Sidste uge med hjemmeunger venter…

Hjemmelivet med Bertil og Helga Marie lakker mod enden og med kun en uge til børnehavestart, har jeg tænkt mig at nyde hvert øjeblik!

Tilbage i slutningen af foråret sidste år, da vi tog beslutningen om at sætte deres institutionsliv på pause, havde jeg en følelse af, at den tid, der lå foran os var uendelig lang og tankerne om børnehave lå dengang langt ude i fremtiden! Men som det ofte er med tiden, så er den en utilregnelig størrelse, og jeg må sige, at tiden virkelig er fløjet afsted!

Jeg havde det på samme måde, da jeg var på barsel med Hubert og igen, da jeg var på barsel med Helga Marie og Bertil. En følelse af, at vi skulle hygge os og være sammen hele tiden i uendeligt lang tid og så med ét, var tiden gået.

Med Hjalmar var det lidt noget andet, fordi det var nyt for mig at være mor dengang. Tiden stod nærmest stille og efter 6 mdr. syntes jeg min barsel havde varet for evigt! Det var ikke fordi, jeg ikke nød at være sammen med ham, for det gjorde jeg virkelig! Jeg kørte bare i et helt andet gear…

Jeg var studerende dengang (i gamle dage – dengang uddannelserne tog den tid de tog og stadig havde plads til fordybelse…) og havde haft alt min undervisning, mens jeg var gravid, så jeg manglede bare en enkelt eksamensopgave, før specialet ventede på mig. Derfor overtog Kristian barslen efter de 6 mdr., og jeg studerede et par timer om dagen.

Jeg tror, det var kontrasten til min liv, før jeg blev mor, der resulterede i en helt anden tidsfølelse, for med de andre tre havde jeg slet ikke været klar til at komme ud af hulen så tidligt. Selvom Kristian var på barsel, var jeg jo stadig rigtig meget hjemme, men jeg var alligevel orienteret mod verden udenfor på en anden måde end i de senere barsler.

Nu sidder jeg igen med følelsen af, at tiden løber lidt hurtigere, end jeg kan nå at følge med til, og på en måde er den overgang, der venter os lige om lidt, også meget lig barselernes afslutning.

Selvom Bertil og Helga Marie er ved at være et par store børn, der er helt klar til børnehavelivet, er det jo stadigvæk en lille symbiose, der skal brydes. Vi tre har været sammen i døgndrift og beslutningen om at være hjemme sammen med dem, er ubetinget en af de bedste jeg nogensinde har truffet.

Det har været op af bakke nogle dage, og jeg synes det har været hårdt arbejde. Det vil jeg ikke lægge skjul på.

Men jeg kender de to rødder helt ind i sjælen, og jeg har nydt at være med i alt, vi har gjort sammen.

Sommermorgener med sol, kaffe og bare tærer i sandkassen. Udflugter med madpakker rundt omkring i København med christianiacyklen. Barselshygge med min søster og vores lille kusine. At putte os sammen under et tæppe i sofaen med en stak bøger, når regnen ruskede udenfor. Decembers julehygge og lange morgener i nattøjet. Den korte periode med sne, som vi udnyttede til fulde. Mest af alt har jeg bare nydt deres leg og grin. Nej, mest har jeg vidst bare nydt det hele!

Min Bedstemor sagde dengang jeg snakkede med hende om min beslutning, at jeg aldrig ville komme til at fortryde min tid sammen med børnene, og det fik hun ret i.

Når tiden kommer, vil jeg prøve at nyde at se dem have et liv ude i verdenen på egen hånd – eller næsten egen hånd. De har jo heldigvis både hinanden og storebror Hubert, der glæder sig helt vildt til de skal starte i børnehaven.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation