Tag Archives: Børn

Lykke…

IMG_5916Weekenden går på hæld, og jeg er landet tungt i sofaen.

Fødselsdagsfest med overnatning for 8 energiske børn, stumperne af de trætte unger, der skulle samles op i dag og stryges umanerligt varsomt med hårene samtidig med, at både vaskemaskinen og opvaskemaskinen krævede særlig opmærksomhed, et stoppet afløb bedst som hele familien seriøst trængte til et aftenbad og et par halvsløje unger med snot og hoste, som krydderi på hele herligheden. Dette er blot nogle af de ting, jeg kan mærke sporene efter i min krop, mens vinen (ja, et enkelt glas var ganske enkelt nødvendigt!) doper mig langsomt.

Det er skønt at holde weekend! Men lur mig om jeg ikke også kommer til at nyde mandagens stilhed med mine to små hjemmeunger i ro og mag…

Når jeg ser hen over min småberusede, lammende træthed, så føler jeg mig mest af alt bare ubeskrivelig heldig og lykkelig! Tænk engang, at vi har en hel flok af fætre og kusiner, der har lyst til at komme og tilbringe deres lørdag aften sammen med os. Det er altså helt fantastisk! 🙂

 

 

 

10 tvillingetips!

Jeg har skrevet følgende indlæg (som gæsteblogger) for voresbørn.dk og min-barsel.dk. Jeg ved ikke, om nogen af jer, der læser med på min egen blog, kan bruge det, men her kommer det i hvert fald:

Lad mig være ærlig! Jeg fik faktisk et mindre chok, da jordemoderen i sin tid bekræftede min egen fornemmelse af, at der lå to søde babyer i maven på mig ved den første scanning. Jeg havde to dejlige unger derhjemme i forvejen, og den yngste var dengang 16 mdr.

Chokket blev dog hurtigt skiftet ud med lykkefølelse, for hvor heldig har man egentlig lov til at være?

Forventningens glæde fik følgeskab af en stor bunke spørgsmål, der hobede sig op inde i mig, for jeg syntes faktisk, at jeg havde haft fulde hænder de to forrige gange, jeg havde stået med bare en enkelt baby i armene.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke er en stor mundfuld at få tvillinger og jeg er evig taknemmelig for den erfaring, jeg trods alt kunne ruste mig ved at have, da jeg stod dér, med to små fedtede lækkerbiskener i armene. Mest af alt er det bare fantastisk!

Der findes ingen manualer, og jeg er egentlig stor fortaler for, at man finder sin egen vej i forhold til børn og familieliv i det hele taget, men jeg vil alligevel dele nogle “tvillingetips”, som jeg selv har haft glæde af.

1. Synkroniser søvn og mad så godt det kan lade sig gøre. Det er noget af en kunst – eller i hvert fald noget af et arbejde – at få sine tvillinger ind i den samme rytme, men i mit tilfælde var det en nødvendighed. Jeg føler mig egentlig overbevist om, at babyer har godt af at “styre” rytmen selv de første måneder. Sådan har jeg haft det med mine to første børn. De fortalte mig, når de var sultne og trætte – og jeg øvede mig ved at kigge på dem og lærte deres signaler at kende. De fulgte deres egen rytme. Med tvillinger er det bare en anden situation. Allerede på første døgn kom en erfaren jordemoder ind til mig og sagde: “Stol på mig i det her! Gå efter dobbeltamning og synkronisering – ellers slider de dig op!”. Jeg fulgte hendes råd, og det gav pote, selvom det var svært og hårdt!

2. Dobbeltamning… Et begreb jeg ikke lige havde funderet så meget over tidligere i mit liv! Først vil jeg sige, at amning jo ikke nødvendigvis er lykken! Det er en meget personlig sag, og det er svært at amme tvillinger. Jeg er ikke sikker på, jeg selv var kommet i mål, hvis jeg ikke havde to rigtig gode ammeforløb i bagagen. Hvis du vil amme, så kan dobbeltamning anbefales de første måneder. Det sparer en masse tid! Det er en noget dyrisk følelse at sidde der med et kuld foran sig, som en anden hundemor med sine hvalpe, men tiden er kostbar med tvillinger! I starten kunne jeg slet ikke forestille mig, hvordan jeg rent praktisk skulle lægge to børn til, når jeg var alene, men det kan godt lade sig gøre. Jeg sad i sofaen med en tvilling liggende ved hver side på en stofble. Jeg lagde så først den ene til, og ventede til der var godt gang i forretten. Så løftede jeg den anden op i stofbleen (som når storken kommer med en baby) og kunne lægge til ved den anden side. De lå som regel i “indianeren” – altså med hovederne mod hinanden og benene ud til siderne, eller som i en “køjeseng” – lidt kludermor-agtigt ovenpå hinanden. Det er noget af et cirkus, men det kan godt lade sig gøre, indtil de får en vis størrelse.

3. Undgå for mange tommelfingerløft! Meget pragmatisk fif… Ofte løfter man sit barn ved at tage fat under armene med tommelfingeren på den ene side og resten af fingrene på den anden. Det belaster tommelfingerne helt vildt meget, og kan give ret store smerter. Løft i stedet ved at tage fat med hele hånden under armene på barnet. Et lille trick, der har gjort en stor forskel for mig – for der er virkelig mange løft!!

4. Øjenkontakt! Det er ikke en verdensomspændende nyhed, at øjenkontakt er vigtig, når man taler med andre mennesker i det hele taget. Med babyer er øjnene et rigtig vigtigt redskab til at kommunikere, til at lære hinanden at kende og ikke mindst til at vise, at man er nærværende. Med tvillinger oplevede jeg (og oplever på mange måder stadig), at det var svært at være to steder på én gang. Det er faktisk ret umuligt! Jeg gik på et gymnastik/marte meo vejledningshold, hvor den dytgige og erfarne vejleder opfordrede os til at huske at holde øjenkontakten med det enkelte barn, selvom den anden kaldte eller lå og småklynkede ved siden af. Selvfølgelig skal babyer erfare, at mor (eller far) kommer, når de kalder, men de har også krav på, at man ikke hele tiden bliver flygtig og har øjne, der vil være alle steder på én gang. Vejlederen mente, at det var vigtigere, at børnene fik nærvær i kommunikationen og oplevede en varig øjenkontakt, end at alle behov skulle tilfredsstilles med det samme hele tiden. Hendes pointe var, at tvillinger jo er født ind i et vilkår, der forudsætter, at de lærer at dele og vente på det bliver deres tur. Det var/er overraskende svært ikke at lade sig aflede hele tiden, men jeg synes, det er en god pointe, at nærvær skal prioriteres! Jeg havde ikke tænkt så meget på det, før hun snakkede om det, men ofte når jeg havde mine to små liggende på fx puslebordet, kiggede jeg fra den ene til den anden og tilbage igen – forsøgte at kigge på dem begge to på samme tid. Resultatet blev, at når den lille babyhjerne havde opfanget mit smil og givet besked til sin hjerne om at gengælde og langt om længe fik sendt sit smil afsted, så var jeg allerede væk igen. De er gode til at tage sig tid de små.

5. At komme ud! Det kan godt være fuldstændigt uoverskueligt at komme ud af døren med tvillinger. De skal måske begge være mætte, trætte, vågne eller hvad der skal til for at turen ud af døren bliver et realistisk projekt. Min erfaring er, at det er besværet værd! Luft og luftforandring er en god ting. Omvendt er det også vigtigt ikke at bebrejde sig selv de dage, man stadig har nattøj på kl 17 og ikke har nået at børste tænder endnu. For de dage er der også! Jeg husker første gang, jeg skulle i tvillingemødregruppe og måtte hoppe i det tøj, der lå på gulvet foran mig og jeg kun så min egen skygge flyve forbi spejlet. Det gode var, at de andre i gruppen sikkert var kommet ud af døren på samme måde – og når man har tvillinger kigger ingen alligevel på dig, fordi tvillinger er som magneter for folks blikke. Så, jakken over nattøjet, tyggegummi i jakkelommen og ud af døren en gang i mellem.

6. Gør forskel! Jeg var på et tidspunkt meget optaget af at give mine tvillinger lige meget plads. At den ene ikke måtte “fylde for meget” og på den måde “stjæle” pladsen fra den anden. Efter en snak med min sundhedsplejerske (som også selv har tvillinger) fik jeg nogle andre perspektiver, og det er jeg glad for. Hun spurgte mig om det egentlig ikke var okay, at de i perioder “fylder” forskelligt? Vi snakkede om, at så længe de begge trives og har det godt sammen, så behøver de jo ikke have lige meget plads. Mennekser har jo i det hele taget forskellige behov for at fylde eller få opmærksomhed, og opmærksomhed kan også påkaldes på mange forskellige måder. Hun mente ikke, jeg skulle være så optaget af, om der nu var plads til dem begge to eller om den ene “stjal” billedet. I stedet opfordrede hun mig til at se på dem hver for sig og fokusere mere på at lade dem udvikle sig som de forskellige mennesker de er, med forskellige behov for at bestemme, styre, råde højt eller danse vildt. Så længe de begge er i god trivsel.

Det er i det hele taget vigtigt at huske på, at tvillinger er to forskellige individer, tror jeg! Mine tvillinger har på mange måder fulgtes fint med mange ting, og med andre har de været ret forskellige. De begyndte ikke at spise grød på samme tid, de kravlede og gik langt fra på samme tid, og sådan fortsætter det… bare fordi de er tvillinger, er de jo ikke nødvendigvis klar til nyt på samme tid. De har deres egen udvikling, og er ikke “langsommere” eller “bagud” fordi de først spiser grød en måned senere end bror/søster, de er bare forskellige!

7. Sæt pris på den søvn du får, og lad være med at fokusere for meget på den søvn du ikke får! Søvnunderskud er en skidt ting, som fører meget dårligt med sig. Det er hårdt, når man i længere perioder ikke sover særlig meget, men det er et vilkår for mange tvillingeforældre. Selvom mine tvillinger altid var været rigtig gode til både at falde i søvn og til at sove sammenhængende, så har der været perioder, hvor søvn var en by i Rusland. Min strategi har været at fokusere så lidt som muligt på den manglende søvn, og det har faktisk virket ret godt. Ikke fordi jeg mener, man ikke må synes, det er hårdt, men mere fordi det ikke hjælper at tænke på det og snakke om det hele tiden.

8. At huske og respektere deres unikke tvillingerelation! Det virker skørt at skrive det, for det giver jo næsten sig selv… Da mine tvillinger var små babyer sov de sammen, og det var så tydeligt, at de fandt tryghed i hinanden. Det gør de stadigvæk! Når den ene bliver ked af det, er det ofte den anden, der er den bedste trøster, eller ved hvad der skal til for at gøre livet godt igen. De har et særligt bånd eller en forbindelse, som vi andre ikke kan forstå og det skal de have lov til, synes jeg.

9. Nu bliver det materielt, og her vil jeg skynde mig at sige, at det selvfølgelig må være helt op til folk selv at prioritere efter behov!

Jeg havde muligvis ikke overlevet uden en slyngevugge det første halve år. Den var min bedste ven – både når jeg var alene i dagtimerne og ofte manglede en ekstra arm og om aftenen, når den ene af vores tvillinger var meget urolig og de andre tre unger også krævede tid og nærvær. Den var genial!

Babyindsatse til triptrap stolene, så de små kunne komme med til bords. Vi kunne stort set opretholde at spise sammen med hele familien rundt om bordet hver dag. Det er måske ligegyldigt, hvis man ikke har andre børn, men for mig var det vigtigt at kunne “fortsætte” den del af familielivet og stadig lære vores 2-årige, hvordan man sidder og spiser sammen og høre om vores 5-åriges dag i børnehaven osv. De to små blev rigtig godt underholdt ved at “være med ved bordet”.

Køretøjer er næsten et kapitel for sig, for den ultimative tvillingevogn findes vist ikke. Jeg har tidligere svoret til barnevogne, som det eneste rigtige for babyer, men en tvillingebarnevogn på Nørrebrogade er bare ikke det mest fikse. Vi havde en gammel  tvillingebarnevogn i gården, som kun meget sjældent kom på promenadetur. Den var god, fordi de kunne ligge tæt sammen og var godt beskyttet mod vejr og vind, men den var næsten umulig at gå på gaden med. Mest af alt har vi brugt en ret smal tvillingeklapvogn (med og uden voksiposer afhængigt af årstiden), der kan gå igennem stort set alle normale døre (selvom det er besværligt nogle steder). Vi synes, det var vigtigt med en model, hvor vi kunne se børnenes ansigter, mens vi kørte. Mange vogne vender ud mod verden, men jeg synes, det har stor værdi at kunne snakke med ungerne, mens vognen ruller og ikke mindst at kunne se, hvordan de har det. Verden er stor for et lille barn, og det kan være godt at følge med i, hvornår indtrykkene bliver for mange. Det er en smags sag. Hvis man som os bor i byen, vil jeg virkelig anbefale svingbare hjul for at skåne håndleddene og bare for at gøre livet lettere i det hele taget 🙂

En god bæresele eller slynge er også fantastisk! Jeg forsøgte mig med at slynge dem begge på samme tid, men fik aldrig held med det – og det bliver jo også hurtigt meget tungt! Jeg ved nogle praktiserer det, men én i slyngen eller selen og én på armen giver også en god hjælp.

10. Tag imod al den hjælp, der byder sig! Vi havde ikke selv bedsteforældre eller andre, der havde mulighed for at komme på fast basis og derfor hyrede vi en sød ung pige, der kunne komme og hjælpe ca. 3 eftermiddage om måneden. Hun hentede nogle gange de to store eller var her bare som ekstra “voksen” sammen med os. Det var virkelig godt givet ud! Fordelen er, at ungerne kender hende rigtig godt og er meget trygge ved hende, så nu fungerer hun som barnepige en gang i mellem.

Det er på ingen måde, fordi jeg har fundet de vise sten og jeg er heller ikke nogen ekspert i hverken tvillinger eller børn, så måske giver mine 10 tips ingen mening for dig! Men måske kan du bruge et enkelt eller to – eller bruge dem til at tænke, at sådan vil du i hvert fald ikke gøre.

Tiden går dobbelt så hurtigt med tvillinger – sådan føles det nogle dage – så husk at nyde det, selvom det er hårdt arbejde indimellem.

 

 

Fastelavn – ideer til nemme kostumer

Tyl, gøgl og fastelavnsboller i lange baner bringer snart lidt kulør ind i vintermørket. Jeg er ret begejstret for fastelavn, og det kribler i fingrene efter både at lave kostumer og bage fastelavnsboller. Desværre er overskudstid ikke ligefrem det, jeg har mest af og jeg tror, kostumerne må findes i udklædningskassen i år. Vi får se… Der er jo et par uger endnu.

Fastelavn er fuld af traditioner, og selvom tøndeslagning på mange måder ikke er en særlig børnevenlig aktivitet, så hører den altså med! Vores børn har tidligere haft det lidt blandet med fastelavn, men efterhånden er de ved at sætte lige så stor pris på hurlumhejet som mig.

Vi skal traditionen tro til fastelavnsfest hos nogle venner, der startede traditionen for år tilbage. Dengang var vi en lille hyggelig flok bestående af ca. dobbelt så mange voksne som børn. Gennemsnitsalderen for børnene var omkring 1 år, og mens de små poder forsøgte at ramme en pyntet papirspose med en grydeske, stod alle vi forældre rundt om og smilede fra øre til øre. I dag ser flokken noget anderledes ud, men er stadig mindst lige så hyggelig! Børnetallet er mangedoblet, og tønden er af træ og får nogle ordentlige tæsk af ungerne, der nu er blevet store! Forældrene smiler stadig fra øre til øre 🙂

Noget af det bedste ved fastelavn er udklædning! I det hele taget fylder udklædning en del i børnenes leg hjemme hos os, og det begrænser sig altså på ingen måde til fastelavn. Det er skønt at se, hvordan børn leger med forskellige identiteter, når de klæder sig ud og på den måde afprøver sig selv i forskellige roller. Superhelte, riddere og ninjaer fylder godt op i vores klædud-kasse, men de konkurrerer om pladsen med diverse dyr, tasker, hjelme, ubestemmelige skørter, hatte og alt muligt tingeltangel! Èn af de ting, der bliver brugt allermest, er en “vest”, der er lavet af et stykke grøn, langhåret syntetisk pels, jeg engang har købt som en billig rest i en stofbutik for ingen penge. Det er noget så simpelt som et aflangt stykke stof, hvor jeg har klippet to huller som ærmegab. Intet andet.

For nogle år siden lavede jeg en flagermusekappe, der også virkelig er blevet brugt meget! Både som flagermus og som Batman. Den var meget nem at sy og kan varieres i det uendelige. Jeg synes i det hele taget, kapper er i høj kurs og det har måske noget at gøre med, at det er nemt for børnene at få dem af og på. De føler sig hurtigt klædt ud, og de kan bruges udenpå en flyverdragt.

Jeg syede kappen af sort fleece, fordi det er billigt, ikke trevler (man behøver ikke sy kanterne) og så kan kappen knaldes i vaskemaskinen, når den er fedtet ind i mudder og kagecreme 🙂

Jeg tegnede et mønster i hånden, klippede to stykker stof og syede dem sammen langs ryggen. Derefter syede jeg trekanter på som ører og satte velcro på stykkerne under hagen. Jeg syede et par “rør” på ved “vingespidserne”, som man kan stikke hænderne igennem, så vingerne følger med hænderne, når man bevæger sig. Ret enkelt.

IMG_5870

Et andet kostume jeg er ret så tilfreds med er ulvekostumet, jeg lavede til Hjalmar til halloween. Det var også virkelig simpelt! Jeg fandt inspiration på pinterest og gik i krig med syntetisk pels, filt, saks og limpistol. Basen er en gammel hættetrøje tilsat ulvelook. Jeg brugte ret meget lim(!) så en anden gang vil jeg nok hive symaskinen frem (eller sy i hånden), men jeg var under tidspres…

IMG_5865IMG_5866

 

Egocentrerede, selvstændighedsudviklende, sjove og vidunderligt kærlige unger!

Med trætte fødder og summende ører sidder jeg og tænker tilbage på dagens gang. Det har været en rimelig normal dag som så mange andre dage i vores familie.

Hubert holdt fridag fra børnehaven og slog sig sammen med Helga Marie, Bertil og jeg. Vi byggede huler, spiste frugt og makrelmadder, var på legepladsen og havde besøg af moster og vores lækre lille babykusine. Eftermiddagen gik med at hente Hjalmar på fritten og for mit vedkommende tage et smut på tilbudsjagt efter en flyverdragt til Hubert, mens Kristian lavede aftensmad i køkkenet med varierende små hjælpere ved sin side.

Jeg havde en virkelig hyggelig formiddag med den yngste halvdel af familien, men hold nu op, hvor er de både store og små på samme tid! Jeg følte på nogle tidspunkter, at jeg havde besøg af 3 x Bamse (fra Bamses billedbog). Egocentrerede, selvstændighedsudviklende, sjove og vidunderligt kærlige unger. En kort overgang følte jeg mig reduceret til en frugtskærrende, tingfindende, konfliktafvæbnene, røvtørrende robot på speed… Men det er vist bare en del af jobbeskrivelsen ind i mellem. Min løn er til gengæld mere værd end det pureste guld 🙂

Det er så sjovt at se, hvordan Huberts privilegium, som midterbarn giver ham mulighed for både at “lege op” med storebror og “lege ned” med de små. Det er helt klart den første udgave, vi bedst kender ham i, men det sidste stykke tid, hvor de små er begyndt at kunne lege små rollelege og der er begyndt at vise sig forskellige interessefællesskaber på kryds og tværs, er den anden udgave i dén grad tiltaget. Det er så fint at se, hvordan han også trives med at være den store, selvom han stadig ikke helt er gammel nok til at acceptere, når de små ikke lige indfinder sig i legen, som han nu synes de skal. Han nyder at være den, der tager styrringen i legen og at det er ham, der kan lære fra sig.

Det har uden tvivl været hårdt at blive storebror til tvillinger som en 22 måneder gammel glad tumletrold, men når jeg ser de tre sammen som fx i dag bliver jeg så glad på både mine egne og på deres vegne, for det er da virkelig fantastisk for dem at være så “jævnaldrende”.

Det bliver spændende at se hvordan de alle tre udvikler sig, når Bertil og Helga Marie starter i børnehaven sammen med Hubert. Efter i dag tænker jeg, at de får det fantastisk sammen, men også at der potentielt bliver nogle slåskampe, der kommer til at kræve pædagogisk assistance!

Nøj, hvor kan de køre mig træt de energiske små vildbasser, men hvor er jeg også lykkelig over at have mulighed for at være sammen med dem hver dag.

 

 

 

Familiemaskineriet…

Vinteren har for alvor fået tag i os med kolde temperaturer, sne og sygdom. Jeg må bare sande, at selvom vi alle i familien er udstyret med et nogenlude velfungerende immunforsvar, så er der ofte nogen, der er syge på denne årstid. Det kan godt være sejt at komme igennem de sygdomsramte dage, fordi resten af banden jo stadig tonser videre som normalt, hvilket forudsætter at hele familiemaskineriet bliver holdt i gang. Vi finder løsninger, så godt vi kan, og nu er det heldigvis weekend!

Bloggen får ikke så meget opmærksomhed, når kræfterne skal bruges i det virkelige liv i stedet for og sådan skal det selvfølgelig også være.

Egentlig ville jeg ikke skrive et blogindlæg om sygdom, da jeg trænger til at tænke på noget andet!

Noget jeg har funderet over, er noget så banalt som min helt lavpraktiske hverdag. Da Bertil og Helga Marie stoppede i vuggestuen for at være hjemme hos mig hele tiden, fik jeg utroligt mange gode råd med på vejen i forhold til vores “nye” hverdag. Alle de velmenende råd handlede om at skabe struktur, systematisere aktiviteter og i det hele taget at planlægge.

Med struktur og god planlægning kan man uden tvivl få en masse praktisk fra hånden, lave meningsfulde aktiviteter og undgå selv at blive skør i bolden. Sådan ca. lød opskriften.

Jeg kan tydeligt se de mange fordele, man kan opnå ved den strukturerede model – i teorien, men i praksis dur det ikke for mig.

Jeg har forsøgt mig, men jeg trives bedre med den mere tilbagelænede og halvspontane model. Jeg tror, det handler om flere ting. Hele ideen med at tage de små ud af vuggestuen var jo at skabe ro og mere overskud i vores familieliv. Når man er seks mennesker, der lever sammen, er der rimelig meget gang i den, og fordelen ved hjemmelivet for Bertil og Helga Marie (og mig…) er jo netop at kunne tage den med ro hele formiddagen, så vi kan “stå distancen” resten af dagen og hilse den velkommen, med alt hvad det indbefatter af aktiviteter, legeaftaler, arrangementer osv. uden at komme til at lide af kronisk overstimulation. Derfor intet behov for skemalagte formiddage!

Det er meget muligt, at jeg godt kunne have nået endnu flere støvsugninger eller oprydninger og skruet op for effektiviteten af de praktiske opgaver generelt, hvis jeg havde været mere struktureret, men det betyder faktisk ikke rigtigt noget for mig. Jeg sætter så stor pris på min mulighed for at tage dagen, som den kommer, og jeg vil meget hellere blive en time ekstra på legepladsen eller drikke morgenkaffe, mens jeg tegner med de små, hvis det er det, vi har lyst til, end jeg vil have topkarakter i at lege husmor. Selvfølgelig har jeg nogle rutiner, som forekommer omend ikke nødvendige så i hvert fald naturlige som fx, at vaskemaskinen helst skal køre første vask fra morgenstunden. Eller at opvaskemaskinen helst tømmes ved daggry, så jeg har et sted at losse tingene ned i løbet af dagen, men de dage jeg ikke når det, fungerer køkkenbordet også glimrende som mellemstation…

Det mest strukturerede ved vores hjemmeliv er vores sociale aktiviteter. Vi går i legestue én gang om ugen og mødes med nogle andre hjemmegående med jævnaldrende børn to formiddage om ugen. Det ligger rimelig fast med det forbehold, at vi melder fra, hvis der er for meget andet, der fylder ugen op.

Det er tydeligt, at Bertil og Helga Marie nyder, når der sker noget, men de nyder også at have rolige formiddage, hvor vi bare dimser rundt, læser bøger, går en tur på kirkegården og kigger efter egern eller andre vigtige ting.

Jeg nyder at have tid til at opleve dagene med ungerne, og mit hjerte smelter på daglig basis som fx, da vi forleden gik tur med klapvognen og mødte en lille hidsig gravhund, der bjæffende kom og overhalede os. Helga Marie blev meget bange for den, og Bertil rakte over og tog fat i hendes arm, mens han sagde: “Mig nok pas’ på dig Hega!”

 

 

Juletanker i børnehøjde…

 

IMG_5476

Hjalmar: “Noget af det, jeg bare elsker ved jul, er alle de bittesmå lys, der er over det hele, når det er mørkt – det ser bare så flot ud! Næsten ligesom magi!”

Hubert: “Ved du godt, at når det er jul, så må man godt slagte en rigtig gris!?”

Hjalmar: “Ej Mor!, behøver vi læse den der julebog?”

Hubert: “Engle findes faktisk!!” (sagt med vidt udspilede øjne og hævede øjenbryn)

 

Snak ved aftensmaden:

Hubert: “Var der juleøl i gamle dage?

Mig: “Øhh, jaa..”

Hubert: “Men findes det så også nu??”

Mig: “Øhh, ja…”

 

Snak i Christianiacyklen:

Hjalmar: “Ved I hvad jeg glæder mig allermest til ved jul?

Mig: “Nej?”

Hjalmar: “Jeg glæder mig til julemaden, julesangene, juletræet…”

Hubert (meget uforstående): “Glæder du dig ikke mest til julegaverne??”

Hjalmar (bebrejdende): “Julen handler faktisk om andet end gaver!”

Mig (diplomatisk): “Men jeg kan da godt forstå, at Hubert glæder sig til julegaverne”

Hjalmar: “Ej, faktisk glæder jeg mig mest til det hele”

Hubert: “Det gør jeg også”

Mig: “Det gør jeg også”

 

En febervarm, råkold decemberdag

Da jeg slog øjnene op i morges kunne jeg ikke på nogen måde se, hvordan i himmelens navn jeg skulle komme igennem denne råkolde decemberdag.

Allerede i går havde den cirkulerende vinterforkølelse, der huserer i vores familie godt og grundigt fat i mig. Natten var febervarm og gik dels med at vende og dreje mig og dels med at trøste vågent barn med vokseværk, hente varmedunke og massere ben.

Hen på morgenen fik jeg lov at tage en meget tiltrængt tur til drømmeland, hvor jeg forsøgte at indhente superkræfter på rekordtid.

Lidt over 7 vækkede Kristian mig med beskeden om, at han og de store drenge smuttede nu. Mit hoved var på eksplotionsstadiet og mine led så ømme, at turen ud af fjerene føltes som et marathon.
I sofaen ventede mine to søde krudtugler, veloplagte til spas og ballade!

Efter et rustent godmorgenkram blev de pacificeret foran noget amerikansk tegnefilmsmusikvideo-crap, der under ingen omstændigheder ville være sluppet igenmen mit æstetiske, kritiske kvalitetsfilter hos mit første barn, da han var 2 år. Men hvad der end virker.

På den måde frikøbte jeg mig selv en halv times tid til at få skyllet kold vand i hovedet, meget stærkt ingefærshot i svælget (jeg var allerede i går forudseende og havde gang i heksekedlen), ledsaget af en spand kaffe, jeg på ingen måde havde lyst til, men som min krop skreg efter, og vigtigst af alt fik jeg lavet en overlevelsesstrategi for dagen. Jeg vidste nemlig, at jeg skulle være alene på skansen helt til i aften.

Overlevelsesstrategien gik i al sin enkelthed ud på at økonomisere med mine ressourcer og således fik jeg planlagt formiddagen frem til middagsluren, hvor jeg efter planen kunne ‘være syg’ og samle kræfter til resten af dagen.

Formiddagsplanen inkluderede en gåtur med klapvognen, hvor de kære små blev bestukket med kanelsnurrer, så de blev siddende i vognen, da jeg ikke orkede nogen form for hurtige bevægelser og larm – hvorfor legeplads var totalt bandlyst.

Kristian gav mig en energiindsprøjtning, da han ringede og sagde, at han kunne svinge forbi efter drengene mellem arbejde og mere arbejde og læsse dem af herhjemme, så jeg ikke skulle have alle mand i tøjet og rundt på hentetur. Det gælder om at vælge den rigtige far til sine børn!

Med hjælp fra alt for meget skærmtid af varierende kvalitet (altså til børnene) og urimelige mængder sukker fra diverse julesmåkager, karameller og hvad jeg ellers fandt i gemmerne (til mig), klarede jeg dagen med alt, hvad den indebar af konflikter, mange(!) lortebleer og jeg opretholdt endda en rimelig okay husmoderstandard med både eftermiddagsfrugt, aftensmad og den nødvendige husholdning.

En vigtig del af overlevelsesstrategien var netop at holde mig i gang. Ikke hvile og ikke give efter for påtrængende svaghed, men i stedet fortnægte ethvert sygdomstegn!

Jeg ved ikke om strategien er speciel sund for mig (eller om den sparker mig et vist sted i morgen) for ud over ingefærshots, har jeg ikke meget begreb om helseverdenen, men jeg ved, at alle unger havde en okay dag, og at der ingen anden vej var i morges end op og i gang…

Det er vidunderligt at have 4 friske børn, men det er sku hårdt, når man er sløj og selv er absolut bagerst i omsorgskøen.

Hvorfor jeg overhovedet har kræfter tilbage til at skrive, aner jeg virkelig ikke. Det er nok fordi bloggen har været min nærmeste kollega i dag, så betragt dette indlæg som lidt brok over frokostbordet i kantinen 😉

I morgen leger jeg atter alenemor hele dagen, men satser på jeg har jaget sygdomsmonsteret på flugt, og at jeg vågner frisk og veludhvilet op med et energiniveau, der kan battle min skønne børneflok.

 

 

Et strejf af julemagi

IMG_5385Julemagien har for alvor indhyllet os denne weekend med lys, lyd og dufte af alt det, der hører sig julen til. Vi holdt alle sammen en fridag i fredags og brugte formiddagen på at trylle papirstrimler om til funklende stjerner og tegne, mens vi hørte julemusik for fuld udblæsning. Ungerne kom først ud af nattøjet over middag, da vi besluttede os for at tage en tur i Tivoli. Sådan en formiddag er bestemt ikke at kimse ad!

Juletivoli var som altid smuk, og det var en stor oplevelse for børnene at gå rundt inde bag de kommercielle mure og indsnuse duften af gløgg, candyfloss og brændte mandler, mens mørket sænkede sig over byen og lysene forvandlede Tivoli til et magisk eventyrland.

Det var en virkelig god dag både hjemme og ude, og det var dejligt at være på udflugt hele familien. Det er ikke altid den største selvfølge, at vores udflugter bliver en succes, for der er mange børn at holde øje med, mange behov der skal stilles, mange til at plage, mange til at stille krav og kun to voksne til at holde styr på tropperne. Men i fredags var udflugten god, og det giver altså et boost, der rækker længere end til bare at have været en god dag. Det åbner også stille og roligt op for nogle muligheder, der i et par år har været uden for vores rækkevidde. Af den simple årsag at mange ting bliver nemmere, efterhånden som børnene bliver større. Andre ting bliver sværere, men lige i forhold til at tage ud af huset og bryde ud af rutinerne er det blevet meget nemmere end bare for et halvt år siden.

I går holdte vi traditionen tro store-bagedag med min søster og hendes familie. Vi klistrede deres køkken ind i småkagedej hele eftermiddagen, mens duften bredte sig og smagsprøver røg ind i en lind strøm, til kvalmepunktet nærmede sig. Sådan skal det være. Børnene var med af flere omgange i forskellige hold, og de hyggede sig! Det er lidt af et cirkus med 6 julebagende børn og en baby, men det er bestemt besværet værd, når de med stolthed viser resultaterne frem som små kanelduftende kagetrofæer.

Julen er flyttet ind, og det er skønt 🙂

Selvom dagene flyver afsted hurtigere, end kalenderlyset kan nå at følge med til, og vi desværre ikke undslipper småsygdom, der altid sniger sig ind og udfordrer familielivet på denne årstid, og kalenderen i næste uge er overtegnet, så den er ved at falde fra hinanden, så har vi i hvert fald i denne weekend fået et strejf af den idylliske juleromantik, jeg skrev om i mit sidste indlæg. Indtil videre er juleballancen intakt!

Forventningens glæde…

IMG_5335Julemåneden ligger klar til at afslutte året, og kombinationen af lys og hygge skal bære os det sidste stykke gennem årets mørkeste tid. Jeg er vild med december og jul i det hele taget, men kommer altid lidt sent i gang med julerierne. Det skyldes nok både, at jeg ikke er den store planlæggertype, og at jeg holder fast i at jul foregår i december. Vi skal ikke udvande julen ved at lade den starte for tidligt, men i dag går det løs!

Himmelen er blå, og de første låger i diverse julekalendere er åbnet rundt omkring. En hel måned i julemagiens tegn 🙂

Julens dunkle bagside ligger dog på lur, og man må passe på, den ikke stikker hovedet for langt frem. Julens skyggesiden viser sig nemlig fra tid til anden, når forventninger og virkelighed ikke stemmer helt overens (- og når forbrugsmentaliteten går i selvsving, men det er en anden snak). Jeg forsøger at have en realistisk tilgang til julemåneden, og min erfaring siger mig, at der sjældent bliver plads til hele den mængde idyllisk juleromantisk hygge, som jeg drømmer om, når december ligger for vores fødder.

Et blik på familiekalenderen bekræfter mig i dette og når jeg tænker på tv-julekalendere, julekalenderbøger i 24 afsnit, diverse julearrangementer, hjemmebag, nisselandskaber og gaveindkøb, synes den enkle side i kalenderen, der udgør december ikke af meget.

Strategien må være at tage en dag af gangen og nyde det lys og den hygge, vi nu engang når. 🙂

Uindfriede forventninger oplevede vi også i søndags, da gaverne i nissesokkerne ikke helt stod mål med ungernes drømme. De to små fik henholdsvis en liter træmælk og en dåse plastiknutella, og de var ovenud godt tilfredse med nissens valg. 2-årige er bare nemme at begejstre!

De to store fik hver en ny dyne, som de begge virkelig manglede, og som vi havde købt på et slagtilbud. Jeg synes selv, det var smart at kombinere noget, de alligevel skulle have med indholdet i nissesokken, men her var vi overhovedet ikke enige… De ellers bløde og dejlige dyner udløste en mindre adventskrise, og jeg tror faktisk mest af alt, det skyldtes, at drengene havde forventet noget, der var pakket ind og som lå nede i sokken.

I forbindelse med gavefadæsen kom vi til at snakke om forskellige gaver, vi hver især har fået gennem tiden og hvor forskellige gode gaver jo er. Nogle gange er det den nye legokollektion, der er nøglen til lykke og andre gange, er det mere alternative påfund, der får julehjertet til at smelte.

Jeg husker selv en af de rigtig gode gaver, jeg fik som barn, og da jeg fortalte om den, var drengene ved at dø af grin, og jeg blev mindet om, at det alligevel er nogle år siden, jeg var barn, selvom jeg synes, det var i forgårs…

Gaven var fra min kusine, og jeg husker ikke præcist, hvornår hun forærede mig den. Men den var særlig! Min kusine er næsten 5 år ældre end mig og fik selvfølgelig adgang til litteraturens verden flere år før mig. Når vi holdt ferier sammen, læste hun ofte historier højt, og jeg tror faktisk, hun har læst alle Bjarne Reuters bøger om Bertram op for mig. Den særlige gave var en hjemmeindtalt lydbog, hvor hun havde indtalt hele “Tre engle og fem løver”. Helt oldshool på ghettoblaster og med lyden af pauseknappen der indimellem blev aktiveret. Historien fyldte 4 kassettebånd og havde hjemmetegnede illustrationer. Jeg hørte det bånd virkelig mange gange, og det var så hyggeligt at have hendes stemme på min værelse, selvom vi boede 80 km fra hinanden og hun var jævnaldrende med min storesøster. Jeg blev meget glad for den gave!

Hvis jeg havde tænkt mig om, kunne jeg måske godt have sjusset mig frem til, at mine drenge på 4 og 7 år ikke ville falde bagover af begejstring over en ny dyne, og det er faktisk også helt okay! De er efterfølgende blevet ret glade for de bløde dyner, og jeg synes heller ikke, det er nogen skade til, at ungerne lærer, at en gave ikke nødvendigvis hver gang skal udgøre et nyt klimaks i livet.

Skuffelsen er en del af livet og en vigtig følelse at lære at håndtere. Og så er der heldigvis mange andre chancer for at opnå materiel lykke i denne tid. Fx faldt både chokoladekalendere og Legokalendere i utrolig god jord her til morgen…

Forventningens glæde er en svær størrelse, og december måned er på mange måder årets ultimative prøve i balancekunst for både børn og voksne.

 

 

 

 

 

Ananas i egen juice…

I dag har jeg gjort noget, som Anders Breinholdt ville klassificere som ananas i egen juice i svær grad! Jeg kom til at læse alle de indlæg, jeg skrev op mod jul sidste år (ligger under jul og julestemning)…

Det var en lidt underlig selvhøjtidelig ting at gøre, men samtidig også ret hyggelig og minderne væltede pludselig ned over mig. Der er sket meget med alle i familien i løbet af det sidste år og selvfølgelig især med børnene. For et år siden gik børnene i 3 forskellige institutioner, og eftermiddagene gik stort set med at slæbe unger fra den ene institution til den anden og forsøge at undværge så mange konflikter som muligt på vejen.

Der er en helt anden ro på nu – altså i forhold til hvordan det var… Ro er måske nok en overdrivelse, men i hvert fald er det mindre slidsomt og meget mindre stressende nu.

For et år siden kunne de tre små rent praktisk ikke halvdelen af, hvad de kan nu og de forstod selvfølgelig heller ikke nær så meget som nu. Jeg kan huske fornemmelsen af at skrælle kartofler med et barn i bæresele og et på hoften, mens resten af kuldet på skift kaldte på frugt eller hjælp til at finde legodimser og sådan noget. Jeg udviklede en meget ergonomisk ukorrekt kartoffelskrælleteknik, der tilmed var enormt langsom! Men to 1 årige, der vil op efter en dag i vuggestuen, kan få en træt mor til næsten hvad som helst. Overarmene har til gengæld aldrig været så veltrænede som dengang! Mange praktiske ting er virkelig blevet nemmere i løbet af det sidste år!

Forleden dag oplevede vi det helt utrolige, at alle fire børn legede og hyggede sig samen i en hel time, mens Kristian og jeg lavede mad og var praktiske i køkkenet. Det var virkelig hyggeligt for både os og ungerne, og første gang det er sket i længere tid uden 1000 afbrydelser af hyl og skrig, hjælp eller “miiin!”

Selvom jeg næsten ikke kan klare, at ungerne bliver store så hurtigt, så er det alligevel skønt at se, hvordan de alle fire får mere og mere ud af hinanden, og det er heller ikke tosset at lave mad sammen med Kristian og hyggesnakke lidt uden at miste fokus hvert andet minut.

Ved at genlæse før-juleindlæggene blev jeg også mindet om, at december måned nærmer sig med hastige skridt og jeg glæder mig til at julestemningen igen indtager vores lille hjem. Det er rart at tænke på, den er lige om hjørnet, når mørke, kulde og blæst omslutter én, så snart man stikker hovedet udenfor.