Tag Archives: Børn

Den søde sommertid

Juni er meget mere travl end december, når man både har børn og er to lærere i huset… Vi hænger sammen endnu, men løber stærkere, end vi er vant til – og også lidt stærkere end vi egentlig har lyst til. Der har været meget, der skulle begyndes og meget, der skulle afsluttes. Den følgende uge sætter slutspurten ind og derefter drosler vi ned og nærmer os ferien. Jeg tror, jeg kunne skrive en bog om alt det, der er sket siden, jeg skrev sidst, men det tillader tiden desværre ikke… Derfor har jeg lavet en lille opsummering, på nogle af de ting, der har forsødet denne utrolig travle sommertid:

– Det årlige sommerkarneval på fritten, hvor min store, stolte dreng optrådte med trommeorkester og sang. Både Hjalmar og de andre børn var så koncentrede og fokuserede, og den fine tekst om ‘at være en god kammerat’ blev omsluttet af (næsten) taktfaste rytmer. Det var virkelig rørende at stå der i solen og se de ca. 30 børn optræde med den vidunderlige farveeksplosion af et gavlmaleri, med det påmalede “Mere mangfoldighed”, der pryder muren i “Banana-park” som kulisse.

– Lyse nætter… fornemmelsen af at lyset bringer energi i en tid, hvor jeg netop har brug for lidt ekstra (selvom det er på bekostning af søvnen, da mine sengetider har det med at skride endnu mere om sommeren…).

– At opleve hvad en 1. klasse kan få ud af at spille blokfløjte sammen regelmæssigt! Opmærksomhed, fællesskab, koncentration, stolthed over at mestre et instrument og ikke mindst følelsen af skaberglæde… Når elementer af en undervisning overskrider sig selv og rækker ud i mange retninger, så sker der noget virkelig meningsfuldt. Den æstetiske kvalitet af klassens fløjtekor kan godt diskuteres, for en plastikfløjte møder her sin naturlige begrænsning, men summen af helheden havde stor værdi! (Jeg må vist hellere støve min egen gamle blokfløjte af og gå i træningslejer i sommerferien – det vil min familie helt sikkert også sætte pris på!

– At Hjalmar næste skoleår får to dage, hvor han har fri kl. 13! Det er virkelig gode nyheder!

– At være på en arbejdsplads med plads og tid til socialt læremøde, der inkluderede fællessang, guitar, pædagogiske snakke og rosevin i min kollegas kolonihave. Da fællessangen tilmed inkluderede “Er lyset for de lærde blot”, var jeg tæt på at fælde en tåre.

– At have begge mine søstre og deres familier lige ved hånden! Det er bare skønt!

– At vi har købt en bil! Muligvis en dum/dyr beslutning, men sikke en frihed! Den er gammel, stor og blå og er navngivet “Mimbo Jimbo”.

– At sommerferien nærmer sig! Den er mere end tiltrængt for både store og små i vores familie…

 

 

 

 

Om “tulletid”

Endnu engang nærmer en weekend sig sin afslutning, og jeg ved snart ikke, om det er arbejdsugen eller weekenden, der går hurtigst?

Jeg havde virkelig set frem til den forlængede weekend i familiens skød, hvor jeg efter planen skulle tankes op med energi og bare hygge med ungerne og Kristian. Derfor blev jeg slået lidt omkuld mentalt, da jeg selvfølgelig blev ramt af en forkølelse fra helvede i løbet af torsdagen og derfor har været helt mat i sokkeholderne. Farvel til ture ud af huset og sociale aftaler og goddag til hjem, kære hjem og spandevis af te.

Tilgengæld har vi faktisk haft en helt igennem skøn weekend! Leg, hygge, spil, strikketøj, bøger, og tid til at være sammen.

Det småirriterende begreb “tulletid” er i medierne i disse dage og dagplejere og pædagoger slår et slag for “at lave ingenting” – eller i hvert fald at skrue tempoet helt ned og bare være en gang i mellem. Det har fået mig til at tænke på, at en af de ændringer vores familie måtte foretage, da vi for snart 3 år siden fordoblede vores børneflok, netop var at geare ned og det er nok en af de største bonusser vi har fået i tilgift til Bertil og Helga Marie.

Tempoet i en familie med 3 blebørn og et børnehavebarn var selvfølgelig højt i den forstand, at man som forældre var i konstant bevægelse og i gang med at opfylde behov et eller andet sted, men vores interaktion med verden omkring os blev fra dag til dag forandret. Vi måtte lukke os lidt om os selv, for at få enderne til at mødes og nå hele vejen rundt. Tidligere var vi meget ude hos venner, i byen, på tur, i det hele taget afsted. Med 4 børn var selv en tur i Kvickly lige pludselig en logistisk udfordring og derfor blev vi ofte – ikke altid dog 🙂 men ofte hjemme.

Vi blev afhængige af hinanden på en helt anden måde end før og skruede også ned for aleneaktiviteter, så vi som regel var to voksne hjemme, da det ikke var skide sjovt at stå alene med førnævnte flok alt for længe ad gangen. Selvom jeg måske ikke ligefrem vil sige, at Kristian og jeg har “tullet” særlig meget rundt – nærmest tværtimod, så har vi alligevel skruet ned på nogle af de knapper, der justerer tempoet. Vi har ikke hele tiden været på vej. Vi har bare været.

Med andre ord har vores familie de sidste 3 år praktiseret virkelig meget “tulletid”, og jeg er erklæret fortaler og fan!

Det er jeg først og fremmest, fordi det giver børnene ro til at lege. Kreativitet og fantasi trives godt uden tidspres, og det er vigtige komponenter, når man leger. Leg er fantastisk til at udvikle og skabe mennesker, og jeg er glad for, at mine unger har så meget tid til at lege i deres barndom. Havde vi nu ikke været så svineheldige at have fået Bertil og Helga Marie (eller bare fået dem senere), havde vi sikkert haft en livsførelse, der var mere udadsøgende og mere “på vej”.

Jeg er bestemt stor fortaler for oplevelser, udflugter og for at være sammen med andre mennesker, men vores familiesituation har vist mig, at den anden version også kan noget rigtig godt, som jeg værdsætter.

Her på kanten af ugens komme kan jeg i hvert fald konkludere, at vores weekend har været skøn på trods af et sløjt og underskudsagtigt udgangspunkt. På trods af en nødvendig omrokering af alle de planer, jeg havde skabt i mit hoved og ufrivilligt meget hjemmetid, som viste sig at være lige præcis, hvad vi alle havde brug for.

 

 

 

Filosofiske samtaler med børn

Jeg har skrevet blogindlægget Filosofiske samtaler med børn styrker kreativitet, sprog og tænkning for voresbørn.dk og det skal selvfølgelig også have plads på min egen blog. Udgaven på voresbørn.dk er en redigeret og forkortet udgave, hvis nogen har læst det og skulle undre sig. Her kommer den originale version 🙂

Det kan være svært at hive et svar ud af ærmet, når ungerne kommer og vil snakke om døden, om gud, om uendelighed eller andre store emner. Især fordi man som voksen sjældent er forberedt på at skulle have sådanne samtaler midt i madlavningen, i køen i supermarkedet eller hvor man nu befinder sig, når en spørgelysten lille filur har noget på hjertet.

De fleste børn er i perioder optagede af filosofiske og eksistentielle ting i livet, og det kan godt være udfordrende for voksne at tale eksplicit omkring de store spørsmål eller om abstrakte begreber i det hele taget.

Jeg elsker selv, når mine børn bringer “store tanker” ind i vores samtaler, og det skyldes måske nok min pædagogisk filosofiske baggrund og min generelle interesse for de eksistentielle menneskelige forhold.

Jeg har skrevet lidt om mine erfaringer med “de store samtaler”, som i mange tilfælde kan udvikle sig til filosofiske samtaler, hvis man giver dem lov.

En filosofisk samtale med børn er efter min definition en undrende, spørgende og åben samtale, hvor et begreb undersøges godt og grundigt. En filosofisk samtale skaber mulighed for at lære begrebet bedre at kende og at se eller tænke begrebet i en større sammenhæng. Filosofiske samtaler handler ikke nødvendigvis om “svære” emner som fx døden, men om abstrakte begreber i det hele taget. Det kan være om venskab, om lykke, om frihed, om ondskab eller hvad som helst i den abstrakte afdeling.

Hvorfor er filosofiske samtaler ofte svære for voksne?

Det korte svar er, at det er de principielt heller ikke! De er bare uvante for mange voksne, og derfor kan de opleves som udfordrende.

Der kan være flere grunde til, at det kan være svært at finde de rigtige ord, når børn vil snakke om abstrakte begreber. Ofte handler det om noget så simpelt som timing. Hvis du står i køkkenet kl, 17.55 med halvskrællede kartofler og en pakke frossen kød, du desperat forsøger at tø op i mikroovnen, mens lillebror vælter mælk ud over hele gulvet og storesøster stiller 1000 spørgsmål som: “Hvad betyder uendelig?” eller “Bliver det egentlig mørkt eller lyst når man dør? – så kan det godt være svært at holde tungen lige i munden og komme med kvalificerede svar.

I sådanne situationer plejer jeg selv at sige, at den slags spørgsmål kræver mere tid, end jeg har lige nu, men at vi fx kan snakke om dem, mens vi spiser eller hvad der nu lige passer. Altså udsæt de store samtaler til du har tid – eller evt. tag dig tid i situationen, hvis det kan lade sig gøre.

En anden grund til at de store samtaler kan være svære er, at det normalt (eller i hvert fald ofte) er de voksne, der har svarene på mange ting. Det er os, der ved, hvordan verden hænger sammen og hvad der er op og ned. – Eller det er i hvert fald sådan vores børn opfatter os…! Som alvidende orakler, der sidder på svarene til alle de spændende spørgsmål. Jeg har ofte oplevet, både som mor og i min tid som lærer, at børn simpelthen forventer, at jeg ved alt, af den simple grund, at jeg er den voksne. Men i en filosofisk samtale er der jo netop ikke noget specifikt svar. Det kan godt være svært at udfordre børnenes illusion, men hvis man formår det, kan samtalerne med ungerne blive til små gaver i stedet for småirriterende spørgsmål, man ikke ved hvad man skal stille op med.

Hvilken værdi har filosofiske samtaler?

Børn er i gang med at finde ud af hvordan verden hænger sammen, og derfor har de som regel en naturlig nysgerrighed, der driver dem mod at undersøge alle mulige forskellige ting. Deres forestillinger er endnu ikke så fastlåste, som det er tilfældet hos mange voksne og derfor er børns tanker en guldgruppe, når man vil filosofere over abstrakte begreber. Det lyder måske lidt højtravende, men det er det egentlig slet ikke.

Gennem filosofiske samtaler arbejder man netop med forholdet mellem det konkrete og det abstrakte. Lad mig komme med et eksempel:

Min søn på 4 år sagde en dag noget i retningen af: “Når man dør bliver det helt mørkt, men når det bliver lyst igen, så kan man jo bare lege videre…” Herefter udviklede samtalen sig, da jeg spurte lidt ind til, om det var sådan han troede, det ville være. Hans bror på 8 kom med et udfordrende perspektiv, da han kunne fortælle, at når man dør bliver ens krop lavet om til jord eller også bliver den brændt.

Umiddelbart gav samtalen mig ubehagelige kuldegysninger og jeg ville egentlig helst være den foruden! Men, her må man huske, at det ukomfortable i høj grad ligger i de voksnes tanker. Jeg havde i situationen lyst til at skifte emne og forsøgte at ændre kurs ved at slå fast, at det heldigvis ikke er noget, vi behøver at tænke på, før vi bliver meget, meget gamle om lang, lang tid!

Men drengene var slet ikke færdige med den morbide samtale, og jeg gik derfor modvilligt ind i den igen. Vi kom vidt omkring og fandt af gode grunde ikke frem til nogle svar på, hvordan det ville blive, når man var død. Men drengene bevægede sig hele tiden mellem det konkrete og det abstrakte. Den fysiske død, at blive brændt/komme i jorden og de luftige abstrakter som lys, mørke, vægtløshed, tid og alt muligt andet. For børnene var samtalen i høj grad reflekterende, oplysende, afklarende og helt ned på jorden. Bagefter legede de videre, som havde vi blot talt lidt om vejret.

Selvom døden er et tungt emne, så skal vi voksne passe på med ikke at trække vores erfaringer og forestillinger ned over børnene, som måske har en mere åben og undersøgende tilgang.

Tanker og sprog hænger sammen og udvikler hinanden rigtig godt i filosofiske samtaler. Børn befinder sig i høj grad i en afklaringsproces, hvor sproglige begreber skal finde deres rette plads og på mange måder er det det samme med tankerne. Det er en proces, der aldrig stopper, men som er særlig intens for børn, der jo ikke har den samme erfaring at trække på som voksne. Samtalerne hjælper altså tænkningens og sprogets gensidige udvikling.

Det har i det hele taget stor værdi at træne sin tænkning – både sin egen og sine børns. Kreativitet og den menneskelige dannelse generelt udvikles godt gennem filosofiske samtaler. Det handler om at udfolde og udfordre sine begreber om verden og om livet og dermed opnå større indsigt, refleksion eller dybde, om man vil.

Hvordan taler man filosofisk med børn?

“Filosofisk samtale” lyder måske som en disciplin, der er forbeholdt en lille eksklusiv flok af støvede mænd med jakkesæt og fuldskæg, men sådan er det naturligvis ikke nødvendigvis!

Man kan sagtens filosofere med børn, uden at kende til Platon eller Kierkegaard. Selvfølgelig kan filosofiske samtaler mellem voksne, sammen med fx et filosofisk uddannet menneske inddrage nogle andre perspektiver og dermed tilbyde noget helt andet, men børn har også rigtig meget at byde på.

Der er ikke nogen bestemt teknik eller metode, jeg vil anbefale, at man følger, når man vil filosofere lidt sammen med sit barn eller børn. Skal man arbejde med filosofiske samtaler i mere tilrettelagte situationer som fx pædagog eller lærer, er det anderledes og strukturen må derfor tilpasses. Det findes der litteratur og materialer omkring.

Hjemme i familien må samtalerne efter min vurdering ikke blive for konstruerede eller for kunstige. De skal komme naturligt og ofte handler det om at gribe noget af det, børnene selv bringer op. Det kan være deciderede spørgsmål de stiller, men det kan også være udsagn (som mit eget eksempel), hvor der er noget abstrakt at gribe fat i.

Nøglerne til at bringe det filosofiske ind i samtalen er åbenhed og undren.

Som regel står vores egne perspektiver i vejen og spærrer for nye tolkninger, og det kan være svært at se ud over dette. Voksne har ofte en trang til at skabe orden eller struktur så når vores barn kommer med en eller anden undring som fx, at Gud sidder på en sky i himmelen, så føler vi tang til at forklare og give svar, der passer til vores verdenbillede. Men i det øjeblik vi i stedet undrer os sammen med barnet og forholder os åbne, kommer der nye muligheder til syne. Det fører ikke nødvendigvis til nye erkendelser, men det vil ofte føre til en udvidet begrebsverden – og nogle gange bare til virkelig fjollede snakke.

Samtalerne udfolder sig ved, at man bliver ved med at stille sprøgsmål. Jeg giver endnu et eksempel fra en samtale med mine egne børn, hvor vi snakkede om glæde omkring juletid.

Storebror: “Glæde er, når man får noget, man bliver glad for?”

Mig: “Så glæde handler om at få?”

Storebror: “Nej, andre kan også være glade, hvis man giver dem noget…”.

Mig: “Ok, så glæde handler om at få og om at give?”.

Storebror: “Man kan også være glad, hvis man prøver noget nyt, som man ikke troede man turde…”.

Mig:”Hvor sidder glæden egentlig?”

Lillebror: “Den sidder da i maven!”

Storebror: “Nej, den sidder også i hovedet, for man kan også glæde sig til jul eller noget andet man tænker på…”

På den måde kan man snakke og spørge sig ned i forskellige begreber og få indsigt i, hvordan barnet tænker.

Det er dog virkelig vigtigt, at samtalen ikke må forceres. Den er nødt til at være naturlig og så snart barnet mister interessen eller bliver optaget af noget andet, må man acceptere, at samtalen er slut.

 

 

Om tid, tanker og tur

IMG_6420Tid er sådan en underlig størrelse. Jeg havde forestillet mig, at når Bertil og Helga Marie var startet i børnehaven og dermed ikke konstant var i mit nærvær, så ville jeg få tid til en masse ting. Men som med så meget andet så matcher virkeligheden ikke altid tanken. Faktisk syntes jeg, at jeg havde mere tid, da de to små blev hjemmepasset.

Jeg tror, det hænger sammen med, at mine tanker flyver mere nu. Jobsøgning giver mange tanker og kræver meget tid. Tid og tanker man kanaliserer over i forestillede scenarier. Drømme og muligheder der stikker i alle mulige retninger. Drømme der bliver skudt ned, når man modtager mailen med afslaget og beskeden om hvor mange ansøgere, der var til stillingen. Måske chancen for at vinde i lotto alligevel skal afprøves… Det kan vel næsten være det samme.

Jeg bevarer optimismen og klør på med alle mine salgstaler rundt omkring. Samtidig lægger jeg mærke til dels hvor mange stillingsopslag, der bærer overskriften “Jobkonsulent søges” eller den mere friske version “Kan du få ledige hurtigt i arbejde?”. Og dels de “gode råd” til jobsøgende der dukker frem alle mulige steder. De handler alle om personlig branding.

I lærernes fagblad Folkeskolen blev jeg mødt af overskriften “Brug facebook i din jobsøgning”, og den måtte jeg selvfølgelig læse. En ekspert udtalte sig om, hvordan man kunne optimere sin facebookprofil, så kommende arbejdsgivere ville tænke, at man da var den sejeste person! Der blev foreslået, at man skulle poste billeder, hvor man var aktiv i fx løbetøj, hvor man var social osv. Fint nok. Så blev der også foreslået, at man kunne sælge sig selv ved at gå på biblioteket og tage billeder af interessante fagbøger og poste dem… Lige der blev min personlige grænse altså nået for selviscenesættelsens stupiditet. At lyve om hvilke fagbøger man har læst og derefter prale med det på sociale medier, er det dummeste råd, jeg i mit liv har læst. Hvem er interesseret i at ansætte en person, der ville gøre sådan noget?

Nå, jeg ville egentlig ikke skrive om jobsøgning som sådan, men det fylder altså en del i mit hoved. Det er også en af grundene til, at bloggen ligger lidt mere stille for tiden. Jeg bruger mange timer foran computeren i forvejen, så når ansøgningerne er sendt afsted, trænger jeg til at gøre noget andet. Jeg kan også godt mærke, at når flokken igen er samlet om eftermiddagen, så trænger vi til at være sammen. Tiden var mere min egen, da jeg havde de små hjemme, selvom de jo på mange måder optog den så rigeligt nogle dage. Jeg savner dem, men glæder mig også over deres nye hverdag.

For børnehavelivet går altså bare rigtig godt! Det har siden dag et været en stor succes, og både Bertil og Helga Marie elsker det! Hubert er også blevet endnu gladere for børnehaven, efter de to små er kommer over til ham. Jeg tror, de synes, det er både trygt og hyggeligt at have hinanden tæt på hele dagen.

Lige nu er det jo ferietid, og jeg prøver at strukturere min tid, så ansøgningerne ikke får overtaget, men alligevel bliver sendt ud i verden. I går og i dag er den yngste halvdel af familien i børnehave, mens vi andre er hjemme. I dag skriver jeg ansøgninger (og blogindlæg…) hjemme, mens Hjalmar og Kristian er ude på legeaftale og i går var vi alle tre på udflugt. Hjalmar har længe efterspurgt tid med både mig og Kristian på samme tid, og det er altså ikke noget, der hænger på træerne her i familien. Faktisk tror jeg, vi skal tilbage til sidste sommer for at finde den konstellation… Derfor besluttede vi at prioritere påskeferien sådan, at det kunne lade sig gøre.

Udflugten i går var intet mindre end fantastisk! Vi cyklede (eller rettere sagt Kristian cyklede, og vi andre sad i ladet) først ned til Marmorkirken, som altid er blændende smuk. Hjalmar var dybt fascineret og vidste alt muligt fra sine kristendomstimer i skolen, så vi kom rigtig i dybden med en masse spændende ting. De der snakke er jeg altså bare fan af!

Bagefter cyklede vi gennem Amalienborg slotsplads og satte kursen mod en god burgerjoint, hvor vi spiste virkelig lækker frokost. Vi sluttede udflugten af med en tur i planeteriet, og det er altså virkelig en oplevelse, jeg godt kan anbefale. Jeg har ikke været der i mange år og for Hjalmar, var det første gang. At sidde der med vores store dreng i mellem os var bare vidunderligt!

 

 

 

Børn og madglæde

RMKE8103Weekenden er mere hellig nu, hvor vores nye hverdag er skudt i gang, kan jeg mærke. Jeg skal altså lige vænne mig til ikke at være sammen med de små hele tiden, og det kræver nok bare sin tid. Det virker umiddelbart som om, det er svære for mig end for mine to små eventyrlystne unger…

Vi har haft en rolig weekend med hygge, sol og leg i gården. Skønt!

I går tog vi hele flokken med til “Mad&Glæde” i Øksnehallen, og det var som altid, når vi tager på udflugt en plan, der enten kunne briste eller bære. Uanset hvordan man vender og drejer tingene, er det jo altid lidt et menageri at være på farten med vores flok, og der var også en del modstand mod udflugten hos et par af børnene. Vi skar i gennem og beordrede de halvbrokkende geledder ned i christianiacyklen og satte kursen mod Vesterbro. Heldigvis var udflugten en succes, og alle fik gode oplevelser – og ingen blev væk i menneskemylderet 😉

Vi tilbragte bl.a. en del tid i GoCook-afdelingen i børneområdet, hvor børnene målrettede stilede mod pizzaværkstedet. Det var virkelig hyggeligt at se dem alle 4 stå og ælte, snitte og pynte og dejligt at se, hvordan deres tilgang til råvarerne blev mere og mere eksperimenterende. De søde unge piger, der hjælp, havde en virkelig sej tilgang til både børn og mad! De formåede at pirre børnenes nysgerrighed, så alle mulige grøntsager sneg sig op på de små pizzabunde og – efter en tur i ovnen – sneg sig videre ned i maverne på mine stolte børn.

Jeg blev helt inspireret til at sætte alle mine pædagogiske sejl i madglædens tjeneste. Mad betyder rigtig meget i vores familie – især for vi voksne – og vi prioriterer for det meste at bruge en del tid i køkkenet på især aftensmaden, selvom den jo irriterende nok  falder sammen med ulvetimen hver eneste dag…

Vores børn deler ikke helt den samme entusiasme og ligner nok så mange andre børn. De er ret selektive, når det kommer til mad, der ikke falder under katagorierne kage/is/slik…og havregryn.

Da jeg så hvor nemt, de unge piger fik rykket nogle grænser hos børnene, blev jeg altså motiveret for at give den lidt mere gas i forsøget på at fremme børnenes madglæde. Jeg tænker, det altafgørende er medinddragelse! Det er jo ikke fordi, jeg ikke vidste det i forvejen, men jeg trængte lige til at se i praksis, hvor meget børnene egentlig nød at være med til at skabe deres egen mad.

Alting tager jo tusind år, når man har børn med i køkkenet, men jeg har lovet mig selv, at vi skal prioritere det noget mere!

Da pizzaerne var fortæret, havde den yngste halvdel af familien fået nok af masende menneskemængder, og vi splittede derfor op, så Kristian og de trætte cyklede hjem, mens Hjalmar og jeg blev og smagte os vej gennem den gamle smukke hal. Det var ganske hyggeligt, og da kvalmepunktet nærmede sig sit højeste, kapitulerede vi og vendte hjemad.

Hjalmar foreslog, at vi skulle gå hele vejen og det gjorde vi så. Solen skinnede, fuglene kvidrede og både byen og foråret viste sig fra sin bedste side.

5 ting der har gjort min weekend endnu bedre!

1. At vores dobbeltseng har fået vokseværk! Efter 8 år med stort set nonstop tremmeseng(e) i soveværelset har vi nu i stedet etableret en gigantseng! Slut med at hægte sig fast med neglene i sengekanten og halvdelen af kroppen hængende i frit fald, mens et barn/børn kiler sig ned i midten for at tilkæmpe sig mest mulig komfort. Alle har nu god plads og alle er glade!

2. Arme riddere! Jeg ærger mig kun gul og blå over, at jeg aldrig har prøvet at lave den søde, delikate og dog temmelig fedtede spise noget før…

3. At Hjalmar og jeg var på tur i dag – bare os to… Åh, hvor er han altså sød!

4. At ungerne alle fire legede en leg, hvor de små var hunde og de store deres ejere. De kunne virkelig gø højt! Men sikke en hundekennel… Virkelig søde hundehvalpe!

5. At Bertil og Helga Marie har snakket og snakket om børnehaven! De glæder sig til i morgen – og jeg lever højt på successen (vel vidende at den slags kan have sine op- og nedture).

 

Børnehavestart!

I mandags var sidste dag med hjemmegående børn i huset og altså min sidste “arbejdsdag” i verdens bedste job…

Det er virkelig underligt at tænke på!

Vi udnyttede det smukke vejr og drog mod Zoo, hvor vi tilbragte hele formiddagen. Det er altid betagende at se børnenes fascination af dyr. De betragter dem så indgående, og jeg forstår dem godt. Vi kiggede i laaang tid på elefanterne, der stod og rodede med deres snabler, og Helga Marie og Bertil kunne slet ikke få nok. Skønt at have tid til at tage tingene i deres tempo!

Dagens højdepunkt var dog, da vi kom hjem og alle tre puttede os ind i dobbeltsengen og faldt i søvn med armene om hinanden. Dét kommer jeg virkelig til at savne!

Tirsdag stod børnehaven klar til at byde os velkommen, og de to små skurke flåede støvler og flyverdragter af og pilede ind og begyndte at lege, så snart vi var kommet indenfor døren. Vi hyggede os derovre hele formiddagen, og det blev tydeligt for mig, at de er helt klar! Selvfølgelig bliver det en omvæltning for dem, når nyhedsværdien lægger sig, men indtil videre er de trygge ved stedet, de voksne og mange af de andre børn, og det er jo et godt udgangspunkt. Mit hjerte smeltede, da en af pigerne på snart 5 år sagde til Bertil – “Skal vi ikke bare være venner for evigt?” – efter de havde leget i et kvarters tid… Børn er bare søde!

Første dag forløb altså stort set som en dans på roser…

I går gentog mønsteret sig, og jeg sagde derfor farvel, da Bertil og Helga Marie var kommet godt igang med at lege. Da jeg gik, stod de begge to frejdigt og vinkede i vinduet, mens Hubert var travlt optaget af at lege. Det var en underlig amputeret følelse at køre afsted med den tomme christianiacykel i regnvejret og en lille klump i halsen.

Det varede dog kun en god times tid, før Helga Marie havde fået nok og jeg derfor straks returnerede til børnehaven. Bertil var i fuld gang med at lege, og han smilede bare til mig og sagde hej, hvorefter han legede videre. Min tapre lille pige, der sad og levede perler sammen med nogle store piger, blev pludselig lille igen, da jeg trådte ind over dørtærsklen, og den næste halve times tid betragter jeg som min ilddåb i disciplinen “3 børn ud (eller ind for den sags skyld) af samme institution”…

Pludselig kunne jeg genkende den kaotiske følelse fra dengang, de små gik i vuggestue og de fleste af mine eftermiddage gik med at hjemhente trætte børn fra forskellige institutioner. Nolge ville ikke med, andre ville gerne, men ingen ville det samme…

Ilddåben forløb ca. sådan:

Helga Marie hiver i min arm for at få mig med ud i gardaroben, mens Bertil hiver i den anden for at få mig til at blive på stuen, hvor han langtfra er færdig med sin leg. Hubert hiver verbalt i mig for at få mig med ud i gangen, hvor han vil vise mig noget ubestemmeligt, han har bygget af små plus-plus brikker sammen med nogle af sine venner.

Helga Marie spiller trumfkortet og åbner for sluserne og med våde øjne og den store sirene slået til, når vi gardaroben for at konstatere, at hendes sut ikke ligger i tasken. Dér bryder hendes verden sammen og selvom hun er en sej lille fidus, så er hendes grænse nu nået! Bertil har heldigvis glemt alt om sin leg på stuen, men finder triumferende en sut i sin egen taske. Han bliver pludselig også lille igen og vil ikke låne den gennemgnavede sut til sin søster. Dén kamp går ikke helt stille for sig…

Hubert og hans ven hopper på repeat ned fra den høje bænk i gangen, mens de griner og snakker om en legeaftale og jeg beder til at ingen af dem kommer til skade, mens jeg forsøger at mægle i suttekonflikten…

Vennen prøver insisterende at overdøve hyleriet og mine kommanderende forsøg på at få bare nogle af mine børn i overtøjet og er stålfast omkring legeaftalen, som hun vil have mig til at tage ansvaret for ved at ringe til hendes mor med det samme!

Min puls stiger, mens jeg prøver at huske de gode pædagogiske metoder og bider mig selv i tungen for ikke at brøle: SÅ KOM DOG FOR FANDEN I TØJET UNGER! Jeg trækker vejret helt ned i maven og behersker mig… En pædagog kommer ud i gardaroben og giver mig en meget kærkommen hjælpende hånd og en anden går rundt og lukker døre, så resten af børnehaven ikke bliver lyd-forpestet af optrinnet.

Med næsten rolig stemmeføring og favnen fuld af cykelhjelme, våde støvler og vanter takker vi af for i dag og siger på gensyn i morgen. Nogle gange er vi bare en omrejsende cirkusforestilling…

Når man lige trækker vores afskedssalut fra, er de første dage i børnehaven alt i alt gået rigtig godt og jeg har stadig tillid til projektet!

 

Sidste uge med hjemmeunger venter…

Hjemmelivet med Bertil og Helga Marie lakker mod enden og med kun en uge til børnehavestart, har jeg tænkt mig at nyde hvert øjeblik!

Tilbage i slutningen af foråret sidste år, da vi tog beslutningen om at sætte deres institutionsliv på pause, havde jeg en følelse af, at den tid, der lå foran os var uendelig lang og tankerne om børnehave lå dengang langt ude i fremtiden! Men som det ofte er med tiden, så er den en utilregnelig størrelse, og jeg må sige, at tiden virkelig er fløjet afsted!

Jeg havde det på samme måde, da jeg var på barsel med Hubert og igen, da jeg var på barsel med Helga Marie og Bertil. En følelse af, at vi skulle hygge os og være sammen hele tiden i uendeligt lang tid og så med ét, var tiden gået.

Med Hjalmar var det lidt noget andet, fordi det var nyt for mig at være mor dengang. Tiden stod nærmest stille og efter 6 mdr. syntes jeg min barsel havde varet for evigt! Det var ikke fordi, jeg ikke nød at være sammen med ham, for det gjorde jeg virkelig! Jeg kørte bare i et helt andet gear…

Jeg var studerende dengang (i gamle dage – dengang uddannelserne tog den tid de tog og stadig havde plads til fordybelse…) og havde haft alt min undervisning, mens jeg var gravid, så jeg manglede bare en enkelt eksamensopgave, før specialet ventede på mig. Derfor overtog Kristian barslen efter de 6 mdr., og jeg studerede et par timer om dagen.

Jeg tror, det var kontrasten til min liv, før jeg blev mor, der resulterede i en helt anden tidsfølelse, for med de andre tre havde jeg slet ikke været klar til at komme ud af hulen så tidligt. Selvom Kristian var på barsel, var jeg jo stadig rigtig meget hjemme, men jeg var alligevel orienteret mod verden udenfor på en anden måde end i de senere barsler.

Nu sidder jeg igen med følelsen af, at tiden løber lidt hurtigere, end jeg kan nå at følge med til, og på en måde er den overgang, der venter os lige om lidt, også meget lig barselernes afslutning.

Selvom Bertil og Helga Marie er ved at være et par store børn, der er helt klar til børnehavelivet, er det jo stadigvæk en lille symbiose, der skal brydes. Vi tre har været sammen i døgndrift og beslutningen om at være hjemme sammen med dem, er ubetinget en af de bedste jeg nogensinde har truffet.

Det har været op af bakke nogle dage, og jeg synes det har været hårdt arbejde. Det vil jeg ikke lægge skjul på.

Men jeg kender de to rødder helt ind i sjælen, og jeg har nydt at være med i alt, vi har gjort sammen.

Sommermorgener med sol, kaffe og bare tærer i sandkassen. Udflugter med madpakker rundt omkring i København med christianiacyklen. Barselshygge med min søster og vores lille kusine. At putte os sammen under et tæppe i sofaen med en stak bøger, når regnen ruskede udenfor. Decembers julehygge og lange morgener i nattøjet. Den korte periode med sne, som vi udnyttede til fulde. Mest af alt har jeg bare nydt deres leg og grin. Nej, mest har jeg vidst bare nydt det hele!

Min Bedstemor sagde dengang jeg snakkede med hende om min beslutning, at jeg aldrig ville komme til at fortryde min tid sammen med børnene, og det fik hun ret i.

Når tiden kommer, vil jeg prøve at nyde at se dem have et liv ude i verdenen på egen hånd – eller næsten egen hånd. De har jo heldigvis både hinanden og storebror Hubert, der glæder sig helt vildt til de skal starte i børnehaven.

 

 

Fastelavn

IMG_6021Fastelavnsfeberen raser denne weekend, og i går var vi hele familien til fastelavnsfest. Efter en dejlig dag med tøndeslagning, fest og masser af fastelavnsboller var det 4 glade unger, der indtog aftenmaden i fuld udklædning – og med en enkelt kattekongekrone på toppen!

Med 4 børn i puljen er chancen jo ret stor for at få en kroneindehaver i familien…

Men, faktisk var det kun Hjalmar, der for alvor var med i kampen om kronerne, da resten af flokken var noget skeptiske over både konceptet med at tæve løs på tønden og over en maskeklædt pige, der også var ret uhyggelig! Da slikposerne endelig fløj ud af tøndens bund, fik piben dog hurtigt en anden lyd. 🙂

Jeg havde jo kastet mig ud i hjemmesyede fuglevinger og blev da også både færdig til dagens farverige fest og rimelig tilfreds med resultatet, – selvom det tog lidt længere tid end beregnet at sy de mange fjer fast…!

Sådan er det, når man har børn i huset og fordybelse er en luksus, der hører en svunden tid til. Jeg manglede kun lige de sidste detaljer, som jeg havde tænkt, jeg skulle sy om formiddagen, mens dejen til fastelavnsbollerne hævede. Men så skulle nogen lige have en mad, noget frugt, noget mælk osv, og så skulle nogen lige have hjælp til det ene og andre til noget andet, så havde nogen spildt ud over hele gulvet, mens nogen skulle skiftes. Så ville nogen gerne hjælpe med fastelavnsbollerne, hvilket var virkelig hyggeligt! – Især, hvis vi havde god tid…

Altså alt i alt virkelig mange afbrydelser! Og dermed en meget langsommelig sy- og bageproces, der krævede stor omstillingsparathed og lige så stor tålmodighed! Den ultimative mindfullnessøvelse…

Vi nåede det hele og entrerede overraskende nok festen som nogle af de første, men det er altså med at tage nogle dybe indåndinger sådan en formiddag for lysten til at brøle højt, trampe i jorden og kræve 10 min. sammenhængende ro ligger lige under overfladen.

Jeg kunne jo bare droppe de hjemmelavede kostumer og dermed prioritere min tid anderledes, men jeg synes på en eller anden skør måde, det er værdifuldt for mig at lave fastelavnskostumer selv. Det er noget med skaberglæde og kreativitet, jeg kan lide at få til at gå op i en højere enhed… Jeg har selv gode og hyggelige minder fra min barndom, hvor min mor ofte lavede kostumer, og det er en tradition, jeg har lyst til at fortsætte. Jeg kan godt lide processen fra ide til resultat, og jeg synes, det er sjovt at inddrage børnene i den. De kigger mest med fra sidelinjen, men med årene håber jeg, at de får lyst til at være mere med i processen.

Jeg vil dog retfærdigvis lige tilføje, at langt det meste af den udklædning, vores familie troppede op i til festen i går, var fra udklædningskassens skattekiste og så absolut ikke hjemmesyet! Der skal være plads til det hele!

 

 

 

 

Endnu en træthedstorsdag…

IMG_1190I dag havde jeg 10.000 ting, jeg gerne ville nå og her ved dagens slutning, kan jeg konstatere, at jeg egentlig nåede forsvindende lidt!

Vi brugte formiddagen på at tonse rundt i legestuen med de andre børn, og det var to trætte trolde, der blev puttet under dynerne efter frokost, så muligheden for at nå en masse var ret stor.

Men, det var altså også en træt mor, der i stedet for listen med gøremål fandt stikketøjet frem i “middagspausen”. Nogle gange orker man bare ikke andet…

Jeg tror, min uoverkommelige træthed i dag dels skyldes vinteren og dels natten til i dag, som var alt for kort pga. vågne, drømmende, sengetissende børn og det faktum, at jeg simpelthen ikke kan finde ud af at gå i seng om aftenen. Hver aften er det som om, min krop fortæller mig, at det er verdens bedste ide at hænge oppe og nyde roen i huset, men hver morgen har jeg det som om, jeg er blevet snydt…

Min træthed er nok også betinget en lille smule af udsigten ud over vores lejligheden, som bærer tydeligt præg af de 15 børn, der har aflagt os et visit siden i lørdags – altså ud over vores egne… Lad mig bare sige, at opvaskemaskinen trænger til ferie og lejligheden trænger til noget af en overhaling med både kost og spand 🙂

Midt i hele kaoset har jeg kastet mig ud i nogle fastelavnsforberedelser, der snart nærmer sig sin deadline. Jeg havde afskrevet hjemmelavede kostumer helt og aldeles, men nu ligger der alligevel en halv fugledragt og venter på ro til at komme en tur i symaskinen. I år har jeg prioriteret noget så egoistisk (og ret stenet!) som at lave kostume til mig selv i stedet for til børnene. Hjalmar vil være ulv ligesom til Halloween, Hubert vil være Spiderman ligesom de andre drenge i børnehaven (jeg er ikke sikker på, han har overvejet, at man kan være andet…), Bertil er blevet forelsket i et dragekostume fra udklædningskassen, og Helga Marie vil gerne være kat, eller Bedstemor, eller mariehønen evigglad eller… Hun skifter hele tiden, så hende venter jeg med at ekvipere til sidste øjeblik.

Nu må vi se, hvad natten bringer af søvn og hvad morgendagen bringer af overskud. Måske bliver fuglen klar til at flyve, og måske bruger jeg bare hele dagen på at kramme mine to små troldeunger, der snart skal starte i børnehave…

Jeg skal altså lige vænne mig til den tanke, selvom det virker som om, både Helga Marie, Bertil og børnehaven glæder sig.