Hubert også i børnehave og Hjalmar på fritidshjem, selvom jeg går herhjemme. Det er et positivt tilvalg. Jeg savner vores vuggestue, og jeg tror egentlig også Bertil og Helga Marie gør, selvom vi alle trives med hjemmelivet. Det er to forskellige verdener, som begge indeholder en masse godt.

Som jeg skrev i starten bygger min oplevelse af ‘hjemmelivet’ på et ret spinkelt grundlag, og selvfølgelig findes der masser af hjemmegående derude, som kan afkræfte mine fordomme! Jeg kender heldigvis et par stykker, – men har derudover desværre ikke mødt så mange endnu…

I virkeligheden tror jeg, det er den selvforherligende glansbilledagtige fremstilling, jeg bliver gul og grøn af. Og måske især af den indbyggede fordømmelse, der implicit ligger deri. Tænk, hvis vi, med vores forskellige måder at indrette familielivet på, kunne inspirere hinanden i stedet for at slå hinanden i hovedet og hævde vores egne valg. I stedet for at stræbe efter at vise det perfekte billede kunne vi dyrke noget så old school som solidaritet og støtte hindanden som kvinder/mødre (og nogle få fædre..) i det her fantastiske samfund, der emmer af muligheder og værdier – men dermed også af svære valg. Vi kunne stå skulder ved skulder og støtte hindandens beslutninger i tillid til, at den enkelte familie prioriterede efter egne værdier og muligheder og så bakke op! Er jeg naiv?

Jeg har lyst til at komme med en lille plat anekdote til eksempel…

Jeg er en pige fra landet (ok, landsby, men hvad pokker!). Jeg er vokset op i noget af den reneste og mest friske luft vi kan præstere i det her land og i de fredeligste, roligste, mest tryge omgivelser, man kan tænke sig. På landet i 80’erne og 90’erne drak vi spandevis af ægte komælk! Det er måske noget med den sociale arv, men mine børn elsker også mælk og drikker det i rigelige mængder (+ 16 l./ugen…). Pointen nærmer sig!

Mælk er blevet en religion og fred være med det… Forleden efterspurgte en hjemmegående mor i en af føromtalte facebookgrupper nogle legekammerater, hvilket jo var både en god idé og vel også et af formålene med sådan en gruppe. Men! Så begyndte hun at liste op, hvilke spise- og drikkeideologier hun og hendes børn levede efter og hvilke yoga- og coachuddannelser, hun var i besidelse af… Det er altså i min verden forholdsvist irrelevant, når sigtet er at finde legekammerater. For min skyld kan ungernes venner drikke mandelmælk eller spise Kinder mælkesnitter, de kan jo være lige gode legekammerater uanset?! Jeg fik en smule lyst til at avertere efter legekammerater med et opslag a la: “Forholdsvis konventionel, delvis økologisk, ko-mælkedrikkende, sukker- og hvedespisende, relativ normal gennemsnitsfamilie søger legekammerater!” Det er ikke for at hænge den pågældende kvinde ud, da hun sikkert i bedste mening har søgt ligesindede, men jeg synes altså, det er ret heftigt – og stigmatiserende!

Ok, jeg er måske ved at miste sporet. Jeg er vist dybest set bare frustreret over, at vi ikke bare kan leve vores familieliv og lade være med at gøre alt til et projekt, der skal manifesteres for omverden! Jeg ved godt, de fleste familier lever deres liv et sted i mellem parfumeret skyldemiddel og biodynamisk quinoa, men det er som regel ikke dem, der råber højest og det kan godt være lidt anstrengende.

Egentlig vil jeg bare gerne bidrage med min version af livet som hjemmegående.

Jeg er uden tvivl glad for hjemmelivet, som dog også virkelig trækker tænder ud(!), ligesom alle mulige andre familieliv sikkert gør nogle gange. Vores beslutning er (helt uromantisk) mest af alt en pragmatisk beslutning, fordi vi har mange små børn, der skal dele vores tid og opmærksomhed. Ikke nogen overdreven idealisme eller langtidsamning, vi er heller ikke selvforsynende fra egen vindueskarm eller vasker vores tøj med nøddeskaller. Vi er bare en helt almindelig familie, der skal have puslespillet til at gå op, så alle er glade. Ikke så meget pis.

 

Mennesker og umenneskelighed

I morges var en helt almindelig morgen hos os. Vi stod løbende op fra kl. 6 og en halv times tid frem, vi spiste morgenmad og kom i tøjet som altid. Lidt over 7 vinkede Bertil, Helga Marie og jeg farvel til de andre og fandt derefter duplokassen frem. Der kom gang i en leg, og jeg sneg mig til en ekstra kop kaffe og lidt avislæsning. Noget der normalt er en umulighed. Men i dag var himmelen blå udenfor, kaffen varm og børnene legede. Hyggelig morgenstund!

Jeg skimmede overskrifter og faldt over denne artikel om den aktuelle flygtningestrøm. Jeg fordybede mig og lukkede verden og duplolegen ude for en stund. Jeg forsvandt ind i mig selv og kunne mærke, hvordan jeg begyndte at ryste efterhånden, som artiklen skred frem.

Så brød jeg sammen. Tårerne løb ned af kinderne på mig, og jeg hulkede. Mine to intetanende duplolegene børn kiggede forskræmt op på mig og kunne tydeligvis ikke finde ud af, hvor de skulle gøre af sig selv. Jeg trak vejret dybt, tørrede øjnene og manede mig op, mens jeg fraværende forsøgte at forklare noget med nogle mennesker, der ikke har et sted at bo, og som vi ikke kan finde ud af at behandle ordentligt. Mine toårige, som selvfølgelig ikke forstod en pind af, hvad jeg snakkede om, kom hen og sagde ae, ae mens de strøg mig lidt på armen, hvorefter de vendte mig ryggen og legede videre.

Jeg kunne ikke kontrollere min reaktion på artiklen, og jeg blev faktisk en lille smule skræmt over mig selv. Boblen bristede simpelthen. Jeg var fyldt op af rædselsbilleder, af vandrende menneskehorder, af lidelse og fortvivlelse, af ondskab og had. Og af skam. Allermest væmmedes jeg over, at et menneske hævet over etik og moral kunne finde på at spytte på de flygtninge, der kom vandrende med deres børn på armene. I Danmark!

Jeg er så rystet og frustreret over menneskers umenneskelighed og over stupide polittikere, der blider sig ind, at hvis vi bare sætter et hegn op omkring os selv, så skal alt nok blive godt. Altså for os… Jeg er rystet over en arrogant ung dame, der tillader sig at indrykke usmagelige og upassende annoncer ude i verden, der giver Danmark spalteplads i store internationale aviser, som udstiller vores fremmedfjendskhed for hele verden.

Jeg bliver så uendelig ked af det indeni.

Da jeg havde hanket op i mig selv og fået lidt koldt vand i hovedet, tog vi på legepladsen. Hverdagen går jo videre og vejret er fantastisk. Tænk, at være så priviligeret at jeg kan give mine børn en tryg opvækst fuld af muligheder. Vi må virkelig huske på, hvilke værdier der har ført os til det sted og til de privilegier, vi har i dag. Umenneskelighed er ikke én af dem.

Jeg har tænkt meget over min reaktion i forhold til børnene. Nu er Bertil og Helga Marie så små, så jeg tror ikke, de tager morgenens oplevelse med videre. De reflekterer i hvert fald ikke over den, selvom de nok blev lidt forskrækkede over deres grædende Mor midt i morgenkaffen. Egentlig har jeg mest af alt lyst til at skåne børnene for verdens grusomheder, men jeg ved også, at det både er umuligt og at det er vigtigt at snakke om, hvad der foregår rundt omkring os. Nok mest med de store – og i særdeleshed Hjalmar, som er gammel nok til at tænke i lidt større perspektiver efterhånden.

Først var jeg glad for, at de store ikke var hjemme under morgenens dramatiske avislæsning, men ved nærmere eftertanke er jeg kommet frem til, at de godt må se og vide, hvordan jeg har det. De må gerne lære om menneskelighed og om umenneskelighed. Selvfølgelig skal de ikke skræmmes eller blive bange, men menneskelige reaktioner på umenneskelige handlinger må de gerne se.

Det blev til store tanker og følelser på denne ellers helt almindelige dag.

 

 

På skolebænken…

IMG_4425I disse dage bliver der leget skole for fulde gardiner hjemme hos os. Hjalmar er selvfølgelig læreren og Hubert eleven, som intetanende hægter sig på legen, så godt han kan, for han ved jo dybest set ikke, hvad man laver i en skole… Hjalmar var uden tvivl rigtig glad for at gå i 0. klasse, men det er tydeligt, at han er endnu mere begejstret for at gå i 1. klasse. Sidste år hørte vi ikke så meget andet end, “det har været en god dag” og “…det kan jeg ikke huske…”, når vi snakkede om skolen. I år bliver han inspireret på en helt anden måde, og han fortæller vidt og bredt om, hvad de laver i skolen. Det skyldes nok kombinationen af nye fag, virkelig engagerede lærere og hans egen motivation eller modenhed om man vil.

Skolelegen giver os et fint indblik i Hjalmars opfattelse af skolen, og det er altså lidt sjovt at være vidne til hans version af folkeskolen anno 2015.

Musikundervisningen fylder relativt meget i forhold til den sparsomme plads, den har på det reelle skema. Han går seriøst til værks og laver stemmeopvarmning med Hubert, mens han forklarer, hvordan stemmen fungerer ligesom en rutschebane, der kan køre op og ned…

‘Kristendom’ har også høj prioritet i Hjalmars hjemmeskole, og han forklarer løs om, at mennesker er lavet af ler og ribben, og der bliver diskuteret, hvem det var, der sagde, at lyset skulle tændes – og hvem der egentlig tændte det…

Indimellem holder de frikvarter, og når vi skal have aftensmad, holder de spisepause. Forleden måtte vi endda holde 5 min. ‘tyggetid’ uden at snakke, som de gør i skolen, for at de små sludrechartoller kan nå at få lidt energi indenbords.

I går endte de flittige drenge bag fjernsynsskærmen på et tidspunkt, og “Ponyo på klippen ved havet” tonede frem fra Netflix’s uudtømmelige kilde af underholdning. Jeg troede, legen havde haft sin naturlige afslutning og kom egentlig ind for at få dem i nattøjet, men blev mødt af et: “Nej, nej, vi har UUV! (understøttende undervisning)”. Det, synes jeg, altså var ret sjovt! Især da Hjalmar uddybede sin erfaring med faget UUV til at fortælle, at de ikke ser film hver gang. – De spiller også “Just dance” nogle gange 🙂

Heldigvis kender jeg pædagogen, der varetager de fleste af UUV timerne i klassen og hun er både guld værd og virkelig dygtig, så jeg er slet ikke bekymret for kvaliteten generelt, men det er da samtidig også lidt benzin på reformbålet, der bor indeni mig. Jeg ved af erfaring, hvordan hverdagen er på en skole og hvordan tingene ikke altid går helt efter planen, så det er fint med lidt improvisation, (og dybest set trænger nogle af børnene sikkert også til at koble lidt af). Jeg ved også, at Hjalmar ikke tegner det fulde billede og har selektiv hukommelse! Men det var nok alligevel ikke Antorini og de andre rødders ambition med det nye hypede fag… Ting tager tid, og det gør skolereformen også. Både i virkeligheden og i mit hoved…

Under alle omstændigheder fortsatte legen i går, til de to unge herrer blev gelejdet under dynerne og Hjalmar konkluderede, at Hubert ville nå at blive meget klog, inden han skulle starte i skole, – fordi han jo allerede havde lært rigtig meget… Desuden skal de efter Hjalmars plan lege skole hver dag undtaget onsdag, hvor Hjalmar går til fodbold… Nu håber jeg ikke, Hubert bliver skoletræt 🙂

Drengenes leg minder mig om de utallige gange, jeg selv har leget skole med mine søstre og veninder i fordums tid. Jeg husker også, hvordan jeg ‘underviste’ min lillesøster i klaver, hvilket må have krævet utrolig stor tålmodighed fra resten af familien!