Egocentrerede, selvstændighedsudviklende, sjove og vidunderligt kærlige unger!

Med trætte fødder og summende ører sidder jeg og tænker tilbage på dagens gang. Det har været en rimelig normal dag som så mange andre dage i vores familie.

Hubert holdt fridag fra børnehaven og slog sig sammen med Helga Marie, Bertil og jeg. Vi byggede huler, spiste frugt og makrelmadder, var på legepladsen og havde besøg af moster og vores lækre lille babykusine. Eftermiddagen gik med at hente Hjalmar på fritten og for mit vedkommende tage et smut på tilbudsjagt efter en flyverdragt til Hubert, mens Kristian lavede aftensmad i køkkenet med varierende små hjælpere ved sin side.

Jeg havde en virkelig hyggelig formiddag med den yngste halvdel af familien, men hold nu op, hvor er de både store og små på samme tid! Jeg følte på nogle tidspunkter, at jeg havde besøg af 3 x Bamse (fra Bamses billedbog). Egocentrerede, selvstændighedsudviklende, sjove og vidunderligt kærlige unger. En kort overgang følte jeg mig reduceret til en frugtskærrende, tingfindende, konfliktafvæbnene, røvtørrende robot på speed… Men det er vist bare en del af jobbeskrivelsen ind i mellem. Min løn er til gengæld mere værd end det pureste guld 🙂

Det er så sjovt at se, hvordan Huberts privilegium, som midterbarn giver ham mulighed for både at “lege op” med storebror og “lege ned” med de små. Det er helt klart den første udgave, vi bedst kender ham i, men det sidste stykke tid, hvor de små er begyndt at kunne lege små rollelege og der er begyndt at vise sig forskellige interessefællesskaber på kryds og tværs, er den anden udgave i dén grad tiltaget. Det er så fint at se, hvordan han også trives med at være den store, selvom han stadig ikke helt er gammel nok til at acceptere, når de små ikke lige indfinder sig i legen, som han nu synes de skal. Han nyder at være den, der tager styrringen i legen og at det er ham, der kan lære fra sig.

Det har uden tvivl været hårdt at blive storebror til tvillinger som en 22 måneder gammel glad tumletrold, men når jeg ser de tre sammen som fx i dag bliver jeg så glad på både mine egne og på deres vegne, for det er da virkelig fantastisk for dem at være så “jævnaldrende”.

Det bliver spændende at se hvordan de alle tre udvikler sig, når Bertil og Helga Marie starter i børnehaven sammen med Hubert. Efter i dag tænker jeg, at de får det fantastisk sammen, men også at der potentielt bliver nogle slåskampe, der kommer til at kræve pædagogisk assistance!

Nøj, hvor kan de køre mig træt de energiske små vildbasser, men hvor er jeg også lykkelig over at have mulighed for at være sammen med dem hver dag.

 

 

 

2 Thoughts on “Egocentrerede, selvstændighedsudviklende, sjove og vidunderligt kærlige unger!

  1. Ole Thybo on januar 19, 2016 at 11:35 am said:

    Vi er så heldige med de sødeste hensynsfulde børnebørn, man kan tænke sig. Det kommer ikke af sig selv, men I er alligevel også meget heldige!

  2. AnneSofie81 on januar 21, 2016 at 7:46 am said:

    Vi føler os heldige 🙂
    Vi glæder os til at se jer snart! De små “ringer” tit til jer på deres nye telefoner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation