Lidt om mindfulness og min Bedstefar

Der er noget ved hele mindfulnessbølgen, der trigger mig!IMG_1810

Siden jeg var 16 år og deltog på et yogakursus i den lokale husmoderforening (det hed det virkelig!!) sammen med min mor, har jeg dyrket yoga i perioder. Set i bakspejlet lignede husmoderyogaen til forveksling noget fra en satireserie på DR2. Den lille landsby, vi boede i dengang, er en vaskeægte jysk landsby i et landbrugsområde domineret af kartoffelbaroner og familier, hvis slægt i byen går tilbage til, da ruderkonge var knægt. På holdet var min gymnasieveninde og jeg, nogle voksne kvinder, der måske havde duftet lidt til det søde hippieliv, før de fik børn, en virkelig øko-agtig mand (vel at mærke før økologi blev moderne!) i løstsidende hamptøj og fuldskæg og så en håndfuld pensionister i farvede fritidsdragter, der trængte til at strække den halvkrøllede krop igennem. Underviseren var det sødeste, mest autentiske yogamanneske, jeg har mødt. Hun fik os til at mærke strømninger i kroppen og fortalte om chakra, mens vi lå dér og kæmpede i stillingerne og forsøgte at se afslappede ud. Hun havde et stort kruset hår, velourbukser og drak urtethe. Nå, men det var altså her i den brogede flok, at jeg tog mine første spæde yogaskridt. Den har fulgt mig siden, yogaen – men altså kun på periodisk hobbyplan. Det tæller vel også.

Jeg er fascineret af tankesættet bag og kan ikke lade være med at blive draget lidt, af den spiritualitet yogaen rummer. Siden husmoderforeningen har jeg dyrket yoga i smarte studier på Nørrebro med mænd og kvinder i lækkert yogatøj og med (moderne) økologiske yogamåtter. Urteteen findes også i de fancy studier, nu gemmer den sig blot bag et lækkert brand.

De sidste år er det mest hjemme på stuegulvet, mit yogaliv har udfoldet sig og jeg skal blankt indrømme, at der næsten når at gro mug på yogamåtten indimellem. Man kan kalde mig en inaktiv yogi. Det er altså heller ikke det letteste at dyrke yoga med fire børn omkring sig, der tror man vil lege hest, når man forsøger sig med et hundestræk. Jeg har også dyrket graviditetsyoga, og jeg har gået til børneyoga sammen med Hjalmar. Jeg har  læst bøger om yogafilosofi og buddhisme – både i min sparsomme fritid og i forbindelse med mine uddannelser. Desuden fulgte jeg for et par år siden et kursus i kommunikation og ledelse, hvor mindfulness var integreret som en slags værktøjskasse.

Jeg vil ikke på nogen måde kalde mig ekspert på området, men jeg ved da lidt. Nu skal jeg så på mindfulnesskursus igen, og jeg skal da lige love for, at mindfulnessen har fået greb om både Hr. og Fru Danmark – og om erhvervslivet. Der er rigtig mange fine tanker i mindfullness, man kan lade sig inspirere af. Det skal der ikke herske tvivl om. Men det er da lidt bizart, at folk åbenbart har mistet evnen til at være fokuserede og nærværende. Man kan tage kurser i mindfullness, der relaterer sig til alt fra ledelse over graviditet og arbejdsliv til parforhold osv. Fint nok. Men virker det? Kan man bare pille en del af “østens mystik” ud af dens helhed og adoptere den i vores fortravlede verden? Ikke umiddelbart, tænker jeg. Man kan selvfølgelig altid lade sig inspirere.

Jeg fik engang til opgave at tænke på det mest nærværende menneske, jeg kunne komme i tanke om. Jeg skulle fremkalde mig billedet af den person, jeg synes var mest nærværende i det personen gjorde. Altså ikke blot i en samtale men i selve livet. Det billede jeg fik frem i min indre biograf, var billedet af ingen ringere end min Bedstefar. Det blev jeg selv vældig overrasket over! Jeg tror aldrig, min Bedstefar havde hørt om hverken yoga eller mindfulness, men ikke destomindre var det altså ham, jeg tænkte på.

Min Bedstefar, som desværre døde for 2 år siden i en alder af 89, elskede livet og livets små detaljer. Han var handelsmand og havde en lille ejendom lidt udenfor byen, hvor han gik og nussede rundt. Han havde heste, katte, køer, æsler og hvad der nu ellers kom med hjem fra markedspladsen. Han var dedikeret og fordybede sig i sin verden og havde altid sin fulde opmærksomhed på det, han lavede. Han ordnede seletøj i kælderen om aftenen, passede dyr og tog sig tid til at klø dem bag ørene og ordnede alt det forefaldende arbejde, der opstod. Han var passioneret. Jeg husker det som om, han altid fløjtede. Han havde en ro, som var meget inspirerende og jeg tror den bundede i, at han var tilfreds. Han var tilfreds med sit liv og sin verden og fordybede sig uden hele tiden at være på vej til noget andet.

Pointen er altså, at min Bedstefar nok er ham, der har lært mig allermest om mindfulness og det er da ret fantastisk at tænke på. Kurser kan introducere et tankesæt, og man kan læse sig frem til en viden, men der er ikke noget, der slår en god rollemodel, der viser vej med sine handlinger.

Jeg tror, at det der trigger mig, er den der quick-fix mentalitet, der hersker på fx et mindfulnesskursus. Et effektivt kursus, der har til hensigt at skabe effektivitet – pakket ind i eksotiske tanker om at være i kontakt med sig selv. Der mangler noget autenticitet i mine øjne. Jeg kommer helt til at savne husmoderyogaen! Dér gik man da i det mindste all inn i forsøget.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen og det var heller ikke meningen at skrive så langt et indlæg om yoga(!). Tror bare, at tankerne om min Bedstefars nærvær i livet i kontrast til det effektive forsøg på at lære en flok mennesker “fokuseret nærvær” på et kursus ville ud  gennem mine fingre. Det handler måske lidt om at åbne øjnene i stedet for at forsøge at opfinde den dybe tallerken.

 

Vuggestue-nostalgi

Vi har været til samtale i vuggestuen. Sådan en samtale om hvordan ungerne trives og udvikler sig. Selvom det er tredje gang, vi er igennem møllen, blev jeg helt rørt.

Pædagogen havde sat en time af og delt samtalen op, så Bertil og Helga Marie fik lige lang tid under luppen. Det i sig selv blev jeg glad for! Det er dejligt, når omverdenen også betragter dem som to individer, selvom de er tvillinger. Selvfølgelig er der også meget i deres trivsel og udvikling, der skal ses i lyset af deres relation til hinanden og deres samspil, men det var der også tid til at snakke om. At høre pædagogen fortælle om sin oplevelse af Bertil og Helga Marie, beskrive alt fra deres motoriske og sproglige udvikling til at fortælle om, hvordan de deltager i aktiviteter, hvordan de leger og socialiserer med de andre børn, hvordan de udvikler sig hver for sig og sammen ramte mig!

Jeg tror, det skyldes flere ting. I det hele taget dét at høre en anden fortælle om sin oplevelse af og med vores børn var tankevækkende. At få en andens øjne på dem og blive bekræftet i, at de bare elsker at være i deres vuggestue og har det godt. At pædagogen fokuserer på og ser nogle detaljer, som vi ikke selv er helt opmærksomme på og i det hele taget dét, at de har deres egen lille verden uden os.

Men det er også  en stolthed over, at de udvikler sig så fint og trives så godt. Vi havde mange tanker under graviditeten og blev fulgt ret tæt af hospitalet. (Det gør man ofte, når man venter tvillinger). Helga Marie var en lille trold, mens hun var i maven og lå vægtmæssigt under alle kurver og skemaer, så det er klart, at vi havde mange tanker, om alt nu var okay, om jeg ville føde for tidligt osv. Vi har altid forsøgt at have et pragmatisk forhold til hele overvågningen af graviditeten og kun fokusere på det, vi kunne se og som jeg kunne mærke. Nemlig, at de begge to voksede og at jeg havde det godt. Jeg tror alligevel, alle de tanker vi havde dengang ligger dybt derinde i gemmerne og har betydning for, at glæden over, at alt går så fint, er lidt ekstra stærk.

Der er også bare noget i, at når man har 4 børn, føler man ofte, at man ikke gør alting til UG, men efter samtalen blev Kristian og jeg enige om, at noget må vi gøre rigtigt. Og det var en dejlig følelse.

Der er mange ting, som bliver lidt rutine-agtigt med nr. 3 og 4. Overvejelser man havde tidligere, som nu styres mere af pragmatisme end af idealisme. Der er noget nostalgi, som bliver trængt lidt i baggrunden til fordel for logistik. Sådan er det bare! Derfor føles det ekstra fint at blive mindet om, at hvert af vores børn er helt sin egen og agerer individuelt i verden. At det ikke bliver mindre vigtigt at følge dem tæt og opmærksomt, selvom de er nummer 3 og 4. Sådan en god omgang vuggestue-nostalgi er ikke af vejen!

Feeling yellow på grønsværen

Hvem havde troet mine eftermiddage på grønsværen (altså på sidelinjen!) skulle give afkast i form af den fineste inspirations-/forkælelsesaften?

Ikke mig kan jeg afsløre! Jeg har et ret anstrengt forhold til fodbold. Jeg er ikke vild med den lidt brovtne kultur, der hersker omkring fodbold, den magt sporten har og så har jeg decideret boldskræk. Ikke destomindre tilbringer jeg en eftermiddag om ugen på grønsværen.

Da Hjalmar kom og sagde, at han gerne ville gå til fodbold, forsøgte jeg i første omgang at aflede ham og foreslog alle mulige andre spændende ting. Det prellede af på ham og selvom han synes, det var hyggeligt at gå til både rytmik og yoga, da han var 4, kunne jeg godt fornemme, hvor det bar hen.

Vi startede fodbolden op i sommer og da træningen lå på Kristians sene arbejdsdag, blev det min tjans at hente ungerne og tage hele flokken med på grønsværen (hedder det overhovet det, når der er tale om en kunstgræsbane på Nørrebro?). Det kan diskuteres, hvor hyggeligt det var, men det gik da.

Hjalmar trænede, og jeg løb rundt og nærmest tvangsfodrede de tre små med snacks for at holde dem uden for banen samtidig med, at jeg desperat prøvede at kigge på min ældste søn, så jeg kunne sige ja! med god samvittighed, når han senere spurgte, “så du det mål, jeg scorede, da jeg lavede en højder, da jeg faldt?, osv.” Nu er træningen rykket indendøre i en gammel gymnastiksal og når man lige ser bort fra lugten af gamle gummisko og sved samt lyden af 12 børn, der larmende løber rundt med en masse bolde, er det faktisk ok hyggeligt. Træningstidspunktet ligger senere, så den ene af os kan tage med til fodbold uden resten af ynglet. Se, nu er det pludselig en anden tjans! Hyggelig mor-søn tid lige midt i ulvetimen! En ekstra bonus er hyggesnakken med de andre forældre, og det er her den gule følelse kommer ind i billedet.

Jeg har nemlig mødt Anja, der også er fodbold-mor. Anja inviterede mig til inspirationsaften og uden at ane hvad det handlede om, eller at kende Anja særlig godt, sagde jeg selvfølgelig,  ja tak! Og det er jeg umådelig glad for, at jeg gjorde.

Anja havde lavet den vildeste, mest gennemførte aften, hvor temaet var gult bryllup. Vi var ca. 20 piger, der ankom en kold torsdag aften til bobler i gyldne nuancer, inspirerende pynt på vægge, i lofter og på borde og ikke mindst fantastisk lækker mad – primært i gyldne farver. Konceptet var, at vi skulle inspireres af omgivelserne, sanseoplevelserne og af hinanden. Og jeg skal da lige love for, at det var skønt! Bagefter sad jeg tilbage med følelsen af at være meget heldig. Tænk, at der findes mennesker med sådan et overskud og tænk, at jeg skulle inviteres med!

Jeg forestiller mig, at Anja har tænkt, – hende der den grå mor til de mange børn, hun trænger sku til det! Og hun havde ret. Jeg føler mig faktisk en smule mere gul og varm efter den dejlige aften. Nu må vi se, hvor længe det holder! Du kan se mere om Anja her.

Om jeg er blevet en større fodboldentusiast? Nej, det vil nok være for meget at sige, men jeg vil til enhver tid sige: Giv skidtet en chance, man ved aldrig, hvad det kan føre med sig!

IMG_1808

Sisyfos på overarbejde

Kender I følelsen af at løbe og løbe og ikke komme nogen vegne? At slide og slæbe uden at kunne se resultatet?

Når man får børn, følger der en masse praktisk arbejde med og når man så får 4 børn, følger der ekstremt meget praktisk arbejde med! 4 børn og 2 voksne producerer vildt meget rod, opvask, beskidt tøj og bare beskidt alt muligt alle mulige steder. Jeg forsøger ikke at vaske mere end nødvendigt – jeg vil jo gerne passe lidt på vores fine jord. Alligevel blev det vel til 4 vaske og 2 gange tørretrumbling på sådan en almindelig dag som i dag. 4 børn og 2 voksne (til de 4 børn) producerer åbenbart virkelig meget vasketøj. Der går selvfølgelig en del tøj på 2 blebørn, der smadrer mad ud over sig selv og os andre, når de spiser og 1 nyudklæket post-blebruger, der ikke altid liige når helt ud på toilettet. Det er ellers ikke, fordi vi har ret høje renhedsstandarter hjemme hos os. Ikke destomindre er en stor del af dagen gået med tøjsortering, vask, hænge til tørre/trumble, lægge sammen og lægge på plads. Nu kunne man så fristes til at tænke, at vasketøjssituationen var under kontrol, men et hurtigt blik rundt i lejligheden fortæller, at det bestemt ikke er tilfældet!

Det er med fare for at lyde som et brokkehoved, og det er faktisk ikke min intention, men nogle dage (ca. de fleste) går bare med at rydde op, finde mad frem og tilbage, vaske/tørre tøj, vaske/tørre børn, gøre overfladisk rent (vi når aldrig i bund) og slæbe mælk og havregryn hjem i mængder, som kunne affodre den kongelige livgarde et par uger. Vi køber aldrig under 4 poser havregryn og 8 l. mælk ad gangen. Der er altså tale om et massivt angreb af husligt arbejde i alle afskygninger, der på det nærmeste har overtaget mit liv – og dé der kender mig vil vide, at husligt arbejde kommer ind på min absolutte førsteplads, over ting jeg hader allermest at bruge min tid på.

Det er her, myten om Sisyfos sniger sig ind i mine tanker, og  jeg begynder at overveje, om Albert Camus havde ret i, at Sisyfos var en glad og lykkelig mand?

Jeg tvivler…! Føler ikke sjældent, at jeg knokler med at få den tunge sten op på bjerget for så at se den trille hele vejen ned igen. På den ene side er der noget rigtigt i, at hverdagens trummerum er der, hvor lykken findes. Den samme velkendte plade, der spilles igen og igen. På den anden side er det bare vildt frustrerende, at knokle dagen lang for så at konstatere, når aftenroen sænker sig, at der ser præcist ud som ved dagens begyndelse. Dvs. som om nogen havde sprunget BR i luften og tilsat en halv sandkasse og derefter krydret med noget, der ligner et kollegiekøkken. Så er det, mor bliver træt! – og begynder at stille spørgsmålstegn ved Sisyfos’ glæde og tilfredshed. Findes lykken virkelig i nytteløst slid og slæb! For når man sidder midt i suppedasen, føles det så absolut ikke altid som lykke!

Men ved nærmere eftertanke ville jeg jo ikke være det foruden. Det er jo en del af “børnepakken” at skabe rammerne for vores hjem, og det er faktisk ret så værdifuldt. Det er på mange måder rammerne i ens barndomshjem og den stemning der er i hjemmet, der former én som menneske. Det er lige nu – midt i rodebutikken – vi skaber barndomsminder for vores børn. I dét lys giver sisyfosmyten pludselig mere mening, og jeg ser en åbning for, at han måske var en lille smule glad i låget.

Der står i myten, at “Hvert granitkorn i stenen, hver glimtende mineralstump i bjergets mørke udgør en verden i sig selv. Kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.”. Og det er jo netop, når man dedikerer sig til dét man laver og finder værdi i den ‘verden’, man er en del af, at sisyfosarbejdet begynder at give mening.

Glæde og lykke hænger for mig at se ofte sammen med mening. Giver det du laver mening, er der også en chance for, at det gør dig glad. Det var lige lidt lommefilosofi, der måske kan give perspektiv, når man står midt i lortebleer, havregrød og uendelige mængder af vasketøj.

Verdens sødeste pingvin

For en måneds tid siden var vi inviteret til musikforestilling i 0. klasse, og mit hjerte smeltede! Klassen havde samarbejdet med en nærtliggende børnehave og en musikkonsulent om at lave en forestilling, der hedder Zebra ze-ze. Efter en uges intensivt arbejde kulminerede det i en forestilling for forventningsfulde søskende og forældre. Jeg blev dybt fascineret over, hvordan de havde skabt et simpelt lille univers med få rekvisitter og enkle kostumer, hvor alle børn var med.
Musikken (som var rigtig god!) var det bærende element, og alle unger skrålede med og var efter tur i fokus på scenen.
Det der virkelig rørte mig, var oplevelsen af børnenes fællesskab om forestillingen. Hvordan alle havde en vigtig rolle at udfylde og på den måde følte sig værdifuld for fællesskabet.

At Hjalmar så spillede verdens sødeste pingvin gik da også lige i moderhjertet! Han havde virkelig glædet sig i dagene op til og var meget spændt, kunne jeg mærke. Da jeg sagde godnat til ham senere på aftenen, sagde han: “Mor, jeg var bare så STOLT, da jeg stod på scenen”. Det var så fint! Han voksede lige et par centimeter med den forestilling. Alle børn fik efterfølgende en rose, som nu står i en vase på værelset, som et symbol der forlænger oplevelsen. Fantastisk!
Jeg håber for alt i verden, at der fortsat bliver plads og tid til at prioritere oplevelser som denne i skolen. Og at værdien i det kreative og musiske vil blive husket. I mine øjne er dette langt vigtigere, end om man har lært at kende forskel på b og d.
En stolt og glad dreng og en lykkelig mor!

(Vi fik selvfølgelig ikke taget et eneste billede fra forestillingen! Dette er et gammelt billede fra en tur med Hubert)

Elsker mandag!

IMG_1798

Som mor til 4 kan jeg godt nogle gange glæde mig lidt til det bliver mandag.

Jeg elsker at holde weekend med min dejlige familie, ingen tvivl om det! Men den ro, der sænker sig, når alle er fulgt til henholdsvis skole, børnehave og vuggestue, er altså ret fantastisk. God musik i ørene og duften af kaffe (og udsigten til at drikke den, før den bliver kold) er noget jeg virkelig sætter pris på sådan en mandag morgen som i dag.

Da dette er mit første blogindlæg, vil jeg lige præsentere min familie og mig selv.

Min familie består af Kristian, min kæreste, min allierede og verdens bedste far til vores børn. Vores ældste dreng er Hjalmar på 6 år. Hjalmar går i 0. klasse på den lokale folkeskole. Det er vildt at have et skolebarn! Sikkert noget jeg vil skrive mere om på et tidspunkt. Vores mellemste dreng Hubert er 3 år og går i børnehave. De to yngste er Bertil og Helga Marie på 18 mdr. De er tvillinger og går i vuggestue.
Jeg selv er 33 år, uddannet lærer og cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Siden Hubert blev født, har jeg været på barsel, været arbejdsløs tvillingegravid og igen været på barsel. Nu er Helga Marie og Bertil startet i vuggestue, og jeg skal finde vej ud af labyrinten.

Vi er 6 mennesker med 6 forskellige behov. Vi er en blandet flok af introverte og ekstroverte, rolige og larmene. Vi tager hensyn til hinanden og omverdenen i det omfang, det nu er muligt, men der bliver leget, løbet, hoppet, slåsset, grinet og råbt. Vi bor midt i Danmarks tættest befolkede område og vores familie fylder på mange måder ret meget i landskabet.  Tvillingeklapvogn, løbecykler, løbehjul og en råbende mor, der vil holde i hånd – og en 3 årig der ikke vil. Jeg føler ind i mellem, at vi er en omvandrende cirkusforestilling for andres dels medlidende, dels beundrende blikke. Den bedste beskrivelse er nok følelsen af at være en ‘elefantfamilie i en glasbutik’. Vi hygger os og elsker at være sammen, men kaos er en normaltilstand i vores familie. Det tilskriver jeg dels udviklingsmæssige faktorer (især hos de tre små!) som fx primat-hjernens overtag, voldsom lyststyrrelse, ekstreme følelsesudbrud, manglende evne til at vurdere egne fysiske udfoldelser osv. Og dels det faktum, at vi er dobbelt så mange børn som voksne. Kort fortalt er vi nok i virkeligheden bare en helt almindelig familie med 4 små børn.

Nå, men efter en dejlig weekend i familiens skød, er det altså de små ting i livet – som varm kaffe – jeg sætter pris på.

Min blog udspringer af alle de tanker, jeg gør mig – og har gjort mig – om familieliv, børneliv og den eksistensoprivende oplevelse det er at blive forældre både første, anden og tredje gang. Måske kan andre have interesse i at læse om mine tanker? Måske bliver bloggen blot til et lille arkiv, der samler og husker mine tanker.