Tag Archives: Barndomsminder

Fastelavn

IMG_6021Fastelavnsfeberen raser denne weekend, og i går var vi hele familien til fastelavnsfest. Efter en dejlig dag med tøndeslagning, fest og masser af fastelavnsboller var det 4 glade unger, der indtog aftenmaden i fuld udklædning – og med en enkelt kattekongekrone på toppen!

Med 4 børn i puljen er chancen jo ret stor for at få en kroneindehaver i familien…

Men, faktisk var det kun Hjalmar, der for alvor var med i kampen om kronerne, da resten af flokken var noget skeptiske over både konceptet med at tæve løs på tønden og over en maskeklædt pige, der også var ret uhyggelig! Da slikposerne endelig fløj ud af tøndens bund, fik piben dog hurtigt en anden lyd. :)

Jeg havde jo kastet mig ud i hjemmesyede fuglevinger og blev da også både færdig til dagens farverige fest og rimelig tilfreds med resultatet, – selvom det tog lidt længere tid end beregnet at sy de mange fjer fast…!

Sådan er det, når man har børn i huset og fordybelse er en luksus, der hører en svunden tid til. Jeg manglede kun lige de sidste detaljer, som jeg havde tænkt, jeg skulle sy om formiddagen, mens dejen til fastelavnsbollerne hævede. Men så skulle nogen lige have en mad, noget frugt, noget mælk osv, og så skulle nogen lige have hjælp til det ene og andre til noget andet, så havde nogen spildt ud over hele gulvet, mens nogen skulle skiftes. Så ville nogen gerne hjælpe med fastelavnsbollerne, hvilket var virkelig hyggeligt! – Især, hvis vi havde god tid…

Altså alt i alt virkelig mange afbrydelser! Og dermed en meget langsommelig sy- og bageproces, der krævede stor omstillingsparathed og lige så stor tålmodighed! Den ultimative mindfullnessøvelse…

Vi nåede det hele og entrerede overraskende nok festen som nogle af de første, men det er altså med at tage nogle dybe indåndinger sådan en formiddag for lysten til at brøle højt, trampe i jorden og kræve 10 min. sammenhængende ro ligger lige under overfladen.

Jeg kunne jo bare droppe de hjemmelavede kostumer og dermed prioritere min tid anderledes, men jeg synes på en eller anden skør måde, det er værdifuldt for mig at lave fastelavnskostumer selv. Det er noget med skaberglæde og kreativitet, jeg kan lide at få til at gå op i en højere enhed… Jeg har selv gode og hyggelige minder fra min barndom, hvor min mor ofte lavede kostumer, og det er en tradition, jeg har lyst til at fortsætte. Jeg kan godt lide processen fra ide til resultat, og jeg synes, det er sjovt at inddrage børnene i den. De kigger mest med fra sidelinjen, men med årene håber jeg, at de får lyst til at være mere med i processen.

Jeg vil dog retfærdigvis lige tilføje, at langt det meste af den udklædning, vores familie troppede op i til festen i går, var fra udklædningskassens skattekiste og så absolut ikke hjemmesyet! Der skal være plads til det hele!

 

 

 

 

Sol og skolestart

IMG_4239Tænk at ligge på et tæppe i solen og nyde livet i Kgs. Have, mens Bertil og Helga Marie sødt sover middagslur i skyggen under et træ. Det er vist unødvendigt at fortælle, at jeg er godt tilfreds med mit nye arbejdsliv på en dag som denne! Stille og rolig morgen derhjemme, leg på legepladsen i Kgs. Have og frokost i det grønne. Senere skal vi se Marionetteaterets forestilling ‘Lille Pip’ sammen med min veninde og hendes to børn. Alt i alt en ret skøn arbejdsdag :)

Ugen, der nu snart er slut, er gået hurtigt! Hjalmar startede i 1. klasse i mandags, med alt hvad det indebærer af nye lærere, nye fag og nye krav…
Kristian og jeg (og Bertil og Helga Marie) fulgte ham i skole den første dag, og da vi stod dér skulder ved skulder og smilede sammen med de andre forældre rundt om i det lille old school københavner klasselokale, (bygget til en skoleform, der herskede i fordums tid), kunne jeg mærke, at det faktisk er noget ret særligt at starte i 1. klasse. Selvfølgelig var det sidste år, at han sådan rigtig begyndte i skole med flagallé og balloner og hele pivtøjet, men alligevel er det i år skolelivet for alvor går løs. Lærerne var rigtig søde, klasselokalet hyggeligt og kammeraterne lige så skønne som sidste år, så mavefornemmelsen var god, mens jeg nostalgisk stod og kiggede på min store dreng.

Da jeg selv startede i 1. klasse tilbage i 1987, var det på en lille landsbyskole med lige under 100 elever. Vi var 6 elever i min klasse og havde, så vidt jeg husker fri til middag alle dage. Alle elever sang morgensang sammen hver morgen, og vi gik i hjemmesyet joggingtøj. Min far var lærer på skolen, og jeg kendte derfor de fleste af lærerne på forhånd. Det var på alle måder en tryg og stille og rolig start på et langt uddannelsesliv. Selvom det er ved at være nogle år siden, kan jeg alligevel godt huske, hvordan sommerfuglene fløj rundt i maven på mig og hvordan følelsen af at gå ind i et ukendt land sad i kroppen.

Hjalmars skolestart på en stor storbyskole med en lille skolegård i hjertet af Nørrebro er på alle måder forskellig fra min egen skolestart, men den er fuldstændig lige så tryg for både Hjalmar og for mig. Sommerfuglene i maven første skoledag er nok nogenlunde de samme som dengang…

Jeg er spændt på at lægge barn til “den nye” folkeskole, og jeg vil ikke lyve om min skepsis i forhold til den omstridte reform, men jeg glæder mig til forhåbentlig(!) at blive positivt overrasket over, hvordan de mange krav og de lange dage skal løbe af stablen…

Hjalmar fortæller ivrigt om skolen, og han har haft en fantastisk første uge – og det er jo uden tvivl det vigtigste!

….

Det er nogle timer siden, jeg lå i solen og startede mit lille indlæg, men jeg må lige komme med en anbefaling af “Lille Pip”. Det lille halvtimes dukketeaterstykke var rigtig fint og både mine to 2 årige og min venindes snart 3 og 5 årige var opslugte! De spiller de fleste dage ,og det er for free ;) Så hvis du befinder dig i hovedstadsområdet, kan jeg virkelig anbefale, at du tager familien under armen og sætter kursen mod Kgs. Have.

Dengang da jeg var lille…

IMG_3189“Dengang jeg var lille…” er en sætning, vi hører mange gange om dagen herhjemme. Den store anekdotefortæller er Hubert på 4 år… Hubert fortæller om ting, han har gjort, smagt, prøvet, da han var lille, og en dag supplerede han anekdoten med en fortælling, der faktisk var på grænsen til at være en kende spooky. Han fortalte om dengang, han var en gammel mand og boede i New York og havde skæg. Som han sagde – “altså det var før, jeg blev født og blev en lille dreng…”. Nu er jeg et temmelig rationelt menneske, men det var altså lidt spøjst!

Alle “dengng jeg var lille” -historierne har fået mig til at fortælle historier fra min barndom i 80’erne – som ungerne synes var i virkelig gamle dage! Og det kan altså klart anbefales!

De mange tilbageblik bekræfter mig i det svimlende ansvar, det er at have børn og i, hvor fundamental betydning barndommen har. Det kan virkelig være skræmmende, at tænke på…! Da jeg gik til efterfødselsgymnastik med tvillingerne havde vi en underviser, der dryssede små guldkorn ud over os. Det var til tider lettere kaotisk med 10 mødre og 20 børn, der knoklede med trætte kroppe, dobbeltamninger, babybøvser osv., så nogle af guldkornene gik nok tabt. Men jeg kan huske, at noget af det hun talte om, var stemningen i familien. Hun gav os det råd at sænke ambitionerne generelt, men huske at stemningen, er de voksnes ansvar. Jeg synes, det er et fint guldkorn! Og når jeg tænker tilbage på min egen barndom er stemningen faktisk noget af det jeg husker tydeligt – og den var heldigvis god :)

Det er dog ikke altid nemt, at påtage sig ansvaret for den gode stemning! Fx her til aften, hvor vi kom hjem efter en udvidet fodboldtræning som endte i pizza og leg på legepladsen. Det var en skøn eftermiddag med sol, glade børn, søde fodboldforældre og fryd og idyl. Lige til vi kom ind af døren en halv time over sengetid med 4 trætte unger. Efter alle pædagogiske metoder, jeg kender, var afprøvet uden held, måtte jeg finde min indre Oberst Hackel frem for at få styr på geleddet. Det kan godt være obersten blev lidt for kommanderende ved dagens slutning, men alt i alt var dagen fuld af liv, god stemning – og mulige minder.

 

Fred og fællesskab

IMG_2914Jeg er stadig blød i knæene efter gårsdagens skolerevy, hvor Hjalmar indtog de skrå brædder. Han har tidligere været med i en musikforestilling, som o. klasserne lavede i efteråret – dengang voksede han et par centimeter overnight!

I går var hele skolen sammen om at opføre revy på den måde, at hvert klassetrin havde forberedt et indslag, der udgjorde en del af en samlet helhed med temaet “Fred være med det”. Der var sang, dans, små skuespil og skolerockband. Det var rigtig flot! Fredstemaet blev så fint udfoldet, og budskabet stod klart i lyset af den smeltedigel skolen er. Alle børn stod sammen om det samme tema og alle forældre stod sammen i oplevelsen af ungerne.

Hjalmars klasse optrådte med en gammel børnesangleg, hvor eleverne havde forskellige små roller og Hjalmar var stolt som en pave over at spille bondedreng. Da 0. klasse gik på scenen med hinanden i hånden, smeltede jeg allerde lidt. De var så søde og opmærksomme på hinanden og så sang de for fuld udblæsning! De var tydeligt meget spændte, men fandt tryghed i hinanden på scenen foran de mange tilskuere. Deres lille optrin varede vel ca. 3 min. og derefter overtog skolens andre klasser. Men hvilke 3 minutter! Hjalmars blik søgte rundt på tilskuerrækkerne og da han fik øje på os, fløj der en lille spontan vinkehånd op ledsaget af et genert smil. Der smeltede jeg helt! Den stolthed, der lyste ud af ham, var helt fantastisk. Tænk, hvad en simpel sangleg på en scene kan give de søde unger!

Det var så rørende at se, hvor meget de hver især voksede og ikke mindst, hvor meget deres fællesskab voksede! Det er virkelig betydningsfuldt at være en del af klassefællesskabet og en kæmpe oplevelse at være en del af hele skolefællesskabet også. Store og små der står sammen og supporter hinanden på kryds og tværs.

Jeg sætter stor pris på, at han går på en skole, der prioriterer de fælles oplevelser og har blik for en gang i mellem at lave undervisning, der stiler mod andet og mere end målbare resultater. Det er så uvurderligt, hvad ungerne får ud af sådan en revyuge, hvor de normale skemaer er brudt op og hvor man sammen skaber noget kreativt og musikalsk. Selvom hverdagene stadig indbefatter (alt for) lange skole dage og (alt for) meget stillesiddende tavleundervisning, giver det mig en tryghed at vide, at der stadig findes engagerede lærere og pædagoger, der finder overskud til at give ungerne gode oplevelser, der på en aller anden måde vil sidde i dem for altid. Jeg ved, jeg måske lyder som en nostalgisk, gammel 70’er pædagog, men de havde faktisk også fat i den lange ende et langt stykke hen af vejen, er jeg sikker på…

For vores lille familie betød revyen også alenetid med Hjalmar, da de tre små blev passet herhjemme, imens vi var til forestilling. Det var et to timers aftenarrangement og vi synes, det var lige offensivt nok af komme anstigende med tre styks overtrætte småkravl. Det betød, at vi kunne slentre gennem Nørrebros mørklagte gader med Hjalmar imellem os og rette hele opmærksomheden mod ham – uden afbrydelser! Det i sig selv er vidunderligt en gang i mellem.

I dag måtte stjernen møde en time senere og vi havde derfor god tid fra morgenen. Men halv syv kunne Hjalmar ikke sove mere for, som han sagde: “Jeg kan altså ikke vente med at fortælle Hubert, hvordan det gik i går”. Hubert lyttede velvilligt, selvom han nok ikke forstod ret meget af talestrømmen og sluttede samtalen med et: “Det var flot klarret, Hjalmar!”

 

En tidslomme

IMG_2445Vi har holdt en skøn lille ferie hos mine forældre, der bor tæt ved vesterhavet. Jeg er vild med havet og naturen omkring, og det giver lige et lille skud ny energi at komme ud, hvor horisonten fortsætter så langt øjet rækker, himmelen er stor og lyset er overstrømende. Når man står på stranden og kigger ud i, hvad der føles som uendeligheden, bliver man lille. Det fascinerer mig altid!

På vejen hjem besøgte vi min Bedstemor som vi pga. afstanden ser for sjældent. Det er lidt underligt med sådan et langdistance familieforhold, når vi tidligere så hinanden meget oftere. Selvom jeg har boet i København i 13 år, har jeg stadig ikke vænnet mig helt til lige præcis dét, men sådan er det nu engang. De sidste par gange jeg har set min Bedstemor, har vi mødtes hos mine forældre. Hun kører gladeligt de 80 km, selvom hun fylder 90 år i næste uge. Hun synes, det er praktisk for os ikke at skulle drøne mere rundt med ungerne end højest nødvendigt. Det bliver da også ofte noget med en halv times lur i bilen og pylrede unger resten af dagen, så vi er som regel taknemmelige, når hun kører for at være sammen med os. Men i går besøgte vi altså hende, og det var virkelig skønt!

Når jeg træder ind i min Bedstemors hus, er det lidt som at træde ind i en tidslomme. Hvis væggene kunne tale, ville de fortælle rigtig gode historier fra store familiekomsammener, hyggelige sommerferier og gode snakke ved køkkenbordet. Mange ting er uforandrede siden jeg selv var barn og selvom årerne går, står tiden på forunderlig vis stille i min Bedstemors stuer. Mine børn er kommet til og har dermed tydeliggjort generationsskiftet og min Bedstefar mangler. Han mangler meget! Men ellers er alt stort set ved det gamle. I hvert fald inden i mig. Det er nok i virkeligheden mest mig selv, der hopper ind i tidslommen, når jeg træder ind i hendes hus og tankerne flyver tilbage til alle de gode stunder, vi har haft sammen. Jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg stadig har min Bedstemor, og at mine børn dermed har en Oldemor. Selvom hun snart er 90, er hun ikke gammel for mig, for hun er stadig den samme, som hun altid har været, og jeg har har kendt hende altid. Det er uvurderligt at have en Oldemor, som tager imod hele familien med åbne arme og en flæskesteg i ovnen.

Min Bedstemor har også 4 børn (også 3 drenge og 1 pige), og jeg tænker ikke så sjældent på hende og på hvordan det må have været, at være mor dengang hendes børn var små i 40-50’erne. Uden opvaske- og vaskemaskine og uden tørretumbler. Hun er en virkelig sej dame, og jeg har den dybeste respekt for hende og priser mig lykkelig for stadig at have hende i mit liv.

 

 

Tyl og tid

IMG_2331Jeg kan tydeligt huske den første fastelavn i Hjalmars liv, hvor han kun var en lille måned gammel. Jeg overvejede et kort sekund, om han skulle klædes ud, men kunne så (heldigvis!) selv se det absurde i situationen. Året efter startede fastelavnstraditionerne, og kostumer er blevet planlagt og fremstillet efter bedste kunstneriske evner lige siden. Jeg elsker fastelavn med alle dens farver og gøgl – og fastelavnsboller. Hjalmar var de første år ikke helt så begejstret som mig. Han fandt andre udklædte børn decideret skræmmende, og tøndeslagning var den rene tortur i ørene på ham. Det er faktisk først de sidste par år, han rigtig er begyndt at gå op i højtiden. Hubert har haft samme tendenser og blev forrige år traumatiseret så voldsomt af en mor i hestekostume, at han i et halvt år ikke turde besøge vores venner, der havde afholdt den fine fastelavnsfest uden at sidde på vores arm. Hver gang vi besøgte dem eller vi så en hest – eller noget der mindede om – konstaterede han med udspilede skræmte øjne: “Mig bange hest!”. Hvor børnevenlig er den tradition egentlig?

Tidligere kunne jeg selv vælge, hvilket kostume jeg ville kaste mig over at lave, men de sidste to år har Hjalmar selv bestemt. Det blev til henholdsvis den sorte Ninjargo og Legolas. Fint nok. Hvordan jeg fik tid til at sy kostume sidste år med Bertil og Helga Marie på barsel, er mig en gåde, men Legolas blev i hvert fald sendt til fastelavnsfest med både bue, pil og langt lyst hår.

I år har fastelavnen overhalet indenom og tromlet mig ned bagfra. Det gik først gik op for mig for et par dage siden, at skolen afholder tøndeslagning i dag og tiden har været fyldt op af andre ting. Hjalmar blev ligeså overrasket og havde slet ikke overvejet, hvad han skulle være i år. Mange muligheder var i spil, da vi talte om det (i går aftes!) og alt fra monsteret Sully, politimand, røver til diverse dyr og superhelte var på tale. Men ubeslutsomhed, manglende tid og en symaskine, der strejker, sendte ham en tur i gemmerne og ud af udklædningskassen sprang heldigvis en glad karatefyr klar til fest. Pyha!

Jeg kan godt mærke, det kribler i fingrene, og at der er noget uforløst over den her fastelavn, men vi har heldigvis et par skud mere i bøssen i løbet af den næste uges tid. Hvis vi får tid…!

Jeg kan tydeligt huske fastelavnsfesterne, da jeg selv var barn. Det var før, arbejdstidsaftaler gjorde det umuligt at holde rigtige skolefester. På min skole var fastelavnsfesterne ofte en aftenfest med forældre, søskende, lærere og hele pivtøjet. Det var noget særligt at bruge hele eftermiddagen på at transformere sig og spændende at møde op på skolen om aftenen sammen og se de andre familier. Alle var klædt ud, børn som voksne og det var før, Disney og BR havde bestemt, at alle drenge skulle være Spiderman og alle piger prinsesser. Mangfoldigheden var stor, og det var fantastisk!

Efterhånden kan jeg godt have følelsen af, at Halloween har ædt fastelavn. Hele efteråret bugner butikker at død og skeletter, mens fastelavn ikke ryster meget mere end et tørt fastelavnsris af sig. Det er lidt ærgerligt.

I mit stille sind drømmer jeg om at give den max fastelavnsgas med hjemmelavede kostumer til alle i familien. Ungerne som de 4 Ninja Turtles, mig som labre April og Kristian som rotten Mr. Splinter? Eller…? Realistisk set må jeg nok erkende, at min tid ikke er til det i år. Hubert vil sikkert alligevel også helst vil være  – surprise – Spiderman. Hjalmar ændrer mening en gang i timen, og de to små er ret ligeglade og aner ikke, hvad det handler om. Jeg har på fornemmelsen, at Bertil har samme udklædningsfobi, som sine storebrødre havde, men lad os nu se. Måske skulle jeg bruge alt krudtet på et gigantisk projekt af et glimmer- og tylkostume til mig selv. Med en hæklet krone i guldtråd. Måske skulle jeg være prinsesse Elsa fra frost ligesom de andre piger…

 

 

Næsen mod ruden

IMG_2163Det nye år er igang, og indtil videre har det ikke adskildt sig væsentligt fra det foregående. Bortset fra nogle selvforskyldte, lede tømmermænd i går. Vores nytårsaften var skøn! Vi fejrede den hos vores søde venner, hvor både børn og voksne var i godt selskab. Der var lækker mad, god vin, krudt, dronning og bobler. Alt hvad der hører sig til. Det er efterhånden ikke så tit, vi fylder christianiacyklen med weekendsenge og højstole og putter ungerne ude. Det var noget, vi praktiserede en del, før de to små blev føjet til flokken. Nu er det ganske enkelt lidt for besværligt. Det er noget, jeg savner rigtig meget, men har lært at affinde mig med. Når vi en gang i mellem gør det, kræver det ekstra kræfter både før, under og efter, og de ekstra kræfter hænger ikke på træerne, men er nogle, vi må økonomisere med for at få alt til at gå op herhjemme. Forleden aften gik alt heldigvis som smurt! Glade børn der sov, som de skulle efter en dejlig aften. Drinks afløste nytårschampagnen, og natten varede til næste morgen. Det var fantastisk!

Knap så skøn var den første dag i det nye år! Det er unødvendigt at uddybe, men mit hoved bar præg af, at det var første nytårsaften i 4 år, jeg ikke var gravid eller ammende. Sådan en dag som i går er 4 børn virkelig mange, skulle jeg hilse at sige. Jeg overlevede med stærk assistance fra vennerne på ramasjang (og prisværdig indsats fra Kristian) og så med længsel frem til at kaste mit tunge hoved ned i hovedpuden, da der langt om længe blev ro i lejeren hen ad aftenen. Ca. 10 min gik der fra sidste barn faldt i søvn og til Helga Marie vågnede med feber og Bertil vågnede og skreg af noget, der lignede og lød som mave- eller tandsmerter. For filan da unger! Det er som om, vores børn altid bliver syge, når vi arme forældre er allermest udkørte… Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg skriver om det her, for det er egentlig ikke ret interessant. Måske bare fordi jeg blev lidt bitter! Det er som om, der er sket et perspektivskifte hos mig omkring det at have syge børn. Da Hjalmar var lille, gik jeg helt ned af bekymring, når han hostede lidt. Jeg synes, det var synd for ham og jeg sad troligt vagt ved hans side, mens jeg googlede efter løsninger, ringede til min erfarne søster eller vagtlægen. Nu er det mest af alt et irritationsmoment, når børnene er syge. Jeg ved godt, det er strengt og selvfølglig er det synd for dem, men det er også lidt synd for mor! Det var et sidespor… I dag har vi ryddet op og vasket tøj… og det er stort set, hvad det nye år har budt på indtil videre. Det kan kun gå i den rigtige retning og blive mere eksotisk herfra.

Det, jeg egentlig vil skrive om, er nytårskrudt. Ikke fordi jeg er særlig vild med krudt, men fordi det de sidste år qua mit moderskab har fyldt meget i min nytårsbevidsthed. Hjalmar har alle dage været temmelig lydfølsom, og nytårskrudt har været et stort issue for ham. Han er mildIMG_2160est talt bange for skidtet. Han har ofte tilbragt den glamourøse aften med hørebøffer og på skødet af Kristian eller mig. Sidste år tegnede han en tegning til sin store fætter, der har fødselsdag nytårsaften, hvor hans to store fætre fyrede raketter af i haven og alle de små kusiner og fætre sad i vinduerne og kiggede ud. På tegningen i år havde han tegnet sig selv udenfor sammen med de store… Og da aftenen oprandt og vi skulle ud at fyre børnekrudt og et par raketter af, overvandt han til sidst sin frygt og kom med ud på trappestenen et par minutter. Det var sejt, synes jeg! Senere var han helt stor i slaget og lavede en ‘krudtbutik’ sammen med sin ven, hvor de solgte store gigaraketter og hekseskrig, som han kalder dem. Selvom han kun lige stak næsen forsigtigt frem, havde hele krudt-delen af nytåret en stor betydning og jeg tror, det lagrer sig på en anden måde i hans bevidsthed end virkelighedens sandfærdige billede viste – hvis et sådan altså findes. Det er fantastisk at se de små sejre og mærke, hvordan de giver et lille boost til selvtilliden. Og det er sjovt at opleve min egen barndom gennem mine børn! For 25 år siden var det jo mig selv, der tryggede næsen flad mod ruden indefra varmen, mens raketterne oplyste nattehimmelen.

Glædelig jul

Vi havde en dejlig juleaften forleden med forventningsfulde unger, travlhed i køkkenet, lækker julemad, gode julegaver og alt, hvad en vaskeægte juleaften ind indbefatter.

Jeg har altid gået i kirke juleaften, og det hører sig til i mit glansbillede af en rigtig jul. I år var første gang, vi skulle have alle fire børn med og med normeringen 1 til 2 var jeg da lidt spændt på, hvordan det skulle gå. Da jeg så en DR bil holde udenfor kirken, var jeg tæt på at vende om og tage på legepladsen i stedet for, men vi tog chancen. Det viste sig heldigvis bare at være en radiotransmition, hvilket passede mig ganske fint. Jeg kunne ikke lige overskue at face mig selv i fjerneren masende med en flok opkørte børn med krudt i røven midt i det hellige rum…

Men der sker altså noget med børn, når de træder ind i et julekirkerum. Den særlige højtidelige stemning, glimmer på de store juletræer, alle lysene og stilheden rammer også de små poder. Vi kom selvfølgelig i sidste sekund og måtte tage gulvpladserne lige ved døren. Præsten kom med vattæpper til os, så det var nærmest som en lille julepicnic, vi holdt. Der var 20 børne violinister, der spiller til sangene og de var virkelig dygtige! – og rigtig god underholdning for børnene. Alt åndede faktisk fred og idyl, og jeg nåede næsten af blive lidt ærgerlig over, vi ikke skulle foreviges på tv. Jeg skal indrømme, at jeg følte en vis stolthed, da jeg sad der med min lille sværm af små engle omkring mig. Det holdt ca halvvejs ind i sceancen, så kunne de små ikke mere, og Kristian tog dem med udenfor. Men de to store holdt stand sammen med mig, og jeg tror faktisk de nød det. Jeg skal blankt indrømme, at det ikke er for at få Guds velsignelse, jeg kommer i kirke juleaften, for jeg er faktisk ikke troende. Men der er noget magisk over at sidde der og synge julesalmer og høre juleevangeliet sammen med en masse forskellige mennesker, høj som lav. Jeg måtte kapitulere og lade tårerne flyde under alle salmerne. Jeg blev overvældet af situationen og af minderne fra alle de andre juleaftener i mit liv. Jeg kunne næsten mærke mine søstres hænder, når vi som børn sad og klemte hinandens hænder i spænding, og jeg kunne høre min Bedstefars stærke stemme synge julesalmer. Min nostalgiske glæde over at synge stammer i høj grad fra ham og jeg blev trist indeni i mindet om, hvor meget jeg savner ham. Til gengæld blev jeg også mindet om alle de dejlige mennesker, jeg har i mit liv og som jeg er så heldig at se rigtig mange af i juleferien.

Julen handler om så meget andet end gaver, og jeg tror, at selvom ungerne nok selv har lidt svært ved at se det i øjeblikket, hvor materialismen og spændingen har overtaget, så får de et lille ekstra drys af julemagi ind under huden, som de tager med sig fra kirken juleaftenen. Den samme magi opstår også altid, når vi går rund om træet og jeg bliver gang på gang forundret over, hvor meget børnene elsker den del af juleaften. Selv Bertil og Helga Marie vandrede troligt med og lysene fra træet genspejlede sig i deres strålende øjne. Ren juleidyl!

Glædelig jul derude!

 

 

 

 

Juleminder

IMG_1907Hvis der er noget, der pusher min julestemning, er det duften af hyacinter. Jeg tror, det er fordi, duften minder mig om julen i mit barndomshjem – og det er dejlige minder!

Jeg kan huske hyacintvaserne stå i vindueskarmene med løg iklædt foldede papirhætter i ugevis, og så var det bare at vente på, de skulle spire og en dag springe ud som smukke duftende blomster, der varslede jul. Senere, da jeg var flyttet hjemmefra, var det først, når duften slog mig i møde, idet jeg trådte ind i mine forældres hus, at julestemningen var helt på plads. Det var som regel først et par dage før jul, når et overfyldt juletog havde fragtet mig til den Jydske hede fra hovedstaden.

Nu er jeg jo så heldig at have min egen skønne familie, og jeg kan mærke, at nogle af juletraditionerne er vigtige for mig at give videre til mine egne børn. Fx duften af hyacinter!

Og småkagebagning! I går bagte vi 13 plader vaniljekranse og peberkager… Det var lidt af en bedrift med 6 hjælpende børn. Dvs. Bertil og Helga Marie hjalp faktisk kun med at spise de små lune trofæer. Vi fik bageassistance af min søster og hendes familie, og der blev rullet, æltet og ikke mindst drejet på den gamle kødhakker med håndsving, da vaniljekransene skulle formes.

Engagementet var (som forventet!) ralativ kortvarigt hos børnene i forhold til, hvor besværligt det egentlig er at lave dej, bage, assistere de små utålmodige sjæle og ikke mindst gøre rent efter hele svineriet!, men alligevel synes jeg, det er besværet værd. Det kan godt være, de små spillopper kun er med en halv times tid, men jeg tror, det er en halv time, de husker. Især når den bliver gentaget år efter år. Egentlig kan man jo købe ganske glimrende kager hos bagerne (hvilket vi også praktiserer i stor stil), men der er noget fint i at stå med den fedtede dej mellem hænderne, forme, udstikke og langsomt mærke de krydrede dufte sprede sig i luften. Og ikke mindst er det skønt at spise sig en kvalme til i ‘smagsprøver’.

Jeg er ret old school, når det kommer til juletraditioner. Det er jo netop noget af det, jeg selv elsker ved julen – at mange ting bare er, som de er. Der kræves ikke så meget af én. Man kan trygt læne sig op af ‘plejer’ og bare være. Det skaber minder og tryghed.

Selvfølgelig ændres traditionerne og nogle forsvinder, mens nye opstår. Det skal der være plads til. Men for mig er traditioner en vigtig del af julen. Det er på en måde hér, man lige mærker historien i kroppen og sender tanker, der rækker både tilbage og frem.

 

 

Plantefarvet (G)uld

Jeg elsker at strikke og nørkle med garn. Før jeg fik børn, havde jeg på ingen måde tålmodighed til den slags sysler, men da Hjalmar lå i maven og buldrede rundt, begyndte jeg at strikke som en del af redebygningen, tror jeg. Siden har det grebet om sig og udviklet sig til en decideret hobby.IMG_1855

I lørdags var jeg på visit i (G)uldpigernes pop-up shop med det primære formål at få en cykeltur helt alene for mig selv, oven på en uge der bød på bl.a. forældremøde, skole-hjemsamtaler, vinsmagning og lørdagsskole. Altså på Kristians arbejde vel at mærke! Det betød ekstra ‘arbejde’ for mig på hjemmefronten. Jeg ved godt, man ikke kan (må!) kalde det for arbejde at passe sine egne børn, men med fire styks kan det altså ind i mellem godt føles sådan…! Da Kristian (endelig) kom hjem fra arbejde lørdag med udsigt til halvandet døgns fri, skyndte jeg mig ud af døren et par timer og satte kursen mod (G)uldbutikken. Jeg blev mødt af den hyggeligste atmosfære, duften af gløgg, marcipankager og selvfølgelig virkeligt lækkert garn i smukke farver. Jeg falder altid i svime over de blå/grønne nuancer, men i dag åbenbarede dét, vi herhjemme ikke må kalde pigefarver sig nærmest for mig. Hemmeligheden må ligge i, at pigerne plantefarver deres garn. Plantefarvningen gør farverne lidt mere jordede på den rigtig gode måde. Virkelig flot! Jeg kan huske, at min mor plantefarvede garn hjemme på komfuret, da jeg var lille. Store gryder med garn stod og forvandlede sig til garner i grønlige nuancer. (G)uldpigerne har taget traditionen op og kombineret flot håndværk med lækkert design. Skønt!

Det tog mig ca. en time at beslutte mig for 3 fed garn, og jeg kunne godt have købt hele butikken. Den rolige cykeltur hjem gennem det tusmørke København var virkelig smuk, og hele udflugten udgjorde lidt lørdagswellness for min sjæl…

Dejligt med et par timer alene men endnu dejligere at komme hjem til flokken igen.IMG_1854