Værdier og virkelighed

IMG_6719Siden sidst er der sket en masse.

Halvdelen af os har haft fødselsdag, og det er naturligvis blevet fejret på behørig vis. Vi har også holdt miniferie i det smukke Klitmøller, hvor vi var så svineheldige, at sommeren ramte kysten på samme tid som os og det var ganske enkelt vidunderligt! Både med ferie, fødselsdage og sommervejr…

Til gengæld er sådan ca. al den tid, der har været i overskud herhjemme de sidste par uger, blevet brugt på, at Kristian og jeg har snakket stolpe op og stolpe ned om pædagogik, pædagogisk filosofi, værdier, læring, etik og ca. alt, hvad der hører under disse særdeles spændende emner (- en af fordelene ved at dele profession med sin bedre halvdel er, at der altid er en kvalificeret sparringspartner ved hånden… ) 😉 Diskussionerne udspringer af mine møder med fri- og folkeskoleverdenen de sidste par måneder.

To verdener, der har hele deres  idégrundlag til fælles, men alligevel er så forskellige, at de næsten ikke kan sammenlignes.

Mit hjerte har altid banket for folkeskolen, og det vil det altid gøre. Folkeskolen er uvurderlig for vores samfund og for rigtig mange børn landet over, og vi skal passe godt på den!. Vi har også selv valgt folkeskolen som en af byggestenene i Hjalmars opvækst, og vi sætter virkelig stor pris på det valg. Vi ser hvordan sociale kompetencer, rummelighed, og solidaritet blomstrer sammen med god personlig og faglig udvikling. Vi møder Nørrebros skønneste unger og deres familier samt professionelle, dygtige og smaddersøde lærere og pædagoger. Vi har ikke noget at sætte en finger på, og jeg vil til enhver tid anbefale de lokale folkeskoler!

Men, efter at have været “bag katederet” et par uger er det gået op for mig, at det ikke er her, jeg selv kommer til at slå mine lærerfolder. Jeg kan ikke få virkelighed og idealer til at spille sammen under de rammer, der er givet, som skolen ser ud pt.

Didaktikken og pædagogikken bevæger sig i en instrumenlatiseret retning, og hele systemet er for stift. Jeg savner frihed, kreativitet og mere nuancerede læringsperspektiver. Ganske enkelt.

Dertil kommer, at vores familieliv ikke matcher de “normaliserede arbejdstider” helt vildt godt… Det er svært at få logistikken til at hænge sammen, og vi ser simpelthen vores søde unger alt for lidt, som det er lige nu.

Derfor er jeg umådelig glad for, at jeg har fået mulighed for at komme tilbage til friskolen, hvor jeg startede 1. april. Det er noget værre rod med alle de skift for at sige det mildt, men jeg kan mærke, at det føles rigtigt.

Nogle gange må værdier og virkelighed files lidt i kanterne for at kunne passe sammen.

Nu glæder jeg mig til at vende tilbage og “lande rigtigt” i mit arbejdsliv de sidste par måneder frem til sommerferien. Det giver forhåbentlig lidt mere ro på hverdagen og efterlader lidt mere overskud, når tankemylderet falder lidt på plads.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation