Tag Archives: 4 Børn

Mama ved gryderne

IMG_195220 liter gryden står på komfuret og simrer og bobler med marokansk suppe, for i dag er mama hér i storkøkkenet. Vi skal bytte julegaver med mine søstre, og de kommer allesammen og spiser senere på dagen. Vi er som bekendt lidt af en flok efterhånden, og jeg glæder mig rigtig meget til at se dem og ønske dem glædelig jul. Jeg bliver altid lidt vemodig, når vi ikke skal holde jul sammen… Selvom vi jo alle har hver vores familie, så er jul altså virkelig en højtid, der bringer minder frem fra min egen barndom. Der er nok det, man kalder julenostalgi, tror jeg. Apropos barndom så har jeg jo lige 4 børn, der skal hentes, inden familiesammenkomsten går løs…

Problemet er, at udenfor er der gråt og vådt, mens der herinde er stearinlys og julejazz på anlægget. Og kaffe. Jeg bliver ved med at udskyde hentningen, fordi jeg ikke rigtig orker at trække i regntøjet og tilbringe den næste halvanden time dels på cyklen og dels med at hive unger ind og ud af institutionerne, der brokker sig over regnen – altså ungerne, mens jeg selv danner kondens i regntøjet. Bertil og Helga Marie er også begyndt at drille og prøve min tålmodighed ret så grueligt af, når jeg henter. De nægter at komme med, løber fra mig og gemmer sig. Når den ene er indfanget, er den anden strøget afsted. De giver hinanden lidt for mange gode ideer de to! Heldigvis er madmor hér ikke lige at løbe om hjørner med – ikke i dag i hvert fald. Men det er altså lidt af et cirkus at holde styr på det hele i hentesituationerne. Udover de 4 børn er der trods alt også virkelig meget tøj, tasker, støvler, huer og vanter at navigere i på sådan en runde. Jeg må vist hellere komme afsted…!

….

Nu har aftenfreden sænket sig efter en hyggelig og hektisk dag. Der kommer (endnu mere!) liv i huset, når alle fætre og kusiner er på besøg og det er tydeligt, hvor meget børnene føler sig som én stor familie. De store tager sig af de små, og der er leg i alle afkroge af lejligheden. De små render rundt efter de store, og i dag var der faktisk tid til at sidde og voksensnakke lidt indimellem. Det er ikke for at blære mig, men en skøn familie, det har jeg altså! Jeg føler mig virkelig heldig! Da jeg var yngre, drømte jeg altid om at blive mor i en stor familie, lave mad til mange i store gryder og have masser af liv i huset. Tænk lige, at min drøm er blevet opfyldt! At der så måske er nogle andre drømme, der må justeres lidt på undervejs, må jeg tage med i købet… Juleromantikken har vist taget plads i mit hjerte på trods af mit sure opstød i går. Måske vores tivolitur forleden har skubbet i den retning. Hvis man savner lidt disneyjulestemning, kan jeg altså anbefale at vende omkring Tivoli. Især på en regnfuld, grå dag hvor der ikke er så mange besøgende, der orker det. Smukt

Forresten, nu jeg er i mit blødsødne hjørne, skal skolen lige have et skud kærlighed. Hjalmars klasse holdt julefrokost i dag, og det havde vist været en vældig fest! Han var rigtig glad og havde en CD med hjem, hvor alle 0. klasserne har indsunget en sang, der hedder ‘Det bedste i verden’. Han er så lykkelig for den CD! Og jeg er glad for den! Både fordi lyden af børnestemmer, der synger i kor er fantastisk, men mest fordi skolen også prioriterer at give børnene så gode oplevelser. Det er god julekarma!

Lys i mørket

IMG_1931Det er sjovt, hvor stor forskel der er på dagene hjemme hos os. I går var en grå dag, og vores formiddag var præget af konflikter mellem børnene, skrig og skrål, og kamp om lige præcist det legetøj en af de andre havde mellem hænderne. Jeg var i dårligt humør, synes ikke jeg lavede andet end at drøne rundt og servicere og mægle mellem børnene. Bertil kastede op og Helga Marie var hæs og lød som en lille tegneseriefigur. De små sov en dårlig middagslur og hang pylrende på armen det meste af dagen. Jeg må indrømme, at jeg tænkte med gru på den nært forestående juleferie…

Humøret blev heldigvis bedre senere, da jeg forlod kaos og tog til en dejlig fest med søde mennesker, lækker mad, drinks og røde negle. I dag vågnede jeg  op til glade børn i harmonisk leg, duften af kaffe og Kristian, der stod i køkkenet og pressede appelsiner, mens æg og bacon sydede på panden. Og solen skinnede! Jeg måtte lige knibe mig selv i armen… I eftermiddags tog Hjalmar og Hubert med nogle af vores venner på tur, og vi havde et par timer alene med Helga Marie og Bertil. Vi gik en tur på Assistenskirkegården med klapvognen i det smukke vejr og havde tid til både at snakke lidt sammen og kaste et ekstra blik på de to trolde, der sad og grinede til os. Det er så tydeligt at mærke, hvor meget de elsker at få lidt ekstra opmærksomhed. Det er bare noget helt andet kun at have to at fordele sit nærvær på… Skønt engang imellem! I dag glæder jeg mig til juleferien og trods en dunkende hovedpine, føler jeg mig meget lysere end i går.

Nogle dage er grå og andre er lyse i vores familie. Sådan tror jeg bare, det er at have 4 børn. Og måske er det bare sådan i al almindelighed. Så længe der er nogenlunde balance i tingene, er det fint. Jeg satser på en overvejende lys juleferie!

En husmors Utopia

IMG_1527
Hvis jeg skulle gøre Thomas More kunsten efter og opstille mit eget (husmor)utopia, ville det se nogenlunde sådan her ud efter en dag som i dag:

Jeg ville altid stå lidt tidligere op og dermed undgå at blive vækket af en småstresset kæreste og et par unger, der hoppede oven på mig.

Jeg ville altid kunne huske, hvilke af mine børn, der havde vækket mig ved at hoppe ovenpå mig.

Rent tøj var altid lagt frem om morgenen til både børn og voksne, så jeg ikke måtte kaste det tøj, jeg havde taget af og smidt på gulvet i går aftes på igen grundet tidspres.

Det ville altid være godt vejr om morgenen, når en lille håndfuld unger skulle fordeles i diverse uddannelses- og pasningsinstitutioner, så jeg ikke måtte okse gennemblødt og forblæst rundt på chrisitaniacyklen (uden regntøj).

Sadlen på christianiacyklen var altid indstillet, så jeg kunne nå pedalerne og ikke måtte kæmpe med en glat og efterhånden meget afrundet møtrik og en meget rusten svensknøgle under massivt tidspres fra skoleklokken!

Jeg ville altid huske posen med regntøj, så jeg undgik at pendulere frem og tilbage mellem institutionerne flere gange end højst nødvendigt.

Institutionerne ville ligge side om side og ikke med en rask cykelturs længde mellem sig.

Morgenmad var der altid tid til at spise før afleveringsrunden, så jeg undgik virkelig lavt blodsukker, der et par timer senere måtte kureres med en chokoladecroissant.

Vasketøj var der nogen fra det offentlige, der kom forbi og ordnede og jeg skulle ikke lægge 5 vaske sammen på én dag (og vaske to…).

Det samme som ovenstående – bare med rengørring og opvask.

Afhentning af børn var en idyllisk hyggerunde med snak, kram og grin i stedet for en alt for lille boksering.

Folkeskolereformen eksisterede ikke, og skolelærere havde stadig tid til at (hjælpe med at) hente deres (egne) børn.

Alle familier havde en familiesekretær, der koordinerede legeaftaler, juleafslutninger i institutioner/skoler/fodboldklubber samt diverse møder rundt omkring.

Lækker aftensmad blev tilberedt og serveret af huskokken og ikke af en træt forælder med et hylende barn om hvert ben som en anden straffefange.

Ungerne spiste aftensmaden og elskede den!

Der fandtes 4 ekstra timer i døgnet øremærket hvert af børnene, så vi kom ud over “god idé skat! Det ser vi om vi kan nå senere… ellers måske i morgen…?!”

Børn faldt altid i søvn trygge og veltilpasse – og hurtigt!

Forældre var stadig fulde af energi om aftenen til kreative projekter og gode lange snakke om verden og livet.

Slik, chokolade, kage og kaffe var livsnødvendigt brændstof – eller vent… det er det vist allerede…

Børn sov, når de sov og blev ved med det til næste morgen, så forældre fik 7 sammenhængende sekunder til at fordybe sig i et eller andet.

Ja, jeg er et brokkehoved i dag, det indrømmer jeg gerne. Jeg indrømmer også gerne, at jeg (igen!) har fantaseret lidt for meget om at hoppe på bussen til lufthavnen, købe en enkeltbillet til Goa, spille guitar på stranden med en ung solbrun fyr med dreadlocks og lade min familie lede i ‘Sporløst’ om 20 år. Men selvom jeg på en dag som i dag indimellem føler, at jeg befinder mig i et levende dystopia, minder jeg mig selv om at utopia findes! – og altså ikke på Goa!

 

 

 

 

Krydderi på tilværelsen

Nogle dage er det altså lidt udfordrende at have 4 børn. Sådan en dag var det i går!

Det kan virkelig mærkes, når der bliver bare en lille smule slinger i valsen. Om formiddagen blev vi ringet op af vuggestuen, fordi Bertil blussede meget op i ansigtet og fik både udslæt og nogle hævelser efter at have været med til at bage pebernødder og måske havde smæsket sig lidt rigeligt i den krydrede dej. Han elsker at fedte rundt med maden og havde måske nok lige haft lidt for meget nærkontakt med kanelen! Vi måtte hoppe i en taxa og drøne til Hvidovre Hospital for at tjekke for allergisk reaktion. Da vi nåede derud, så han allerede meget bedre ud, men rent rutinemæssigt skulle han undersøges af en læge. Det gik egentlig forbavsende hurtigt og allerede efter en times tid, var vi på vej retur igen. Hvis det ikke var for udslættet, kunne man næsten mistænke ham for at bluffe sig til hele seancen. Han nød i hvertfald opmærksomheden i fulde drag og havde travlt med at charme både hospitalspersonale, taxachauffører og ikke mindst Kristian og jeg. Hele to forældre der kigger på én på samme tid! Det er altså ikke et grundvilkår, når man både bliver født som en del af et sæt og ind i en flok. Det var faktisk ret så hyggeligt!!

Ikke så snart var vi trådt ind af døren herhjemme, før de ringede fra skolen, at Hjalmar havde ondt i maven. Afsted igen! Efter en halv time herhjemme viste mavepien sig at være ren og skær fødselsdagsspænding, så han blev fulgt til den børnefødselsdag, han var inviteret til. Derefter skulle Hubert og Helga Marie hentes… En hurtig halv kop kaffe og ud af døren igen for at hente Hjalmar. Og så gik den dag. Mange børn – meget logistik!

Det var ret underligt at være tilbage på Hvidovre Hospital. Det er dér, Helga Marie og Bertil kom til verden og dér jeg gik til kontrol ca. konstant under graviditeten. Hele atmosfæren, hospitalslugtene og de karakteristiske gange førte mig tilbage, og jeg kunne mærke nogle af de tanker og følelser, der fyldte i mig dengang – og mærke lettelsen over at Helga Marie og Bertil heldigvis begge er ude og trives i bedste velgående. Det fik mig også til at tænke på, hvor skønt det er at have tvillinger (selvom det da selvfølgelig også kan trække tænder ud en gang i mellem!).

Når jeg ser Bertil og Helga Marie sammen, kan jeg næsten synes, at det er lidt synd for Hjalmar og Hubert, at de ikke også har en tvilling. Selvfølgelig har de to små krabater konflikter om det samme legetøj, og de er begyndt at drille hinanden ret så bevidst. Når vi sidder og spiser, kan de finde på at stjæle hinandens mad, kop eller ske og så kigger de med skælmske øjne og ser meget uskyldige ud. De kan endnu ikke selv se, at de er gennemskuet på forhånd, fordi de jo sidder med tyvegodset i hænderne. Det er faktisk ret sjovt. De kan også tromle hinanden og møve sig ind foran hinanden, blive jaloux og stjæle opmærksomheden fra hinanden osv. Men alt i alt så har de virkelig meget glæde af hinandens selskab.

Nogle af mine yndlingsøjeblikke med Helga Marie og Bertil er, når de har været adskilt fx efter en lur og bare løber hen og krammer hinanden og putter sig ind til hinanden. Man kan mærke, at de har savnet hinanden. Eller når de stavrer afsted efter hinanden i noget, der ligner en fangeleg i slowmotion, mens de skriger af grin. Eller når den ene græder og den anden kommer hen med en bamse eller sut og begynder at stryge over håret og siger “ae, ae”. Eller når de bare griner af et eller andet, vi andre ikke fatter hvad er og går ind i deres egen lille boble.
Det er virkelig sjovt, hvordan deres relation udvikler sig mere og mere, jo ældre de bliver og hvordan de udviser empati og kærlighed for hinanden.

Vi har ikke dyrket tvillingerelationen så meget, men betragter dem egentlig mest som almindlige søskende. At de er født ind i en familie med to storesøskende betyder, at vi nærmere ser dem som en del af flokken end som tvillinger. De fungerer fint uden hinanden en gang i mellem, men det er alligevel tydeligt, at de to har noget særligt sammen og på en måde er forbundet.

Selvom jeg godt kunne have været hele kanelcirkuset og hospitalsturen foruden, så var det faktisk meget godt at få nogle af følelserne fra dengang tilbage og mærke lidt på dem igen. Jeg kan huske, at nogle af de tanker der fyldte mig de første dage, efter Bertil og Helga Marie var blevet født og vi stadig var på hospitalet var, at det både føltes skrøbeligt at have ansvaret for så mange børn og enormt stærkt at være en stor familie. Skrøbeligheden viser sig, når ét barn kræver lidt ekstra som eksempelvis i dag. Jeg ville gerne være der for Bertil hele tiden, men ‘fabrikken’ skal jo holdes i gang, uanset hvad der sker og de andre børn kræver stadig hver deres. Jeg kan godt blive skræmt ved tanken om, hvis der en dag sker noget mere alvorligt – i dag skete der jo reelt ingenting. Ikke andet end at Bertil skulle undersøges.

På den anden side er det netop når valsen slingrer lidt, at jeg uden at tænke over det tager mig tid til at give det der berømte ekstra nærvær til ét barn af gangen, som jeg ofte savner lidt. Og som børnene selvfølgelig også nyder i fulde drag.

Vi holder lidt igen med julesmåkagerne for en stund og satser på,det var mængden af kagedej, der gjorde udslaget for den lille slikmund.

Entré!

Hvis der er noget, vores familie ikke er eksperter i, så er det systemer! Tager man et blik rundt i lejligheden, er man ikke i tvivl… Jeg nåede aldrig at hoppe med på hverken feng shui eller simpel living bølgen lad mig bare sige det sådan! Faktisk holder jeg meget af at gemme alle mulige dimser og smider helst ikke for meget ud. Lige nu sidder jeg fx og kigger rundt i vores stue, og mine øjne møder alt fra en gammel skramlet klovneuro, der egentlig var tiltænkt børneværelset, perleplader i neonfarver, en gammel russisk lampefod udformet som en bjørn lavet af en vodkaflaske, let falmede farverige flagranker, vores klaver som på ingen måde stemmer, men fungerer glimrende som afsætningsplads for diverse bunker, rigelige mængder legetøj, bøger og spil spredt med løs hånd, en lille spilledåse fra min barndom, en guitar, der mangler en streng, plus en masse andet. Man kan måske kalde vores stil autentisk og livlig (eller bare rimelig rodet!). På en måde trives jeg godt med lidt rod i krogene – hvilket nok er ret heldigt med 4 børn i huset!

Jeg har dog indset, at 4 børn i en lejlighed alligevel kræver en vis systematik! Det er noget, vi øver os på og langsomt bliver bedre til. En af de ting der virkelig har kunnet drive mig til vanvid, er vores lille bitte entré. Det er helt utroligt, hvor meget overtøj sådan nogle børn har! Ja, og voksne for den sags skyld… Når skidt og kanel så ligger hulter til bulter, kan man nemt kunne bruge 20 min. på at lede efter de rigtige ting til de rigtige børn. Derfor vil jeg fremhæve et af de bedste systematiseringstiltag, vi har taget i lang tid. Nemlig vores elskede garderobe!IMG_1833

Vi har været så heldige at få fingrene i denne gamle garderobe fra en børnehave. Det funger! Nu har alle børn deres eget rum, og de ved, hvor de skal lægge deres ting – og vi ved, hvor vi skal lede. De kender systemet fra institutionerne, hvor de søde pædagoger har gjort benarbejdet for os og (næsten!) lært dem at bruge det.  Så nu er vi klar til at gå vinteren i møde med orden i sagerne. Ingen manglende huer, ingen forsvundne vanter!

 

 

Nærvær på kaosruten

Hostesæsonen er i fuld gang og har også fået tag i vores familie. I dag var Helga Marie syg og måtte blive hjemme fra vuggestue. Det var selvfølgelig synd for hende men også lidt hyggeligt for en gang skyld at have alenetid med hende. Det blev mest til at putte med dynen i sofaen men dejligt alligevel.

Det er ikke så tit, Bertil og Helga Marie er adskilt, men de har da været det nogle gange efterhånden. De kan sagtens undvære hinanden og virker ikke særlig påvirkede af adskillelsen, men hold da op, hvor bliver de glade, når de ser hinanden igen. Det er altså noget, der smelter hjerter, når de står i entreen og krammer hinanden!

Det jeg egentlig vil skrive om, er min oplevelse af at hente Bertil i vuggestuen i dag. Normalt henter jeg Hubert og Hjalmar først, fordi det er nemmest. De dage jeg henter de små først, fungerer det mildest talt dårligt! Jeg aser og maser og slider og slæber. Op og ned af christianiacyklen. Den ene i bæresele og den anden på armen. Rundt og lede på fritidshjemmet. Først på 1. sal i spille/legorummet, så i tumlerummet i stuen, i køkkenet og til sidst på fodboldbanen for så at konstatere, at Hjalmar alligevel var på 1. sal. I takt med armene syrer til, bliver jeg mere og mere kortluntet og kommanderende overfor de to store, der altid liiige skal på toiletet, spille færdig, have et stykke brød eller bare lave en flitsbue over et eller andet uforklarligt. Sveden hagler, og jeg føler efterhånden, at jeg har løbet et maraton. Ungerne går i 3 forskellige institutioner, så det bliver til nogle røde kinder og svedplamager under armene, inden den ca. halvandentimes henteseance er overstået.

Derfor er det lettere at hente de store først og slæbe dem med ind og hente de små. – Eller det er i hvert fald mindre fysisk hårdt for mig… At der så opstår et kaos uden lige, når vi indtager gardaroben i vuggestuen, må jeg tage med. Nogle slås (som regel Hubert og Hjalmar), nogle prøver at stikke af (som regel Helga Marie), og nogle hyler (ofte Bertil), fordi han er forelsket i sine hjemmesko og ikke vil have dem af. Jeg prøver at smaltalke med de andre forældre og virke rolig, selvom jeg indeni er ved at eksplodere og kun tænker på kaffe!! De er søde, de andre forældre og tilbyder at hjælpe og smiler medfølende. Men jeg har luret, at de ser forskræmte ud bag deres venlighed! Nogle (de gravide der venter nr. 2) er decideret forskrækkede, og de siger det direkte! Jeg må forsikre dem om, at jeg ligesom dem også synes, det var hårdt at hente, da vi kun havde Hjalmar og at man klarer det hen ad vejen og at de jo kun får ét ekstra barn osv., mens min krop koger og mit indre er i kaos i forsøget på at få det vigtigste habengut med, bevare den gode stemning og huske alle mand!

Nå, men i dag hentede jeg altså Bertil som den første og hold nu op, hvor var det bare hyggeligt! Jeg kunne koncentrere al min opmærksomhed om ham og se, hvordan han nød det. Jeg kunne se hans glade kinder og se, hvordan han kiggede forelsket på mig. Vi tullede lige så stille og rolig ud til cyklen og kørte over efter Hjalmar. Rundt og lede mens han gik på sine stavrende ben og jeg holdt i hans lille buttede hånd. Han småsludrede (altså uden ord), og alt gik bare i hans tempo. Helt fredfyldt cyklede vi hjem, og alt åndede for en stund fred og idyl.

Fortryllelsen blev dog ophævet, idet vi trådte ind af døren herhjemme, og normaltilstanden overtog. Men det var skønt at have opmærksomheden på ham og mærke hvordan nærværet påvirkede os begge på en god måde.

Nærværet til den enkelte er én af de ting, jeg synes, er svært ved at have tvillinger og ved at have 4 børn i det hele taget. Som èn af mine venner engang sagde til mig: “Du skal smøre dig selv ret tyndt ud!”

 

Kreakage

Jeg havde selvfølgelig meldt mig på kagetjansen til 0. klasses halloweenfest i fredags, fordi det var “den nemme” tjans og fordi jeg kunne forberede og være i god tid. Tidsfaktoren er altid vigtig at medregne, når man har 4 børn!

Jeg havde sat kage-overliggeren lidt højt og tænkt, at jeg ville lave en rigtig flot og kreativ kage. (Hvorfor ser det SÅ nemt ud, når andre gør det!). Jeg fik næsten skabt en form for kage-præstationsangst for mig selv, og mine overvejelser om kagen spændte ben for processen, så jeg helt glemte tidsfaktoren.

Aftenen før kom jeg til at sidde og drikke rødvin hos en veninde i stedet for at iføre mig forklædet. Lidt dumt og meget typisk mig! Heldigvis var jeg landet hos min meget kreative veninde! Hun tegnede lige en oversize edderkop, som jeg kunne klippe ud og bruge som skabelon. At jeg så ikke er en logikkens mester skal ikke være nogen hemmelighed. Meningen var, at vi skulle fremstille en skabelon med et hul formet som en edderkop, som jeg kunne holde hen over kagen og drysse lakridskrymmel ned gennem. Smart!

Jeg gik selvfølgelig i gang med at klippe edderkoppen ud (!) – og ikke klippe hullet ud, som det var meningen. Ikke så smart! Havde altså ikke drukket SÅ meget rødvin, men min hjerne tænker åbenbart børnelogisk nogle gange. Efter en halv rulle tape og lidt assistance fra førnævnte veninde fik jeg lappet formen sammen og kunne fragte den hjem gennem Nørrebros dunkle gader. Det lignede mest af alt noget de små havde kreeret i vuggestuen, men jeg var fuld af tiltro til projektet!foto

Resultatet blev overraskende godt! Og nemt! (Hvis man altså ser bort fra det med klipningen..). Jeg er vild med nemme løsninger, der ser super godt ud. Det skal man ikke kimse af, når tiden er knap og der sidder et barn fast i hvert bukseben samtidig med, at man desperat forsøger at afkøle kage på rekordtid (tyve min. i fest-takeoff), røre glasur og holde form/drysse lakridskrymmel på en gang. Godt jeg har hele to hænder!

 

Sisyfos på overarbejde

Kender I følelsen af at løbe og løbe og ikke komme nogen vegne? At slide og slæbe uden at kunne se resultatet?

Når man får børn, følger der en masse praktisk arbejde med og når man så får 4 børn, følger der ekstremt meget praktisk arbejde med! 4 børn og 2 voksne producerer vildt meget rod, opvask, beskidt tøj og bare beskidt alt muligt alle mulige steder. Jeg forsøger ikke at vaske mere end nødvendigt – jeg vil jo gerne passe lidt på vores fine jord. Alligevel blev det vel til 4 vaske og 2 gange tørretrumbling på sådan en almindelig dag som i dag. 4 børn og 2 voksne (til de 4 børn) producerer åbenbart virkelig meget vasketøj. Der går selvfølgelig en del tøj på 2 blebørn, der smadrer mad ud over sig selv og os andre, når de spiser og 1 nyudklæket post-blebruger, der ikke altid liige når helt ud på toilettet. Det er ellers ikke, fordi vi har ret høje renhedsstandarter hjemme hos os. Ikke destomindre er en stor del af dagen gået med tøjsortering, vask, hænge til tørre/trumble, lægge sammen og lægge på plads. Nu kunne man så fristes til at tænke, at vasketøjssituationen var under kontrol, men et hurtigt blik rundt i lejligheden fortæller, at det bestemt ikke er tilfældet!

Det er med fare for at lyde som et brokkehoved, og det er faktisk ikke min intention, men nogle dage (ca. de fleste) går bare med at rydde op, finde mad frem og tilbage, vaske/tørre tøj, vaske/tørre børn, gøre overfladisk rent (vi når aldrig i bund) og slæbe mælk og havregryn hjem i mængder, som kunne affodre den kongelige livgarde et par uger. Vi køber aldrig under 4 poser havregryn og 8 l. mælk ad gangen. Der er altså tale om et massivt angreb af husligt arbejde i alle afskygninger, der på det nærmeste har overtaget mit liv – og dé der kender mig vil vide, at husligt arbejde kommer ind på min absolutte førsteplads, over ting jeg hader allermest at bruge min tid på.

Det er her, myten om Sisyfos sniger sig ind i mine tanker, og  jeg begynder at overveje, om Albert Camus havde ret i, at Sisyfos var en glad og lykkelig mand?

Jeg tvivler…! Føler ikke sjældent, at jeg knokler med at få den tunge sten op på bjerget for så at se den trille hele vejen ned igen. På den ene side er der noget rigtigt i, at hverdagens trummerum er der, hvor lykken findes. Den samme velkendte plade, der spilles igen og igen. På den anden side er det bare vildt frustrerende, at knokle dagen lang for så at konstatere, når aftenroen sænker sig, at der ser præcist ud som ved dagens begyndelse. Dvs. som om nogen havde sprunget BR i luften og tilsat en halv sandkasse og derefter krydret med noget, der ligner et kollegiekøkken. Så er det, mor bliver træt! – og begynder at stille spørgsmålstegn ved Sisyfos’ glæde og tilfredshed. Findes lykken virkelig i nytteløst slid og slæb! For når man sidder midt i suppedasen, føles det så absolut ikke altid som lykke!

Men ved nærmere eftertanke ville jeg jo ikke være det foruden. Det er jo en del af “børnepakken” at skabe rammerne for vores hjem, og det er faktisk ret så værdifuldt. Det er på mange måder rammerne i ens barndomshjem og den stemning der er i hjemmet, der former én som menneske. Det er lige nu – midt i rodebutikken – vi skaber barndomsminder for vores børn. I dét lys giver sisyfosmyten pludselig mere mening, og jeg ser en åbning for, at han måske var en lille smule glad i låget.

Der står i myten, at “Hvert granitkorn i stenen, hver glimtende mineralstump i bjergets mørke udgør en verden i sig selv. Kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.”. Og det er jo netop, når man dedikerer sig til dét man laver og finder værdi i den ‘verden’, man er en del af, at sisyfosarbejdet begynder at give mening.

Glæde og lykke hænger for mig at se ofte sammen med mening. Giver det du laver mening, er der også en chance for, at det gør dig glad. Det var lige lidt lommefilosofi, der måske kan give perspektiv, når man står midt i lortebleer, havregrød og uendelige mængder af vasketøj.

Elsker mandag!

IMG_1798

Som mor til 4 kan jeg godt nogle gange glæde mig lidt til det bliver mandag.

Jeg elsker at holde weekend med min dejlige familie, ingen tvivl om det! Men den ro, der sænker sig, når alle er fulgt til henholdsvis skole, børnehave og vuggestue, er altså ret fantastisk. God musik i ørene og duften af kaffe (og udsigten til at drikke den, før den bliver kold) er noget jeg virkelig sætter pris på sådan en mandag morgen som i dag.

Da dette er mit første blogindlæg, vil jeg lige præsentere min familie og mig selv.

Min familie består af Kristian, min kæreste, min allierede og verdens bedste far til vores børn. Vores ældste dreng er Hjalmar på 6 år. Hjalmar går i 0. klasse på den lokale folkeskole. Det er vildt at have et skolebarn! Sikkert noget jeg vil skrive mere om på et tidspunkt. Vores mellemste dreng Hubert er 3 år og går i børnehave. De to yngste er Bertil og Helga Marie på 18 mdr. De er tvillinger og går i vuggestue.
Jeg selv er 33 år, uddannet lærer og cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Siden Hubert blev født, har jeg været på barsel, været arbejdsløs tvillingegravid og igen været på barsel. Nu er Helga Marie og Bertil startet i vuggestue, og jeg skal finde vej ud af labyrinten.

Vi er 6 mennesker med 6 forskellige behov. Vi er en blandet flok af introverte og ekstroverte, rolige og larmene. Vi tager hensyn til hinanden og omverdenen i det omfang, det nu er muligt, men der bliver leget, løbet, hoppet, slåsset, grinet og råbt. Vi bor midt i Danmarks tættest befolkede område og vores familie fylder på mange måder ret meget i landskabet.  Tvillingeklapvogn, løbecykler, løbehjul og en råbende mor, der vil holde i hånd – og en 3 årig der ikke vil. Jeg føler ind i mellem, at vi er en omvandrende cirkusforestilling for andres dels medlidende, dels beundrende blikke. Den bedste beskrivelse er nok følelsen af at være en ‘elefantfamilie i en glasbutik’. Vi hygger os og elsker at være sammen, men kaos er en normaltilstand i vores familie. Det tilskriver jeg dels udviklingsmæssige faktorer (især hos de tre små!) som fx primat-hjernens overtag, voldsom lyststyrrelse, ekstreme følelsesudbrud, manglende evne til at vurdere egne fysiske udfoldelser osv. Og dels det faktum, at vi er dobbelt så mange børn som voksne. Kort fortalt er vi nok i virkeligheden bare en helt almindelig familie med 4 små børn.

Nå, men efter en dejlig weekend i familiens skød, er det altså de små ting i livet – som varm kaffe – jeg sætter pris på.

Min blog udspringer af alle de tanker, jeg gør mig – og har gjort mig – om familieliv, børneliv og den eksistensoprivende oplevelse det er at blive forældre både første, anden og tredje gang. Måske kan andre have interesse i at læse om mine tanker? Måske bliver bloggen blot til et lille arkiv, der samler og husker mine tanker.