Tag Archives: 4 Børn

Om “tulletid”

Endnu engang nærmer en weekend sig sin afslutning, og jeg ved snart ikke, om det er arbejdsugen eller weekenden, der går hurtigst?

Jeg havde virkelig set frem til den forlængede weekend i familiens skød, hvor jeg efter planen skulle tankes op med energi og bare hygge med ungerne og Kristian. Derfor blev jeg slået lidt omkuld mentalt, da jeg selvfølgelig blev ramt af en forkølelse fra helvede i løbet af torsdagen og derfor har været helt mat i sokkeholderne. Farvel til ture ud af huset og sociale aftaler og goddag til hjem, kære hjem og spandevis af te.

Tilgengæld har vi faktisk haft en helt igennem skøn weekend! Leg, hygge, spil, strikketøj, bøger, og tid til at være sammen.

Det småirriterende begreb “tulletid” er i medierne i disse dage og dagplejere og pædagoger slår et slag for “at lave ingenting” – eller i hvert fald at skrue tempoet helt ned og bare være en gang i mellem. Det har fået mig til at tænke på, at en af de ændringer vores familie måtte foretage, da vi for snart 3 år siden fordoblede vores børneflok, netop var at geare ned og det er nok en af de største bonusser vi har fået i tilgift til Bertil og Helga Marie.

Tempoet i en familie med 3 blebørn og et børnehavebarn var selvfølgelig højt i den forstand, at man som forældre var i konstant bevægelse og i gang med at opfylde behov et eller andet sted, men vores interaktion med verden omkring os blev fra dag til dag forandret. Vi måtte lukke os lidt om os selv, for at få enderne til at mødes og nå hele vejen rundt. Tidligere var vi meget ude hos venner, i byen, på tur, i det hele taget afsted. Med 4 børn var selv en tur i Kvickly lige pludselig en logistisk udfordring og derfor blev vi ofte – ikke altid dog 🙂 men ofte hjemme.

Vi blev afhængige af hinanden på en helt anden måde end før og skruede også ned for aleneaktiviteter, så vi som regel var to voksne hjemme, da det ikke var skide sjovt at stå alene med førnævnte flok alt for længe ad gangen. Selvom jeg måske ikke ligefrem vil sige, at Kristian og jeg har “tullet” særlig meget rundt – nærmest tværtimod, så har vi alligevel skruet ned på nogle af de knapper, der justerer tempoet. Vi har ikke hele tiden været på vej. Vi har bare været.

Med andre ord har vores familie de sidste 3 år praktiseret virkelig meget “tulletid”, og jeg er erklæret fortaler og fan!

Det er jeg først og fremmest, fordi det giver børnene ro til at lege. Kreativitet og fantasi trives godt uden tidspres, og det er vigtige komponenter, når man leger. Leg er fantastisk til at udvikle og skabe mennesker, og jeg er glad for, at mine unger har så meget tid til at lege i deres barndom. Havde vi nu ikke været så svineheldige at have fået Bertil og Helga Marie (eller bare fået dem senere), havde vi sikkert haft en livsførelse, der var mere udadsøgende og mere “på vej”.

Jeg er bestemt stor fortaler for oplevelser, udflugter og for at være sammen med andre mennesker, men vores familiesituation har vist mig, at den anden version også kan noget rigtig godt, som jeg værdsætter.

Her på kanten af ugens komme kan jeg i hvert fald konkludere, at vores weekend har været skøn på trods af et sløjt og underskudsagtigt udgangspunkt. På trods af en nødvendig omrokering af alle de planer, jeg havde skabt i mit hoved og ufrivilligt meget hjemmetid, som viste sig at være lige præcis, hvad vi alle havde brug for.

 

 

 

Søndagsstilhed

IMG_6531I disse minutter ånder alt fred og idyl, og der har sænket sig en sjælden søndagsstilhed over vores hjem. De to små sover middagslur, de to store er ude på legeaftaler, mens Kristian er ude at handle ind til ugen, der venter os. Når der en sjælden gang er ro i huset, skal den nydes! De små pauser forsvinder nemt mellem praktiske ting, der skal gøres og børn, der hiver i ærmerne. Men lige nu er der roligt, og så må oprydning og vasketøj vente.

Jeg nyder weekenden, og den er også tiltrængt for os alle sammen. Mit nye arbejdsliv er ikke kun en omvæltning for mig men også for resten af familien. I denne uge er det blevet tydeligt, at børnene reagerer på, at jeg er mere væk hjemmefra og at jeg har fået nye ting, der fylder i mit hoved. Den ro, det har givet vores familie, at jeg har været hjemme de sidste år, er udfordret, og det kommer til udtryk i form af mindre overskud. Børnene er mere kortluntede, mere urolige om natten og i det hele taget mere påvirklige. Jeg har oplevet det før i perioder, hvor mit eller Kristians overskud af en eller anden grund har kørt på lavt blus. På den måde fungerer børnene som et glimrende spejl!

Deres reaktion bekræfter mig blot endnu engang i, at hjemmelivet var den rigtige løsning for vores familie i en periode.

Når det er sagt, så er jeg stadig fuld af fortrøstning i forhold til vores nye hverdag. Hele vores måde at være familie på er på en eller anden måde under rekonstruktion, og det kræver selvfølgelig tilvænning og ikke mindst tid. Det betyder ikke, at vi befinder os på det forkerte spor.

Selvom jeg er træt, træt, træt om aftenen, så nyder jeg at være ude af huset og at bruge min faglighed. Jeg er så heldig, at jeg har fået et “rigtigt” job fra 1. maj. En fast stilling på en folkeskole. Det er virkelig skønt! Alle mine bekymringer om “vejen ud af hjemmelivslabyrinten” kan nu gemmes væk. Det gik faktisk ret nemt og smertefrit.

Skoleområdet, som har gennemgået meget på de 5 år, jeg har været “væk”, får stadig mit hjerte til at banke, og det er rart at mærke. På en måde føles det som et nyt land, jeg skal ud at udforske.

Tiden smutter hurtigt, og inden længe bliver roen, der omgiver mig erstattet af liv, lyd og leg, og de store returnerer, så vi sammen kan tage på søndagsudflugt.

Det er svært at få tid til alt det, jeg gerne vil nå sådan en weekend, men jeg synes, vi har nået det vigtigste: At være hjemme uden planer med tid til at lege, at drikke rødvin, at fylde køleskab og klædeskabe op til ugen og at se de smukke, blomstrende kirsebærtræer alle taler om i disse dage. Det er der altså virkelig en god grund til for sikke en magisk oplevelse at stå under de eventyrlige trækroner med tusinder af lyserøde blomster som et omsluttende stjernetæppe. En klar anbefaling herfra 🙂

Store forandringer og små cirkusartister

Jeg skal da lige love for, at hverdagen er en anden med to fuldtidsarbejdende forældre i husstanden! Jeg synes, vi kom godt fra start, og ugen er gået rigtig fint. Alle basale behov er blevet dækket, det lykkedes os at navigere gennem ugen, og vi kom alle helskindede og glade i mål fredag, hvor vi fladede helt ud i sofaen!

Weekenden bliver nydt i fulde drag, og det er skønt bare at være sammen og være tæt på hinanden.

Når arbejde, praktiske gøremål, hygge med ungerne, fodboldtræning, arrangementer i institutionerne osv. er vinget af, kan jeg godt mærke, at der ikke er meget tid i overskud.

Det kan virkelig mærkes, at jeg ikke længere er kaptajn på fuld tid herhjemme og skibet kan hurtigt komme på slingrekurs.

Selvom det er hårdt at komme igang med at arbejde igen efter 5 år hjemme, så er jeg fortrøstningsfuld, og jeg tror, vi alle kommer til at trives med vores nye hverdag. Forandringer tager bare noget tid, har jeg erfaret. Én virkelighed skal erstattes med en ny.

Ugens højdepunkt ramte vi torsdag, da børnehaven havde inviteret til cirkusforestilling. Halvdelen af familien sad forventningsfulde på tilskuerrækkerne, mens den anden halvdel stod spændte bag cirkustæppet.

Da første nummer gik i gang, og fire storsmilende dyr kom kravlende ind i manegen med deres domptør, blev jeg helt blød i knæene. Især den lille vilde løve med lidt for lange bukseben og den lille glade hund med meget lange øre og stjerner i øjnene stjal mit hjerte… De kunne rulle, springe gennem en “ild-ring” og spise små godbidder indimellem, mens publikum smeltede. Tænk, at mine små unger er blevet så store!

Senere i forestillingen overvandt en sej fodboldspiller sin sceneskræk og klarede sit fodbold/tryllenummer til stor glæde for ham selv og for os, der i dagene op til havde arbejdet i det pædagogiske grænsefelt mellem at presse for meget og for lidt. Heldigvis ramte pædagogerne det magiske punkt “lige tilpas” og selvtilliden fik et boost!  Det var en glad og lettet dreng, der kom og krammede os efter forestillingen, og jeg var en stolt mor, der stod med åbne arme og fugtige øjne.

Efter den forrygende forestilling var der fællesspisning, og da vi cyklede hjem, blev vi endnu engang enige om, at vi har verdens bedste børnehave. Det er virkelig dejligt! Især nu hvor ungerne kommer til at bruge endnu mere af deres dyrebare tid derhenne…

Et andet højdepunkt var selvfølgelig, da jeg præsenterede mig for den 3. klasse, jeg skal tilbringe det næste stykke tid sammen med og en af eleverne udbrød: “Jamen du ligner jo en der er 20!”, hvortil en anden supplerede: “Ja, eller en der går på gymnasiet”. Åh, de skønne unger! Straks forlod trætheden min krop…

En ny uge venter lige om hjørnet, og vi er heldigvis forberedte til fingerspidserne med mad i køleskabet, rent tøj på hylderne og en logistisk holdbar køreplan 🙂

 

 

 

Børnehavestart!

I mandags var sidste dag med hjemmegående børn i huset og altså min sidste “arbejdsdag” i verdens bedste job…

Det er virkelig underligt at tænke på!

Vi udnyttede det smukke vejr og drog mod Zoo, hvor vi tilbragte hele formiddagen. Det er altid betagende at se børnenes fascination af dyr. De betragter dem så indgående, og jeg forstår dem godt. Vi kiggede i laaang tid på elefanterne, der stod og rodede med deres snabler, og Helga Marie og Bertil kunne slet ikke få nok. Skønt at have tid til at tage tingene i deres tempo!

Dagens højdepunkt var dog, da vi kom hjem og alle tre puttede os ind i dobbeltsengen og faldt i søvn med armene om hinanden. Dét kommer jeg virkelig til at savne!

Tirsdag stod børnehaven klar til at byde os velkommen, og de to små skurke flåede støvler og flyverdragter af og pilede ind og begyndte at lege, så snart vi var kommet indenfor døren. Vi hyggede os derovre hele formiddagen, og det blev tydeligt for mig, at de er helt klar! Selvfølgelig bliver det en omvæltning for dem, når nyhedsværdien lægger sig, men indtil videre er de trygge ved stedet, de voksne og mange af de andre børn, og det er jo et godt udgangspunkt. Mit hjerte smeltede, da en af pigerne på snart 5 år sagde til Bertil – “Skal vi ikke bare være venner for evigt?” – efter de havde leget i et kvarters tid… Børn er bare søde!

Første dag forløb altså stort set som en dans på roser…

I går gentog mønsteret sig, og jeg sagde derfor farvel, da Bertil og Helga Marie var kommet godt igang med at lege. Da jeg gik, stod de begge to frejdigt og vinkede i vinduet, mens Hubert var travlt optaget af at lege. Det var en underlig amputeret følelse at køre afsted med den tomme christianiacykel i regnvejret og en lille klump i halsen.

Det varede dog kun en god times tid, før Helga Marie havde fået nok og jeg derfor straks returnerede til børnehaven. Bertil var i fuld gang med at lege, og han smilede bare til mig og sagde hej, hvorefter han legede videre. Min tapre lille pige, der sad og levede perler sammen med nogle store piger, blev pludselig lille igen, da jeg trådte ind over dørtærsklen, og den næste halve times tid betragter jeg som min ilddåb i disciplinen “3 børn ud (eller ind for den sags skyld) af samme institution”…

Pludselig kunne jeg genkende den kaotiske følelse fra dengang, de små gik i vuggestue og de fleste af mine eftermiddage gik med at hjemhente trætte børn fra forskellige institutioner. Nolge ville ikke med, andre ville gerne, men ingen ville det samme…

Ilddåben forløb ca. sådan:

Helga Marie hiver i min arm for at få mig med ud i gardaroben, mens Bertil hiver i den anden for at få mig til at blive på stuen, hvor han langtfra er færdig med sin leg. Hubert hiver verbalt i mig for at få mig med ud i gangen, hvor han vil vise mig noget ubestemmeligt, han har bygget af små plus-plus brikker sammen med nogle af sine venner.

Helga Marie spiller trumfkortet og åbner for sluserne og med våde øjne og den store sirene slået til, når vi gardaroben for at konstatere, at hendes sut ikke ligger i tasken. Dér bryder hendes verden sammen og selvom hun er en sej lille fidus, så er hendes grænse nu nået! Bertil har heldigvis glemt alt om sin leg på stuen, men finder triumferende en sut i sin egen taske. Han bliver pludselig også lille igen og vil ikke låne den gennemgnavede sut til sin søster. Dén kamp går ikke helt stille for sig…

Hubert og hans ven hopper på repeat ned fra den høje bænk i gangen, mens de griner og snakker om en legeaftale og jeg beder til at ingen af dem kommer til skade, mens jeg forsøger at mægle i suttekonflikten…

Vennen prøver insisterende at overdøve hyleriet og mine kommanderende forsøg på at få bare nogle af mine børn i overtøjet og er stålfast omkring legeaftalen, som hun vil have mig til at tage ansvaret for ved at ringe til hendes mor med det samme!

Min puls stiger, mens jeg prøver at huske de gode pædagogiske metoder og bider mig selv i tungen for ikke at brøle: SÅ KOM DOG FOR FANDEN I TØJET UNGER! Jeg trækker vejret helt ned i maven og behersker mig… En pædagog kommer ud i gardaroben og giver mig en meget kærkommen hjælpende hånd og en anden går rundt og lukker døre, så resten af børnehaven ikke bliver lyd-forpestet af optrinnet.

Med næsten rolig stemmeføring og favnen fuld af cykelhjelme, våde støvler og vanter takker vi af for i dag og siger på gensyn i morgen. Nogle gange er vi bare en omrejsende cirkusforestilling…

Når man lige trækker vores afskedssalut fra, er de første dage i børnehaven alt i alt gået rigtig godt og jeg har stadig tillid til projektet!

 

Vinterferie!

IMG_6119Vinterferien er yderst velkommen i år, og selvom den indtil nu både har budt på hygge, høj feber, udflugt og masser af host, nyder vi den til fulde. Hosteriet og den høje feber kunne vi selvfølgelig godt have undværet, men jeg har efterhånden lært, at det ikke nytter noget at lade sig slå ud af lidt sløjhed – omend jeg måske lød knap så kæk, da jeg i går havde røret til akutlinjen i den ene hånd og strøg mit barn med 41 i feber over håret med den anden…

Men nu er feberen faldet og udsigten til en hel uge, hvor vi er sammen allesammen, og hvor ingen skal ud af døren om morgenen, er skøn!

I dag tog jeg og de to store drenge på udflugt til Zoologisk Have, og selvom det var hundekoldt og mine knogler stadig fryser, så var det virkelig en dejlig tur. Med tid, tid og tid! Tid til masser af snak og tid til at tage tingene i deres tempo. Uden små afbrydende søskende…

Da vi kom hjem og havde forsøgt at varme vores forfrosne kroppe op indefra med masser af varm kakao, lavede ungerne deres egen zoo med alle husstandens bamser – og der er mange! På den måde blev ingen snydt for en dag i dyrenes tegn 🙂

 

 

 

Fastelavn

IMG_6021Fastelavnsfeberen raser denne weekend, og i går var vi hele familien til fastelavnsfest. Efter en dejlig dag med tøndeslagning, fest og masser af fastelavnsboller var det 4 glade unger, der indtog aftenmaden i fuld udklædning – og med en enkelt kattekongekrone på toppen!

Med 4 børn i puljen er chancen jo ret stor for at få en kroneindehaver i familien…

Men, faktisk var det kun Hjalmar, der for alvor var med i kampen om kronerne, da resten af flokken var noget skeptiske over både konceptet med at tæve løs på tønden og over en maskeklædt pige, der også var ret uhyggelig! Da slikposerne endelig fløj ud af tøndens bund, fik piben dog hurtigt en anden lyd. 🙂

Jeg havde jo kastet mig ud i hjemmesyede fuglevinger og blev da også både færdig til dagens farverige fest og rimelig tilfreds med resultatet, – selvom det tog lidt længere tid end beregnet at sy de mange fjer fast…!

Sådan er det, når man har børn i huset og fordybelse er en luksus, der hører en svunden tid til. Jeg manglede kun lige de sidste detaljer, som jeg havde tænkt, jeg skulle sy om formiddagen, mens dejen til fastelavnsbollerne hævede. Men så skulle nogen lige have en mad, noget frugt, noget mælk osv, og så skulle nogen lige have hjælp til det ene og andre til noget andet, så havde nogen spildt ud over hele gulvet, mens nogen skulle skiftes. Så ville nogen gerne hjælpe med fastelavnsbollerne, hvilket var virkelig hyggeligt! – Især, hvis vi havde god tid…

Altså alt i alt virkelig mange afbrydelser! Og dermed en meget langsommelig sy- og bageproces, der krævede stor omstillingsparathed og lige så stor tålmodighed! Den ultimative mindfullnessøvelse…

Vi nåede det hele og entrerede overraskende nok festen som nogle af de første, men det er altså med at tage nogle dybe indåndinger sådan en formiddag for lysten til at brøle højt, trampe i jorden og kræve 10 min. sammenhængende ro ligger lige under overfladen.

Jeg kunne jo bare droppe de hjemmelavede kostumer og dermed prioritere min tid anderledes, men jeg synes på en eller anden skør måde, det er værdifuldt for mig at lave fastelavnskostumer selv. Det er noget med skaberglæde og kreativitet, jeg kan lide at få til at gå op i en højere enhed… Jeg har selv gode og hyggelige minder fra min barndom, hvor min mor ofte lavede kostumer, og det er en tradition, jeg har lyst til at fortsætte. Jeg kan godt lide processen fra ide til resultat, og jeg synes, det er sjovt at inddrage børnene i den. De kigger mest med fra sidelinjen, men med årene håber jeg, at de får lyst til at være mere med i processen.

Jeg vil dog retfærdigvis lige tilføje, at langt det meste af den udklædning, vores familie troppede op i til festen i går, var fra udklædningskassens skattekiste og så absolut ikke hjemmesyet! Der skal være plads til det hele!

 

 

 

 

Endnu en træthedstorsdag…

IMG_1190I dag havde jeg 10.000 ting, jeg gerne ville nå og her ved dagens slutning, kan jeg konstatere, at jeg egentlig nåede forsvindende lidt!

Vi brugte formiddagen på at tonse rundt i legestuen med de andre børn, og det var to trætte trolde, der blev puttet under dynerne efter frokost, så muligheden for at nå en masse var ret stor.

Men, det var altså også en træt mor, der i stedet for listen med gøremål fandt stikketøjet frem i “middagspausen”. Nogle gange orker man bare ikke andet…

Jeg tror, min uoverkommelige træthed i dag dels skyldes vinteren og dels natten til i dag, som var alt for kort pga. vågne, drømmende, sengetissende børn og det faktum, at jeg simpelthen ikke kan finde ud af at gå i seng om aftenen. Hver aften er det som om, min krop fortæller mig, at det er verdens bedste ide at hænge oppe og nyde roen i huset, men hver morgen har jeg det som om, jeg er blevet snydt…

Min træthed er nok også betinget en lille smule af udsigten ud over vores lejligheden, som bærer tydeligt præg af de 15 børn, der har aflagt os et visit siden i lørdags – altså ud over vores egne… Lad mig bare sige, at opvaskemaskinen trænger til ferie og lejligheden trænger til noget af en overhaling med både kost og spand 🙂

Midt i hele kaoset har jeg kastet mig ud i nogle fastelavnsforberedelser, der snart nærmer sig sin deadline. Jeg havde afskrevet hjemmelavede kostumer helt og aldeles, men nu ligger der alligevel en halv fugledragt og venter på ro til at komme en tur i symaskinen. I år har jeg prioriteret noget så egoistisk (og ret stenet!) som at lave kostume til mig selv i stedet for til børnene. Hjalmar vil være ulv ligesom til Halloween, Hubert vil være Spiderman ligesom de andre drenge i børnehaven (jeg er ikke sikker på, han har overvejet, at man kan være andet…), Bertil er blevet forelsket i et dragekostume fra udklædningskassen, og Helga Marie vil gerne være kat, eller Bedstemor, eller mariehønen evigglad eller… Hun skifter hele tiden, så hende venter jeg med at ekvipere til sidste øjeblik.

Nu må vi se, hvad natten bringer af søvn og hvad morgendagen bringer af overskud. Måske bliver fuglen klar til at flyve, og måske bruger jeg bare hele dagen på at kramme mine to små troldeunger, der snart skal starte i børnehave…

Jeg skal altså lige vænne mig til den tanke, selvom det virker som om, både Helga Marie, Bertil og børnehaven glæder sig.

 

 

 

 

Egocentrerede, selvstændighedsudviklende, sjove og vidunderligt kærlige unger!

Med trætte fødder og summende ører sidder jeg og tænker tilbage på dagens gang. Det har været en rimelig normal dag som så mange andre dage i vores familie.

Hubert holdt fridag fra børnehaven og slog sig sammen med Helga Marie, Bertil og jeg. Vi byggede huler, spiste frugt og makrelmadder, var på legepladsen og havde besøg af moster og vores lækre lille babykusine. Eftermiddagen gik med at hente Hjalmar på fritten og for mit vedkommende tage et smut på tilbudsjagt efter en flyverdragt til Hubert, mens Kristian lavede aftensmad i køkkenet med varierende små hjælpere ved sin side.

Jeg havde en virkelig hyggelig formiddag med den yngste halvdel af familien, men hold nu op, hvor er de både store og små på samme tid! Jeg følte på nogle tidspunkter, at jeg havde besøg af 3 x Bamse (fra Bamses billedbog). Egocentrerede, selvstændighedsudviklende, sjove og vidunderligt kærlige unger. En kort overgang følte jeg mig reduceret til en frugtskærrende, tingfindende, konfliktafvæbnene, røvtørrende robot på speed… Men det er vist bare en del af jobbeskrivelsen ind i mellem. Min løn er til gengæld mere værd end det pureste guld 🙂

Det er så sjovt at se, hvordan Huberts privilegium, som midterbarn giver ham mulighed for både at “lege op” med storebror og “lege ned” med de små. Det er helt klart den første udgave, vi bedst kender ham i, men det sidste stykke tid, hvor de små er begyndt at kunne lege små rollelege og der er begyndt at vise sig forskellige interessefællesskaber på kryds og tværs, er den anden udgave i dén grad tiltaget. Det er så fint at se, hvordan han også trives med at være den store, selvom han stadig ikke helt er gammel nok til at acceptere, når de små ikke lige indfinder sig i legen, som han nu synes de skal. Han nyder at være den, der tager styrringen i legen og at det er ham, der kan lære fra sig.

Det har uden tvivl været hårdt at blive storebror til tvillinger som en 22 måneder gammel glad tumletrold, men når jeg ser de tre sammen som fx i dag bliver jeg så glad på både mine egne og på deres vegne, for det er da virkelig fantastisk for dem at være så “jævnaldrende”.

Det bliver spændende at se hvordan de alle tre udvikler sig, når Bertil og Helga Marie starter i børnehaven sammen med Hubert. Efter i dag tænker jeg, at de får det fantastisk sammen, men også at der potentielt bliver nogle slåskampe, der kommer til at kræve pædagogisk assistance!

Nøj, hvor kan de køre mig træt de energiske små vildbasser, men hvor er jeg også lykkelig over at have mulighed for at være sammen med dem hver dag.

 

 

 

Familiemaskineriet…

Vinteren har for alvor fået tag i os med kolde temperaturer, sne og sygdom. Jeg må bare sande, at selvom vi alle i familien er udstyret med et nogenlude velfungerende immunforsvar, så er der ofte nogen, der er syge på denne årstid. Det kan godt være sejt at komme igennem de sygdomsramte dage, fordi resten af banden jo stadig tonser videre som normalt, hvilket forudsætter at hele familiemaskineriet bliver holdt i gang. Vi finder løsninger, så godt vi kan, og nu er det heldigvis weekend!

Bloggen får ikke så meget opmærksomhed, når kræfterne skal bruges i det virkelige liv i stedet for og sådan skal det selvfølgelig også være.

Egentlig ville jeg ikke skrive et blogindlæg om sygdom, da jeg trænger til at tænke på noget andet!

Noget jeg har funderet over, er noget så banalt som min helt lavpraktiske hverdag. Da Bertil og Helga Marie stoppede i vuggestuen for at være hjemme hos mig hele tiden, fik jeg utroligt mange gode råd med på vejen i forhold til vores “nye” hverdag. Alle de velmenende råd handlede om at skabe struktur, systematisere aktiviteter og i det hele taget at planlægge.

Med struktur og god planlægning kan man uden tvivl få en masse praktisk fra hånden, lave meningsfulde aktiviteter og undgå selv at blive skør i bolden. Sådan ca. lød opskriften.

Jeg kan tydeligt se de mange fordele, man kan opnå ved den strukturerede model – i teorien, men i praksis dur det ikke for mig.

Jeg har forsøgt mig, men jeg trives bedre med den mere tilbagelænede og halvspontane model. Jeg tror, det handler om flere ting. Hele ideen med at tage de små ud af vuggestuen var jo at skabe ro og mere overskud i vores familieliv. Når man er seks mennesker, der lever sammen, er der rimelig meget gang i den, og fordelen ved hjemmelivet for Bertil og Helga Marie (og mig…) er jo netop at kunne tage den med ro hele formiddagen, så vi kan “stå distancen” resten af dagen og hilse den velkommen, med alt hvad det indbefatter af aktiviteter, legeaftaler, arrangementer osv. uden at komme til at lide af kronisk overstimulation. Derfor intet behov for skemalagte formiddage!

Det er meget muligt, at jeg godt kunne have nået endnu flere støvsugninger eller oprydninger og skruet op for effektiviteten af de praktiske opgaver generelt, hvis jeg havde været mere struktureret, men det betyder faktisk ikke rigtigt noget for mig. Jeg sætter så stor pris på min mulighed for at tage dagen, som den kommer, og jeg vil meget hellere blive en time ekstra på legepladsen eller drikke morgenkaffe, mens jeg tegner med de små, hvis det er det, vi har lyst til, end jeg vil have topkarakter i at lege husmor. Selvfølgelig har jeg nogle rutiner, som forekommer omend ikke nødvendige så i hvert fald naturlige som fx, at vaskemaskinen helst skal køre første vask fra morgenstunden. Eller at opvaskemaskinen helst tømmes ved daggry, så jeg har et sted at losse tingene ned i løbet af dagen, men de dage jeg ikke når det, fungerer køkkenbordet også glimrende som mellemstation…

Det mest strukturerede ved vores hjemmeliv er vores sociale aktiviteter. Vi går i legestue én gang om ugen og mødes med nogle andre hjemmegående med jævnaldrende børn to formiddage om ugen. Det ligger rimelig fast med det forbehold, at vi melder fra, hvis der er for meget andet, der fylder ugen op.

Det er tydeligt, at Bertil og Helga Marie nyder, når der sker noget, men de nyder også at have rolige formiddage, hvor vi bare dimser rundt, læser bøger, går en tur på kirkegården og kigger efter egern eller andre vigtige ting.

Jeg nyder at have tid til at opleve dagene med ungerne, og mit hjerte smelter på daglig basis som fx, da vi forleden gik tur med klapvognen og mødte en lille hidsig gravhund, der bjæffende kom og overhalede os. Helga Marie blev meget bange for den, og Bertil rakte over og tog fat i hendes arm, mens han sagde: “Mig nok pas’ på dig Hega!”

 

 

Tanker om dyder: Retfærdighed

Sjap, sne og kulde præger det nye år og giver rig mulighed for at hygge indendøre med leg, spil og lidt strikketøj, når der en gang i mellem er tid til det.

Selvom det efterhånden er længe siden, jeg skrev et indlæg om mådehold, som er en af de 4 kardinaldyder, vil jeg alligevel tage tråden op og fortsætte rækken.

Det er næsten som om, at jo mere jeg tænker over de gamle kardinaldyder, jo mere mening giver det for mig at beskæftige mig med dem.

I denne omgang har jeg gjort mig nogle tanker om retfærdighed i relation til min hverdag. Ikke noget højtravende filosofi – bare helt jordnære tanker.

Overordnet forstår jeg retfærdighed som en dyd, der er med til at regulere og afballancere forskellige forhold. Magtforhold fx reguleres af retfærdighed og samfundsgoder fordeles efter vedtagne love, der bygger på principper om retfærdighed.

Det store spørgsmål er så, hvordan afbalancering og fordeling reguleres retfærdigt?

Er retfærdighed et lighedsprincip? Er demokrati fx retfærdigt?

Når hverdagslivet udspiller sig i vores familie, popper retfærdighed i alle mulige forskellige afskygninger ofte op. Det kan fx være i forbindelse med konflikter, eller når vi har forskellige opfattelser af virkeligheden. Næsten uden undtagelse stikker retfærdigheden hovedet frem, når vi spiller. Spil handler som oftes om at vinde og dermed kommer der noget på spil. Kampen for at vinde blander følelser ind i spillet, og så skærpes retfærdighedssansen som regel, og spilleregler må hjælpe med reguleringen. Det kan godt være ret udfordrende, hvis reglerne er for komplicerede i forhold til spillernes evner til at forstå og ikke mindst til at overholde dem. Det kræver øvelse at lære at navigere efter bestemte regler og modstå fristelsen for at snyde sig til en sejr.

Børn har ofte en meget stor retfærdighedssans, og den kan godt være svær at udfordre uden at skabe for store problemer. Jeg kan selv huske, hvordan vi som børn lå på knæ, når en sodavand skulle deles, så vi helt tæt på kunne se, om der kom lige meget i glassene. Anders Fogh Jensen stiller i sit podcast om retfærdighed netop spørgsmål ved den lige fordeling af fx en sodavand. Er det egentlig rimeligt, at alle får det samme? Vil det være mere rimeligt, hvis man får forholdsmæssigt i forhold til sin størrelse? Eller måske skal man vurdere, hvem der har det største behov for sodavand i situationen? Man kan også kigge på, hvem der har ydet en særlig indsats eller noget helt femte. Retfærdighed har mange ansigter!

Når retfærdighedssansen tager overhånd bliver den til smålighed og det er bestemt ikke efterstræbelsesværdigt i min verden. Smålighed er ganske enkelt noget skidt.

Omvendt skal man ikke lade sig kue men bestemt også holde på sin ret for at opretholde sin integritet og måske identitet.

Med 4 børn forholder jeg mig virkelig ofte til retfærdighed i forhold til det enkelte barn i vores flok. Alle skal jo ikke altid have lige meget, og ofte er det i virkeligheden mere retfærdigt at differentiere, men hvordan og hvor meget? Det gælder alt fra fredagsslik til tid, og det afhænger selvfølgelig altid af den enkelte situation. Det er ikke altid helt nemt at finde balancen!

Retfærdighed er også med til at afballancere forholdet mellen børn og voksne i vores familie. Børnenes “verden” kommer nemt til at fylde rigtig meget i familielivet, hvilket i mange tilfælde er godt. Børn har krav på at blive set og taget alvorligt, synes jeg, men jeg har også altid stræbt efter ikke at undertrykke ‘voksenverdenen’ fuldstændigt, og jeg bruger bl.a. retfærdighed til at regulere forholdene, så vi i højere grad kan stræbe efter en “fælles verden”. Børnenes behov kommer i første række, men de voksnes interesser og behov skal også imødekommes. Det er i virkeligheden både for min egen overlevelses skyld, så jeg ikke drukner i modelervoks, legoklodser og MGP hits, men også en bevidst del af den opdragelse jeg pådutter mine børn. Jeg vil gerne lære dem at give plads, og at hele verden ikke altid centrerer sig om dem. Vi har alle den samme værdi, og retfærdigheden hjælper os med at regulere pladsen, så vi alle sammen kan være her. Hvordan det så ser ud i praksis er evigt modellerbart!

På den måde hænger retfærdighed også sammen med ansvar. Hvis jeg fx skal dele en kage, er det naturligt, at jeg selv tager til sidst. Alle ville undre sig, hvis jeg delte kagen og selv skyndte mig at snuppe det største stykke. Den ansvarlige kageudskærer må gøre sit til at gøre alle stykkerne lige attraktive, for man ved jo ikke på forhånd hvilket stykke, der vil være tilovers til sidst. Retfærdighed rækker på den måde ud over én selv og handler i høj grad også om at kunne se, hvad der er retfærdigt for andre. Tænk hvis samfundsgoder blev uddelt efter samme princip…

Retfærdighed opstår ikke af sig selv, men er lige som de andre dyder noget, man tilegner sig undervejs i livet. Man må søge efter den rette balance i sit eget liv, sit familieliv og også efterstræbe retfærdighed i verden. Selvom det godt kan være noget at en mundfuld nogle gange… 🙂