Børn og madglæde

RMKE8103Weekenden er mere hellig nu, hvor vores nye hverdag er skudt i gang, kan jeg mærke. Jeg skal altså lige vænne mig til ikke at være sammen med de små hele tiden, og det kræver nok bare sin tid. Det virker umiddelbart som om, det er svære for mig end for mine to små eventyrlystne unger…

Vi har haft en rolig weekend med hygge, sol og leg i gården. Skønt!

I går tog vi hele flokken med til “Mad&Glæde” i Øksnehallen, og det var som altid, når vi tager på udflugt en plan, der enten kunne briste eller bære. Uanset hvordan man vender og drejer tingene, er det jo altid lidt et menageri at være på farten med vores flok, og der var også en del modstand mod udflugten hos et par af børnene. Vi skar i gennem og beordrede de halvbrokkende geledder ned i christianiacyklen og satte kursen mod Vesterbro. Heldigvis var udflugten en succes, og alle fik gode oplevelser – og ingen blev væk i menneskemylderet ;)

Vi tilbragte bl.a. en del tid i GoCook-afdelingen i børneområdet, hvor børnene målrettede stilede mod pizzaværkstedet. Det var virkelig hyggeligt at se dem alle 4 stå og ælte, snitte og pynte og dejligt at se, hvordan deres tilgang til råvarerne blev mere og mere eksperimenterende. De søde unge piger, der hjælp, havde en virkelig sej tilgang til både børn og mad! De formåede at pirre børnenes nysgerrighed, så alle mulige grøntsager sneg sig op på de små pizzabunde og – efter en tur i ovnen – sneg sig videre ned i maverne på mine stolte børn.

Jeg blev helt inspireret til at sætte alle mine pædagogiske sejl i madglædens tjeneste. Mad betyder rigtig meget i vores familie – især for vi voksne – og vi prioriterer for det meste at bruge en del tid i køkkenet på især aftensmaden, selvom den jo irriterende nok  falder sammen med ulvetimen hver eneste dag…

Vores børn deler ikke helt den samme entusiasme og ligner nok så mange andre børn. De er ret selektive, når det kommer til mad, der ikke falder under katagorierne kage/is/slik…og havregryn.

Da jeg så hvor nemt, de unge piger fik rykket nogle grænser hos børnene, blev jeg altså motiveret for at give den lidt mere gas i forsøget på at fremme børnenes madglæde. Jeg tænker, det altafgørende er medinddragelse! Det er jo ikke fordi, jeg ikke vidste det i forvejen, men jeg trængte lige til at se i praksis, hvor meget børnene egentlig nød at være med til at skabe deres egen mad.

Alting tager jo tusind år, når man har børn med i køkkenet, men jeg har lovet mig selv, at vi skal prioritere det noget mere!

Da pizzaerne var fortæret, havde den yngste halvdel af familien fået nok af masende menneskemængder, og vi splittede derfor op, så Kristian og de trætte cyklede hjem, mens Hjalmar og jeg blev og smagte os vej gennem den gamle smukke hal. Det var ganske hyggeligt, og da kvalmepunktet nærmede sig sit højeste, kapitulerede vi og vendte hjemad.

Hjalmar foreslog, at vi skulle gå hele vejen og det gjorde vi så. Solen skinnede, fuglene kvidrede og både byen og foråret viste sig fra sin bedste side.

Støv søstersolidariteten af!

Billede fra bogen "Chicken strikken" af Lisa Anne Auerbach

Billede fra bogen “Chicken strikken” af Lisa Anne Auerbach

Kvindernes internationale kampdag! En vigtig dag, som kalder på heftige debatter og stærke holdninger men, som for mit vedkommende mest af alt har lignet så mange andre dage.

Unger, afbrudt nattesøvn, spildte havregryn, våde flyverdragter, hovedpinefremkaldende møder, ulvetime… Hverdagstrummerum som jeg kender den bedst. Præcis lige så skøn og lige så udmattende som alle andre dage.

Jeg formår simpelthen ikke at komme op på den store klinge i år, selvom der er nok at kæmpe for. Både nationalt og internationalt.

Min egen position ligger ca. midt i mellem de to skyttegrave, hvor feminister mundhugges om hvem, der er mest feminister. Dem med høje hæle og høje karrieremæssige ambitioner vs. livmoderfeministerne der forsvarer retten til at prioritere hus og hjem – og nok især børn…

Jeg har en lang videregående uddannelse og har altid set mig selv som et intellektuelt menneske med høje ambitioner. Jeg har været på barsel 3 gange. Første gang delte min kæreste og jeg barslen lige over – det var jo fair for alle. Anden og tredje gang fik min kæreste 3 mdr., og jeg snuppede selv resten. Fordi det passede bedst, og fordi jeg havde lyst… Jeg ser mig selv som en frigjort kvinde, men har alligevel været hjemmegående med mine to yngste og min kæreste som primær forsøger. Jeg går stort set aldrig med make-up, og jeg elsker at strikke. Jeg udfører ca. 30 % af husholdningsarbejdet i vores hjem, og det er som regel min kæreste, der pakker pusletasken, smører madpakke og den slags. Alligevel føler jeg, at det er mig, der har det overordnede overblik i familien.

Dybest set er jeg nok bare en ret almindelig og gennemsnitlig kvinde i 30’erne, og på denne kampdag vil jeg egentlig bare være taknemmelig for, at jeg har så stor frihed til at vælge. For det føler jeg, at jeg har. Der er uden tvivl masser at kæmpe for, men fra mit eget lille perspektiv og med udgangspunkt i mig selv så er jeg faktisk ganske glad og godt tilfreds.

Dog vil jeg opfordre til, at vi støver søstersolidariteten af, hopper op af skyttegravene og sænker vore våben så der bliver bedre plads til alle de interessante køns- og ligestillingsdebatter. For de er stadig vedkommende og vigtige – især når perspektiverne løftes og vi vender blikket ud mod verden.

 

5 ting der har gjort min weekend endnu bedre!

1. At vores dobbeltseng har fået vokseværk! Efter 8 år med stort set nonstop tremmeseng(e) i soveværelset har vi nu i stedet etableret en gigantseng! Slut med at hægte sig fast med neglene i sengekanten og halvdelen af kroppen hængende i frit fald, mens et barn/børn kiler sig ned i midten for at tilkæmpe sig mest mulig komfort. Alle har nu god plads og alle er glade!

2. Arme riddere! Jeg ærger mig kun gul og blå over, at jeg aldrig har prøvet at lave den søde, delikate og dog temmelig fedtede spise noget før…

3. At Hjalmar og jeg var på tur i dag – bare os to… Åh, hvor er han altså sød!

4. At ungerne alle fire legede en leg, hvor de små var hunde og de store deres ejere. De kunne virkelig gø højt! Men sikke en hundekennel… Virkelig søde hundehvalpe!

5. At Bertil og Helga Marie har snakket og snakket om børnehaven! De glæder sig til i morgen – og jeg lever højt på successen (vel vidende at den slags kan have sine op- og nedture).

 

Børnehavestart!

I mandags var sidste dag med hjemmegående børn i huset og altså min sidste “arbejdsdag” i verdens bedste job…

Det er virkelig underligt at tænke på!

Vi udnyttede det smukke vejr og drog mod Zoo, hvor vi tilbragte hele formiddagen. Det er altid betagende at se børnenes fascination af dyr. De betragter dem så indgående, og jeg forstår dem godt. Vi kiggede i laaang tid på elefanterne, der stod og rodede med deres snabler, og Helga Marie og Bertil kunne slet ikke få nok. Skønt at have tid til at tage tingene i deres tempo!

Dagens højdepunkt var dog, da vi kom hjem og alle tre puttede os ind i dobbeltsengen og faldt i søvn med armene om hinanden. Dét kommer jeg virkelig til at savne!

Tirsdag stod børnehaven klar til at byde os velkommen, og de to små skurke flåede støvler og flyverdragter af og pilede ind og begyndte at lege, så snart vi var kommet indenfor døren. Vi hyggede os derovre hele formiddagen, og det blev tydeligt for mig, at de er helt klar! Selvfølgelig bliver det en omvæltning for dem, når nyhedsværdien lægger sig, men indtil videre er de trygge ved stedet, de voksne og mange af de andre børn, og det er jo et godt udgangspunkt. Mit hjerte smeltede, da en af pigerne på snart 5 år sagde til Bertil – “Skal vi ikke bare være venner for evigt?” – efter de havde leget i et kvarters tid… Børn er bare søde!

Første dag forløb altså stort set som en dans på roser…

I går gentog mønsteret sig, og jeg sagde derfor farvel, da Bertil og Helga Marie var kommet godt igang med at lege. Da jeg gik, stod de begge to frejdigt og vinkede i vinduet, mens Hubert var travlt optaget af at lege. Det var en underlig amputeret følelse at køre afsted med den tomme christianiacykel i regnvejret og en lille klump i halsen.

Det varede dog kun en god times tid, før Helga Marie havde fået nok og jeg derfor straks returnerede til børnehaven. Bertil var i fuld gang med at lege, og han smilede bare til mig og sagde hej, hvorefter han legede videre. Min tapre lille pige, der sad og levede perler sammen med nogle store piger, blev pludselig lille igen, da jeg trådte ind over dørtærsklen, og den næste halve times tid betragter jeg som min ilddåb i disciplinen “3 børn ud (eller ind for den sags skyld) af samme institution”…

Pludselig kunne jeg genkende den kaotiske følelse fra dengang, de små gik i vuggestue og de fleste af mine eftermiddage gik med at hjemhente trætte børn fra forskellige institutioner. Nolge ville ikke med, andre ville gerne, men ingen ville det samme…

Ilddåben forløb ca. sådan:

Helga Marie hiver i min arm for at få mig med ud i gardaroben, mens Bertil hiver i den anden for at få mig til at blive på stuen, hvor han langtfra er færdig med sin leg. Hubert hiver verbalt i mig for at få mig med ud i gangen, hvor han vil vise mig noget ubestemmeligt, han har bygget af små plus-plus brikker sammen med nogle af sine venner.

Helga Marie spiller trumfkortet og åbner for sluserne og med våde øjne og den store sirene slået til, når vi gardaroben for at konstatere, at hendes sut ikke ligger i tasken. Dér bryder hendes verden sammen og selvom hun er en sej lille fidus, så er hendes grænse nu nået! Bertil har heldigvis glemt alt om sin leg på stuen, men finder triumferende en sut i sin egen taske. Han bliver pludselig også lille igen og vil ikke låne den gennemgnavede sut til sin søster. Dén kamp går ikke helt stille for sig…

Hubert og hans ven hopper på repeat ned fra den høje bænk i gangen, mens de griner og snakker om en legeaftale og jeg beder til at ingen af dem kommer til skade, mens jeg forsøger at mægle i suttekonflikten…

Vennen prøver insisterende at overdøve hyleriet og mine kommanderende forsøg på at få bare nogle af mine børn i overtøjet og er stålfast omkring legeaftalen, som hun vil have mig til at tage ansvaret for ved at ringe til hendes mor med det samme!

Min puls stiger, mens jeg prøver at huske de gode pædagogiske metoder og bider mig selv i tungen for ikke at brøle: SÅ KOM DOG FOR FANDEN I TØJET UNGER! Jeg trækker vejret helt ned i maven og behersker mig… En pædagog kommer ud i gardaroben og giver mig en meget kærkommen hjælpende hånd og en anden går rundt og lukker døre, så resten af børnehaven ikke bliver lyd-forpestet af optrinnet.

Med næsten rolig stemmeføring og favnen fuld af cykelhjelme, våde støvler og vanter takker vi af for i dag og siger på gensyn i morgen. Nogle gange er vi bare en omrejsende cirkusforestilling…

Når man lige trækker vores afskedssalut fra, er de første dage i børnehaven alt i alt gået rigtig godt og jeg har stadig tillid til projektet!

 

Afslutninger og begyndelser

Da jeg cyklede gennem de Københavnske gader i går, kunne jeg mærke foråret vente lige om hjørnet. Byen summede af liv, og Dr. Louises bro var fyldt til bristepunktet med mennesker, der hang ud og nød solens stråler. I dag er det til gengæld virkelig koldt, og forårsfornemmelsen føles igen mere fjern…

Ugen er gået med at nyde de sidste dage af hjemmelivet og med at sige farvel til legestue og legegruppe. Det er altid sådan en underlig vemodig fornemmelse at sige farvel og afslutte noget, man er glad for.

Jeg har generelt svært ved overgange, tror jeg. Hverdagens forudsigelighed passer godt til mig og når jeg står på kanten til noget nyt, bliver jeg altid sentimental og ønsker bare, at alt kan få lov at blive ved det gamle. Uvisheden om, hvordan vores nye hverdag bliver, hvad de små siger til børnehavelivet og hvordan det kommer til at blive for os alle sammen, erstatter det kendte og trygge. Dét, vi gennem forskellige prioriteringer har fået til at fungere så fint, er nu igen under forandring. Heldigvis kan jeg mærke, at vi har gjort, hvad vi kunne for at bygge et godt fundament og det er en god følelse!

Forandringer er jo ikke kun afslutninger, men også nye begyndelser og dermed åbninger for endnu flere gode og spændende ting. Børnehaven er én af de ting, der kommer til at fylde noget af pladsen ud i Bertil og Helga Maries hverdag og jeg er sikker på, det bliver godt.

Vi har selvfølgelig snakket med børnehaven om, hvordan de første dage skal forløbe og pædagogerne er som altid vildt tjekkede og har gjort sig gode tanker om processen. De foreslog at holde Bertil og Helga Marie sammen den første uge som udgangspunkt og lade dem knytte sig til den samme voksne til en start. Senere er det meningen, at de skal være tilknyttet to forskellige familiegrupper, som de kalder det og dermed fx spise, holde morgensamling og andre ting hver for sig men stadigvæk være tæt på hinanden størstedelen af dagen. Det skaber virkelig tryghed og tillid i mit hoved og ikke mindst i mit hjerte, at de er så omsorgsfulde og professionelle. Det bliver uden tvivl ikke helt nemt for mig, hverken at sige farvel eller at undvære de to små dejlige unger, men det er godt at vide, de er i rigtig gode hænder.

Nu vil jeg hengive mig til nuet og sofaen og nyde, at er det lørdag aften. I aften kalder den på strikketøj og drinks for mit vedkommende. En virkelig skøn kombination, jeg sagtens kan anbefale :)

 

Sidste uge med hjemmeunger venter…

Hjemmelivet med Bertil og Helga Marie lakker mod enden og med kun en uge til børnehavestart, har jeg tænkt mig at nyde hvert øjeblik!

Tilbage i slutningen af foråret sidste år, da vi tog beslutningen om at sætte deres institutionsliv på pause, havde jeg en følelse af, at den tid, der lå foran os var uendelig lang og tankerne om børnehave lå dengang langt ude i fremtiden! Men som det ofte er med tiden, så er den en utilregnelig størrelse, og jeg må sige, at tiden virkelig er fløjet afsted!

Jeg havde det på samme måde, da jeg var på barsel med Hubert og igen, da jeg var på barsel med Helga Marie og Bertil. En følelse af, at vi skulle hygge os og være sammen hele tiden i uendeligt lang tid og så med ét, var tiden gået.

Med Hjalmar var det lidt noget andet, fordi det var nyt for mig at være mor dengang. Tiden stod nærmest stille og efter 6 mdr. syntes jeg min barsel havde varet for evigt! Det var ikke fordi, jeg ikke nød at være sammen med ham, for det gjorde jeg virkelig! Jeg kørte bare i et helt andet gear…

Jeg var studerende dengang (i gamle dage – dengang uddannelserne tog den tid de tog og stadig havde plads til fordybelse…) og havde haft alt min undervisning, mens jeg var gravid, så jeg manglede bare en enkelt eksamensopgave, før specialet ventede på mig. Derfor overtog Kristian barslen efter de 6 mdr., og jeg studerede et par timer om dagen.

Jeg tror, det var kontrasten til min liv, før jeg blev mor, der resulterede i en helt anden tidsfølelse, for med de andre tre havde jeg slet ikke været klar til at komme ud af hulen så tidligt. Selvom Kristian var på barsel, var jeg jo stadig rigtig meget hjemme, men jeg var alligevel orienteret mod verden udenfor på en anden måde end i de senere barsler.

Nu sidder jeg igen med følelsen af, at tiden løber lidt hurtigere, end jeg kan nå at følge med til, og på en måde er den overgang, der venter os lige om lidt, også meget lig barselernes afslutning.

Selvom Bertil og Helga Marie er ved at være et par store børn, der er helt klar til børnehavelivet, er det jo stadigvæk en lille symbiose, der skal brydes. Vi tre har været sammen i døgndrift og beslutningen om at være hjemme sammen med dem, er ubetinget en af de bedste jeg nogensinde har truffet.

Det har været op af bakke nogle dage, og jeg synes det har været hårdt arbejde. Det vil jeg ikke lægge skjul på.

Men jeg kender de to rødder helt ind i sjælen, og jeg har nydt at være med i alt, vi har gjort sammen.

Sommermorgener med sol, kaffe og bare tærer i sandkassen. Udflugter med madpakker rundt omkring i København med christianiacyklen. Barselshygge med min søster og vores lille kusine. At putte os sammen under et tæppe i sofaen med en stak bøger, når regnen ruskede udenfor. Decembers julehygge og lange morgener i nattøjet. Den korte periode med sne, som vi udnyttede til fulde. Mest af alt har jeg bare nydt deres leg og grin. Nej, mest har jeg vidst bare nydt det hele!

Min Bedstemor sagde dengang jeg snakkede med hende om min beslutning, at jeg aldrig ville komme til at fortryde min tid sammen med børnene, og det fik hun ret i.

Når tiden kommer, vil jeg prøve at nyde at se dem have et liv ude i verdenen på egen hånd – eller næsten egen hånd. De har jo heldigvis både hinanden og storebror Hubert, der glæder sig helt vildt til de skal starte i børnehaven.

 

 

Frisk luft, feber og fødselsdagsfejring

IMG_6194Frisk havluft og feber præger denne ferie og selvom vi godt kunne undvære host, snot og feber nyder vi det alligevel i fulde drag!

I går fyldte min Bedstemor 91 år. Det er ikke til at forstå, for hun holder sig godt, er altid flot og velklædt, er stadig sådan en Bedstemor, der altid lige har bagt en kringle. Og så strikker hun! Hun har strikket, siden hun var 4 år, og hun har stadig de små rundede strikkepinde liggende i skuffen. Dengang strikkede hun tøj til sine små søskende, og gennem tiden har hun strikket tøj til hele vores store familie. I min barndom gik jeg altid i Bedstemors hjemmestrikkede trøjer, og det gør jeg stadigvæk – ligesom mine egne børn nu gør. Det er en vidunderlig ting, som jeg sætter virkelig stor pris på!

Det er ikke til at forstå, at min Bedstemor har levet i 91 år. Verden er en anden nu end dengang, og det er næsten ubegribeligt at tænke på alt det, hun har oplevet gennem sit liv. Jeg beundrer hende for stadig at følge med, og jeg håber, hun holder sig rask og frisk længe endnu!

I går fejrede vi hende, og selvom vi har været ramt af høj feber nonstop siden feriens begyndelse, var alle mand kølet ned til normaltemperatur netop i går. Heldigt!

Hip hip hurra for min Bedstemor!

 

 

Vinterferie!

IMG_6119Vinterferien er yderst velkommen i år, og selvom den indtil nu både har budt på hygge, høj feber, udflugt og masser af host, nyder vi den til fulde. Hosteriet og den høje feber kunne vi selvfølgelig godt have undværet, men jeg har efterhånden lært, at det ikke nytter noget at lade sig slå ud af lidt sløjhed – omend jeg måske lød knap så kæk, da jeg i går havde røret til akutlinjen i den ene hånd og strøg mit barn med 41 i feber over håret med den anden…

Men nu er feberen faldet og udsigten til en hel uge, hvor vi er sammen allesammen, og hvor ingen skal ud af døren om morgenen, er skøn!

I dag tog jeg og de to store drenge på udflugt til Zoologisk Have, og selvom det var hundekoldt og mine knogler stadig fryser, så var det virkelig en dejlig tur. Med tid, tid og tid! Tid til masser af snak og tid til at tage tingene i deres tempo. Uden små afbrydende søskende…

Da vi kom hjem og havde forsøgt at varme vores forfrosne kroppe op indefra med masser af varm kakao, lavede ungerne deres egen zoo med alle husstandens bamser – og der er mange! På den måde blev ingen snydt for en dag i dyrenes tegn :)

 

 

 

5 ting der gør mig varm om hjertet midt i vinterkulden

IMG_60831. Når Hubert kører rundt med Bertil og Helga Marie på den gode gamle røde klassiker af en institutionscykkel medto lad – et til hver af de to små grinende troldeunger.

2. At vi har verdens bedste børnehave og fritidshjem. I aften var vi til fællesspisning på fritidshjemmet, der bød på aftensmad, leg og storsmilende pædagoger. Jeg bliver næsten helt fortrøstningsfuld på de pædagogiske institutioners vegne, når jeg ved, der findes to suveræne institutioner som vores, der har de pædagogiske værdier og hver især en fantastisk ånd som byggesten.

3. Når Bertil og Helga Marie selv finder ud af at hælde vand fra et glas over i et andet, så de begge har en bundsjat i stedet for, at den ene sidder med et tomt glas. Det er søskendesolidaritet!

4. Da jeg i morges blev vækket af Kristian og de to store drenge i flyverdragter, friske og klar til at begynde dagen ude i virkeligheden, mens jeg kunne vågne stille og roligt op sammen med en kop kaffe og de små, der sad og så Alfons Åberg.

5. Vintergækker! Noget så fantastisk som de første forårstegn der viser sig. Jeg elsker egentlig vinter, men nu har den været i gang længe og vintergækkernes varsel om varmere tider, er ret kærkomment!

 

Fastelavn

IMG_6021Fastelavnsfeberen raser denne weekend, og i går var vi hele familien til fastelavnsfest. Efter en dejlig dag med tøndeslagning, fest og masser af fastelavnsboller var det 4 glade unger, der indtog aftenmaden i fuld udklædning – og med en enkelt kattekongekrone på toppen!

Med 4 børn i puljen er chancen jo ret stor for at få en kroneindehaver i familien…

Men, faktisk var det kun Hjalmar, der for alvor var med i kampen om kronerne, da resten af flokken var noget skeptiske over både konceptet med at tæve løs på tønden og over en maskeklædt pige, der også var ret uhyggelig! Da slikposerne endelig fløj ud af tøndens bund, fik piben dog hurtigt en anden lyd. :)

Jeg havde jo kastet mig ud i hjemmesyede fuglevinger og blev da også både færdig til dagens farverige fest og rimelig tilfreds med resultatet, – selvom det tog lidt længere tid end beregnet at sy de mange fjer fast…!

Sådan er det, når man har børn i huset og fordybelse er en luksus, der hører en svunden tid til. Jeg manglede kun lige de sidste detaljer, som jeg havde tænkt, jeg skulle sy om formiddagen, mens dejen til fastelavnsbollerne hævede. Men så skulle nogen lige have en mad, noget frugt, noget mælk osv, og så skulle nogen lige have hjælp til det ene og andre til noget andet, så havde nogen spildt ud over hele gulvet, mens nogen skulle skiftes. Så ville nogen gerne hjælpe med fastelavnsbollerne, hvilket var virkelig hyggeligt! – Især, hvis vi havde god tid…

Altså alt i alt virkelig mange afbrydelser! Og dermed en meget langsommelig sy- og bageproces, der krævede stor omstillingsparathed og lige så stor tålmodighed! Den ultimative mindfullnessøvelse…

Vi nåede det hele og entrerede overraskende nok festen som nogle af de første, men det er altså med at tage nogle dybe indåndinger sådan en formiddag for lysten til at brøle højt, trampe i jorden og kræve 10 min. sammenhængende ro ligger lige under overfladen.

Jeg kunne jo bare droppe de hjemmelavede kostumer og dermed prioritere min tid anderledes, men jeg synes på en eller anden skør måde, det er værdifuldt for mig at lave fastelavnskostumer selv. Det er noget med skaberglæde og kreativitet, jeg kan lide at få til at gå op i en højere enhed… Jeg har selv gode og hyggelige minder fra min barndom, hvor min mor ofte lavede kostumer, og det er en tradition, jeg har lyst til at fortsætte. Jeg kan godt lide processen fra ide til resultat, og jeg synes, det er sjovt at inddrage børnene i den. De kigger mest med fra sidelinjen, men med årene håber jeg, at de får lyst til at være mere med i processen.

Jeg vil dog retfærdigvis lige tilføje, at langt det meste af den udklædning, vores familie troppede op i til festen i går, var fra udklædningskassens skattekiste og så absolut ikke hjemmesyet! Der skal være plads til det hele!