Børn og madglæde

RMKE8103Weekenden er mere hellig nu, hvor vores nye hverdag er skudt i gang, kan jeg mærke. Jeg skal altså lige vænne mig til ikke at være sammen med de små hele tiden, og det kræver nok bare sin tid. Det virker umiddelbart som om, det er svære for mig end for mine to små eventyrlystne unger…

Vi har haft en rolig weekend med hygge, sol og leg i gården. Skønt!

I går tog vi hele flokken med til “Mad&Glæde” i Øksnehallen, og det var som altid, når vi tager på udflugt en plan, der enten kunne briste eller bære. Uanset hvordan man vender og drejer tingene, er det jo altid lidt et menageri at være på farten med vores flok, og der var også en del modstand mod udflugten hos et par af børnene. Vi skar i gennem og beordrede de halvbrokkende geledder ned i christianiacyklen og satte kursen mod Vesterbro. Heldigvis var udflugten en succes, og alle fik gode oplevelser – og ingen blev væk i menneskemylderet 😉

Vi tilbragte bl.a. en del tid i GoCook-afdelingen i børneområdet, hvor børnene målrettede stilede mod pizzaværkstedet. Det var virkelig hyggeligt at se dem alle 4 stå og ælte, snitte og pynte og dejligt at se, hvordan deres tilgang til råvarerne blev mere og mere eksperimenterende. De søde unge piger, der hjælp, havde en virkelig sej tilgang til både børn og mad! De formåede at pirre børnenes nysgerrighed, så alle mulige grøntsager sneg sig op på de små pizzabunde og – efter en tur i ovnen – sneg sig videre ned i maverne på mine stolte børn.

Jeg blev helt inspireret til at sætte alle mine pædagogiske sejl i madglædens tjeneste. Mad betyder rigtig meget i vores familie – især for vi voksne – og vi prioriterer for det meste at bruge en del tid i køkkenet på især aftensmaden, selvom den jo irriterende nok  falder sammen med ulvetimen hver eneste dag…

Vores børn deler ikke helt den samme entusiasme og ligner nok så mange andre børn. De er ret selektive, når det kommer til mad, der ikke falder under katagorierne kage/is/slik…og havregryn.

Da jeg så hvor nemt, de unge piger fik rykket nogle grænser hos børnene, blev jeg altså motiveret for at give den lidt mere gas i forsøget på at fremme børnenes madglæde. Jeg tænker, det altafgørende er medinddragelse! Det er jo ikke fordi, jeg ikke vidste det i forvejen, men jeg trængte lige til at se i praksis, hvor meget børnene egentlig nød at være med til at skabe deres egen mad.

Alting tager jo tusind år, når man har børn med i køkkenet, men jeg har lovet mig selv, at vi skal prioritere det noget mere!

Da pizzaerne var fortæret, havde den yngste halvdel af familien fået nok af masende menneskemængder, og vi splittede derfor op, så Kristian og de trætte cyklede hjem, mens Hjalmar og jeg blev og smagte os vej gennem den gamle smukke hal. Det var ganske hyggeligt, og da kvalmepunktet nærmede sig sit højeste, kapitulerede vi og vendte hjemad.

Hjalmar foreslog, at vi skulle gå hele vejen og det gjorde vi så. Solen skinnede, fuglene kvidrede og både byen og foråret viste sig fra sin bedste side.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation