Køn, kønnere, kønnest

IMG_4885Så blev det søndag igen, og november er allerede godt i gang. Det samme er kønsdebatten i medierne endnu en gang og i denne omgang med fokus på, hvordan vi præger vores børn i den henseende. Det er en spændende debat, som meget hurtigt går hen og bliver værdipolitisk og følelsesladet. For alle vil jo deres børn det bedste. Det store spørgsmål er, hvad det bedste så er?

I forhold til kønsdebatten befinder jeg mig nok i det relativt ‘politisk korrekte’ segment, der hellere ser ungerne rende rundt i brunt og grønt end i sidste nye syntetiske prinsesseskrud eller superheltedragt. Dermed ikke sagt at det er sådan, virkeligheden ser ud hjemme hos os!

Jeg er selv opdraget i en tid, hvor piger spillede fodbold og ønskede sig værktøjskasser til jul, og min barnedrøm var da også at blive tømrer. Senere ændrede det sig til linedanser og her utallige år efter, må jeg konstatere, at netop disse to drømme ikke gik i opfyldelse. Jeg legede også virkelig meget med dukker, og jeg legede også virkelig meget med drenge. Det var ikke noget, vi skænkede en tanke. En ven var en ven og først op mod teenagetiden, begyndte kønnene at få en betydning i den sammenhæng.

Der er ikke nogen tvivl om, at tiden og kønskulturen er en anden i dag, og derfor må vi nødvendigvis forholde os til, hvordan vi skaber de bedste betingelser for vores børns opvækst i relation til køn og kønsforståelse.

Jeg har i mit liv som mor altid været rimelig optaget af ikke af låse mine børn fast i kønsstereotype kasser, da det ligger naturligt for mig at have denne tilgang qua min baggrund, min omgangskreds og i det hele taget det segment, jeg nu engang må erkende, at jeg befinder mig i. Konkret betyder det fx, at vi herhjemme ikke opererer med drenge- og pigefarver, at legetøjet ikke knytter sig til, hvilket køn barnet har, og at vi altid har støttet vores børns vennerelationer på kryds og tværs af køn. Vi er opmærksomme på, at kvaliteter som forsigtighed, følsomhed og mod ikke bliver knyttet til børnenes køn, men mere er et udtryk for, at mennesker er forskellige.

Vores børnehave arbejder også aktivt med kønspædagogik og bruger fx betegnelsen “venner” fremfor “drenge” eller “piger”, når de omtaler eller taler til en gruppe børn. Vores gamle vuggestue, hvor alle fire børn har gået, gjorde det samme. Her har vi gennem årene ofte diskuteret kønspædagogik til forældremøderne, og diskusionerne har altid været  interessante. Vi har diskuteret hen betegnelsen, så luften dampede – og det var fedt! Ingen af institutionerne har negligeret køn eller neutraliseret begrebet fuldstændigt, men de har arbejdet med en pædagogisk bevidsthed om at se barnet frem for kønnet. Vi har ikke valgt institutionerne på denne baggrund, men identificerer os fint med deres måde at arbejde på.

Jeg finder det uhyre vigtigt, at vores børn i deres opvækst både får mulighed for at yde omsorg overfor dukkerne og bamserne eller smadre afsted med en monstertruck – uanset om de er drenge eller piger. – Eller yde omsorg for monstertrucken, som vi også har set utallige gange…

Jeg synes med andre ord, vi i grove træk læner os op at en kønsbevidst opdragelse, selvom det ikke er noget, vi går og tænker så meget over i hverdagen. Vi neutraliserer ikke børnenes køn, men vi tilstræber at give plads til anerkendelse af køn og forskelligheder. Mennesker er forskellige og i min verden knytter nogle forskelligheder sig til køn (af fysiologiske eller kulturelle grunde), og andre forskelligheder knytter sig mere til personlighed og interesser.

,Der er slet ingen tvivl om, at børn i dag vokser op i en kultur og i en tid, der er enormt kønsfikseret og i høj grad også kønsstereotyp og selvom jeg ikke ligefrem er personlig tilhænger af det kønsneutrale hen, håber jeg, at jeg kan være med til at påvirke mine egne børn til at tænke køn som et bredt begreb og dermed give dem større muligheder for deres personlige udfoldelse.

Men! For hvis nogen er i tvivl, er jeg i gang med at bygge op til et men…

I sidste weekend læste jeg en artikel i Information om nogle familier, der opdrager kønsneutralt i ordets mest rendyrkede forstand. De undlader helt, at i talesætte børnenes køn og bruger i stedet lyden ‘hn’ for at fjerne fokus så meget som muligt fra kønsbetegnelsen. De klæder bevidst børnene i helt kønsneutralt tøj og omtaler andre børn som fx “babyen med hunkøn” i stedet for “pigen”.

Jeg kan virkelig godt forstå forældrenes ønske om ikke at begrænse deres børn og at give deres børn en bred palette af muligheder, for jeg går ud fra deres intentioner er nogenlunde de samme, som jeg i princippet selv bikser rundt med inde i mit hoved.

Men, jeg blev ærlig talt ramt af et hav af tanker og følelser, da jeg læste artiklen og de kværner stadig rundt inde i hovedet på mig.

For jeg synes faktisk, der er så mange problematikker i den anskuelse, de “kønsneutrale opdragere” udlever i praksis, at jeg får en smule ondt i både maven og hjertet.

For det første så anerkender jeg, som artiklen hævder, at sproget har en kolossal betydning i vores påvirkning af hinanden og der ligger stor magt i kommunikation i det hele taget. Der er noget om, at “din stemme bliver dit barns indre stemme”, og derfor er det vigtigt at tænke over de ord, man bruger et stykke hen af vejen, men når man konsekvent forsøger at sammensætte sine sætninger kønsneutralt, tænker jeg, kommunikationen bliver meget mekanisk eller konstrueret. Vi kommer ikke udenom, at begreber som dreng og pige immervæk er ret integrerede i vores sproghistorie og sprogkultur. Jeg kan gå med så langt som til at være bevidst om ikke hele tiden at i talesætte sin datter som lille prinsesse eller sin søn som store bulderbasse. Det er altid godt med lidt reflekteret bevidsthed. Men når sproget bliver for fortænkt, er jeg bange for, at det går ud over relationen. Relationen risikerer at miste noget meget værdifuldt. Den risikerer at miste noget autenticitet og noget naturlighed. Jeg tror, omkostningerne er for store i forhold til, hvad det kræver at lave så store sproglige forandringer med nogle så fastforankrede begreber. Spontanitet og umiddelbarhed er stærke værdier i sproget efter min mening og hvis sproget bliver fortænkt eller for konstrueret, mister det noget værdi og skaber dermed distance.

Jeg har det også svært med, at neutraliteten skal være mål for opdragelse, da neutralitet i mine ører lyder som en reduktion. Når man neutraliserer noget ensretter man, eller usynliggør. “Et neutralt menneske”. Det lyder ikke ligefrem sprudlende og fantastisk. Jeg ville personligt ikke bryde mig om at blive omtalt som en næsten ikkeeksisterende lyd, hn. Jeg ville føle mig lidt usynlig, tror jeg. På mange måder er neutral det modsatte af mangfoldig, i hvert fald i min sprogforståelse ,og jeg hylder meget gerne mangfoldigheden 😉

Dernæst tænker jeg, at en overdreven fokusering på at kønsneutralisere nemt får en modsatrettet virkning, da der kommer et unaturligt fokus på udviskning af køn. Herved skabes jo et utilsigtet fokus på netop køn, og det at have et køn kan nærmest opfattes som noget problemtisk eller unaturligt.

Måske kan en konsekvent kønsneutralitet endda i værste fald medføre skam. Skam over at være et køn og skam over at føle sig forkert i sit køn. Skam over at ønske sig den lyserøde prinsessekjole, som mange af de andre piger i børnehaven har og som barnet måske ved ikke falder i god jord på hjemmefronten, fordi den er alt andet end neutral. En af kønsneutralitetens skyggesider er måske, at den kan skabe et tabu omkring køn, hvis den overdrives for meget – og det er nok næppe hensigten. I hvert fald er børns køn noget vi skal tale om med agtpågivenhed og forsigtighed, ligesom andre værdiparametre, der påvirker den menneskelige udvikling.

Jeg tænker, uden dog at kunne kalde mig selv hverken kønsekspert eller børnepsykolog, at der kan opstå nogle identitetsproblematikker, når kønnene forsøges udvisket. I hele opbygningen af identiet oplever jeg i hvert fald hos mine egne børn, at de i en vis alder begynder at “ordne” eller kategorisere for at have noget at holde sig selv op i mod. Her er køn ofte en af de benyttede kategorier. Jeg tænker, at børn har brug for at se sig selv i forhold til forskellige systemer og kategorier for at lære sig selv at kende, og det kan i mine øjne sagtens gøre uden at kønsstereotyperne får magten.

I virkeligheden tror jeg faktisk, at den type kønsneutral opdragelse, der skildres i artiklen i høj grad handler om forældrene. Når opdragelse eller livsstil i det hele taget bliver et projekt, handler det måske lidt for meget om forældrenes forfængelighed. Deres idealer eller deres manifestering af, hvem de er eller gerne vil være som forældre, overskygger de mennskelige konsekvenser, det kunne have på barnet. Det bliver måske planlagt allerede inden barnet er kommet til verden, at opdragelsen skal være kønsneutral, og som det er med så mange ting, bliver alt det, man havde tænkt og forestillet sig ofte helt anderledes i virkeligheden. Man glemmer nemt, at der er en omverden og en kultur, som barnet på et tidspunkt bliver en del af uanset, hvor meget man har lyst til at flytte i en bambushytte på verdens fredeligste sted, hvor ingen farer kan lure på barnet… Eller ingen Disneyprinsesse eller superhelt kan snige til at påvirke det uskyldige barn. Med andre ord kan man få lyst til at lave en Rousseau og lade sit barn vokse op ude i naturen som en anden “Emile” uden påvirkning fra andet end planter og dyr. Desværre er det ikke på den måde, man skaber hele mennesker. Det ved de fleste, og det vidste Rousseau. Idealisme er i langt de fleste tilfælde til eksempel og ikke til udlevelse.

Jeg har selv et mildest talt anstrengt forhold til både superhelte og prinsesser, men mine børn skal selvfølgelig have lov til at lege med dem og kende dem. Ellers vil de jo få svært ved at indgå i relationer og leg med deres jævnaldrende. Man kan ikke undse sig den påvirkning børn møder i deres omverden. Man kan forsøge at udfordre den og præge sine børn i den retning, man nu finder rigtig, men jeg tror, man gør klogt i at hjælpe dem med at linke til “den virkelige verden” også og dermed udvikle deres sociale kompetencer .

For mig er det vigtigt at vise mine børn, at mennesker er forskellige i højere grad end at fokusere på, at køn er forskellige eller det modsatte. Vi læser fx bøger med både drenge og pige hovedpersoner og er opmærksomme på hvilke kvaliteter de har. Der er sku ikke meget prinsesse eller ’stille pige’ over Ronja Røverdatter. Hun er modig og vild, men hun er også følsom og omsorgsfuld. Hun er en pige. Og hun er først og fremmest et menneske. Hun er oveni købet en pige, der bliver gode venner med en dreng og deres fællesskab og venskab hæver sig langt over betydningen af køn.

Kønsdebat er værdidebat og derfor en evig diskuterbar størrelse, der i høj grad knytter sig til følelser. Men jeg tror, man gør klogt i at forsøge at træde lidt udover de personlige følelser og i stedet indtage en normkritisk tilgang til kønsdebatten. Det er svært, men måske mere interessant.

Jeg er personligt overbevist om, at noget af det bedste man kan gøre i forhold til at skabe mere elastiske identitets- og kønsforståelser er, at lade børn have venner på kryds og tværs af køn og i det hele taget lade være med at fokusere overdrevet meget på køn i sine børns opvækst. Moderat reflekteret kønsbevidsthed 😉

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation