Familiemaskineriet…

Vinteren har for alvor fået tag i os med kolde temperaturer, sne og sygdom. Jeg må bare sande, at selvom vi alle i familien er udstyret med et nogenlude velfungerende immunforsvar, så er der ofte nogen, der er syge på denne årstid. Det kan godt være sejt at komme igennem de sygdomsramte dage, fordi resten af banden jo stadig tonser videre som normalt, hvilket forudsætter at hele familiemaskineriet bliver holdt i gang. Vi finder løsninger, så godt vi kan, og nu er det heldigvis weekend!

Bloggen får ikke så meget opmærksomhed, når kræfterne skal bruges i det virkelige liv i stedet for og sådan skal det selvfølgelig også være.

Egentlig ville jeg ikke skrive et blogindlæg om sygdom, da jeg trænger til at tænke på noget andet!

Noget jeg har funderet over, er noget så banalt som min helt lavpraktiske hverdag. Da Bertil og Helga Marie stoppede i vuggestuen for at være hjemme hos mig hele tiden, fik jeg utroligt mange gode råd med på vejen i forhold til vores “nye” hverdag. Alle de velmenende råd handlede om at skabe struktur, systematisere aktiviteter og i det hele taget at planlægge.

Med struktur og god planlægning kan man uden tvivl få en masse praktisk fra hånden, lave meningsfulde aktiviteter og undgå selv at blive skør i bolden. Sådan ca. lød opskriften.

Jeg kan tydeligt se de mange fordele, man kan opnå ved den strukturerede model – i teorien, men i praksis dur det ikke for mig.

Jeg har forsøgt mig, men jeg trives bedre med den mere tilbagelænede og halvspontane model. Jeg tror, det handler om flere ting. Hele ideen med at tage de små ud af vuggestuen var jo at skabe ro og mere overskud i vores familieliv. Når man er seks mennesker, der lever sammen, er der rimelig meget gang i den, og fordelen ved hjemmelivet for Bertil og Helga Marie (og mig…) er jo netop at kunne tage den med ro hele formiddagen, så vi kan “stå distancen” resten af dagen og hilse den velkommen, med alt hvad det indbefatter af aktiviteter, legeaftaler, arrangementer osv. uden at komme til at lide af kronisk overstimulation. Derfor intet behov for skemalagte formiddage!

Det er meget muligt, at jeg godt kunne have nået endnu flere støvsugninger eller oprydninger og skruet op for effektiviteten af de praktiske opgaver generelt, hvis jeg havde været mere struktureret, men det betyder faktisk ikke rigtigt noget for mig. Jeg sætter så stor pris på min mulighed for at tage dagen, som den kommer, og jeg vil meget hellere blive en time ekstra på legepladsen eller drikke morgenkaffe, mens jeg tegner med de små, hvis det er det, vi har lyst til, end jeg vil have topkarakter i at lege husmor. Selvfølgelig har jeg nogle rutiner, som forekommer omend ikke nødvendige så i hvert fald naturlige som fx, at vaskemaskinen helst skal køre første vask fra morgenstunden. Eller at opvaskemaskinen helst tømmes ved daggry, så jeg har et sted at losse tingene ned i løbet af dagen, men de dage jeg ikke når det, fungerer køkkenbordet også glimrende som mellemstation…

Det mest strukturerede ved vores hjemmeliv er vores sociale aktiviteter. Vi går i legestue én gang om ugen og mødes med nogle andre hjemmegående med jævnaldrende børn to formiddage om ugen. Det ligger rimelig fast med det forbehold, at vi melder fra, hvis der er for meget andet, der fylder ugen op.

Det er tydeligt, at Bertil og Helga Marie nyder, når der sker noget, men de nyder også at have rolige formiddage, hvor vi bare dimser rundt, læser bøger, går en tur på kirkegården og kigger efter egern eller andre vigtige ting.

Jeg nyder at have tid til at opleve dagene med ungerne, og mit hjerte smelter på daglig basis som fx, da vi forleden gik tur med klapvognen og mødte en lille hidsig gravhund, der bjæffende kom og overhalede os. Helga Marie blev meget bange for den, og Bertil rakte over og tog fat i hendes arm, mens han sagde: “Mig nok pas’ på dig Hega!”

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation