Tag Archives: 4 Børn

Solidaritet…

IMG_3922Ret skal være ret, og jeg indrømmer blankt, at jeg nok var temmelig fordomsfuld omkring hele hjemmegående-segmentet, før jeg selv blev en del af det. Dette afspejlede også min meget langstrakte beslutningsproces omkring farvellet til vores fantastiske vuggestue. Nu har jeg været vaskeægte hjemmegående i snart 4 måneder, og egentlig har vi ikke blandet os så meget med andre hjemmepassede børn og deres forældre endnu, da jeg synes, vi har haft nok i vores eget selskab, og de fleste formiddage er gået med at crashe legepladser og nyde sensommeren. Derfor bygger dette indlæg på et relativt spinkelt grundlag og altså mest af alt på min egen tolkning af virkeligheden.

Det sidste stykke tid, har jeg været lidt mere opsøgende omkring andre hjemmegående og har via de sociale medier fundet nogle facebookgrupper, som jeg nysgerrigt har snuset lidt rundt i for at få indtryk af, hvad der rører sig ude hos mine ‘kollegaer’. Jeg har selvfølgelig også læst alt, hvad jeg har mødt på min vej af artikler om emnet, og jeg har heller ikke holdt mig for fin til at smuglytte lidt i krogene på byens legepladser 😉

Nu er det – helt selvvalgt – med alvorlig fare for at anbringe røven i klaskehøjde, at jeg skriver det følgende, men jeg lover, at jeg ikke skriver så meget som et eneste ord i en ond mening.

Jeg havde faktisk regnet med at få afkræftet mine fordomme, når jeg kom bag kulisserne i livet som hjemmegående, men de fora jeg har snuset rundt i indtil videre, bekræfter desværre mere end de afkræfter. I hvertfald de personer der råber højest…

Helt i overensstemmelse med mine fordomme fremstår nogle hjemmegående umådeligt selvforherligende og dømmende overfor andres knap så hjemmejuicede tilgang til familielivet. Jeg forsøger at have stor tolerance overfor mælkeforskrækkede, biodynamiske langtidsammere, der ’slynger’ deres 3-årige og samsover, til de bliver skilt af det. For min skyld kan folk gøre, som de vil, så længe børnene ikke tager skade af det.

Men!! Det får mig helt op i det røde felt, når selvsamme folk fremstår intolerente og usolidariske den anden vej rundt og sætter egen livsførelse op på en piedestal.

Særligt får jeg kvababbelse, når livsførelsen bliver over-idealistisk og de forskellige former for “parentinger“, jeg tidligere har skrevet om, bliver hevet op af hatten, som en manual man kan leve sit familieliv efter i drømmen om at gøre det perfekte. Når folk gør et statement ud af hjemmelivet og skilter lidt for meget med den rosenrøde udgave, som måske findes derude, men nok i de fleste tilfælde er mere nuanceret end som så.

Når der i legepladsernes kroge og på sociale medier lyder en nedrakning af institutionslivet fra hjemmegående (især) mødre, som måske ikke engang selv har erfaring med vuggestue eller børnehave, men har opsnappet et eller andet om, at institutioner er dårlige for børnene. Når, der klappes lidt for meget på egne skuldre over beslutningen om at gå hjemme, og når valget af hjemmelivet altid skildres lidt offeragtigt, som om omverdenen slet ikke har nogen forståelse og altid kritiserer. Min egen oplevelse er i hvert fald helt anderledes! Folk, jeg møder på min vej, synes, det er både modigt, beundringsværdigt og fedt, at jeg gør det. I hvert fald de fleste.

Jeg er selv glad for min prioritering om at gå hjemme, og jeg har det godt med at bruge min tid på at være sammen med ungerne, men havde virkeligheden set anderledes ud for vores familie (havde vi fx knap så mange små børn…), havde jeg sandsynligvis ikke truffet samme valg. Faktisk synes jeg, mine børn har fået så meget guld med fra deres respektive vuggestueliv, at det er helt rørende.

Jeg kan give Bertil og Helga Marie bunker af nærvær, kærlighed, tryghed og ro i hverdagen, men jeg kan ikke give dem samme oplevelse af at være del af det fællesskab, der er i en vuggestuegruppe og de venskaber, det medfører. Jeg kan heller ikke præstere den pædagogiske professionalisme vi har oplevet, som en gave for børnene i vores institutioner. Af samme grund går Hubert også i børnehave og Hjalmar på fritidshjem, selvom jeg går herhjemme. Det er et positivt tilvalg. Jeg savner vores vuggestue, og jeg tror egentlig også Bertil og Helga Marie gør, selvom vi alle trives med hjemmelivet. Det er to forskellige verdener, som begge indeholder en masse godt.

Som jeg skrev i starten bygger min oplevelse af ‘hjemmelivet’ på et ret spinkelt grundlag, og selvfølgelig findes der masser af hjemmegående derude, som kan afkræfte mine fordomme! Jeg kender heldigvis et par stykker, – men har derudover desværre ikke mødt så mange endnu…

I virkeligheden tror jeg, det er den selvforherligende glansbilledagtige fremstilling, jeg bliver gul og grøn af. Og måske især af den indbyggede fordømmelse, der implicit ligger deri. Tænk, hvis vi, med vores forskellige måder at indrette familielivet på, kunne inspirere hinanden i stedet for at slå hinanden i hovedet og hævde vores egne valg. I stedet for at stræbe efter at vise det perfekte billede kunne vi dyrke noget så old school som solidaritet og støtte hindanden som kvinder/mødre (og nogle få fædre..) i det her fantastiske samfund, der emmer af muligheder og værdier – men dermed også af svære valg. Vi kunne stå skulder ved skulder og støtte hindandens beslutninger i tillid til, at den enkelte familie prioriterede efter egne værdier og muligheder og så bakke op! Er jeg naiv?

Jeg har lyst til at komme med en lille plat anekdote til eksempel…

Jeg er en pige fra landet (ok, landsby, men hvad pokker!). Jeg er vokset op i noget af den reneste og mest friske luft vi kan præstere i det her land og i de fredeligste, roligste, mest tryge omgivelser, man kan tænke sig. På landet i 80’erne og 90’erne drak vi spandevis af ægte komælk! Det er måske noget med den sociale arv, men mine børn elsker også mælk og drikker det i rigelige mængder (+ 16 l./ugen…). Pointen nærmer sig!

Mælk er blevet en religion og fred være med det… Forleden efterspurgte en hjemmegående mor i en af føromtalte facebookgrupper nogle legekammerater, hvilket jo var både en god idé og vel også et af formålene med sådan en gruppe. Men! Så begyndte hun at liste op, hvilke spise- og drikkeideologier hun og hendes børn levede efter og hvilke yoga- og coachuddannelser, hun var i besidelse af… Det er altså i min verden forholdsvist irrelevant, når sigtet er at finde legekammerater. For min skyld kan ungernes venner drikke mandelmælk eller spise Kinder mælkesnitter, de kan jo være lige gode legekammerater uanset?! Jeg fik en smule lyst til at avertere efter legekammerater med et opslag a la: “Forholdsvis konventionel, delvis økologisk, ko-mælkedrikkende, sukker- og hvedespisende, relativ normal gennemsnitsfamilie søger legekammerater!” Det er ikke for at hænge den pågældende kvinde ud, da hun sikkert i bedste mening har søgt ligesindede, men jeg synes altså, det er ret heftigt – og stigmatiserende!

Ok, jeg er måske ved at miste sporet. Jeg er vist dybest set bare frustreret over, at vi ikke bare kan leve vores familieliv og lade være med at gøre alt til et projekt, der skal manifesteres for omverden! Jeg ved godt, de fleste familier lever deres liv et sted i mellem parfumeret skyldemiddel og biodynamisk quinoa, men det er som regel ikke dem, der råber højest og det kan godt være lidt anstrengende.

Egentlig vil jeg bare gerne bidrage med min version af livet som hjemmegående.

Jeg er uden tvivl glad for hjemmelivet, som dog også virkelig trækker tænder ud(!), ligesom alle mulige andre familieliv sikkert gør nogle gange. Vores beslutning er (helt uromantisk) mest af alt en pragmatisk beslutning, fordi vi har mange små børn, der skal dele vores tid og opmærksomhed. Ikke nogen overdreven idealisme eller langtidsamning, vi er heller ikke selvforsynende fra egen vindueskarm eller vasker vores tøj med nøddeskaller. Vi er bare en helt almindelig familie, der skal have puslespillet til at gå op, så alle er glade. Ikke så meget pis.

 

Fredagsforudsigelighed

Det var benhårdt at komme hejm til hverdagen efter sidste weekends ophold i paradis, og det er ikke nogen hemmelighed, at lige så vidunderligt jeg synes, hjemefamilielivet med 4 børn er, lige så hårdt og anstrengende kan det også være!

Der er dage, hvor konflikterne, allerede inden solen står op, vælter ind fra alle sider, hvor jeg kigger på uret og konstaterer, at det kun er halvandet minut siden, jeg kiggede sidst – og at klokken stadig ikke har passeret 8.00. Hvor børnestemmer, der leger, råber, skriger, synger i kombination med scootere, kæpheste og dukkevogne, der fræser over gulvet, samt legetøj med diverse lyde præsterer et støjniveau, der får en klassisk kollegiefest til at lyde som stille meditationsmusik.

De dage er mit overskud i underskud, og det kan være svært at se den helt store fidus i hjemmelivets glæder, når jeg mest af alt har lyst til at være helt, helt alene. De dage kan jeg næsten blive en lille smule misundelig på Kristians cykeltur til og fra arbejde, som principielt giver ham 2 gange 15 minutters alenetid om dagen… Nuvel, lidt småligt måske, men når udmattelsen indtager både kroppen og hovedet, tager irrationaliteten over.

Noget, der især kan køre mig træt, er, når ungerne hiver i mig allesammen på een gang. Det sker ca. hele tiden med undtagelse af, når de sover eller er ude af huset. Det kan virkelig få min hjerne til at nærme sig et kollaps, når alle snakker (højt for at blive hørt) i munden på hinanden og ordet “moar” lyder hvert andet sekund. Vi arbejder ret ihærdigt på at give plads til hinanden, så alle ordene ikke bare drukner og forsvinder ud i håbløshedens intethed – det er svært, når halvdelen af familien stadig ikke kan se ud over egne behov, og resten retfærdigvist nok også gerne vil have lidt taletid en gang i mellem…

De fleste i vores familie er ironisk nok ret lydfølsomme, og det resulterer ofte i, at nogen sidder og holder sig for ørene eller ifører sig de høreværn, jeg, som en sand kærlighedserklæring, fik i morsdagsgave. Når alle hiver i mig og vil snakke, have hjælp til alt mellem himmel og jord, spilder mælk ud over bordet, der flyder med tegnegrej, vil høre min mening om et eller andet med Starwars, vil bygge lego efter en manual, der er væk og klodserne er spredt ud over hele lejligheden, skal skiftes, skal have plaster på knæet – og så oveni købet også forventer aftensmad og rent tøj på hylderne, så indtager utilstrækkeligheden min krop og min hjerne. Utilstrækkeligheden som åbenbart er et vilkår, uanset hvor meget jeg gør og hvordan jeg prioriterer. Hvor ville jeg dog virkelig gerne kunne dele mig i fire nogle gange!

Det er på de tidspunkter, overskudet bliver ædt af underskud, og jeg kommer til at undres over, at jeg ganske frivilligt har valgt at lænke mig til de fire vægge, der danner ramme om vores dejlige hjem (som i situationen kan føles som et fængsel).

Men så er der jo heldigvis også alle de andre tidspunkter! Som fx i går da vi flyttede Helga Marie og Bertils senge ind på Hjalmar og Huberts værelse, så hele kuldet nu deler værelse. Jeg havde nok regnet med protester fra de store, hvilket egentlig ville være helt fair, men i stedet blev de alle sammen vildt glade og syntes, det var verdens hyggeligste ide.

Eller i dag, hvor Bertil og Helga Marie lavede puslespil, mens jeg lagde vasketøj sammen og de selvfølgelig ville have det samme puslespil. I stedet for at skrige om kap eller hamre hinanden i hovedet lavede de da bare puslespillet sammen, mens de sad og hyggesludrede om, hvor brikkerne skulle være.

Eller da vi lavede formiddagsdisko og de små gav den gas på dansegulvet med deres små, bløde, rytmiske kroppe, mens de ’sang med’.

Eller da de små stod op fra middageluren og var helt putteagtige, og vi bare sad sammen så længe vi orkede, mens de vågnede op stille og roligt.

Eller de tusinde andre små og store øjeblikke i løbet af en dag…

Egentlig er det jo fuldstændig fantastisk at være så meget sammen med de små, ligesom det er præcist lige så fantastisk at have fire dejlige unger – det er også bare virkelig hårdt arbejde!

Nu venter fredag aften til gengæld lige om hjørnet, og min eneste plan er at sænke mig ned i sofaen omgivet af børn med et stort glas rødvin i hånden. Fredagsforudsigelighed er en god ting 🙂

Søndagstræt

I skrivende stund krydser jeg landet på den smukkeste sensommeraften. Det er ufatteligt, at sommeren går på hæld allerede og jeg sidder og bliver helt sentimental over sammensuriet af det gule høstlandskabet, der suser forbi og glæden over at sidde her med min helt egen familie (dvs. Hjalmar kører med min søster, da vi ikke har plads til alle mand i den bil, vi har været så heldige at få lov at låne, så familien er ikke helt fuldkommen).

Weekenden har vi tilbragt sammen med de Jydske rødder, da vi har været til familiefest med mine fætre, kusiner og deres børnerige familier. Det vrimlede med små og store børn, der legede på kryds og tværs og det var altså bare skønt!

I dag nåede vi at have en dag i sommerhuset med ren afslapning i haven og sol på himlen – det er som altid balsam for sjælen!

Sidste uge løb næsten hurtigere, end jeg kunne nå at følge med til, da Kristian var på lejrtur med skolen hele ugen og jeg derfor var alene på skansen. Jeg havde hidkaldt to superassistenter i form af mine forældre, til at hjælpe mig med at holde orden i geledderne og hygge lidt op om hverdagen med den bortrejste Far.

Ugen var heldigvis god for alle, og det er hyggeligt at lukke børnenes bedsteforældre ind i hverdagen. Når afstanden er stor, er det netop det, vi savner nogle gange.

Jeg skal ærligt indrømme, at hjælpen var kærkommen og virkelig værdsat! Jeg indrømmer også gerne, at jeg er glad for, det ikke er hver dag, jeg er alenemor til den flok, jeg selv har været med til at skabe. Der er bare meget at holde styr på og mange ting at gøre hele tiden i vores familie. Men alt i alt var ugen rigtig god!

Mørket har sænket sig omkring bilen, og ungerne er efterhånden ved at falde til ro. Den første halve time af vores tur gennem landet var rolig (mens jeg startede dette indlæg), de næste tre timer holdt vores tre overtrætte yngste koncert på skift med hyl og skrig i alle afskygninger, mens mit trætte nervesystem blev mere og mere udfordret. Endelig gav de op…

Nu venter endnu en god times tid i bilen, hverdagen og sommerens afslutning lige om hjørnet.

 

 

 

Dagene flyver

IMG_4312Dagene flyver, og jeg gør hvad jeg kan for at følge med..

I går var jeg alene på skansen hele dagen og måtte udnytte hver en stund for strategisk at komme dagen i forkøbet og være sikker på korthuset ikke væltede for mig. I praksis betød det fx at lave aftensmad og pakke fodboldtaske (yndlingsonsdag!) mens de små sov. At udnytte de små pauser. Jeg kan huske, hvordan det for alvor gik op for mig, da vi fik Helga Marie og Bertil, hvor meget man egentlig kan nå i de små pauser, dagen naturligt bringer. Fx når havregrøden laver sig selv i mikroovnen, mens man når at tømme opvaskemaskinen eller lægge en halv omgang vasketøj sammen. Det er effektivt, men også hårdt, hele tiden at optimere. Sådan forløb det meste af dagen i går.

Dagen gik slag i slag med legeplads, madlavning, besøg af Søster og lækker babykusine (mums hun er sød!), hentning af de store, fodboldtræning (bliver aldrig min yndlings med 4 børn under armen), aftensmad, vendespil og godnathistorier – og selvfølgelig 10 bleskift 🙂 Foruden alt det praktiske, som man jo kan planlægge sig ud af, kom alle spørgsmålene, konflikterne, diskusionerne, de forsvundne bamser og sutter, de mange væltede glas osv. I det hele taget er der bare konstant noget at forholde sig til, når man er alene med børnene. Det var en fin dag, men jeg priser mig lykkelig for, at det ikke er hver dag, jeg er alene med kuldet.

I dag er anderledes rolig og tempoet lavt. Bertil, Helga Marie og jeg benyttede os endnu engang af det fatastiske sensommervejr og brugte formiddagen på at udforske en for os ukendt legeplads. Der er virkelig mange jeg ikke kender – men jeg er selvfølgelig heller ikke kendt som den store legepladsfan

Bortset fra det, så er det virkelig sjovt at være sammen med krudtuglerne hele tiden, og jeg synes allerede jeg kender mange flere sider af deres små personligheder end tidligere. Det er dejligt at have rigtig god tid til at betragte dem både hver især og sammen. De tager indimellem nogle ret heftige slåskampe, og i går fik Bertil da også lige et tandstempel i sin buttede hånd, men langt størstedelen af tiden er de bedste venner, og de holder hele tiden øje med hinanden. Selvom de leger i hver sin ende af en legeplads, har de hinanden på kornet og de er hurtige til at komme hinanden til undsætning, hvis der er optræk til ballade. Det er da sødt! De har også mange indforståede grineflip, hvor man bare står uforstående udenfor cirklen med et hjerte der smelter.

Om lidt overlader jeg hele butikken til ungernes fantastiske far og smutter en tur i byen 🙂

Sol og skolestart

IMG_4239Tænk at ligge på et tæppe i solen og nyde livet i Kgs. Have, mens Bertil og Helga Marie sødt sover middagslur i skyggen under et træ. Det er vist unødvendigt at fortælle, at jeg er godt tilfreds med mit nye arbejdsliv på en dag som denne! Stille og rolig morgen derhjemme, leg på legepladsen i Kgs. Have og frokost i det grønne. Senere skal vi se Marionetteaterets forestilling ‘Lille Pip’ sammen med min veninde og hendes to børn. Alt i alt en ret skøn arbejdsdag 🙂

Ugen, der nu snart er slut, er gået hurtigt! Hjalmar startede i 1. klasse i mandags, med alt hvad det indebærer af nye lærere, nye fag og nye krav…
Kristian og jeg (og Bertil og Helga Marie) fulgte ham i skole den første dag, og da vi stod dér skulder ved skulder og smilede sammen med de andre forældre rundt om i det lille old school københavner klasselokale, (bygget til en skoleform, der herskede i fordums tid), kunne jeg mærke, at det faktisk er noget ret særligt at starte i 1. klasse. Selvfølgelig var det sidste år, at han sådan rigtig begyndte i skole med flagallé og balloner og hele pivtøjet, men alligevel er det i år skolelivet for alvor går løs. Lærerne var rigtig søde, klasselokalet hyggeligt og kammeraterne lige så skønne som sidste år, så mavefornemmelsen var god, mens jeg nostalgisk stod og kiggede på min store dreng.

Da jeg selv startede i 1. klasse tilbage i 1987, var det på en lille landsbyskole med lige under 100 elever. Vi var 6 elever i min klasse og havde, så vidt jeg husker fri til middag alle dage. Alle elever sang morgensang sammen hver morgen, og vi gik i hjemmesyet joggingtøj. Min far var lærer på skolen, og jeg kendte derfor de fleste af lærerne på forhånd. Det var på alle måder en tryg og stille og rolig start på et langt uddannelsesliv. Selvom det er ved at være nogle år siden, kan jeg alligevel godt huske, hvordan sommerfuglene fløj rundt i maven på mig og hvordan følelsen af at gå ind i et ukendt land sad i kroppen.

Hjalmars skolestart på en stor storbyskole med en lille skolegård i hjertet af Nørrebro er på alle måder forskellig fra min egen skolestart, men den er fuldstændig lige så tryg for både Hjalmar og for mig. Sommerfuglene i maven første skoledag er nok nogenlunde de samme som dengang…

Jeg er spændt på at lægge barn til “den nye” folkeskole, og jeg vil ikke lyve om min skepsis i forhold til den omstridte reform, men jeg glæder mig til forhåbentlig(!) at blive positivt overrasket over, hvordan de mange krav og de lange dage skal løbe af stablen…

Hjalmar fortæller ivrigt om skolen, og han har haft en fantastisk første uge – og det er jo uden tvivl det vigtigste!

….

Det er nogle timer siden, jeg lå i solen og startede mit lille indlæg, men jeg må lige komme med en anbefaling af “Lille Pip”. Det lille halvtimes dukketeaterstykke var rigtig fint og både mine to 2 årige og min venindes snart 3 og 5 årige var opslugte! De spiller de fleste dage ,og det er for free 😉 Så hvis du befinder dig i hovedstadsområdet, kan jeg virkelig anbefale, at du tager familien under armen og sætter kursen mod Kgs. Have.

Hverdag igen

IMG_4176Vores nye hverdag er skudt i gang, og jeg er glad for, ferien gjorde overgangen flydende 🙂

Det har været intenst at være sammen alle 6 i 4 uger, hvor mange forskellige behov skulle tilgodeses på samme tid. Det kræver til tider en ret stor tålmodighed, men hold da op hvor har det bare været skønt!

Jeg synes, det lykkedes os at lave en nogenlunde balance i mellem forventninger og virkelighed, og det giver en god følelse af, at vi kender os selv som familie efterhånden. Det er noget med at opveje for lidt og for meget og prioritere forskellige behov på de rigtige tidspunkter.

Personligt kunne jeg godt have drømt om en ferie i sydens sol og saltvand med en stak bøger og kolde drinks i solnedgangen. Men med 4 børn under armen ville det nok alligevel ikke helt matche mine drømme, så vi gemmer krudtet til en anden gang 😉

I feriens slutning blev vi beriget med en lille kusine, og det er altså bare fantastisk! Hun er selvfølgelig super sød og virkelig dejlig, og så er det bare noget helt særligt at holde et helt lille barn i sine arme. Den lille bløde krop og de instinktive små bevægelser minder mig altid om, hvor skrøbeligt livet er men på samme tid også om, hvor stærke vi mennesker er. Jeg har det ligesom Hubert, da han så hende første gang og udbrød: “Hvor er hun nuttet! Jeg har bare lyst til at snuppe hende!” Eftersom jeg egentlig synes, vi har nok at se til med 4 stk., så nøjes vi med at komme forbi og låne hende lidt. Det er en fantastisk ordning!

I morges, da vi havde vinket farvel til Kristian, Hubert og Hjalmar, smuttede vi ud i det blå og nød formiddagen ude i sommervejret. Det føltes godt at cykle afsted med Bertil og Helga Marie og bare gøre, hvad vi havde lyst til. Bertil skrålede en hjemmedigtet melodi for fuld hals og alle, der cyklede forbi os vendte hovederne og smilede. Det er altså et ret hyggeligt job, jeg har fået mig 😉

 

 

Sommervarme…

IMG_3969

Linoleumstryk lavet af Kristian, min søde kæreste.

50 % af kuldet er sendt på ferie hos farmor og farfar et par dage, og vi har derfor (næsten) frie hænder. Dengang vi ‘kun’ havde Hjalmar og Hubert, synes vi virkelig, at vi havde hænderne fulde, men nu er 2 børn jo nærmest ren luksus. Det er provokerende at skrive – men det er rigtigt… Altså for at være helt ærlig, så savner jeg faktisk de to store energibundter, men tanken om, at de bliver forkælet hos farmor og farfar, der ovenikøbet har al tid i verden til at snakke og være der for dem, giver mig ro i sjælen til at nyde at kunne koncentrere mig om de to små.

Da bilen med to ferieklare unger på bagsædet var drejet om hjørnet i går og Bertil var trøstet, fordi han blev så ked af, at de store kørte, trillede vi klapvognen mod det Københavnske sommeraftenliv. Vi spiste tacos i Torvehallerne og gik aftentur i H.C Ørstedsparken. Da Bertil og Helga Marie var trætte af at løbe op og ned af bakker og charme skatere, gik de omkuld i vognen. Vi greb den sjælne mulighed og tog et glas vin i aftensolen, inden vi slentrede nordpå igen. På hjemvejen gjorde vi stop hos en af Nørrebros bedste isbarer (der er virkelig mange gode!) og fik tanket to go dessert til sofaen. Alt i alt en perfekt start på et par dage med halveret børneskare!

I dag bød morgenen på idyllisk feriehygge og mens jeg havde travlt med at lægge planer for, hvordan vores ekstra overskud skulle forvaltes og udrede de mange muligheder, der lå foran vores fødder, opdagede vi pludselig, at Helga Marie var brændende varm. 40,8 viste termometeret, og tanken om dehydrering og feberkramper fik mig til at gå lidt i panik! Heldigvis bevarede Kristian roen, og efter en snak med lægen faldt jeg også ned i takt med, at panodilen slog feberen ned. Farvel til det ekstra overskud og diverse udflugter og goddag til en omgang sløj hjemmehygge.

Selvom det er virkelig synd for Helga og laver rav i alle mine planer, så passer det egentlig meget fint, at det er nu hun er syg, for det er trods alt nemmere at være der for hende, når de to store storebrødre ikke er hjemme og skal have deres del af kagen. Bertil hjælper til så godt han kan og finder bamser og klapper sin søster opmuntrende på ryggen. Deres omsorg for hinanden er bare så rørende! Når det er sagt, så er det tydeligt, at han soler sig i den ekstra opmærksomhed, vi trods alt kan give ham, og jo mere vores øjne er rettet mod ham jo frækkere bliver han… Han laver ballade og charmer os det bedste, han har lært.

Her til aften legede Bertil og Helga Marie ‘telefon’, og jeg kan altså ikke løbe fra den lille tåre, der trillede ud af min øjenkrog, da jeg kunne høre, det var Marmar (Hjalmar) og Bubert (Hubert) de ringede til…

 

Ferie ferie ferie

IMG_3958Ferien er i fuld gang, og vi daser bare rundt og nyder sommervejret herhjemme. Nogle dage er gården stegende varm og fuld af liv, og de dage er gået med leg i vores lille badebassin, vandkampe og ellers med at forsøge at lave så lidt som muligt. Det er lykkedes mig at læse en bog for første gang, siden de to sidstankomne for alvor satte fut i familielivet. Det var skønt!! Jeg har læst en del faglitteratur de sidste par år, men har, af en eller anden underlig grund, ikke kunnet samle min koncentration om at leve mig ind i et fiktivt univers.  Det er altså noget, jeg har savnet!

Vi har kombineret driverlivet med en del ture ud af huset og har især fået tanket sjælene op med en masse god musik. Copenhagen Jazzfestival er nu desværre slut efter at have fyldt byen med musik i en god uges tid, og det er rent faktisk lykkedes os at se en del forskellig jazz.

Jazzfestivalen er et af sommerens højdepunkter og de første par år, mens Hjalmar stadig kunne proppes ned i en barnevogn, slæbte vi ham rundt og hørte musik og sugede stemningen til os, mens han lyttede med eller sov… Efterhånden som flokken er vokset og de forskellige behov er blevet flere, er koncerterne desværre blevet færre. Tidligere rimede jazzfestival på øl, masser af musik, flere øl og dage, der blev til nat og endte på La Fontaine og jeg troede ikke, det kunne være anderledes. Men det er gået op for mig, at jazzfestival faktisk er uhyre børnevenligt og en alletiders mulighed for at præsentere ungerne for en masse forskelligt musik. Der er både et hav af børnejazzarangementer, og så er der mange friluftskoncerter, som går godt i spænd med madpakker og fri leg. Jeg kan mærke, det føles godt, når de store børn kan kende en kontrabas fra en trækbasun og til en af koncerterne, så vi Hugo Rasmussen fyre den af på bassen, og Hjalmar udbrød: “Mor, det er ham Hugo, vi så sidste år! Han er altså bare fuld af jazz!”

Forleden aften overlod Kristian og jeg ungerne i vores supernannys varetægt og tog ud i det blå. Vi hørte en uforglemmelig koncert, og ungerne havde hygget sig helt vildt! Genial kombi 😉

Som tilgift har jazzfestivallen givet os vores helt eget husorkester, “Rockbandrock”, som består af Hjalmar på gammel rockguitar fra loftet og Hubert på hjemmekombineret trommesæt. Deres stil kan beskrives som spontan, idet de komponerer undervejs, mens de spiller og forholdsvis larmende! Jeg synes, det er både fantastisk og enormt dejligt, men jeg er ikke helt sikker på, naboerne deler min entusiasme…

For mig er sommerferie som regel noget med at være rigtig meget i Jylland og ikke særlig meget hjemme. Det er ved at være en del år siden, vi har været ude at rejse, for vi har jo de sidste 4 år enten haft familieforøgelse eller 1 årige om sommeren og derfor ikke rigtig orket noget, der involverede for meget hurlumhej. Det har passet os fint, for vi elsker egentlig at være i Danmark om sommeren.

Sidste år var vi Klitmøller i 2 uger, og dagene gik med at koordinere søvn, måltider og så ellers forsøge at nyde sommeren ind i mellem. Det var lidt heftigt med tre børn, der sov middagslur sammenlagt 5 gange i løbet af dagen og derfor sjældent var vågne på samme tid til måltiderne. I år er det helt anderledes, og det giver en masse muligheder.

I år har vi været indtil videre været hjemme på Nørrebro, og det er nyt for mig! Det er lidt en kunst at holde ferie hjemme for bunkerne af usorterede ting, rod og vasketøj, er der jo stadig… Jeg har haft en del forestillinger om, hvad vi skulle, og hvordan vi skulle bruge byen i sommerferie, men som med alle mulige andre ting stemmer fantasi og virkelighed sjældent helt overens. Jeg havde glemt lidt at tage højde for mængden af små børn i vores familie, hvilket især spiller en ret stor rolle, når vi skal ud af døren. Hvis vi skal på udflugt, der involverer madpakke, pusletaske osv. tager det mellem halvanden og to timer at komme ud af døren, fra vi har sagt go’ og til vi kommer afsted. Det kan godt være lidt frustrerende indimellem, og så er vi jo også afhængige af den der middagslur.

Den helt store forskel består nok i virkeligheden i, at jo mere ‘frihed’ vi føler, jo mere frihed ønsker vi. Mere vil som bekendt have mere… Sådan er det jo med så mange ting og altså også med sommerferien.

Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er meget nemmere nu, hvor de små er blevet to år og det korte og korrekte svar er JO! Det er da uden tvivl blevet nemmere i forhold til alt det praktiske og efterhånden, som de kan klare mange flere ting selv og så småt udskyde deres behov en (meget) lille smule. Men jeg må også erkende, at i takt med at presset er lettet lidt, så trænger frihedstrangen sig på. Igen er vi tilbage ved ‘mere vil have mere’-følelsen. Det er en kunst i familielivet, at acceptere tingenes tilstand og på en måde var det nemmere for mig, da jeg sad med to babyer i favnen og skulle få dobbeltamning til at gå op med bleskift på en to-årig og højtlæsning for en fem-årig. Dén situation levnede helt tydeligt ikke plads til andet, end at få tingene til at glide efter bedste evne, og så længe vi blev inde i boblen var det faktisk helt okay. Men nu, hvor mulighederne ligger foran os på en helt anden måde, kan det være svært at acceptere de begrænsninger, vi trods alt stadig føler. Giver det mening?

I tanken er fx en familieudflugt i Tivoli en virkelig god ide, men i praksis tager det to timer at komme ud af døren med utålmodige børn, en varm, overfyldt bustur at komme frem, og derefter venter en masse ventetid for de små, uenighed om hvad der skal prøves, plageri om alt fra bamser til candyfloss og endelig skal en eller anden nok tisse i bukserne. En potentiel konfliktfuld dag i en menneskemyldrende forlystelsespark. Men jo! Sidste år ville det have været endnu værre (vi ved det – for vi var i Legoland…) og næste år bliver det måske endnu nemmere…

Alt i alt går det godt med hjemmeferien og ungerne hygger sig helt vildt! Tivoli venter til en dag, de to små kan blive passet og vi finder i stedet på andre udflugter og projekter i gården. Vi får set en masse søde mennesker, har lavet rollespilsvåben og i dag har vi slået telt op i gården. Nogle gange skal der ikke mere til 🙂 Vi kan dog alle mand mærke Vesterhavet trække i os og glæder os til at stikke kursen vestover i løbet af nogle dage…

Det er ferie, det er sommer og det er skønt!

IMG_3959

Det indre pendul

IMG_3815En følelsesladet afsked med vuggestuen er overstået, og livet som hjemmemor med Helga Marie og Bertil er skudt igang. Jeg græd som pisket, da jeg krammede vuggestuen farvel og takkede de søde mennesker for at have passet så godt på alle vores børn gennem de sidste 6 år.

Inden min nye hverdag for alvor træder i kraft, har vi alle 6 sommerferie, så selvom jeg på papiret blev dagplejemor fra d. 1/7 ,er det en lidt flydende overgang. Det passer mig rigtig godt, at tingene sker lidt langsomt, så jeg kan nå at indstille og omstille mig. Jeg tillader mig at tærske langhalm på emnet endnu engang og lader mine tanker komme ud gennem fingrene…

Selvom det burde være det mest naturlige i verden at være sammen med sine egne børn, så kræver det alligevel lidt at foretage det gearskifte, der er nødvendigt for at gå hjemme. Tempoet er et andet, end jeg er vant til, og selvom jeg selv sætter dagsordenen og bestemmer over vores hverdag, så skal stort set alt jo være på Bertil og Helga Maries præmisser. Fordybelsen i en regnorm eller andet spændende kan godt kræve en tålmodighed, der kan være svær at finde, og så er der tankerne om alt det, man liiige synes man kan nå… som man nok gør klogt i at skyde en hvid pil efter! Det bliver helt sikkert udfordrende for mig, men samtidig bliver det også fantastisk at være med på første parket i deres hverdag og være der, når de vågner efter middagsluren hver eneste dag.

Omverdenens reaktioner på mit nye ‘job’ har været ret forskellige og spænder fra dem, der synes, det lyder helt fantastisk til dem, der synes, det lyder dødsygt og slet ikke kan forstå jeg ‘orker’ det. Jeg har selv haft en indre dialog kørende og svinget som et pendul mellem de to poler. Jeg er kommet frem til, at det dybest set ikke handler så meget om mig og mit behov. Mange hjemmegående, der udtaler sig til medierne, tager udgangspunkt i deres behov for at være tæt på og være sammen med deres børn. Jeg forstår godt denne vinkel og har stor respekt for den, men jeg har svært ved selv at mærke det der ubetingede behov. Jeg har altid haft det fint med, at vores børn kom i vuggestue fra de var ca. 1 år.

Vores beslutning handler hovedsageligt om familiens behov. Vi har behov for at træde ud af hamsterhjulet og skabe så meget ro, som det er muligt i vores hverdag, ellers bliver det for hektisk til, at vi kan følge med på en måde, vi synes, er god for familien. Hvad jeg har lyst til er på en måde mere sekundært. Jeg forsøger ikke at indtage en eller anden opofrende rolle og kaste alt til side for mine børns skyld, tværtimod, men jeg er nødt til at steppe op og forsøge at handle i overensstemmelse med, hvad jeg ser som det rigtige i vores situation og for vores families trivsel. Det er jo dybest set også at prioritere mig selv, bare på en anden og mere langsigtet måde 😉

Jeg synes noget af det sværeste ved at være forældre, er den konstante tilpasning af mine egne behov, så de kan matche med familiens behov, og jeg har på fornemmelsen, at mange andre har det på samme måde. Vores kulturelle kontekst er enormt individfokuseret og i det øjeblik man bliver forældre, smelter man sammen med nogle andre mennesker og kan ikke løsrive sine egne behov fra flokken 100 %. Det er ikke altid nemt og vores beslutning om, at jeg skal være herhjemme for en tid, er egentlig bare en udløber af dette. Den bygger ikke på noget vanvittigt idealistisk, men på grundige og pragmatiske overvejelser.

Min Bedstemor på 90 år er en af dem, der synes, det er en rigitg god ide, at jeg skal have Bertil og Helga Marie hjemme, og selvom vi er fra vidt forskellige generationer, så lytter jeg med ærefrygt til hendes ord. Hun ved, hvad hun snakker om, for hun er klog og har også selv haft 4 børn rendende om benene engang. Hun har gang på gang forsikret mig om, at jeg aldrig vil fortryde den tid, jeg tilbringer sammen med mine børn og jeg ved hun får ret. På de dage (for jeg er ret sikker på, de nok skal komme), hvor jeg synes, det er hårdt at være hjemmemor, og hvor jeg får kuller af vasketøj, duplo og torskerogn, vil jeg tænke på hende og hendes liv som hjemmemor for 50 år siden. Man kan selvfølgelig ikke sammenligne de to situationer på nogen måde, men alligevel…

 

 

Dengang da jeg var lille…

IMG_3189“Dengang jeg var lille…” er en sætning, vi hører mange gange om dagen herhjemme. Den store anekdotefortæller er Hubert på 4 år… Hubert fortæller om ting, han har gjort, smagt, prøvet, da han var lille, og en dag supplerede han anekdoten med en fortælling, der faktisk var på grænsen til at være en kende spooky. Han fortalte om dengang, han var en gammel mand og boede i New York og havde skæg. Som han sagde – “altså det var før, jeg blev født og blev en lille dreng…”. Nu er jeg et temmelig rationelt menneske, men det var altså lidt spøjst!

Alle “dengng jeg var lille” -historierne har fået mig til at fortælle historier fra min barndom i 80’erne – som ungerne synes var i virkelig gamle dage! Og det kan altså klart anbefales!

De mange tilbageblik bekræfter mig i det svimlende ansvar, det er at have børn og i, hvor fundamental betydning barndommen har. Det kan virkelig være skræmmende, at tænke på…! Da jeg gik til efterfødselsgymnastik med tvillingerne havde vi en underviser, der dryssede små guldkorn ud over os. Det var til tider lettere kaotisk med 10 mødre og 20 børn, der knoklede med trætte kroppe, dobbeltamninger, babybøvser osv., så nogle af guldkornene gik nok tabt. Men jeg kan huske, at noget af det hun talte om, var stemningen i familien. Hun gav os det råd at sænke ambitionerne generelt, men huske at stemningen, er de voksnes ansvar. Jeg synes, det er et fint guldkorn! Og når jeg tænker tilbage på min egen barndom er stemningen faktisk noget af det jeg husker tydeligt – og den var heldigvis god 🙂

Det er dog ikke altid nemt, at påtage sig ansvaret for den gode stemning! Fx her til aften, hvor vi kom hjem efter en udvidet fodboldtræning som endte i pizza og leg på legepladsen. Det var en skøn eftermiddag med sol, glade børn, søde fodboldforældre og fryd og idyl. Lige til vi kom ind af døren en halv time over sengetid med 4 trætte unger. Efter alle pædagogiske metoder, jeg kender, var afprøvet uden held, måtte jeg finde min indre Oberst Hackel frem for at få styr på geleddet. Det kan godt være obersten blev lidt for kommanderende ved dagens slutning, men alt i alt var dagen fuld af liv, god stemning – og mulige minder.