Hverdag og kampdag

Bedst som de nye hverdagsrutiner begyndte at indfinde sig, blev det 1. maj og dermed tid til mit nye arbejde. Det er hårdt! Ganske enkelt bare hårdt at starte forfra på ny.

Det var også lidt hårdt at sige farvel til det “gamle”, som jo også stadig var meget nyt. Hårdt at vinke farvel til spændende menneskelige og pædagogiske værdifællesskaber som hurtigt tog form. Vi erstattede farvel med på gensyn, så nu må vi se.

Den nye skole er spændende, stor og meget anderledes end hvad jeg før har prøvet. Det skal nok vise sig at blive fint, når alt det nye lige bundfælder sig.

Indimellem alt arbejdet forsøger vi at nyde livet og ungerne og ikke mindst at skabe lidt ro i familielivet. Det med roen er ikke helt nemt, for timerne er få, logistikken svær og behovene mange. Vi modellerer så godt, vi kan og og forsøger at smøre os selv tyndt ud, så alle får et stykke af kagen. Planlægning og mad fra fryseren er alfa og omega i disse dage.

I weekenden formåede vi til gengæld at holde “rigtig fri”, og det var vidunderligt! Vi tog på udflugt til Eksperimentariet, spiste frokost på papirøen, cylklede gennem byen med christianiacyklen proppet med glade unger. Lørdag aften spiste vi chevre chaud og drak rigtig god vin, mens ungerne spiste makralmadder og is. Alle var glade og tilfredse!

Søndag fejrede vi selvfølgelig 1. maj! Først på grønsværen (fodboldtuneringer viger åbenbart ikke pladsen for kampdagen) og siden i gården, hvor solen stod højt, og øllene var kolde. Gårdungerne hyggede sig, og vi voksne gjorde det samme. Det er unikt at have sådan en flok kammerater lige ved hånden, og børnene leger på kryds og tværs af køn og alder – og gerne i flok. Det er skønt at se, hvordan deres fællesskab bare vokser år for år.

Det var også knaldhyggeligt i fælledparken for år tibage, men jeg synes faktisk, vores 1. maj i år fuldt ud stod mål med lunkne øl, utydelige taler, horder af fulde teenagere, grilpølser og røde, smældende faner.

Om lidt velsigner kalenderen os med nogle tiltrængte fridage og planen er, at de skal nydes til fulde! Indtryk og tanker kan få tid og ro til at falde lidt på plads og ungerne skal krammes en ekstra gang eller ti. Især på lørdag, hvor to små vigtige mennesker bliver 3 hele år. Det er en kliche – men det er stadig ikke til at forstå, hvor tiden dog bliver af!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation