Endnu en træthedstorsdag…

IMG_1190I dag havde jeg 10.000 ting, jeg gerne ville nå og her ved dagens slutning, kan jeg konstatere, at jeg egentlig nåede forsvindende lidt!

Vi brugte formiddagen på at tonse rundt i legestuen med de andre børn, og det var to trætte trolde, der blev puttet under dynerne efter frokost, så muligheden for at nå en masse var ret stor.

Men, det var altså også en træt mor, der i stedet for listen med gøremål fandt stikketøjet frem i “middagspausen”. Nogle gange orker man bare ikke andet…

Jeg tror, min uoverkommelige træthed i dag dels skyldes vinteren og dels natten til i dag, som var alt for kort pga. vågne, drømmende, sengetissende børn og det faktum, at jeg simpelthen ikke kan finde ud af at gå i seng om aftenen. Hver aften er det som om, min krop fortæller mig, at det er verdens bedste ide at hænge oppe og nyde roen i huset, men hver morgen har jeg det som om, jeg er blevet snydt…

Min træthed er nok også betinget en lille smule af udsigten ud over vores lejligheden, som bærer tydeligt præg af de 15 børn, der har aflagt os et visit siden i lørdags – altså ud over vores egne… Lad mig bare sige, at opvaskemaskinen trænger til ferie og lejligheden trænger til noget af en overhaling med både kost og spand 🙂

Midt i hele kaoset har jeg kastet mig ud i nogle fastelavnsforberedelser, der snart nærmer sig sin deadline. Jeg havde afskrevet hjemmelavede kostumer helt og aldeles, men nu ligger der alligevel en halv fugledragt og venter på ro til at komme en tur i symaskinen. I år har jeg prioriteret noget så egoistisk (og ret stenet!) som at lave kostume til mig selv i stedet for til børnene. Hjalmar vil være ulv ligesom til Halloween, Hubert vil være Spiderman ligesom de andre drenge i børnehaven (jeg er ikke sikker på, han har overvejet, at man kan være andet…), Bertil er blevet forelsket i et dragekostume fra udklædningskassen, og Helga Marie vil gerne være kat, eller Bedstemor, eller mariehønen evigglad eller… Hun skifter hele tiden, så hende venter jeg med at ekvipere til sidste øjeblik.

Nu må vi se, hvad natten bringer af søvn og hvad morgendagen bringer af overskud. Måske bliver fuglen klar til at flyve, og måske bruger jeg bare hele dagen på at kramme mine to små troldeunger, der snart skal starte i børnehave…

Jeg skal altså lige vænne mig til den tanke, selvom det virker som om, både Helga Marie, Bertil og børnehaven glæder sig.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation