Tid og tempo

Maj er et limbo i år! Et limbo mellem fest, farver og alt for meget fart over feltet. Jeg ser virkelig frem til at lande i en mere permanent hverdag, så mit krudt bliver kanaliseret de rigtige steder hen.

Som jeg ofte har skrevet om, så fungerer jeg godt i det forudsigelige og med to nye jobs på to måneder, er der ikke meget forudsigelighed i hverdagen pt. Så længe jeg ved, det kommer, er det okay og smukke maj er i sig selv også en formildende omstændighed! Byen er så fin lige nu, og jeg priser mig lykkelig for at bo lige ved siden af Københavns mest vidunderlige park, Assistenskirkegården. Kirkegården er mit Nørrebros lunger, og jeg tror ikke, jeg kunne trække vejret på stenbroen, hvis jeg ikke havde den – og slet ikke i maj!

Et andet livgivende element i denne tids- og overskudspressede periode er de mange folk, der for alvor er dukket frem af vinterhiet, og at sommersæsonen dermed allerde er i fuld gang i vores gård. Ulvetimerne er forvandlet til hyggestunder med leg, kaffe og godt selskab i gården. Ungerne knytter nye venskaber i takt med, de vokser, og i år er det tydeligt, at de alle har nået en alder, hvor venner betyder alverden. Gården er fuld af liv, lys og unger, der leger på kryds og tværs og det er virkelig noget af det bedste, jeg ved.

Selvom jeg er utrolig glad for at være i gang med at arbejde igen, så kan jeg også mærke, hvor meget jeg savner at gå hjemme med de to små krudtugler. Jeg savner at være sammen med dem og være tæt på dem. At være en del af deres leg og deres unikke relation. En del af hele deres verden. Jeg savner friheden til at tage dagen i deres tempo og lade lyst og humør sætte dagsordenen. Jeg savner også det overskud, hjemmelivet genererede til resten af flokken, for det er udfordret, som tingene er lige nu.

Jeg tror, min nostalgi udspringer af alle de forandringer, vi står midt i og som får tiden til at gå hurtigere, end jeg bryder mig om. Foråret er forbi ved et fingerknips, mine små er pludselig store børn, der cykler rundt på pedalcykler og har legeaftaler. Hjalmar kan og ved pludselig ting kun store børn ved, og det går op for mig, at det jo er fordi, han er stor…

Når hverdagen igen bliver mere forudsigelig, håber jeg, tiden går lidt bedre i spænd med mit indre tempo. Indtil da er mit anker det helikopterperspektiv, jeg har gjort det til en vane at anskue vores familieliv fra, når jeg føler, jeg mister orienteringen. Herfra kan jeg se, at puslespillet ser rigtigt ud, selvom det indimellem føles, som om brikkerne kaotisk vælter rundt mellem hinanden.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Post Navigation