Børnehavestart!

I mandags var sidste dag med hjemmegående børn i huset og altså min sidste “arbejdsdag” i verdens bedste job…

Det er virkelig underligt at tænke på!

Vi udnyttede det smukke vejr og drog mod Zoo, hvor vi tilbragte hele formiddagen. Det er altid betagende at se børnenes fascination af dyr. De betragter dem så indgående, og jeg forstår dem godt. Vi kiggede i laaang tid på elefanterne, der stod og rodede med deres snabler, og Helga Marie og Bertil kunne slet ikke få nok. Skønt at have tid til at tage tingene i deres tempo!

Dagens højdepunkt var dog, da vi kom hjem og alle tre puttede os ind i dobbeltsengen og faldt i søvn med armene om hinanden. Dét kommer jeg virkelig til at savne!

Tirsdag stod børnehaven klar til at byde os velkommen, og de to små skurke flåede støvler og flyverdragter af og pilede ind og begyndte at lege, så snart vi var kommet indenfor døren. Vi hyggede os derovre hele formiddagen, og det blev tydeligt for mig, at de er helt klar! Selvfølgelig bliver det en omvæltning for dem, når nyhedsværdien lægger sig, men indtil videre er de trygge ved stedet, de voksne og mange af de andre børn, og det er jo et godt udgangspunkt. Mit hjerte smeltede, da en af pigerne på snart 5 år sagde til Bertil – “Skal vi ikke bare være venner for evigt?” – efter de havde leget i et kvarters tid… Børn er bare søde!

Første dag forløb altså stort set som en dans på roser…

I går gentog mønsteret sig, og jeg sagde derfor farvel, da Bertil og Helga Marie var kommet godt igang med at lege. Da jeg gik, stod de begge to frejdigt og vinkede i vinduet, mens Hubert var travlt optaget af at lege. Det var en underlig amputeret følelse at køre afsted med den tomme christianiacykel i regnvejret og en lille klump i halsen.

Det varede dog kun en god times tid, før Helga Marie havde fået nok og jeg derfor straks returnerede til børnehaven. Bertil var i fuld gang med at lege, og han smilede bare til mig og sagde hej, hvorefter han legede videre. Min tapre lille pige, der sad og levede perler sammen med nogle store piger, blev pludselig lille igen, da jeg trådte ind over dørtærsklen, og den næste halve times tid betragter jeg som min ilddåb i disciplinen “3 børn ud (eller ind for den sags skyld) af samme institution”…

Pludselig kunne jeg genkende den kaotiske følelse fra dengang, de små gik i vuggestue og de fleste af mine eftermiddage gik med at hjemhente trætte børn fra forskellige institutioner. Nolge ville ikke med, andre ville gerne, men ingen ville det samme…

Ilddåben forløb ca. sådan:

Helga Marie hiver i min arm for at få mig med ud i gardaroben, mens Bertil hiver i den anden for at få mig til at blive på stuen, hvor han langtfra er færdig med sin leg. Hubert hiver verbalt i mig for at få mig med ud i gangen, hvor han vil vise mig noget ubestemmeligt, han har bygget af små plus-plus brikker sammen med nogle af sine venner.

Helga Marie spiller trumfkortet og åbner for sluserne og med våde øjne og den store sirene slået til, når vi gardaroben for at konstatere, at hendes sut ikke ligger i tasken. Dér bryder hendes verden sammen og selvom hun er en sej lille fidus, så er hendes grænse nu nået! Bertil har heldigvis glemt alt om sin leg på stuen, men finder triumferende en sut i sin egen taske. Han bliver pludselig også lille igen og vil ikke låne den gennemgnavede sut til sin søster. Dén kamp går ikke helt stille for sig…

Hubert og hans ven hopper på repeat ned fra den høje bænk i gangen, mens de griner og snakker om en legeaftale og jeg beder til at ingen af dem kommer til skade, mens jeg forsøger at mægle i suttekonflikten…

Vennen prøver insisterende at overdøve hyleriet og mine kommanderende forsøg på at få bare nogle af mine børn i overtøjet og er stålfast omkring legeaftalen, som hun vil have mig til at tage ansvaret for ved at ringe til hendes mor med det samme!

Min puls stiger, mens jeg prøver at huske de gode pædagogiske metoder og bider mig selv i tungen for ikke at brøle: SÅ KOM DOG FOR FANDEN I TØJET UNGER! Jeg trækker vejret helt ned i maven og behersker mig… En pædagog kommer ud i gardaroben og giver mig en meget kærkommen hjælpende hånd og en anden går rundt og lukker døre, så resten af børnehaven ikke bliver lyd-forpestet af optrinnet.

Med næsten rolig stemmeføring og favnen fuld af cykelhjelme, våde støvler og vanter takker vi af for i dag og siger på gensyn i morgen. Nogle gange er vi bare en omrejsende cirkusforestilling…

Når man lige trækker vores afskedssalut fra, er de første dage i børnehaven alt i alt gået rigtig godt og jeg har stadig tillid til projektet!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Post Navigation