Tag Archives: 4 Børn

En febervarm, råkold decemberdag

Da jeg slog øjnene op i morges kunne jeg ikke på nogen måde se, hvordan i himmelens navn jeg skulle komme igennem denne råkolde decemberdag.

Allerede i går havde den cirkulerende vinterforkølelse, der huserer i vores familie godt og grundigt fat i mig. Natten var febervarm og gik dels med at vende og dreje mig og dels med at trøste vågent barn med vokseværk, hente varmedunke og massere ben.

Hen på morgenen fik jeg lov at tage en meget tiltrængt tur til drømmeland, hvor jeg forsøgte at indhente superkræfter på rekordtid.

Lidt over 7 vækkede Kristian mig med beskeden om, at han og de store drenge smuttede nu. Mit hoved var på eksplotionsstadiet og mine led så ømme, at turen ud af fjerene føltes som et marathon.
I sofaen ventede mine to søde krudtugler, veloplagte til spas og ballade!

Efter et rustent godmorgenkram blev de pacificeret foran noget amerikansk tegnefilmsmusikvideo-crap, der under ingen omstændigheder ville være sluppet igenmen mit æstetiske, kritiske kvalitetsfilter hos mit første barn, da han var 2 år. Men hvad der end virker.

På den måde frikøbte jeg mig selv en halv times tid til at få skyllet kold vand i hovedet, meget stærkt ingefærshot i svælget (jeg var allerede i går forudseende og havde gang i heksekedlen), ledsaget af en spand kaffe, jeg på ingen måde havde lyst til, men som min krop skreg efter, og vigtigst af alt fik jeg lavet en overlevelsesstrategi for dagen. Jeg vidste nemlig, at jeg skulle være alene på skansen helt til i aften.

Overlevelsesstrategien gik i al sin enkelthed ud på at økonomisere med mine ressourcer og således fik jeg planlagt formiddagen frem til middagsluren, hvor jeg efter planen kunne ‘være syg’ og samle kræfter til resten af dagen.

Formiddagsplanen inkluderede en gåtur med klapvognen, hvor de kære små blev bestukket med kanelsnurrer, så de blev siddende i vognen, da jeg ikke orkede nogen form for hurtige bevægelser og larm – hvorfor legeplads var totalt bandlyst.

Kristian gav mig en energiindsprøjtning, da han ringede og sagde, at han kunne svinge forbi efter drengene mellem arbejde og mere arbejde og læsse dem af herhjemme, så jeg ikke skulle have alle mand i tøjet og rundt på hentetur. Det gælder om at vælge den rigtige far til sine børn!

Med hjælp fra alt for meget skærmtid af varierende kvalitet (altså til børnene) og urimelige mængder sukker fra diverse julesmåkager, karameller og hvad jeg ellers fandt i gemmerne (til mig), klarede jeg dagen med alt, hvad den indebar af konflikter, mange(!) lortebleer og jeg opretholdt endda en rimelig okay husmoderstandard med både eftermiddagsfrugt, aftensmad og den nødvendige husholdning.

En vigtig del af overlevelsesstrategien var netop at holde mig i gang. Ikke hvile og ikke give efter for påtrængende svaghed, men i stedet fortnægte ethvert sygdomstegn!

Jeg ved ikke om strategien er speciel sund for mig (eller om den sparker mig et vist sted i morgen) for ud over ingefærshots, har jeg ikke meget begreb om helseverdenen, men jeg ved, at alle unger havde en okay dag, og at der ingen anden vej var i morges end op og i gang…

Det er vidunderligt at have 4 friske børn, men det er sku hårdt, når man er sløj og selv er absolut bagerst i omsorgskøen.

Hvorfor jeg overhovedet har kræfter tilbage til at skrive, aner jeg virkelig ikke. Det er nok fordi bloggen har været min nærmeste kollega i dag, så betragt dette indlæg som lidt brok over frokostbordet i kantinen 😉

I morgen leger jeg atter alenemor hele dagen, men satser på jeg har jaget sygdomsmonsteret på flugt, og at jeg vågner frisk og veludhvilet op med et energiniveau, der kan battle min skønne børneflok.

 

 

Et strejf af julemagi

IMG_5385Julemagien har for alvor indhyllet os denne weekend med lys, lyd og dufte af alt det, der hører sig julen til. Vi holdt alle sammen en fridag i fredags og brugte formiddagen på at trylle papirstrimler om til funklende stjerner og tegne, mens vi hørte julemusik for fuld udblæsning. Ungerne kom først ud af nattøjet over middag, da vi besluttede os for at tage en tur i Tivoli. Sådan en formiddag er bestemt ikke at kimse ad!

Juletivoli var som altid smuk, og det var en stor oplevelse for børnene at gå rundt inde bag de kommercielle mure og indsnuse duften af gløgg, candyfloss og brændte mandler, mens mørket sænkede sig over byen og lysene forvandlede Tivoli til et magisk eventyrland.

Det var en virkelig god dag både hjemme og ude, og det var dejligt at være på udflugt hele familien. Det er ikke altid den største selvfølge, at vores udflugter bliver en succes, for der er mange børn at holde øje med, mange behov der skal stilles, mange til at plage, mange til at stille krav og kun to voksne til at holde styr på tropperne. Men i fredags var udflugten god, og det giver altså et boost, der rækker længere end til bare at have været en god dag. Det åbner også stille og roligt op for nogle muligheder, der i et par år har været uden for vores rækkevidde. Af den simple årsag at mange ting bliver nemmere, efterhånden som børnene bliver større. Andre ting bliver sværere, men lige i forhold til at tage ud af huset og bryde ud af rutinerne er det blevet meget nemmere end bare for et halvt år siden.

I går holdte vi traditionen tro store-bagedag med min søster og hendes familie. Vi klistrede deres køkken ind i småkagedej hele eftermiddagen, mens duften bredte sig og smagsprøver røg ind i en lind strøm, til kvalmepunktet nærmede sig. Sådan skal det være. Børnene var med af flere omgange i forskellige hold, og de hyggede sig! Det er lidt af et cirkus med 6 julebagende børn og en baby, men det er bestemt besværet værd, når de med stolthed viser resultaterne frem som små kanelduftende kagetrofæer.

Julen er flyttet ind, og det er skønt 🙂

Selvom dagene flyver afsted hurtigere, end kalenderlyset kan nå at følge med til, og vi desværre ikke undslipper småsygdom, der altid sniger sig ind og udfordrer familielivet på denne årstid, og kalenderen i næste uge er overtegnet, så den er ved at falde fra hinanden, så har vi i hvert fald i denne weekend fået et strejf af den idylliske juleromantik, jeg skrev om i mit sidste indlæg. Indtil videre er juleballancen intakt!

Forventningens glæde…

IMG_5335Julemåneden ligger klar til at afslutte året, og kombinationen af lys og hygge skal bære os det sidste stykke gennem årets mørkeste tid. Jeg er vild med december og jul i det hele taget, men kommer altid lidt sent i gang med julerierne. Det skyldes nok både, at jeg ikke er den store planlæggertype, og at jeg holder fast i at jul foregår i december. Vi skal ikke udvande julen ved at lade den starte for tidligt, men i dag går det løs!

Himmelen er blå, og de første låger i diverse julekalendere er åbnet rundt omkring. En hel måned i julemagiens tegn 🙂

Julens dunkle bagside ligger dog på lur, og man må passe på, den ikke stikker hovedet for langt frem. Julens skyggesiden viser sig nemlig fra tid til anden, når forventninger og virkelighed ikke stemmer helt overens (- og når forbrugsmentaliteten går i selvsving, men det er en anden snak). Jeg forsøger at have en realistisk tilgang til julemåneden, og min erfaring siger mig, at der sjældent bliver plads til hele den mængde idyllisk juleromantisk hygge, som jeg drømmer om, når december ligger for vores fødder.

Et blik på familiekalenderen bekræfter mig i dette og når jeg tænker på tv-julekalendere, julekalenderbøger i 24 afsnit, diverse julearrangementer, hjemmebag, nisselandskaber og gaveindkøb, synes den enkle side i kalenderen, der udgør december ikke af meget.

Strategien må være at tage en dag af gangen og nyde det lys og den hygge, vi nu engang når. 🙂

Uindfriede forventninger oplevede vi også i søndags, da gaverne i nissesokkerne ikke helt stod mål med ungernes drømme. De to små fik henholdsvis en liter træmælk og en dåse plastiknutella, og de var ovenud godt tilfredse med nissens valg. 2-årige er bare nemme at begejstre!

De to store fik hver en ny dyne, som de begge virkelig manglede, og som vi havde købt på et slagtilbud. Jeg synes selv, det var smart at kombinere noget, de alligevel skulle have med indholdet i nissesokken, men her var vi overhovedet ikke enige… De ellers bløde og dejlige dyner udløste en mindre adventskrise, og jeg tror faktisk mest af alt, det skyldtes, at drengene havde forventet noget, der var pakket ind og som lå nede i sokken.

I forbindelse med gavefadæsen kom vi til at snakke om forskellige gaver, vi hver især har fået gennem tiden og hvor forskellige gode gaver jo er. Nogle gange er det den nye legokollektion, der er nøglen til lykke og andre gange, er det mere alternative påfund, der får julehjertet til at smelte.

Jeg husker selv en af de rigtig gode gaver, jeg fik som barn, og da jeg fortalte om den, var drengene ved at dø af grin, og jeg blev mindet om, at det alligevel er nogle år siden, jeg var barn, selvom jeg synes, det var i forgårs…

Gaven var fra min kusine, og jeg husker ikke præcist, hvornår hun forærede mig den. Men den var særlig! Min kusine er næsten 5 år ældre end mig og fik selvfølgelig adgang til litteraturens verden flere år før mig. Når vi holdt ferier sammen, læste hun ofte historier højt, og jeg tror faktisk, hun har læst alle Bjarne Reuters bøger om Bertram op for mig. Den særlige gave var en hjemmeindtalt lydbog, hvor hun havde indtalt hele “Tre engle og fem løver”. Helt oldshool på ghettoblaster og med lyden af pauseknappen der indimellem blev aktiveret. Historien fyldte 4 kassettebånd og havde hjemmetegnede illustrationer. Jeg hørte det bånd virkelig mange gange, og det var så hyggeligt at have hendes stemme på min værelse, selvom vi boede 80 km fra hinanden og hun var jævnaldrende med min storesøster. Jeg blev meget glad for den gave!

Hvis jeg havde tænkt mig om, kunne jeg måske godt have sjusset mig frem til, at mine drenge på 4 og 7 år ikke ville falde bagover af begejstring over en ny dyne, og det er faktisk også helt okay! De er efterfølgende blevet ret glade for de bløde dyner, og jeg synes heller ikke, det er nogen skade til, at ungerne lærer, at en gave ikke nødvendigvis hver gang skal udgøre et nyt klimaks i livet.

Skuffelsen er en del af livet og en vigtig følelse at lære at håndtere. Og så er der heldigvis mange andre chancer for at opnå materiel lykke i denne tid. Fx faldt både chokoladekalendere og Legokalendere i utrolig god jord her til morgen…

Forventningens glæde er en svær størrelse, og december måned er på mange måder årets ultimative prøve i balancekunst for både børn og voksne.

 

 

 

 

 

Æbleskiver og æblekinder

IMG_5325Første søndag i advent er en dag, der af en eller anden grund altid kommer bag på mig. Omverdenen har vidst det længe, men i min krop starter julen åbenbart først i december. Vi måtte hive julekassen frem fra gemmerne kl 0.30 i går, da vi kom hjem fra familiehygge hos min søster med 4 sovende børn, for det sidste Hjalmar mumlede fra bagsædet i bilen, før hans øjne gled i, var “Husk nissesokken…!”.

Denne første søndag i advent har været præget af virkelig trætte børn og virkelig trætte forældre, forventninger der ikke blev indfriet og skuffede miner… Alt i alt ikke en særlig hyggelig formiddag i det lille hjem.

Når alle er trætte, sker der ofte det, at børnene hyler på skift over alt fra strømper, der driller, til dårlig gaver. Når den ene stopper, så starter den næste. Det er som om, de venter på, der er en voksen, der endelig har frie hænder. Sådan var det i formiddag – og så kan sådan en formiddag godt føles lang med fire børn.

Vi forsøgte at rode bod på sagerne med lys i adventskransen og en bunke æbleskiver, og det hjalp heldigvis. Efterfølgende var der ‘tvangstur’ på løbehjulsbanen, som også viste sig at være en rigtig god ide, selvom det ikke foregik uden protester. Nogle gange ved de voksne bare bedre 🙂

Sure, triste og utaknemmelige børn blev ved et trylleslag forvandlet til glade, grinende unger med røde æblekinder og julehumør. Frisk luft og søde sager kan virkelig gøre underværker!

Og, som Hjalmar og jeg snakkede om, så må vi hellere lave en stor portion grød til nissen inden næste søndag…

 

 

 

 

Ananas i egen juice…

I dag har jeg gjort noget, som Anders Breinholdt ville klassificere som ananas i egen juice i svær grad! Jeg kom til at læse alle de indlæg, jeg skrev op mod jul sidste år (ligger under jul og julestemning)…

Det var en lidt underlig selvhøjtidelig ting at gøre, men samtidig også ret hyggelig og minderne væltede pludselig ned over mig. Der er sket meget med alle i familien i løbet af det sidste år og selvfølgelig især med børnene. For et år siden gik børnene i 3 forskellige institutioner, og eftermiddagene gik stort set med at slæbe unger fra den ene institution til den anden og forsøge at undværge så mange konflikter som muligt på vejen.

Der er en helt anden ro på nu – altså i forhold til hvordan det var… Ro er måske nok en overdrivelse, men i hvert fald er det mindre slidsomt og meget mindre stressende nu.

For et år siden kunne de tre små rent praktisk ikke halvdelen af, hvad de kan nu og de forstod selvfølgelig heller ikke nær så meget som nu. Jeg kan huske fornemmelsen af at skrælle kartofler med et barn i bæresele og et på hoften, mens resten af kuldet på skift kaldte på frugt eller hjælp til at finde legodimser og sådan noget. Jeg udviklede en meget ergonomisk ukorrekt kartoffelskrælleteknik, der tilmed var enormt langsom! Men to 1 årige, der vil op efter en dag i vuggestuen, kan få en træt mor til næsten hvad som helst. Overarmene har til gengæld aldrig været så veltrænede som dengang! Mange praktiske ting er virkelig blevet nemmere i løbet af det sidste år!

Forleden dag oplevede vi det helt utrolige, at alle fire børn legede og hyggede sig samen i en hel time, mens Kristian og jeg lavede mad og var praktiske i køkkenet. Det var virkelig hyggeligt for både os og ungerne, og første gang det er sket i længere tid uden 1000 afbrydelser af hyl og skrig, hjælp eller “miiin!”

Selvom jeg næsten ikke kan klare, at ungerne bliver store så hurtigt, så er det alligevel skønt at se, hvordan de alle fire får mere og mere ud af hinanden, og det er heller ikke tosset at lave mad sammen med Kristian og hyggesnakke lidt uden at miste fokus hvert andet minut.

Ved at genlæse før-juleindlæggene blev jeg også mindet om, at december måned nærmer sig med hastige skridt og jeg glæder mig til at julestemningen igen indtager vores lille hjem. Det er rart at tænke på, den er lige om hjørnet, når mørke, kulde og blæst omslutter én, så snart man stikker hovedet udenfor.

 

Novembersne

Tung, våd sne ligger i de Københavnske gader og i smeltet form også på vores køkkengulv. Så snart morgenkaffen var skyllet ned i morges, trak hele familien (plus overnattende gæst) i overtøjet og byggede snemænd i gården, som var der ikke en dag i morgen. Og det er jo netop sådan, det forholder sig med sne i vores lille nordiske land. Måske er der rent faktisk ikke en snevejrsdag i morgen, og derfor må man handle, når muligheden byder sig. – Også selvom det blev sent i går og den sidste drink måske ikke var det fornuftige valg…

Sne kan heldigvis kurere både tømmermænd og træthed!

En god times tid senere hang 7 sæt dryppende overtøj i køkkenet, og gulvet forvandlede sig stille og roligt til et finsk landkort med utallige små søer, og jeg drømte for første gang denne vinter om et stort bryggers… Ungerne krøb under dynerne igen og spillede på iPad – og vi protesterede ikke!

Snevejret kom som et varsel om, at december nærmer sig og jeg kan godt mærke julestemningen ligge på lur.

Der hænger grandguialander uden for vores vinduer som små broer over Nørrebrogade, og butiksvinduerne stråler af glitter og juleeventur. Men for mig starter hele hurlumhejet først for alvor d. 1. december.

I dag emmer vores lille hjem af søndagsstemning krydret med røde kinder, sne og masser af indendørs hygge. Det er ikke så tosset 🙂

 

Træthedstorsdag…

Dagen startede tidligt i dag og sluttede sent i går. Natten var præget af søvnløshed og børn der kom listende. Derfor er jeg træt. Vi er velsignede med børn, der har gode sovehjerter og det sætter jeg utrolig stor pris på, men en gang i mellem drømmer, tisser, hoster de og når det hele falder sammen på samme nat, kan konsekvenserne af at have fire børn godt spottes i mit mørkrandede ansigt.

Jeg er krøbet sammen under en af ungernes juniordyner på sofaen med computeren i skødet, mens Bertil og Helga Marie leger for fulde gardiner om ørene på mig. Der kører børnefjernsyn i baggrunden, som ingen ser, men som jeg ikke orker at rejse mig for at slukke. Resten af familien er for længst ude af døren, og jeg prøver at kurere trætheden med 3 kopper kaffe og mentalindstiller mig på formiddagens tur i legestuen. Lige nu synes det uoverkommeligt at få to børn i tøjet og hoppe på cyklen. Det hjælper nok, når det er blevet lyst udenfor.

…..

Jeg overkom det 😉

Vi er hjemme igen, og de to trætte trolde sover tungt efter at have indevendt hele legestuen og brugt ca. 100 % af deres formiddagskrudt. Jeg har rystet trætheden af mig men kan mærke, at min krop tydeligt husker, hvor lidt jeg sov det første år af Bertil og Helga Maries liv. Dér lærte jeg for alvor, hvor lidt søvn jeg kan klare mig med, men også hvor vigtig søvnen er i hvert fald en gang i mellem, så fabrikken ikke lukker ned.

I dag står min tunge og langsomme krop i skærende konstast til de to glade energibundter, jeg tilbringer det meste af min tid sammen med og jeg har haft nok at gøre i forsøget på at følge med. De virker utrættelige med deres små kroppe, der er fulde af krudt og hop, og med alle deres konstante krav om alt fra æblebåde, leg og hjælp til støvlerne. Deres stemmer, der snakker, griner og råber i en evig, uafbrudt strøm, der stadig summer lidt i hovedet på mig.

Pludselig går de ud som to små lys, og batterierne lader stille og roligt op til næste runde under varme dyner, flankeret af bamser.

Vasketøj, opvask – og honningsnitte som en lille velfortjent medalje inden næste omgang, der nærmer sig med hastige skridt…

IMG_5255

“Jamen, jeg elsker bare, når det er fredag!”

IMG_5191Det er fredag eftermidag i familien gyldenkål. Nogle tegner, nogle leger, en enkelt ser tegnefilm og jeg har iført mig mine højtelskede høreværn og barrikaderet mig bag skærmen ved spisebordet midt i kaoset. Lydniveauet er egentligt relativt lavt i forhold til normalen, og det skyldes nok mest af alt, at hverdagsugen er ved at nå til vejs ende og at gassen er ved at gå lidt af ballonen hos os alle.

Ugen har været tætpakket men god, og vi er nået vidt omkring, synes jeg. De sidste par dage har Farmor og Farfar boet hos os, og de har netop vendt snuderne mod det Jydske igen. Det er altid dejligt med ekstra hænder, og det kan tydeligt mærkes, når antallet af voksne står mål med antallet af børn.

Onsdag hyggede Farmor og Farfar med ungerne, mens Kristian og jeg kastede os ud i det regnvåde København, hvor vi spiste lækker mad – og drak lækker vin – i ro og mag. Helt uden 10.000 afbrydelser og helt uden at servicere, skære ud, puste, hente klude, tørre mælk op…. Det var som at smage en bid af himmelen!

Efter den næsten guddommelige middag faldt vi tungt tilbage i sæderne i DRs vidunderlige koncertsal og lyttede til Marie Keys røverhistorier og smukke stemme. Koncerten var akustisk og rigtig, rigtig god! Jeg er begejstret over mange ting ved den lidt underspillede og meget jordnære sangerinde. Hendes faste tag i visetraditionen og hendes måde af fortælle historier gennem et fint musikalsk univers. Hendes evne til at ramme en virkelig bred målgruppe, hendes ydmyghed og hendes dygtighed.

Når hverdagen buldrer afsted, kan jeg nemt få følelsen af at være en arbejdshest på konstant overarbejde, og sådan er det bare med fire børn i husstanden. Jeg elsker det ubetinget, det skal der ikke herske nogen tvivl om, men jeg sætter også stor pris på de små pauser, der kommer til mig indimellem.

Et andet kulturelt højdepunkt ugen har medført, var en tur i biffen. Jeg tog min ældste søn med på proletarhøjborgen og så Disneys “Inderst inde”, som var akkurat lige så god, som alle snakkede om for måneder tilbage, da den var højaktuel. Da jeg sad i mørket sammen med min store dreng, lod jeg mig opsluge fuldstædigt af Disneys fortryllende univers, og jeg må indrømme, at vi begge måtte tørre øjnene et par gange undervejs. Filmen handler om følelser, minder og barndom og det er jo en umådelig god cocktail at servere for en blødhjertet mor.

Selvom de ekstra hænder Farmor og Farfars visit udløste gav os mulighed for bla. ovenstående, som jeg sætter stor pris på, så elsker jeg også den ro, der falder over både store og små, når gæsterne tager afsted igen og vi igen bare er os selv.

Eller ro og ro… Det er måske så meget sagt! Imens jeg har koblet af ved tasterne, har ungerne fået gang i en gedin omgang dåseskjul i lejligheden og den larm, det afstedkommer, kan selv mine elskede høreværn ikke stå imod.

Kødgryderne kalder, og både rødvin og sofatid er indenfor rækkevidde. Jeg tilslutter mig Huberts ord fra i morges, hvor han begejstret udbrød: “Jamen, jeg elsker bare, når det er fredag!”.

 

 

 

Fødselsdag!

ASAE3660I dag er det lige præcis et år siden, jeg startede bloggen her, og det er faktisk ikke til at forstå!

Når jeg klikker tilbage og læser, hvad jeg skrev for et år siden, føles det som om, det var i forgårs. Men når jeg tænker over alle de ting, der er sket, alle de overvejelser om stort og småt jeg har været igennem og ikke mindst, når jeg ser på mine unger, kan jeg godt se, at der er sket en del!

I starten skrev jeg oftere end nu – nu synes jeg ofte, at tiden er knap.

For et år siden gik alle børn i institution og jeg skulle finde job efter 2 barsler næsten oven i hinanden. Det var ikke helt nemt at finde hverken drømmejobbet eller bare et job i det hele taget – og slet ikke et, der kunne forenes med et familieliv med fire relativt små børn. Selvom jeg også dengang var presset på tid, havde jeg alligevel nogle timer i løbet af dagen, hvor jeg var alene, og hvor jeg kunne skrive blog ind imellem ansøgningerne.

Jeg trængte til at bruge koncentreret tid på noget, der ikke omhandlede vasketøj eller jobsøgning. Og jeg trængte til at tænke lidt ud gennem hænderne efter et halvandet år, der stort set ikke efterlod tid til at tænke sammenhængende tanker overhovedet. Sådan føltes det i hvert fald nogle gange.

Jeg er uden nogen tvivl både lykkelig og stolt over min flok, men det første halvandet års tid var altså virkelig hårdt arbejde kvitteret med minus søvn. Sådan er det, når man har 3 børn under to år.

Derfor startede jeg bloggen! Fordi efteråret ruskede udenfor, fordi jeg ikke havde børn hængende i skørterne konstant, fordi jeg alligevel brugte timer foran en computer, og fordi jeg skulle øve mig i at tænke sammenhængende igen 🙂

Min hverdag ser anderledes ud nu, og selvom det stadig er hårdt arbejde med fire børn indimellem, er hverdagen mindre presset på nogle områder. Men timerne hvor jeg sidder foran computeren er færre og ungerne er også kommet tilbage i skørterne igen. Derfor er der ikke helt så meget blogtid i overskud.

Jeg kan godt savne alenetiden lidt, men samtidig nyder jeg i fulde drag at være mere sammen med de små. Jeg nyder også, at jeg om eftermiddagen kan vende opmærksomheden mere mod de to store, uden de små føler sig overset. Selvfølgelig skal der stadig prioriteres, men det er blevet nemmere at nå rundt om hele flokken.

Dagen i dag har været både smuk og hård – men også hyggelig. I eftermiddags lavede jeg mumielanterner med nogle af børnene efter inspiration hos My:minMy. Jeg er fan af små nemme projekter som både små og store kan være med til.

Lige nu fejrer jeg blog-fødselsdag i sofaen, mens Kristian er i køkkenet, der sejler efter dagens strabasser og ungerne snorker om kap i “sovesalen” ved siden af. Det er ret hyggeligt med fællesværelset, selvom jeg godt kan savne de små snorketræer lidt ved min side om natten. Jeg har jo trods alt haft mindst et barn i soveværelset næsten på non stop i snart 8 år. Heldigvis kommer der af og til en lille troldeunge listende i løbet af natten. Men fællesværelset er en ubetinget succes og ungerne elsker det! Indtil videre…

Egentlig har jeg ikke det store på hjertet i dag, for trætheden lammer både min krop og min hjerne, men jeg ville da lige kippe med flaget på bloggens 1 årsdag.

 

 

Hjemmeunger

IMG_4773I dag benyttede Hubert sig af den bonus, hjemmelivets fleksibilitet medfører og tog sig en fridag fra børnehaven. Det var rigtig hyggeligt og virkelig dejligt at se, hvordan han hele formiddagen legede med Bertil og Helga Marie – i hvert fald i teorien!

I virkeligheden var dagen forholdsvis konfliktmættet og fuld af modsatrettede interesser… Én ville for alt i verden på legeplads, en anden nægtede under nogen omstændigheder at forlade matriklen! Dagen igennem var der generelt rift om det samme legetøj, og jeg kan godt skrive under på, at viljestyrken hos vores børn er helt og aldeles intakt! Der var meget bestemte meninger om alt fra koppens farve til, hvorvidt jeg måtte unde mig selv den luksus at drikke et glas vand. Dertil kom grådanfald over, at rugbrødet blev skåret over forkert(!) og andre vigtigheder.

Uoverensstemmelserne resulterede i et ret højt lydniveau, hvilket gik ud over Huberts gode humør, og han så sit snit til at udnytte situationen og plagede om både Ipad og slik. Dog uden held (næsten…). Utroligt som de børn kan gennemskue, når jeg er presset!

Jeg selv følte mig som en marionetdukke på overarbejde og forsøgte efter bedste evne at opfylde de mest basale behov, hitte rede i konflikterne, sætte noget meningsfuld leg i gang med den ene hånd og ordne vasketøj, tømme opvaskemaskine, skære frugt osv. med den anden hånd.

Det er mig virkelig en gåde, hvordan Bertil og Helga Marie langt de fleste dage (gudskelov!) er pot og pande og andre dage duellerer på højde med Blur og Oasis i 90’erne. Det er nok både noget med alder, overskud og underskud hos os alle sammen – altså det med Bertil og Helga Marie 😉

Jeg har skrevet om det før, men det trigger altså min tålmodighed på det groveste, når konflikterne handler om banaliteter (altså i mine øjne!) som, hvem der først må kravle op på puslebordet eller, hvem der skal have den lilla kop. Jeg arbejder virkelig på de gode strategier og sender dagligt tankerne mod vores rolige og anerkendende pædagoger i vuggestuen og funderer over, hvad de mon ville have sagt og gjort.

Det var under alle omstændigheder – og på alle måder – et andet liv, da diskusionerne forgik i studerekammeret og omhandlede Kants fornuftsbegreb eller Heidegers fænomenologi… To liv, to verdener. Nu, hvor jeg altså mest befinder mig i ‘praxis’, føles ‘theoria’ godt nok som et land, langt, langt borte!

Da middagsluren indtraf hos de to små, kunne jeg vende mit engagement mod Hubert og tilbringe meningsfuld kvalitetstid med ham – altså i teorien…

I virkeligheden var gassen gået ganske meget af ballonen, og vi krøb under dynerne med Ipad og computer og lod os underholde. Men det var faktisk hyggeligt!

Senere, da Kristian kom hjem, så jeg mit snit til at forlade kaos og fordufte ud i Nørrebros myldretidsgader, (der i kontrast føltes som et sandt silent retreat) og trække vejret helt ned i lungerne helt uden at blive afbrudt! Lige i ulvetimen… Heldigvis tager Kristian den slags i stiv arm.

Jeg retunerede til duften af veltilberedt aftensmad, opryddet og støvsuget stue og 4 børn, der storgrinende legede sammen i en skøn og idyllisk forening. I virkeligheden!!

Det var fantastisk – og ret provokerende!

Den rest, der nu var tilbage af dagen, forløb i skønneste orden, og det blødgør altså selv det mest fastfrosne moderhjerte at se flokken af unger, der bare hygger sig, griner og leger. De små kopierer de store til den helt store guldmedalje, og jeg er ikke sikker på, hvor meget de selv forstår af, at de er nogle agenter på en eller anden mission. Men det er vel egentlig også sagen uvedkommende, så længe de alle sammen hygger sig.

Den store eftertanke er jeg alt for træt til at bruge krudt på, men hold da op, hvor er sådan en dag kontrastfuld! Mit overskud trænger til et ansigtsløft og jeg satser på en spand kaffe og en god nattesøvn gør hele forskellen.

I morgen er der atter en dag 🙂