Fornøjelig fredag

Efter en nat afbrudt af voldsomt mareridt hos en af ungerne, tre urolige (men trods alt sovende!) børn i mellem os i sengen, var jeg mildest talt ikke helt klar til at stå op, da de to yngste medlemmer af familien synes, vi skulle fyrre op under fredagen kl. lidt i 6.

Sådan må man jo nogle gange føje flertallet, selvom det i situationen synes uretfærdigt. Familiedemokrati kan man vel kalde det…

Men! Der er alligevel ingen grund til at hænge med mulen, for der sker gode ting i disse dage.

Børnehavebanden har cirkustema og de øver og forbereder den store forestilling, der løber af stablen i næste uge. De er helt opslugt af det – og det glæder mit bankende gøglerhjerte 🙂

Hjalmar glæder sig til en klassefødselsdag senere i dag – og ikke mindst glæder han sig til X-factor finalen i aften, hvor vi har aftalt, at ungerne må gå amok i resterne af de mange påskeæg, sidste uge kastede af sig.

Jeg glæder mig over at solen skinner, og især glæder jeg mig over, at jeg skal starte i et vikariat på mandag! Ikke noget fast job endnu men trods alt en rigtig arbejdsplads med rigtige mennesker og alt det der nu hører med. Det bliver fedt!

Fedt at lukke den gamle, halvstøvede cirkushest fri i manegen igen og fedt at vide, hvad der skal ske i hvert fald for en stund.

Noget af det mest anstrengende ved at være jobsøgende – ud over afslagene selvfølgelig – er uvisheden. At man ikke aner, hvor man er om en uge. Man skyder med spredehagl og håber…

Nu har jeg et afsæt og det føles så godt!

Denne fredag formiddag vil jeg kaste mig over de 5 kurve med rent vasketøj, der har kigget på mig siden i går og derefter vil jeg gå ud og nyde det smukke forårsvejr!

God weekend!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation