Filosofiske samtaler med børn

Jeg har skrevet blogindlægget Filosofiske samtaler med børn styrker kreativitet, sprog og tænkning for voresbørn.dk og det skal selvfølgelig også have plads på min egen blog. Udgaven på voresbørn.dk er en redigeret og forkortet udgave, hvis nogen har læst det og skulle undre sig. Her kommer den originale version :)

Det kan være svært at hive et svar ud af ærmet, når ungerne kommer og vil snakke om døden, om gud, om uendelighed eller andre store emner. Især fordi man som voksen sjældent er forberedt på at skulle have sådanne samtaler midt i madlavningen, i køen i supermarkedet eller hvor man nu befinder sig, når en spørgelysten lille filur har noget på hjertet.

De fleste børn er i perioder optagede af filosofiske og eksistentielle ting i livet, og det kan godt være udfordrende for voksne at tale eksplicit omkring de store spørsmål eller om abstrakte begreber i det hele taget.

Jeg elsker selv, når mine børn bringer “store tanker” ind i vores samtaler, og det skyldes måske nok min pædagogisk filosofiske baggrund og min generelle interesse for de eksistentielle menneskelige forhold.

Jeg har skrevet lidt om mine erfaringer med “de store samtaler”, som i mange tilfælde kan udvikle sig til filosofiske samtaler, hvis man giver dem lov.

En filosofisk samtale med børn er efter min definition en undrende, spørgende og åben samtale, hvor et begreb undersøges godt og grundigt. En filosofisk samtale skaber mulighed for at lære begrebet bedre at kende og at se eller tænke begrebet i en større sammenhæng. Filosofiske samtaler handler ikke nødvendigvis om “svære” emner som fx døden, men om abstrakte begreber i det hele taget. Det kan være om venskab, om lykke, om frihed, om ondskab eller hvad som helst i den abstrakte afdeling.

Hvorfor er filosofiske samtaler ofte svære for voksne?

Det korte svar er, at det er de principielt heller ikke! De er bare uvante for mange voksne, og derfor kan de opleves som udfordrende.

Der kan være flere grunde til, at det kan være svært at finde de rigtige ord, når børn vil snakke om abstrakte begreber. Ofte handler det om noget så simpelt som timing. Hvis du står i køkkenet kl, 17.55 med halvskrællede kartofler og en pakke frossen kød, du desperat forsøger at tø op i mikroovnen, mens lillebror vælter mælk ud over hele gulvet og storesøster stiller 1000 spørgsmål som: “Hvad betyder uendelig?” eller “Bliver det egentlig mørkt eller lyst når man dør? – så kan det godt være svært at holde tungen lige i munden og komme med kvalificerede svar.

I sådanne situationer plejer jeg selv at sige, at den slags spørgsmål kræver mere tid, end jeg har lige nu, men at vi fx kan snakke om dem, mens vi spiser eller hvad der nu lige passer. Altså udsæt de store samtaler til du har tid – eller evt. tag dig tid i situationen, hvis det kan lade sig gøre.

En anden grund til at de store samtaler kan være svære er, at det normalt (eller i hvert fald ofte) er de voksne, der har svarene på mange ting. Det er os, der ved, hvordan verden hænger sammen og hvad der er op og ned. – Eller det er i hvert fald sådan vores børn opfatter os…! Som alvidende orakler, der sidder på svarene til alle de spændende spørgsmål. Jeg har ofte oplevet, både som mor og i min tid som lærer, at børn simpelthen forventer, at jeg ved alt, af den simple grund, at jeg er den voksne. Men i en filosofisk samtale er der jo netop ikke noget specifikt svar. Det kan godt være svært at udfordre børnenes illusion, men hvis man formår det, kan samtalerne med ungerne blive til små gaver i stedet for småirriterende spørgsmål, man ikke ved hvad man skal stille op med.

Hvilken værdi har filosofiske samtaler?

Børn er i gang med at finde ud af hvordan verden hænger sammen, og derfor har de som regel en naturlig nysgerrighed, der driver dem mod at undersøge alle mulige forskellige ting. Deres forestillinger er endnu ikke så fastlåste, som det er tilfældet hos mange voksne og derfor er børns tanker en guldgruppe, når man vil filosofere over abstrakte begreber. Det lyder måske lidt højtravende, men det er det egentlig slet ikke.

Gennem filosofiske samtaler arbejder man netop med forholdet mellem det konkrete og det abstrakte. Lad mig komme med et eksempel:

Min søn på 4 år sagde en dag noget i retningen af: “Når man dør bliver det helt mørkt, men når det bliver lyst igen, så kan man jo bare lege videre…” Herefter udviklede samtalen sig, da jeg spurte lidt ind til, om det var sådan han troede, det ville være. Hans bror på 8 kom med et udfordrende perspektiv, da han kunne fortælle, at når man dør bliver ens krop lavet om til jord eller også bliver den brændt.

Umiddelbart gav samtalen mig ubehagelige kuldegysninger og jeg ville egentlig helst være den foruden! Men, her må man huske, at det ukomfortable i høj grad ligger i de voksnes tanker. Jeg havde i situationen lyst til at skifte emne og forsøgte at ændre kurs ved at slå fast, at det heldigvis ikke er noget, vi behøver at tænke på, før vi bliver meget, meget gamle om lang, lang tid!

Men drengene var slet ikke færdige med den morbide samtale, og jeg gik derfor modvilligt ind i den igen. Vi kom vidt omkring og fandt af gode grunde ikke frem til nogle svar på, hvordan det ville blive, når man var død. Men drengene bevægede sig hele tiden mellem det konkrete og det abstrakte. Den fysiske død, at blive brændt/komme i jorden og de luftige abstrakter som lys, mørke, vægtløshed, tid og alt muligt andet. For børnene var samtalen i høj grad reflekterende, oplysende, afklarende og helt ned på jorden. Bagefter legede de videre, som havde vi blot talt lidt om vejret.

Selvom døden er et tungt emne, så skal vi voksne passe på med ikke at trække vores erfaringer og forestillinger ned over børnene, som måske har en mere åben og undersøgende tilgang.

Tanker og sprog hænger sammen og udvikler hinanden rigtig godt i filosofiske samtaler. Børn befinder sig i høj grad i en afklaringsproces, hvor sproglige begreber skal finde deres rette plads og på mange måder er det det samme med tankerne. Det er en proces, der aldrig stopper, men som er særlig intens for børn, der jo ikke har den samme erfaring at trække på som voksne. Samtalerne hjælper altså tænkningens og sprogets gensidige udvikling.

Det har i det hele taget stor værdi at træne sin tænkning – både sin egen og sine børns. Kreativitet og den menneskelige dannelse generelt udvikles godt gennem filosofiske samtaler. Det handler om at udfolde og udfordre sine begreber om verden og om livet og dermed opnå større indsigt, refleksion eller dybde, om man vil.

Hvordan taler man filosofisk med børn?

“Filosofisk samtale” lyder måske som en disciplin, der er forbeholdt en lille eksklusiv flok af støvede mænd med jakkesæt og fuldskæg, men sådan er det naturligvis ikke nødvendigvis!

Man kan sagtens filosofere med børn, uden at kende til Platon eller Kierkegaard. Selvfølgelig kan filosofiske samtaler mellem voksne, sammen med fx et filosofisk uddannet menneske inddrage nogle andre perspektiver og dermed tilbyde noget helt andet, men børn har også rigtig meget at byde på.

Der er ikke nogen bestemt teknik eller metode, jeg vil anbefale, at man følger, når man vil filosofere lidt sammen med sit barn eller børn. Skal man arbejde med filosofiske samtaler i mere tilrettelagte situationer som fx pædagog eller lærer, er det anderledes og strukturen må derfor tilpasses. Det findes der litteratur og materialer omkring.

Hjemme i familien må samtalerne efter min vurdering ikke blive for konstruerede eller for kunstige. De skal komme naturligt og ofte handler det om at gribe noget af det, børnene selv bringer op. Det kan være deciderede spørgsmål de stiller, men det kan også være udsagn (som mit eget eksempel), hvor der er noget abstrakt at gribe fat i.

Nøglerne til at bringe det filosofiske ind i samtalen er åbenhed og undren.

Som regel står vores egne perspektiver i vejen og spærrer for nye tolkninger, og det kan være svært at se ud over dette. Voksne har ofte en trang til at skabe orden eller struktur så når vores barn kommer med en eller anden undring som fx, at Gud sidder på en sky i himmelen, så føler vi tang til at forklare og give svar, der passer til vores verdenbillede. Men i det øjeblik vi i stedet undrer os sammen med barnet og forholder os åbne, kommer der nye muligheder til syne. Det fører ikke nødvendigvis til nye erkendelser, men det vil ofte føre til en udvidet begrebsverden – og nogle gange bare til virkelig fjollede snakke.

Samtalerne udfolder sig ved, at man bliver ved med at stille sprøgsmål. Jeg giver endnu et eksempel fra en samtale med mine egne børn, hvor vi snakkede om glæde omkring juletid.

Storebror: “Glæde er, når man får noget, man bliver glad for?”

Mig: “Så glæde handler om at få?”

Storebror: “Nej, andre kan også være glade, hvis man giver dem noget…”.

Mig: “Ok, så glæde handler om at få og om at give?”.

Storebror: “Man kan også være glad, hvis man prøver noget nyt, som man ikke troede man turde…”.

Mig:”Hvor sidder glæden egentlig?”

Lillebror: “Den sidder da i maven!”

Storebror: “Nej, den sidder også i hovedet, for man kan også glæde sig til jul eller noget andet man tænker på…”

På den måde kan man snakke og spørge sig ned i forskellige begreber og få indsigt i, hvordan barnet tænker.

Det er dog virkelig vigtigt, at samtalen ikke må forceres. Den er nødt til at være naturlig og så snart barnet mister interessen eller bliver optaget af noget andet, må man acceptere, at samtalen er slut.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Post Navigation