Mennesker og umenneskelighed

I morges var en helt almindelig morgen hos os. Vi stod løbende op fra kl. 6 og en halv times tid frem, vi spiste morgenmad og kom i tøjet som altid. Lidt over 7 vinkede Bertil, Helga Marie og jeg farvel til de andre og fandt derefter duplokassen frem. Der kom gang i en leg, og jeg sneg mig til en ekstra kop kaffe og lidt avislæsning. Noget der normalt er en umulighed. Men i dag var himmelen blå udenfor, kaffen varm og børnene legede. Hyggelig morgenstund!

Jeg skimmede overskrifter og faldt over denne artikel om den aktuelle flygtningestrøm. Jeg fordybede mig og lukkede verden og duplolegen ude for en stund. Jeg forsvandt ind i mig selv og kunne mærke, hvordan jeg begyndte at ryste efterhånden, som artiklen skred frem.

Så brød jeg sammen. Tårerne løb ned af kinderne på mig, og jeg hulkede. Mine to intetanende duplolegene børn kiggede forskræmt op på mig og kunne tydeligvis ikke finde ud af, hvor de skulle gøre af sig selv. Jeg trak vejret dybt, tørrede øjnene og manede mig op, mens jeg fraværende forsøgte at forklare noget med nogle mennesker, der ikke har et sted at bo, og som vi ikke kan finde ud af at behandle ordentligt. Mine toårige, som selvfølgelig ikke forstod en pind af, hvad jeg snakkede om, kom hen og sagde ae, ae mens de strøg mig lidt på armen, hvorefter de vendte mig ryggen og legede videre.

Jeg kunne ikke kontrollere min reaktion på artiklen, og jeg blev faktisk en lille smule skræmt over mig selv. Boblen bristede simpelthen. Jeg var fyldt op af rædselsbilleder, af vandrende menneskehorder, af lidelse og fortvivlelse, af ondskab og had. Og af skam. Allermest væmmedes jeg over, at et menneske hævet over etik og moral kunne finde på at spytte på de flygtninge, der kom vandrende med deres børn på armene. I Danmark!

Jeg er så rystet og frustreret over menneskers umenneskelighed og over stupide polittikere, der blider sig ind, at hvis vi bare sætter et hegn op omkring os selv, så skal alt nok blive godt. Altså for os… Jeg er rystet over en arrogant ung dame, der tillader sig at indrykke usmagelige og upassende annoncer ude i verden, der giver Danmark spalteplads i store internationale aviser, som udstiller vores fremmedfjendskhed for hele verden.

Jeg bliver så uendelig ked af det indeni.

Da jeg havde hanket op i mig selv og fået lidt koldt vand i hovedet, tog vi på legepladsen. Hverdagen går jo videre og vejret er fantastisk. Tænk, at være så priviligeret at jeg kan give mine børn en tryg opvækst fuld af muligheder. Vi må virkelig huske på, hvilke værdier der har ført os til det sted og til de privilegier, vi har i dag. Umenneskelighed er ikke én af dem.

Jeg har tænkt meget over min reaktion i forhold til børnene. Nu er Bertil og Helga Marie så små, så jeg tror ikke, de tager morgenens oplevelse med videre. De reflekterer i hvert fald ikke over den, selvom de nok blev lidt forskrækkede over deres grædende Mor midt i morgenkaffen. Egentlig har jeg mest af alt lyst til at skåne børnene for verdens grusomheder, men jeg ved også, at det både er umuligt og at det er vigtigt at snakke om, hvad der foregår rundt omkring os. Nok mest med de store – og i særdeleshed Hjalmar, som er gammel nok til at tænke i lidt større perspektiver efterhånden.

Først var jeg glad for, at de store ikke var hjemme under morgenens dramatiske avislæsning, men ved nærmere eftertanke er jeg kommet frem til, at de godt må se og vide, hvordan jeg har det. De må gerne lære om menneskelighed og om umenneskelighed. Selvfølgelig skal de ikke skræmmes eller blive bange, men menneskelige reaktioner på umenneskelige handlinger må de gerne se.

Det blev til store tanker og følelser på denne ellers helt almindelige dag.

 

 

2 Thoughts on “Mennesker og umenneskelighed

  1. Jeg er normalt vild med din blog, og jeg er enig i din holdning til flygtninge, meeeen.. Dette indlæg tangerer til følelsesporno. Jeg forstår din holdning, og at din blog er så personlig, at du deler alt, men finder jeg ret kvalmende.

  2. AnneSofie81 on september 29, 2015 at 2:44 pm said:

    Hej Anne
    Dejligt du læser med på min blog 🙂
    Jeg blev væltet bagover den pågældende morgen midt i hverdagens 1000 gøremål og mediernes overflod af billeder og ord. Jeg kan egentlig ikke se, hvorfor det skulle være følelsesporno at blive bevæget over mennesker på flugt – eller at skrive om det. Men du har selvfølgelig lov til at have din mening.
    – Anne Sofie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation